Indholdsfortegnelse Indledning... 3 Forklaring af problemformulering... 4 Metode... 5 Teoretisk forankring... 6 Analysestrategi... 7 Kildekritik... 8 Kildebrug... 9 Kilder til afsnittet fra Anden Verdenskrig til G-50... 10 Kilder til afsnittet om hjemmestyre... 11 Kilder til analysen om Selvstyre... 11 En postkolonial historiografisk tilgang til grønlandsforskningen... 12 Fra Anden Verdenskrigs til G-50... 15 Grønlandsoverenskomsten af 1941... 15 Indførelsen og modtagelsen af Grønlandsoverenskomsten... 16 Grønlandsspørgsmålet og FN... 19 Eske Brun om grønlandsspørgsmålet... 20 Grønlandskommissionen 1948-50 (G-50)... 21 Opsummering... 23 Hjemmestyre... 24 G-60 og de indledende diskussioner om hjemmestyre... 24 Hjemmestyrekommissionen af 1975... 27 Grønland og EF... 29 Opsummering... 32 Selvstyre... 33 Selvstyrekommissions betænkning af 2003... 33 Det folkeretlige krav... 33 Erhvervsliv og uddannelse... 35 Selvstyrekommissionens betænkning af 2008... 37 Den grønlandske undergrund... 37 Udenrigsanliggender... 39 1
Selvstyreloven af 2009... 41 Indførelsen af selvstyret... 42 Opsummering... 44 Perspektivering... 45 Konklusion... 51 Litteraturliste... 54 Bøger... 54 Rapporter og udredninger... 55 Artikler... 55 Arkivalier fra Arktisk Institut... 56 Arkivalier fra Rigsarkivet... 57 Interview... 57 Internetlinks... 57 Taler... 59 Love og traktater... 60 Betænkninger... 60 Spørgsmål... 61 Formidlingsovervejelser... 62 Abstract... 64 Studieforløbsbeskrivelser... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. Overordnet studieforløbsbeskrivelse... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. Sune Stick... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. Kristine Wiewiura Schmidt... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. Oliver William Gunner... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. Kristoffer Bækkel Thygesen... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. 2
Indledning De politiske interesser i Grønland er siden indførelsen af det grønlandske selvstyre i 2009 blevet intensiveret. I skrivende stund kappes flere lande om adgangen til at udvinde råstoffer fra Grønlands undergrund, og dette understreges ved, at den sydkoreanske præsident, Lee Myung-bak, besøgte Ilulissat i sommeren 2012 for at forhandle om mulige investeringer i undergrunden. Ligeledes var kinesiske investorer henover sommeren 2012 inviteret til at besigtige en mulig jernmine ved Isua, og USA har en projekteret aluminiumssmelter i Manitsoq. Disse geopolitiske interesser i Grønlands naturressourcer har skabt øget fokus på det dansk-grønlandske forhold og landets politiske råderum efter vedtagelsen af Selvstyreloven i 2009. Med selvstyret fik Grønland ejendomsretten over råstofferne i landets undergrund, og dette har medført, at de grønlandske politikere egenhændigt har forhandlet med førnævnte lande om de grønlandske naturressourcer. Fra dansk side har man ladet grønlænderne forhandle med lovhjemmel i Selvstyreloven, men med vedtagelsen af Storskalaloven der giver Grønland mulighed for at importere lavtlønnet arbejdskraft i anlægsfasen af store projekter er debatten om den danske indflydelse på grønlandske forhold for alvor blusset op. Spørgsmålet er, i hvor høj grad Danmark vil intervenere: Svaret på det spørgsmål er endnu åbent. Men så meget står klart, at en dansk blokering af storskalaloven kun vil være med til at tilskynde Grønland til at tage skridt, der så hurtigt som muligt mindsker afhængigheden af et Danmark, der synes mere optaget af at bremse udviklingen i Grønland end af at engagere sig i den. (Politiken A) Ovenstående citat er skrevet af Bo Lidegaard i en leder i Politiken den 16. december 2012, og heri problematiserer han det nuværende dansk-grønlandske forhold med udgangspunkt i Storskalaloven. Han blotlægger det underliggende koloniale forhold, hvor Danmark har mulighed for at bremse Grønlands udvikling; de grønlandske politikere er på den ene side fanget af deres historiske tilhørsforhold til Danmark, men ønsker på den anden side at skabe en bæredygtig økonomi baseret på potentielle indtægter fra undergrunden. De grønlandske råstoffer er imidlertid ikke udelukkende et dansk-grønlandsk anliggende, men også et globalt interessefelt. Dette understreges i 3
en rapport fra Forsvarets Efterretningstjeneste fra oktober 2012, der giver indblik i den sikkerhedspolitiske situation vedrørende Grønland: Det politiske spil om retten til at udvinde ressourcer i Det Nordlige Ishav bliver intensiveret i de kommende år. Rusland har de største militære styrker og de største økonomiske interesser i Arktis, men også Kina ser i stigende grad Arktis, herunder Grønland, som et interessant strategisk område på grund af Kinas energi- og råstofbehov (Politiken B) At Forsvarets Efterretningstjeneste fremhæver Grønlands geopolitiske situation, viser, at Grønland ikke kun er et anliggende for Danmark, men i høj grad også et internationalt, sikkerhedspolitisk spørgsmål. Det interessante er ud fra denne kontekst, hvilke politiske processer, der har fordret udviklingen frem mod den nuværende debat om Grønlands politiske stilling over for Danmark og omverdenen. Dette har ført os frem til følgende problemformulering: Hvilke politiske processer i relationen mellem Grønland og Danmark har fordret udviklingen frem mod selvstyre i Grønland, og hvorledes kommer dette afhængighedsforhold til udtryk? Forklaring af problemformulering Med politiske processer i relationen mellem Grønland og Danmark mener vi de udvalgs- og betænkningsarbejder, love og eksterne kilder, der kan forklare de politiske beslutningsprocesser i Grønland fra 1940 og til indførelsen af selvstyret i 2009. Relationen Grønland-Danmark indbefatter i denne kontekst også de internationale politiske forhold, som Danmark agerer under. Således vil også danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekter vedrørende Grønland berøres. Med udvikling frem mod selvstyre forstås den politiske udvikling inden for udvalg og kommissioner. Det grønlandske afhængighedsforhold til Danmark skal forstås som den historiske politiske proces, som har affødt den nuværende politiske situation. 4
