En fatwa mod Islamisk Stat

En fatwa mod Islamisk Stat Både Al-Qaeda og Islamisk Stat drømmer om jihad i Indien. Det er hinduismens arnested og de vantros højborg, og Slaget om Indien er en forudsætning for den islamiske dommedag. Men Indiens egne muslimer holder sig generelt i ro, og i sidste uge udstedte over 1.000 indiske retslærde en fatwa mod Islamisk Stat. Hvorfor har jihadierne så trange kår i Indien? For et par måneder siden dukkede et 32 sider langt dokument op i de pashtunske stammeområder i Pakistan, der beskrev Islamisk Stats planer for et storslået angreb på Indien. Ifølge dokumentet skulle IS forene de mange Taliban-fraktioner i en samlet hær, og marchere ned gennem Indien og starte et apokalyptisk slag. Efterretningskilder mener, at dokumentet er autentisk. Også Al-Qaeda kredser om Indien. I september sidste år lancerede de AQIS (Al-Qaeda Indian Subcontinent), der skulle omdanne Indien til et nyt Irak og Syrien, men endnu har de ikke gennemført et eneste angreb på Indien. Drømmen om dommedag Indien er ellers et oplagt mål. Der bor 172 mio. muslimer i Indien, og de fleste af dem er fattige. Samtidig er hinduismen den mest dæmoniske af alle religioner, med deres tusind guder og tilbedelse af fallossymboler og gudinder med bare bryster. Det mener i hvert fald Sydasiens islamister, mens deres arabiske brødre i højere grad retter deres galde mod jøder og kristne (og allermest shia-muslimerne i Iran). Og endelig er der forestillingen om dommedag, som IS og Al- Qaeda mener er nært forestående. Ifølge de islamiske skrifter de såkaldte Hadith er vil det ske i en tid præget af druk, hor og moralsk forfald, hvor kvinder ser nøgne ud selvom de er påklædte, og hvor mennesker er grådige og fyldt med hovmod

og kappes om at bygge højeste bygninger. Profetien nævner også, at muslimerne tugtes over hele verden, mens de retfærdige kæmper i Syrien under sorte faner mod tyrannen i Damaskus. Listen er lang og virker påfaldende aktuel. Drømmen om kontant belønning Det endelige tegn på dommedag er Mahdi ens ankomst profeten Mohammeds efterfølger, der sammen med den genopstandne Jesus (!), vil skabe en islamisk verdensorden. Men først venter det episke slag om Indien, den såkaldte Ghazwa-e-Hind, hævder i hvert fald de sydasiatiske islamister i Al-Qaeda og IS, og henviser til en relativ obskur Hadith. De har deres grunde. De hader hinduerne, og håber profetien kan vække de indiske muslimer. Lykkedes det, følger måske også kontant belønning fra deres rige arabiske kampfæller. Men kampråbet vækker ikke umiddelbart gehør blandt Indiens muslimer. I sidste uge udstedte retslærde fra de 1.000 vigtigste indiske moskeer en fatwa mod IS, og fordømte bevægelsens myrderier og deres behandling af kvinder. De erklærede IS for u-islamisk og opfordrede deres kolleger i 50 andre landet at tilslutte sig fatwa en. Samtidig er det relativt begrænset hvor mange indere, der har sluttet sig til IS. Også Al-Qaedas bestræbelser er faldet til jorden. Ifølge sikkerhedseksperter kommer de ikke til at udgøre en trussel mod Indien, hverken på den korte eller mellemlange bane. Det samme gælder deres lokale samarbejdspartner, Indian Mujahideen, som stadig befinder sig på rørbombe-stadiet. Nærmest alle de store terrorangreb i Indien de seneste 20 år har været udført af udenlandske jihadier med hjælp fra den pakistanske efterretningstjeneste. Grund til utilfredshed Men hvorfor er indiske muslimer så fredelige? De har masser af grund til utilfredshed. Deres indtægt og uddannelsesniveau

ligger langt under landsgennemsnittet. De er dårligere repræsenteret i parlamentet og den offentlige sektor end selv de kasteløse to af de vigtigste kilder til magt og indflydelse i Indien. I årtier har muslimerne oplevet massiv undertrykkelse fra indiske sikkerhedsstyrker i Kashmir, den eneste delstat med muslimsk flertal, og i andre delstater er der hyppige sekteriske sammenstød mellem hinduer og muslimer. Som regel går det hårdest ud over muslimerne, da de udgør mindretallet. Endelig er muslimerne blevet udsat for en stadig mere skinger hindunational retorik inden for de senere år. De beskyldes for at være illoyale overfor Indien, en pakistansk 5. kolonne, der står klar til modtage invasionsstyrkerne fra nordvest. Hinduekstremister patruljerer deres bydele når der spilles cricket-landskamp mod Pakistan, for at sikre, at der hænger tilpas mange indiske flag i vinduerne, og at ingen hepper på det forkerte hold. Muslimske mænd beskyldes for Love Jihad; at de forfører hinduistiske piger og tvangskonverterer dem til Islam med henblik på en gradvis overtagelse af Indien. Sufier Alligevel er forholdet mellem muslimer og hinduer generelt præget af fred og harmoni. En del af forklaringen er historisk. I flere hundrede år herskede de muslimske moguler over Indien, men de udgjorde et mindretal og var tvunget til dialog og respekt overfor det hinduistiske flertal. Og sådan er det måske stadig i dag for de almindelige borgere. Muslimerne er spredt over landet, de er sårbare og ønsker ikke ballade. Men mogulernes respekt var også religiøst funderet. De var præget af sufisme, en mystisk og sanselig gren af Islam, der følger en mere symbolsk tolkning af Koranen. Sufierne respekterede andre trossamfund og deltog i hinduernes religiøse højtider. Siden fulgte Nehru og Gandhis pluralisme. Deres sekulære, demokratiske vision for det moderne Indien var

