Mega-projekter i Mozambique Vækst uden udvikling Af: Oliver Graner Sæbye, Policy & Research Officer, IBIS

IBIS Analyse Februar 2012 Mega-projekter i Mozambique Vækst uden udvikling Af: Oliver Graner Sæbye, Policy & Research Officer, IBIS En række mega-projekter centreret omkring Mozambiques omfattende naturressourcer, giver nu det store land på Afrikas østkyst en mulighed for at trække sig selv ud af fattigdommen. Store forekomster af især kul, men også olie, naturgas og andre mineraler, giver Mozambique mulig for at tjene store summer til statskassen fra landets udvindingsindustri. Men for at potentialet skal blive omsat til realiteter, er det nødvendigt at landets regering opkræver tilstrækkelige skatter og afgifter fra de multinationale selskaber, der har købt rettighederne til at grave naturressourcerne op af jorden. Klemt inde mellem Zimbabwe, Zambia og Malawi og nær ved Zambezi-floden ligger Mozambiques vestligste handelsby Tete. Ikke langt fra Tete ligger verdens største uudnyttede kulreserve. Det vurderes, at der ligger flere milliarder ton kul i undergrunden ved minen i Moatize. Det er blandt andet verdens næststørste mineselskab, brasilianske Vale, der har købt rettighederne til at udvinde kullet, og virksomheden har ifølge eget udsagn investeret omkring to milliarder USD i projektet siden foråret 2009, og forventer at investere yderligere fire milliarder USD i projektet over de næste fem år. Derudover har Vale indtil videre 8000 ansatte i Mozambique. Et tal der kan stige til det dobbelte når produktionen er oppe på de planlagte 25 millioner ton om året. Produktionen begyndte i maj 2011 og de første små sendinger af kul rullede ud af Moatize-minen i september, men der mangler fortsat ordentlige transportmuligheder før produktionen for alvor kan tage fart. Manglende transportmuligheder er også et problem i den nordlige del af landet, hvor der formentlig findes endnu større kulforekomster i Niassa-provinsen. Projektet i Tete er ikke det eneste af sin størrelse i Mozambique. Et konsortium, der blandt andet består af verdens største mineselskab BHP Billiton, driver et af verdens største aluminiumssmelteværker, Mozal, nær landets hovedstad Maputo. Det sydafrikanske olie- og gasselskab Sasol udvinder naturgas både onshore og offshore i den sydlige provins Inhambane. Et projekt, der også inkluderer en 865 kilometer lang rørledning, der transporterer gassen fra Mozambique til Sydafrika. Endelig har irske Kenmare Resources siden 2007 udvundet en række titanium metaller fra Moma-minen midt på den mozambiqanske østkyst ud til det indiske ocean. Der produceres mere end 800.000 ton af forskellige titanium metaller årligt fra Moma minen. Disse fire projekter er indtil videre de eneste af i alt ni såkaldte mega-projekter, som regeringen har godkendt, der har indledt produktion. 1 Stort økonomisk potentiale Disse mega-projekter udvinder ikke bare meget store mængder naturressourcer, de spiller potentielt også en meget vigtig rolle for udviklingen af den mozambiqanske økonomi over de næste år. Mozambiques undergrund indeholder ikke bare mange naturressourcer, men også mulighederne for totalt at transformere landets økonomi. Hvis ressourcerne beskattes retfærdigt vil Mozambique kunne rejse sig fra at være et af de fattigste lande i Afrika til at være et middelindkomstland på 1 Mozambique News Agency. 1