Metode Dette kapitel gennemgår de teoretiske overvejelser bag opgaven samt vores metodiske fremgangsmåde. Herunder vil vi redegøre for, hvilket teoretisk ståsted vi har taget udgangspunkt i, og hvorledes det er med til at udforme tilgangen til opgaven. Dette teoretiske fundament danner grundlag for vores overordnede hypotese og analyse, som tager udgangspunkt i, at der er sket et markant skifte i den grønlandske politiske forventning til fremtiden i og omkring Anden Verdenskrig, ved indførelsen af hjemmestyret og omkring selvstyrets indførelse. Vores analyse tager udgangspunkt i disse tre tidsmæssige perioder. Vores teoretiske afsnit er indarbejdet i metodeafsnittet og den senere analyse, da valget af teori i høj grad fordrer den metodiske fremgangsmåde. Således har vi ikke et særskilt teoriafsnit i opgaven. Vores teoretiske udgangspunkt er inspireret af den tyske begrebshistoriker Reinhart Kosellecks og dennes modernitetstese. Kosellecks tese tager udgangspunkt i, at overgangen til moderne tid i Europa er kendetegnet ved, at forventninger til fremtiden ikke alene er baseret på erfaringer fra fortiden. Forventninger til fremtiden, som han betegner forventningshorisonten, kan ændres og formes, hvis der forekommer begivenheder, der bryder med den vante, cykliske tankegang hos en befolkning. Dette sker, hvis de får nye erfaringer; man får så at sige udvidet sit erfaringsrum (Koselleck 2007: 28-33). Med denne hypotese som udgangspunkt søger opgaven at spore og diskutere den politiske udvikling i Grønland. Vores ambition er at skabe en analyse, der overbygger den klassiske begrebshistoriske metode, der fokuserer på den semantiske udvikling af et sprogligt begreb. Udgangspunktet er for vores vedkommende ikke et begrebs udvikling, men derimod en hypotese, der gennem analysen af de overordnede struktureres udvikling kan give et udgangspunkt for en diskussion af Grønland i dag. Vi undersøger dermed grønlændernes ændrede forventningshorisont ud fra historiske, strukturelle politiske ændringer, som har ledt op til den nutidige debat om Grønland. Disse overordnede metodiske overvejelser gennemgås og diskuteres i det efterfølgende. Først vil opgavens tidsmæssige historiske forankring forklares, dernæst opgavens kildebrug. Til sidst gennemgås og diskuteres den historiografiske udvikling inden for grønlandsforskningen i et postkolonialt perspektiv. 5
Teoretisk forankring Opgavens metodiske periodisering er overordnet baseret på en antagelse om, at der sker et brud i den grønlandske forventningshorisont under Anden Verdenskrig. Med det mener vi, at grønlænderne under krigen får udvidet deres erfaringsrum ved at komme i kontakt med amerikanerne. Den nye forventning tager ikke udelukkende udgangspunkt i et forhold til Danmark, men også i relationer til omverdenen. Vi har i den sammenhæng indarbejdet en periodisering baseret på bevægelighed i tid med udgangspunkt i Kosellecks tanker om forskellige lag af tid samt hans modernitetstese. Tiden er i vores forståelse ikke cyklisk eller lineær, men i stedet tager vi udgangspunkt i, at der er flere tidslag, som på tværs af historien kan relateres til hinanden (Koselleck 2007: 192 samt Nevers & Olsen 2007: 12). Med dette tager vi udgangspunkt i en fleksibel periodisk tilgang, som ikke følger en stringent kronologi, men i stedet følger forklaringens- og begivenhedernes værdi. I den forstand forsøger vi heller ikke at reducere tid til årstal og datoer, men lader forklaringen diktere tiden. De tre tidsperioder Anden Verdenskrig, hjemmestyre og selvstyre kan ses som: ( ) a dynamic set of features and relations in continuous and multiple interaction ( ) (Goody 2006: 6) Med andre ord ser vi tematisk på kronologien med udgangspunkt i den opstillede hypotese, og er i den forbindelse klar over risikoen for selv at komme til at danne en kronologi på nye præmisser. Vi arbejder således med forskellige tidslag, hvor vi under hver periode kan belyse, hvorledes der forekommer ændringer i den grønlandske forventning til fremtiden. Med en overordnet hypotese som grundlag for opgaven arbejder vi ud fra en hermeneutisk tilgang, hvor vores forforståelse spiller en væsentlig rolle for, hvad vi i opgaven undersøger. Vores tilgang er også præget af et strukturalistisk syn på historien, da vi fokuserer på udviklingen af de brede politiske strukturer i det grønlandske samfund, og ikke på nære, menneskelige relationer. På den måde arbejder vi derfor ud fra en tværfaglig videnskabsteoretisk tilgang. I den forbindelse kan vi både inddrage begivenhedernes og strukturernes historie. Dette gør vi ud fra en overbevisning om, at de valgte periodiseringer belyser begivenhedernes gang i Grønland samt med udgangspunkt i, at de er strukturelt foranderlige over tid. 6
