Søndag seksagesima 2016 Mark 4,26-32 Salmer: 557-414-156 370-471-31 Det er gode og trøsterige ord, som vi møder i dagens evangelium. Jesus siger, at Gudsriget vokser af sig selv, -helt ligesom kornet på marken spirer og vokser af sig selv. Er forarbejdet gjort, så sørger Gud for resten. Og ydermere, selvom det, der sås, synes småt og uanseligt, -som et sennepskorn, -så sørger Gud for væksten, så Gudsriget bliver større end alt andet. Vi skal ikke bekymre os på Guds vegne. Det skal nok gå. Gud sørger for væksten. Guds sørger for, at Gudsriget vokser og udvikler sig. Det er ord, der trøster. Ord, der fjerner mismod og en opgivende holdning. Sådan var det også ment for disciplene. Man kan godt sætte sig ind i, at Jesu disciple ind i mellem kunne være grebet af mismod og måske på nippet til at opgive det hele. På den ene side var det fantastisk at opleve at være sammen med Jesus, -se hans underfulde gerninger, -høre hans bjergtagende ord om Guds grænseløse kærlighed. 1
Men så på den anden side, -når de indså, at det var Jesu mening, at de, -de 12, ganske almindelige mennesker skulle udbrede kendskabet om Jesus og hans lære til hele verden, så mistede de modet, -og tænkte hvordan skal vi kunne gøre det? Det kan vi da ikke? Og så siger Jesus til de usikre, tvivlende venner: Mist ikke modet, -Gudsriget vokser af sig selv. Når grunden er lagt, så udvikler Gudsriget, -fordi Gud vil det. Nu kan man af Ny Testamente læse, at Jesus ikke fjernede disciplenes mismod sådan med et fingerknips. Det var et mismod og en tvivl, -der sådan bølgede frem og tilbage. Som vi kender det. Det ene øjeblik synes man i overført betydning at kunne gå på vandet, - det andet øjeblik synes man at gå under i bølger af tvivl og mismod. Som en ægte pessimist vil sige: Der er nok at være mismodig over, også på Gudsrigets vegne. Det kan sommetider være svært at se, at Gudsriget vokser af sig selv, og vokser sig større end alle andre vækster. 2
Som i en overskrift i Jyllandsposten forleden: Nu er medlemsprocenten af folkekirken faldet til 77,8 %, og igen og igen kommer det op i debatten, -hvorfor skal vi fastholde at ha en statskirke, når færre og færre er medlemmer af den. Og så kan man godt gribes af mismod, fordi man ved, at sådanne tal og sådanne letkøbte overskrifter giver ved til bålet om, at folkekirken og kristendommen er på vej ud, og at det også er noget gammeldags noget, man ikke kan tro på i 2016 osv. osv. Ja, går man til folkekirkens egen hjemmeside, så er der heller ikke der meget opmuntring at hente. Her er der statistik tilbage til 1990. I 1990 var der 89,3% af den danske befolkning medlemmer af den danske folkekirke, -i 2015 var det som sagt faldet til 77,8%, dvs et fald på ikke mindre end 11,5% på 25 år, og så er der nogle, der kunne finde på at hævde, at hvis den udvikling fortsætter, så vil der ikke være flere medlemmer af folkekirken i år 2184, dvs ca 170 år. At det så er en helt forkert måde matematisk at udnytte 3
tallene på, -det er der nogle af modstanderne af folkekirken, der er fuldstændig ligeglade med. Det gælder for dem at få mismodet og tvivlen til at vokse. Og som sagt, så får man ikke nogen trøst på folkekirkens egen hjemmeside. Nej, for læser man videre står der følgende: Nedgangen i medlemsprocent hænger først og fremmest sammen med, at næsten 90 procent af dem, der dør, er medlemmer af folkekirken, mens andelen af nyfødte, der bliver døbt og dermed medlemmer af folkekirken, efterhånden er faldet til ca. 64 procent. Men der hvor man gribes af mismod, -eller for mit vedkommende irritation, det er at folkekirkens egen hjemmeside jo kun kommer med den ene side af sandheden. Det er sandt, at en del af forklaringen på nedgangen af procenttallet for medlemskab af folkekirken skyldes det, at der er den forskel mellem medlemskab af folkekirken blandt dem, der dør end hos de børn, der så at sige kommer ind den anden vej. Men det er altså kun én side af forklaringen. Den største del af 4
forklaringen på den nedadgående medlemsprocent ligger altså et andet sted, -nemlig i den store indvandring, der er sket de seneste mange år. Men det vil man åbenbart ikke skrive om på folkekirkens hjemmeside som forklaring på den dårlige statistik. Det er åbenbart politisk ukorrekt. Men hvordan kan det være politisk ukorrekt at sige sandheden. Det må da være forkert kun at fortælle den halve sandhed. Specielt når man ved, at den halve sandhed vil blive brugt af folkekirkens modstandere til at argumentere for at nedlægge folkekirken som den kirke, der understøttes af staten. Har man bare en lille smule flair for tal og giver man sig tid til at undersøge sagen nærmere, så kan man lynhurtig finde ud af, at den store forklaring på faldet af procenttallet skyldes indvandring fra andre kulturer, indvandring af personer med anden religiøs observans end den kristne, men også af kristne som ikke søger om medlemskab af folkekirken, fordi de gerne vil bygge egne menigheder og have egne kirker. Ser man 5