niveau med fx Ghana. Ressourcerne vil endda kunne bringe Mozambique i en position, hvor de ikke længere har brug for bistandshjælp til at bygge skoler, hospitaler og anden nødvendig infrastruktur. 2 At der er potentiale i Mozambiques minesektor slås også fast i en rapport fra Verdensbanken fra 2009. Her anslås det, at den årlige eksportværdi formentlig vil stige voldsomt når alle megaprojekterne begynder at udvinde råstoffer. I perioden fra 2002 til 2006 lå eksportværdien af landets mineraler på omkring seks millioner USD om året. Men på grund af mega-projekterne vil eksportværdien stige til over én milliard USD årligt. 3 Den store eksportværdi kommer dog ikke automatisk Mozambique til gode. For at den skal kunne omsættes til bæredygtig udvikling, er det nødvendigt at beskatte de multinationale virksomheder, der står for at udvinde og eksportere de værdifulde mineraler. Det er kun via beskatning at mineralerne kan omsættes fra at være værdifulde for de multinationale selskaber til også at være værdifulde for Mozambiques befolkning. Udover det økonomiske potentiale, som der er fokus på i denne analyse, er det også væsentligt at være opmærksom på, at der kan være en række andre afledte effekter ved mega-projekterne, der kan have en positiv indvirkning på Mozambiques udvikling. En af disse effekter, er det som man kalder for horisontal industrialisering, der betegner de arbejdspladser og den industri, der kan opstå lokalt omkring et mega-projekt som BHP Billitons eller Kenmares. Når man forsøger at bedømme et mega-projekt, er det derfor også relevant at vurdere om det konkrete projekt skaber lokale arbejdspladser og andre positive udviklingsmuligheder, der ikke nødvendigvis kan aflæses direkte på bundlinjen. Hvad får Mozambique ud af deres naturressourcer? Når man skal forsøge at vurdere, hvor stor en økonomisk gevinst Mozambique får fra deres naturressourcer, så støder man på en række vanskeligheder. Det første man skal være opmærksom på, er at de forskellige mega-projekter er påbegyndt over en årrække og derfor ikke nødvendigvis er på samme udviklingsstadie. BHP Billitons projekt i Mozal er, hvad man kunne kalde for et førstegenerations projekt, mens kulprojektet i Tete og Kenmares Moma-mine er andengenerations projekter. Derudover er der en række nyere projekter som kan kaldes for tredjegenerations projekter. Som udgangspunkt burde den mozambiqanske stat få større økonomisk gevinst ud af et projekt jo ældre det er, fordi indtjeningen fra et projekt principielt vokser i takt med at det bliver mere udviklet. For det andet slører det billedet en anelse, at det blot er fire af de i alt ni godkendte mega-projekter, der er begyndt at producere endnu, og et af de allerstørste projekter, kulminen i Moatize, begyndte først at eksportere kul i september i år. Det er således svært på nuværende tidspunkt at sige noget endegyldigt om de ni mega-projekters samlede bidrag til landets økonomi. For det tredje er det svært at få adgang til de tal der er nødvendige, hvis man skal kunne danne sig et fyldestgørende overblik over de aktive mega-projekters bidrag til Mozambiques økonomi over en årrække. Det vil for eksempel sige en oversigt over de multinationale selskabers skattebetalinger til staten sammenholdt med den samlede produktions eksportværdi. De bedste tilgængelige tal 2 Joseph Hanlon: Mozambique 179 & Mozambique News Agency. 3 The World Bank: Mining an Opportunity. 2

stammer fra Mozambiques første, og hidtil eneste, EITI rapport, der dækker regnskabsåret 2008. Men selv disse tal er behæftet med en betragtelig usikkerhed. Endelig kompliceres situationen yderligere af at mega-projektet omkring BHP Billitons aluminiumsværk i Mozal udelukkende producerer aluminium fra metaller, der ikke udvindes lokalt i Mozambique. Så selvom projektet er blandt de største, og dermed formentlig også økonomisk mest indbringende, så hører projektet ikke som sådan under udvindingsindustrien, og derfor rapporteres der ikke på samme måde om dette projekt som om de andre mega-projekter, der netop hører under udvindingsindustrien. Beløb i millioner USD 10 8 6 4 2 0 Overblik over Mozambiques indtægter fra udvindingsindustrien i 2008 Indtægtkilder Mineraler Olie og gas Samlede indtægter På trods af disse forbehold er det dog stadig muligt at fremsætte nogle kvalificerede udsagn om, hvad megaprojekterne bidrager med til den mozambiqanske økonomi. 