Dette kommer eksempelvis til udtryk i opgaven ved, at vi anlægger fokus på flere forfatningsmæssige vendepunkter, eksempelvis indførelsen af hjemmestyret og selvstyret. Vi afskriver os en teleologisk årsagshistorie, hvor udviklingen viser hen mod et endemål. Vi anviser i stedet en overordnet mulig ramme og forståelse af den grønlandske historie, hvor specifikke begivenheder både refererer frem og tilbage i tid. Den teoretiske begrundelse for dette er funderet i Kosellecks teori om tidslag: Koselleck ser tid og erfaring som to konstanter i tiden findes erfaringen og omvendt og det er dette overordnede udgangspunkt, vi har ladet os inspirere af (Koselleck 2007: 36). Vi søger imidlertid ikke at foretage en almen vurdering af Kosellecks teori, men bruger den som en overordnet analytisk tilgang. Denne del af Kosellecks teori er hans overordnede filosofiske, historiske perspektiv, og det er dette, der præger vores tilgang til kilderne i opgaven. Vi anvender som tidligere nævnt ikke Kosellecks særlige begrebsanalytiske model, hvor han typisk kigger på et overordnet begreb og analyserer dette ud fra dets semantiske udvikling. Vi anvender i stedet hans overordnede begreber erfaringsrum og særligt forventningshorisont i arbejdet med genstandsfeltet. Dette gør vi med udgangspunkt i en undren over den politiske virkelighed i Grønland i 2012, særligt vedrørende den grønlandske undergrund. Vi vil dermed undersøge, hvordan deres forventning til fremtiden har udviklet sig ud fra et politisk perspektiv. Dette er meget centralt for vores tilgang til kilderne i analysen. Vi analyserer kilderne ud fra, hvordan de umiddelbart fremtræder, men også via den historiske baggrundsviden, vi har om den givne periode, de er nedskrevet i. Dette vil vi beskrive nærmere i afsnittet om kildebrug. Analysestrategi I dette afsnit vil vi vise, hvordan vi griber analysen an i praksis. Det teoretiske udgangspunkt er som nævnt indlejret i metoden, og vi vil nedenfor skitsere, hvordan dette fremgår i opgaven. Med udgangspunkt i Koselleck undersøger vi, hvorledes erfaringsrummet og forventningshorisonten er temporalt forandret i Grønland, forstået på den måde, at der er en stigende forandring i grønlændernes forventningshorisont ud fra de erfaringer, de gør sig (Koselleck 2007: 43). I analysen tager vi afsæt i tre konkrete perioder: 7
Tiden i og omkring Anden Verdenskrig med start i 1940 Tiden op til, under og efter indførelsen af Hjemmestyret i 1979 Tiden op til, under og efter indførelsen af Selvstyret i 2009 De valgte perioder henviser hypotetisk hver især til et konkret skifte i grønlændernes forventningshorisont. Anden Verdenskrig er valgt, fordi Grønland kommer i kontakt med omverdenen via USA. Med Tysklands besættelse af Danmark måtte Grønland i højere grad orientere sig internationalt. Hjemmestyret og Selvstyret er valgt, da de i forfatningsmæssig sammenhæng ligeledes henviser til skift i den grønlandske afhængighed af Danmark. I praksis er vores tilgang dermed, at vi tager fat i tre perioder, hvor vi inden for disse undersøger, i hvilket omfang der forekommer en ændring i de grønlandske politikeres forventning til øget selvbestemmelse. Det gør vi gennem et omfattende kildemateriale, som vi herunder vil specificere. Kildekritik Dette afsnit søger at klarlægge de overordnede overvejelser, der er gjort i granskningen af kilderne i udarbejdelsen af denne opgave. Kildernes ægthed er i den forbindelse ikke en væsentlig diskussion, da størstedelen af disse udgøres af arkivalier i form officielle dokumenter, love, betænkninger og mødereferater fra Arktisk Institut og Rigsarkivet. De anvendte dokumenter er overvejende officielle referater eller interne korrespondancer, og der er dermed ikke grund til at mistænke disse for at være forfalskede. Yderligere søger denne opgave ikke at redegøre for hvad, der hændte i en given rækkefølge inden for en nærmere afgrænset periode, men snarere at blotlægge en række strukturer og ændringer i samfundet i forholdet mellem Danmark og Grønland. Love og bekendtgørelser, der benyttes som kildemateriale i denne opgave, fremstår som levn, hvorimod korrespondancer eller mødereferater både er levn og beretninger. Disse korrespondancer repræsenterer begge dele, da de implicerede aktører fortolker på de politiske processer, og dermed er det en beretning om det hændte og samtidig et levn fra samme periode. Ud fra en vekselvirkning mellem disse kan vi dermed både fastslå, hvordan givne betingelser var, og samtidig kan vi konstatere, hvordan disse blev modtaget. Hertil kommer andre historiske fremstillinger, som vi holder vores påstande op imod for at påvise en tendens. 8
Vi har i granskningen af kilderne undersøgt, hvilket ophav, der ligger til grund for kilden samt hvilke begrænsninger, dette medfører. Helt konkret har vi som det første set på afsender og modtager (Kristensen 2007: 13ff). Dette skal forstås som en ydre kildekritik, der fastslår, i hvilket miljø hver enkelt kilde er blevet til i; hvilken type af kilde det er, om den er repræsentativ, kildens funktion, hvad står der i den samt hvad man kan bruge kilden til og udlede af den. De konkrete kildekritiske overvejelser præsenteres og behandles i det efterfølgende afsnit, hvor vores kildebrug diskuteres. Kildebrug Det empiriske udgangspunktet for analysen er forankret i udvalgte kilder, der kan belyse den overordnede hypotese. Der er gjort en række kildekritiske overvejelser undervejs i analysen, efterhånden som kilderne inddrages. Dette gør vi imidlertid ikke ved hver eneste kilde i analysen, og derfor vil vi herunder præsentere en række overvejelser om den overordnede kildebrug. Gennemgangen af kilderne er inddelt efter de tre perioder, men indledende redegøres for en række overordnede ræsonnementer. Vi har primært taget udgangspunkt i førstehåndskilder og suppleret disse ud fra historisk litteratur for at kontekstualisere kilderne (Kjeldstadli 2005: 178). Et eksempel er, at vi tager udgangspunkt i Hjemmestyreloven og Selvstyreloven som juridiske