Frihedens idé Den skrevne litteramr som vi har hørt om indtil nu, har stort set én ting til fælles: Forfatterne har opfattet sig som "talerør". Som repræsentanter for en institution, Kirken eller Kongen; eller for en eller anden idé: Kristendommen, Skæbnen, Fornuften, Moralen. \ Den litteramr de skrev, skulle være belærende, den skulle tjene et bestemt formål. Og derfor var der faste mønstre for hvordan de forskellige former for litteratur skulle skrives.! Men op igennem 1700-tallet er noget nyt på vej: "Den indre stemme" taler mere og mere tydeligt om det enkelte menneskes oplevelser og erfaringer. I midten af 1700-tallet bhver individualismen sat på programmet - som idé: Det enkelte menneske skal have lov til at udvilde sig og leve efter sine egne personlige forudsætninger - i stedet for at blive presset ned i en fast form som er bestemt på forhånd. Det er en ny synsvinkel at det enkelte menneske er interessant i sig selv. imcnncskcr er forskellige, og det skal de have lov til at være - inden for rimelighedens grænser. Men i virkeligheden er de grænser ret snævre. I 1700-tallet, på enevældens tid, hvor kongens ord var den eneste lov, kunne man ikke frit tale og skrive som man ville. Borgerne i byerne, de der beskæftigede sig med handel og håndværk og administration og andre samfundsnyttige sager, blev mere og mere utilfredse. Tjene penge og betale skat, det havde de lov til; men politisk indflydelse på landets udvikling, det havde de iklcc. 48
Så sker der noget som fik stor bet^'dning - også i Danmark: I 1789 udbryder der revolution i Frankrig. Det er borgerne i Paris som tager magten fra kongen og adelen: Nu skal der indføres demokrati - "frihed, lighed og broderskab". De nye politikere udsender en "Erklæring om menneskerettighederne". Den erklæring blev efter Anden Verdenskrig vedtaget af FN, og den er nu hele verdens grundlov. Erklæringen slår fast, som det første og vigtigste, at alle mennesker er født frie og lige! Det vil sige: Ethvert menneske har ret til at leve som det selv vil, bare det ikke skader andre. Derfor må det være et krav at det enkelte menneskes frihed respekteres. Mange mennesker rundt om i Europa var begejstrede for Den franske Revolution og dens idé om menneskerettigheder. De havde en fornemmelse af at nu skulle en helt ny tid til at begynde. Men regeringerne i de europæiske lande blev nervøse: De satte bremserne i for alle tendenser som kunne føre til revolution. I stort set hele den enevældige periode - fra 1660 til 1849 - var der censur i Daimiark. I slutningen af 1700- tallet satte forfattere trykkefrihed på programmet: retten til at sl<rivc hvad de ville, og til at udgive det offentiigt. Men i Danmark fik friheden det ikke bedre i årene lige efter 1789. Nogle fik at mærke at man ikke ustraffet kunne gøre grin med kongen og andre af samfundets magthavere. For eksempel forfatteren P.A. HEIBERG. Hans kritik af den manglende frihed i Danmark blev en boomerang: I året 1799 blev han idømt straffen landsforvisning. Han slog sig ned i den "frie" by Paris og fik aldrig lov til at vende tilbage. 50 år senere bhver demokratiet i princippet indført i Danmark. 49
Her er en mor og et barn, malet i år 1800. Moderen er ikke strammet op med stift korset og mange lag kjoler og paryk; hun ser "naturlig"ud. Og drengen skal ikke ligne en lille voksen, men han må lægge legetøjet fra sig el stykke tid, fordi maleren er på besøg. 50
Indvielsen Romantikkens virkelighed Prøv at se på billedet ved siden af. Sød mor, sød liue dreng, ikke? Gad vide hvordan det går ham senere i livet? Vi kan jo gætte. Han vokser i alt fald op i et rigt og stilfuldt hjem. Så drengen får privatundervisning som andre børn i rige familier. Læreren er sikkert inspireret af de nye franske tanker om at frihed og selvstændighed er det vigtigste for et menneske. Drengen bliver opdraget tu at være naturlig. Han får lov til at lege i stuerne og i haven. Han lærer fremmede sprog; han læser bøger om fremmede lande og hører om de klassiske helte; han bruger sin fantasi og digter videre på historierne. Efterhånden vokser han fra børnetøjet, og han skifter kæphesten ud med en ridehest. En dag siger man til ham: Nu er du voksen! Og så er det det begynder at gå op for den tidligere dreng at det er en helt anden verden han nu kommer ud i. Nu er det slut med følelser og fantasi, nu handler det om at være fornuftig, nu skal han tjene Gud, Konge og Fædreland - og penge. Nu er han ikke længere i centrum, han er blevet en borger i samfundet. Og det går op for ham at det på mange måder er en forfærdelig verden - helt anderledes end i forældrenes stuer og i haven. I byerne ser han fattige og sultne mennesker, og der er krig i Europa. I dén virkelighed kan de idealer om frihed og selvstændighed, som hans lærer prægede ham med, ligge på et meget lille sted. Der var en tid... Senere vil vores ven her tænke tilbage på dengang han var hge så lille som på maleriet. Der var en tid da jeg var meget lille, min hele krop var kun en alen lang; sødt, når jeg denne tænker, tårer trille og derfor tænker jeg den mangen gang. Det vigtigste ord i denne første strofe af digtet Da jeg var lille (1785) er ordet "derfor": Jeg tænker på min barndom,/oræ jeg så kommer til at græde! 51
Det lyder måske underligt? Men for JKNS BACKIHSHN som har skrevet digtet, er det noget positivt at være sentimental. De minder man gemmer i sig, er en værdifuld skat. Og barndommen er derfor en tid man tænker tilbage på med savn og længsel. Når drengen på billedet er blevet en ung voksen mand der træder ud i samfundet, må han se i øjnene at leg og fantasi, følelser og idealer - de hører til inden for hjemmets fire vægge. Ude i samfundet gælder helt andre og mere kontante regler. Derfor trulcr der en tåre. Kvinder og borgere Drengens mor og hans søstre oplever ikke den samme modsætning, i alt fald ikke så stærkt, for de skal ikke færdes så meget "ude i samfundet". Pigernes og kvindernes verden - det er netop hjemmet. Og stort set kun dét på den tid. De må gerne have følelser og idealer. Hvor er de dog heldige, tænker manden. Hor ham kommer barndommens og kvindernes verden til at stå som et ideal - det er jo den verden han voksede op i, indtil han trådte ud i de voksnes rækker. Og hvad gør han så? Enten tilpasser han sig og bliver en rigtig borger - med tyk mave og godt arbejde. Eller også gør han ikke; så vil han om dagen passe det han skal, men om aftenen sidder han i månelyset og fantaserer. Han længes efter noget som han ikke rigtig ved hvad er. Han forestiller sig et hv der kun har plads til følelser og idealer. Men det er svært at forestille sig, for han ved selvfølgelig godt at han ikke kan blive den lille dreng på maleriet igen. Måske skriver han digte om det. Så er han blevet romantiker. 