Karsten Engsig Sørensen Poul Runge Nielsen EU-RETTEN 5. udgave Jurist- og Økonomforbundets Forlag
EU-Retten
Karsten Engsig Sørensen og Poul Runge Nielsen EU-Retten Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2010
Karsten Engsig Sørensen og Poul Runge Nielsen EU-Retten 5. udgave, 1. oplag 2010 by Jurist- og Økonomforbundets Forlag Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, elektronisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra denne bog eller dele heraf er ifølge gældende dansk lov om ophavsret ikke tilladt uden forlagets skriftlige samtykke eller aftale med Copy-Dan Omslag: Bo Helsted Tryk: Narayana Press, Gylling Indbinding: Damm's Forlagsbogbinderi, Randers Printed in Denmark 2010 ISBN 978-87-574-2233-7 Jurist- og Økonomforbundets Forlag Lyngbyvej 17 Postboks 2702 2100 København Ø Telefon: 39 13 55 00 Telefax: 39 13 55 55 e-mail: forlag@djoef.dk www.djoef-forlag.dk
Indholdsoversigt Forord... 21 Del I. Institutionerne og retskilderne Kapitel 1. Baggrund og målsætninger... 25 Kapitel 2. Institutionerne... 45 Kapitel 3. Lovgivningsproceduren... 89 Kapitel 4. EU-retskilderne og deres virkning... 111 Kapitel 5. Domstolskontrollen... 177 Del II. Den frie bevægelighed Kapitel 6. Diskriminations- og restriktionsforbudet... 231 Kapitel 7. Varernes frie bevægelighed... 281 Kapitel 8. Fri bevægelighed for personer... 455 Kapitel 9. Arbejdskraftens frie bevægelighed... 487 Kapitel 10. Etableringsretten... 531 Kapitel 11. Den fri udveksling af tjenesteydelser... 597 Kapitel 12. Kapitalens frie bevægelighed... 677 Del III. Harmoniseringen udvalgte emner Kapitel 13. Introduktion til harmoniseringen... 711 Kapitel 14. EU-Selskabsret... 735 Kapitel 15. EU-Skatteret... 819 Kapitel 16. Teknisk harmonisering... 895 Kapitel 17. Adgang til og anerkendelse af uddannelser... 939 Nummerering af TEUF før og efter Amsterdam- og Lissabontraktaterne... 977 Litteraturfortegnelse... 981 Domsregister... 989 Stikordsregister... 1017 5
Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse Forord... 21 Del I. Institutionerne og retskilderne Kapitel 1. Baggrund og målsætninger... 25 1. Historisk udvikling... 25 1.1. De oprindelige traktater... 25 1.2. De første udvidelser af samarbejdet... 27 1.3. Fællesakten og flertalsvedtagelser... 29 1.4. Maastrichttraktaten og den danske grundlovssag... 30 1.5. Amsterdam- og Nicetraktaterne og udvidelsen mod øst... 32 1.6. Fra forfatningstraktaten til Lissabontraktaten... 34 2. EU-rettens natur... 36 3. Centrale målsætninger og politikker... 38 4. Lidt om den anvendte terminologi og citation... 42 5. Vigtige kilder for EU-materiale... 43 Kapitel 2. Institutionerne... 45 1. Generelt om institutionerne... 45 1.1. Afgrænsning... 45 1.2. Generelle bemærkninger... 46 2. Kommissionen... 48 2.1. Sammensætning... 48 2.2. Udnævnelsesproceduren... 49 2.3. Uafhængighed... 50 2.4. Funktionsperiode og afskedigelse... 52 2.5. Kommissionens opgaver... 53 2.6. Nærmere om Kommissionens organisation... 55 2.7. Nærmere om kollegialitetsprincippet... 56 2.8. Nærmere om personellet... 57 3. Europa-Parlamentet... 59 3.1. Europa-Parlamentets organisation... 60 3.1.1. Det politiske plan... 60 3.1.1.1. Det politiske mandat... 62 3.1.2. Det administrative plan... 64 3.2. Europa-Parlamentets opgaver og indflydelse... 65 7
Indholdsfortegnelse 4. Rådet... 68 4.1. Sammensætning... 68 4.2. Formandskabet... 69 4.3. Stemmeregler i Rådet... 70 4.3.1. Udgangspunkt... 70 4.3.2. Stemmeregler gældende indtil 31 oktober 2014... 71 4.3.3. Stemmeregler fra 1. november 2014... 72 4.4. Nærmere om mødeoffentlighed og dokumentoffentlighed i Rådet... 73 4.5. Det Europæiske Råd... 76 5. Domstolen, Retten og Personaleretten... 77 5.1. Indledning... 77 5.2. Domstolene... 77 5.2.1. Dommerne... 78 5.2.2. Organisation af Domstolen og Retten... 79 5.2.2.1. Domstolen... 79 5.2.2.1.1. Domstolens administration... 81 5.2.2.2. Retten... 81 5.3. Generaladvokaterne... 82 6. Den europæiske ombudsmand... 83 6.1. Udnævnelse og uafhængighed... 83 6.2. Ombudsmandens kompetence... 84 6.3. Hvilke sager kan indbringes for ombudsmanden?... 85 6.4. Betingelser for realitetsbehandling... 86 6.5. Sagsbehandlingen ved ombudsmanden... 86 Kapitel 3. Lovgivningsproceduren... 89 1. Kravet om legalitet... 89 1.1. De vigtigste hjemmelsbestemmelser... 91 1.2. Valg af hjemmel... 95 2. Kommissionens rolle... 98 3. Lovgivningsproceduren... 100 3.1. Afgrænsning... 100 3.2. Den oprindelige fremgangsmåde... 100 3.3. Samarbejdsproceduren... 101 3.4. Den almindelige lovgivningsprocedure... 102 4. Den danske beslutningsprocedure... 107 Kapitel 4. EU-retskilderne og deres virkning... 111 1. EU-rettens særegenhed... 111 2. Retskilderne... 112 8