på tallet af færre medlemmer af folkekirken i 2015, så er tallet på 8000. Dvs antallet, ikke procentallet, -det er 8000. I 2015 er der så til gengæld kommet 58000 flere, der ikke er medlemmer af folkekirken. Og der er altså en forskel på 50000 mennesker mellem de to tal, og det må for langt størstedelen være de, der er kommet til vores land og tæller med i statistikken som ikke medlemmer af folkekirken. Så når folkekirkens egen hjemmeside siger, at den største forklaring på folkekirkens nedgang i procent skyldes det med, at dåbstallet er lavt, så er det sådan set ikke sandt, -det er ikke den største forklaring, -den største forklaring for, at medlemsprocenten falder, ligger derimod i indvandringen. Jeg synes, det er trist, at vi ikke engang internt i folkekirken kan holde fanen højt og sige det, som det er, at det sådan set går ufatteligt godt med den danske folkekirke, den har stadig sit rigtig gode greb og status i den danske befolkning. Gudsriget vokser stadig. Det lille bitte frø vokser sig stadig til en større plante end alle andre. Der er stadig 6
langt, langt flere, der er kristne i vores lille land, end der er muslimer, eller ateister, eller hvad man kunne nævne. Og rigtigt mange af de flygtninge og indvandrere, der kommer til vores land, er kristne, og vel er det naturligt, at de ikke melder sig ind i folkekirken ved ankomsten til landet, -de har sådan set nok af udfordringer, -men dermed er ikke sagt, at de ikke bliver medlemmer af folkekirken på et tidspunkt, -eller at deres børn bliver det. Som vi ser, at mange kristne indvandrere får deres børn konfirmeret, og mange bliver gift med danske ægtefæller, og deres fælles børn bliver så ofte døbt i folkekirken. Det tager lidt tid, men udviklingen er tydelig. Men det er måske ikke så interessant eller politisk korrekt at tale om. De positive historier om folkekirken er svære at få igennem. Men hvad skal vi gøre, når vi gribes af mismod mover den dårlige omtale og de faldende procenttal? Er det Jesu mening, at vi ikke skal gøre noget, -er det det, han siger med dagens evangelium, -kornet der spirer 7
og vokser af sig selv? Skal vi bare som kristne sidde med hænderne i skødet, og så lade Gud om arbejdet, så at sige? Nej, det er ikke det, Jesus vil med sine ord til disciplene. Igen skal vi betænke billedet Jesus bruger. Det er klart, at kornet spirer og vokser af sig selv. Mens bonden sover, så vokser det, uden at han skal gøre noget ved det. Men på den anden side, kornet sår jo ikke sig selv. Jorden skal gøres klar. Der skal pløjes og harves, og såsæden spredes. Der skal gødes. Det er trods alt ikke sådan, at høsten kommer af sig selv. Det ved vi godt. Der skal gøres meget af bonden, inden kornet kan høstes og blive til mel og senere til brød. Og sådan skal vi også forstå, at det er med Gudsriges udbredelse på jord. Det er Gud, der sørger for væksten, men jorden skal gøres klar, og sæden skal i jorden. Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig han sender, synger vi i salmen herefter. Gudsriget vokser, fordi Gud vil det, men han behøver os til at være hans medhjælpere. Vi skal ikke sidde med 8
hænderne i skødet. Vi skal også gøre en indsats. Vi skal lægge fundamentet, vi skal plante og gøde. Og så kan man faktisk godt lade noget af mismoden og tvivlen fare. Ser vi rundt i det kirkelige landskab, så gøres der virkeligt meget for at så og gøde, og på trods af alle dommedagsprofetier, så går det ufatteligt godt. Der er grøde i det kirkelige liv, og kristendommen står stadig meget stærkt. Vel er der udfordringer, og det skal der jo også gerne være, - ellers sætter man sig hen med hænderne i skødet og udlader at gøre det, der skal til, og det der forventes af os, -at vi er Guds redskaber til at få budskabet om tro, håb og kærlighed til at udbredes på trods af tidsånd og på trods af al modstand. Pessimisten vil sige, at der er nok at være mismodig over. Optimisten vil sige, at der er rigeligt at glædes over. 51 % af beboerne i Helligånds sogn er medlemmer af folkekirken. Er et glas halvt tomt eller halvt fyldt. Ja, det er det. Halvdelen af Helligånds sogn er medlemmer, -ja. Halvdelen er ikke 9
medlemmer, -ja. Men lad os se det, som vi ser det. Vi har en god kirkegang, en god opbakning. Det er ikke så ring endda. Men vi skal vedblive at gøre en indsats. Og så kan vi glædes over Jesu løfte: gør vi vores, så sikrer Gud væksten. Amen 10