kilder og holder den konkrete ordlyd op mod referater samt andre historiske fremstillinger og avisartikler. Ved at tage fat i mødereferater og betænkninger, har vi mulighed for at spore en generel tankegang, der kan give et indtryk af den grønlandske politiske udvikling frem til i dag. Dog er der visse kilder vi, grundet 75- års reglen som foreskrevet i Arkivlovens 23, ikke har haft mulighed for at behandle. En stor andel af kildematerialet stammer fra Arktisk Instituts arkivsamling. Disse udgøres af juridiske dokumenter og officielle betænkninger, men også Henning Bros kildesamling Grønland Kilder til en dansk kolonihistorie er anvendt. Generelt om mødereferater kan siges, at disse referatformater kun indeholder brudstykker af diskussionerne på møderne. Det nedskrevne er filtreret gennem en referent, hvorfor man ikke kan aflæse alle aspekter af de til møderne eksisterende debatter. På trods af dette må man antage, at mødereferater indeholder væsentlige punkter, der er konsensus om. Vi har i analysen af referater søgt at have disse forhold 9
for øje samt holde kilderne op mod hinanden. Det samme gør sig gældende for samtlige udvalg og kommissioner, der alle på nær Udvalget vedrørende Hjemmestyre i Grønland 1 og Selvstyrekommissionens betænkning af 2003 var nedsat med både danskere og grønlændere. Dermed er deres arbejde om at fremme grønlandske interesser søgt fremmet i dansk-grønlandske fora. Vi har søgt at aflæse, hvor der kan være eventuelle modstridende interesser i spil. For yderligere at kunne afdække dette er diverse mødereferater inddraget, da de refererer til konkrete diskussioner i forbindelse med kommissionsarbejdet. Kilder til afsnittet fra Anden Verdenskrig til G-50 I analysen af Anden Verdenskrig gøres der brug af Eske Bruns erindringsbog fra 1985. Det er en selvbiografisk skildring, som er skrevet retrospektivt cirka 40 år efter afslutningen af de beskrevne begivenheder. Eske Bruns erindringer benyttes som en beretning om de hændte forhold, hvor han selv har været på nært hold af de begivenheder, som udspilledes. Bruns erindringer er skrevet ud fra et ønske om at fremstille sin politiske karriere i Grønland, og således kan værket være skrevet for at styrke et politisk eftermæle. Der kan være risiko for en række efterrationaliseringer, hvorfor Eske Bruns beretninger ikke kan stå alene i en analyse af begivenhederne. Overenskomsten om Grønlands forsvar af 9. april 1941 er en forfatningstekst, og kan i den forstand betragtes som autentisk. Kildekritisk er det dog interessant, at denne overenskomst grundet Danmarks besættelse indgås af Henrik Kauffmann med USA, og den er således uden direkte dansk og grønlandsk indblanding. FN-Pagten af 1945 73 er medtaget som kilde, da denne spiller en central rolle for Grønlands fremstilling af krav til Danmark, hvilket understreges af en tale, Eske Brun holder under et åbningsmøde i Rigsdagen den 20. januar 1949. Heri citerer han 73 og holder Danmark op mod denne. Han benytter i talen en diplomatisk retorik, hvorfor man må sammenholde denne kilde med den historiske kontekst for at kunne læse mellem linjerne. Vores kildemæssige arbejde til dette analyseafsnit kontekstualiseres ved at inddrage Dansk Institut for Internationale Studiers (DIIS) historiske udredning fra 2007 bestilt af VK-regeringen. 1 Anker Jørgensen-regeringen godkendte efter grønlandsk ønske at dette udvalg af 1972 udelukkende bestod af Grønlændere. Hjemmestyrekommissionen som det ledte op til bestod dog både af danskere og grønlændere (Bro 1993: 252). 10
Kilder til afsnittet om hjemmestyre I analysen af perioden omkring indførelsen af hjemmestyret er der særligt gjort brug af referater og betænkninger fra Hjemmestyrekommissionen fra 1960 erne og frem til Hjemmestyreloven i 1979. Her er det særligt interessant at følge den første delbetænkning og forhandlingsoplæg fra 1975 og frem til dens endelige udformning. Denne delbetænkning dokumenterer en kollektiv beslutning, der er blevet draget af Hjemmestyreudvalget. Dette var nedsat med udelukkende grønlandske medlemmer, og viser de grønlandske ønsker til et fremtidigt hjemmestyre. Under et møde i Hjemmestyrekommissionen bliver de centrale begreber selvstændighed, selvstyre og hjemmestyre defineret. Denne kilde finder vi interessant, da den beskæftiger sig med de samme begreber, dette projekt kredser om, hvormed en samtidig, politisk forståelse af disse begreber kan inddrages. Kilder til analysen om Selvstyre I analysen af perioden omkring indførelsen af Selvstyret udgøres de væsentligste kilder også af politiske dokumenter. Særligt er Selvstyrekommissionernes betænkninger af 2003 og 2008 inddraget som centrale kilder, da de giver et indblik i udviklingen fra den grønlandske selvstyrekommission til den fælles danskgrønlandske selvstyrekommission. Det giver mulighed for at aflæse modsatrettede politiske interesser. For at sætte disse i perspektiv inddrages også taler holdt af Landsstyreformand Kuupik Kleist, Landstingsformand Josef Motzfeldt og daværende Statsminister Lars Lykke Rasmussen efter Selvstyrelovens ratificering i juni 2009. Det gør os i stand til at aflæse de forskellige agendaer, der gør sig gældende i spørgsmålet om Grønlands selvstyre. Dette eksemplificeres yderligere i analysen af to udtalelser af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen vedrørende råstofspørgsmålet i Grønland. Fogh fremlægger i disse kilder en dagsorden, som taler imod de kompromisser, der er indgået i den endelige betænkning. Derfor fungerer disse udtalelser som en yderligere belysning af de faktiske forhold. Vi inddrager ydermere en ny kilde i det perspektiverende afsnit i opgaven, særskilt fra analysen. Kilden er en status over de politiske forhold i Grønland i 2007 som udlagt af James P. Cain (daværende amerikansk ambassadør i Danmark). Kilden er med til at 11