Indholdsfortegnelse 2.1. Traktater... 112 2.2. Forordninger... 114 2.3. Direktiver... 115 2.4. Afgørelser, henstillinger, udtalelser mv... 121 2.5. Domspraksis... 122 2.5.1. Domstolens fortolkningsstil... 123 2.5.2 Dommes præjudikatværdi... 125 2.5.3. Domstolsskabte principper... 126 2.6. Retskildernes hierarki... 127 2.7. Retskildesøgning... 128 3. Umiddelbart anvendelig EU-ret... 129 3.1. Traktaten... 130 3.2. Forordninger... 136 3.3. Direktiver... 136 3.4. Afgørelser... 144 3.5. Det tidsmæssige aspekt... 144 4. Fortolkningsforpligtelsen... 147 5. Medlemsstaternes erstatningsansvar... 151 5.1. Ansvarsbetingelserne... 152 5.2. Ansvarssituationerne... 157 5.3. Gennemførelse af erstatningskravet... 167 5.4. Ansvarets konsekvenser... 168 6. EU-rettens forrang... 169 7. Krav til nationale processuelle regler... 174 Kapitel 5. Domstolskontrollen... 177 1. Indledning... 177 2. Traktatbrudssøgsmålet... 178 2.1. Den indledende procedure... 179 2.2. Søgsmålet ved Domstolen... 181 2.3. Manglende opfyldelse af en afgørelse fra Domstolen... 183 3. Proceduren efter TEUF art. 259... 187 4. Andre traktatbrudslignende procedurer... 188 5. Annullationssøgsmålet... 189 5.1. Hvad er en retsakt?... 190 5.2. Hvem har søgsmålskompetence?... 191 5.2.1. Særligt om Europa-Parlamentets søgsmålskompetence.. 191 5.2.2. Medlemsstaterne, Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen... 193 5.2.3. Revisionsretten og Den europæiske Centralbank... 193 5.2.4. Fysiske eller juridiske personer... 193 9
Indholdsfortegnelse 5.2.4.1. Normative retsakter... 193 5.2.4.2. Beslutninger. Søgsmålskompetence for andre end adressaten?... 198 5.3. Annullationsgrundene... 198 5.4. Tidsfristen... 204 5.5. Konsekvenserne af en annullationsdom... 205 6. Passivitetssøgsmålet... 206 7. Præjudicielle forelæggelser... 207 7.1. Formålet med proceduren... 207 7.2. Domstolens kompetence under en art. 267-procedure... 209 7.2.1. Forholdet til national lovgivning... 209 7.2.2. Forholdet til EU-retsakterne... 210 7.3. Hvilke retsregler kan Domstolen fortolke?... 212 7.4. Hvilke nationale domstole kan forelægge en sag for Domstolen?... 214 7.5. Under hvilke omstændigheder kan eller skal et spørgsmål forelægges... 216 7.5.1. Hvornår kan en retsinstans forelægge et præjudicielt spørgsmål... 216 7.5.2. Tilfælde, hvor Domstolen afviser at besvare spørgsmål.. 219 7.5.3. Tilfælde, hvor der består en forelæggelsespligt... 222 7.5.4. Undtagelser fra forelæggelsespligten... 223 8. Erstatningssøgsmålet... 224 8.1. Erstatningssøgsmålets genstand og adressat... 224 8.2. Ansvarsgrundlaget... 226 8.3. Andre krav... 228 Del II. Den frie bevægelighed Kapitel 6. Diskriminations- og restriktionsforbudet... 231 1. Indledning... 231 1.1. Diskriminations- og/eller restriktionsforbud... 231 1.2. Forholdet til harmoniseringen... 233 2. Diskriminationsforbuddet... 234 2.1. Direkte og skjult diskrimination... 234 2.2. Art. 18 generelle forbud mod forskelsbehandling grundet nationalitet... 242 2.3. Mestbegunstigelsesprincippet (Most favoured nation principle) 246 3. Restriktionsforbuddet... 247 4. Traktatmæssige undtagelser... 249 5. Kravet om grænseoverskridende aktivitet... 252 10
Indholdsfortegnelse 5.1. Den hypotetiske vurdering efter art. 34... 254 5.2. Hindringer opstillet af oprindelseslandet ved udrejse og eksport 255 5.3. Tidligere udøvelse af traktatsikrede rettigheder... 257 5.4. Bolig i udlandet og unionsborgerskabet... 258 5.5. National ret forbyder omvendt diskrimination... 259 5.6. Afgifter på varer der transporteres inden for landets grænser... 260 6. Omvendt diskrimination... 260 7. De berettigede... 264 8. De forpligtede... 267 8.1. Afgrænsning af en»medlemsstat«... 268 8.2. Private... 272 9. Den territoriale anvendelse... 279 Kapitel 7. Varernes frie bevægelighed... 281 1. Indledning... 281 1.1. Afgiftsmæssige og ikke-afgiftsmæssige hindringer... 281 1.2. Definition af varer... 282 1.3. Varer hidhørende fra tredjelande... 285 2. Toldunionen samt forbuddet mod told og afgifter med tilsvarende virkning: art. 28 og 30... 286 2.1. Toldunionen. Begreb... 286 2.2. Forbuddet mod told og toldlignende afgifter... 287 2.3. Afgifter der ikke er omfattet af art. 30... 289 2.3.1. Interne afgifter... 290 2.3.2. Afgifter eller gebyrer som vederlag for erlagt ydelse... 292 2.3.3. Afgifter eller gebyrer påført som følge af EU-retlige krav... 295 3. Forbuddet mod diskriminerende interne afgifter: art. 110... 296 3.1. Generelle bemærkninger... 296 3.2. Art. 110, stk. 1 diskriminerende afgifter... 298 3.2.1. Afgift på varer... 298 3.2.2. Diskriminationens form... 299 3.2.3. Ingen indenlandsk produktion... 301 3.2.4. Diskriminationstesten... 302 3.3. Art. 110, stk. 2 protektionistiske afgifter... 307 3.4. Varer med oprindelse fra tredjelande... 309 3.5. Eksport... 310 3.6. Interne afgiftsordninger og de øvrige regler om fri bevægelighed... 311 4. Forbud mod indførelsesrestriktioner: art. 34... 318 4.1. Handelshindringsbegrebet... 319 11
Indholdsfortegnelse 4.1.1. Kvantitative indførelsesrestriktioner... 319 4.1.2. Foranstaltninger med tilsvarende virkning: Dassonville og Cassis de Dijon... 320 4.1.3. Udvidelse af handelshindringsbegrebet... 323 4.1.4. Indskrænkning af handelshindringsbegrebet: Keck... 328 4.1.4.1. Produktkrav, salgsformer og betydningen af markedsadgangen... 332 4.1.4.2. Keck-doktrinens to led... 337 4.1.5. Sammenfatning... 342 4.2. Domstolens praksis: emneopdelt... 345 4.2.1. Reguleringen af betingelserne for import... 346 4.2.2. Krav til produktets indre og ydre kendetegn... 350 4.2.2.1. Krav til produktets sammensætning... 350 4.2.2.2. Forbehold af særlige betegnelser... 351 4.2.2.3. Krav til emballage og krav om mærkning... 353 4.2.2.4. Immaterialrettigheder... 354 4.2.2.5. Markedsføringsforbud... 355 4.2.3. Regulering af produktionen... 357 4.2.4. Prisregulering... 359 4.2.5. Reklame- og markedsføringsregler... 364 4.2.6. Anvendelsesforeskrifter... 372 4.2.7. Regulering af distributionen i øvrigt... 374 4.2.8. Favorisering af indenlandsk produktion... 378 5. Forbud mod udførelsesrestriktioner: art. 35... 379 6. Lovlige ind- og udførelsesrestriktioner: art. 36 og Cassis de Dijondoktrinen... 384 6.1. Forholdet mellem art. 36 og Cassis de Dijon-doktrinen... 384 6.2. Proportionalitetsprincippet... 390 6.3. Betydningen af harmonisering... 393 6.4. Hensynene efter Cassis de Dijon-doktrinen... 395 6.4.1. Hensynet til forbrugerbeskyttelsen... 396 6.4.2. God handelsskik... 400 6.4.3. Miljøhensyn... 402 6.5. Hensynene efter art. 36... 403 6.5.1. Menneskers og dyrs liv og sundhed... 406 6.5.2. Den offentlige sædelighed... 411 6.5.3. Den offentlige orden... 412 6.5.4. Den offentlige sikkerhed... 414 6.5.5. Beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret... 414 6.5.5.1. Indledning... 414 6.5.5.2. Diskriminerende lovgivning... 417 12