4 I den nævnte EITI-rapport fremgår det at landets mine- og olieindustri i 2008 i alt betalte lige knap 8,5 millioner USD til staten. Heraf bidrog mineselskaberne med blot 673.000 USD, mens olieselskaberne, det vil primært sige Sasols gasprojekt i Inhambane, betalte 7,7 millioner USD, og dermed langt størstedelen af sektorens samlede bidrag. Over halvdelen, mere præcist 61 procent, af det samlede beløb på knap 8,5 millioner USD blev betalt som royalties, mens skat på profit udgjorde 35 procent. Licenser og andre afgifter udgjorde således kun en meget lille del af betalingerne, nemlig de sidste fire procent. 5 Ud af de i alt fire store selskaber, der har sat gang i produktionen fra deres mega-projekter, betaler tre af dem selskabsskat, hvoraf kun det ene selskab reelt betaler et beløb, der er værd at nævne. 4% Sasol og et andet mineselskab, HAMC, betalte hver blot lidt over 4000 USD i selskabsskat, mens Companhia Moc Hidroc Arbonetos, der udvinder gas sammen med Sasol, betalte knap tre millioner USD. Royalties 35% Denne relativt store skattebetaling skal dog forstås i Profit tax sammenhæng med at netop dette selskab til gengæld 61% Licenser slet ikke betalte nogle royalties, i øvrigt som det eneste selskab med en aktiv produktion. Royalties udgør ellers regeringens klart største indtægtskilde fra udvindingsindustrien. De samlede royaltybetalinger beløber sig til 5,1 millioner USD Ser man på indtægterne fra udvindingsindustrien i forhold til Mozambiques samlede BNP, så står det også her klart, at staten ikke får særlig mange indtægter fra udvindingsindustrien. Fra 2001 til 2009 lå industriens bidrag til landets BNP på et sted mellem en og to procent. Dette tal anslås dog at 4 Alle beregninger i denne analyse er foretaget med udgangspunkt i Mozambiques EITI rapport for året 2008medmindre andet er anført. 5 CIP, The case of Mozambique, p.5. 3

kunne stige til omkring fem procent i 2011. 6 Samtidig bidrager udvindingsindustrien til mindre end én procent af statens samlede budget. 7 En anden undersøgelse anslår, at mega-projekterne mellem 1996 og 2006 stod for mellem 0,8 og 1,1 procent af Mozambiques BNP-vækst. 8 Nye tal anslår at mega-projekterne samlet set betalte omkring USD 100 millioner i skat i 2010, hvilket svarer til 4,7 procent at statens samlede skatteindtægter. 9 Hvad går statskassen glip af? I betragtning af projekternes størrelse, så er det forsvindende få penge den mozambiqanske statskasse får tilført fra mega-projekterne i forhold til, hvad det kunne være. To eksempler på at Mozambique går glip af store indtægter fra deres mega-projekter er BHP Billitons aluminiumsværk i Mozal og Kenmares Moma-mine. Case 1: Mozal Årsagen til at Mozal bidrager med så lidt til landets økonomi afslører et fundamentalt problem ved Mozambiques skatteregime. Aluminiumsværket i Mozal er etableret i en Industrial Free Zone og nyder derfor godt af en række særaftaler, der betyder at selskabet bag blot betaler én procent af deres omsætning i skat til staten. Derudover var BHP Billiton totalt fritaget fra at skulle betale skat i de første ti år de opererede i landet, hvilket betyder at selskabet først fra 2011 skal betale skat i Mozambique. 