belyse den nuværende geopolitiske debat, og belyser andre landes interesser i Grønland ud fra et internationalt perspektiv. En postkolonial historiografisk tilgang til grønlandsforskningen Dette afsnit har til formål at opridse det historiske forskningsfelt i Grønland ud fra et postkolonialt perspektiv. Da denne opgave ikke behandler tiden før Anden Verdenskrig vil forskningsfeltets tekster før det 20. århundrede herunder også antropologiske tekster ikke indgå i denne oversigt. Ved en postkolonial historiografisk tilgang må man nødvendigvis definere, hvad der forstås ved ordet postkolonialisme. Post betyder efter på latin, hvilket vil sige, at det postkoloniale felt kan defineres som et tidsligt forhold, der eksisterer efter kolonialismen. Ud fra denne kontekst kan det postkoloniale forskningsfelt forstås som: ( ) concerned with the diverse, uneven and contested impact of colonialism on the cultures of colonizing and colonized people, in terms of the way in relationships, practises and representations are reproduced or transformed between past and present ( ) (Yeoh 2009: 561) Med udgangspunkt i ovenstående definition tager vi udgangspunkt i, hvordan det politiske forhold mellem Grønland og Danmark har formet sig efter Anden Verdenskrig. Vi har med en tidsmæssige afgrænsning fra 1940-2009 lagt et overordnet fokus på, hvorvidt de asymmetriske magtstrukturer inden for kolonialismen fortsat eksisterer i dag. Grønland stoppede officielt med at eksistere som koloni, da de med den danske Grundlov af 1953 blev til et amt i Danmark. Den postkoloniale forskning vedrørende Grønland har ofte beskæftiget sig med kolonimagten Danmarks indflydelse på grønlandske forhold, og hvordan det danske administrative system og sprog har haft indflydelse på landets udvikling efter kolonialismens ophør (Thisted 2004: 2f). Den postkoloniale forskning tager generelt udgangspunkt i underbyggede magtrelationer i sproget mellem kolonisator og den koloniserede, hvorimod vi i højere grad beskæftiger os med strukturelle ændringer over tid. Ud fra dette perspektiv er det interessant, at den danske jurist Jens Brøsted i 2003 i en artikel fra Arktisk 12
Forskningsjournal opridser, hvordan det for første gang i 1982 2 blev fremhævet i grønlandsforskningen, at landet i realiteten ikke var blevet anerkendt som et selvstændigt folk i folkeretslig forstand i 1953 (Brøsted 2003: 85). Det er således først mange år efter Grundloven, at sagen om den folkeretslige status bliver taget op på et forskningsniveau, fremhæver Brøsted. Senere er dette blevet behandlet i forskellige rapporter 3. Den grønlandske historiker Jørgen Fleischer tager ligeledes i 2002 en artikel i avisen Sermitsiaq spørgsmålet om Grønlands folkeretslige status op i et nyere historisk perspektiv. Han hævder, at landet fortsat kan betegnes som en koloni i 2002. Jens Brøsted konkluderer ligeledes i den førnævnte artikel fra Arktisk Forskningsjournal, at formuleringen i Grundloven fra dansk side var motiveret af et ønske om at undgå FN tilsyn (jf. FN-Pagten af 1945), så Danmark kunne beholde Grønland under det danske riges love. Dette er interessant i henhold til denne opgave, da vi ser det postkoloniale perspektiv i lyset af Selvstyreloven fra 2009 samt den nuværende debat om råstoffer i Grønlands undergrund. Mange tekster og udgivelser inden for dette genstandsfelt tager udgangspunkt i den politiske historie, men hovedsageligt inden for nærmere afgrænsede tidsperioder og emner. Dette gør sig eksempelvis gældende i Finn Lykkegaards disputats Det danske gesandtskab i Washington 1940-1942 fra 1968, der særligt behandler Kauffmanns rolle i det dansk-amerikanske forhold. Lykkegaard tilskriver i sit værk Kauffmann den altafgørende rolle for det han kalder goodwill politik, for at skabe et godt forhold til USA og efterkomme dennes interesser i Grønland. Ligeså skrev Bo Lidegaard en doktordisputats i 1996 om Henrik Kauffmann I Kongens Navn. Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1919-1958. Lidegaard såvel som Lykkegaard belyser modsætningsforholdene mellem Kauffmann og de grønlandske landsfogeder i det stor- og sikkerhedspolitiske spil, som også behandles i denne opgave. Blandt centrale selvbiografier og erindringsbøger kan nævnes Eske Bruns Mit Grønlandsliv (1985), forhenværende Grønlandsminister Knud Hertlings Grønlandske paradokser (1977) og 2 Den islandske folkeretsprofessor Gudmunõur Alfredsson bragte dette op i en disputats fra Harvard om selvbestemmelsesretten. 3 Blandt andet Finn Petersens historiespeciale om Grønlandssagens behandling i FN 1946-54, samt Frederiks Harhoffs juridiske disputats om Rigsfællesskabet. 13
