En artikel fra KRITISK DEBAT Hvad har vi lært om beskæftigelse og arbejdsløshed? Skrevet af: Jesper Jespersen Offentliggjort: 01. september 2009 Hvad gik galt? Det britiske ugemagasin Economist havde på forsiden af sin udgave den 17. juli i år billedet af en standard lærebog i økonomi, der var halvvejs nedsmeltet med den manende overskrift 'What went wrong?'. Overskriften er dobbelttydig, idet den refererer til: den økonomiske udvikling, hvorledes kunne det med et slag ske, at produktion og beskæftigelse styrtdykkede - i stort set alle lande de økonomiske lærebøger, der stort set intet indeholdt, der kunne forklare en så omfattende økonomisk kollaps Her skal det medgives, at den økonomiske krise kom bag på de fleste økonomer, hvilket gør spørgsmål nummer to nok så relevant, hvorfor kunne det dominerende økonomiske paradigme, mainstream economics, således som det doceres ex cathedra ikke forklare årsagen til den økonomiske krise. Economist går endda det skridt videre og retter en anklagende pegefinger mod mainstream økonomerne, idet deres teorier ligefrem havde været med til at fremprovokere krisen at forsinke erkendelsen af krisen omfang ikke at have noget konstruktivt bidrag til, hvorledes krisen kunne bringes til en afslutning. Det er ganske hårde anklager, der burde give anledning til selvransagelse og ikke mindst revisioner af de økonomiske lærebøger, så de økonomisk politiske rådgivere vil stå bedre rustede i fremtiden. Denne diskussion er også relevant i en dansk sammenhæng, idet det er de selvsamme amerikanske og lignende lærebøger, der benyttes med mindre variationer ved økonomi-studierne i København og Århus, og som ligger til grund for de fleste af de mainstream økonomiske ekspertudsagn, der er præsenteres i de officielle redegørelser og kommissionsrapporter. Jeg vil i det efterfølgende opsummere, hvilke af de dogmer fra de stærkt neoklassisk inspirerede mainstream lærebøger, der som et minimum må skrives om; for de kan ikke i deres nuværende form forklare virkeligheden. 1. Det markedsøkonomiske system er ikke selvregulerende. Den grundlæggende antagelse, som mainstream makroøkonomiske lærebøger bygger på er, at det markedsøkonomiske system er selvregulerende, hvis blot alle priser og lønninger var fuldt fleksible. Denne antagelse diskuteres ikke endsige søges eftervist empirisk - den forudsættes som et indiskutabelt aksiom. Det har den for neoklassiske økonomer logiske implikation, at hvis et marked observeres som værende ude af uligevægt, så kan det kun forklares ved manglende pristilpasning. Omvendt vil aktiemarkedet altid være i ligevægt, idet aktiekurserne altid tilpasser sig udbud og efterspørgsel - heraf udledes, at aktiekursen altid er den rigtige; for ingen markedsdeltager kan påvirke kursudviklingen (bortset fra insider handel, der netop er blevet gjort ulovlig). Tilsvarende kan prisen på boligmarkedet heller ikke være forkert, så længe udbud og efterspørgsel matcher hinanden. Når der er usolgte boliger, så må et skyldes, at boligejerne ikke er villige til at gå tilstrækkeligt ned i pris. Men heri tager neoklassikerne åbenbart fejl; for er der 60.000 boliger til salg og kun 40.000 der efterspørger en ny bolig, så kan prisen falde ganske meget uden der kan 1 / 9
