Med kærligheden som kaptajn Skrevet til konfirmanderne i Luxembourg Af Karsten Erbs

1 Med kærligheden som kaptajn Skrevet til konfirmanderne i Luxembourg Af Karsten Erbs 1. akt - På en mark udenfor Erfurt Fortæller 1 og fortæller 2 samt Luther. Luthers venner: Käthe, Johannes, Thomas og Petrus. Fortæller 1: Det skete en søndag i maj måned for nogle år siden. Nærmere bestemt sådan cirka for 500 år siden. Martin var på vej tilbage til universitetet efter sommerferien. Dengang var der ikke noget der hed jernbane og rejsekort, så han måtte gå på sine fødder. Der var langt. Og der var lang tid til at tænke over alting. Det gjorde han så. Han var 21 år gammel og lidt i tvivl om sin vej ud i verden. Han sagde nogenlunde sådan her til sig selv. Jeg er på vej tilbage til mine studier. Min far siger jeg skal. Min mor siger det også. De er bare i den grad enige. Jeg skal være jurist. Så kan jeg nemlig hjælpe deres firma med at blive større i fremtiden. De vil bestemme alt. Men jeg dur ikke som jurist. Jeg har slet ikke lyst. Der er ting som er meget sjovere. At spille lut for eksempel. Jeg elsker det. Sammen med vennerne og sammen med Käthe tager jeg den altid frem. Så starter festen. Jeg kunne godt tænke mig at dyrke luth en. Min far siger det kun er fis og ballade. Men hvorfor er musik ikke godt nok. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med mit liv. Har jeg ikke min fri vilje til selv at bestemme? Det er der vist ikke meget der tyder på. Jeg kunne gå i kloster. Det er altid en mulighed. Men så er det slut med det sjove, med Käthe og vennerne. Med musikken. Det hele. Men det er der ingen der kan forhindre mig i. Det er altid i orden at gå i kloster. Fortæller 2: Og dér kunne han komme til før han regnede med. I kloster. Han var altså til fods mod Erfurt i det Herrens år 1505. Det er den 19. maj universitet begynder et nyt semester. Martin kan se byen. Pludselig er der et kæmpe lys omkring ham, så han må kaste sig ned på jorden. Det var et tordenvejr af de helt store. Det lynede helt vildt. Han var helt alene midt i alt det kaos af lys. Han panikkede totalt. Og knælede ned og bad til sin fars helgeninde, bjergværksindustriens skytshelgen, Sankt Anna, jomfru Marias moder. Kære hellige moder Sankt Anna. Hjælp mig! Jeg dør! Jeg er helt omgivet af ild på alle sider. Der er ingen til at hjælpe mig uden dig. Hvis du hjælper mig, så lover jeg dig, at jeg vil gå i kloster. Jeg mener det! Jeg vil blive munk! Fortæller 1: Og tordenvejret stoppede. Sådan gik det til at Martin Luther gik i kloster i stedet for at læse videre til jurist. I uvejret på den åbne mark uden for Erfurt havde han mødt en magt der var større end alt andet. Større end selv hans far og mor. Senere forstod han, at det var Gud selv som havde kaldt på ham i tordenvejret. Allerede den 17. juli bankede han på klosterets port. Aftenen forinden holdt han en kæmpefest på kollegiet for alle sine venner og for Käthe naturligvis. Käthe var hans kæreste. Som også læste på samme universitet. Tag nu jeres glas og skål med mig! Skål og velkommen! Vi skal have fest og ballade. For jeg har noget jeg skal fortælle jer. Noget vigtigt. Men først skal vi have noget at spise. Johannes: Der er altid gang i dig, Martin. Du kan bare ikke forholde dig i ro. Men festlig det er du. Du er bare en af mine bedste venner. Skål Martin.