Knud Oldendows Den Grønlandske Samfundslære (1931) og Tilstandene i Grønland 1946 (1947). Disse har alle karakter af historiske beretninger, hvor egne roller og meninger står tydeligt frem, hvilket giver et indblik i grønlandske forhold, på trods af risikoen for efterrationaliseringer og betoninger af visse forhold. Grønlands to landsfogeder under Anden Verdenskrig, Eske Brun og Aksel Svane, har også været genstand for forskning, hvoraf førstnævntes rolle i tilblivelsen af moderniseringen af Grønlands behandles i et af de seneste bidrag til feltet; Jens Heinrichs ph.d. Eske Brun og det moderne Grønlands tilblivelse 1932-64 fra 2010. Der har været stor interesse for at undersøge moderniseringstendenserne i Grønland, der i særlig grad fremkommer under Anden Verdenskrig. Andre værker behandler hjemmestyret og indførelsen af dette i Grønland og den deraf afledte debat om selvstændighedstanker i det grønlandske samfund. Kun få værker spænder over hele det 20. århundrede, og disse giver hovedsageligt en historisk oversigt, eksempelvis Axel Kjær Sørensens Danmark-Grønland i det 20. århundrede en historisk oversigt fra 1983. Interessant er, at disse ikke rækker frem til det 21. århundrede og indførelsen af Selvstyreloven. Dansk Institut for Internationale Studier har på bestilling fra Staten udarbejdet to historiske udredninger; Danmark under den kolde krig den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991 fra 2005 og Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945-54 fra 2007. I disse spiller det dansk-amerikanske forhold som følge af diverse taler en central rolle. I rapporten Grønland under den kolde krig Dansk og amerikansk Sikkerhedspolitik 1945-68 af Dansk Udenrigspolitisk Instituts (DUPI) fra 1997 og PET-kommissionens beretning PET s virksomhed i forhold til Grønland og Færøerne (kommissionens 14. bind) fra 2009 belyses Grønland i et koldkrigsperspektiv, og hvilke storpolitiske interesser, der var i landet. Denne opgave indskriver sig i et bredt felt med mange forskelligartede facetter. Interessant er, at vi forsøger at belyse det dansk-grønlandske politiske forhold set over en længere periode (1940-2009), og hvilke processer Grønland har gennemgået for at opnå selvstyre. Vi fokuserer således ikke på en specifik begivenhed eller person, men forsøger i stedet at anskue udviklingen ud fra et bredt perspektiv med Selvstyreloven fra 2009 og den deraf affødte nutidige debat i frisk erindring. 14
Fra Anden Verdenskrigs til G-50 Første del af analysen tager udgangspunkt i perioden fra 1940-1953, da denne periode er grundlæggende for vores hypotese om, at der under Anden Verdenskrig sker et skifte i de grønlandske samfund og politikeres forventning om øget selvbestemmelse. Vi tager derfor fat på perioden under og lige efter Anden Verdenskrig, da vi her kan spore nogle af de tiltag, der har været udslagsgivende i Grønlands proces frem mod selvstyre. Vi er bevidste om, at der også var strømninger mod øget selvstændighed i Grønland før Anden Verdenskrig. Grønlandsoverenskomsten af 1941 Grønlandsoverenskomsten af 9. april 1941 var en omstridt aftale indgået af den danske gesandt i Washington, Henrik Kaufmann, mellem Tyskland, Danmark og Grønland, som gav USA lov til at oprette fly- og flådebaser i Grønland (Bro 1993: 181f). Vi vil i relation til denne aftale tage fat i konkrete kilder fra perioden i form af politiske mødereferater fra tiden omkring Anden Verdenskrig samt Eske Bruns erindringsbog. Inden vi analyserer disse, vil vi kort fremlægge den historiske kontekst, Grønlandsoverenskomsten fra 1941 blev indgået under. Da Danmark den 9. april 1940 blev besat af Tyskland, ville hverken USA eller England acceptere, at en dansk regering udøvede nogen form for myndighed i Grønland. Derfor blev Grønland kastet ud i nye forbindelser til omverdenen, hvor de to landsfogeder, Eske Brun og Aksel Svane, stod tilbage med danske regeringsbeføjelser, som de ifølge en særbestemmelse i 1925-styrelsesloven havde ret til at udøve under særlige omstændigheder. Den danske regering blev i vidt omfang afskåret fra at udøve indflydelse, da Danmark efter besættelsen ikke længere af USA blev betegnet som en selvstændig stat (Bro 1993: 182). Derfor måtte de to landsfogeder finde nye veje for at bevare tilhørsforholdet til Danmark. Brun og Svane mente, at USA var den bedste mulighed for at sikre varer til den grønlandske befolkning, og indledte et samarbejde med den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann. Han overtog langsomt rollen som mellemled mellem Washington, København og Godthåb, og i de følgende år under krigen blev Eske Brun og Aksel Svane i høj grad underlagt Henrik Kauffmanns politiske dagsorden (Bro 15
1993: 188-89). Aksel Svane kunne på visse punkter ikke acceptere Kauffmanns politiske agenda, og det resulterede i, at det var Eske Brun, der stod tilbage som eneste landsfoged i Grønland. Både Brun og Svane kritiserede Kaufmann for i højere grad at handle ud fra sine egne og de amerikanske interesser (DIIS 2007: 21f). De var dog nødt til at indordne sig under de særlige vilkår, hvor amerikanerne med Kauffmann som diplomatisk guide viste deres politiske magt på et tidspunkt, hvor Danmarks koloniale indflydelse på Grønland var sat på standby (Bro 1993: 182). Et eksempel på Kauffmanns politiske indflydelse er oprettelsen af Grønlandskommissionen i 1940, der gik forud for Grønlandsoverenskomsten i 1941. Det var under kommissionsarbejdet, at tankerne om at oprette flåde- og flybaser i Grønland fik en mere konkret form; altså her, processen frem mod Grønlandsoverenskomsten i 1941 for alvor tog fart. Dette viser, at der allerede i denne periode var en politisk interesse i Grønland fra amerikansk side i Grønland. Grønlandskommission af 1940 bestod af danskere og amerikanere, og kommissionens rolle var på papiret at beskytte danske interesserer i Grønland (Lidegaard 1996: 188-93). USA var dermed sammen med Kauffmann en central aktør i Grønland under krigen, og gennem den nyoprettede Grønlandskommission blev der dannet grundlag for, at amerikanerne kunne få indflydelse på de politiske og kulturelle strømninger. Det skete også i høj grad gennem samhandlen mellem Grønland og USA, hvor grønlænderne kom i kontakt med nye amerikanske dagligvarer, kulturprodukter og et andet sprog. Det var alt sammen med til at udvide grønlændernes forståelse af omverdenen, da de tidligere havde været underlagt Det Kongelige Danske Handelskompagni (KGH), som havde monopol på grønlandshandelen (DIIS 2007: 31). Eske Brun var som den eneste tilbageværende landsfoged under krigen i løbende kontakt med USA og Kauffmann samt den danske regering. Sammen med Kauffmann kom han til at tegne forbindelsen til USA, og dermed også Grønlands udvikling under krigen. Indførelsen og modtagelsen af Grønlandsoverenskomsten I Grønlandsoverenskomsten fra 1941 fremgår det, at den er indgået på baggrund af det grønlandske landsråds resolution fra 3. maj 1940, hvor landsrådet ifølge Grønlandsoverenskomsten: 16