10 Håbet er at den lave skatteprocent vil tiltrække store virksomheder som BHP Billiton, der så bidrager med investeringer og arbejdspladser, hvilket Mozambique har hårdt brug for. En del af forklaringen bag særbehandlingen er også, at Mozal indirekte bidrager til statskassen gennem den skat deres medarbejdere betaler. Dog får alle ansatte hos Mozal også en 40 procent reduktion af deres skat, så også her er bidraget begrænset. Det er et fundamentalt problem, hvis staten udelukkende satser på at opkræve skatter fra mega-projekternes ansatte frem for direkte fra virksomhederne der ejer mega-projekterne og høster en stor økonomisk gevinst fra dem. Udover den fordelagtige skattebetaling, så får Mozal også billig subsidieret strøm til deres aluminiumsværk fra det sydafrikanske selskab Eskom. Det er vigtigt, fordi det kræver ekstremt meget energi at drive et aluminiumsværk. Faktisk bruger Mozal årligt fire gange så meget strøm som resten af Mozambiques befolkning tilsammen. Alligevel får de strømmen til en pris på omkring en dollars per kilowatt, hvorimod almindelige mozambiqanere må betale fem dollars per kilowatt. Til gengæld for alle særaftalerne håber Mozambique på at få tilført vækst i form af arbejdspladser og investeringer. Og Mozal er også et velment forsøg fra regeringens side på at vise, at landet er et attraktivt sted for udenlandske virksomheder at investere. Et signal, der er nødvendigt at sende for Mozambique. Men spørgsmålet er, hvor bæredygtig en vækst det er muligt at få fra et projekt som Mozal. Det er primært faglært arbejde, der er brug for på et aluminiumsværk som Mozal og det er derfor begrænset, hvor mange lokale, der kan få job på Mozal. 6 EITI-rapport, Mozambique, p.2. 7 CIP, The case of Mozambique, p.8. 8 Schmidt, Arndt og Magaua, p.12. 9 Joseph Hanlon: Mozambique 187. 10 Schmidt, Arndt & Magaua, p.5 & African Economic Outlook: Mozambique, p.8. 4

Aluminiummet på værket fremstilles af metaller, der importeres fra BHP Billitons miner i Indien og Australien. Når metallerne er blevet smeltet om til aluminium sejles det ud på verdensmarkedet via det indiske ocean. Således betragtet bidrager Mozal hverken med produkter, arbejdspladser eller andre former for bæredygtig udvikling. Og når virksomheden bag Mozal over i købet stort set er fritaget fra at betale skat, så er det svært at se hvilke fordele Mozambique reelt får ud af at tiltrække den investering som BHP Billiton har skudt i Mozal. Mozal står for 66 % af Mozambiques eksport, 1 % af landets omsætning og 3 % af BNP. Case 2: Kenmare Det irske mineselskab Kenmare er et andet eksempel på en international virksomhed, der har fået forhandlet sig frem til en meget fordelagtig skatteaftale med den mozambiqanske stat. Kenmares primære aktivitet er ejerskabet og driften af Moma-minen på Mozambiques østkyst, hvor de udvinder forskellige titanium metaller. Den øverste chef for Kenmare, Michael Carvill, kalder minen ekstremt lovende med potentiale til langt over hundrede års minedrift. Et af Irlands største aktieanalysefirmaer, Davy Stockbrokers, kalder Kenmare for et på alle måde succesfuldt selskab, der i 2011 formentlig vil have en omsætning på over 140 millioner USD og et overskud på omkring 33 millioner USD før skat. Overskud, der genereres i Mozambique, fordi Moma-minen er Kenmares primære aktivitet. 11 Alligevel betaler Kenmare næsten ingen skat til den Mozambiqanske stat, fordi Kenmares mine, lige som Mozal, nyder godt af at ligge i en Industrial Free Zone. Dette giver Kenmare en lang række fordele, men det er uklart præcis, hvilke skattesatser virksomheden betaler og hvilken virkning de har når de kombineres. I Kenmares egen årsrapport fra 2009 står der, at selskabet for en 10-årig periode har fået en 50 procents reduktion i deres selskabsskat, mens royalty-raten er fastsat til tre procent på solgte mineraler. Derudover står der også i årsrapporten at placeringen inden for den Industrial Free Zone ydermere betyder, at Beløb i millioner USD 12 10 8 6 4 2 0 En dårlig aftale for Mozambique Faktisk skattebetaling Kenmares potentielle skattebetaling i 2011 man i de første seks år, hverken skal betale selskabsskat, importafgifter, eksportafgifter eller moms. Efter disse seks år skal Kenmare betale én procents skat af selskabets omsætning. 