Ja du er nu noget for dig selv. Den muntreste af alle jurastuderende her i Erfurt. Men der er sket dig noget. Det har jeg en fornemmelse af. Du har været anderledes siden vi begyndte på studierne igen. Fortæl nu, hvad det er. Nej. Ikke endnu. Giv mig min lut, så vi kan synge sammen. Käthe! Du er så tavs. Hvad er der med dig? Smil nu til din Martin. Bare lidt. Det er rigtignok, som Thomas siger: Du er så forandret. Jeg kender dig slet ikke igen. Du gør mig så nervøs. Du plejer ikke at skjule noget for mig. Hvor længe har vi været kærester? Snart længe nok til at vi burde kunne fortælle hinanden alting. Men siden du kom tilbage hjemmefra, har du næsten ikke sagt et ord. Petrus: Helt ærligt Martin. Kan du ikke lige sige, hvad det er vi fejrer i aften. Har du fået en million med fra dine forældre, så vi kan more os. Spise og drikke. Eller er du blevet uvenner med dem. Har du sagt til dem, at du ikke vil læse til jurist. Ok. Jeg kan se det er nødvendigt, at jeg fortæller jer det hele. I er mine bedste venner. Der skete noget på vejen her til. Noget afgørende. Det er rigtig nok, at jeg ikke har lyst til at læse jura, men det har ikke noget med det at gøre. På vejen hertil mødte jeg Gud. Ja og jeg er paven ikke? Nej den skal du længere ud på landet med. Det er rigtigt. Jeg mødte Gud i et voldsomt uvejr. På en helt flad mark her udenfor Erfurt. Lyset var så voldsomt, at jeg blev helt skrækslagen. Jeg faldt til jorden af skræk. Kan I huske fortællingen om Paulus. Før han blev discipel. Han var modstander af kristendommen. Men engang han var på rejse til Damaskus, blev han standset af Gud på akkurat samme måde. Og han blev en af Jesus største disciple. Jeg tror det var det samme, der skete for mig. Jeg skal også være hans tjener. Først blev jeg ræd og bad til Sankt Anna om hjælp. Jeg lovede jeg ville gå i kloster. Og straks holdt lynene inde. Og jeg forstod, at det vár Gud der ville have mig til at arbejde for sig. Hvad siger du? Martin det kan du da ikke. Du kan da ikke bare forlade verden og gå i kloster. Du er så livsglad. Det er måske ikke at melde sig ud af verden Käthe. Det er for mig et forsøg på at komme nærmere verden, at finde altings mening, at blive et godt menneske. Ja og du forlader altså mig. Så vidt jeg ved, skal munke leve i cølibat. Hvis du bliver munk, Martin, så kan vi jo ikke være sammen. Kan du ikke se det? Skulle det være at blive et godt menneske? At fornægte kærligheden? Jeg fornægter ikke kærligheden, men jeg tror det er vigtigst at finde en endnu større kærlighed. Derfor skal jeg læse i Bibelen dagligt, bede til Gud for at nærme mig ham, blive god nok til at tale med ham. Kærligheden til Gud er vigtigere end alting andet. Det er det, der er gået op for mig. Johannes: Jamen Martin kan du da ikke nærme dig Gud herude i det virkelige liv? Du behøver da ikke at gå i kloster for at finde ham. Gud er vel også herude? 2

Her uden for klosterets mure er jeg optaget af alt muligt andet, studier, penge, forbrug, min kæreste, at få det godt og at blive rig. Her er alt for meget der vil fjerne mig fra Gud. Jeg vil give det en chance. Jeg er sikker på, at det var Gud der kaldte på mig igennem lyset fra tordenvejret. Jeg skal noget. Jeg ved ikke hvad. Men jeg ved, at det er vejen jeg skal gå ad. Petrus: Jeg kender dig så godt min ven. Jeg ved at når du siger sådan, så er der ingen vej tilbage. Du har altid stået ved det, du sagde. Og ikke syv vilde heste kan få dig fra det. Ikke engang Käthe. Du har helt ret. Jeg ved, det er det jeg skal. Og det bliver en lang vej. Og jeg vil bare gå til den. Når mine første år som munk er overstået, vil jeg læse videre på universitetet. Jeg vil virkelig forsøge at komme til bunds i, hvad kristendom er for noget. Jeg tror der ligger mere i den end det som kirken fortæller os. Det er som om præsterne bare kører det hele. Jeg vil helt ind i kristendommens maskinrum og finde