stampes 20.000 nye købere op (før end de økonomiske konjunkturer har bedret sig). Et lignende fejlræsonnement gennemføres i de neoklassiske lærebøger, når årsagen til mere vedvarende arbejdsløshed skal forklares. Her benyttes et helt traditionelt udbuds/efterspørgsel model til at beskrive uligevægten på arbejdsmarkedet, jfr. figur 1. For neoklassiske økonomer er der i deres grundlæggende analyser af, hvorledes markedsøkonomien fungerer ingen afgørende forskel på, om det er jordbær-, aktie-, bolig- eller arbejdsmarkedet, der anskues. Hvis udbud og efterspørgsel ikke matcher hinanden, når de neoklassiske økonomer til samme konklusion: at det må skyldes, at markedskræfterne er hindret i at tilpasse sig frit, hvilket som oftest skyldes politiske indgreb. Ærkeliberalisten og nobelpristager Robert Lucas veg således ikke tilbage fra at konkludere, at ufrivillig arbejdsløshed ikke bør analyseres som et økonomisk problem, men derimod som et politisk skabt problem. Kunne politikerne blot dy sig og undlade at gribe ind i markedssystemets funktion, så ville alle, der ønskede et job også kunne få et job, idet lønnen så blot ville falde indtil den blev billig nok - fuldstændig som med jordbær og aktier. Den teoretiske begrundelse er såre simpel, idet han som så mange andre neoklassiske økonomer blot henviser til den generelle markedsmodel, som gengivet i figur 1. Arbejdsmarkedet fremstilles som om beskæftigelsen kunne beskrives udtømmende i form af udbuds- og efterspørgselskurver, der kun er bestemt af den disponible realløn. Accepteres denne fremstilling er det snublende nærliggende at drage den konklusion, at et overskudsudbud - i form af arbejdsløshed - må skyldes, at arbejdskraften er for dyr. Hvis bare markedskræfterne fik lov til at sætte sig igennem, det vil sige hvis bare lønnen kunne falde tilstrækkeligt, så ville arbejdsløsheden også forsvinde. Når ikke der sondres mellem jordbær og arbejdskraft, kan et blik på figur 1 hurtigt overbevise én selv nok så skeptisk lønmodtager. Men den holder ikke. Forskellen er, at når prisen på jordbær falder, og der derfor spises flere bær, fordi folk får råd til at købe flere, så går det kun i beskedent omfang ud over hindbæravlerne. Sådan er sammenhængen på arbejdsmarkedet ikke - reduceres lønnen, så mindskes lønmodtagernes købekraft og de efterspørger færre forbrugsvarer. Det mindsker produktionen og dermed efterspørgslen efter arbejdskraft - altså det stik modsatte resultat. Lavere lønomkostninger vil dog kunne øge eksporten, hvilket har den konsekvens, at produktion og beskæftigelse mindskes i udlandet. Der begås således en alvorlig teoretisk fejl, når arbejdsmarkedet analyseres isoleret fra den øvrige samfundsøkonomi. En fejl som blev begået allerede af de neoklassiske økonomer i 1930erne og som blev kritiseret kraftigt af den engelske økonom John Maynard Keynes - en kritik der dog er gået glemmebogen, for de nyliberale vinde, der begyndte at blæse ind over den økonomisk politiske arena fra begyndelsen af 1980erne - i Danmark fra slut-firserne - gjorde Keynes' kritik af det markedsøkonomiske system funktion politisk ukorrekt, jfr. f.eks. Albrekt Larsen og Goul Andersen, 2009. Arbejdsmarkedskommissionen (AK) 1 var domineret af neoklassisk skolede økonomer. De var analytisk på linje med Robert Lucas, idet de antog, at der ikke ville være ufrivillig arbejdsløshed i Danmark 'så langt øjet rakte'. AK skrev således i september 2008, 'at der er udsigt til mange års mangel på arbejdskraft' AK (2008), s.1. AK havde derimod øje for det store antal personer, der er på varig overførselsindkomst: langtidsledige, førtidspensionister og efterlønnere. Argumentet fra AK lyder i al sin enkelhed, at hvis bare disse ydelser blev reduceret, ja, helst helt fjernet - i hvert fald efterlønnen, så ville disse personer af økonomisk nødvendighed føle sig tvunget til at tage et af de job, der står og venter på dem. For job er der ifølge AK nok af, hvis bare reallønnen blev presset lidt længere ned. AK forestiller sig simpelthen, at mindskede sociale ydelser vil skubbe SL-kurven mod højre, hvilket vil øge beskæftigelsen, hvis bare lønnen fik lov at tilpasse sig nedad. Tidligere var det kun personer på den lave integrationsydelse eller reduceret kontanthjælp, der skulle have økonomiske tommeskruer på for at komme i arbejde; men nu anbefaler AK, at alle de 2 / 9
