Retssikkerhed en øjena bner fra virkeligheden

Retssikkerhed en øjena bner fra virkeligheden Retssikkerhed er for forbrydere, mangemillionærer og dem, der har en stærk og aktiv fagforening i ryggen og lever længe nok. 1 Indhold 1. Det tog 13 år at nå retfærdighed... 1 1.1. Det bør mennesker ikke udsættes for... 1 1.2. Kommunen scorede kassen... 2 1.3. Positive momenter: PFA, HK og speciallæger støttede hele vejen... 3 2. Pensionssagen som jeg oplevede den... 4 2.1. Finansministeriet gør det ulovlige og usaglige lovligt i en bisætning... 4 2.2. Første gang gennem det sociale system grove fejl og vinklede præmisser... 4 2.3. Anden runde i det sociale system anonym trumfer egne eksperter... 6 3. Sagens gang i Landsretten en kafka sk oplevelse... 7 4. Og endeligt nåede sagen til Højesteret... 8 1. Det tog 13 år at nå retfærdighed 1.1. Det bør mennesker ikke udsættes for Bette havde mange gode år som leder af opkrævningskontoret i Allerød kommune, indtil hun blev syg i 1984 og af den grund afskediget i 1985. Det udløste en pensionssag, som strakte sig over 13 år og sluttede i Højesteret. Dén fulgte jeg så tæt, og dén afdækkede så barokke sider af vore offentlige systemer også de sociale og af vor herlige retssikkerhed, at det fortjener at blive uddybet her. Det begyndte egentlig ved ansættelsen i Allerød kommune i 1972. Noget overraskende kunne Bette ikke få en pensionsforsikring (tjenestemandspension) eller tegne en kapitalpension (!) på normale vilkår. Lægeundersøgelsen viste, at hun var et dårligt liv. Bl.a. indebar hendes hypermobilitet øget risiko for leddegigt (Morbus Reiter) noget som balletdansere og rumænske

gymnastikpiger møjsommeligt må tilkæmpe sig. Kommunen indvilligede dog i at betale den højere præmie. Denne risiko blev aktuel i 1984, da Bette fik hyppigt sygefravær. Bette forsøgte gentagne gange at genoptage arbejdet, oftest på nedsat tid, og kommunen gjorde meget via ergonomisk indretning af arbejdspladsen, men hun måtte hver gang opgive. Efter 13 års ansættelse blev Bette så i juli 1985 afskediget fra kommunen efter 120 dages-reglen (at Revaliderings- og Pensionsnævnets sekretariat i sin indstilling til nævnet siden reducerede denne ansættelsesperiode til tre år, er for så vidt bare et enkelt led i dette sekretariats noget specielle behandling af sagen, jfr. nedenfor!). 2 Det var hårdt for Bette. De karaktertræk, der fik hende til at gøre oprør mod hendes fars piger skal ikke læse, de skal bare giftes og selv sørge for sin studentereksamen på 2-årigt kursus, havde hun jo også med i sit arbejde. Bette var glad for sit arbejde og for den selvstændighed og selvagtelse, det gav hende. Derfor var hun også hele tiden ivrig efter at dygtiggøre sig, efteruddanne sig og at leve op til sine egne høje krav. Det var hårdt at blive lukket ude fra denne side af tilværelsen, og det blev ikke mindre hårdt af, at hun skulle igennem denne lange og opslidende kæde af meningsløse, bureaukratiske afgørelser, inden Højesteret efter 13 år endeligt satte tingene på plads. For en mangeårig og inkarneret embedsmand som mig var det naturligvis også en øjenåbner at se Systemet og dets udøvere fra den anden side, at se, hvordan fremstillinger og indstillinger kunne vinkles, og hvor følgagtige (de fleste) valgte i de formelt besluttende organer kunne være overfor embedsværkernes ikke altid lige lødige indstillinger: Iblandt kunne man få det indtryk, at min stilling tog noget af opmærksomheden fra Bettes helbred, eller at personlige relationer mellem behandlerne på de forskellige niveauer spillede ind. Den højt besungne retssikkerhed kan der holdes lange, festlige taler om. I praksis synes den at være reserveret for forbrydere og mangemillionærer eller dem, der som i Bettes tilfælde har en stærk og aktiv fagforening i ryggen. Hvor mange almindelige mennesker ville have mulighed for eller med risiko for sagsomkostninger i flere hundrede tusinde kroners-klassen turde satse på at føre sin sag helt igennem, når både Den Sociale Ankestyrelse og Landsretten havde sagt nej? 1.2. Kommunen scorede kassen PFA (og fra 1985 til 1987 tillige KP, Kommunernes Pensionsforsikring) anviste hver måned til Allerød kommune (næsten demonstrativt) et beløb svarende til kvalificeret tjenestemandspension. Heraf udbetalte kommunen den lille, optjente kommunepension til Bette og stak resten i kommunekassen (ud over den bonus på pensionsforsikringerne for deres tjenestemænd, som kommunekasserne almindeligvis - pudsigt nok - scorer!). Dette bekræfter Allerød kommune i et brev til Bette den 25. november 1986, hvor det derudover hedder: Det er korrekt, at KP s og PFA s lægelige vurdering overfor Allerød kommune har godkendt, at din erhvervsevne er nedsat til 1/3 eller derunder, men da forsikringsspørgsmålet alene er en sag mellem Allerød kommune og hhv. KP og PFA, og da det krav du har på Allerød kommune alene er i henhold til pensionsregulativet, er der ikke mulighed for os at udbetale pension for kvalificeret svagelighed, før Revalideringsnævnet eller ankeinstansen har godkendt, at du er berettiget til invalidepension.