1 Schack Staffeldt Drengen der nu er blevet voksen, kunne godt have heddet noget så fornemt som Adolph Schack von Staffeldt. SCHACK S IAFEK],!? r er den der skrev de første romantiske digte i Danmark, samlet i bogen Digte i 1804. Et af dem hedder Indvielsen: Ï ",.;:.- -. - Jeg sad på pynten ved sundets bred, himlene smilte, og så med længsel i dybet ned, bølgerne hvilte, da hælded solen til havets bryst, og rundt om rødnede luft og kyst. Sådan begynder digtet. Solen er ved at gå ned, namren skifter farve. Manden der sidder på en bakke ved vandet, er trist til mode; han ser "med længsel i dybet ned" - hvad mon han tænker på? Han er gået væk fra menneskenes daglige verden, så langt ud i naturen som han kan komme. Han vender 52
ryggen til, han er alene. Og så oplever han noget, mens solen går ned i havet; en engleagtig kvinde, en muse.> svæver ned til ham og giver ham et kys - og en harpe. Og så forsvinder hun. Det er det som er Indvielsen. Nu er dcl ligesom alting forandres: Naturen taler til ham, den bliver levende, den bliver ligesom ham selv. Harpen, som han får af den svævende muse, er et ældgammelt symbol på evnen til at kunne digte. Det er den evne han opdager i sig selv. Og så begynder han at se anderledes på alting. Hvor han før var deprimeret og indesluttet, bliver hans sanser nu åbnet, og han kan se det som han ikke kunne få øje på før: følelserne og fantasien, drømmene og idealerne. Men hvad så? For han skal vel hjcni igen og passe sine ting? Ja, det ved digtets "jeg" godt, og det handler den sidste strofe om. Han er helt klar over at når han kommer tilbage til sit daglige liv, så vil han opleve det som "et fængsel"; Han skal foretage sig så mange trivielle ting, som er det stik modsatte af det han har oplevet, og som han nu bagefter kan opleve i sin fantasi. Længsel og fængsel Efter indvielsen vil jeg'et i digtet gå rundt med en modsætning inden i sig, en modsæming mellem hans "fængsel" og hans "længsel". Han er blevet et splittet menneske. Han kan forestille sig noget, han kan drømme, han kan digte, han kan fantasere. Men det gør ham ikke til et harmonisk menneske. Hvor ligger fejlen? Er det fantasien der er forkert på den - eller er det virkeligheden? En romantisk digter som Schack Staffeldt er ikke i tvivl: Fantasien er det vigtigstel Og hvis virkeligheden er anderledes end fantasien, så er det virkeligheden der er noget galt med! - Er det ikke noget flip? Jo. Og nej. Dengang, for cirka 200 år siden, var det noget nyt at lægge så stor vægt på fantasien. Virkelighedens krav og regler var nogle helt andre end fantasiens. De der dengang - hgesom Schack Staffeldt - opdagede det, kunne se at deres daglige liv var delt i to dele. I samfundslivet gælder pengenes og karrierens og regeringens love. Og idealerne? Dem kan du dyrke i privatlivetl Vi har i dag vænnet os til at der er en modsætning mellem fantasien og virkeligheden - uanset hvordan vi vender og drejer det. Men for 200 år siden var det en ny måde at tænke på som kaldes romantik. Fantasien skaber andre billeder end dem man møder til daglig. De billeder kan man blive forvirret af, hvis man er et følsomt og tænksomt hoved. Det var digteren Schack Staffeldt - og mange andre unge i Danmark og i resten af Europa. 53
T Aladdin og os andre Adam Oehlenschläger Det var ikke Schack Staffeldt som blev den store digter i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet. Det blev ADAM OEH- LEKSCHLÄGER. I romantikken er en digter en der kan se anderledes pä virkeligheden end vi andre. Og se noget vi ikke kan se. Digteren er indviet, særligt udvalgt af inspirationens gudinde - som i digtet Indvielsen. Digteren har en særlig ånd, han er et geni. Hvor kan man købe sådanne evner? Ingen steder, selvfølgelig. I en romantisk opfattelse er geni noget man har i sig, ligesom fantasien: Børn har det, tossede har det, primitive folk rundt om i verden har det. Men når man bliver opdraget og undervist og lærer at tænke rationelt og tælle penge og planlægge tiden og regne den ud, så er geniet i alvorlig fare. For efterhånden som man bhver klogere, bliver fantasien og ånden mindre, måske ligefrem ødelagt. Sådan tænker en rigtig romantiker, f.eks. Adam Oehlenschläger. Et af de mest berømte digte på dansk har han skrevet; det er Guldhornene (1803). Det handler om hvordan forskerne "higer og søger" efter fortidsminder. Og Odin og de andre gamle guder beslutter at belønne deres anstrengelser; 1 som raver i blinde, skal finde et ældgammelt minde der skal komme og svinde! Dets gyldne sider skal præget bære af de ældste tider. En ung forelsket pige i Sønderjylland snubler en dag over et drikkehorn af guld fra oldtiden; sådan har guderne bestemt det. Og forskerne vrimler dertil for at fmde mere. Men der er ikke mere. Ikke før 100 år senere. Næsten samme sted pløjer en ung, glad bondemand endnu et guldhorn op af jorden. Endnu en gave fra guderne. Forskerne sætter de to guldhorn på museum, så man kan se hvor værdifulde de er. Men guderne er utilfredse med guldhornenes skæbne. Det er nemlig ikl<.e det værdifulde guld som er det vigtigste; hornene skal beundres som "evighedens underværker". Gudernes gave er et 54
/ Danmark er der ikke megen vild natur som romantikere kan dyrke og gyse over I stedet fremstiller de danske "guldaldermalere"en anden side af romantikken: drømmen om en harmonisk sammenhceng mellem menneske og natur. Ofle er det, som her, kvinderne der fretnstilles i liarmoni med nalubevis på at der er mere mellem himmel og jord... Det forstår borgerne ikke. Derfor tager guderne gaven tilbage; de to guldhorn forsvinder fra museet. Guldhornene er et flot digt. Og at det senere viste sig at de to guldhorn blot var blevet stjålet og smeltet om af en guldsmed i København - det gør ikke digtet dårligere. Digtets budskab er romantisk: "Skurkene" i digtet er dem der kun kan tænke med hjernen og med tegnebogen. "Heltene" er den unge pige, "det skønneste skønne", og den unge mand, "naturens søn". Det er mennesker som dem guderne kan lide, for de tænker med det varme hjerte i stedet for med den kolde hjerne. 55
