Den pædagogiske fornuft og kritik fra før til nu Lilleskoleforeningens internat for skoleledere Tema: Til kritikken af den pædagogiske fornuft - på og uden for vores skoler Onsdag den 10.2. 2016 v/ Jens Erik Kristensen, DPU/AU
Oversigt 1. Den moderne pædagogiske fornuft og dens interpenetrationer 2. Lilleskolens oprindelige pædagogiske fornuft 3. Den pædagogiske fornuft i globaliseringens tidsalder 4. Lilleskolernes pædagogiske fornuft i globaliseringens tidsalder 5. Fra pædagogisk kritik til kritisk pædagogik
I. Den moderne pædagogiske fornuft fra 1700-tallet og frem 1700-tallet: pædagogikkens århundrede Den moderne pædagogiske diskurs - Locke, Rousseau, Kant oplysning som pædagogisk projekt - indlæring og/eller udvikling af det fornuftige og myndige individ? - mennesket som ubestemt og åbent (forbedringsevne/perfektibel) - filantropisme eller nyhumanisme - opdragelse eller dannelse - opdragelse til menneske og/eller til nyttig borger? - tilpasning udefra eller udvikling indefra (frigørelse) Fremtids- og fremskridtforventninger: - gennem oplysning at forandre mennesket og verden til det bedre Pædagogisk filosofi er knyttet til ny antropologi og til nye former for verdslig og utopisk historiefilosofi, men også til kulturkritik (fra Rousseau til Schiller, Marx og Nietzsche)
Et af de mest berømte svar på, hvad oplysning var og stadig er, finder man hos den tyske filosof Immanuel Kant i 1784: Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden en andens ledelse. Sapere aude! Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! Er altså oplysningens valgsprog. Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning? 1784
Variationer over den moderne fortælling om pædagogik som oplysning, frigørelse, myndiggørelse, individuel og demokratisk autonomi Den naturalistiske reformpædagogik fra 1870 til 1940 - udvikling inde fra gennem selvvirksomhed (psykologi) Den demokratiske progressivisme fra 1940/45 til 1980 - opdragelse til demokrati - demokratisk opdragelse (psykologi) Den samfundskritiske og frigørende pædagogik fra 1970 til 1980/85 - individuel og samfundsmæssig frigørelse gennem pædagogik Den postmoderne og systemteoretiske afsked med det modernes pædagogiske projekt (pluralisme, pragmatisme, kontingens, kompleksitet) Den globaløkonomiske fortælling om læring og kompetenceudvikling - den transnationale økonomisering af pædagogikken - fra progressivisme til developmentalisme
II. Lilleskolerne og den pædagogiske fornuft Ved sin etablering i 1948 var lilleskolen nærmest inkarnationen af tidens nye former for pædagogisk fornuft: Lilleskolen var et både reformpædagogisk og demokratisk progressivt modtræk til folkeskolen, der betonede børnenes medbestemmelse og det direkte eller aktive nærdemokrati som sin centrale drivkraft Fornuften hentes i den naturalistisk reformpædagogik (barnet i centrum, naturlig udvikling og vækst, selvvirksomhed, aktivitet), og i den demokratiske progressivisme, der dukker op under og efter krigen med afsæt i Dewey og skolen som demokratiske livsform og skolen som et læreog værested
Hængepartier og spørgsmål til lilleskolernes pædagogiske fornuft mellemværendet med folkeskolen forsøgsskole eller alternativ? Den sociale slagside den intellektuelle middelklasses privilegerede skole? Hvad er lilleskolens pædagogiske fornuft i dag? Der er brug for en ny Kaj Himmelstrup: Lille skole hvad nu? (1972) Hvordan positionerer lilleskolerne sig i forhold til den herskende pædagogiske fornuft Fordrer en ny pædagogisk kritik af de herskende former for skole og pædagogisk fornuft, der kan udmønte sig i en fornyet kritisk pædagogik Nye tidssvarende dannelsesidealer???
