Kl. 9.00 Burkal Kirke Tema: Møde med den opstandne Salmer: 229, 236; 241, 234 Evangelium: Joh. 20,1-18 "Sorg er til glæde vendt, klagen endt!" Disse linjer fra en julesalme kan passende stå som overskrift over evangeliet til i dag. Maria Magdalene kom meget tidligt søndag morgen ud til Jesu grav for at sørge over tabet af sine elskede herre og mester. Hun blev meget forskrækket over at graven stod åben. Så hun løb straks hen for at sige det til de andre disciple. De kom også løbende derud. De så også at graven var tom, men at ligtøjet mærkeligt nok lå pænt lagt sammen. Så gik de igen, og Maria Magdalene stod alene tilbage. 1
Hun stod uden for graven og græd. Hun græd over at Jesus var død, og endnu mere over at hun ikke vidste hvor han var. Det hele var så fortvivlet. Maria følte sig helt forladt. Ikke nok med at Jesus blev taget fra hende på korset, men nu var han også taget fra hende ved graven. Maria havde tilnavnet Magdalene, fordi hun stammede fra byen Magdala ved Genezaret Sø. Jesus havde engang uddrivet syv onde ånder af hende. Han havde gjort at hun kom til sig selv, så at hun kunne leve et menneskeværdigt liv. Derfor elskede Maria Jesus. Han var anderledes end alle andre. Andre så ned på hende, men Jesus tog imod hende. Hun fulgtes med de andre disciple, og Jesus værdsatte hende lige så meget som de andre disciple. Hun var et Guds barn. Hun var med i Jesu rige. Hun tilhørte ham. Han var hendes Herre. Derfor var Maria fortvivlet påskemorgen, for hun savnede Jesus så forfærdeligt. Den eneste som fuldt ud havde accepteret hende, var død og borte. Graven var tom. Og de to disciple, Peter og Johannes, som Maria havde hentet, de var bare gået igen, uden at tænke på hende. Måske var det fordi de ikke regnede hende for noget. Som hun nu stod der og græd, bøjede hun sig ind i graven. Og igennem sine tårer ser hun to engle sidde der hvor Jesus havde ligget. De spørger: "Kvinde hvorfor græder du?", og Maria svarer: "De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke hvor de har lagt ham." Det er en død mand Maria leder efter. Hun ser ikke, at det er himmelske engle hun taler med. Hun tror at det er almindelige, jordiske mennesker som har flyttet Jesu lig. Hun er så fastlåst i sin sorg og gråd at hun ikke ser at det er Gud der har grebet ind. Da vender hun sig om og ser Jesus stå der. Men hun ved ikke at det er Jesus. Maria tror det er gartneren hun står overfor. Først da Jesus siger hendes navn: "Maria", da ser hun at det er Jesus, hendes herre og mester. Jesus er den gode hyrde. Han kalder sine egne får ved navn. Jesus kender hver enkelt af sine mange disciple. Der er ikke nogen af os der er for ringe eller ubetydelig. Jesus kender os og sørger godt for os. Det, der gjorde det af med Maria Magdalenes tvivl, var, at Jesus talte til hende. Ét eneste ord af Jesu mund. Der skulle ikke mere til end at Jesus nævnte hendes navn at han sagde "Maria!" med al den kærlighed og omsorg og trøst, som var i hans 2
stemme, da han sagde hendes navn. I samme øjeblik veg tvivlen, og troen blev til, så hun kunne sige "Rabbuni", som betyder: min Mester. Nu har hun atter en levende Herre at tro på og tale til. Alt sammen fordi han sagde hendes navn. For da kendte hun ham på røsten. Det vidunderlige og trøsterige er, at det der hjalp Maria ud af tvivlen, det er noget, der gentager sig. Maria er et eksempel på den vej Jesus bruger, når han går midt ind også i vores tvivl og overvinder den. Det har han selv udtrykkeligt sagt og lovet os i sin tale om sig selv som hyrden og os som hans får. Da sagde han de ord der kaster lys ind over det der skete påskemorgen for Maria Magdalene, og som også sker, når han fører os ud af tvivlen: "Han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud" (Joh. 10,3b). Ja, det er sådan Jesus også i dag fører sine disciple ud af tvivlen. Jesus opsøger os i sit ord. Når vi lytter til hans ord, så kalder han os ved navn. Det betyder, at han taler ordet, Bibelens ord, personligt til os. Han lader sit ord komme os ved, så det bliver et ord lige ind i vores liv og situation. Budskabet om Jesus, om hans fuldførte frelsesværk, om hans sejr påskemorgen og hans omsorg for os og hans kærlighed til os: alt det bliver så levende og