indkomsterstattende ydelser skal reduceres ligesom aldersgrænsen for at opnå folkepension (og efterløn) sættes op. Det gøres for at give de personer, der kunne arbejde, men som demotiveres af de sociale ydelser, der åbenbart er for høje, "hjælp til selvhjælp". Inspirationen hentes fra mainstream økonomiske lærebøger ofte af amerikansk oprindelse. AKs forslag er også et opgør med de velfærdsstatslige ydelser, der ifølge den simple arbejdsmarkedsmodel har 'skabt' 250.000 førtidspensionister, 150.00 efterlønsmodtagere og 100.000 langtidsledige, der går og putter sig i forskellige arbejdsmarkedsordninger og sociale tiltag. Et enkelt blik på den historiske udvikling i den ufrivillige/registrerede arbejdsløshed burde dog have manet AK til lidt større eftertænksomhed. Arbejdsløsheden er siden 1970 bølget op og ned i takt med efterspørgslen efter arbejdskraft, der hverken kan forklares ved 'realløns-stivhed' eller ændrede sociale ydelser. Arbejdsløsheden voksede massivt op gennem 1970erne og begyndelsen af 1980erne, hvor oliekrisen hærgede, så kom rentefaldet og Schlüter-boom'et i midt-firserne, efterfulgt af en lang stagnationsperiode, hvor alene den åbne arbejdsløshed nåede op over 300.000 personer. Denne tendens til stigende arbejdsløshed blev først brudt i midten af 1990erne gennem en ekspansiv finans- og pengepolitik kombineret med ændringer i arbejdsmarkedspolitikken: bl.a. tvungen aktivering af ledige og en gradvis reduktion af dagpengeperioden. Det har efterfølgende været diskuteret både blandt politikere og økonomer hvilke faktorer, der egentlig var bestemmende for det lange opsving i beskæftigelsen frem til 2002. Empirisk er det blevet fastslået adskillige gange bl.a. af Det økonomiske Råd, at den kvantitativt væsentligste forklaringsfaktor på faldet i arbejdsløsheden i 1990erne var stigningen i efterspørgslen efter varer og tjenester. Det er naturligvis ikke hele forklaringen - det vil være urimeligt at antage, at arbejdsmarkedsreformerne slet ikke skulle have bidraget til den øgede beskæftigelse. De har forment øget den tilpasningshastighed på arbejdsmarkedet. Det er således blevet lettere for arbejdsgiverne at få den arbejdskraft de efterspørger - i hvert fald frem til 2006, hvor der var stor ledighed i alle fag. Herefter opstod der inden for visse faggrupper - navnlig blandt faglærte - problemer med hurtigt at få netop den arbejdskraft, der opfyldte de specifikke krav om uddannelse og erfaring, som arbejdsgiverne efterspurgte; men uden det førte til en løneksplosion, jfr. figur 4. 2.Den neoklassiske arbejdsmarkedsmodel er misvisende 3 / 9
Note: AB - 'Ufrivillig' arbejdsløshed (mangel på efterspørgsel og strukturproblemer) BC - 'frivillig' arbejdsløshed (p.gr.a. manglende incitamenter) Den misvisende neoklassiske arbejdsmarkedsmodel, der genfindes i alle introducerende lærebøger til samfundsøkonomi, er igennem årtier blevet benyttet til bl.a. at begrunde, hvorfor en hver politisk regulering - direkte eller indirekte - i løndannelsen i form af bl.a. mindsteløn, kollektive overenskomster, velfærdsstatslige ydelser og indkomstskat bidrager til at gøre reallønstilpasningen træg og derved skaber såkaldt ufrivillig arbejdsløshed - ufrivillig set fra et individuelt synspunkt, idet årsagen