En romantisk teenager. Pigen er klædt som en kvinde fra det antikke Rom, hvis ruiner ses i baggrunden. Det er en "klassicistisk" drømmeverden hun sidder i og der er en verden af drømme inden i hende. Noureddin og Aladdin Guldhornene blev trykt i Adam Oehlenschlägers første bog. Digte (1803). I bogens andre digte finder vi den samme vurdering af hvad der er negativt og positivt. Og det gør vi også i skuespillet Aladdin eller Den forunderlige lampe (1805), der bygger på et af de gamle arabiske "1001 nats eventyr". Adam Oehlenschläger laver om på eventyret så det passer til hans romantiske tankegang. Da st^'kket begynder, møder vi Aladdin der er sytten år og doven. Faderen, en fat- 56
tig skrædder, er sur på "den lange lømmel, som driver om og gør slet ingen nytte." Og det har faderen ret i. Men det viser sig at Aladdin ikke behøver løfte en finger; han klarer sig på sit held. Der sker nemlig dette: En troldmand i Afrika, Noureddin, har fået et vink om hvor der er gemt en lampe med en ånd i, en af den slags der kan opfylde alle éns ønsker. Men Noureddin kan ikke få fat i den selv, det skal der en anden type til, nemlig - En ung enfoldig dreng skal hjælpe mig, skal tage skatten, næsten som i søvne, og fly mig den, uklog på dens værdi. Det er naturlig\às Aladdin der bliver udpeget til at hente den værdifulde lampe til Noureddin. For Aladdin er netop "naturens muntre søn" - en dreng af kød og blod og uden alt for megen hjerne. Aladdin får fat i lampen, men han nægter at aflevere den til den onde Noureddin. Aladdin bliver snart klar over hvad det er for en herlig ting han har fået fat i: I lampen er der en ånd der kan opfylde alle hans ønsker. Så han får Lampens And til at hente den prinsesse han er forelsket i. Hendes far stiller fuldstændigt vanvittige betingelser for at Aladdin må få hans datter, men det er ikke noget problem - det klarer Ånden. Aladdin får prinsessen og det halve kongerige. Og så er alt vel godt? Kampen for lykken Men nej, for nu glemmer Aladdin lampen. Det lykkes Noureddin at få fat i den, så at han kan bruge den til sine onde gerninger: Han bcg\'nder med at bortføre prinsessen. Nu er gode råd dyre. Ad snirklede veje lykkes det dog Aladdin til sidst at slå troldmanden ihjel og få fat i både prinssessen og lampen igen. Og selv bliver han klogere på hvad lykken er; Først har han \T.indet lykken, uden at have gjort sig fortjent til den - og faktisk ved at gå i alliance med de onde kræfter. Dernæst har han mistet lykken igen fordi han kun tænkte på materielle ting. Nu vinder han lykken tilbage fordi han selv kæmper for den. Lystspillet Aladdin er stadig så dugfrisk som da det blev skrevet - bortset fra seh'følgelig at sproget har ændret sig noget siden dengang. Adam Oehlenschläger kunne også skrive højtidelige skuespil om ridderlige helte og udødchg kærlighed, helt efter tidens smag. Mange af disse skuespil hentede deres stof i de gamle nordiske heltesagn om konger og krigere. De bliver sjældent opført i vore dage. Men så populære var hans skuespil dengang at han har fået æren af at sidde forstenet foran indgangen til Det Kongelige Teater - sammen med den største skuespilforfatter i Danmark, Ludvig Holberg. 57
Lysets engel og nattens skygger B.S. Ingemann Glade jul- dejlige jul, I østen stiger solen op. Nu titte til hinanden defavre blomster små, Ly-iels engel går med glans. Julen har bragt velsignet bud. Dejlig er jorden - teksterne til alle disse sange har én ting til fælles: De er skrevet af B.S. indhmann. I 1837 udsendte han en lille samling Morgensange for børn. Det er sange som handler om Gud og om troen på Gud, det er salmer. Men der er ikke noget tungt og belærende ved dem; de handler om at være glad fordi solen skinner, fordi fuglene synger, fordi blomsterne springer ud, fordi man er barn... Nu vågne alle Guds fugle små, de flyve fra reden og sjunge; de prise Vor Herre så godt de formå: De takke for livet og lyset med fløjtende tunge. Tekstens fugle kan man lige så godt se som en metafor. Det er også børnene og menneskene i det hele taget som vågner og er glade. Naturen, morgensolen og fuglene er levende beviser på at Gud vil menneskene det godt. Vi kan f eks. se det i den morgensang der begynder sådan her: I østen stiger solen op: Den spreder guld på sky, går over hav og bjergetop, går over land og by. Solens lys vækker hele naturen, solen giver liv til træerne og fuglene og menneskene. Men det er jo en salme B.S. Ingemann har skrevet; derfor kommer solen "fra den favre kyst, / hvor paradiset lå." Solen bliver et billede på Jesus; den kristne tro er det samme som glæden over naturen. Dejlig er jorden Solen, fuglene, træerne, stjernerne - hele naturen var for B.S. Ingemann billeder pä livet. Og han var glad for livet, han havde tillid til at alting er godt. Han havde valgt at se det positive i hvet. For i hans salmer er det sådan: Når menneskene er glade for Gud, så er Gud glad. Og så skal Gud nok være der med trøst når man har brug for det: 58
Lysets engel går med glans gennem himmelporte. For Guds engels strålekrans flygter alle nattens skygger sorte. "Nattens skygger"? Jo, B.S. Ingemann vidste godt at et menneske indeholder andet end den naive glæde. Han vidste godt at de smukke billeder af den gode natur og de gode mennesker, som han skaber i sine digte, er en slags ønskebillcder. Dejlig er jorden - når man vælger at se sådan på den. I stedet for at lade sig slå omkuld af "nattens skygger", de mørke kræfter som kæmper imod det gode i et menneske. Dem kan man læse om i andre af hans tekster. Det dæmoniske Bernhard Severin Ingemann var lærer ved Sorø Akademi; og i 51 år af sit liv var han forfatter. Han fik meget fra hånden; digte, cvcnt>t og historiske romaner. I 1820 udsendte han en bog med Eventyr og fortællinger. Det er historier om spøgelser, varulve og andre dæmoniske væsener - om de skjulte kræfter der slås i et menneske. B.S. Ingemann var langt fra den eneste forfatter der interesserede sig for de dæmoniske sider af mennesket, som de gamle folkeviser og eventjt fortæller om. Faktisk var det et af den romantiske tids yndlingsemner: Du kender historien om lægen Frankenstein der skaber et kunstigt menneske? Den er skrevet i 1819 - af en 18-årig engelsk pige, Mary Shelley. Og du kender nogle af Brødrene Grimms eventyr} De blev samlet og nedskrevet af to tyske professorer i årene 1812-22. Der er mange gyser-fortællinger i den