AKTUEL FORSIKRINGS- OG ERSTATNINGSRET EN ORIENTERING FRA PLESNER SVANE GRØNBORG OM AKTUEL FORSIKRINGS- OG ERSTATNINGSRET DECEMBER 2004 Usikkerhed om årsagen til museskader Arbejdsgiverens ansvar for museskader Af advokat Tina Reissmann og advokatfuldmægtig Rasmus Høj Christensen I artiklen gennemgås en række afgørelser vedrørende arbejdsgiverens ansvar for museskader, som ansatte har pådraget sig ved skærmarbejde. I løbet af de senere år er erhvervsbetingede lidelser som følge af skærmarbejde blevet mere og mere udbredte. Retspraksis beskrives i denne artikel inden for den særlige gruppe af erhvervsbetingede lidelser, som museskader udgør. Museskader udgør en gruppe erhvervsbetingede lidelser, som langt hen ad vejen skal behandles på samme måde som alle andre erhvervsbetingede lidelser, men de har dog visse karakteristika, der retfærdiggør, at de får en særlig opmærksomhed. Særligt i forhold til spørgsmålet om årsagssammenhæng vil der kunne opstå problemer i denne type sager. Det første, der dog umiddelbart springer i øjnene, er, at Arbejdsskadestyrelsen ikke anerkender museskader som en erhvervsbetinget lidelse. Der vil således ikke fra skadelidtes side være mulighed for at få erstatning eller godtgørelse for de eventuelle varige følger via arbejdsskadesikringsloven. Arbejdsskadestyrelsen har ved et principielt møde den 10. august 2004 afvist at anerkende karpaltunnelsyndrom og underarmssmerter efter arbejde med computer som en erhvervsbetinget Fortsætter på næste side
EN ORIENTERING FRA PLESNER SVANE GRØNBORG OM AKTUEL FORSIKRINGS- OG ERSTATNINGSRET DECEMBER 2004 Fortsat fra forsiden lidelse. Arbejdsskadestyrelsen har yderligere oplyst, at der løbende hen over efteråret 2004 vil blive taget stilling til, om andre lidelser som følge af computerarbejde skal anerkendes som erhvervsbetingede lidelser. Såfremt skadelidte ønsker at blive kompenseret for sit tab, vil dette kun ske ved, at der rettes et krav mod arbejdsgiveren, og at det i den forbindelse godtgøres, at arbejdsgiveren har optrådt ansvarspådragende (den almindelige culpa-regel). Der findes ikke nogen særlig omfangsrig domspraksis på dette område. Så vidt vides, er der i skrivende stund kun afsagt tre domme vedrørende en arbejdsgivers ansvar for arbejde med computermus. Yderligere er samtlige domme afsagt af underretter, og det er således begrænset, hvor meget der kan udledes af de pågældende domme. Ved bedømmelsen af ansvarsgrundlaget vil arbejdsmiljølovens normer og regler ligesom i alle andre arbejdsskadesager spille en væsentlig rolle. Af de afgørelser, der foreligger på området, kan det udledes, at arbejdsgiveren har en pligt til at tilrettelægge arbejdet varieret, således at der ikke arbejdes udelukkende med skærmarbejde. Hvor længe en medarbejder må arbejde med en skærm, opstilles der ikke nogle kriterier for. Det vil dog være naturligt at sammenkæde dette spørgsmål med spørgsmålet om, hvor længe en medarbejder skal have brugt på skærmarbejde, for at der anses at være årsagssammenhæng mellem arbejdet og museskaden. Yderligere lægges der i dommene vægt på, om arbejdsgiveren reagerer hurtigt og effektivt på, at en medarbejder påpeger forhold, som øger risikoen for museskader, samt om arbejdsgiveren tager medarbejderen med på råd, når arbejdspladsen indrettes. Et interessant spørgsmål, som dog ikke skal behandles videre her, er, hvor langt tilbage et ansvar vil kunne løbe. Når en lidelse ikke er anerkendt som en erhvervsbetinget lidelse i henhold til arbejdsskadesikringsloven, vil der ofte opstå problemer i forhold til anerkendelsen af