I en skrivelse til Revaliderings- og Pensionsnævnet 22.5.1989 (da Bettes sag for anden gang passerede nævnet), oplyser Karin Kjemtrup, PFA s socialrådgiver, at anvisningen skyldes udelukkende, at vores direktion, læger samt undertegnede finder pågældendes erhvervsevne nedsat med mindst 2/3 på fysisk indikation (overlæge Hellesens erklæring). Som en pudsighed skal det indskydes, at Bette i et brev til kommunen den 12. juli 1993 dels gør opmærksom på højesteretsdommen om Finansministeriets ulovlige praksis i sager om tjenestemandspension, som jeg vender tilbage til, dels nævner, at kommunen fortsat hver måned siden 1985 har fået penge fra PFA til hendes kvalificerede pension, gentager kommunen den 28. april 1995 (dvs. efter knapt 2 års tænkepause!), at det alene er en sag mellem forsikringsselskaberne og kommunen! 3 1.3. Positive momenter: PFA, HK og speciallæger støttede hele vejen Der var også positive oplevelser undervejs. PFA fulgte og støttede hele vejen igennem og det var tilmed i sidste ende dem, der skulle betale. Karin Kjemtrup, PFA s socialrådgiver, udtrykte det således: at det altid for en læge og socialrådgiver må forekomme ejendommeligt, hvis der ikke kan findes en årsag til, at en velfungerende, flittig, aktiv og en i øvrigt fagligt højt respekteret kvinde må give op. Hvis man leder længe nok, findes årsagen, som regel. Karin Kjemtrup var en god støtte for Bette som rådgiver og afgav desuden vidneforklaring for Landsretten, uden at dette dog tilsyneladende forstyrrede retsformanden dybsindige overvejelser om forældelsesregler. HK kom ind i sagen, da den anden gang havde passeret Den Sociale Ankestyrelse med endnu en besynderlig afgørelse, jfr. nedenfor. HK påtog sig nu at bringe sagen for Landsretten og dermed at bære risikoen for sagsomkostningerne. Blandt de gode kræfter, som bidrog til, at den såkaldte retssikkerhed undtagelsesvist blev nået, skal også nævnes de speciallæger et par stykker endog udpeget af Revaliderings- og Pensionsnævnet som måtte se deres grundige og seriøse erklæringer om Bettes helbred udeladt eller bortforklaret af nævnssekretariatet eller i Den Sociale Ankestyrelse underkendt af en anonym lægekonsulent. Ikke desto mindre fastholdt de deres vurderinger i vidneforklaringer for Lands- og Højesteret, og det har uden tvivl spillet en væsentlig rolle for Højesterets dom.