tids litteratur. Også i Danmark udgav man folkeviser, folkeeventyr og folkesagn i disse år. Adam Oehlenschläger skrev digte og eventyr om overnamrlige væsener og spøgelser, og det gjorde B.S. Ingemann altså også - fortællinger med titler som De sorte riddere. De underjordiske, Det forbandede hus, Varulven^ Den levende døde... Men hvorfor var voksne veluddannede mennesker så interesserede i disse mystiske sager i begyndelsen af 1800-tallet? Du har garanteret prøvet at have mareridt. Det ord betyder at en mare (en abeagtig djævel) har redet på dig mens du sov. Hvis du bare ryster de onde drømme af dig, når du vågner, og går ud i virkeligheden som om intet var hændt - så er der ikke noget problem. Men hvis du begynder at spekulere over hvad det egentlig er inden i dig selv som får dig til at drømme sådan, så har du det ligesom B.S. Ingemann og de andre romantiske forfattere. For de måtte indse at et menneske er en sammensat størrelse. Der er kræfter i os som trækker i forskel- 59
lige retninger; Følelserne og tankerne, fantasien og drømmene er ikke sådan at stvre. Selv-citationen En af B.S. Ingemanns fortællinger om "menneskenaturens hemmeligste namrlovc" er Selv-citationen (1847). Hovedpersonen, smdenten Frederik Holm, har mistet troen på sig selv og på at der er nogen mening med livet; for - en ulykkelig kærlighedshistorie havde udslukt alt liv og al glæde i hans kække, dog noget vel fine og sværmeriske ansigt. Han så bleg og sygehg ud, og Assistens kirkegård i romantisk månelys - måske den nat hvor Frederik Holm gik på opdagelse i sig selv. hans venner var højlig bekymrede for ham. Derfor føler Frederik en trang til at prøve "et spring ud over livets sædvanlige sfære". Nu hører han så en af sine venner fortælle om hvordan man kan kalde ukendte sider i sig selv frem - på en kirkegård ved midnat! Det kaldes 'selv-citation', og det vil han prøve. Vennen advarer ham imod forsøget: At opdage at man måske er anderledes end man selv går og tror, det kan nemlig være en farlig oplevelse. Man risikerer at blive tosset af det. Men Frederik er opsat på at lære sig selv og sine skjulte sider at kende. Så han går ud på kirkegården og kalder på sig selv med de rigtige ord. Der bliver svaret! Men han bliver med det samme så forskrækkel over at høre sit eget navn blive nævnt på den øde og mørke kirkegård, at han opgiver at gå videre med eksperimentet. Senere tænker han at det i virkchgheden måske var hans ven der lå i det skjulte og legede spøgelse - for at advare ham. Enden på den oplevelse er at han beslutter sig for aldrig mere at lege med de mørke kræfter; han får rystet depressionen af sig. I fortællingen er Frederik Holm et eksempel pa en person som starter med at være forvirret og splittet i sin tankegang. Og som ender med at blive en hel person der finder balancen i det univers som Gud har skabt. 60
Anden i naturen Romantikkens digtere og videnskabsmænd havde den idé at der i verden findes en usynlig lo^aft som er fælles for alt liv - en kraft som får træerne til at springe ud, som får planeterne til at dreje rundt om solen, som får naturen til hele tiden at forandre sig og alligevel altid være den samme. Denne store usynlige sammenhæng i hele universet kaldte man ånden i naturen. Den ånd som er i et menneske, og den ånd som er i naturen, er i princippet den samme: Alt levende udgør en helhed som gennemstrømmes af den samme ånd. Dette ideal om en altomfattende sammenliæng i naturen og i menneskenes liv var stik modsat det almindehge liv i samfundet; Her gjaldt andre normer end de rent åndelige. Og at det var økonomiske interesser der styrede hverdagslivet, blev tydeligt efterhånden som den industrielle revolution slog igennem i 1800-tallet og forandrede rammerne om det enkelte menneskes liv. De der tænkte i disse romantiske baner, oplevede en sphttelse i sig: på den ene side samfundets normer og regler, på den anden side længslen efter en anderledes, mere sammenhængende og smukkere måde at leve på. En uløselig konflikt, tilsyneladende. Men der var et kompromis: at holde drøm og virkehghed adskilt - ved at passe sine ting noget af tiden og leve med sine drømme i "fritiden". I den følgende periode kommer litteraturen i høj grad til at handle om det der er smukt og godt og sandt, om drømme og idealer. Men mange forfattere er også kritiske over for et samfundsliv som ikke har plads til sådanne drømme og idealer. 61
Ak! hvor forandret Steen Steensen Blicher Da Morten Vinge er fjorten år, begynder han at skrive dagbog. Og det bliver han ved med igennem hele sit lange liv, de dage hvor han har noget vigtigt at fortælle. Morten Vinge er en opdigtet person. Vi hører om ham i Brudstykker af en landsbydegns dagbog (1824), en stor novelle, en af de bedste der er skrevet på dansk. Forfatteren STEEN STHHNSKK BT.TCHER lader Morten selv fortælle sin historie, fra dag til dag. Og det er en pointe: Hvis du skriver dagbog i aften, kan du jo kun vide hvad der er sket i dit liv indtil i dag. Fortsætter du de næste dage, så kan den der læser din dagbog, følge din udvikling, dag for dag - hvad du oplever, hvad du ønsker der skal ske, osv. Og også hvad du har misforstået... Her er et eksempel fra Morten Vinges dagbog; han er nu næsten seksten og har i en måneds tid været tjener på herregärden Tjele: Tjele, den 3djc juni 1709. Hvem der bare forstod fransk! Herskabet snakker ikke andet når de spiser, og jeg forstår ikke et ord. I dag talte de om mig, for de så tit hen på mig. Engang havde jeg nær tabt tallerkenen; jeg stod bagved frøken Sophies stol, hun vendte sig om og så mig lige op i ansigtet - det er en dejhg frøken, den frøken Sophie! jeg har en stor glæde af at se på hende. Aha, hvad er den af, tænker læseren - er Morten ved at blive forelsket i den fornemme frøken Sophie? Ja, det er han; men han ved det ikke selv. Han begynder at føle sig så underlig og sløj; men først et år senere, da han læser en latinsk bog om kærlighed, går det op for ham hvad det er han "fejler". Læseren har gennemskuet ham for længst. Det betyder at forfatteren Steen Steensen Blicher giver et billede af sin fortæller Morten Vinge gennem det han vælger at skrive om, og gennem den måde han skriver på. I tilfældet med forelskelsen bet\-der det: Morten er naiv, han har ikke nogen erfaringer der kan fortælle ham hvad der sker i hans hjerne og hans hjerte. Han oplever alting fuldstændig blåøjet og tror det bedste om andre mennesker... Han tilbeder So- 62