III. Den pædagogiske fornuft i globaliseringens tidsalder?
Den globale uddannelseskonkurrence som epokal ramme Globalisering efter Murens Fald 1989 ff. en politisk konfirmeret ny økonomisk verdensorden (frihandel, liberalisering af finansmarkeder og skærpet konkurrence) svækket nationalstatslig suverænitet, styrkede transnationale organisationer (EU, OECD, IMF, Verdensbank m.v.) globaløkonomisk konkurrence som global uddannelseskonkurrence: uddannelse som globaløkonomisk konkurrenceparameter uddannelsesøkonomiens revival og hegemoni via nye human kapitalteorier og nye vækstteorier (endogen vækst) i alliance med økonomiens hamskifte fra industri- til vidensøkonomi i kølvandet på den nye globale arbejdsdeling (heads and hands)
Globalisering og europæisering af uddannelsespolitikken Den nye uddannelsespolitiske universalisme Ø uddannelse som investering i og produktion af human kapital Ø uddannelse som livslang læring, kompetenceudvikling og employability Ø uddannelse som mobilisering af nationers menneskelige ressourcer, potentialer og talenter national human ressource management Ø uddannelsespolitik som beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik Globalisering via OECD, IMF, Verdensbanken m.v. Ø Baseret på globale sammenligninger: IEA: TIMMS, PIRLS, OECD: PISA Ø Fra komparativ pædagogik til governance by comparison m.v. Europæisering via EU Ø Fra Maastricht-traktat til Lissabon-processen Ø Bolognaprocessen 2000 ff
Den transnationale uddannelsespolitik og -økonomi som baggrund a) Uddannelse som global-økonomisk konkurrenceparameter og global-økonomisk konkurrence som global uddannelseskonkurrence (heraf betydning af internationale sammenligninger PISA m.v. der kobler det komparative med det kompetitive ) b) Uddannelse som investering i og produktion af human kapital humankapital-teoriens revival og modernisering i 1990 erne (OECD) Mennesker og individer som entreprenører for deres humankapital c) Uddannelse som mobilisering af nationens menneskelige ressourcer og uddannelsespolitik som nationalt human ressource management fra vuggestue og frem. Mennesker som ressourcer : dvs. det, der er til for at blive udnyttet, men i dette øjemed først skal udvikles: kompetenceudvikles gennem læring livslangt og bredt
Globaliseringen 1990 ff. og dens tre universalistiske pædagogiske diskurser Uddannelsesøkonomiens diskurs (OECD, EU, WTO, IMF) uddannelse som betingelse for vækst og konkurrenceevne uddannelse som vidensøkonomisk investering i human kapital uddannelse som kompetenceudvikling af menneskelige ressourcer Læringsdiskursen (OECD, Unesco, EU) læring som det pædagogisk set mest fundamentale og universelle læring som livslangt, livsbredt og livsdybt knyttet til individers personlige kompetenceudvikling og employability Inklusionsdiskursen (Unesco, FN) inklusion som handicap-, social-, integrationspolitisk og pædagogisk ideal og projekt: læring & inklusion som forebyggelse, mobilisering og aktivering af marginaliserede befolkningsressourcer
Problem: al pædagogik bliver til uddannelse Education og uddannelse Det engelske og franske education er semantisk meget bredere end det danske uddannelse, der tidligere var relativt snævert knyttet til kvalifikations- og professionsbegrebet: at være uddannet i et bestemt fag Education rummer også: opdragelse, undervisning, dannelse udover uddannelse, der på engelsk ofte omtales som education and training. Den danske oversættelse af education med uddannelse snævrer begrebet ind til det arbejdsmarkeds-relaterede: education falder tendentielt sammen med employability På engelsk taler man om, education bliver til learning i Danmarks er problemet, at alt bliver til uddannelse eller forberedelse hertil
Livslang læring livslang uddannelse Afsæt i voksenpædagogikken i 60 erne og 70 erne: Unesco s Learning to be: The World of Education Today and Tomorrow (1972): Livslang læring som udvikling af menneskelige potentialer hinsides opdragelse, uddannelse og kvalificering og det formelle uddannelsessystem Livslang tilbagevendende uddannelse (OECD 1974) Den lærings- og kompetencepolitiske vending i den transnationale uddannelsespolitik (OECD, EU, Unesco) 1995ff: Orientering mod arbejdslivet og legeringen med kompetencebegrebet og human ressource-tænkningen: livslang kompetenceudvikling gennem læring vidensøkonomiens salt & peber