årsagssammenhængen mellem arbejdet og lidelsen. Selvom det er domstolene, der afgør, hvorvidt der foreligger årsagssammenhæng, vil en udtalelse fra Retslægerådet ofte blive udslagsgivende, idet domstolene tillægger disse meget stor vægt. I den første af de tre domme udtaler Retslægerådet direkte, at det må anses for usandsynligt, at skadelidtes symptomer primært kan tilskrives skærmarbejde, og at skadelidte havde forudbestående lidelser, der havde kunnet medvirke til lidelsens opståen. Ikke desto mindre vælger retten i denne sag at se bort fra Retslægerådets udtalelse og statuere den fornødne årsagssammenhæng. Dog blev erstatningen nedsat som følge af de forudbestående lidelser. I den anden dom, der er afsagt i marts 2003, foreligger en udtalelse fra Retslægerådet, hvor det anføres, at der ikke i den videnskabelige litteratur er belæg for at antage, at computerarbejde, herunder arbejde med mus, indebærer en øget risiko for udvikling af den omhandlede lidelse. Retten kommer i denne sag frem til, at der ikke forelå den fornødne årsagssammenhæng. I den sidste dom, der er fra oktober 2003, udtalte Retslægerådet om årsagsforbindelsen: " at en nyligt gennemført stor undersøgelse af mange personer, som har udført musearbejde, har vist, at ansatte, der arbejder med computermus mere end 25 timer ugentligt, har en overhyppighed af smerter svarende til den arm, de har brugt i arbejdet. " Retslægerådet præciserer senere, at musen skal være i hånden i 25 timer ugentligt. Retten vælger i denne sag at tillægge de 25 timer, som Retslægerådet nævner, stor betydning. Årsagssammenhængsspørgsmålet bliver rent faktisk afgjort under henvisning til, at skadelidte i sagen fandtes at have arbejdet over 25 timer ugentligt med en computermus. Som det ses, er der i Retslægerådet tvivl om, hvornår der er den fornødne årsagssammenhæng. Dette kan naturligvis hænge sammen med den forskning, der er foregået inden for området. Det er dog bemærkelsesværdigt, at der kun er 6 måneder mellem Retslægerådets udtalelser i de to seneste domme. Det er vigtigt at erindre, at det også i arbejdsskadesager er den skadelidte, der har bevisbyrden for, at der foreligger den fornødne årsagssammenhæng. Med de to seneste afgørelser er der i hvert fald ikke lagt op til en endelig afklaring på området for årsagssammenhæng ved museskader. Yderligere er dommen fra oktober 2003 blevet anket, og ankesagen skal således domsforhandles ved Vestre Landsret i december 2004. Uanset at en landsretsdom vil have en større præjudikatsværdi end de nu foreliggende byretsdomme, er det vigtigt at erindre, at der ved museskadesager - ligesom alle andre sager vedrørende erhvervsbetingede lidelser - skal foretages en konkret vurdering af de konkrete arbejdsforhold. Dette forhold ændrer dog ikke ved, at det - navnlig henset til de forskellige udtalelser, som Retslægerådet er kommet med - vil være ønskeligt at få en medicinsk/juridisk afklaring af, hvor meget skærmarbejde der skal til, for at der kan antages at foreligge den fornødne årsagssammenhæng mellem skærmarbejde og en museskade. Den nuværende retstilstand indebærer en betydelig grad af usikkerhed for såvel arbejdsgiveren som medarbejderen, og man må frygte et utal af retssager, bl.a. efter at fagforeningen HK/Privat i sit medlemsblad har opfordret sine medlemmer til at overveje sagsanlæg, såfremt de arbejder med mus i mere end 20 timer om ugen. 2