ud af, hvad den betyder for vores liv. Det tager jeg hatten af for. Du tør simpelthen tage et opgør med din far om det her. Du ved godt han bliver splitterravende tosset ikke? Han vil sikkert gøre dig arveløs. Nå det kan jo også være lige meget, for som munk må du slet ikke eje noget. Du ender sikkert med at sætte dig op mod mange andre. Ja, mod paven selv. Modig det har du altid været. Tak skal du have Thomas. Jeg er taknemmelig for at I forstår mig. Lad os nu spise og drikke og more os. Så kan I følge mig til klosteret port, så jeg når morgensangen kl. 5. Fortæller 2: Og så begyndte festen. De gjorde sig store tanker om alting. Om livets mening. Om kærlighedens betydning. Om altings sammenhæng. Den eneste der ikke sagde så meget var Käthe. Det var der jo heller ikke noget at sige til. Hun havde lige mistet sin kæreste. Da de hen på morgenen stod uden for augustinerklostrets port tog de alle afsked med Martin. Til sidst stod kun Martin og Käthe tilbage. Martin du ved, at jeg elsker dig så højt. Og nu kan vi ikke være sammen mere. Jeg er så ked af det. Käthe du må undskylde. Jeg er ked af at jeg kommer til at gøre dig ulykkelig nu, men jeg føler ikke jeg har noget valg. Jeg synes du er den vidunderligste pige og det bedste menneske, jeg nogensinde har mødt. Jeg vil aldrig glemme dig. Du vil altid være i mit hjerte. Måske kommer der en dag, hvor vi atter kan se hinanden. Vi vil holde kontakt med hinanden. Jeg er jo ikke død. Jeg er bare på vej til at blive en munk. Farvel Käthe. Giv mig et sidste knus! Jeg elsker dig. Jeg vil aldrig glemme dig. Gør det, du skal nu. Bliv munk. Find Gud. Måske får jeg dig at se igen! 3 2. akt Et mellemspil med de 4 venner som fortællere Käthe, Johannes, Petrus og Thomas Vi har fulgt ham nu de sidste mange år. På afstand, naturligvis. Han blev jo kronraget. Blev munk. Har levet i sit augustinerkloster i Erfurt og bare koncentreret sig om at være munk. Intet andet. Ikke en eneste gang har jeg hørt fra ham. Det er jeg naturligvis ulykkelig over. Men jeg respekterer det også.

Johannes: Kære Käthe. Jeg ved hvor hårdt det har været for dig. Jeg håber, du har handlet rigtigt med det valg, du har truffet nu. At du vil gøre som Martin. At gå i kloster. Jeg ved bare ikke af andet. Og jeg tror jeg gør det rigtige. Jeg vil give det en chance. Det er på en måde at være sammen med Martin på. Men også fordi jeg gerne selv vil nærme mig livets mening. Jeg tror du vælger rigtigt. Det er bare spændende at dykke ned i alt det, der har med Gud at gøre. Det er som om det alene er der, vi virkelig får et rigtigt forhold til vores eksistens, til det at være et menneske. Petrus: Og med alt det vi har hørt om Martin, så bliver det mere og mere spændende. Han er ved at reformere hele kirken, tror jeg. Han tager det så alvorligt. Han vil helt til bunds i det. Han går til kilderne. Jamen er det ikke også bare vanvittigt at munkene slet ikke læste det ny testamente. Evangelierne. Jesu egne ord. De skulle bare læse fortolkninger. Kirkens egne fortolkninger. Men det ville Martin ikke finde sig i. Johannes: Han var som en maratonløber i begyndelsen. Han overdrev alle klosterets strenge regler om at være nøjsom, at faste og at arbejde. Ind i mellem var det en besættelse for ham, har vi fået fortalt. Så slemt at han engang i mellem måtte på klosterets sygeafdeling for at blive fedet op igen, når han havde fastet og arbejdet for meget. Han syntes aldrig han levede ydmygt nok. Han var bange for Gud. Han troede ikke Gud kunne acceptere ham. Han så Gud og Kristus som sine dommere. Han knælede ned hele tiden. Turde ikke rejse sig. Men vi har hørt, at der er sket ting og sager. Og det er bare så spændende. For det første blev Martin snart den allerdygtigste teolog. Allerede 7 år efter vi tog afsked med ham ved klosterporten i Erfurt blev han doktor i teologi. Han er det klogeste hoved i hele området. Petrus: Og ganske