12 Alle disse aftalers fælles virkning betyder at Kenmare, uden på noget tidspunkt at bryde loven, aldrig har betalt skat i Mozambique. I deres årsrapport fra 2009 omtaler Kenmare selv a favourable fiscal regime in Mozambique som en af hovedårsagerne til at Moma-minen er et low-cost projekt. 13 Det er således en meget lukrativ aftale Kenmare har indgået med den mozambiqanske stat, men samtidig er det en aftale, der vil koste den lokale regering mange millioner dollars i de kommende år. 11 Dr. Sheila Killian, p.46. 12 Kenmare Resources, p.76. 13 Kenmare Resources, p.13. Skattebetaling ved 32% Tabt indtjeninng for Mozambique 5

Hvis man tager udgangspunkt i Davy Stockbrokers tal for 2011 14, så svarer 1 procent af en omsætning på 142 millioner USD til en skattebetaling på 1,4 millioner USD. Hvis Kenmare i stedet betalte selskabsskat ifølge Mozambiqansk lov, hvilket svarer til 32 procent af overskuddet på 33 millioner USD, så skulle Kenmare betale 10,8 millioner i skat til staten. Alene i 2011 står Mozambique altså til at gå glip af knap 9,5 millioner USD på grund af Kenmares lukrative særaftale. Lægger man tabet fra blandt andet Mozal oven i, så vil tabet selvfølgelig løbe op i endnu større summer. Hvad er problemet? Der er fire hovedårsager til, at Mozambique ikke får en væsentligt større økonomisk gevinst ud af deres mange naturressourcer og mega-projekter. 1. Svag lovgivning. Selv hvis kontrakterne forpligtede de multinationale selskaber på at betale mere i skat, er der stor risiko for at selskaberne snyder på vægten. Det kræver en stærk institutionel ramme at holde snor i de multinationale selskaber og sikre at de rent faktisk betaler deres skat. Denne ramme mangler Mozambique på mange punkter, fordi den lovgivning, der skal regulere mineindustrien, på flere afgørende områder giver for meget indflydelse til mineselskaberne. I Mozambiques minelov står der blandt andet, at der skal betales skat af de udvundne mineraler på baggrund af den værdi mineralerne sælges for. Med denne formulering er det i realiteten op til mineselskaberne selv at rapportere de tal som de skal betale skat på baggrund af. Og da de fleste af mineselskaberne typisk sælger deres udvundne mineraler til deres egne datterselskaber, så kan de sælge mineralerne videre til en kunstig lav pris og således flytte overskuddet ud af Mozambique og hen til en jurisdiktion med væsentlig lavere skat. Denne metode til at minimere skattebetalingen kaldes for transfer mis-pricing og muliggøres blandt andet af Mozambiques svage lovgivning, noget der derfor bør ændres på. 15 En anden mulighed for kunstigt at nedsætte skattebetalingen i Mozambique ligger i, at det alene er udvindingsselskaberne selv, der fastlægger og indberetter størrelsen af deres operationsomkostninger. Størrelsen på disse udgifter er vigtige, fordi de kan trækkes fra et evt. nuværende eller fremtidigt overskud selskabet opnår i landet og dermed gøre det skattepligtige overskud mindre. Hvis operations- og udvindingsomkostningerne skrues kunstigt højt op, så bliver selskabets skattepligtige indkomst tilsvarende kunstig lav og dermed går statskassen glip af yderligere indtægter. 16 2. Manglende gennemsigtighed De mange særlige skatteaftaler og landets svage lovgivning gør gennemsigtighed til et meget vigtigt element, hvis det overhovedet skal være muligt at gennemskue, hvor meget de enkelte mineselskaber betaler i skat. Derfor er det også et alvorligt problem, at kontrakterne mellem regeringen og selskaberne er hemmelige og dermed ikke er tilgængelige for offentligheden. 17 I forbindelse med nogle projekter bliver regeringen betalt med naturalier frem for penge. For eksempel betalte Sasol i 2008 over 2,5 million giga joule naturgas til regeringen. Det er uvist hvad der sker med denne, og andre betalinger i naturalier, og hvor pengene fra disse naturalier ender 14 Dr. Sheila Killian, p.46. 15 CIP, The case of Mozambique, p.9. 16 CIP, The case of Mozambique, p.10. 17 CIP, The case of Mozambique, p.10. 6

