LIVSSYNETS BETYDNING FOR FORTOLKNINGSARBEJDET Det problematiske forhold mellem kristen tro og historisk-kritisk forskning 6. NOVEMBER 2015 Odense
Indledning Mennesker tror, at verden virkelig er sådan, som de ser den, men sjældent er de opmærksomme på, at de betragter verden på grundlag af et verdenssyn, som hviler på nogle helt specifikke basisantagelser. Med denne artikel har jeg tænkt mig at få klarhed over, hvilken betydning disse antagelser har for fortolkningsarbejdet. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i Bernt T. Oftestads Historie, tro og forståelse og Niels Ove Rasmussens Den historisk-kritiske metode kritisk belyst. Jeg har valgt at indsnævre mit fokus til nogle helt centrale emner, som jeg vil have belyst. Dette betyder, at jeg, vedrørende den historisk-kritiske metode, ikke kommer til at gøre rede for, hvad metoden kan anvendes til. Her vil jeg altså kun koncentrere mig om, hvad den historisk-kritiske metode, efter min opfattelse, ikke kan anvendes til, nemlig Bibelen og den kristne tros fundamentale trossætninger. Jeg medtænker altså dette, når jeg fremover taler om den kristne tro og dens budskab. I det følgende vil jeg forsøge at gøre rede for livssynets betydning for fortolkningsarbejdet med særligt henblik på det problematiske forhold mellem kristen tro og historisk-kritisk forskning. Livssynet og dets konklusioner I sin grundlovstale den 6. juni 2006 udtalte den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, sig på følgende måde vedrørende Bibelen, Koranen og Toraen: Med al respekt for vi kristnes bibel, muslimernes Koranen og jødernes Torah, så er det altså ældgamle skrifter, som er forfattet i en fjern fortid. De er forfattet af mennesker, som subjektivt har tolket, hvad de anser for guddommelige bud. Og de er skrevet på en tid og i et samfund, som er fundamentalt anderledes end vor tid. Intet moderne samfund kan leve med, at sådanne ældgamle skrifter ord for ord skal tages for pålydende og helt håndgribeligt omsættes til vor moderne tid. 1 For mig at se er dette en tankevækkende formulering, fordi det får mig til at tænke over, hvilke antagelser denne udtalelse er baseret på. Her fremgår det jo tydeligt, at man på forhånd har dannet sig en mening om bl.a. Bibelen. For mig at se er der heller ikke tale om noget positivt bibelsyn: ældgamle skrifter, forfattet af mennesker, som subjektivt har tolket, hvad de anser for guddommelige bud og som ikke skal tages for pålydende i vor moderne tid. Dette er noget af en udtalelse! Men jeg mener, at udtalelser som disse er baseret på det verdens- og livssyn, som man i forvejen har, og som er afgørende for de konklusioner, man når frem til vedrørende tro og hellig skrift. Når alt kommer til alt, er konklusionerne altså baseret på nogle helt specifikke basisantagelser, som man har om den grundlæggende måde verden hænger sammen på. 1 http://www.see-j.net/index.php/see-j/article/view/127/119 2
Immanente og transcendente fortolkninger Selvom vi fortolker verden ud fra de forudgående antagelser, som vi har gjort om verden, så vil jeg dog ikke sige, at sandheden derved er relativ. Når sandheden bliver gjort til noget relativt og subjektivt, da er vi egentlig holdt op med at søge efter den grundlæggende sandhed. Om dette siger Niels Ove Rasmussen: Hvis det virkelig er tilfældet, at der ingen anden målestok findes end vor egen tid, og at vi må træffe vore afgørelser om sandt eller ikke sandt, om godt eller ikke godt, om forpligtende eller ikke forpligtende for os, alene på slutninger, vi drager ud fra samtidens almindelige fornemmelse af, hvad der er sandsynligt og hvad der åbenbart strider imod al sund fornuft da God nat! kristendom! Da