' '.<»'Kf-fK-- Den ueruielige jyske hede, som Steen Steensen Blicher skriver om, er her malet på det tidspunkt hvor opdyrkningen af den skal til al begynde for alvor. phie "som en engel" og ser slet ikke virkeligheden. Derfor må det gå galt. Og det gør det. Frem og tilbage Da vi møder Morten første gang, er han en fattig, velbegavet dreng. Præsten der underviser ham, har planer med ham: Morten skal på latinskole og læse til præst. Men præsten dør - og Mortens far og mor dør; det er derfor han får job som tjener på herregården. Og det går meget godt... Indtil Sophie stikker af med Jens, herregårdens skytte! Morten har selvfølgelig hele tiden vidst at han selv aldrig vil kunne få Sophie. Men han har fortolket hendes ord og handhngcr, han har drømt og håbet og troet... Højt at fly\'e, dybt at falde: Først alt for sent - og på en meget spidsfindig måde - erkender han at Sophie ikke på noget tidspunkt har været interesseret i ham. Og den erkendelse bliver et chok, det bliver vendepunktet i hans liv. Efter den skuffelse er der ikke noget som kan interessere Morten her i verden. Men han bliver ved med at drømme om Sophie. Herremanden dør, og Morten må forlade herregården. Så bliver han professionel soldat i mange år, krigsfange i Kusland og jæger i Sibirien. Efter 30 år kommer han tilbage til Danmark, og noget af det første han oplever, er at se drømmepigen igen - Ak! hvor forandret! Sophie er gammel, grim og fordrukken. Sammen har hun og Jens flakket omkring som gøglere og tiggere i Europa; nu lever de af at gøre havearbejde på en herregård på Falster. 63
Endelig kommer den gamle Morten hjem til den landsby hvor hans liv begyndte. Dér bliver han degn, tiener i kirken. Jeg ville gerne... Og dér slutter disse Brudstykker af en landsbydegns dagbog. En sørgelig historie for Morten Vinge - og en meget gribende og tankevækkende historie for os der læser den. Det kunne godt være gået anderledes - i drømmen; men i virkeligheden gik det som det måtte. Om det handler også det første digt, kaldet Präludium, i den samling Steen Steensen Blicher udsendte i 1838, Trækfuglene: Jeg ville gerne i Guds natur med frihed spændt mine vinger. Men sidder fast i mit snævre bur, det alle vegne mig tvinger. Metaforerne i digtet skaber et billede af en sangfugl i et bur. Fuglen har så meget i sig, men buret forhindrer den i at gøre det den har lyst til. Sådan er det også, siger Steen Steensen Bhcher, med mennesker. Hosekræmmeren Steen Steensen Blicher levede hele sit liv i Midtjylland, og der foregår hans noveller. Han har skrevet om røvere og andre farhge folk på heden. Om spådomme og genfærd. Og han har skrevet kriminalhistorier, for eksempel Præsten i Vejlby (1829), hvor forfatteren digter videre på en virkelig begivenhed: En præst blev anklaget for et mord han ikke havde begået, og henrettet. Novellen Hosekræmmeren (1829) foregår på den jyske hede. Den begynder med at fortælleren vandrer "fjernt fra menneskene og mindesmærkerne om deres puslen hernede." Han kommer til en gård hvor der bor en hosel<ræmmer, dvs. en mand der handler med striktøj, og hans kone og hans datter Cecilia. Datterens kæreste kommer på besøg for at fri. Men faderen er en stejl gammel rad. Han vil have at datteren skal giftes med en rig mand. Da fortælleren seks år senere kommer tilbage til gården, ser han pigen igen: Det var Cecilia, bleg, dog smuk endnu; indtil hun hævede sit blik til mig; ak! da lyste vanviddet ud af de matglimtende øjne, af hele ansigtets vammelsøde sinil. I - ;. Pigen er blevet sindssyg - og alt er gået gruehg galt. Det der kunne være blevet et lykkeligt liv, er blevet en tragedie for alle parter. Hvorfor? Fordi faderen ville bestemme det hele. Men han kunne ikke bestemme over pigens følelser. 64
Når følelserne og drømmene kommer til at stå alene, så mister man jordforbindelsen. Så går det galt. Det tema handler mange af Steen Steensen Blichers andre noveller også om: om skuffelse, om at tro og drømme noget som ikke bliver til det det skulle. Om den skæbne at vi ikke kan forstå de ting vi gør, før bagefter. Og så er det jo for sent at gøre noget andet. Det gør ondt når sandheden pludsehg går op for én: Ak! hvor forandret! y"'" ^"'''^*"! "^a KiP^i. ^Æfea ^^^I^HRDiHiik "IV J?6 K ^B^ Jg^ L * f I JE. '^ f--fjß /^^P, m'^> ÉlSlr ' ' 1' ' ' " ^i^'w ^ K^. '^' ^..Jüi ^Måå \.'*^' '^^^ Ir-:«^ -OEÏ^SÏ:-' ^. ;» ;. ' - '. " ^ ' ' ^ -. ' - ' : * ;,... -. «^ w lé. y i w^w^ ^B fh L^ Ü p^ HBI BB^Rj^^^^ ' tmêêh'"''' iplh 'Æ^ ^s m 3pi luéb^ PB i W""''''''!ji jii^ De fire menneykealdte hedder- billedet: barndommen (øverst til venstre), ungdommen (øverst til højre), manddommen (nederst til venstre) og alderdommen (nederst til højre). Delfirdelle billede udtrykker i en symbolsk form lidens opfattelse: Et menneskes liv er en strid mellem de mørke og de lyse sider, her i skikkelse af to børn jned vinger. 65
Ællingen med de mange stemmer H. c. Andersen Hvem kan skrive en god historie om en stoppenål? Eller om to haner og en agurk? luller om en sparegris og et dukketeater? Eller om en bold og en snurretop? Eller om en professor og en loppe? Eller om en vanddråbe? Du kender svaret; Det kan H.C. ANDHRSHK. Historien om den fattige dreng fra Odense, der ender som verdensberømt forfatter, er kendt af børn og voksne overalt i verden. H.C. Andersen har selv været med til at lave den historie: Ai^'^ livs eventyr hedder den bog han skrev om sit liv, da han var 50 år. Og eventyret om Den grimme celling (1843) er altid blevet betragtet som H.C. Andersens eventyr om sig selv. Man bliver ikke verdensberømt hvis man kun skriver om sig selv. Historien om Den grimme ælling er et forslag til hvordan man kan fortolke sit hv; som et eventyr. Som barn (i andegården) skal ællingen lære at tilpasse sig den hakkeorden der findes - den skal lære at kende sin plads. Som ung (i den gamle kones hus) går ællingen i skole øg lærer at man kun dur til noget hvis man kan det som andre kan. Som voksen møder ællingen "jungleloven"; ude i naturen må den kæmpe for at overleve. Og sä sker forvandlingen: den grimme ælling ser sig selv som svane... Den følte sig ordentiig glad over al den nød og genvordighed den havde prøvet; nu skønnede den just på sin lykke, på al den dejughed der hilste den. - Den var altfor lykkelig, men slet ikke stolt, thi et godt hjerte bliver aldrig stolt! den tænkte på hvor den havde været forfulgt og forhånet, og hørte nu alle sige at den var den dejligste af alle dejuge fugle. Det at "gå gruelig meget ondt igennem" har altså et formål: Det lærer én at sætte pris på det man får. Hyrdinden og skorstensfejeren Du kender også Hyrdinden og skorstensfejeren (1845). Sød historie om lo unge der får hinanden af lutter 66