Indholdsfortegnelse 6.5.5.3. Konsumtionsprincippet og adgangen til parallelimport... 420 6.5.5.3.1. EU-rettens konsumtionsprincip... 420 6.5.5.3.2. Samtykkebetingelsen... 422 6.5.5.3.3. Konsekvensen af konsumtion... 429 6.5.5.4. Særligt om varemærkerettigheder... 431 6.5.5.4.1. Opdeling af varemærker... 431 6.5.5.4.2. Ompakning og ommærkning... 435 6.5.5.4.3. Parallelimportørens markedsføring... 441 6.5.5.5. Særligt om ophavsrettigheder... 443 6.5.5.6. Særligt om oprindelsesbetegnelser... 446 7. Statslige handelsmonopoler: art. 37... 449 Kapitel 8. Fri bevægelighed for personer... 455 1. Afgrænsning af emnet... 455 2. De umiddelbart berettigede personer... 456 2.1. Unionsborgere og familiemedlemmer... 456 2.2. Unionsborgerskabet... 457 2.2.1. Unionsborgerskabets betydning. Traktatens bestemmelser... 458 2.2.2. Unionsborgerskabets betydning for ligebehandlingsprincippet... 459 2.2.3. Unionsborgerskabets betydning for den fri bevægelighed... 462 3. Familiemedlemmer... 463 3.1. Indledning... 463 3.2. Ægtefæller... 464 3.2.1. Ægteskab og registreret partnerskab... 464 3.2.2. Nationalitet... 464 3.2.3. Samlevende... 465 3.3. Efterkommere... 467 3.4. Forældre... 469 3.5. Andre familiemedlemmer... 470 3.6. Krav om bolig?... 471 4. Nærmere om indholdet af rettighederne ved indrejse og ophold... 471 4.1. Forbud mod administrative formaliteter... 471 4.2. Retten til udrejse, indrejse og ophold... 471 4.2.1. Udrejse... 472 4.2.2. Indrejse... 472 4.2.3. Ophold... 473 4.2.3.1. Ophold under 3 måneders varighed... 474 13
Indholdsfortegnelse 4.2.3.2. Ophold over 3 måneders varighed... 474 4.2.3.3. Frist for registrering... 476 4.3. Særligt om paskontrol samt Schengen-aftalen... 477 4.4. Retten til fortsat ophold i gæstelandet... 478 4.4.1. Særligt om familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat... 479 4.4.2. Retten til ubegrænset ophold i gæstelandet... 480 4.4.2.1. Retten til ubegrænset ophold i gæstelandet for familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat... 481 5. Undtagelser til indrejse- og opholdsretten... 481 Kapitel 9. Arbejdskraftens frie bevægelighed... 487 1. Afgrænsning af emnet... 487 1.1. Traktatens bestemmelser... 488 1.2. Særligt om forholdet mellem TEUF art. 45, 49 og 56... 489 2. Den beskyttede personkreds... 490 2.1. Statsborgere i en medlemsstat... 490 2.2. Arbejdstageren... 491 2.3. Arbejdsgiveren... 497 2.4. Kravet om et tilknytningsforhold til EU-retten... 498 2.4.1. Kravet om en grænseoverskridende økonomisk aktivitet 498 2.4.2. Forholdet til oprindelseslandet... 500 3. Arbejdstagerens rettigheder... 505 3.1. Forbuddet mod direkte og skjult diskrimination... 505 3.2. Forbud mod restriktioner på adgangen til arbejdsmarkedet... 506 3.3. Sprogkundskaber... 508 3.4. Bopælskrav... 511 3.5. Ansættelsesvilkår... 513 3.6. Andre forhold... 515 3.7. Arbejdsretlige konflikter... 516 4. Sociale fordele... 517 4.1. Indledning... 517 4.1.1. De berettigede... 518 4.1.2. Definition af social fordel... 521 4.1.3. Særligt om studiestøtte... 522 4.1.4. Dobbelt betaling af sociale bidrag... 525 5. Traktatmæssige undtagelser... 527 5.1. Hensynet til den offentlige orden m.v.... 527 5.2. Beskæftigelse i den offentlige administration... 527 14
Indholdsfortegnelse Kapitel 10. Etableringsretten... 531 1. Indledning... 531 2. Art. 49 s anvendelsesområde... 533 2.1. De berettigede personer og selskaber... 533 2.1.1. Personer... 533 2.1.2. Selskaber... 537 2.2. Etableringsformer... 543 2.2.1. Primær etablering... 543 2.2.2. Sekundær etablering... 543 2.2.2.1. Minimumskrav til etablering... 543 2.2.2.2. Datterselskaber... 548 2.2.2.3. Valg af etableringsform... 550 2.3. Aktiviteter omfattet af art. 49... 551 2.3.1. Retten til at udøve erhvervsvirksomhed... 551 2.3.2. Særligt om personers etableringsret... 553 2.3.3. Særligt om etableringer i tredjelande... 555 3. Diskrimination af virksomheder... 556 3.1. Fastlæggelse af skibes nationalitet... 557 3.2. Krav til selskabers hjemsted og hovedaktivitet... 560 3.3. Krav til selskabsdeltagerne/virksomhedsejere... 562 3.4. Krav til ledelse mv.... 565 4. Restriktionsforbuddets rækkevidde... 568 4.1. Hindringer for sekundær etablering... 571 4.2. Hindringer stillet af oprindelseslandet... 575 4.3. Autorisationskrav og anerkendelse af eksamensbeviser... 580 4.4. Mere generel anvendelse af restriktionsforbuddet... 582 5. Traktatmæssige begrænsninger i etableringsretten... 587 5.1. Offentlig myndighed... 587 5.2. Hensyn til den offentlige orden mv.... 588 5.3. Særligt om selskabers primære etablering... 589 Kapitel 11. Den fri udveksling af tjenesteydelser... 597 1. Indledning... 597 2. Den fri udveksling af tjenesteydelser i henhold til TEUF art. 56... 598 2.1. Nærmere om indholdet af rettigheden... 599 3. Sondringen mellem etableringsretten, den fri udveksling af tjenesteydelser og arbejdskraftens fri bevægelighed... 602 3.1. Betydningen af sondringen... 602 3.2. Nærmere om sondringen mellem TEUF art. 49 og TEUF art. 56... 604 3.3. Samtidig anvendelse af TEUF art. 49 og 56?... 611 15