få år efter blev han forfremmet til professor ved det ny universitet i Wittenberg. Der er han nu. Han har sin egen afdeling på klosteret, hvor studenterne også bor i samme hus som ham. Hele tiden er der samtale om det vigtigste af alt. Meningen med livet. Johannes: Og Martin er nået frem til en helt ny forståelse af Gud. Hør nu godt efter, for det her kan reformere hele kirken. Kristus er ikke dommer. Jo, det er han nok, men han dømmer med kærlighed. Det vil sige, at han tilgiver mennesker deres fejltrin. Vi skal ikke være retfærdige, som kirken ellers har sagt indtil nu. Vi får retfærdigheden fra Gud bare ved at tro og derefter leve med kærligheden som kaptajn. Mennesker har i vores tid levet i evig frygt for livet efter døden. De har været overbevist om, at de ville blive straffet hårdt af Gud i Helvedes forgård, skærsilden. Hør bare lige, hvordan vi alle har været undertrykt af den nuværende kirke. 4 3. akt Johan Tetzel og hans afladshandel

5 Dante og Tetzel Goddag ærede publikum. Jeg er Dante. Det er mig der har skrevet Den guddommelige komedie, for jeg synes altså det er herligt at betragte menneskers levevis. Hver og en af os har bekymringer med den måde vi lever på. Med andre ord, vi har ofte dårlig samvittighed. Og vi er temmelig meget nervøse for, hvordan det skal gå os når vi en dag skal stå foran livets dommer. Det er jo det, jeg altid har sagt. Dommen. Det er dommen, der tynger os alle. Derfor er det vigtigt, at der findes sådan nogle som mig. For jeg kan befri folk fra deres frygt. Så let som ingenting. Jeg ved nu ikke rigtig med dig. Du er mig et nummer for kapitalistisk og markedsorienteret. Du tænker kun på penge. Naturligvis. Det gør vi alle. Det behøver vi ikke at være flove over. Det er en del af syndefaldet. De syv dødssynder. Det hænger ved os. Jo men samtidig er vi jo også kede af det. Vi er ikke som vi skulle være. Det er det jeg har skrevet om i min komedie. Og jeg har konstrueret helvede, så det passer til de syv dødssynder. Det værste sted, du kan komme i Helvede er der, hvor du livet igennem har givet efter for vellysten. Men det er også slemt at have levet i frådseri eller i gerrighed. Og slemt er det at leve i dovenskab og i vrede. Måske allerværst er misundelse og hovmod. Der har du hele balladen. I de syv synder. Ja og vi i kirken vi har konstrueret et sted i Helvede, som du ganske rigtigt kalder Skærsilden. I skærsilden, den rensende ild, bliver vi gjort rene, så vi endelig kan møde Gud selv i Paradiset. Og vi har regnet lidt på tiden, du skal være der, kære Dante. Det bliver mange hundrede år, kan jeg betro dig. Åh tak skal du have. Du er sådan en venlig en mand. Men jeg synes det hele er en herlig komedie. Jeg kan bare ikke lide at I snyder fattige og godtroende folk. Det gør vi da i en god mening. Vi giver dem sjælefred. Når jeres penge i min kiste klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer! Du har hørt mit salgsslogan ikke? Når bare pengene kommer til mig, så nedsætter Paven deres tid i skærsilden. Du ved, vi har så mange helgener i vores kirke. Det betyder også at vi har så mange opsparede gode gerninger. Det er dem vi sælger ud af. Folk får et stykke papir på det. Ikke? Et afladsbrev. Det er meget enkelt. Og folk får fred. Ja og I får bygget Peterskirken stor og flot for pengene. I er mig noget smarte. Penge og magt, det har I forstand på. Hvor længe skal I så være i renseriet, tror du? Jeg tror det bliver længe. Og I har ovenikøbet gjort det sådan, at folk også kan købe for deres afdøde slægtninge og redde dem ud af den suppedas, som de selv har sat sig i. Ja hør nu bare her. Du ved ham den tyske munk Luther. Ham med teserne mod mit gode menneskekærlige arbejde. Da han for år tilbage som god katolik var til møde i Rom købte han forsvarligt ind af afladsbreve. Ja han var så ked af det, at hans forældre ikke var døde, for så ville han også have købt til dem.