2. Pensionssagen som jeg oplevede den 2.1. Finansministeriet gør det ulovlige og usaglige lovligt i en bisætning 4 Det skulle siden vise sig, at det i forløbet af Bettes sag kom til at spille en rolle, at Finansministeriet i 1994 fik lusket igennem, at en praksis for tilkendelse af kvalificeret svageligheds- /tjenestemandspension (dvs. en pension på størrelse med, hvad man ville have fået ved ordinær alderspensionering), som Højesteret i 1990 kendte ulovlig, blev gjort lovlig, alt mens de faglige organisationer snorksov. Det skete med en lille sidebemærkning dybt inde i en stor skatterefom-lovpakke. Problemet var, at Finansministeriets Nævn for Helbredsbedømmelser i Tjenestemandssager gennem 20 år konsekvent nægtede at udføre sit arbejde og behandle sagerne og i stedet blot henviste til og siden tiltrådte de sociale myndigheders behandling af sagen som en social pensionssag. Det fandt Højesteret ulovligt, da en konkret sag i 1990 nåede frem til dens bedømmelse. Den fastslog det umiddelbart selvfølgelige, at der ikke er identitet mellem reglerne om tilkendelse af kvalificeret svagelighedspension (tjenestemandspension) og social pension. Det er egentlig logik for burhøns, så hvad gør Finansministeriet? Med et lille snuptag gør de det ulovlige lovligt. Jo, det er retssikkerhed! Hvad man så ellers skal med det stempelnævn? 2.2. Første gang gennem det sociale system grove fejl og vinklede præmisser Sagen startede som nævnt med afskedigelsen. Arbejdsgiveren (Allerød kommune) oplyste i brev den 15.maj 1985 dels, at Nævnet for Helbredsbedømmelse i Tjenestemandsager havde udtalt, at på grundlag af de foreliggende lægelige oplysninger, må det anses for velbegrundet, at der varsles til afsked på grund af svagelighed, dels, at Spørgsmålet om kvalificeret svagelighedspension er forelagt revaliderings- og pensionsnævnet og Kommunernes landsforening, hvorfra der forventes en snarlig afgørelse. Den 24. juni 1985 indstiller Birkerød kommune som bopælskommune Bette til mellemste førtidspension idet hendes arbejdsevne er af psykiater skønnet nedsat til under 1/3 i ethvert erhverv uden udsigt til bedring. Hvorfor nu en psykiater? Jo, det var i hvert fald dengang (?) kutyme, at en læge, som ikke umiddelbart fandt noget, der passede til hans ofte ret snævre menukort, fandt, at så måtte det være noget psykiatrisk. Fra en af de speciallæger, som Bette i februar-marts 1985 var henvist til, mens hun endnu håbede, at de kunne bedre hendes helbred, indhentede Revaliderings- og Pensionsnævnet journaludskrift, fra en anden en erklæring og den var mildt sagt overfladisk. Vor egen læge var nu heller ikke for kvik. Retfærdigvis skal det nævnes, at den overlæge, som i første omgang kun afleverede en journaludskrift, overlæge Henrik Vinterberg, FAS Hillerød, senere (29. oktober 1986 til Den Sociale An-

kestyrelse) på grundlag at en grundigere undersøgelse afgav en erklæring, hvor han konkluderede, at hendes erhvervsevne må i ethvert erhverv betragtes som nedsat med mere end 2/3. Den erklærende speciallæge, overlæge på Rigshospitalet, Aage Harmsen gjorde særlig indtryk på Bette. På grundlag af en 10 minutters samtale, hvor han den meste tid var optaget i telefonen af at få en middagsaftale på plads, skrev han i sin erklæring, at han havde vanskeligt ved at forstå, at patienten skulle være fuldstændig uarbejdsdygtig i det erhverv, hun har. Han fandt hende plæderende og noget anspændt. Det tror pokker. Hun var med god grund sprutrasende over den uforskammede behandling, hun fik. 5 De første seriøse undersøgelser kom pudsigt nok efter begæring fra Nævnet for Helbredsbedømmelse mv. dels ved en psykiater, dels ved en neuropsykolog. Efter fire samtaler og derudover krisebehandling skriver psykiateren, Kirsten Bjerke, 24. april 1985: Efter min vurdering er hun ikke psykisk syg, har tværtimod en høj smertetærskel, og hendes karakterologiske særpræg har snarere fået hende til at være mere udholdende end gennemsnittet ville være. Hun føler sig udenfor, fordi hendes optagethed og aktivitetsniveau altid har været højt, og er i en krise, fordi hun er blevet invalid. Er ked af at hendes gode vilje for at