Tekniske rådgiveres ansvarsforsikring Forsikringsselskabers adgang til at afvise dækning på grund af grov uagtsomhed Af advokat Torben Bondrop og advokatfuldmægtig Charlotte Hasseriis Iversen De tekniske rådgivere skal have begået fejl af betydelig grovhed, før et forsikringsselskab er berettiget til at afvise dækning. Regelgrundlaget Udgangspunktet efter reglerne i forsikringsaftaleloven er, at et forsikringsselskab ved ansvarsforsikring hæfter fuldt ud for skader, som er forvoldt af forsikringstageren ved grov uagtsomhed, jf. 18, stk. 2, sidste punktum. Selskaberne har imidlertid mulighed for at fraskrive sig ansvaret for skader, der er forvoldt ved grov uagtsomhed, og denne mulighed bliver meget ofte benyttet ved erhvervsansvarsforsikringer. Der har gennem tiderne været gjort mange forsøg på at opstille et generelt kriterium for, hvornår en given adfærd kan betegnes som groft uagtsom og således berettiger et forsikringsselskab til at afvise dækning under henvisning til forsikringsaftalelovens 18, stk. 2, eller forsikringsbetingelsernes subjektive ansvarsfraskrivelsesklausuler. Ved Højesterets dom, refereret i UfR 1998.1693H, introducerede Højesteret et alment kriterium til bestemmelse af begrebet grov uagtsomhed efter forsikringsaftalelovens 18, stk. 2, hvorefter det er afgørende, om forsikringstagerens adfærd har indebåret en så indlysende fare for den indtrådte skade, at der foreligger grov uagtsomhed. Dette kriterium var allerede anvendt af Højesteret tre år tidligere i relation til afgrænsningen af grov uagtsomhed i erstatningsansvarslovens 19, stk. 2, nr. 1, jf. UfR 1995.737H, men det var først ved dommen fra 1998, at Højesteret slog fast, at det samme kriterium finder anvendelse efter forsikringsaftalelovens 18, stk. 2. Kriteriet er senest blevet anvendt af Højesteret ved dom af 6. december 2002, refereret i UfR 2003.555H, hvori Højesteret statuerede, at en tømrermesters adfærd i forbindelse med udførelse af en tagentreprise havde indebåret en så indlysende fare for skaden, at der var udvist grov uagtsomhed efter forsikringsaftalelovens 18, stk. 2. Når det skal vurderes, om et ansvarsforsikringsselskab er berettiget til at afvise dækning under henvisning til en teknisk rådgivers adfærd i forbindelse med en udført rådgivning, er det således afgørende, om rådgiverens adfærd har indebåret en så indlysende fare for den faktisk indtrådte skade, at der er udvist grov uagtsomhed. Det må erkendes, at dette kriterium ikke i sig selv giver advokater og forsikringsselskaber megen vejledning, når de skal tage stilling til, om en teknisk rådgiver i en konkret situation har handlet groft uagtsomt. Kriteriet giver en strømpil for adfærdens karakter, men de nærmere grænser må fastlægges i retspraksis. Inden for området teknisk rådgivning er der dog ikke den store hjælp at hente i retspraksis, idet der ikke - i hvert fald siden 1952 - foreligger trykte afgørelser, hvor en teknisk rådgivers adfærd er blevet stemplet som groft uagtsom i relation til forsikringsaftalelovens 18, stk. 2. Tilkendegivelse fra voldgiftsretten I november 2002 repræsenterede advokat Peter Wengler-Jørgensen, fra Plesner, imidlertid et rådgivende ingeniørfirma i en sjælden sag for voldgiftsretten (C- 7357), hvor spørgsmålet netop var, om ingeniørfirmaet havde handlet groft uagtsomt i forbindelse med udført projekteringsarbejde, således at ansvarsforsikringsselskabet var berettiget til at afvise dækningen. Sagen var den, at ingeniørfirmaet blandt andet havde projekteret nogle udendørs terrænbelægninger med udgangspunkt i Vejdirektoratets standardnormer for de tungest trafikerede offentlige veje og pladser på baggrund af bygherrens oplysninger om, at terrænbelægningerne skulle kunne bære meget store belastninger fra køretøjer til intern transport. Ingeniørfirmaet indhentede ikke oplysninger om den nøjagtige belastning, som 3