( ) udtalte det haab, at de Amerikanske Forenede Staters Regering, saalænge Grønland er afskaaret fra Moderlandet, vedvarende vil erindre den udsatte Stilling, hvori det danske Flag i Grønland, den grønlandske og den danske Befolkning i Grønland og den herskende Retsorden befinder sig. (Overenskomst om Grønlands Forsvar af 9. april 1941) Med andre ord fremhæver Kauffmann og den amerikanske Statssekretær Hull i indledningen til overenskomsten, at der er opbakning fra det grønlandske landsråd for at indgå denne aftale. Dette er imidlertid ikke den fulde sandhed: Eske Brun omtalte flere gange under krigen USA som værende amerikanske besættelsestropper, og i en korrespondance med Kauffmann i 1941 udtrykker han også bekymring over den amerikanske indflydelse i Grønland (DIIS 2007: 28). I Eske Bruns erindringsbog fremgår nogle af de uoverensstemmelser, der i eftertiden er blevet fremhævet mellem Kauffmann og Brun 4. Her skriver han: Mens jeg endnu sad ved Ivigtut og Svane ved Godthåb fik vi anmodning om at godkende den traktat, som Kauffmann på Danmarks vegne havde indgået med U.S.A. om Grønlands forsvar. ( ) Vi fik ikke tid til at drøfte sagen nærmere, og jeg svarede, at jeg for mit vedkommende godkendte traktaten, men at jeg ville have været glad, hvis jeg havde haft adgang til på forhånd at fremsætte visse kommentarer af praktisk karakter. (Brun 1985: 83) Det interessante ved ovenstående citat er, at det viser, at Eske Brun og Aksel Svane på visse punkter var nødt til at acceptere de forhold, amerikanerne fremsatte. Dette uden at få tilføjet grønlandske interesser i overenskomsten. Dette fremgår ydermere af et møde afholdt i Grønlands Landsråd den 23. juni 1941 i Godthaab. I referatet fra mødet skriver daværende direktør for Grønlands Styrelse, Knud Honoré Oldendow: Jeg tror, Grønland skal hilse Forsvars-Overenskomsten med Glæde, dels fordi Amerika derved har paataget sig Forpligtelsen at forsvare Grønland imod, at den samme Skæbne, som har overgaaet Danmark og saa mange andre europæiske lande, ogsaa skulde komme over Grønland, dels fordi Amerika har 4 Vi har ikke kunnet få aktindsigt i disse korrespondancer pga. 75-årsreglen. 17
lovet at gøre dette paa en Maade, som respekterer Grønlands Stilling, dets Samhørighed med Danmark og Grønlændernes Livsinteresser (Møde i Grønlands Landsråd af 23. juni 1941: 7) Det fremgår af mødet, at de grønlandske politikere bør glæde sig over aftalen, da USA vil beskytte landet. I samme referat fremgår desuden, at Grønland ikke havde de nødvendige ressourcer til at klare sig under krigen, og derfor så sig nødsaget til at oprette forbindelse til USA. Overordnet set fremstår dette mødereferat som en lang forklaring til den danske konge og regering, hvori det fremlægges, hvorfor Grønland har været nødsaget til at oprette disse forbindelser til USA og acceptere overenskomsten af 1941. I den forbindelse bliver tilhørsforholdet til Danmark understreget: Når Danmark engang er befriet, og alt det, som er blevet ødelagt, skal genopbygges så staar vi som et enigt folk i samarbejde med hinanden. (Møde i Grønlands Landsråd af 23. juni 1941: 4). Dette viser, at grønlænderne har en fremtidig forventning om, at de skal arbejde sammen med Danmark efter krigen. Alligevel er der også vis en usikkerhed at spore, da det fremgår af mødereferatet fra Grønlands Landsråd fra 23. juni 1941, at: Tyskland har lovet Danmark fuldstændig frihed efter krigen, men det er uvist, om de vil holde dette Løfte mere end de mange andre, de brød. (Møde i Grønlands Landsråd af 23. juni 1941:3). Det kan udledes, at der i 1941 sker et brud i de grønlandske politiske forventninger til fremtiden: De ønsker fortsat at arbejde sammen med Danmark efter krigen, men de er også usikre på, hvorvidt det bliver muligt. I relation til denne problematik skrev Eske Brun en artikel i Grønlandsposten den 16. juni 1942. Her fremhæver han, ligesom Grønlands Landsråd gjorde det under mødet 23. juni 1941, at man frygter for Danmarks fremtid som følge af den tyske besættelse af landet. Danmark er besat af en Magt, hvis formaal er Udsugning af Danmark nu og Udslettelse af Danmark efter Krigen. Grønland er besat af en Magt, som trods det, at den befinder sig i en gigantisk Kamp, dog har været i Stand til at give os en Hjælp ( ) (Grønlandsposten 16. juni 1942) Det kan heraf ses, at Eske Brun og de grønlandske politikere følte sig nødsaget til at handle ud fra grønlandske interesserer. De forsøgte at samarbejde med USA ud fra de 18