er vi prisgivet menneskelig subjektivitet og vilkårlighed og anti-krists forførelse (Rasmussen 1978: 36). Grundlæggende ser det ud til, at der gives to helt forskellige basisantagelser af verden og livet. Den ene forholder sig kun til immanente årsager, mens den anden kan forholde sig både til immanens og transcendens. Vi har allerede mødt en immanent verdensforståelse, hvor Bibelen ikke betragtes som hellig skrift, men derimod som en ældgammel skrift, der ikke skal tages for pålydende i dag. Men der findes også forklaringsmodeller, der er åbne for transcendensen. I DBI s vedtægter defineres det ortodokse bibelsyns grundlag f.eks. på følgende måde: DBI bygger sit virke på de bibelske skrifters Kristusvidnesbyrd og på det skriftsyn, Jesus og apostlene havde, og som de bibelske skrifter selv giver udtryk for: 1. Bibelen er Guds ord, givet ved Helligåndens inspiration, fuldt troværdig og urokkelig, helt igennem og uadskilleligt Guds ord og menneskeord. 2. Bibelen er, sådan som den oprindelig blev givet, uden fejl og selvmodsigelser i alle sine udsagn, når alt forstås, som Helligånden og de bibelske forfattere har ment det. 3. Bibelen er som Guds åbenbaringsord givet os som vejledning til frelse; den er den eneste, men også fuldt tilstrækkelige, klare og absolutte autoritet i alle spørgsmål vedrørende tro, lære og livsførelse. 2 Sandhedsteorien kan ifølge Oftestad formuleres på følgende måde: en påstand er sann når den overensstemmer med virkeligheden (Oftestad 1973: 89). Er det sandt, at Bibelen kun er forfattet af mennesker, som subjektivt har tolket, hvad de anser for guddommelige bud? Eller er sandheden, at Bibelen virkelig er helt igennem og uadskilleligt Guds eget ord? Hvad er virkeligt? Har vi med virkeligheden at gøre, når vi taler om den kristne tro, sådan, som Bibelen beskriver den? Eller er virkeligheden, at den historisk-kritiske metodes påstande om Bibelen er sande? Dette udgør det, som Oftestad kalder: Det problemfyldte forhold mellom kristen tro og historisk-kritisk forskning (ibid.: 83). 2 http://www.dbi.edu/portals/0/vedt%c3%a6gter.pdf 3
En konflikt mellem to virkelighedssyn Når vi spørger, om den historisk-kritiske metode kan anvendes på den kristne tros budskab om historiske forhold, så støder vi på en konflikt ifølge Oftestad. Vi kan altså konstatere det vi kan kalle en konflikt mellom troens påstander og det virkelighetssyn, de påstander om virkelighetens beskaffenhet som historievitenskapen går ut fra (ibid.: 90). Oftestad påpeger, at de historisk videnskabelige påstande om fakticitet har som sit vigtigste kendetegn, at de lader sig logisk forene med påstandsindholdet i den virkelighedsmodel, som forskningen selv går ud fra. Hvad der er virkelighed, har historikeren altså taget stilling til allerede i sit metodiske grundlag. Hva som er historisk sant, dvs. hva som overensstemmer med den historiske virkelighet, blir avgjort ut fra det virkelighetssyn som den historievitenskapelige aksiomattik rommer (ibid.: 89). Både kristendommen og historievidenskaben gør krav på sandheden. Historieforskningen vil fremsætte sande påstande om det, som er sket i fortiden. Spørgsmålet er så, hvordan historieforskningen forholder sig til kristendommens forklaringer af fortiden, hvor der jo bliver refereret til en virkelighedsforståelse, der både indeholder immanens og transcendens. Siden den historisk-kritiske metode kun arbejder inden for et immanentistisk-kausalistisk virkelighedssyn, bliver forholdet mellem den kristne tro og den historisk-kritiske forskning altså problematisk, fordi denne forsknings virkelighedssyn betragter ikke det transcendente for at have noget med virkeligheden at gøre (ibid.: 90). Vi