Indholdsfortegnelse 3.4. Omgåelsessituationer... 614 4. Den berettigede personkreds... 616 4.1. Kravet om etablering... 616 4.2. Et krav om fysisk separation mellem udbyder og modtager?... 618 5. Begrebet tjenesteydelser... 623 5.1. Kravet om en økonomisk aktivitet... 623 5.2. Kravet om vederlag... 624 5.3. Tjenesteydelser inden for sundhedsområdet... 627 6. Nationale foranstaltninger, der kan virke hindrende på den fri udveksling af tjenesteydelser... 630 6.1. Diskriminerende hindringer og krav om etablering... 630 6.2. Forbud mod ikke-diskriminatoriske hindringer (restriktionsforbuddet)... 633 6.2.1. Forbuddets baggrund og indhold... 633 6.2.2. Autorisationskrav... 635 6.2.3. Totalt forbud mod udøvelsen af en aktivitet... 644 6.2.4. Særligt om udstationerede arbejdstagere ansat hos tjenesteyderen... 647 6.2.4.1. Nationale regler om mindsteløn og social sikring... 647 6.2.4.2. Kollektive kampskridt (fysisk blokade o. lign)... 649 6.2.4.3. Andre administrative foranstaltninger... 649 6.3. Restriktionsforbuddets rækkevidde... 650 6.3.1. Restriktionsbegrebet i forhold til diskriminationsbegrebet... 650 6.3.2. Restriktionsforbuddets juridiske kontekst og anvendelighed... 650 6.3.2.1. Udviklingen i retspraksis... 650 6.3.2.2. Formuleringernes overensstemmelse med praksis vedrørende TEUF art 34... 653 7. Servicedirektivet... 656 7.1. Indledning... 656 7.2. Servicedirektivets anvendelsesområde... 657 7.2.1. Økonomiske aktiviteter... 657 7.2.2. Den berettigede personkreds... 658 7.2.2.1. Tjenesteyder... 658 7.2.2.2. Modtagere af tjenesteydelser... 659 7.2.3. Udtrykkelige undtagelser fra servicedirektivets anvendelsesområde... 660 7.3. Direktivets materielle regler vedrørende tjenesteydelser... 661 16
Indholdsfortegnelse 7.3.1. Tjenesteyderens rettigheder... 662 7.3.1.1. Kodiciferingen af restriktionsforbuddet... 662 7.3.1.2. Generelle undtagelsesbestemmelser... 665 7.3.1.3. Specifikke undtagelser til det generelle restriktionsforbud... 665 7.3.1.4. Andre specifikke undtagelser begrundet i hensynet til sikkerheden... 667 7.3.1.5. Proceduren efter art. 35... 668 7.3.2. Modtagerens rettigheder... 670 7.3.4. Tjenesteydelsens kvalitet... 672 7.3.5. Gennemsigtighed... 673 7.3.4. Medlemsstaternes gensidige forpligtelser... 674 8. Krav til forenkling af den nationale administration... 674 Kapitel 12. Kapitalens frie bevægelighed... 677 1. Indledning... 677 2. Udviklingen frem til Maastrichttraktaten... 679 3. Forholdet til de øvrige»friheder«i traktaten... 681 4. Art. 63 s anvendelsesområde... 684 4.1. Kapitalbevægelser og betalinger... 684 4.2. De berettigede og forpligtede... 686 5. Restriktionsforbuddet... 688 5.1. Restriktionsforbuddets rækkevidde... 688 5.2. Restriktionsforbuddet i praksis... 689 6. Undtagelserne til kapitalens fri bevægelighed... 694 6.1. Generelt om undtagelserne... 694 6.2. Medlemsstaternes skattelovgivning... 696 6.3. Kontrolforanstaltninger... 699 6.4. Betalingsbalanceproblemer... 701 6.5. Særligt om overførsler til og fra tredjelande... 702 7. Den Økonomiske og Monetære Union... 704 Del III. Harmoniseringen udvalgte emner Kapitel 13. Introduktion til harmoniseringen... 711 1. Indledning... 711 2. Harmoniseringsmetoder... 713 3. Medlemsstaternes undtagelsesmuligheder (miljøgarantien)... 717 4. Subsidiaritetsprincippet... 720 5. Effekten af harmoniseringen... 723 6. Udvalgte harmoniseringsproblemer... 725 17
Indholdsfortegnelse 6.1. Ensartet fortolkning og anvendelse... 725 6.2. Forbedring af lovgivningens kvalitet... 728 6.3. Konkurrence mellem retssystemerne... 729 Kapitel 14. EU-Selskabsret... 735 1. Indledning... 735 2. Generelt om harmoniseringen... 736 2.1. Baggrund og målsætninger... 736 2.1.1. Realiseringen af etableringsretten... 736 2.1.2. Den mulige Delaware-effekt... 737 2.1.3. Industripolitiske målsætninger... 745 2.2. Status... 746 2.3. De omfattede selskabsformer... 749 2.4. En europæisk modellov... 751 3. Stiftelse og registrering af selskaber... 752 4. Aktieselskabers kapitalforhold... 756 5. Aktieselskabers struktur... 765 5.1. Baggrund for harmoniseringen... 765 5.2. Selskabers ledelse... 767 5.2.1. Ledelsesstrukturen... 767 5.2.2. Erstatningsansvar... 770 5.2.3. Tegningsret... 773 5.3. Generalforsamlingen... 778 5.4. Arbejdstagernes medindflydelse... 779 6. Regnskab og revision... 783 7. Koncernret... 785 7.1. Koncernaftale... 787 7.2. Koncerner etableret uden aftale... 791 7.3. Direktivets fremtid... 794 8. Omstrukturering af selskaber... 795 8.1. Fusion og spaltning... 796 8.2. Overtagelsestilbud... 800 8.3. Selskabers nationalitetsskifte... 805 9. Nye selskabsformer... 807 9.1. Europæiske Økonomiske Firmagrupper... 808 9.2. SE-statutten... 812 9.3. Andre selskabsformer... 815 10. Små og mellemstore virksomheder... 816 Kapitel 15. EU-Skatteret... 819 1. Indledning... 819 18