6 Det er virkelig en guddommelig komedie I har lavet. Gid Fanden tager godt i mod dig. I lige måde 4. akt - Wittenberg Bogtrykkeri Bogtrykkeren og lærlingen Så kan du godt gå i gang. Vi skal trykke teserne igen. Han vil have flere flyers. Mange flere. De skal nå ud i hele Tyskland. Det er fuldkommen vildt. Lærlingen: Hvor mange eksemplarer denne gang? 4000 flyers mere. Men det er jo let gjort. Vi har stadigvæk satsen liggende. Ved du hvad, det er faktisk spændende at være med til det her. Jeg tror på, at der sker noget stort. De her teser er bare en revolution. Folk er vilde med dem. Og vi er med til at gøre det muligt. Takket være vores moderne trykkemaskine. Lærlingen: Jeg har læst dem. Teserne. Luther siger tingene lige ud. Det som vi ikke har turdet sige, men som de fleste af os har tænkt. Jeg kan godt lide tese nr. 27. De forkynder menneskelære, når de siger, at sjælene udspringer, når pengene i kisten klinger. Og den næste med: nr. 28. Det er sikkert, at når pengene i kisten klinger, så øges profitten og begæret; men kirkens forbøn er alene bundet til Gud. Er det ikke det vi alle sammen har gået og tænkt. Det er en forretning, som skal betale den ny Peters kirke. Jeg kan godt lide, at du læser hvad du sætter med de små bogstaver. Og jeg kan især godt lide at du også tænker over det du læser. Hvis alle ville gøre det, så kan vi virkelig komme til at gøre en forskel her i verden med vores bogtrykkeri. Ord er farlige. Lærlingen: Hør her mester! For det her tror jeg der er mere krudt i end i noget som helst andet. Det er nr. 37. Enhver kristen, hvad enten han er levende eller død, har delagtighed i alle Kristi og kirkens goder uden afladsbrev, for det gives ham af Gud. Helt ærligt, siger Luther ikke her, at vi alle står lige overfor Gud. At vi slet ikke behøver præster eller rettere, at vi alle sammen er præster? Er det ikke det han siger? Sysss. Ti dog stille dreng. Er du rigtig klog. Sådan noget kan man jo blive brændt for at sige. Men jeg tror du har ret. Det er nok det allerfarligste Luther er inde på. Så bliver der ballade i gaden. Tænk hvis Gud slet ikke er den hårde dommer, som de har sagt hele tiden, men derimod en kærlig Gud. Lærlingen: Og jo altså også at vi hver for sig har adgang til Gud. Vi behøver ikke at skulle omkring de strenge præster med al deres bod. Pas nu lige lidt på med at tænke alt for langt. Jeg har hørt at Luther har fået en bandbulle. Altså at han er blevet smidt ud af kirken, dersom han ikke tilbagekalder alle sine teser inden fjorten dage. Lærlingen:

7 Men så har du måske ikke hørt det sidste nye. I går aftes samledes en menneskemængde på torvet for at tale sammen om den bandbulle. De holder alle sammen meget af Luther og er nervøse hvor hvad der kan ske. De samles for at vise deres støtte. Og så kommer han selv og holder bandbullen i vejret. Derefter tager han en tændstik og sætter ild til den. Han vil fra nu af kun lyde Guds ord. Det er bare for vildt! Nå nu ikke mere snak. Nu skal der arbejdes. Vi skal have det flyveskrift ud hurtigst muligt. 5. akt Luther som Junker Jörg på Wartburg Jörg og Philip Melanchton og Frederik den Vise Puha. Kære Frederik! Det var barske løjer. Jeg blev lammet af skræk. Jeg vidste intet om det. Det kom fuldstændig bag på mig. Jeg var bange for, at det var voldsmænd, der ville fange mig arme fredsløse menneske. Det må du undskylde mig min kære Junker Jörg. Nej, jeg kalder dig altså Martin. Martin det var den eneste måde at gøre det på. Og jeg kan love dig, at der er nok, der for penge ville gøre det som Kejser Karl har ønsket, nemlig en død Martin Luther. Ja ja, jeg er også kommet over det nu. Og naturligvis har du ret. Jeg er fredløs. Enhver der vil, kan slå mig ihjel. Og ovenikøbet få ros og penge for det. Men forklar mig lige min gode hertug hvad det hele går ud på. Jeg har overfaldet dig og dine folk. Jeg har