personligt, når Jesus tager til orde. Det bliver et ord fra Jesus til mig. Han taler til mig, selv om en anden lægger røst til det der lyder. Det bliver alligevel den gode hyrdes røst der lyder tværs gennem menneskeord. Jeg hører hyrdens stemme. Nu overøser han mig med sin kærlighed. Nu sætter han mit navn på alle de gaver og goder som ordet rummer. Sådan er det, når han nævner vort navn. Da angår det han siger mig. Det er ikke kun ord til andre. Da er der ikke brug for noget bevis. Det, der sker, når Jesus taler til os i sit ord, er jo større og har langt mere vægt end alle beviser, som tænkes kan. Det gør det af med tvivlen, så vi ikke længere spørger efter noget andet der skal til, for at vi kan tro på en levende frelser. Hvad skal jeg med noget andet og mere, når Jesus nævner mit navn? [Sig dit navn højt for dig selv!] Det er som når solen skinner. Du står derude i solens varmende lys. Hvad i al verden skal du så med beviser på at solen er noget virkeligt, at den faktisk eksisterer? Nej, hvad skal man med beviser, når man står dér midt i solskinnet. Solens eget lys er nok. Sådan er det også at stå dér midt i evangeliets lys og i den varme der udgår fra den levende Jesus, og som når os, når han kalder os ved 3
navn. Det som tusind beviser ikke kan udrette, det sker, når Jesus nævner vort navn. Da må tvivlen vige og give plads for troens vished og glæde. Efter sin opstandelse havde hans disciple ikke mere Jesus på samme måde som tidligere. For nu var han ikke længere bundet til tid og rum. Han kunne gå og komme, som han ville. Lige som i dag. Den eneste forskel er blot at vi normalt ikke ser ham. Men vi hører ham, lige som de dengang hørte ham. Og det han siger til os er bare så godt: "mine brødre... min fader og jeres fader... min Gud og jeres Gud." Jesus er Guds Søn på en særlig måde, fordi han ikke er skabt som vi, men evigt har været ét med sin Far. Vi er blevet til på et tidspunkt, og vi er i dåben og gennem troen blevet Guds børn. Vi er alle Guds sønner og døtre, når vi tror på Jesus som vores Herre og mester. Jesus kaldte Maria ved navn, så hun kunne stå ved hvem hun var. Han kaldte hende tilbage til livet. Akkurat som Jesus første gang helbredte hende for syv onde ånder, sådan helbreder Jesus hende nu igen, så hendes liv bliver fyldt med kærlighed og glæde. Jesus helbredte hendes ensomhed. Jesus talte om Gud som vores fælles himmelske Far. Vi er under Guds omsorg, også midt i den dybeste sorg, og dér under Guds omsorg er vi sammen med Jesus, for Gud er Jesu far og vores Far. Jesu opstandelse heler også vores liv. Jesus heler vores sorg. Jesus heler vores tomme hjerte og fastlåste tanker. Jesus gør vores fællesskab helt, så vi bliver ét i Gud. Jesus gør os til en menighed, der tilbeder vores opstandne mester. Der er en modsætning i at Jesus siger:"hold mig ikke tilbage!" og så den nærhed han taler om, at vi har fælles himmelsk Far. Jeg har altid undret mig over, at Maria ikke måtte røre ved Jesus. (Ifølge den gamle oversættelse siger han her: "Rør mig ikke!") Et andet sted i påskedagene siger Jesus jo til Thomas: Kom og stik din finger i min side og mærk hullet efter det sværd, som soldaten stak i mig. Det er som om Jesus over for Maria skaber en afstand. Men det er ikke meningen med Jesu ord. Meningen er, at Maria ikke skal holde fast ved Jesus, for han skal vende tilbage til Gud i himlen, for at han kan være rigtig nær ved os alle sammen. Derfor siger Jesus også til Thomas, tvivleren, som først tror på opstandelsen, da han ser Jesus foran sig: "Tror du, fordi du har set mig? Salige 4
er de, som ikke har set og dog tror." Dvs. Jesus siger at det er større at tro uden at have set, og det skyldes at Thomas kun ser Jesus én gang, men så ikke mere, og det må jo have efterladt en følelse af afstand, og et ønske om, at den opstandne var forblevet sammen med ham i sin synlige skikkelse. Men de som tror på den opstandne uden konkret at have Jesus foran sig, de har en varig og evig glæde, fordi de uafbrudt kan have Jesus for deres indre blik. Som der står i en salme i Det Gamle Testamente: "De, som retter blikket mod ham, stråler af glæde." (Sl. 34,6 a) Jesus er som vores opstandne Herre meget tæt på os. Det kan selv døden ikke tage fra os. Amen. 5