Indholdsfortegnelse 2. Den fri bevægelighed og nationale skatter... 820 2.1. Begrænset skattepligtige personer... 822 2.2. Fuldt skattepligtige personer... 829 2.3. Beskatningen af faste driftssteder... 835 2.4. Fuldt skattepligtige selskaber og beskatning af udbytte... 839 2.5. Mestbegunstigelsesprincip... 843 2.6. Varernes og tjenesteydelsers frie bevægelighed... 846 2.7. Saglige grunde og tvingende almene hensyn... 848 2.7.1. Sammenhæng i beskatningsordningen... 848 2.7.2. Effektiv skattekontrol og værnsregler... 855 2.7.3. Territorial-princippet og hensynet til fordeling af beskatningskompetencen... 863 2.8. Traktatmæssige undtagelser... 867 2.9. Sociale bidrag... 867 3. Statsstøttereglerne og nationale skatter... 869 4. Harmoniseringen af national skatteret... 872 4.1. Generelt... 872 4.2. Beskatningen af grænseoverskridende aktiviteter... 874 4.2.1. Fusionsskattedirektivet... 875 4.2.2. Beskatningen af grænseoverskridende koncerner... 881 4.2.3. Personers grænseoverskridende aktiviteter... 886 4.3. Skatteunddragelse og skattekonkurrence... 887 4.4. Generel tilnærmelse af skattesystemerne... 890 Kapitel 16. Teknisk harmonisering... 895 1. Indledning... 895 2. Informationsproceduredirektivet... 898 2.1. Notifikationspligtige forskrifter... 899 2.2. Proceduren efter notifikationen... 907 2.3. Virkningen af manglende notifikation... 910 2.4. Proceduren for nationale standarder... 913 2.5. Andre informationsprocedurer... 915 3. Harmoniseringen efter den nye metode... 917 3.1. Udviklingen af den»nye metode«... 917 3.2. Opbygningen af et direktiv... 919 3.3. Harmonisering gennem standarder... 924 3.4. Overensstemmelsesvurdering... 927 4. De harmoniserede områder... 929 4.1. Bygge- og anlægsmateriel... 930 4.2. Levnedsmidler... 931 4.3. Maskiner... 936 19
Indholdsfortegnelse 5. Håndhævelse af tekniske forskrifter på ikke-harmoniserede områder 937 Kapitel 17. Adgang til og anerkendelse af uddannelser... 939 1. Indledning... 939 2. Det retlige grundlag i traktaten... 940 2.1. Domstolens praksis... 941 2.2. Hvilke uddannelser er omfattet af retten til lige adgang... 944 3. Retsstillingen efter forordning 1612/68... 946 3.1. Arbejdstagere (forordning 1612/68, art. 7, stk. 3)... 947 3.2. Arbejdstagerens efterkommere... 949 3.3. Særligt om studiestøtte... 952 4. Gensidig anerkendelse af uddannelser og andre kvalifikationer... 952 4.1. Introduktion... 952 4.2. Retsstillingen efter traktatens bestemmelser... 954 4.2.1. Tilfælde, hvor et erhverv udøves på permanent basis... 954 4.2.2. Tilfælde hvor et erhverv udøves på midlertidig basis... 962 4.3. Harmonisering af de faglige krav... 963 4.3.1. Harmoniseringsmetoder... 963 5. Direktiv 2005/36 om gensidig anerkendelse af uddannelser... 965 5.1. Indledning... 965 5.2. Direktivets anvendelsesområde... 967 5.2.1. Generelle betragtninger... 967 5.2.2. Lovregulerede erhverv... 968 5.2.3. Den offentlige sektor... 970 5.2.4. Andre situationer... 971 5.3. Hvad indebærer anerkendelsen af uddannelsen... 971 5.3.1. Aktiviteter udøvet på en midlertidig basis... 972 5.3.2. Aktiviteter udført på permanent basis (etableringsretten).... 972 5.3.3. Tilfælde, hvor der ikke består en pligt til gensidig anerkendelse... 974 5.3.3.1. Udligningsforanstaltninger... 974 5.5. Særligt om vandelsattester m.v.... 975 Nummerering af TEUF før og efter Amsterdam- og Lissabontraktaterne... 977 Litteraturfortegnelse... 981 Domsregister... 989 Stikordsregister... 1017 20
Forord Forord Forord Nærværende fremstilling er en opdatering og videreudvikling af den 4. udgave af EU-retten fra 2008. I mellemtiden er Lissabontraktaten trådt i kraft. Denne ændrer reglerne om institutionerne markant, ligesom den indeholder en række andre ændringer, herunder en ny traktat (TEUF) med nye numre. Herudover har nye afgørelser fra Domstolen kastet nyt lys over centrale bestemmelser i traktaten. Disse forhold har gjort det nødvendigt at opdatere den tidligere udgave. Bogen er delt i tre dele. Den første del giver en generel introduktion til EU-retten, de to efterfølgende giver en grundig indføring i EU s indre marked. Det indre marked med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital realiseres dels gennem TEUFs bestemmelser, dels gennem harmoniseringen. Vi har bestræbt os på at give et dækkende billede af den retspraksis, der vedrører de mest centrale bestemmelser i TEUF. Det falder derimod udenfor formålet med denne bog at gennemgå den omfattende sektorharmonisering, der konkretiserer og supplerer denne retspraksis. Vi har derfor valgt at omtale nogle generelle problemstillinger, der knytter sig til harmoniseringen og yderligere gennemgå harmoniseringen på få udvalgte områder. Vi har herved bestræbt os på at illustrere, hvordan TEUFs regler og harmoniseringen supplerer hinanden ved realiseringen af det indre marked. Vi har beholdt fremstillingens form med fyldige domsreferater, ofte fremstillet emneopdelt, samt afsnit sat i petit, som omtaler mindre centrale problemstillinger og som derfor kan springes over af læseren. På den måde håber vi at have tilgodeset såvel studerende som praktikere. Alle synspunkter i denne bog er personlige. Poul Runge Nielsen har udarbejdet kapitlerne 2, 3, 5, 8-9, 11 og 17. Karsten Engsig Sørensen har udarbejdet kapitlerne 1, 4, 6, 7, 10, 12-16. Vi takker HA(jur)-studerende Marina Møller Bitsch for praktisk assistance. 21
Forord Der er kun i begrænset omfang medtaget materiale fremkommet efter 1. februar 2010. Luxembourg, juni 2010 Poul Runge Nielsen Århus, juni 2010 Karsten Engsig Sørensen 22
Del I Institutionerne og retskilderne 23
24