henne. Der er også i disse tilfælde en problematisk mangel på gennemsigtighed og ansvarlighed fra regeringens side. 3. Ufordelagtige kontrakter og særaftaler Det er ikke kun fordi de multinationale selskaber rykker deres overskud i skattely, at det kan være svært for landets regering at få indkrævet en tilstrækkelig betaling for landets naturressourcer. Det er også et stort problem, at de kontrakter, der er indgået mellem Mozambiques regering og de multinationale selskaber, giver selskaberne ekstremt lukrative betingelser for deres forretninger i landet. Det giver sig blandt andet udslag i meget lave selskabsskatter, lave royalty-satser og en lang række undtagelser fra diverse skattebetalinger. Alt sammen noget der forhandles i forbindelse med de enkelte kontrakter, der indgås individuelt mellem regeringen og det enkelte selskab. Disse aftaler indeholder ofte klausuler og aftaler, der fuldstændig tilsidesætter landets i øvrigt gældende regler og love. 18 IMF skriver i sin rapport om Mozambique fra juni 2011, at landets skattesystem stadig bærer præg af de utallige skattefordele der er givet til de multinationale selskaber i forbindelse med megaprojekterne, hvilket resulterer i lave økonomiske bidrag fra de ellers potentielt økonomisk givtige projekter. 19 Årsagerne til de fordelagtige kontrakter kan være mange. Da de første kontrakter blev indgået i slutningen af 1990 erne var borgerkrigen i landet kun lige forbi, og regeringen havde et stort behov for at tiltrække udenlandske investeringer til landet, uden at have særligt meget at forhandle med over for de store selskaber. Regeringens mangel på erfaring og ekspertise, hvad man kan kalde for en slags institutionel svaghed, over for de multinationale selskabers mange eksperter og nærmest uendelige ressourcer kan være en anden årsag. 4. Kapitalflugt IMF vurderer i sin nyeste rapport om Mozambique, at mega-projekterne og minesektoren betaler blot cirka fem procent af deres overskud i skatter og royalty. Ifølge lovgivningen skal de dog mindst betale gennemsnitligt 30 procent af overskuddet tilbage til statskassen via selskabsskatter og royalties. 20 Ser man på den eksportværdi mega-projekterne årligt genererer, er det potentielt enorme summer, som landets statskasse Mega-projekternes eksportværdi går glip af hvert år på grund af de manglende skattebetalinger. 2000 1500 Beløb i millioner 1000 USD 500 0 Mega-projekternes eksportværdi 2001 2002 2003 2004 2005 2006 18 Schmidt, Arndt og Magaua, pp.10-12. 19 IMF Country report, June 2011, Mozambique, p.9. 20 IMF Country report, June 2011, Mozambique, p.15. År 2007 2008 2009 2010 Det kan som udviklingsland være svært at opkræve skatter fra multinationale selskaber, fordi de ofte rykker deres overskud ud af det land, hvor de har produktion, til datterselskaber placeret i skattely, hvor selskabsskatten er lille og hemmeligholdelsen er stor. På denne måde er det 7