kæmpe mod smerterne ikke har været nok. Vil skønne at hendes arbejdsevne i ethvert arbejde er nedsat til under 1/3, idet hun ikke kan være i en bestemt stilling mere end højst en time ad gangen. Neuropsykolog Birte Gloerfelt-Tarp skriver den 29. januar 1986: Den psykologiske undersøgelse viser ikke tegn på generel intellektuel reduktion. Kl. virker trist og deprimeret over at måtte opgive erhverv. Erhvervskapitulationen kan således ikke ses i lyset af intellektuelle vanskeligheder. Jeg synes kl. bør undersøges yderligere for somatiske lidelser. Denne anbefaling reagerede Pensions- og Revalideringsnævnets sekretariat ikke på, men indstiller den 20. maj 1986 til nævnet, at der gives afslag på Bettes ansøgning om helbredsbetinget førtidspension, dvs. den sociale pension. I begrundelserne for indstillingen nævnes korrekt nok, at der intet psykiatrisk er, fra den psykologiske undersøgelse, at der ingen støtte er for demens, og at den supplerende somatiske undersøgelse (???) ingen støtte giver til helbredsbetinget førtidspension. Både i indstillingen og i nævnets afgørelsesskrivelse nævnes, at Bette har været ansat i kommunen siden 1982 altså en golddigger lige ind fra gaden! Et årstid senere er sagen nået frem til behandling i Den Sociale Ankestyrelse. Det sker på grundlag af de sagsakter, styrelsen har modtaget fra nævnet, dog med tilføjelse af den erklæring af 29. oktober 1986 fra den overlæge, der er nævnt foran. På sin vis giver den Ankestyrelsen det problem, at der nu foreligger den supplerende somatiske undersøgelse, der udover psykiaterens og neuropsykologens siger, at Bettes erhvervsevne i ethvert erhverv er reduceret med mere end 2/3. Det klarer Ankestyrelsen og dens anonyme lægelige sagkundskab dog i et snuptag og skriver, at erklæringens konklusion ikke i tilstrækkelig grad støttes af de fund, der blev gjort ved undersøgelsen. Derefter kunne Ankestyrelsen tiltræde nævnets afgørelse: Nej til Bettes pension.

Nogen tid inden havde jeg i forbindelse med mit arbejde deltaget i et langt møde, hvori bl.a. også deltog chefen for nævnets sekretariat og den ankechef, som senere behandlede Bettes sag i Ankestyrelsen. Jeg bemærkede deres særdeles gode, kammeratlige relationer. 2.3. Anden runde i det sociale system anonym trumfer egne eksperter Afgørelsen fra Ankestyrelsen var både uforståelig og en alvorlig nedtur, som kun blev brudt af kraftig opbakning fra to aktive socialrådgivere: Dorte Trier (senere Høeg) og Karin Kjemtrup. 6 I sin skrivelse af 22. maj 1989, hvor hun også påpeger andre faktuelle og tendentiøse fejl i nævnssekretariatets oplæg til nævnsmødet i denne anden runde, skriver Karin Kjemtrup bl.a. således: Den sociale Ankestyrelse har således ikke haft erklæring fra overlæge Hellesen, da de behandlede ankesagen. Denne erklæring blev umiddelbart efter afgørelsen tilsendt Den sociale Ankestyrelse og den involverede ankechef, og hans holdning var, at erklæringen berettigede til, at man enten startede sagen forfra i kommunen med det samme, eller at DSA selv tog fat om sagen. Vi valgte den første løsning, da vi regnede med at spare tid. Det var en fejlvurdering, idet sagsbehandlingstiden for den nystartede sag nærmer sig 2 år. I nævnsmødeoplægget kunne man få indtryk af en anden holdning i DSA. Efter råd fra Dorte Trier og Karin Kjemtrup var Bette i begyndelsen af september 1987 indlagt i ca. en uge efterfulgt af ca. en måned som dagpatient på KAS Glostrup til en grundig undersøgelse hos overlæge Claus Hellesen, der var en internationalt anerkendt specialist på netop den type sygdomme, som Bette måtte formodes at lide af. På dette grundlag konkluderede overlæge Hellesen i en erklæring den 9.3.1988, at Bettes arbejdsevne i ethvert erhverv må betragtes som værende reduceret til under en tredjedel. Det lignede nærmest et modtræk mod denne erklæring, at Revaliderings- og Pensionsnævnets sekretariat nu forlangte, at Bette blev undersøgt af den af dem udpegede overlæge Kai Dohn. Undersøgelsen skete den 28.12.1988, og i sin erklæring konkluderede overlæge Kai Dohn: Hendes ryg- og lændesmerter nedsætter efter mit skøn hendes arbejdsevne som leder af en velindrettet