KAPITEL 1 Baggrund og målsætninger Kap. 1 Litteratur: A.M. Arnull, A.A. Dashwood, M. Dougan, M.G. Ross, E. Spaventa & D.A. Wyatt: Wyatt & Dashwood s European Community Law, 4. udg. 2006, Bugge Thorbjøn, Daniel, Thomas Elholm, Peter Starup & Michael Steinicke: Grundlæggende EU-ret, 2009, Jens Hartig Danielsen: Suverænitetsafgivelse, 1999, Jonas Bering Liisbjerg, Bo Vesterdorf, Nina Holst-Christensen & Karsten Hagel-Sørensen: EU-Karnov, 2008, Claus Gulmann & Karsten Hagel-Sørensen: EU-ret, 3. udg., 1995 ved Hagel-Sørensen, 1995, Ulla Neergaard & Ruth Nielsen: EU-ret, 5. udg. 2009, Birgitte Egelund Olsen & Karsten Engsig Sørensen (red.): Europæiseringen af dansk ret, 2008, Stephen Weatherill & Paul Beaumont: EU Law, 1999, Henrik Zahle: EU og den danske grundlov, 1998. 1. Historisk udvikling 1.1. De oprindelige traktater I forlængelse af 2. verdenskrig blev der gjort flere tiltag for at styrke det forsvarspolitiske og økonomiske samarbejde mellem staterne i Europa samt de øvrige stater involveret i krigen. I denne periode blev bl.a. FN, NATO samt det senere OECD oprettet. På et mere europæisk plan etableres Vestunionen samt Europarådet. Formålene med disse organisationer var bl.a. at sikre den økonomiske genopbygning af Europa samt at forhindre nye krige. De nævnte organisationer havde alle det til fælles, at de var opbygget som traditionelle internationale organisationer. Samarbejdet forudsatte den enkelte stats accept, og regelfastsættelsen skete ved vedtagelse af traktater, som forpligtede de deltagende stater. I 1950 foreslog den daværende franske udenrigsminister Schuman, at de europæiske stater etablerede et udvidet samarbejde, som skulle samle den europæiske kul- og stålindustri i én organisation. Forslaget gik mere konkret ud på at samle den franske og tyske kul- og stålindustri, men andre europæiske stater blev også inviteret til at deltage. I den såkaldte Schuman-plan blev det foreslået, at dette samarbejde skulle adskille sig fra de traditionelle, derved at der skulle etableres institutioner, som var uafhængige af de deltagende stater, og som skulle have bemyndigelse til at udstede beslutninger, som var 25
Kap. 1 1.1. De oprindelige traktater bindende for de deltagende stater. Hovedformålet med etableringen af dette samarbejde var at knytte de europæiske medlemsstater tæt til hinanden, således at en ny krig ikke blot blev utænkelig, men umulig. Derfor var det kernen i samarbejdet at samle den for krigsproduktionen vigtige kul- og stålindustri. Schuman-planen forudså dog, at etableringen af et samarbejde omkring kul og stål kun var det første skridt i retning af et mere vidtgående samarbejde, der i sidste ende kunne føre til etableringen af en europæisk føderation. Schuman-planen førte til, at Frankrig, Tyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg allerede i 1951 ratificerede Kul- og Stålfællesskabstraktaten (EKSF-traktaten), som trådte i kraft i juli 1952. Traktaten var indgået for 50 år, og den udløb derfor i juli måned 2002. Den udvidelse af samarbejdet, som var forudset i Schuman-planen, blev realiseret allerede i 1957 med vedtagelsen af yderligere to traktater. Drøftelserne omkring udvidelsen viste, at der var fortalere for, at samarbejdet skulle udvides ved at inddrage yderligere sektorer af industrien, og andre, der argumenterede for etableringen af et mere generelt samarbejde. Begge planer blev realiseret, idet de daværende medlemsstater i 1957 enedes om en traktat om det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) samt en traktat om det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF-traktaten som senere har ændret navn først til EF-traktaten og derefter til Traktaten om den Europæiske Unions Funktion). 1 Begge traktater trådte i kraft 1. januar 1958. Sidstnævnte traktat adskiller sig fra de øvrige to traktater derved, at den er betydelig mere ambitiøs ved at opstille generelle målsætninger, som berører størstedelen af den europæiske industri. Den forudså oprindeligt, at der skulle oprettes et Fællesmarked (nu benævt det indre marked), hvor de eksisterende hindringer for samhandlen mellem medlemsstaterne skulle fjernes, og hvor der skulle ske en gradvis tilnærmelse af medlemsstaternes økonomiske politik, jf. herved nedenfor afsnit 3. Pga. sit brede anvendelsesområde og sine vidtrækkende målsætninger får TEUF mere karakter af en»rammeaftale«. Selvom der i traktaten findes en række vigtige bestemmelser, der fastslår rettigheder og pligter for private og medlemsstaterne, er det forudset, at traktatens målsætninger i vidt omfang skal realiseres ved udstedelse af sekundære retsakter; særligt direktiver og forordninger. 2 Det er derfor i TEUF forudsat, 1. EF-traktaten forkortes ofte TEF, og Traktaten om den Europæiske Unions Funktion forkortes TEUF eller EUF-traktaten. Traktaten benævnes visse steder Romtraktaten, idet den ligesom Euratom er underskrevet i Rom i 1957. Navneændringen til EF-traktaten skete i 1993 og til TEUF i 2009, men i det følgende anvendes normalt det nye navn, selvom der er tale om begivenheder fra før navneændringen. 2. Om de sekundære retsakter og deres virkning se nedenfor kapitel 4. 26