kærlighed. Tilsyneladende. For når man læser historien efter i sømmene, så går noget af det "søde" af den. Det viser sig at være et eventyr hvor alting er forkert. Et rigtigt eventyr skal jo handle om en prins og en prinsesse og en god gammel konge og en trold. Men her er det en hyrdinde, en skorstensfejer, en gammel kineser - alle tre af porcelæn; og trolden er en gedcbuk-agtig træfigur. Og hvad er det der sker? Jo, kineseren - som påstår at være hyrdindens bedstefar - giver sit barnebarn væk til gedebukkebensoverogundergcncralkrigskommandersergenten, der er rig og har elleve koner i forvejen! Det er ikke nogen rar gammel bedstefar der gør sådan noget. Det er ikke underligt at hyrdinden beder skorstensfejeren om han ikke nok vil følge hende ud i den vide verden. Og det gør han. Alligevel længes hyrdinden tilbage; "den vide verden" er alt for stor. Hun er så ulykkelig over at være stukket af hjemmefra, også selv om skorstensfejeren vil gøre alt for hende. Hun vil tilbage, også selv om hun jo må tro at hun så er nødt til at gøre som bedstefaderen har besluttet. Nu går det jo heldigvis anderledes, og de to unge får hinanden til sidst; men mon de vil "leve lykkeligt til deres dages ende"? Det "forkerte" eventyr om Hyrdinden og skorstensfejeren er en tragisk fortælling. Det som de to unge gør forkert, er at de ikke tager skridtet fuldt ud. Da de har muligheden for sammen at drage ud i verden - som rigtige eventyrfigurer, så vil hyrdinden hjem igen: Og skorstensfejeren talte fornuftigt for hende, talte om den gamle kineser og om gedebukkebensoverogundergeneralkrigskommander sergenten, men hun hulkede så gruelig, og k>'sscdc sin lille skorstensfejer, så han ki.mne ikke andet end føje hende, skønt det var galt. Skorstensfejeren burde ikke have bøjet sig for hyrdindens tårer. Men det gør han, og de vender hjem igen. I stedet for et eventyr får de nu et ganske almindeligt trivielt liv som alle andre - "skønt det var gah"! Den vide verden Den vide verden - det er alt det som ligger uden for rammerne af det daglige liv, det er det fremmede, det ukendte. Det er eventyrenes verden. H.C. Andersen var en af de mest berejste af tidens forfattere. I bogen Skyggebilleder (1831) skildrer han sin første rejse til udlandet, som 25- årig. Det at rejse bliver for ham et billede på selve det at leve: O rejse! rejse! det er dog den lykkeligste lod! og derfor rejser vi også alle; 67
alt rejser i det hele univers! Selv den fattigste mand ejer tankens vingede hest, og bliver den svag og gammel, tager døden ham med på rejsen, den store rejse, vi alle rejser. Bølgerne ruller fra kyst til kyst; skyerne sejler hen ad den store himmel og fuglen flwer med over mark og enge. Vi rejser alle, selv de døde i deres stille grave, fly\'er med jorden rundt om solen, ja, "rejse", det er en fix idé hos det hele univers, men vi mennesker er børn, vi vil endogså lege "at rejse", midt under vores og tingenes store, naturlige rejse. '^-'/--->:'^h&^ Livet er en rejse, døden er en rejse, skyerne og fuglene rejser - alt er i bevægelse hele tiden. Og mennesker rejser rundt omkring på jorden, der selv er på rejse... Man bliver helt svimmel. H.C. Andersen betragter altså et menneskes liv som en slags spejlbillede af hele universets liv. Hvert enkelt menneske er en del af en stor helhed som omfatter alt der har levet, lever og kommer til at leve. Medlidenhed og ironi Hyrdinden og skorslensfcjcren og Klods- Hans, ser af Arne Ungermann i 19^4. H.C. Andersen er en forfatter med mange stemmer. Hans sainlinger af fortællinger er et event>'rland, bygget af ord. Der er mange forskellige slags historier at finde der. Der er de "rigtige" eventyr - som Klods-Hans (1855), bygget over fol- 68
Generationsproblemer/rå 1840rne:"Ja,Par, det kan være rigtigt i din tid, men husk på at verden ikke slår stille. Hvad der i vore dage passer sig og ikke passer sig, det tror jeg nak jeg bedre kan have en mening om end både du og Onkel!" keeventyrenes model, eller Fyrtøjet (1835) om soldaten der som en anden Aladdin finder en ting der kan opfylde alle ønsker. Der er de sørgelige fortællinger om gode mennesker som alligevel ikke får noget lykkeligt liv, fordi verden er ond: Den lille havfrue (1837), "Hun duede ikke" (1853), Den lille pige med svovlstikkerne (1848), f.eks. Fortællinger hvor læseren euer tilhøreren fyldes af medlidenhed. Oer er de morsomme, men alvorligt mente fortællinger om mennesker der rammes af "skæbnens ironi", som man siger. Fortælhnger som beskriver de selvmodsigelser menneskers tanl<:egang kan præges af- Kærestefolkene (1843) og Nattergalen (\S43), f.cks. Og så er der de ironiske, nogle gange næsten ondskabsfulde historier om mennesker der opfører sig gennemgribende tåbeligt: fortællinger om snobberi, om egoisme og begærhghcd, om at føle sig finere end man er, om at ligge under for dem der har penge og er højt på strå... Om alle de dårlige egenskaber som gør at mennesker forkludrer tingene for sig selv og andre: Flipperne (1848) f.eks. fortæller en helt anden historie om H.C. Andersen og dig og inig end Den grimme ælling. Flipperne (altså på en skjorte) er en meget fin mand - i egne øjne. Han frier til den ene kvinde efter den anden - den fornemste først, og til sidst Redekammen, som han har kendt siden barndommen. Men ingen vil have ham. Til slut ender han i kludekassen på papirmøllen - og her genfortæller han "sit livs event>t", i fuldstændig forvrænget form: Nu er det ham der aldrig kunne gå i fred for kvinderne, men han afviste dem alle sammen. Og så er det fortælleren runder af med at sige til os; Flipperne blev netop til dette st\^kke hvide papir vi her ser, hvorpå historien er trykt, og det var fordi at de pralede så frygteligt bagefter af hvad der aldrig havde været; og det skal vi tænke på at vi ikke bærer os ligesådan, ad, for vi kan såmænd aldrig vide om vi ikke også engang kommer i kludekassen og bliver gjort til hvidt papir og får hele vor historie trykt forpå, selv den allerhemmeligste, og så selv må løbe om og fortælle den, hgesom Flipperne. Samtidig illustration til Fyrtøjet. 69