måske det bedste serum mod militant islamisme. Lord Voldemort Men den hellige gral er ikke velforvaret. Gamle, halvgamle og nye trusler trænger sig på. I løbet mogulernes efterår i 1700- tallet blev sufismen fortrængt af en mere dogmatisk Islam, bedst repræsenteret ved mogulernes Lord Voldemort, Aurangzeb. Og i 1800-tallet opstod en række reformbevægelser inden for Islam, der alle dyrkede den islamiske fundamentalisme, og som i dag udgør det ideologiske grundlag for nutidens Talibanbevægelse og Lashkar-e-Taiba, den farligste terrorgruppe i Kashmir. Islamismen trækker på en rig og gammel tradition i Indien, og netop Lashkar-e-Taiba nyder en vis støtte blandt de mest militante indere. Også på det sociale plan lurer faren, for muslimernes stigende velstand og læsefærdigheder kan give ideologisk bagslag. En fattig daglejer har andet at tænke på end dommedag og utopi. Uddannelse fører til tankefrihed på godt og ondt, men det er ingen kur mod radikalisering. Det gælder også i Vesten. Endelig kommer den hindunationale vækkelse, som er ligeså drevet af tanken om det endelige opgør, som islamisterne er. Deres mange små og store snit mod Indiens pluralisme bidrager til profetiens fuldbyrdelse, selvom de nok mener det modsatte. Udviklingen i delstaten Gujarat er et godt eksempel: Længe plaget af hyppige sekteriske sammenstød, indtil den store massakre på muslimer i 2001 lagde låg på nye konflikter. Der har ikke være nogen alvorlige sammenstød lige siden. Men det skyldes måske, at de mange muslimer nu er søgt sammen i ghettoer uden kontakt til hinduerne, med alt hvad deraf følger af fordomme og fjendebilleder på begge sider af hegnet. IS og Al-Qaedas dommedagsfantasier har stadig lange udsigter. I mellemtiden må man håbe, at inderne aldrig glemmer deres multikulturelle udgangspunkt, og fortsat viser vej udi religiøs tolerance og fredelig sameksistens. Det er en

harmoni, som har mange ansigter. F.eks. en fatwa mod IS. Velproduceret IS Khorasan propagadavideo om dommedagsprofetien, rettet mod vestligt publikum. og én til De brændende miner i Jharia I sidste uge inddrog den indiske regering Greenpeace Indias ret til at modtage penge fra udlandet. Det var endnu et slag mod landets NGO er, som har været under pres lige siden Narendra Modi kom til magten sidste år. For Modis succes står og falder med hans evne til at skabe vækst. Og det kræver energi. Og kul. Hér er Greenpeace en klods om benet. Shakili Dev er 60 år gammel, og kan snart ikke huske hvor mange gange hendes hus er gået op i flammer. For hun bor i Jharia, hvor Indiens største og ældste kulminebrand har raset siden 1916. Ilden brænder dybt nede i jorden og sender giftige gasser op gennem glødende sprækker. Det er et økologisk mareridt og en økonomisk katastrofe, og et godt sted at starte, hvis vi skal forstå den indiske regerings kamp mod Greenpeace. Jharia ligner en scene fra helvedet med rygende jord og mørke kulslagger. Alt er gråt og sort, undtagen om natten, hvor sprækkerne i jorden lyser gyldent og rødt. De lokale hoster og hiver efter vejret, deres øjne er røde fra kulstøv, deres hud plaget af udslæt. De dør en tidlig død med kviksølv i blodet. Kulminebrande er vanskelige at slukke, for de er svært

tilgængelige og dækker ofte et stort område i 2010 dækkede branden i Jharia 150 km2, svarende til halvanden gang Amager. Over 40 mio. tons kul er allerede gået op i røg, men der ligger yderligere 2 milliarder tons kul dernede, og branden kan fortsætte i 3.800 år, hvis ikke den bliver slukket. Ingen trang til økologi For et par måneder siden meddelte statsminister Narendra Modi, at områdets 100.000 indbyggere skulle genhuses, så minerne kunne graves fri og ilden slukkes med sand og vand. Men Modis drivkraft var nok en anden, end Greenpeace havde håbet, for beslutningen voksede ikke ud af en trang til økologisk bæredygtighed, men et ønske om mere minedrift. Modi blev valgt på et folkeligt mandat om økonomisk udvikling, og det kræver energi, og dermed kul, som er Indiens eneste store energikilde. Modi lovede, at han ville fordoble kulproduktionen til en milliard tons om året inden 2020, uagtet at Indien ifølge WHO har 13 af verdens 20 mest luftforurenede byer, og allerede nu er verdens 3. største udleder af CO2. Minebrandene i Jharia skal slukkes, for de spærrer for adgang til landets største forekomster af koks. Og koks er den eneste slags kul, som kan bruges af stålindustrien. Desværre for Modi er vejen til mere kul belagt med forhindringer, som stikker dybere end flammerne i Jharia. For det første ligger de bedste kulforekomster dybt begravet under skovene i delstaten Jharkand i det centrale Indien (hvor også Jharia ligger). Områderne er uvejsomme og plaget af maoistiske grupper, der fører en væbnet kamp mod statsmagten. Med kulbunker så store som rundetårn Næste problem er kulmafiaen, som stjæler 10-15% af al det opgravede kul, cirka 50 mio. kubikmeter om året, svarende til 7.500 styk rundetårne. Kullet bliver typisk stjålet fra godsvognene, mens de holder stille på øde strækninger. Hver