Læringsdiskursens hegemoni via en kombination af forskellige og delvist modsatrettede tendenser og udviklinger: fremvækst af nye konstruktivistiske læringsteorier, der betoner elevers aktive rolle i læring og konstruktion af viden og forståelse og dermed samtidig underviserens mere tilbagetrukne rolle som facilitator og vejleder den postmoderne kritik af, at uddannelsesprocesser kan kontrolleres af underviseren læringens tavse eksplosion fremvækst af uformel læring og læringsarenaer i hele livsforløb neoliberal politik, der positionerer individer som ansvarlige for egen læring og uddannelse og entreprenører for egen humankapital Har tilsammen affødt læringsgørelse af uddannelser og ændring i vokabularium om uddannelse
Læringsdiskursen (Unesco, OECD, EU) læring som det pædagogisk set mest fundamentale og universelle læring som udvikling af menneskelige potentialer og talenter læring som livslangt, livsbredt og livsdybt knyttet til individers personlige kompetenceudvikling og employability fra undervisning til læring Kompetenceudvikling fra human ressource management (fra kvalifikation-kompetence) nøglemediator mellem arbejdsliv og uddannelsessystem performance-kategori (situationel handleberedskab) fra kvalificering til kompetenceudvikling
Læringsdagsordenen - Læring er blevet det universelle nøglebegreb i pædagogik og uddannelsespolitik - Lærings-fremme er blevet en central velfærdsydelse og politisk målsætning, der skal styres, ledes og optimeres via centrale mål og evidensbaserede indsatser (hertil et nyt lag af lærings-mellemledere ) - Det handler om uddannelse og employability og uddannelse kan i dag bringes på formlen livslang kompetenceudvikling gennem læring, der starter senest i vuggestuen og børnehaven - Der tænkes i et lærings- og uddannelseskontinuum fra 0-18, der vil udfordre de historiske forskelle og grænser mellem institutioner og professioner. - Læring er blevet en eksistentiel dagsorden: at være er at lære at være i livslang, livsbred og livsdyd udvikling og læring: lærings-subjekter
Kompetenceudvikling af - det hele menneskes performative kapaciteter Kollektive Holdninger Viden Egenskaber handlen Kundskaber Personlighed Færdigheder Individuelle
Kompetence- og læringsbegrebet erobrer det pædagogiske felt Kompetencerådet (1999) og Unesco (1996) Kollektive (Holdning) (Viden) NKT: Relationskompetence Læringskompetence Unesco: Learning to live together Learning to know Egenskaber (Personlighed) (Færdigheder) Kundskaber NKT: Meningskompetence Forandringskompetence Unesco: Learning to be Learning to do Individuelle
Opsamling a) at læring grundlæggende er individualistisk og individualiserende også når der er tale om kollaborativ og kooperativ læring b) læring er et procesbegreb - betegner processer, men er åbent og tomt med hensyn til indhold og retning og mål: hvad skal elever lære - udover at lære at lære og til hvilket formål bør de lære at lære? Læring er pædagogikkens nihilisme mister værdier og formål af syne Kompetenceudvikling er pædagogikkens machiavellisme - kompetence: et strategisk handleberedskab i forhold til uforudsete opgaver og situationer, der i sin afskalning af dyden minder mest om Machiavellis virtu : i dag forventes vi alle at være fyrster i eget liv
Forståelser af uddannelse? uddannelse i sin oprindelige snævre betydning: kvalificering af den individuelle arbejdskraft med henblik på arbejdsmarkedet generaliseres via ideen om, at uddannelse er at forstå som livslang kompetenceudvikling gennem læring med henblik på fortsat og fleksibel employability og marketability uddannelse selvstændiggjort som en økonomisk problematik (human kapital, human ressource og entrepreneurskab) uddannelse har koloniseret hele det pædagogiske felt (omsorg, opdragelse, undervisning, dannelse m.v.) og starter i dag senest i vuggestue og børnehaver (læreplaner m.v.), som derfor orienteres mod arbejdsmarkedet, employability og arbejdsduelighed uddannelse bliver genstand for økonomisk styring ( fremdrift, produktivitet, effektivitet, mål- og resultatorientering m.v.) som et spørgsmål om kvalitet
I det moderne komplicerede samfund er det nødvendigt at indse, at et menneskes uddannelse begynder ved fødslen og at daginstitutionerne er en del af uddannelsessystemet! Den fundamentale og grundlæggende del oven i købet ( ) Daginstitutioners rolle i uddannelsessystemet er at skabe et beriget uformelt læringsmiljø, der kan sikre en række minimumskompetencer hos danske børn, så de har det nødvendige fundament i orden, som deres videre uddannelse skal bygges på. Dr. pæd og lektor Steen Larsen, Danmarks Lærerhøjskole 1996