Stuen og haven Biedermeier-litteratur Peter Faber var i sine unge år assistent for fysikprofessoren H.C. Ørsted, hvis eksperimenter i 182ürne var med til at gøre brugen af elektricitet mulig. I sine ældre år blev Peter Faber direktør for telegrafselskabet i Danmark. Måske kender du ham ikke; men du kender i hvert fald et par sange, han skrev i ^47: Julestemning ("Sikken voldsom trængsel og alarm...") og Juletræet ("Højt fra træets grønne top..."). De to sange er en hyldest til det borgerlige liv når det er tryggest og gladest. Den første af dem slutter sådan her: Drej kun universet helt omkring, vend kun op og ned på alle ting, jorden med, thi den er falsk og hul - rør blot ikke ved min gamle jul! Verden er "falsk og hul". Men de gode gamle værdier består. Mener altså en af den nye teknologis mænd i midten af forrige århundrede. Er det ikke en modsætning? - Måske, men det er en modsætning der er til at leve med: Når udviklingen går stærkt, så må man have noget trygt og sikkert at holde sig til. Den holdning er - med et tysk begreb - blevet døbt biedermeier. Biedermeier Det er familielivet som Peter Fabers julesange lovpriser. Og som han ideahserer og gør til den rene idyl. Og det er ideen om den borgerlige problemløse familieidyl som er kernen i den kultur man kalder biedermeier. Hør f.eks. hvordan det senere gik den student, vi mødte i B.S. Ingemanns novelle - ham der gik ud på kirkegården for at prøve Selv-citationen ved at kalde på sit eget skjulte "jeg": Seks år efter var Frederik Holm præst og lykkelig ægtemand. Da han en aften sad blandt nogle af sine gamle venner i den stille, fredelige præstegård, og talen faldt på hin fantastiske aften på Walchendorphs Kollegium og på selv-citationen - smilede han roligt, men alvorligt, og sagde: "Jeg takker dog hin aftens sværmeri og selv-citationen for min lykke; men jeg vil aldrig råde noget mermeske til sådanne formastelige 74 dette citat af Søren Kierkegaard: Af alle latterlige ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i verden, at være en mand der er rask til sin mad og rask til sin gerning. Når jeg derfor ser en flue i det afgørende øjeblik sætte sig på en sådan forretningsmands næse, eller han bliver overstænl<:et af en vogn der i endnu større hast kører forbi ham, eller Knippeisbro går op, eller der falstiller sig selv sådanne spørgsmål, det er dem hans irorti skyder efter. Alternativet til den småborgerlige rutinetilværelse er altså at vælge selv, i stedet for bare at gøre tingene automatisk i den rækl<.efølge de kommer. Man må vælge at tage konsekvenserne, at tage ansvar for den måde man lever på. Så prøver man ild^e blot at opnå hvad man har lyst til Hge nu, så vælger man bevidst mellem forskellige muhgheder. 72
To giftefærdige søstre, Bella og Nanna, omhyggeligt arrangeret af maleren C. W Eckersberg i 1820. Hvad mon deres dannelse går ud på og hvad gør fugleburet her? eksperimenter med det dybe og ubegribelige i vor natur. Frederik Holm har altså gjort op med sin ungdommelige trang til at gå til yderligheder. Han har fundet balancen i et trygt og harmonisk famiheliv. Men det betyder, som han siger, ikke at ungdommens "sværmeri" har været spildt, tværtimod: Man er nødt til at kende det farlige for at vide hvordan man undgår det. 75
Ligesom i Peter Fabers julesang: Netop fordi verden er "falsk og hul", er det vigtigt at man har et sted hvor man kan føle sig tryg. Og det sted er den pæne, borgerlige familie og daghglivet i smerne, vennerne, haven, provinsbyen, den smukke naair. Et sted som er fuldt af gode følelser, et sted som er overskueligt og uden farlige overraskelser. De gode følelser Karen er en forældreløs pige med et godt hjerte og et venligt sind. Hun forelsker sig i en ung mand, som iklcc har helt rent mel i posen. At hun skal tage sig i agt, får hun at vide gennein nogle anonyme breve. Brevene viser sig at komme fra en ældre og svagelig godsejer der har sendt hende gaver og gode råd siden hendes konfirmation. Og en dag sender godsejeren bud efter Karen, for han har af et ærligt hjerte lagt en plan: I Ian er ved at dø, og nu ønsker han at hun skal gifte sig med ham så at hun kan arve alt hvad han ejer. Karen beder så inderligt at han må leve videre - måske er det derfor han igen bliver rask? Det var ikke hans mening - så hvad nu? Karen er hovedperson i en novelle. Den lille Karen (1830), skrevet af THOMASINE GYLLEMBOURG, en kvinde der havde 54 års erfaringer bag sig, før hun begyndte at skrive noveller og romaner. En af dem hedder En hverdagshistorie (1828), en ret sigende titel: Det er virkelighedens og dagliglivets emner hun skriver om. Specielt om unge pigers og voksne kvinders muligheder for at udvikle deres personlighed, uden at de kommer i konflikt med de borgerhgc normer og tidens kvindelige idealer. Sådan udvikler den lille Karen sig; Hun ser i øjnene at det er "hjertets dannelse", der er det væsentiige - ikke ydre forhold som ungdom og skønhed der alhgevel vil forandre sig med tiden. Der findes, mener Thomasine Gyllembourg, nogle "evige værdier" som et menneske må lære at tilegne sig - også selv om man så bliver nødt til at sætte andre ting til side. Men hun vidste godt at denne hjertets dannelse kunne være et hårdt valg. Det handler hendes Tovrmn Ægtestand (1835) om. Det er en realistisk roman om et ægtepar der glider væk fra hinanden. Men konflikten løses; Manden indser nemlig at han er alt for optaget af sine egne interesser ude i samfundet til at han kan være noget for sin kone. Men det interessante er slet ildce at konflikten løses. Det interessante er den konflikt som Ægtestand beskriver: Hvad stiller en "dannet" kvinde op med alle sine talenter i den borgerlige famihe hvor hun kun er "nødvendig" af følelsesmæssige grunde? 76