time, døgnet rundt, hældes kul svarende til syv styk rundetårn over på lastbiler, hvorefter det sælges på det sorte (!) marked. Den forventede indtægt på 7 milliarder kroner om året beriger både de kriminelle bagmænd og medsammensvorne i systemet; fra lokofører og togpersonale til politi og embedsmænd, til højtstående politikere og medlemmer af delstatsregeringen. Endelige er der NGO erne, f.eks. Greenpeace, som bekæmper kulminedriften med protester, meningsdannelse og retssager. De kæmper for et bæredygtigt miljø, og de kæmper for stammefolkets rettigheder i Jharkand, som de mener ofres på et alter af vækst og udvikling. Og når det ikke er kulminerne, de kæmper mod, er det atomkraftværker, olieboringer, skovrydninger, dæmninger og GMO-afgrøder. NGO erne bliver stadig bedre til at mobilisere den indiske middelklasse, og er et horn i siden på de tunge drenge i indisk erhvervsliv. Og Modis regering. Vestens klakører Kampen mod NGO erne startede få uger efter Modis tiltrædelse sidste år, da en rapport blev lækket fra den indiske efterretningstjeneste IB (Intelligence Bureau), som beskyldte indiske og internationale NGO er for at være vestlige agenter, der bekæmpede Indiens vækst og kommende storhed. USA og Skandinavien blev fremhævet som primære aktører, herunder Greenpeace, Amnesty International og Folkekirkens Nødhjælp. NGO ernes undergravende arbejde, sagde rapporten, kostede Indien 2-3% af landets BNP, ca. 350 milliarder kroner om året et tal, som kritikere mener er grebet ud af luften. Efterretningstjenesten anbefalede øget kontrol med NGO erne, og siden har over 13.000 NGO er fået inddraget deres tilladelse med henvisning til manglende skatteindberetning. I et land med 200.000 NGO er er det ikke utænkeligt, at der har været behov for en sanering, men de fleste iagttagere mener, at hensynet til industriel udvikling er den drivende faktor.

Udenlandske aktivister er blevet nægtet visum og indiske aktivister har fået udrejseforbud, et forbud som efterfølgende er blevet underkendt ved domstolene. I april fik Greenpeace indefrosset alle sine konti, og nu må de ikke længere modtage støtte fra udlandet, herunder fra deres eget moderselskab. Konspirationer Den indiske højrefløj har længe været skeptisk overfor NGO erne, som de mener fungerer som Vestens nyttige idioter. De mener, at udenlandske mineselskaber finansierer NGO ernes kamp mod minedrift, for derved at stække deres indiske konkurrenter, så de ikke oversvømmer verdensmarkedet med billige råvarer, der vil skade deres egen indtjening. Konspirationsteorierne bygger på indicier, og trækker næring fra en historisk mistro til vestlige selskaber, der går flere hundrede år tilbage. Den drivende kraft bag den britiske kolonialisering af Indien var et aktieselskab, The East India Company. Andre mener, at NGO erne er sponsoreret af kirkelige organisationer fra Vesten, der ønsker at omvende stammefolket de såkaldte Adivasis til kristendom. Netop i Jharkand, hvor flertallet af befolkningen er stammefolk, er kristne missionærer særligt aktive, men det kan også skyldes, at stammefolket befinder sig på bunden af kastesystemet, og dermed er mere modtagelige overfor andre budskaber end hinduismen. Mindre bæredygtig NGO ere fastholder, at regeringen er ved at underminere landets bæredygtighed, både i forhold til miljø og demokrati. De påpeger lettere ironisk, at den ildhu, som regeringen udviser i sin hetz af NGO er kun overgås af den ildhu hvorved de udsteder nye minetilladelser. I skrivende stund overvejer regeringen at tillade minedrift i 90% af Indiens tilbageværende skove, og har samtidig kastet et kritisk blik

på de love, som giver borgere mulighed for at gøre indsigelse. Siden Modi vendte blikket mod Jharia, er minebranden skrumpet ind til nogle få kvadratkilometer, til stor glæde for den indiske stålindustri. Om det så også glæder alle dem, hvis hus er brændt ned, er en anden sag. Man kan håbe, at de bliver genhuset et sted, hvor jorden er mindre varm. Se dokumentar om Jharia The Wire Når kaster snobber nedad I løbet af de seneste dage har en halv million demonstranter fra den magtfulde og velstillede Patel-kaste i Gujarat krævet at blive nedgraderet i kastehierarkiet, så de officielt ligger på niveau med de svageste lavkaster. Det er en sær historie om positiv særbehandling og et kastesystem under forandring. Det er latterligt det svarer jo til, at jøderne påstår, at de er fattige og svage sagde Aakar Patel fornylig. Han er leder af Amnesty Internationals afdeling i Indien, og deler ikke sine kastefællers krav om positiv særbehandling. Men det er der andre, der gør. De seneste par dage er antallet af demonstranter i Gujarat vokset til over 500.000 mennesker. Skoler og universiteter er lukkede, banker og forretninger har skodder for vinduerne, busser og toge står stille. Statsminister Narendra Modi har opfordret til fred og forsoning, og tilføjede næsten poetisk: Our only mantra is shanti.