port, således at ansvarsforsikringsselskabet var berettiget til at afvise dækningen. Den beskikkede bygningssagkyndige havde udfærdiget en tilstandsrapport i forbindelse med salg af en beboelsesejendom, hvor han blandt andet klassificerede nogle sætningsrevner på husets facade til K2 og skæve gulvkonstruktioner til K1 på en skala med betegnelserne IB, K0, K1, K2, K3 og UN, hvor UN ofte betragtes som den mest alvorlige klassifikation, da den beskriver forhold, som den bygningssagkyndige ikke kan vurdere, men anbefaler undersøgt nærmere. Den bygningssagkyndige havde arbejdet som bygningssagkyndig i 3-4 år og havde efter sin egen forklaring derved opnået stor erfaring i at udarbejde tilstandsrapporter. Det viste sig imidlertid efterfølgende, at den udarbejdede tilstandsrapport var mangelfuld. En indhentet skønserklæring konkluderede således, at sætningsrevnerne burde have fået den alvorligste karakter UN, og at karakteren K1 ikke var dækkende for gulvenes tilstand, idet skønsmanden anførte, at der var tale om en særlig stor hældning af hele stuegulvet. Skønsmanden vurderede, at udbedringsomkostningerne ville udgøre kr. 600.000-650.000 ekskl. moms. Huset var blevet handlet for ca. kr. 1.000.000. Skønsmanden udtalte endvidere under domsforhandlingen, at ejendommen fremstod som et særdeles groft eksempel på en meget gennemrevnet ejendom. Østre Landsret kom frem til, at den bygningssagkyndiges vurdering havde indebåret en så indlysende fare for fejlvurdering af ejendommens tilstand, at der var handlet groft uagtsomt. Umiddelbart synes Østre Landsret herved at opstille ganske store krav til de tekniske rådgiveres adfærd, idet den bygningssagkyndige groft sagt "blot" havde foretaget et - viste det sig senere - fejlagtigt skøn over skadernes omfang. Det fremgår imidlertid udtrykkeligt af Østre Landsrets begrundelse for dommen, at landsretten har lagt vægt på, at formålet med tilstandsrapporter er at gøre køberne opmærksom på de for- Fortsat fra side 3 de anvendte køretøjer ville udsætte belægningen for. Det skal bemærkes, at den projekterende ingeniør var erfaren inden for det pågældende område, og at den leverede ydelse lå inden for firmaets kerneområde af ydelser. Det viste sig efterfølgende, at terrænbefæstelsen ikke var tilstrækkelig stærk til at kunne tåle de meget store kræfter, der blev påført belægningen fra bygherrens specialkøretøjer, trucks m.v. Forholdet var det, at de standardnormer, som Vejdirektoratet anvender for tungt belastede offentlige veje, ikke var fyldestgørende, idet nogle af de af bygherren anvendte transportkøretøjer var alt for tunge til færdsel på offentlig vej. Efter domsforhandlingen kom voldgiftsretten med en mundtlig tilkendegivelse om, at den af ingeniørfirmaet udviste adfærd lå "milevidt" fra grov uagtsomhed, hvorefter forsikringsselskabet tog bekræftende til genmæle over for påstanden om at anerkende dækning under ansvarsforsikringen. Det skal bemærkes, at voldgiftsretten alene var sammensat af juridiske dommere, og at der ikke til brug for deres afgørelse af, om ingeniørfirmaets anvendelse af Vejdirektoratets standardnormer var groft uagtsomt, var indhentet sagkyndig bistand - udover en erklæring afgivet af forsikringsselskabets egne tekniske rådgivere. Dette blev fremhævet flere gange af voldgiftsretten, hvorfor tilkendegivelsen måske også kan ses som udtryk for, at forsikringsselskabet ikke havde løftet sin bevisbyrde for grov uagtsomhed. Utrykt dom fra Østre Landsret