muligt for udvindingsselskaberne at skjule, hvor stort deres overskud i Mozambique reelt er, og dermed undgå at betale skat i landet. Global Financial Integrity anslår, at der mellem år 2000 og 2008 hvert år forsvandt 182 millioner USD ud af Mozambique på ulovlig vis. 21 Dette er penge, der ikke er betalt skat af og derved går Mozambiques statskasse glip af store summer. Hvordan løses problemet? De problemer, der er blevet fremhævet ovenfor er alvorlige og bør derfor alle forsøges løst. Det er dog et altafgørende element i en holdbar løsning at få genforhandlet de kontrakter, der er indgået mellem regeringen og de multinationale mineselskaber. Det er især disse kontrakters særaftaler om skat og royalties, der årligt koster den mozambiqanske statskasse store summer, og det er derfor helt nødvendigt at få genforhandlet disse aftaler hurtigst muligt. Det skorter da heller ikke på opfordringer til at gøre netop dette. IMF s landerapport om Mozambique fra juni 2011, opfordrer direkte landets regering til at genforhandle kontrakterne om mega-projekterne for at øge indtjeningen til statskassen fra projekterne. IMF mener det er nødvendigt med en fornuftig løsning, hvor kontrakterne genforhandles, så mega-projekterne bidrager med en fair andel til landets udvikling. IMF nævner samtidig behovet for at udnytte nye indtægtsmuligheder, især dem der kommer fra landets naturressourcer, hvilket også peger mod en øget og mere effektiv beskatning af selskaberne i udvindingsindustrien. 22 På trods af IMF s anbefalinger forholder regeringen i Mozambique sig fortsat stærkt skeptisk til mulighederne for at genforhandle kontrakterne. For nylig blev oppositionens forslag om at genforhandle kontrakterne stemt ned i parlamentet, og en talsmand for regeringen udtalte i den forbindelse, at det ikke er muligt at foretage en unilateral genforhandling fra regeringens side, da dette vil afskrække selskaberne fra at investere yderligere i landet. 23 IMF peger dog på, at det både i Peru og Tanzania har været muligt at genforhandle kontrakter med internationale udvindingsselskaber på en venskabelig og konstruktiv måde. 24 Desuden vil det ifølge IMF også være i de udenlandske selskabers langsigtede interesse at bidrage mere til det samfund de opererer i, så den sociale ro og en bæredygtig udvikling kan sikres. 25 Og IMF står ikke alene med deres anbefalinger til Mozambiques regering. Den velansete økonom Jeffrey Sachs, der er rådgiver for FN s generelsekretær, mener det er absolut nødvendigt at genforhandle kontrakterne. Ved en konference i Maputo i januar 2011 udtalte Sachs, at han bestemt ikke var imod mega-projekterne, men at kontrakterne skal tilgodese begge parter og bør baseres på principper om gennemsigtighed og ærlighed. Ifølge Sachs, så har Mozambique mange ting verden behøver, blandt andet kul, men sådanne ressourcer kan ikke bare gives væk gratis. 26 Udover IMF og Jeffrey Sachs har også økonomi professor Paul Collier fra Oxford University og den norske skatteekspert Odd-Helge Fjeldstad for nylig enstemmigt anbefalet Mozambique at 21 Global Financial Integrity: Mozambique. 22 IMF Country report, June 2011, Mozambique, p.24. 23 Joseph Hanlon: Mozambique 180. 24 MF Country report, June 2011, Mozambique, p.16. 25 MF Country report, June 2011, Mozambique, p.16. 26 Mozambique News Agency. 8

genforhandle kontrakterne. Det er ikke skattemæssige undtagelser, der holder mega-projekterne i Mozambique, udtalte Odd-Helge Fjeldstad i oktober 2010. 27 Det er med andre ord ganske tydeligt at nærmest alle eksperter mener at Mozambiques regering bør genforhandle kontrakterne med de multinationale mineselskaber. Men alligevel synes landets regering at være meget fodslæbende når det kommer til at tage initiativ til at genforhandle kontrakterne. Det kan synes uforståeligt når det i høj grad er i regeringens interesse at få udarbejdet nogle nye aftaler, der i langt højere grad tilgodeser landets statskasse. Anbefalinger Mozambiques naturressourcer tilhører landets befolkning. Derfor er det fuldstændig nødvendigt, at regeringen arbejder for at få så mange indtægter ud af ressourcerne som muligt. Når først naturressourcerne er blevet udvundet, er de væk for altid og kommer