Men der var ingen shanti stemning i Gujarats gader, i hvert fald ikke efter demonstranternes leder, den 22-årige handelsstuderende Hardik Patel blev tilbageholdt af politiet tirsdag aften. Demonstranter angreb politistationer og brændte busser ned, og politiet svarede igen med skarpe skud. Otte demonstranter og én politimand mistede livet. Militæret blev indsat og undtagelsestilstand indført i de største byer. Samtidig lukkede myndighederne ned for internettet, og afskar dermed 63 mio. borgere i Gujarat fra de sociale medier, især den mobile beskedstjeneste WhatsApp, som demonstranterne bruger til at organisere sig med. Lidt som Gandhi De nuværende uroligheder i Gujarat startede den 19. august, da Hardik Patel afholdt sit første offentlige møde på pladsen i delstatens hovedstad Ahmedabad. Han klagede over, at lavkasterne de såkaldte OBC er blev optaget på universitetet uden særlige krav, mens de selv skulle levere topkarakterer. Han ønskede samme rettigheder som OBC erne, og påbegyndte herefter en sultestrejke til døden et yndet våben i indisk politik, som Mahatma Gandhi brugte flittigt og godt. Oprøret har vakt forundring, for Patel-kasten er en af Gujarats mest magtfulde kaster. De udgør 15% af delstatens befolkning, styrer 80% af Indiens diamanteksport og er notorisk dygtige forretningsfolk. De sidder på de fleste kiosker i England, driver handel i Afrika og ejer 30% af alle moteller i USA. Stort set alle Patel er i Gujarat har familiemedlemmer i vesten, med alt hvad deraf følger af pengeoverførsler og prestige. Men nu vil de anerkendes som OBC er Other Backward Classes en gruppe af socialt og økonomisk underpriviligerede lavkaster, som nyder godt af positiv særbehandling, og en øremærket kvote på 27% af alle offentlige jobs og studiepladser. En politisk bombe

Jobkvoter og særbehandling har alle dage været en politisk bombe i Indien. Allerede i 1870 indførte den britiske kolonimagt særbehandling af de allersvageste grupper, de kasteløse og stammefolket. De gjorde det ud fra lige dele kristen næstekærlighed og politisk rænkespil. De ønskede at splitte uafhængighedsbevægelsen i Sydindien, og det lykkedes. Efter uafhængigheden videreførte den ny regering stammefolket og de kasteløses særbehandling. De fik tildelt 21.5% af alle stillinger i den offentlige sektor, svarende til deres andel af befolkningen. Men kun fordi deres armod var så ekstrem. Regeringen var forbeholden, for allerede den gang indså man det skråplan særbehandling var. I et land med mange mindretal, hvor alle mente, at de var ringere stillet end de andre, kunne det hurtigt blive en politisk glidebane, en Pandoras æske, der kunne skabe splid i den unge nation. Regeringen lagde låg på alle øvrige krav om jobkvoter. Lavkasterne var skuffede. De udgjorde næsten halvdelen af befolkningen, og mange levede i ekstrem fattigdom, men de evnede ikke at omsættes deres vælgertal til politisk magt, for de var splittede af nid og nag. Det var netop kampen om positiv særbehandling, der gav dem et fælles mål og banede vej for deres demokratiske vækkelse. De fandt fælles fodslag under den noget usexede og meget teknokratiske betegnelse Other Backward Classes (OBC), der omfattede 3.600 (officielt) fattige lavkaster, og udgjorde ca. 40% af befolkningen. Same Same, just different I 1989 besejrede de Kongrespartiet, dannede deres egen lavkasteregering og tildelte sig selv 27% af alle stillinger i den offentlige sektor. Højkasterne rasede og Indien blev ramt af nogen af de værste uroligheder siden uafhængigheden. Studerende fra de højeste kaster vandaliserede offentlige bygninger, kastede med sten mod busser og blev mødt med tåregas og gummikugler af politiet. Og Patel erne kæmpede på højkasternes side. Det er ironisk, at de nu kæmper for at få

andel i netop den ordning, som de kæmpede mod den gang. Det kan virke forbløffende, at en velstående kaste fra en velstående delstat, skulle føle behov for at blive optaget i en klub for lavkaster, men mange af dem føler sig svigtet af Modis fokus på big business. Inden for de seneste ti år er 60.000 små og mellemstore virksomheder lukket i Gujarat, og det har især ramt Patel-kasten. Og takket være kvotesystemet, er de afskåret fra en videregående uddannelse, fordi OBC erne og de kasteløse sidder på halvdelen af pladserne. Uden uddannelse kan de ikke skifte erhverv eller udvandre til England og USA. De er fanget i deres kiosker. Endnu hårdere er det for de reelt fattige Patel er, som end ikke har en kvoteordning, at falde tilbage på. Til gengæld er der mange velhavende OBC er, som nyder godt af særbehandling, men ikke har brug for hjælp. Og sidst, men ikke mindst, så bygger fordelingsnøglen for særbehandling på tal, der stammer fra 1931. Siden uafhængigheden har kastetilhør ikke indgået i spørgerammen for folketællingerne. Konspirationer Men Hardik Patel og hans meddemonstranter får næppe medhold i deres klager. Gujarats delstatsleder, som i øvrigt selv er en Patel, afviser pure at udvide OBC-gruppen med Patel eller nogen anden gruppe. Og med god grund, for det ville skabe en præcedens for alle mulige andre underkaster, og give anledning til protester og oprør over hele Indien. Kompromis er ikke en mulighed, og protesterne ulmer derfor nok videre, måske endda med støtte fra højkasterne. I mellemtiden er medierne er fulde af konspirationsteorier om, hvorvidt Hardik Patel er i ledtog med Kongrespartiet, lavkastepartierne, den hindunationale yderfløj eller andre, som har et horn i siden på Modi. Selv siger Hardik Patel, at demonstrationerne skyldes, at vores egne er ligeglade med os, selvom de er ved magten, og retter dermed en anklage mod Modi