til arbejdsløsheden er fagbevægelsens markedsmagt (linjestykket AB) og af de velfærdsstatslige ydelser, der er demotiverende (linjestykket BC). Argumentationen er som nævnt empirisk set paradoksal, idet Danmark har en af den vestlige verdens absolut højeste erhvervsfrekvenser og samtidig en af de laveste arbejdsløshedsprocenter! Hertil skal yderligere lægges, at der igennem de foregående fire årtier har været en konstant høj erhvervsfrekvens; men en stærkt varierende arbejdsløshed, der ikke kan begrundes med reallønsstivhed, men derimod med variationer i efterspørgslen. Fra midten af 1990erne steg beskæftigelsen med ca. 25.000 personer - ikke som et resultat af faldende realløn, snarere tværtimod som et resultat af en stigende efterspørgsel, der bl.a. var afledt af lønmodtageres stigende forbrug, baseret på forøget realindkomst og bedre lånemuligheder. Modellen er uegnet, fordi den kun fokuserer på arbejdsmarkedet. Herved bliver påvirkningen fra bl.a. varemarkedet og de finansielle markeder ikke inddraget. Det isolerede neoklassisk arbejdsmarked er baggrunden for det ofte fremførte, men fejlagtige ræsonnement, at 'udbud af arbejdskraft skaber sin egen efterspørgsel'. I den neoklassiske model følger efterspørgslen efter arbejdskraft udbudet som en skygge, hvis bare prisen (dvs. reallønnen) får lov at tilpasse sig. Efterspørgslen gives ingen selvstændig rolle - bortset fra kortsigtede variationer, som markedskræfterne selv med størst fordel kan korrigere. At denne analyse er misvisende har ikke mindst den aktuelle økonomiske krise i stort set alle de større vestlige økonomier givet anskuelsesundervisning i. De er alle ramt af et så betydeligt efterspørgselsbortfald, at arbejdsløsheden er steget stejlt, hvorved enhver diskussion om, at udbud skaber sin egen efterspørgsel burde være forstummet. Vi er på det teoretiske felt rykket tilbage til Keynes, og skal på ny forstå hans helt grundlæggende kritik af den neoklassiske ligevægtsmodel, jfr. Jespersen, 2007. Men hertil skal så ydermere lægges betydningen af den vildtvoksende finansielle sektor og den stigende globalisering af vare- og finansielle markeder, der ikke var så dominerende i 1930erne. Men skal vi forstå udviklingen i beskæftigelsen, så er det primært påvirkningen af efterspørgselskurven DL fra de øvrige dele af samfundsøkonomien vi skal analysere. Hertil er figur 1 dog ikke velegnet, idet efterspørgslen efter arbejdskraft kun i beskedent omfang bestemmes af løn og sociale ydelser, men derimod af udviklingen i den samlede efterspørgsel bestemt som summen af 1. privat og offentligt forbrug, 2. investeringsbeslutninger og 3. nettoeksport til udlandet. Herved kommer den overordnede økonomiske politik i form af finans-, penge- og valutakurspolitik til at bestemme udviklingen i beskæftigelsen (og arbejdsløsheden). Hvorimod de velfærdsstatslige ydelser primært har fordelingspolitiske konsekvenser. Arbejdsmarkedskommissionen ville være nået til fundamentalt anderledes konklusioner, hvis den i stedet for den neoklassiske arbejdsmarkedsmodel havde benyttet en realistisk makroøkonomisk model, hvor også efterspørgslen efter arbejdskraft analyseres, jfr. f.eks. Jespersen,2004. 3. Den økonomiske politik og efterspørgslen fra udlandet bestemmer udviklingen i beskæftigelsen Udviklingen i beskæftigelsen igennem de seneste 25 år peger entydigt på, at det er efterspørgslen efter varer og tjenester fra ind- og udland, der spiller førsteviolin, når arbejdsløsheden skal 4 / 9