Kap. 1 1.2. De første udvidelser af samarbejdet at medlemsstaterne afgiver en betydelig del af deres lovgivningskompetence og dermed deres suverænitet. Der bestod således oprindeligt tre traktater, som havde oprettet hvert sit Fællesskab tilsammen kaldet De Europæiske Fællesskaber. Det er fælles for disse Fællesskaber, at de alle inkorporerer de principper, der kom til udtryk i Schuman-planen; der er etableret nye institutioner, som er uafhængige af medlemsstaterne, og disse institutioner har fået overdraget kompetence til at vedtage regler, som er bindende for medlemsstaterne og for borgerne i medlemsstaterne. En vis forenkling skete ved Fusionstraktaten, som trådte i kraft i 1967, og som benævnes sådan, fordi den fusionerede de institutioner, som havde kompetence inden for de tre Fællesskaber. Da EKSF-traktaten og Euratom i dag begge er ophævet, er der alene et fælleskab tilbage, og dette betegnes i dag som Unionen. Derfor taler man ikke længere om Fællesskaberne, men dette udtryk genfindes ofte i ældre dokumenter. 1.2. De første udvidelser af samarbejdet Med virkning fra 1973 blev Storbritannien, Irland og Danmark optaget i samarbejdet. Tidligere forsøg på at optage nye medlemsstater var blevet forhindret af Frankrig, som under de Gaulles ledelse havde modsat sig Storbritanniens medlemskab. Det var derfor først efter, at de Gaulle var fratrådt som præsident, at det var muligt at realisere planerne. Danmark og Irland var således ikke interesseret i et medlemskab uden Storbritannien. Ved tiltrædelsen forpligtede Danmark og de øvrige stater sig til at indrette sig i overensstemmelse med de dengang eksisterende regler i traktaten og sekundære retsakter, hvorved de nye medlemsstater fuldt ud påtog sig de samme forpligtelser som de oprindelige medlemsstater. Tiltrædelsen betød endvidere, at de nye medlemsstater overdrog suverænitet til de tre Fællesskaber, jf. ovenfor, således at de forpligtede sig til fremover at følge de trufne beslutninger. For Danmarks vedkommende skete tiltrædelsen ved Folketingets vedtagelse af Lov om Danmarks tiltrædelse af de De Europæiske Fællesskaber (tiltrædelsesloven). 3 Ved loven tiltrådtes samtlige tre grundlæggende traktater med senere traktatændringer. Efter tiltrædelseslovens 3 sættes traktaternes regler i kraft i Danmark, i det omfang de er umiddelbart anvendelige, og det samme gælder de retsakter, der er vedtaget inden Danmarks tiltrædelse. 4 3. Jf. lov nr. 447 af 11. oktober 1972. Danmarks oprindelige tiltrædelse omfattede Grønland, som imidlertid trådte ud af EF i 1985. 4. Om umiddelbart anvendelige regler se nedenfor kapitel 4 afsnit 3. 27
Kap. 1 1.2. De første udvidelser af samarbejdet Efter tiltrædelseslovens 2 overlades de beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder, til de Europæiske Fællesskabers institutioner. Loven beskriver ikke nærmere, i hvilket omfang der afgives suverænitet, idet der henvises til, at det sker, i det omfang det er fastsat i de forskellige traktater. De områder, hvor institutionerne har kompetence, skal derfor udledes ved en fortolkning af traktaterne, og udviklingen har vist, at området for EF-traktaten er særdeles omfattende. Denne suverænitetsafgivelse var forudsat i grundloven, hvor 20 udtrykkeligt åbner mulighed for, at beføjelser, der efter grundloven tilkommer rigets myndigheder, ved lov i nærmere bestemt omfang kan overlades til mellemfolkelige myndigheder. 5 Ifølge bestemmelsen kræves enten 5/6-flertal i Folketinget, eller vedtagelse med almindeligt flertal og efterfølgende godkendelse ved folkeafstemning. Da der ikke i Folketinget kunne opnås 5/6-flertal, var en folkeafstemning nødvendig for, at tiltrædelsen kunne gennemføres. 6 Det næste led i udvidelsen af samarbejdet kom først i 80 erne, hvor først Grækenland (1981) og senere Spanien og Portugal (1986) blev optaget som medlemsstater. Denne udvidelse adskilte sig fra den forrige, derved at der var tale om rimelig nye demokratier med en svagere økonomi end den i de eksisterende medlemsstater. I 1995 blev antallet af medlemsstater udvidet til 15, idet Østrig, Sverige og Finland blev optaget. Norge og Schweiz stod også til at blive medlem i denne forbindelse, men en folkeafstemning viste, at der ikke i befolkningen var flertal herfor. Gennem tiden har der eksisteret en række sideløbende samarbejdsaftaler mellem Fællesskaberne og ikke-medlemsstater. Det første vigtigere samarbejde var den tidligere EFTA-aftale indgået med de såkaldte EFTA-lande. Denne aftale virkede tillige som en forløber for EFTA-landenes optagelse som fulde medlemsstater i EF/EU, idet bl.a. Danmark forud for tiltrædelsen var medlem af EFTA. EFTA-aftalen er i dag suppleret af EØS-aftalen, som knytter Norge, Liechtenstein og Island endnu tættere til det økonomiske samarbejde i EU..Formålet med EØS-aftalen er imidlertid ikke at forberede disse tre lande på en optagelse i EU, men derimod at inddrage disse lande i det økonomiske samarbejde, herunder det indre marked med fri bevægelighed for varer, per- 5. Grundlovens 20 indeholder herved et bestemthedskrav, som senere blev centralt i den grundlovssag, som verserede i Danmark i forbindelse med tiltrædelsen til Maastrichttraktaten, jf. nedenfor afsnit 1.4. Nærmere om 20 se Jens Hartig Danielsen, samme i UfR 2005 B. 329 ff samt Ole Spierman i Birgitte Egelund Olsen & Karsten Engsig Sørensen (red.): kapitel 2. 6. Ved en tilsvarende folkeafstemning i Norge kunne der ikke opnås det fornødne flertal, hvorfor landet allerede dengang valgte at forblive uden for Fællesskaberne. 28