og det hindunationale parti BJP, som Patel erne har støttet i årtier. Andre konspirationsteorier lyder på, at det er Modi selv, der står bag urolighederne, da han ønsker at afvikle den særbehandling af OBC erne, som i sin tid førte til lavkasternes demokratiske vækkelse. I dag er lavkastepartierne hans største politiske modstander. Men i givet fald havde han næppe gjort det i Gujarat, hvor han regerede i 14 år. I sidste ende er oprøret både en kritik af Modi og en kritik af kvotesystemet, som opfattes som forældet og uretfærdigt, og ude af trit med et samfund, der blive stadig mere hvor klasseorienteret, på bekostning af kaste. Konsekvensen er todelt: BJP svækkes i deres gamle højborg Gujarat, og der kommer en fornyet og seriøs debat om rimeligheden ved positiv særbehandling, For det er klart, at noget er helt galt i Indien, når højkaster ønsker at være lavkaster og lavkaster prøver at være højkaster og ingen længere kender deres plads. Så er det tid til forandring. For mere om det indiske kasteoprør, se kapitel 3 Kastekrigerne og alle Egne Fortællinger med K3 foranstillet What have the Romans ever given us? Den 15. august fejrede Indien sin 68-års uafhængighed, og

traditionen tro blussede en gammel debat op: Bør Storbritannien betale erstatning for de skader, som deres kolonimagt påførte Indien for mange år siden? Shashi Tharoor, et prominent indisk parlamentsmedlem, argumenterer blændede for sagen i en tale, som er blevet set tre mio. gange på youtube. Siden har britiske historikere taget til genmæle. Det er en kamp om ære og selvrespekt og en meget stor diamant. Den første omtale af Koh-i-Noor diamanten findes i et gammelt hinduistisk skrift fra 1306: Den som ejer diamanten skal eje hele verden, og alle dens ulykker. Kun Gud og kvinder kan bære den uden at skulle bære dens forbandelse. Det lyder som en historie taget ud af 1001-nats eventyr, men forbandelsen synes ægte nok, når man ser på den skæbne, som tilfaldt de fleste af dens ejermænd. Hér tæller vi mange af Indiens største konger, som enten blev blændet, kogt eller hakket ihjel. Til gengæld levede de få konger, der holdt sig fra stenen, et påfaldende langt liv. Selv briterne som generelt kun frygtede røde tal på bundlinjen respekterede forbandelsen. I dag er Koh-i-Noor diamanten gemt væk i Tower of London, og må kun bæres af kvindelige medlemmer af den britiske kongefamilie. Koh-i-Noor har stadig en dragende kraft. Både Indien og Pakistan kræver den udleveret, den er blevet symbolet på alt det, som mange mener Storbritannien skylder deres gamle kolonier. Fornylig opsummerede Shashi Tharoor argumentet for britisk erstatning på formfuldendt overklasse-engelsk i den hæderkronede debatklub, Oxford Union. Tekstiler og toldmure Ifølge Tharoor, byggede England sin industrielle revolution på bekostning af inderne. Indien havde verdens fineste tekstilindustri, men så kom briterne og skar tommelfingrene af de bengalske vævere, ødelagde deres spinderokke, indførte toldmure for indiske tekstiler og oversvømmede kolonien med

deres egne billige produkter fra the dark and satanic mills of Victorian England. Indien blev reduceret til en gemen leverandør af bomuld til de Nordengelske spinderier. I starten af 1700-tallet sad Indien på 23% af verdensøkonomien og 27% af verdens eksport. I 1947 var de tal faldet til hhv. 4% og 2%. Men briternes synd rækker ud over ussel mammon. Ifølge Tharoor døde mellem 15 og 29 mio. indere fra hungersnød forårsaget af briterne, og nævner Churchills kyniske dispositioner under den bengalske hungersnød i 1942. Her døde 4 mio. mennesker, fordi Churchill i stedet sendte fødevarerne til britiske soldater i Europa med en bemærkning om, at bengalerne i forvejen var underernærede og hvis det stod så slemt til hvorfor var Gandhi så ikke var død endnu?. Endelig fremhæver Tharoor de mange indere, som kæmpede og døde under Første og Anden Verdenskrig. En sjettedel af alle britiske tropper, som deltog i Første Verdenskrig, var indere. Over 45.000 mistede livet, 64.000 blev såret. Under Anden Verdenskrig gjorde 2½ million indere tjeneste på britisk side. Dertil milliardlån og materiel støtte, som aldrig er blevet tilbagebetalt. En britisk velsignelse Tharoor argumenter står ikke uimodsagt. Den britiske historiker Niall Ferguson hævder i sin anmelderroste bog Empire, at den britiske kolonitid var en velsignelse for Indien. Briterne byggede verdens største jernbanesystem og 8- doblede arealerne dækket af kunstvanding. Mogulerne øgede mængden med sølle 5% de foregående 300 år. Tharoors økonomiske klagesang holder ikke, mener Ferguson. Briterne grundlagde Indiens kul-, stål- og tekstil-industri, og oversvømmede ikke Indien med egne varer. Briternes handelsoverskud overfor Indien beløb sig til 1% af det indiske nationalprodukt, mod 7-10% i hollandske og franske kolonier, og indiske tekstilproducenter dækkede 75% af den hjemlige