forklares. Når der i perioden 2007-08 i nogle sektorer ligefrem var tilløb til mangel på arbejdskraft, så skyldtes det, at efterspørgslen steg for hurtigt. Her skulle den økonomiske politik have været mindre ekspansiv. En mere restriktiv pengepolitik og øget boligbeskatning kunne have ydet et væsentligt bidrag til en roligere udvikling i bolig- og byggesektoren. For det første burde renten have været sat op. Det stiller bindingen til euro-zonen sig hindrende for på grund af den danske fastkurspolitik over for euro, jfr. min artikel i Kritisk Debat, juni 2009. En højere rente ville have dæmpet den eksplosive udvikling i ejendomspriserne. En udvikling, der yderligere blev forstærket af overgangen til afdragsfri lån, der bidrag til at skabe et urealistisk billede af størrelsen af de langsigtede låneomkostningers størrelse. Endelig var skattestoppet, som bl.a. påpeget af vismændene også med til at hælde benzin på boligprisbålet, der herved fik lov til at blusse alt for kraftigt op. Denne overophedning af boligsektoren måtte nødvendigvis efterfølgende resultere i et tilsvarende større kollaps i byggesektoren. Et kollaps, der ikke skyldtes for høje lønninger i byggesektoren; men derimod en uansvarlig økonomisk politik, der dels havde undermineret en række nye boligejeres økonomi, dels skabt ubeskattede kapitalgevinster hvilket bidrog til den dramatiske vending i efterspørgslen efter nye boliger, da finanskrisen satte ind. Når efterspørgslen efter arbejdskraft i den grad er styrtdykket, er det ikke kun et udtryk for boligkrisens ekstraordinære omfang. Finanskrisen har selvstændigt bidraget til at kriseforløbet fik sin egen dynamik. Det er ikke set før i efterkrigstiden, at banksektoren under et har pådraget sig så store tab, at den manglede egenkapital i et omfang, så den normale bankdrift måtte begrænses. Herved flyttede finansieringskrisen uden for bygge- og boligsektoren. Endelig havde krisen også en global karakter. Det var ikke kun i Danmark, at den finansielle sektor havde lidt store tab. Den havde et verdensomspændende omfang - dog med arnested i USA. Herfra spredte den sig i takt med, at de amerikanske banker måtte begrænse deres kreditgivning og sælge ud af deres aktiver. Det fik kurserne på aktiebørserne til at styrtdykke, hvorved den amerikanske bankkrise og lavkonjunktur spredte sig internationalt med lynets. Stort set alle lande kom herved til at opleve store fald i deres eksport af varer og tjenester og dermed i produktionen, som den økonomiske politik i form af diverse 'bank- og vækstpakker' i varierende grad har haft held til at begrænse. Men ingen tør tænke den tanke, hvor verdensøkonomien ville have været i dag, hvis ikke der var blevet grebet så massivt ind. Det står således ikke længere til diskussion, at den økonomiske politik gør en markant forskel på kort og på lang sigt. Derfor må de økonomiske lærebøger, der antager at det markedsøkonomiske system er ligevægtssøgende og at arbejdsløsheden forsvinder af sig selv skrives om. 4. Strukturel arbejdsløshed er ikke et veldefineret begreb Det har været en fast del af den hidtil benyttede mainstream makroøkonomiske teori, at der på arbejdsmarkedet var en nedre grænse for, hvor lav arbejdsløsheden kunne blive og dermed også, hvor meget beskæftigelsen kunne stige. Begrundelsen for en sådan nedre grænse har ændret sig inden for den neoklassiske teori. Oprindeligt tilbage i 1960erne bestod teorien om den strukturelle arbejdsløshed i en forholdsvis banal konstatering af, at den registrerede arbejdsløshed ikke kunne falde til nul, idet der i et dynamisk arbejdsmarked altid ville være personer, som var på vej fra et job til et andet på grund af den strukturtilpasning, som erhvervslivet gennemløber. Da arbejdsløsheden i 1970erne