Kap. 1 1.3. Fællesakten og flertalsvedtagelser soner tjenesteydelser og kapital samt konkurrencepolitikken. 7 Senere i 90 erne anvendte man de såkaldte Europa-aftaler til at forberede de østeuropæiske lande på optagelse i EU. 8 1.3. Fællesakten og flertalsvedtagelser Ved Fællesakten, der trådte i kraft i 1987, skete der grundlæggende ændringer i samarbejdets målsætninger og beslutningsprocedurer. Ændringen af målsætningen bestod særligt i, at etableringen af det indre marked blev optaget som en målsætning i EF-traktaten (nu TEUF), jf. herved nærmere nedenfor afsnit 3. Ændringen i beslutningsprocedurerne bestod særligt i, at Europa-Parlamentet fik tildelt større indflydelse ved udstedelsen af retsakter, samt at afstemningsprocedurerne blev ændret således, at Rådet i videre omfang fik mulighed for at vedtage retsakter ved kvalificeret flertal. 9 Navnlig den sidste ændring fik stor betydning for udviklingen i samarbejdet. I den oprindelige EØF-traktat (nu TEUF) var det forudset, at udstedelsen af retsakter efter en overgangsperiode i øget omfang kunne ske ved flertalsvedtagelser i modsætning til enstemmighed. På en række vigtige områder var enstemmighed dog fortsat et krav, og dette var en af hovedårsagerne til, at arbejdet med udstedelse af harmoniseringsretsakter gik meget langsomt i 70 erne og i starten af 80 erne. Denne krise i samarbejdet blev løst, da man efter vedtagelsen af Fællesakten i videre omfang kunne vedtage beslutninger ved kvalificeret flertal. Overgangen fra enstemmighed til flertalsvedtagelser har tidligere mødt politisk modstand. I 1965 valgte Frankrig, dengang under ledelse af præsident de Gaulle, i en periode at udeblive fra Rådsmøderne. Den franske boykot af samarbejdet faldt sammen med overgangen til 3. etape, som indebar, at enstemmighedsprincippet skulle opgives på en række områder. Derfor blev den franske boykot også betragtet som en aktion mod opgivelsen af enstemmighed til fordel for afgørelser truffet ved kvalificeret flertal. Frankrig genoptog samarbejdet i starten af 1966, efter at de daværende medlemsstater havde indgået det såkaldte Luxembourg-forlig. Dette forlig indebar i de følgende år, at medlemsstaterne accepterede, at den enkelte medlemsstat havde mulighed for at nedlægge veto mod beslutninger, som berørte den enkelte medlemsstats»meget vigtige 7. EØS-aftalen indebærer således, at der oprettes en række nye institutioner, der skal forestå det fremtidige samarbejde. Ved aftalen forpligtede EØS-landene sig til at gennemføre en stor del af de sekundære retsakter, som allerede var vedtaget i EU, og senere retsakter inden for aftalens område skal gennemføres efter nærmere beslutning truffet af den såkaldte EØS-komité eller evt. i EØS-rådet. Der oprettes også en domstol, EFTA-Domstolen, som har kompetence til at fortolke aftalen. 8. Se hertil yderligere EU-Karnov, 2008, kap. 54. 9. Om begrebet kvalificeret flertal se nærmere nedenfor kapitel 2. 29
Kap. 1 1.4. Maastrichttraktaten og den danske grundlovssag interesser«. Denne vetoret var således i direkte modstrid med traktatens afstemningsregler, der forudså en øget anvendelse af afgørelser truffet ved kvalificeret flertal. Mens Luxembourg-forliget tidligere blev accepteret af medlemsstaterne, er der i dag ikke samme sikkerhed for, at medlemsstaterne vil respektere, at den enkelte medlemsstat har en vetoret. Spørgsmålet om Luxembourg-forligets rækkevidde var centralt i debatten op til vedtagelsen af Fællesakten herhjemme. Da Fællesakten betød en øget anvendelse af afgørelser truffet ved kvalificeret flertal, havde det stor betydning, om Danmark og de øvrige medlemsstater forsat kunne påberåbe sig forliget, når en»nødbremse«var påkrævet. 1.4. Maastrichttraktaten og den danske grundlovssag Den til dato mest omfattende traktatændring var vedtagelsen af Maastrichttraktaten. Maastrichttraktaten førte til oprettelsen af Traktaten om den Europæiske Union (TEU), som er en helt ny traktat, der trådte i kraft den 1. november 1993. Herudover medførte Maastrichttraktaten en række ændringer i EF-traktaten og dermed det eksisterende samarbejde. 10 Samarbejdet omkring EU som samtidig blev den nye fællesbetegnelse for samarbejdet bestod herefter af fire grundlæggende traktater: EKSF-traktaten (som udløb i 2002), EF-traktaten, 11 Euratom og TEU. Efter vedtagelsen af Maastrichttraktaten opdeles samarbejdet i EU i tre søjler: den første søjle består af det oprindelige (økonomiske) samarbejde reguleret i de oprindelige traktater med senere ændringer. Den anden søjle vedrører samarbejdet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og den tredje søjle udgøres af samarbejdet om retlige og interne anliggender. Samarbejdet i den første søjle reguleres primært af TEUF (dengang EFtraktaten), mens samarbejdet i søjle to og tre oprindeligt var reguleret i TEU. Derudover indeholder TEU en række bestemmelser, der kan siges at gå på tværs af de tre søjler. Dette er bestemmelser, der regulerer de overordnede mål og principper for EU-samarbejdet, samt visse fælles bestemmelser omkring ændringer af traktaterne og optagelse af nye medlemsstater. Samarbejdet i søjle to og tre vedrørte i vidt omfang nye områder, der ikke tidligere var udtrykkeligt traktatreguleret. 12 Inddragelsen af disse nye samarbejdsområder markerede overgangen fra det oprindelige rent økonomiske samarbejde til det nuværende bredere politiske samarbejde, der samtidig be- 10. Ændringerne bestod dels i, at der indsættes en række nye målsætninger, jf. herved nedenfor afsnit 3, dels i en række ændringer i beslutningsproceduren. 11. Den oprindelige EØF-traktat fik ved vedtagelsen af Maastrichttraktaten navnet EFtraktaten. 12. Fællesakten indeholdt dog en enkelt bestemmelse omkring det udenrigspolitiske samarbejde, jf. Fællesaktens art. 30. 30