bortført jer på den mest øde strækning jeg kunne finde. Og derfra har jeg i hast redet jer her til min faste borg som hedder Wartburg. Ja du kender den naturligvis. Her er I nu mine gæster. Ikke fanger. Du og Philip. Alle de andre har vi bragt til Wittenberg med ordre om at fortælle, at de ikke ved, hvor I to befinder jer. Nu bliver du i hvert fald her indtil stormen har lagt sig. Hele Tyskland er i oprør. De fleste er dine tilhængere. De vil gøre alt for dig. Ja, det ved du. Du så selv hvor mange mennesker der var på din side i Worms. De er så stolte af dig. Men du har også fjender. Stærke og magtfulde fjender. Det skal du bare vide. Nå sådan! Hvor længe tror du jeg skal spille junker Jörg? Hvor lang tid skal jeg være her? Det er ikke til at sige. Det kan blive længe. Men i hvert fald et år. Det tror jeg. Derefter vil reformationen, som du har begyndt, have sat så meget i gang, at den slet ikke kan standses igen. Og de vil ikke turde røre dig mere. Dine fjender. Tror du ikke det Philip? Ja det skal jeg også fortælle dig. Philip er den eneste der ved hvor du er. Men Philip får lov at vende tilbage til Wittenberg. For han er din nærmeste medarbejder og ved, hvad han skal gøre for at fortsætte dit arbejde. Er det ikke rigtig Philip? Philip: Jo. Det er det eneste vi kan gøre lige nu. Alle vil snart vide at du er gemt her på borgen. Og alle vil vente på den dag, hvor du vender tilbage, men indtil da, da vil jeg love dig at arbejde for din sag. Og jeg vil holde dig underrettet om, hvad der sker i vores kirke. For Gudskelov reformationen er i gang. Sandheden har vundet! Takket være dig. Ja Martin du var sej. Jeg har aldrig set modigere mand. Du har simpelthen gjort det utroligste. Hvad siger du selv til det?

Det var vildt. Den første dag jeg stod overfor kejser Karl og alle kardinalerne og hele statsrådet var jeg hunderæd. Jeg kunne næsten ikke sige noget. Selvom jeg var sikker i min sag, så blev det næsten for meget. Jeg stod overfor staten. Jeg stod overfor hele kirken og dens lange tradition. Og jeg skulle trække alt, hvad jeg havde sagt tilbage. Men næste dag var du sikker i din sag. Din stemme var høj og tydelig og fast. Ikke et øjeblik tøvede du. Din tale var fantastisk. Du fortalte om, hvordan det enkelte menneske er stillet overfor Gud. Den enkelte er ansvarlig overfor Gud. Og at det er det, der er lykken, fordi Gud er en kærlig Gud. Fyldt med tilgivelse og barmhjertighed. Så hele maskineriet med pave og kardinaler og biskopper og præster og munke og helgener er slet ikke nødvendig. Philip: Men det var også smukt at høre den unge kejser. 21 år er han og alligevel vis og klog. Han skal samle et stort kejserrige og han mener af et ærligt hjerte, at det er traditionen der skal holde det hele sammen. Det kan man ikke fortænke ham i. Og han gjorde det godt. Syntes du ikke også det Martin? Jo, jeg var såmænd lige ved at gå op og give ham et kys og et kram. For jo det var et godt forsvar for kirken og dens tradition. Han ved bare ikke, hvor galt det står til i kirken. Han kan ikke se, at det hele handler om magt og penge. Og han har ingen anelse om at evangeliet handler om tilgivelse og kærlighed. Og ikke om skyld og straf. Men det er klart, at han også bruger skyld og straf fra kirken til at holde orden på alle sine landes borgere. Paven har jeg kaldt antikrist. Jeg kunne aldrig kalde kejseren det. Den var den største oplevelse i mit liv. Da du stod fuldstændig alene overfor hele magten og at du ikke ville tilbagekalde alt det du havde skrevet og sagt. Philip: Jeg tror, du vil blive husket i hundrede vis af år for netop det øjeblik. Da skete der noget i Europa, som man altid vil huske. Er det for meget at sige, at du skabte det enkelte menneskes samvittighed. Individualismens fødsel vil de med garanti sige på et tidspunkt. Den enkelte er ansvarlig for sine handlinger og er ansvarlig