Mange af lidens malerier placerer motivet "ude", mens synsvinklen er placeret "inde". Sorg og trøst Hverken de mandlige eller kvindelige biedermeier-digtere ville leve som forvirrede og utilpassede mennesker der hele tiden skulle slås med de "mørke kræfter" i deres sind. De vihe være harmoniske mennesker. Livet kan være besværligt, men set fra den lune krog foran kaminen er det heldigvis ikke værre end at man kan smile ad det! Det gør f.eks. digteren CHRISTL'^N WINTHER i det fortællende digt Flugten til Amerika (1830). For en dreng er alting gået i fisk en dag: dårhge karakterer i skolen, et hul på bukserne, "bagerens Rikke" svigter ham til fordel for en anden... Der er kun ét at gorc: Han må straks emigrere til Amerika. Og det planlægger han så sammen med sin lillebror. Men så kalder deres mor: Nu er der mad! Hvad så? Jo, han bhver hjemme. For når det kommer til stykket, så er problemerne ikke større end at en god gang familiehygge kan få dem til at forsvinde. A4en neden under hyggen og trygheden lurer alligevel rodløsheden og utrygheden, som vi kan se af et andet af Christian Winthers digte (fra 1826): Flyv fugl, flyv over Furesøens rislen kærhghed kalder dig hjem; jeg kan i lunden kun sukke og drømme, det er min kærligheds frugt. Digtets "jeg" er ulykkchg og ensom. Men han ved også at hvis han, ligesom fuglen, bare kan finde en at flyve hjem til, så vil alt blive godt. For i kærligheden og i det gode familieliv findes de evige og uforanderlige værdier som vi alle må stræbe efter. Og det er kunstens opgave at vise os dem, mener biedermeierforfatterne. Sådan at vi også selv bliver i stand til at indrette og leve vores liv i overensstemmelse med disse værdier. 77
1 øjnene der ser Emil Aarestrup Hans blik er naglet til loftets planker, hans hånd til Ninas arm, hvor pulsen banker, men under tæppet finder du hans tanker. Hør, hvad er det for en læge der er på besøg? Det er EMIL AARESTRUP. Hans "undskyldning" er at han ikke kun er læge; han er også digter. Det lille digt fortæller om en mand der er sphttct i tre dele, en linje pr. del; Første linje viser os mandens pæne overflade. Han er ikke engageret i det der sker, han lader som ingenting. Anden linje handler om hans praktiske gøremål, han udfører sit job. I tredje linje omtales hans fantasi der arbejder, mens han gør hvad han skal, uden at lade sig mærke med noget. Lægen her har lært at holde sine dagdrømme adskilt fra sine pligter. Men digteren Emil Aarestrup ved hvad der er vigtigst: sanserne, følelserne, tanlcerne. Alt det som samler sig i et eneste billede når man er forelsket - eller når man drømmer om at blive del. Kroppen og skyggen I digtet På sneen (1838) er situationen den at digtets "jeg" som er en mand, lister sig efter digtets "du" som er en kvinde: Hen over torv og gade, hvor sneen lå, den hvide, belyst af nanens måne, jeg så dig hastig skride. Og manden drømmer; Oh, hvor må tøjet som hun har på, være lykkeligt; oh, hvor må sneen som hun træder på, være lykkelig; oh, hvor må luften som hun ånder, være lykkehg. Pludselig bliver hans drøm synhg, han ser sin egen skygge strække sig og skynde sig efter kvinden hen over den hvide sne: Den nærmed sig forvirret - den lod - det er det sande - sit eget sorte væsen ;' J? med dit sig kælent blande. Når manden går dér bagefter kvinden, så får gadelygterne deres skygger til at smelte sammen ind imellem. Og det bliver for manden 78
'''Del sete afhænger af øjnene der ser". Nu gik malerne ud i virkeligheden for at se - så at de kunne arbejde videre med linjer og former og farver hjemme i atelieret. Del er C. W Eckersberg der i 1815 har malet denne udsigt fra Colosseum i Rom. et hillede på det som han drømmer om - men som "mit kød og blod må savne." Måske er det en tilfældig kvinde, som han aldrig har set før og aldrig ser igen; måske kender han hende eller lærer hende at kende. Men det er sådan set ligegyldigt, for det er i fantasien at dette følelsesladede, erotiske, måske forelskede øjeblik bliver til et billede. Dét oplever "jeg"et i På sneen. Og i de andre digte som Emil Aarestrup selv har kaldt "Erotiske simationer". Når man vælger at se det smukke, så er det der! "Det sete afhænger af øjnene der ser", som man siger. Men Km il Aarestrup erkender at der er et problem her. Og han må se i øjnene at der - desværre - altid må være forskel på drøm og virkelighed. I et andet digt sammenligner han sit hjerte med en dyb brønd - hvori, hvis du blot ville ud over randen kiklæ, du så, skønt lidt formørket, dit engleansigt nikke. Hvis du blot ville kikke..., så ville du se dit eget billede på bunden af min brønd; men netop "lidt formørket", for selv om kvinden - og "jeg'et - mener at hun har et "engleansigt", så er hun også en levende kvinde af kød og blod. Derfor forestiller drømmebilledet på bunden af mandens "brønd" ikke kun en engel. At bære et billede i sit hjerte og vide at der må være en forskel på billedet og det billedet forestiller - det er den erkendelse Emil Aarestrup beskriver i sine digte. Og han gør det i sproglige billeder der lever deres eget, stemningsfulde liv, og som samtidig udtrykker en moderne erfaring. 79
Nydelige piger Kritiske romaner omkring 1850 o hvor jeg er lykkelig; var jeg en dreng, råbte jeg bestemt hurra; jeg tror jeg gør det alligevel. Siger en pige, der er så velopdragen at hun nærmest er dresseret. Hun ved nøjagtigt, hvad der sømmer sig for en pige. Men nu er hun altså blevet lykkelig. For hun har taget sig alvorligt sammen og slået en revne i sin blanke porcelænsoverflade; Til sin mors og sine veninders store forargelse har hun hævet forlovelsen med et rigtigt hængeøre, som famihen har prakket hende på fordi hans far har penge. Pigen hedder Emilie. Hun er en af personerne i romanen Fra gaden, skrevet af POLI. CHIEVITZ i 1847. Det er en af de romaner i tiden som kritiserer normerne for hvordan piger og drenge, kvinder og mænd skal omgås hmanden. Og de meget skrappe regler for hvad der er passende i forskellige situationer; for som Einihes tante siger: Men det er såmænd ikke for din skyld jeg gør mig al den ulejlighed og har alt det bryderi jeg har; det er for vor families æres skyld. De stramme regler som man skal tilpasse sig - for andres skyld - gør alting så besværligt. Og, viser det sig i Fra gaden, de værste strammere er dem der selv har noget "upassende" at skjule; de er hyklere. Sådan én er Emilies forlovede. Han har alle de rigtige meninger, f.cks. at "den dannede pige må for alt i verden ikke røbe sine følelser." Men samtidig piner det ham at hans egen dannede forlovede ikke vil kysse ham. Dobbeltmoral Tidens dobbeltmoral kritiseres af mange af guldaldcrtidcns forfattere. Det er ikke den borgerlige tilværelse forfatterne har noget imod - heller ikke Poul Chievitz. Men hjemmets fire vægge må ikke blive et fængsel som skal holde det anderledes og ukendte ude - for enhver pris. Det var pigerne der blev holdt i den korteste snor. Opdragelsen til selvdisciplin medførte også at det overhovedet ikke hørte med til kvinderollen at have meninger, og da slet ikke at give udtryk for dem. Men nogle kvinder brød ud af rollen. 80