efterspørgsel i 1945. Samtidig forbedrede briterne den offentlige sundhed i Indien. De bekæmpede malaria og kolera og gennemførte vaccineprogrammer trods lokal modstand. Indernes gennemsnitlige levealder voksede fra 21 til 32 år fra 1820 til 1950. Endelige efterlod briterne en effektiv statsforvaltning, bemandet af veluddannede indere, og lagde kimen til Indiens demokrati hvilket Tharoor afviste med bitter ironi: Det er en smule frækt at undertrykke, torturere, slavebinde, dræbe og lemlæste et folk i 200 år og så fejre, at de afsluttede med et demokrati. Vi var nødt til at vride demokratiet ud af jer. Et pund om året Tharoor anerkender, at det ikke er muligt at sætte beløb på den skade, som briterne påførte inderne. For ham er Koh-i-Noor diamanten ikke det vigtigste, blot en britisk anerkendelse af skyld. Evnen til at erkende en forkert handling, og sige undskyld, betyder langt mere Personligt vil jeg være tilfreds med et enkelt pund om året de næste 200 år, for de 200 år som briterne befandt sig i Indien. Siden har den britiske historiker John Keay anfægtet Tharoors erstatningskrav mere principielt. Han mener, at man kun kan dømme individer og staters adfærd ud fra datidens normer, for ellers findes der syndere overalt og vi kunne slå ned på den italienske regering for at fodre kristne til løverne, mens mongolerne skal undskylde Ghengis Khan for evig tid. En historisk synd kan ikke vaskes bort med penge, og det skal den heller ikke. Synden skal spøge til evig tid, for kun på den måde kan vi sikre os, at ugerningen ikke gentager sig. Desuden påpeger Keay, at Indien aldrig var en egentlig koloni, for det blev aldrig koloniseret af briterne. Det var en handelsstation og senere en del af imperiet, ligesom Indien var et imperium for mogulerne, gupta erne og alle de andre, der herskede over subkontinentet, før briterne. Og hvem skal

kræve erstatning for dem? spørger Keay retorisk. Under bæltestedet Keay slutter af med et slag under det indiske bæltested, og påpeger, at en samlet indisk nation næppe var opstået uden britisk styre. I stedet for en stor, stærk, samlet nation, havde inderne siddet tilbage med et utal af småstater spredt udover subkontinentet. Som han spydigt konkluderer, vil den britiske regering nok synes, at det er en smule frækt, hvis den indiske nation kræver erstatning for netop den britiske tilstedeværelse, som i sidste ende førte til skabelsen af selvsamme indiske nation. Og således fortsætter fejden. Koh-i-Noor bliver sandsynligvis liggende i sikker forvaring i Tower of London, som et minde om fordums storhed. En storhed, som nu har fået et par ridser i lakken. Shashi Tharoors tale på youtube John Keays genmæle i Outlook India Brikker i et spil Den 1. august kl. 00.00 satte Indien og Bangladesh punktum for verdens mest bizarre grænsestrid. På begge sider af grænsen blev 162 enklaver opløst og overdraget til det land, de lå i. Aftalen er en brik i et større spil mellem de to nationer, og måske et skridt på vejen mod et bedre forhold.

Dahala Khagrabari er en tilgroet mark på størrelse med en fodboldbane, som opdyrkes af en lokal bonde fra Bangladesh. Det var også, indtil for en uge siden, noget så sjældent som verdens eneste 3. grads-enklave: et lille stykke Indien, som lå i et lidt større stykke Bangladesh, som lå i et endnu større stykke Indien, som befandt sig Bangladesh. Dahala Khagrabari var symbolet på det geografiske vanvid, som kendetegnede grænseområdet mellem Indien og Bangladesh i Cooch Behar: 162 små enklaver med et samlet areal på størrelse med Amager, ca. 100 km2, og 50.000 indbyggere på begge sider af grænsen fanget i en slags ingenmandsland. For enklaverne var som små, fritsvævende satellitter, der flød rundt i et nationalt tomrum, afskåret fra de goder, som statsmagten sikrede sine borgere i moderlandet: uddannelse, lægehjælp og infrastruktur. En tur til markedet var ofte belagt med vanskeligheder hvis det lå på den forkerte side af grænsen, for så skulle borgerne i teorien fremvise et gyldigt visum for at komme videre, hvilket var umuligt, da nærmeste visumkontor lå i en storby på den forkerte side af grænsen.

Stakkels Sir Radcliffe Kimen til enklaverne går langt tilbage, men blev først et problem i 1947, da Britisk Indien blev delt i et selvstændigt Indien og Pakistan, med tilhørende paskontrol og visumpligt. En del af ansvaret ligger hos den britiske dommer Sir Radcliffe, der fik til opgave at trække grænsen mellem de to nye nationer. Han fik den umulige opgave at trække en streg i sandet mellem muslimer på den ene side, og hinduer og sikher på den anden side, en 7000 km. lang grænse gennem et minefelt af etniske og religiøse følelser. Grænsen lå både i øst og i vest, for det oprindelige Pakistan omfattede også det nuværende Bangladesh, dengang kaldet Østpakistan.