overfor Gud direkte. Der kan ikke handles om de fejltrin vi begår. Præster kan ikke idømme bod og slette synder. Her står jeg. Jeg kan ikke andet. Gud hjælpe mig. Amen Det er det sejeste, du kunne sige. Jeg sagde vist nok sådan her, at hvis jeg ikke blev overbevist ud fra Skriften eller med en klar grund, kunne jeg ikke genkalde, da det ikke er sikkert og rådeligt at handle mod sin samvittighed. Men det kan da godt være, at jeg lige gjorde det tydeligt med det der med at stå fast på samvittigheden overfor Gud. Forkert er det i hvert fald ikke. Er du ikke stolt over det, du har gjort? At du stod fast? Jo og nu synes jeg også vi har fortjent og stort og godt krus Wartburg-øl. 6. akt Käthe og Martin Fortæller 1 og 2 samt Käthe og Martin 8

Fortæller 1: Fire år er gået siden Luther var i Worms, hvor han stod fast på det enkelte menneskes samvittighed og ret til at have direkte adgang til Gud. Fortæller 2: Gudstjenesterne foregår nu på tysk. Alle kan forstå, hvad præsterne siger. Der er ikke mere hokuspokus i kirken. Folk kunne ikke latin, men gudstjenesten var på latin. Når altergang var på sit højeste, troede de præsten sagde hokuspokus, men han sagde Hoc est corpus Christi på latin. Fortæller 1: Nej og Bibelen er blevet oversat til tysk for første gang. Det er Luthers bedrift. Mens han sad på Wartburg oversatte han det ny testamente. Siden oversatte han også det gamle testamente. Fortæller 2: Der findes ingen afladshandel. Alle ved nu at Gud er en tilgivende Gud. Vi skal ikke i tide og utide bede til helgener og dyrke dem og give dem gaver. Enhver der bekender sine synder af et sandt hjerte får Guds tilgivelse og kan øve sig i at blive et bedre menneske i et helligt liv og levned. Fortæller 1: Og klostrene er snart nedlagte alle sammen. Deres sygebehandling og forsorg for fattige påhviler nu kommunen og staten. Og alle munke og nonner er løst fra deres klosterløfte. Fortæller 2: Luther syntes det var tåbeligt at munke skulle leve i cølibat, at de ikke måtte opleve kærligheden i et ægteskab, som er en af Guds største gaver til mennesker. Så derfor har han viet rigtig mange nonner og munke, som nu er blevet aktive og dygtige medlemmer rundt omkring i menighederne. Men Luther selv skulle ikke noget, sagde han. Det var som om han ventede. Fortæller 1: Men så en aften nu i den mørke vinter bankede det på døren i præstegården i Wittenberg. Her havde Luther boet gennem mange år. Ikke alene, men sammen med venner, studerende og kolleger. Men nu banker det på døren. Det er sent. Luther rejser sig. Håber han på at det er en bestemt der banker på? Nu lukker han døren op. Luther: Käthe! Martin! Luther: Åh det er dig! Ja det er mig. Håbede du jeg ville komme? Selvfølgelig. Jeg har tænkt på dig lige siden jeg forlod dig for at gå ind i augustinerklosteret i Erfurt for snart mange år siden. Jeg har ikke glemt dig. Jeg har også tænkt på dig hver evig eneste dag. Nu har jeg smidt min nonnedragt. Jeg er fri. Derfor kommer jeg her. Må jeg komme ind? 9

Ja naturligvis. Undskyld. Jeg blev bare helt forvirret. Du må ikke bare komme ind. Du skal blive her altid. Som min kone, hvis du vil. Men du har din fri vilje. Hov, det skal jeg måske ikke sige. Jo her har du din fri vilje. Åh Martin. Der er ikke noget jeg ønsker højere. Vi har været bestemt for hinanden hele tiden. Jeg vil være din hustru. Nu begynder livet for alvor! Du har været hos mig hver eneste dag som en kilde til forståelse af livets hemmelighed. På den måde er Guds og din kærlighed brændstoffet i alt, hvad jeg har sagt og skrevet. Det har alt sammen været med kærligheden som kaptajn! Slut Ps: "...i dem er kærligheden kaptajn." Prædiken til onsdag efter invocavit. Luther har lige omtalte nogle punkter, som han ikke mener han skal udfolde mere. I de punkter mener han, at alt er sagt, når bare kærligheden er kaptajn" Derfra titlen på stykket. 10