kan altså konkludere, at den historisk-kritiske forskning har en helt anden virkelighedsforståelse end Bibelen og den kristne tro. Og når metoden anvendes på den kristne tros budskab, bliver resultatet en opfattelse, der ikke giver plads for Guds direkte og underfulde indgriben og dermed heller ikke for guddommelig åbenbaring i handling og ord i bibelsk og frelsende forstand (Rasmussen 1978: 38). Der er altså tale om en metode, som siges at være neutral. Men vedrørende disse ting er neutralitet umulig, fordi alle forskere arbejder jo ud fra en bestemt synsvinkel. Som jeg tidligere har sagt, er vores meninger og udtalelser om verden formet af de antagelser, som vi i forvejen har om verden. Synsvinklen er altså ikke valgt ud fra videnskabelige principper, men er derimod anlagt før forskningen overhovedet er påbegyndt. Dette er af afgørende betydning for de videnskabelige konklusioner, som man kommer frem til også, når det drejer sig om Bibelen og den kristne tros budskab. Den historisk-kritiske metodes forudsætninger Niels Ove Rasmussen er meget afgjort, når han udtaler sig om disse ting. Han siger bl.a.: Det er af afgørende betydning, at vi erkender og ser i øjnene, at den her omtalte verdens- og historieopfattelse og det med den sammenkoblede videnskabsbegreb bygger på bestemte filosofiske forudsætninger af ateistisk eller agnostisk karakter (ibid.: 38). Vi har set, at det immanentistisk-kausalistiske virkelighedssyn ikke giver plads for guddommelig åbenbaring. Når man tager det i betragtning, så forstår jeg også godt, at Niels Ove Rasmussen siger, at dette verdenssyn har en ateistisk karakter. Det ser jo ud til, at kristendommens budskab om undere, 4
profetiske forudsigelser og guddommelig åbenbaring er afvist på forhånd. Er dette ikke det samme som at fornægte den kristne tro? For at finde ud af, hvor problemet egentlig ligger, mener jeg, at det vil være en hjælp at se lidt nærmere på tre helt centrale principper, som den historisk-kritiske metode gør brug af: 1. Kausalitetsprincippet: for at noget kan erkendes som historisk, må det være sket inden for årsagslovens ramme; der må altså foreligge en påviselig årsag til den pågældende hændelse 2. Analogiprincippet: for at noget kan erkendes som historisk, må der foreligge eller være mulighed for tilsvarende fænomener eller begivenheder, som der kan sammenlignes med; en ting må altså være sket før eller kunne ske igen på samme vis eller på lignende vis for at kunne anses for historisk. 3. Immanensprincippet: for at noget kan anerkendes som historisk må det være sket i denne verden (immanensen) og kunne forklares udelukkende herudfra uden henvisning til nogen overnaturlig eller guddommelig indgriben udefra (ibid.: 40). Vedr. de ovenstående principper understreger dr. theol. Sverre Bøe, at der ligger en spænding i bibelforskningens udgangspunkt.: På den ene side skal en finne naturlige årsaker og forklaringer på alle hendelser, og på den annen side har vi å gjøre med tekster som påberoper seg å fortelle om Guds spesielle inngrep i vår verden. Den historisk-kritiske metode bygger på et lukket verdensbilde, der forventer å kunne finne naturlige forklaringer på alt. Her står vi etter min mening ved et uløselig dilemma... (Bøe 2003: 59-60). Så snart vi anvender de ovenstående principper på Bibelens virkelighedsforståelse, opstår der altså problemer. I Bibelen arbejder vi nemlig med både transcendens og immanens. I historisk-kritisk forskning arbejder man derimod kun inden for immanensen. Dette fremgår jo tydeligt i selve immanensprincippet. Og hvis vi skulle anvende kausalitetsprincippet og analogiprincippet på Bibelens beretninger om undere, f.eks. Jesu opstandelse