Rejsen gik gennem ørken og sump og verdens tættest befolkede områder. Det var varmt og vådt, der var monsun og ramadan, og volden ulmede i landsbyerne. Hans fire hjælpere to muslimer, en sikh og en hindu skændtes konstant. Landkortene var elendige og folkeoptællingerne forkerte. Sir Radcliffe havde dysenteri og kendte intet til Indien. Og så han fik kun 35 dage til at løse opgave i. Da støvet havde lagt sig og grænsen var trukket, lå der 111 indiske enklaver i Østpakistan og 51 pakistanske enklaver i Indien. Onde tunger vil vide, at det var Sir Radcliffe, der i en brandert spildte blæk på kortet og dermed dannede de 162 enklaver. Andre mener, at de opstod som følge af en skak-dyst mellem to maharajaer, der brugt små landområder som indsats. Men sandsynligvis var enklaverne resultatet af en fredstraktat i 1711 mellem Stormogulen i Delhi og maharajaen af Cooch Behar, der hver især fik lov til at beholde de områder, som deres tropper kontrollerede ved krigens afslutning. Da uafhængigheden kom til Indien et par hundrede år senere, skulle de uafhængige fyrstendømmer vælge side mellem Indien og Pakistan. Den hinduistiske maharaja af Cooch Behar valgte Indien, men en del af hans besiddelser endte på den forkerte side af Radcliffes linje. Længe undervejs Allerede i 1974 kort efter Bangladesh uafhængighed i 1971 blev de to lande enige om at udveksle landområder; de indiske enklaver skulle overgå til Bangladesh og omvendt på den anden side af grænsen. Men aftalen blev aldrig ratificeret af Indien, for det krævede en forfatningsændring at afgive land til en anden nation. Og da aftalen indebar, at Indien skulle afgive mere land til Bangladesh, opstod en politisk modvilje i Indien aftalen kunne blive opfattet som et svaghedstegn overfor muslimer. Derfor er det ikke uden ironi, at det netop er Indiens mest hindunationale statsminister, Narendra Modi, som nu har banet vej for en aftale med hans modpart i

Bangladesh, Sheikh Hasina. Kort efter Modis tiltrædelse i maj 2014, gennemførte han de nødvendige ændringer i forfatningen. Den 6. juni 2015 blev aftalen underskrevet, og den 31. juli blev den implementeret. Enklaverne blev opløst på hver side af grænsen og dens borgere fik tildelt ny statsborgerskab. Dem, som ønsker at fastholde deres oprindelige statsborgerskab, må fraflytte enklaven og lade sig genhuse i moderlandet, hvilket i øvrigt har ført til splittede familier, især i de indiske enklaver i Bangladesh. Den ældre generation ønsker at blive boende i deres gamle landsby på bekostning af deres indiske statsborgerskab, mens de yngre ser flere muligheder i Indien, og derfor må rejse. En ny Berlinmur Med vanlig sans for patos sammenlignede Narendra Modi aftalens betydning med Berlinmurens fald i Europa, men hans udsagn står i grel kontrast til den øvrige udvikling langs den 4.100 kilometer lange grænse. Indien er nemlig i fuld gang med at opføre et 3.400 km. langt beskyttelseshegn. Hegnet er tre meter højt og består af pigtråd og beton. Flere steder er det strømførende og badet i projektørlys, og ifølge Human Rights Watch har indiske grænsevagter dræbt over 1.000 grænseløbere fra 2001-2011. Hensigten er at holde narkosmuglere, illegale immigranter og islamiske terrorister ude af Indien. Den indiske efterretningstjeneste mener, at de vedvarende uroligheder i Indiens nordøstlige hjørne skyldes væbnede separatister, der bruger Bangladesh som base. Aftalen om de 162 enklaver skal derfor ses i en større sammenhæng. Modi håber, at hans små indrømmelser overfor Sheikh Hasina (Indien afgiver jo mere land end Bangladesh) kan styrke hendes mere Indiens-venlige parti på hjemmefronten, og sikre hendes samarbejde i en koordineret indsats mod smuglere

og terrorister. I den forstand er enklaverne stadig kun brikker i et spil, men i det mindste kan bønderne i Cooch Behar nu komme til marked uden at skulle søge om visum. DR P1 Morgen, den 3. august, om dette indlæg Take the Poo to the Loo Over halvdelen af Indiens befolkning besørger i det fri. Det er et massivt hygiejnisk og sundhedsmæssigt problem, som især rammer de yngste. Hver dag dør 1000 indiske børn af diarré. Det vil statsminister Narendra Modi nu til livs. I løbet af de næste fem år vil han bygge 120 millioner toiletter. Spørgsmålet er, om det løser sig med lokummer alene. UNICEF lancerede fornylig en lille psykedelisk perle af en film. En mand, Mr. Poo, vågner op med dårlig mave. Han sveder, han er træt og i baggrunden hører vi pruttelyde. Mr. Poo vakler hen mod døren mens kendingsmelodien starter: First thing in the morning, what do I see/ a pile of shit staring at me. Udenfor huset venter et fækalt mareridt. Mr. Poo jages gennem gaderne af store ekskrementer med arme og ben. De danser på tagene og stopper trafikken, de har overtaget byen. Til sidst bygger borgerne et kæmpe lokum, klæder sig ud som afføring og lokker alle byens plageånder til et Poo Party. De kravler op af kummen som lemminger og forsvinder ned i hullet. Forstemmende statistikker Enhver som har rejst i Indien ved, at hygiejne er et massivt problem. Problemet har mange kilder, men den største er de 600 mio. mennesker, der hver dag besørger i det fri (også kendt