Den ovenfor refererede sag illustrerer under alle omstændigheder kun, hvornår en teknisk rådgiver absolut ikke har handlet groft uagtsomt, og giver derfor ikke megen vejledning til vurderingen af, om der i en given situation faktisk er handlet groft uagtsomt. En sådan vejledning kan nu findes i Østre Landsrets utrykte dom af 29. januar 2004 (B-2442-02), hvor Østre Landsret skulle tage stilling til, om en beskikket bygningssagkyndig havde handlet groft uagtsomt i forbindelse med udarbejdelsen af en tilstandsraphold, som en køber sædvanligvis vil tillægge betydning ved vurderingen af ejendommens tilstand. Østre Landsret udtalte i forlængelse heraf således, at der skal udvises en særlig grad af omhu ved vurderingen af sætningsskader, idet disse kan indebære betydelige udbedringsomkostninger. Det er således ikke givet, at de retningslinier for vurderingen af grov uagtsomhed, der fremgår af dommen, kan overføres til andre områder for teknisk rådgivning. Det skal dog fremhæves, at der i sagen var flere tydelige indikationer for, at ejendommen havde alvorlige sætningsskader og dermed et særdeles stort skadespotentiale, hvilken risiko den bygningssagkyndige let kunne have afværget ved at give skaderne en skærpet klassifikation. Der var således bestemt grundlag for at rette kritik mod den bygningssagkyndiges adfærd, men det kan diskuteres, om adfærden var af en sådan grovhed, at den - efter praksis inden for andre erhvervsområder - berettigede til bortfald af forsikringsdækningen. Bedømmelsen af tekniske rådgiveres adfærd På baggrund af en række afgørelser vedrørende grov uagtsomhed også inden for andre erhvervsområder (blandt andet entreprenører, advokater og tømrer) kan det udledes, at der, i bedømmelsen af om der er udvist grov uagtsomhed, blandt andet kan indgå momenter som den objektive risiko for skadens indtræden, skadens mulige omfang, forsikringstagerens mulighed for at tage højde for risikoen i planlægningsfasen, den pågældendes erfaring og uddannelse samt gentagen uagtsomhed. Generelt kan man sige, at den skadegørende handling eller undladelse skal udgøre en markant normafvigelse fra det almindeligt anerkendte handlingsmønster, der regulerer det pågældende livsområde - en bedømmelse, der skærpes, når der er tale om professionelle forhold. Som et typisk eksempel på, hvornår der kan blive tale om at statuere grov uagt- Fortsættes på bagsiden 4
EN ORIENTERING FRA PLESNER SVANE GRØNBORG OM AKTUEL FORSIKRINGS- OG ERSTATNINGSRET DECEMBER 2004 Byretsdom vedrørende klausul om lægevoldgift i personforsikring Klausul om lægevoldgift medførte rettens afvisning af sagen Af advokat Karina Løkkegaard Retten på Frederiksberg har afvist videre behandling af en sag, hvor parterne under sagens forberedelse for retten i fællesskab, i overensstemmelse med de for den i sagen omhandlede personforsikring gældende forsikringsbetingelser, havde indbragt spørgsmålet om forsikringstagers erhvervsevnetab for en lægevoldgift. mand, som skulle være læge. Voldgiftsmændene skulle herefter vælge en opmand, som skulle være læge, men som kun skulle træde til i tilfælde af uenighed mellem voldgiftsmændene. Forinden afgivelse af svarskrift begærede vi som advokat for forsikringsselskabet i overensstemmelse med forsikringsbetingelserne spørgsmålet om størrelsen af erhvervsevnetab indbragt for en lægevoldgift. Vi tog i den forbindelse forbehold for senere at påstå sagen afvist. Forsikringstagers advokat accepterede uden forbehold, at spørgsmålet om erhvervsevnetab skulle indbringes for en lægevoldgift, og lægevoldgiften blev herefter