fra de døde, så ville man ikke kunne acceptere, at det, som Bibelen siger om Jesu opstandelse, virkelig er sket i tid og rum. Her ville man altså fortolke beretningen ud fra det immanentisk-kausalistiske virkelighedssyn, hvor analogiløse begivenheder, så som de dødes opstandelse, er afvist på forhånd. Og da er det, som Niels Ove Rasmussen siger: God nat! kristendom! Konklusion Jeg har sat mig for at gøre rede for livssynets betydning for fortolkningsarbejdet med særligt henblik på det problematiske forhold mellem kristen tro og historisk-kritisk forskning. Og når jeg undersøger, hvilke principper den historisk-kritiske metode arbejder ud fra, ser jeg også, at dens forudsætninger er helt uforenelige med den kristne tro. En af de mest fremtrædende repræsentanter for denne metode var Ernst Troeltsch (1865-1923). Det ser ud til, at han var selv klar over den foreliggende uforenelighed. Han siger selv: Når den historiske metode først er taget i anvendelse på bibelvidenskaben og kirkehistorien, så virker den som en surdej, der forvandler alt og sluttelig fuldstændig søndersprænger de teologiske metoders hidtidige form (Rasmussen 1978: 40). Og som vi har set ovenfor, konkluderer Oftestad også, at der er en konflikt mellem 5
det kristne virkelighedssyn og det virkelighedssyn, som historievidenskaben går ud fra. Har vi en virkelighedsforståelse, der kun indeholder immanens eller en, der indeholder både immanens og transcendens? Svaret på det spørgsmål er af afgørende betydning for forskningens konklusioner. Om dette siger Niels Ove Rasmussen: Men det kunne jo også tænkes, at de resultater, Troeltsch kom til og har givet udtryk for, skyldes, at han bygger på et aksiomatisk grundlag, udgår fra apriorisk antagne forudsætninger og forhåndsopfattelser, der stemmer svært dårligt overens med og kommer fuldstændig til kort over for den guddommelige og den gudskabte verden og virkelighed, der er langt mere omfattende og overvældende end Toreltsch meget begrænsede og indsnævrede forestillingsverden og virkelighedsforståelse, som han selv a priori antager for at være den eneste eksisterende (ibid.: 40). Når der skal drives fortolkningsarbejde vedrørende Bibelen og den kristne tro, er fortolkerens apriori-antagelser altså af afgørende betydning. Og vi har set, at den historisk-kritiske metodes forudsætninger er uforenelige med den kristne tro. Derfor kan den heller ikke anvendes på den kristne tro. Det er klart, at den kristne tro arbejder ud fra en forklaringsmodel, hvor døren er åben for transcendensen. Samtidig er det også klart, at den historisk-kritiske metode ikke arbejder inden for den samme forklaringsmodel. Der er altså tale om to helt uforenelige basisantagelser her, som er afgørende for fortolkningsarbejdet. Og når man sætter sig for at drive fortolkningsarbejde vedrørende Bibelen og den kristne tro på basis af den historisk-kritiske metodes aksiomer, da har man med en metode, der hviler på forkert grundlag, allerede på forhånd gjort det umuligt at nå frem til konklusioner, der rent faktisk stemmer overens med virkeligheden, sådan som Bibelen og den kristne tro beskriver den. 6
Litteraturliste Bøe, Sverre. 2003. Hva menes med den historisk-kritiske metode i bibelforskningen? Budskap 2003 - Årsskrift for Fjellhaug Misjonshøgskole. Oftestad, Bernt T. 1973. Historie, tro og forståelse. Oslo: Universitetsforlaget. Rasmussen, Niels Ove. 1978. Den historisk-kritiske metode kritisk belyst. Kristendomskundskab eller kristendomskritik 1. København: Dansk Bibel-Institut. Materiale hentet fra nettet http://www.see-j.net/index.php/see-j/article/view/127/119 (26.05.2012) http://www.dbi.edu/portals/0/vedt%c3%a6gter.pdf (26.05.2012) 7