som open defecation ). De gør det på marker, bag træer, langs jernbanesveller og i vandløb. Resultatet er som vist i filmen at der er afføring overalt, med deraf følgende lugtgener, vira, bakterier og indvoldsorme. Der er fæces i vandet og på hænder. Det slæbes ind i huse og ender i maden. Indien har verdens største forekomst af mave/tarm-sygdomme og konsekvenserne er katastrofale. Hver år dør 25% af alle børn under fem af diarré, i alt 188.000. Den højeste andel i hele verden. 50% af børnene lider af underernæring som følge af urent vand og dårlig hygiejne. Resultatet er kronisk misvækst, nedsat immunforsvar og permanent forringede kognitive evner, som følger barnet resten af livet og videreføres til efterfølgende generationer, for kvinder med lav vækst føder svagelige børn. Afrikanske børn trives bedre end indiske, på trods af at Indien har bedre madforsyninger. Forskellen er de mange, som besørger i det fri. Dertil kommer en social slagside, som især rammerne pigerne. Ofte har skolerne ingen pigetoiletter, og det betyder, at mange piger afslutter deres skolegang i 7. klasse. Pigerne tør ikke bevæge sig ud i det fri af frygt for overgreb og deres landsbyer ligger flere kilometer væk. Selv hér kan de ikke vide sig sikre. Af hensyn til deres blufærdighed må mange vente til efter mørkets frembrud, men så lurer risikoen for voldtægt og slangebid. Et simpelt toilet ville løse disse problemer. Swachh Bharat Mohandas Gandhi udtalte, at renlighed var vigtigere end uafhængighed, og derfor var det også passende, at Modi lancerede sin Swachh Bharat-kampagne for Et rent Indien på Gandhis fødselsdag den 2. oktober 2014. Modi proklamerede, at han inden Gandhis 150 års fødselsdag i 2019 (som i øvrigt også er valgår) ville sætte et punktum for open defecation i Indien.

I bedste Gandhi-stil lagde han ud med det personlige eksempel, og svingede kosten på et fortov i Delhi foran en samlet presse. Men ellers har hans tilgang været mere Nehruviansk. Først tirrede han den hindunationale højrefløj med en bemærkning om, at han ville bygge toiletter før templer. Dernæst anlagde han en klassisk centralistisk produktionsmodel: 120 mio. nye toiletter skulle bygges på 60 måneder, cirka én i sekundet, døgnet rundt. Og heri ligger den største kritik af Modis kampagne. Dårlig hygiejne og besørgelse i det fri er et kulturelt problem, som selv det største antal toiletter ikke kan dække. Lignende tiltag i 1986 og 1999 fejlede fordi man heller ikke dengang søgte ind til problemets rod. For sagen er, at mange indere foretrækker open defecation. I en nylig undersøgelse af 42.000 nordindiske familier, der havde adgang til toiletter, foretrak medlemmer fra 40% af familierne at søge ud i det fri. De syntes det var behageligere, sundere og mere socialt. Toiletter var noget, gamle mennesker, kvinder og handikappede brugte. Toiletkultur med dybe rødder Indernes toiletkultur har dybe rødder og kan spores tilbage til Manus bog, en 2000 år gammel hinduistisk tekst, der netop opfordrede til at søge ud i det fri af hensyn til renlighed. Stadig i dag er problemet mest udbredt i Nordindien, og mere blandt hinduer end muslimer (67% mod 42%), på trods af at muslimerne generelt er fattigere, dårligere uddannet og har ringere adgang til rent vand. Af samme grund har muslimerne haft en væsentlig lavere børnedødelighed end hinduer de sidste 50 år. I de få landsbyer hvor forholdet var omvendt, var dødeligheden også omvendt. Her døde flest muslimske børn. Derfor siger Modis kritikere er Indien nødt til at tage det lange seje træk udi oplysning. Kun en fjerdel af landsbyboerne ved, at håndvask forebygger diarré. Det nytter ikke at producere millioner af toiletter, hvis de ikke bruges,

eller hvis de bare sander til i ja lort. Borgerne skal motiveres til handling, de skal kende de sundhedsmæssige og økonomiske fordele ved øget hygiejne og toiletbrug. Godt nyt fra Rajasthan Den gode nyhed er, at det er muligt. Rajasthan, som ellers er ringere stillet end de fleste delstater, med stor fattigdom, stenet jord og ringe vandforsyninger, påbegyndte i 2010 en proces, hvor delstatsregeringen overdrog ansvaret til de enkelte landsbyråd. Brugerne skulle ikke være passive modtagere af nye statslige subsidier, men inddrages som beslutningstagere. Især kvinderne. Hygiejne blev gjort til et anliggende for alle, og en æressag for landsbyen: Hvis I mener at kvinden bør bære slør for at værne om sin dyd og ære, hvorfor skal hun så tvinges til at løfte sit skørt og lette sig selv i al offentlighed?.

I en nærliggende by anlagde man en toiletpark (se ovenfor) hvor tilrejsende landsbyboere kunne tilse forskellige modeller og vælge deres egen. Samtidig fik familierne tildelt en navneplade med ordene Phutro Ghar (Det Smukke Hjem), så de kunne skilte med deres renlighed. På pladen stod kvindens navn øverst. Projektet blev en æressag for kvinder, der begyndte deres egne hvervekampagner, hvor de mobiliserede andre kvinder til handling. Landsbyer meldte sig frivilligt til ordningen, de ønskede ikke at blive holdt uden for. På to år har Bikaner, det største distrikt i Rajasthan, tredoblet dækningsgraden for toiletter fra 25% til 75%. Rajasthan viser, at holdbare løsninger vokser ud af græsrødderne. De bygger på egen drift, kollektiv handling og ønsket om værdighed. Og forandringerne spirer allerede nu: oplysningskampagner, pres fra skolebørn og en generel urbanisering har sat sine spor. I 2012 viste en undersøgelse fra den fattige nordindiske delstat Bihar, at flertallet af borgere ønskede egne toiletter, og før Modi søsatte sin kampagne sidste år, var antallet af indere, der besørgede sig i det fri faldet fra 637 til 595 mio. på fire år. Det tyder på, at Mr. Poo og hans venner lægger an til det store Poo Party. Modis kampagne er et tiltrængt skub i den rigtige retning. DR P1 Morgen, den 30 juli, om dette indlæg UNICEF film på youtube Take the Poo to the Loo For mere om eksperimentet i Rajasthan, se artikel i The Wire For flere statistikker fra UNICEF For endnu mere om problemet, se RICE institute