aldrig igen. Der er således kun én chance for at få en rimelig betaling for ressourcerne og derfor haster det med at få forhandlet sig frem til nogle bedre betingelser med de multinationale mineselskaber. Kun på denne måde kan naturressourcerne være med til at finansiere en bæredygtig udvikling for landets befolkning. For at opnå dette anbefaler IBIS følgende: Mozambique bør, gerne i samarbejde med internationale partnere, styrke den lovgivning, deriblandt mineloven, der regulerer landets udvindingssektor. Det er også vigtigt at kapacitetsopbygge de institutioner, der kontrollerer og forhandler med mine- og olieselskaberne. Der bør indføres gennemsigtighed angående, hvilke betalinger regeringen modtager fra de multinationale virksomheder. Dette kan ske ved at gennemføre den igangsatte implementering af EITI s standarder for rapportering. Denne proces bør færdiggøres hurtigst muligt og Mozambique bør derefter årligt offentliggøre en EITI-rapport. De kontrakter, der indgås med multinationale selskaber om landets mega-projekter bør også lægges offentligt frem, så landets indbyggere har adgang til dem. Regeringen i Mozambique bør hurtigst muligt som anbefalet af IMF tage initiativ til at genforhandle de kontrakter, der er indgået med multinationale selskaber omkring landets mega-projekter, for at få en mere rimelig betaling fra selskaberne i form af skatter og afgifter. Samtidig bør alle særaftaler angående skattebetalinger opgives, så alle megaprojekterne betaler selskabsskat efter landets allerede eksisterende lovgivning på området. USA og EU bør hjælpe Mozambique med at bremse kapitalflugten fra landet, og andre udviklingslande, ved at implementere en lovgivning, der pålægger multinationale virksomheder at rapportere om deres omsætning, overskud, køb & slag og skattebetalinger for hvert enkelte projekt og hvert enkelt land de opererer i. Danmark bør gå forrest i EU for at få implementeret en sådan lovgivning på europæisk plan. 27 CIP, The case of Mozambique, p.12. 9

Litteratur African Economic Outlook: Mozambique, 2011. http://www.africaneconomicoutlook.org/fileadmin/uploads/aeo/country_notes/2011/full/m ozambique.pdf EITI: First report on the Extractive Industry Transparency Initiative in Mozambique, 2008. http://www.itie-mozambique.org/report.pdf Global Financial Integrity: Illicit Financial Flows from Developing Countries: 2000-2008, Mozambique, 2011. http://iffdata.gfintegrity.org/?iffregion=africa&iffcountry=mozambique Hanlon, Joseph: Mozambique 179, 180 & 187, News reports & clippings, 2011. http://www.open.ac.uk/technology/mozambique/p6.shtml International Monetary Fund: IMF Country report, Mozambique, 2011. http://www.imf.org/external/pubs/ft/scr/2011/cr11149.pdf Kenmare Resources: Annual report, 2009. http://www.kenmareresources.com/media/pressreleases/2010/~/media/cc55fd17fc4f463da5673053d55873fa.pdf Killian, Sheila: Driving the Getaway Car? Ireland, Tax and Development, 2011. http://debtireland.org/download/pdf/driving_the_getaway.pdf Mozambique News Agency: Jeffrey Sachs calls for renegotiation of mega-projects, 2011. http://www.afrika.no/detailed/20220.html Selemane, Tómas & Dionísio Nombora, Centro de Integridade Pública Mocambique (CIP), The Case of Mozambique, 2011. http://www.cip.org.mz/cipdoc%5c84_analise%20itie%20mo%c3%87ambique_en glish.pdf Sonne-Schmidt, Christoffer; Arndt, Channing & Magaua, Mónica: Contribution of Mega- Projects to GDP in Mozambique, 2009. http://www.iese.ac.mz/lib/publication/ii_conf/grupoi/contribuicao_megaprojectos_pib_c.s onne_scmidt_et_al.pdf The World Bank: IDA at Work: Mozambique: Mining an Opportunity, 2009. http://web.worldbank.org/wbsite/external/news/0,,contentmdk:22294362~menup K:141310~pagePK:34370~piPK:34424~theSitePK:4607,00.html 10