nedsat i overensstemmelse med ovennævnte. De af parterne valgte voldgiftsmænd var ikke enige om ansættelsen af forsikringstagers erhvervsevnetab, men efter Ovennævnte sag var af forsikringstager indbragt for Retten på Frederiksberg, med påstand om at forsikringsselskabet skulle tilpligtes at anerkende, at forsikringstagers erhvervsevne var nedsat med 50% eller mere, hvilket forsikringsselskabet bestred. I forsikringsbetingelserne var det bestemt, at ansættelsen af forsikredes erhvervsudygtighed i tilfælde af uenighed mellem parterne skulle afgøres endeligt ved voldgift, og at hver af parterne i den forbindelse skulle vælge en voldgiftsopmandens vurdering heraf var lægevoldgiftens samlede konklusion, at forsikringstagers erhvervsevne ikke var nedsat med 50%. Herefter fremsendte forsikringstagers advokat en begæring til Arbejdsskadestyrelsen med anmodning om styrelsens vurdering af forsikringstagers erhvervsevnetab og begærede samtidig retssagen udsat herpå. Vi protesterede herimod og begærede sagen afvist. Spørgsmålet om afvisning blev procederet for retten. I den forbindelse gjorde forsikringstagers advokat gældende, at afvisningspåstanden var blevet fremsat for sent, at klausulen om lægevoldgift ikke var bindende, og endelig at lægevoldgiftens vurdering var ugyldig i medfør af voldgiftslovens 7, stk. 2. Heroverfor gjorde vi gældende, at påstanden om afvisning var blevet fremsat rettidigt, at klausulen om lægevoldgift var bindende, at forsikringstager de facto havde accepteret behandling af sagen ved lægevoldgift, og endelig at der ikke var grundlag for at anse lægevoldgiftens vurdering for ugyldig. Retten på Frederiksberg fandt ikke grundlag for at afskære påstanden om afvisning grundet passivitet og vægtede i den forbindelse, at der endnu ikke var afgivet svarskrift i sagen, hvilket ikke var overraskende, da dette er retsplejelovens hovedregel. Retten fandt herefter, at forsikringstager, ved uden forbehold at acceptere lægevoldgiftens behandling af sagen, var afskåret fra efterfølgende at fremsætte indsigelser mod voldgiftsaftalens gyldighed, herunder spørgsmålet om voldgiftsrettens afgørelses endelighed og voldgiftsrettens sammensætning. Retten fandt desuden ikke grundlag for at antage, at lægevoldgiften ikke havde behandlet sagen forsvarligt, og da der ikke i sagen var andre tvistepunkter end graden af Fortsættes på bagsiden 5
EN ORIENTERING FRA PLESNER SVANE GRØNBORG OM AKTUEL FORSIKRINGS- OG ERSTATNINGSRET DECEMBER 2004 Fortsat fra side 4 somhed i relation til tekniske rådgivere, kan nævnes, at man påtager sig at yde rådgivning inden for et område, som man utvivlsomt ikke har forstand på, eller at man påtager sig at foretage komplicerede beregninger, uanset at man ikke besidder de fornødne EDB-programmer. Et andet muligt eksempel på grov uagtsomhed er den situation, hvor man som rådgiver ignorerer tydelige faresignaler, såsom tilkendegivelser fra entreprenører om, at der muligvis er tale om underdimensionering. Denne situation forelå i den ovenfor omtalte dom fra Højesteret af 6. december 2002. Disse eksempler er ikke en udtømmende angivelse af de tilfælde, hvor det kan være aktuelt at overveje, om en teknisk rådgiver har handlet groft uagtsomt, men blot en angivelse af de situationer, hvor en sådan overvejelse er mest nærliggende. Om en teknisk rådgiver i en konkret situation har handlet groft uagtsomt, vil i sidste ende bero på en helhedsbedømmelse med inddragelse af flere af de opregnede momenter. Det kan imidlertid på baggrund af det ovenfor anførte, herunder den refererede tilkendegivelse fra