kontorafd. til under 1/3 af det normale et mere ryg- og ledskånende arbejde kan dårligt tænkes, så revalideringsforanstaltninger kommer ikke i betragtning. Effektive behandlingsmuligheder foreligger ikke. Må derfor efter min opfattelse være berettiget til førtidspension af i hvert fald mellemste størrelse. Ud over materialet fra Revaliderings- og Pensionsnævnets 1. behandling af Bettes sag forelå der nu tre speciallægeerklæringer (Vinterberg, Hellesen, Dohn) med stort set samme konklusioner samt Karin Kjemtrups påpegning af fejl i sekretariatets indstilling. Ikke desto mindre traf Revaliderings- og Pensionsnævnet den 24.5.1989 samme afgørelse som tre år før, nemlig afslag. I begrundelsen svang de sig op til blot at genbruge Ankestyrelsens bemærkning fra 1987 om, at der ikke findes at være overensstemmelse mellem den beskrevne objektive undersøgelse og konklusionen. De formåede såmænd ikke engang at ændre formule-

ringen til flertal i betragtning af, at de (og deres anonyme lægesagkundskab ) nu tilsidesatte tre erklæringer, herunder fra den undersøger, de selv havde udpeget! Naturligvis blev nævnets afgørelse anket, og på det nu foreliggende grundlag traf Ankestyrelsen 16.1.1990 den afgørelse, at Bette tilkendes forhøjet almindelig førtidspension (det svarer til, at erhvervsevnen er reduceret til under halvdelen), og at nævnet bør tage sagen op til fornyet vurdering om 2 år (hvilket da også skete, jf. nedenfor). 7 Ankestyrelsens afgørelse er hverken fugl eller fisk. Da overlæge Kai Dohn i vidneafhøringen til Højesteret blev spurgt, svarede han, at han havde ingen forklaring på, hvordan ankestyrelsen kan sætte tabet til ½, men gætter, at der er tale om et kompromis. Mere kontant er overlæge Claus Hellesen, der i vidneforklaringen som sin opfattelse udtrykker, at lægerne, der har vurderet sagen i Ankestyrelsen, ikke har haft den fornødne viden om hypermobilitetssyndromet. For Bette betød afgørelsen, at den ikke udløste den kvalificerede tjenestemandspension, men kun den mere beskedne sociale pension. Selv da den fornyede vurdering, i princippet 2 år, i praksis 4 år efter, betød, at Revaliderings- og Pensionsnævnet tilkendte Bette den højeste sociale førtidspension (svarende til 100 % reduceret erhvervsevne), indebar dette slip i tid, at den ikke udløste den kvalificerede tjenestemandspension, som sagen hele tiden havde drejet sig om. Det illustrerer det besynderlige spil mellem tjenestemandspension og social pension. Bette fik besked om tilkendelsen i et brev fra Birkerød kommune den 5.1.1994, og at den havde virkning fra 1.2.1992, så nogen respekt for Ankestyrelsens frist havde nævnet trods alt! I forbindelse med den fornyede vurdering havde Birkerød kommune i øvrigt bedt overlæge Claus Hellesen om en fornyet erklæring. Derfor og fordi Bette i en lang periode deromkring nærmest var i pendulfart ind og ud af sygehuse med diskusprolaps, galdesten osv. var Bette indlagt på KAS Glostrup en uges tid i februar og tilsvarende i marts 1993 (og i maj-juni på Esbønderup). I erklæringen 8.9.1993 konkluderer Claus Hellesen: Arbejdsevnen som udearbejdende kvinde er ophævet i ethvert erhverv, og arbejdsevnen som husmor må betragtes som værende negligeabel. Beskeden om resultatet af den fornyede vurdering kom netop, som forberedelserne til retssagen var fremskredne, og havde i øvrigt ingen indflydelse herpå. Det var stadigt tjenestemandspensionen, det drejede sig om. 3. Sagens gang i Landsretten en kafka sk oplevelse Bette havde stort set opgivet sin sag, indtil hun i juli 1993 så omtale i Politiken af en Højesteretsdom fra december 1990 i en sag, som i høj grad lignede hendes. Avisomtalen kom i forbindelse med, at Finansministeriet, der ellers blot havde siddet Højesterets dom overhørig, nu lovliggjorde sin ulovlige (og ulogiske) praksis. Den tidligere sag havde været ført af BUPL som fagforening for et af sine medlemmer. Det fik Bette til at henvende sig til sin fagforening, HK, som efter nogle samtaler og granskning af papirerne (og igen med støtte fra Karin Kjemtrup, PFA) besluttede at gå ind i sagen. Der blev så udtaget stævning mod Allerød kommune den 21. januar 1994.