begyndte at stige og tilsyneladende bed sig fast på et væsentligt højere niveau i 1980erne, blev det inden for neoklassisk teoris forklaringsramme tolket som udtryk for, at der måtte være opstået en række nye strukturelle barrierer på arbejdsmarkedet, der hindrede at 'udbud skabte sin egen efterspørgsel', når nu arbejdsløsheden ikke forsvandt af sig selv. Den tanke, at det kunne være et mere vedvarende fald i efterspørgslen efter arbejdskraft, der var hovedårsagen til den vedvarende forøgelse af arbejdsløsheden, lå ikke i det neoklassiske paradigme. De neoklassiske økonomer var derfor ikke sene til at pege på både de velfærdsstatslige ydelser og fagbevægelsens øgede 'markedsmagt', som mulige forklaringer, som vist i figur 1. Begge forhold reducerede de individuelle 5 / 9
incitamenter til at acceptere en mindsket (real)løn og svækkede tilskyndelsen til at søge beskæftigelse på grund af 'generøse' dagpenge - sådan lød argumentationen i hvert fald, som i påfaldende grad mindede om retorikken tilbage i 1930erne, da en endnu højere arbejdsløshed skulle (bort)forklares. Denne neoklassiske argumentation lider som nævnt af to afgørende svagheder. For det første at den ikke er empirisk bekræftet på individ-niveau. Blandt andet stiller de ganske skrappe rådighedsregler sig hindrende for, at et større antal lønmodtagere overhovedet skulle kunne vægre sig mod at påtage anvist arbejde. Hertil kommer, at dagpengeniveauet i dag kun udgør ca. 50 pct. af en gennemsnitlig lønmodtagers indkomst, så det kan bestemt 'betale sig at arbejde'. For det andet mangler der en makroøkonomisk argumentation for, at en reduktion af de indkomsterstattende sociale ydelser øger det samlede antal af jobs. Umiddelbart vil de mindskede sociale ydelser have en effekt, der svarer til en finanspolitisk stramning, der mindsker antallet af jobs. På dette (spinkle) empiriske og teoretiske grundlag blev der inden for mainstream økonomien (der rummer mange varianter af neoklassisk teori) etableret en fælles arbejdsmarkedsdiskurs, der konkluderede at den høje arbejdsløshed skyldtes strukturelle faktorer, der stillede sig hindrende for det nødvendige fald i reallønnen og som samtidig mindskede arbejdsudbudet. Desuden blev det fremført at en længere periode med høj arbejdsløshed i sig selv var med til at cementere arbejdsløsheden, idet de lediges arbejdsevne (og -vilje) blev eroderet i takt med at ledigheden trak ud. En mulig måde at overvinde disse problemer var indførelsen af tvungen aktivering i form af jobtræning og/eller efteruddannelse. Omfanget af den strukturelle arbejdsløshed var det umuligt at fastlægge teoretisk. Det var om noget bestemt af omstændighederne og arbejdsløshedens størrelse. Den strukturelle arbejdsløshed blev derfor bestemt empirisk, idet en i forhold til udlandet stigende reallønsudvikling blev anset for i sig selv at være et strukturelt problem. Her blev erfaringerne fra 1987/88, hvor lønudviklingen var accelereret i forhold til udlandet benyttet til en empirisk identifikation af den strukturelle arbejdsløshed i Danmark. Men da arbejdsløsheden, som nævnt, vedblev med at stige helt frem til 1993 blev den strukturelle arbejdsløshed yderligere justeret op - uden det dog kunne begrundes i nogen arbejdsmarkeds- eller velfærdsstatslige ændringer af betydning. Der udviklede sig inden for den arbejdsmarkedspolitiske diskurs en ikke nærmere teoretisk begrundet praksis ved beregningen af den strukturelle ledighed, der bestod i, at lægge et gennemsnit af de foregående års faktiske arbejdsløshed til grund; for når den ikke for svandt af sig selv, så måtte det jo være fordi