voldgiftsretten, konkluderes, at de tekniske rådgivere skal have begået fejl af en betydelig grovhed, før det vil blive lagt til grund, at de har handlet groft uagtsomt. Det bliver fra tid til anden fremført, at den påfaldende mangel på sager, hvori det gøres gældende, at en teknisk rådgiver har handlet groft uagtsomt, ikke så meget skyldes, at dette forudsætter meget grove fejl fra rådgiverens side, som bygherrernes frygt for, at ansvarsforsikringsselskabet i givet fald vil afvise dækning. Efter dette synspunkt lægger bygherrerne større vægt på den sikkerhed, der består i, at et eventuelt krav dækkes af et ansvarsforsikringsselskab, end på den tilsidesættelse af ansvarsbegrænsningerne i ABR 89, som rådgiverens grove uagtsomhed vil medføre. Der er imidlertid ingen tvivl om, at et ansvarsforsikringsselskab, der virkelig er af den opfattelse, at der er handlet groft uagtsomt, selv vil gøre et sådant anbringende gældende. Det skal afslutningsvis bemærkes, at Højesteret ved en dom afsagt den 29. oktober 2003, refereret i UfR 2004.166H, har valgt et andet kriterium for grov uagtsomhed i relation til erstatningsansvarslovens 19, stk. 2, nr. 1, således at Højesteret lagde vægt på, om adfærden har indebåret en "nærliggende fare" for den indtrådte skade. Ordlyden af dette kriterium kunne indikere, at forsikringsselskaberne fremover vil få lettere ved at komme igennem med, at en skadevolder har udvist grov uagtsomhed. Faktum i sagen sammenholdt med Højesterets tidligere afgørelser synes imidlertid ikke at understøtte, at der stilles skærpede krav til skadevolders adfærd, snarere tværtimod. Det er i skrivende stund uafklaret, om Højesteret også vil anvende dette kriterium i relation til forsikringsaftalelovens 18, stk. 2, og hvilken betydning det i givet fald vil få for bedømmelsen af forsikringstagernes adfærd. Fortsat fra side 5 forsikringstagers erhvervsudygtighed, tog retten forsikringsselskabets påstand om afvisning til følge og tilkendte i øvrigt forsikringsselskabet sagsomkostninger. Rettens præmisser i sagen er konkrete, men viser desuagtet, at domstolene ikke er afvisende over for at tage voldgiftsklausuler om lægevoldgiftsbehandling af spørgsmålet om erhvervsevnetab for pålydende i privattegnede personforsikringer. Det bemærkes, at der ikke eksisterer trykte afgørelser vedrørende voldgiftsklausuler om lægevoldgift. Der foreligger derimod trykt retspraksis vedrørende voldgiftsklausuler, der foreskriver Arbejdsskadestyrelsens stillingtagen til spørgsmålet om fastsættelsen af forsikringstagers méngrad i privattegnede personforsikringer med bindende virkning. Retsstillingen herom er i ganske vidt omfang afklaret ved Højesterets afgørelse trykt i Ugeskrift for Retsvæsen for 2000, side 1152, hvor Højesteret når frem til, at en sådan voldgiftsbestemmelse afskærer forsikringstageren fra at få spørgsmålet prøvet ved de almindelige domstole. Denne afgørelse er kommenteret i Ugeskrift for Retsvæsen, 2000B, side 481. Ovennævnte afgørelse fra Retten på Frederiksberg tyder altså på, at retsstillingen vedrørende lægevoldgiftsklausuler, for så vidt angår erhvervsevnetab, svarer til retsstillingen ved voldgiftsklausuler om Arbejdsskadestyrelsens stillingtagen til méngrad i privattegnede personforsikringer. Aktuel Forsikrings- og Erstatningsret udgives af: Plesner Svane Grønborg Advokatfirma Amerika Plads 37 2100 København Ø Telefon 33 12 11 33 Fax 33 12 00 14 plesner@plesner.com www.plesner.com Redaktion: Torben Bondrop (ansvarshavende), Mikael Delin Redaktionen er afsluttet den 23. november 2004 Yellow Pencil Tryk: Jypa.