Selve retssagen er der ikke grund til at fordybe sig i her. Den tog sin tid. Først med en række processkrifter, replikker, duplikker og hvad meningsudvekslinger mellem advokater nu hedder. Så skulle sagen berammes. Endelig 28.4.1995, kun 15 måneder efter stævningen, nåede den frem til Landsretten. Grundlaget for sagen ud over diverse replikker og duplikker - var de dokumenter og erklæringer, der allerede var fremme ved sagens 2. runde i Den Sociale Ankestyrelse. De blev i Landsretten suppleret med vidneafhøringer af Bette, overlæge Henrik Vinterberg og Karin Kjemtrup. 8 Et par indtryk fra selve retsmødet skal dog frem. Et ganske specielt indtryk af næsten kafka ske dimensioner gav det, da retsformanden i Landsretten tidligt fordybede sig i en lang, lang og åbenbart fagligt spændende udredning om forældelsesregler, hvor retten endnu ikke havde taget stilling til selve fordringen. De dybe tanker blev kun afbrudt af en skideballe til Bettes meget unge og uerfarne advokat for, at et par sider i det omfattende materiale var dårligt kopierede. Intet at sige til, at den ene meddommer tog sig en lille slapper under udredningen! Det andet indtryk er, at den kunstneriske værdi af advokatens indsats syntes at spille en stor rolle for dommerne, som gerne lader deres opdragerrolle gå hårdt ud over en ung og uerfaren advokat i en grad, så det næppe kan undgå at svække opmærksomheden om sagen i øvrigt. Det var næppe til Bettes fordel, at HK s (og dermed hendes) advokat den dag lod sig repræsentere ved en vikar. Alt dette er naturligvis krydderi og udenværker. Realiteten er, at HK (og Bette) tabte sagen ved Landsrettens dom af 21.6.1996. 4. Og endeligt nåede sagen til Højesteret Da Landsrettens dom således gik HK (og Bette) imod, var HK s praksis, at dommen og dens præmisser skulle grundigt granskes af tre parter: den advokat, der havde ført sagen, og af HK s juridiske afdelinger i hhv. København og Århus. Hvis disse tre parter var enige om, at den dom ikke holdt, så skulle den ankes til Højesteret. De var enige, så dommen blev heldigvis anket stadigt for HK s regning og risiko. En Højesteretssag er ikke noget tilløbsstykke. Alt forelægges skriftligt, og eventuelle vidneafhøringer sker ikke i Højesteret, men ved en Byret, som udarbejder referat til Højesteret. I Bettes tilfælde blev overlægerne Hellesen og Dohn afhørt som vidner ved hhv. Retten i Lyngby (28.1.1997) og Retten i Hørsholm (3.2.1997). De fem højesteretsdommere tog sig nu god tid til at granske og overveje det skal være dem tilgivet i betragtning af resultatet før de 27.8.1998 afsagde den dom, der endeligt tilkendte Bette hendes kvalificerede tjenestemandspension. Hun fik den dog kun efterbetalt fra 1.1.1990. Det har noget at gøre med dato for sagens anlæggelse og forældelsesregler ja, her dukker de minsandten op igen. Efter råd fra advokaten og for at forenkle og fremskynde sagen havde HK og Bette accepteret en tilskæring af perioden for efterbetaling. Måske var det lidt for overforsigtigt i betragtning af, at kommunen var i hamrende ond tro - den havde jo måned for måned siden 1985 stukket Bettes pension i kommunekassen.

Et par år efter afsagde Højesteret dom i en sag, der meget lignede Bettes, og hvor de anerkendte en betydeligt længere efterbetalingsperiode, fordi sagen havde kørt så længe i det sociale system! Men Allerød kommune kunne trøstigt putte Bettes pension for godt 4 år i kommunekassen! At sagen sluttede og sluttede sådan, var en stor lettelse og en meget stor tilfredsstillelse for Bette. Det var en anerkendelse af, at hun ikke var hypokonder eller arbejdssky. Det var ikke kun økonomisk, selv om vi da godt kunne bruge pengene. Det drejede sig nok så meget om hendes selvrespekt og selvtillid. 9