Det pædagogiske felts rationaler (civil samfund) Socialisering (stat) Egenskaber (individ/person) Opdragelse/dannelse medlem, medborger kulturelle fællesskab Omsorg for læring/udvikling individ som person det livsduelige individ Undervisning/oplysning statsborger/undersåt politiske fællesskab Kundskaber Uddannelse/kvalificering individ som arbejdskraft det arbejdsduelige individ (arbejds)-marked) Individualisering
Det pædagogiske felt Socialisering (civil samfund) Opdragelse/dannelse individ-fællesskab deltagende medlem/medborger hjem/institution etisk-kulturel integration Egenskaber (stat) Undervisning/oplysning stat-folk/befolkning myndige, demokratisk statsborg skolevæsen politisk-juridisk integration Kundskaber (individ) Omsorg for udvikling/læring frisatte individer/personer projektleder i egen eksistens selvudvikling/-realisering autenticitet/kreativitet Uddannelse/kvalificering ejendomsbesidder/arbejdskraft entreprenør for human kapital kompetenceudvikling/hrm employability/fitness (arbejdsmarked) Individualisering
Dannelsesidealer i det aktuelle uddannelsesregime? Ikke religion, natur/fornuft, nation/folk, demokrati/lighed m.v., men økonomi, produktivitet og konkurrenceevne, der gør Employability til det nye og altoverskyggende formål for alle uddannelsesprocesser og uddannelsesinstitutioner og det entreprenante eller opportunistiske individ (rational choice) til det nye dannelses- og individualitetsideal den arbejdsduelige, selvmotiverende, selvforsørgende og entreprenante medarbejder-borger livsduelighed som arbejdsduelighed
Dannelse nogle grundlæggende (overhistoriske) træk: handler om forholdet mellem kundskaber og egenskaber handler om forholdet mellem individualitetsformer og normer og om forholdet mellem individualitet og socialitet/fællesskab derfor kan vi ikke undvære eller slippe af med dannelsesbegrebet, selvom mange gerne ville skrotte og pensionere det dannelsesproblematikker vil altid dukke op som de normative dimensioner af enhver form for pædagogik og uddannelse (menneskesyn, målforestillinger, værdier og idealer m.v. også de implicitte)
Globale tendenser Globalisering åbne økonomier, åben samkvem; øget sammenlignelighed og global uddannelseskonkurrence formidlet over transnationale organisationer som OECD, EU WTO, IMF m.v.; transformation af nationalstater til nationale konkurrencestater Vidensøkonomisering den globale økonomis samtidige hamskifte til en videns- og innovationsøkonomi (og forvandling af samfund til videnssamfund ); pædagogikkens vidensøkonomiske transformationer Individualisering øget frisættelse fra forudgivne traditioner, normer, roller og forventninger; øget fokus på individers ansvar og læring Multikulturalisering øget kulturel, etnisk og religiøs diversitet og udfordringen af homogene nationale kulturer og af folket som basis for demokrati (etnos demos)
De store globale tendensers konfiguration (civilsamfund) Kollektive (stat) (Multi-)kulturalisering øget kulturel/etnisk diversitet sammenhængskraft (inklusion) (socialitetsformer) Trans-/renationalisering fra velfærds- til konkurrencestat sammenligningskraft (præstation) (suverænitet/guvernementalitet) Lokalisering Glo-kalisering Globalisering (heterogenisering) (homogenisering) (individ) Individualisering frisættelse/ansvarliggørelse skaberkraft (kreativitet) (individualitetsformer) Individuelle Videns-/innovationsøkonomi fra arbejdskraft til human resurse konkurrencekraft (innovation) (arbejds-, produktions- og org.former) (marked)
De globale tendensers pædagogiske aftryk og problematiseringsformer (civilsamfund) Kollektive (stat) (Multi-)kulturalisering kulturel/etnisk diversitet marginalisering, inklusion sammenhængskraft Trans-/renationalisering fra velfærds- til konkurrencestat aktivering-mobilisering af befolkn. sammenligningskraft Lokalisering Glo-kalisering Globalisering (heterogenisering) (homogenisering) Individualisering Global videns-/innovationsøk. socio-kulturel frisættelse ansvar, fitness og kreativitet skaberkraft optimering af humane ressourcer performance og kompetence konkurrencekraft (individ) Individuelle (marked)