den var strukturel! Da arbejdsløsheden efterfølgende begyndte at falde fik denne beregningsmåde den konsekvens fra midten af 1990erne, at den aktuelle arbejdsløshed vedvarende lå under den strukturelle ledighed, hvilket fik de alle mainstream økonomerne til at advare om et forestående lønpres og derfor over en bred kam anbefalede en opstramning af den økonomiske politik - uanset at arbejdsløsheden fortsat lå over 200.000 personer. Men som det ses i figur 4 var lønudviklingen ganske stabil i den betragtede periode. Begrebet 'strukturel arbejdsløshed' synes således ikke at give hverken et empirisk eller teoretisk bidrag til forståelsen af den faktiske udvikling på det danske arbejdsmarked. Det kan derfor virke paradoksalt at både Velfærdskommissionen og Arbejdsmarkedskommissionen benyttede sig af dette begreb ved udformningen af deres rådgivning. Konklusion Den økonomiske krise har været en rigtig øjenåbner - ikke kun for journalisterne på The Economist, men også for teoretisk arbejdende makroøkonomer. Der er simpelthen opstået et akademisk behov for at forstå og forklare den faktiske økonomiske udvikling, hvilket ikke er muligt ved anvendelse af de i dag dominerende lærebøger i makroøkonomi. Årets nobelpristager Paul Krugman har således udtalt, at 'de seneste 30 års udvikling inden for makroøkonomisk teori i bedste fald har været 6 / 9
spektakulært nytteløs og i værste fald direkte skadelig'. Og helt uret kan han næppe have; for de igennem den nævnte periode udviklede generelle ligevægtsmodeller med en diminutiv finansiel sektor og en påklistret strukturel ledighed har ikke bidraget til forståelsen hverken af faldet i arbejdsløsheden frem til sommeren 2008 eller af den efterfølgende stigning. Spørgsmål som: hvorfor den økonomiske krise opstod, hvor længe den vil vare, og hvordan den mindskes, står i al væsentlighed ubesvarede, når de hidtil dominerende makroøkonomiske lærebøger og modeller blev konsulteret, se f.eks Romer (1996/2001) og Birch Sørensen & Whitta-Jacobsen (2005). Hvis den økonomiske udvikling skal forstås, så må de makroøkonomiske lærebøger skrives om. I vide kredse er den opfattelse ved at brede sig, at vi står over for et paradigmeskifte inden for den økonomiske teori af et omfang, der minder om den keynesianske revolution i 1930erne og den monetaristiske (mod) revolution i 1980erne. Hvad indholdet heraf bliver, kan der endnu kun gisnes. Litteratur: Arbejdsmarkedskommissionen, Arbejde, vækst og velfærd, delrapport, september 2008 Asmussen, B. Ideers indflydelse på dansk økonomisk politik 1974-1994, Økonomi og Politik, 2009/1, s. 27-37 Economist, What went wrong!, 17th July 2009 Jespersen, J. Fra mangel på arbejde til fortsat mangel på arbejde - en kritik af Rockwool fondens rapport 'fra mangel på arbejde til mangel på arbejdskraft, Kritisk Debat, 2004 Jespersen, J. Makroøkonomisk metodologi - et samfundsvidenskabeligt perspektiv, Djøfs Forlag, 2007 Larsen, Chr. A. og J. Goul Andersen, Strukturledighed - et barn af økonomiske idéer?, Økonomi og Politik, 2009/1, s. 15-26 (dette nummer af Økonomi og Politik indeholder mange gode artikler til forståelse af sammenhænge mellem 'idéer og den økonomiske politik') Romer, D. (1996/2001), Advanced Macroeconomics, New York: The McGraw-Hill Co. Sørensen, P. B. & H. J. Whitta-Jakobsen (2005), Introducing Advanced Macroeconomics: Growth & Business Cycles, Maidenhead: Macgraw-Hill Education. 7 / 9
8 / 9
Noter 1 AK afgav en delbetænkning i september 2008, som ligger til grund for min beskrivelse. AKs endelige betænkning blev afgivet den 20. august 2009 (efter færdiggørelsen af denne artikel). 9 / 9