præmisser, de var tvunget ind i. Heri kan man se de komplekse politiske relationer til omverdenen, som de grønlandske politikere måtte agere inden for. Der er derfor et spændingsforhold i Grønlands relation til Danmark under krigen: På den ene side ønsker de at overleve, og på den anden vil de ikke risikere at miste kontakten til Danmark, da de afhænger af denne historisk og økonomisk. Eske Brun siger ydermere i sine erindringer fra 1985, at Grønlænderne lærte af amerikanerne, at ( ) Går det ikke på den ene måde, må vi prøve noget andet, til det lykkes (Brun 1985: 86). Han fortæller i den forbindelse, at det vigtigste, grønlænderne erfarede af amerikanerne, var deres tilgang til at løse problemer. Grønlandsspørgsmålet og FN I Danmarks fravær opstod der et vakuum politisk, handelsmæssigt og kulturelt - som gav mulighed for, at Grønland kunne åbne sig kulturelt og økonomisk over for omverdenen. Da verdenskrigen sluttede, ville man ikke tilbage til det Grønland man kendte fra før krigen. Grønlænderne havde opdaget, at de var del af en større verden, og at deres egen verden kunne forandres (DIIS 2007: 294). Dette faktum kom bag på Danmark, da politikerne i København ikke havde mulighed for at følge udviklingen i Grønland under krigen særlig nøje. Da Danmark blev en del at FN-samarbejdet efter krigens ophør, skulle landet løbende rapportere om grønlandske forhold til FN ifølge artikel 73e i FN-pagten (DIIS 2007: 129). Danmark efterlevede rapporteringskravene, på trods af, at de ikke anså Grønland for at være en reel koloni. Man indberettede særdeles lange og fyldestgørende rapporter til FN, der gik ud over kravene. På den måde forsøgte Danmark at fremstå som en progressiv kolonimagt, der gerne ville imødekomme ændringer af kolonisystemet. Således noterer Danmark allerede i en rapport til FN i 1948, at man vil undersøge muligheden for at gøre Grønland til en ligeberettiget del af det danske rige (DIIS 2007: 193). Med indførelsen af Grundloven af 1953 blev Grønland en ligeberettiget del af det danske rige, og Danmark kunne fastholde tilknytningsforhold til Grønland på danske præmisser (Brøsted 2003: 88f). Derefter skulle Danmark ikke indrapportere til FN, da Grønland i juridisk forstand blev en del af det danske rige og ikke længere var en koloni. 19
Eske Brun om grønlandsspørgsmålet De grønlandske krav til at blive en del af det moderne vestlige samfund, vakte nye politiske problemstillinger, der søgtes løst i nedsættelsen af Grønlandskommissionen af 1948. Under Grønlandskommissionens åbningsmøde i Rigsdagen i København den 20. januar 1949 fortæller landsfoged Eske Brun, at Grønland ikke længere tolererer en forskelsbehandling. Han fremhæver at de er blevet en del af det vestlige samfund og ønsker en modernisering og større medbestemmelse på den førte politik. Eske Brun citerer direkte FN-pagtens artikel 73 5 til at fremme sit budskab, og tilføjer: Det har altid været det givne grundlag for dansk virke i Grønland, at det skulle være til gavn for den grønlandske befolkning, men hermed er dette blevet stærkere udtalt end før, har fået et nøjere bestemt mål, og Danmark er blevet forpligtiget til at fremkomme med resultaterne af sit arbejde for et internationalt forum. (Eske Brun) Disse udtalelser kommer fra talerstolen foran den danske rigsdag, og heri lægger et diplomatisk bias en vis forvanskning af sandhederne i de diplomatiske vendinger. Men han understreger samtidig de forpligtigelser, Danmark har bundet sig til ved indtrædelsen i FN i 1945. Det kan ses som en slet skjult henvisning til, at der ifølge pagten skal tages konkrete initiativer til at fremme specifikke kernepunkter, der skal gavne de grønlandske indbyggeres velfærd. Særlig interessant i FN-pagten er også det formulerede mål om at fremme selvstyre, at tage behørigt hensyn til folkenes politiske ønsker og støtte dem i den fremadskridende udvikling af deres frie politiske institutioner (FN-pagten artikel 73b). Dermed er pagtens artikel 73b en central del af processen frem mod indførelsen af både Hjemmestyret og Selvstyret. Pagten giver grønlændere hjemmel for at kræve frie politiske institutioner og fremme selvstyre. Således har FNpagtens formaninger om at fremme initiativer til udvikling og selvstændighed haft betydning for hvorledes de grønlandske politikere historisk efter dette har krævet flere politiske bestemmelser overført til Grønland. 5 Ifølge FN-pagtens artikel 73 skal Medlemmer af de Forenede Nationer, som har eller påtager sig ansvaret for administrationen af områder, hvis folk endnu ikke i fuldt mål har opnået selvstyre, anerkender den grundsætning, at disse områders indbyggeres interesser er af altovervejende betydning. (FN Pagten kapitel XI, artikel 73). 20
Grønlandskommissionen 1948-50 (G-50) Der blev i 1948 oprettet en Grønlandskommission nedsat af Statsminister Hans Hedtoft (A), der omfattede 16 medlemmer, heraf fire danske og fire grønlandske politikere. Denne kommission resulterede i en lang række love og strukturelle ændringer af det grønlandske samfund. En løsrivelse fra Danmark var imidlertid ikke realistisk på daværende tidspunkt, og processen for at opnå øget politisk selvbestemmelse pågår stadig. Grønlandskommissionen havde en underkommission, der drøftede essentielle spørgsmål vedrørende landets fremtid. Forud for et møde den 9. februar 1949 blev der udsendt et dokument til medlemmerne, hvoraf det fremgik, at formålet med det kommende møde var at drøfte Grønlands fremtid i det danske rige. I selve referatet af underkommissionens møde den 9. februar 1949 fremgår en række punkter, der kan sættes i relation til spørgsmålet om øget selvbestemmelse. Underkommissionen bestod udelukkende af grønlændere, og den kan derfor give et indblik i de grønlandske politiske forventninger til fremtiden. I referatet fra underkommissionens møde den 9. februar 1949 fremgår det, at hovedpunktet for mødet i Underkommission var: (...) Grønlands stilling i det danske rige, herunder spørgsmålet om, hvorvidt Grønland skulle være en koloni eller et amt, eller om man skulle finde et mellemstandpunkt. (Referat af Underkommissionsmøde 9. februar 1949: 2) Mødet i underkommissionen havde dermed til formål at diskutere Grønlands fremtidige placering i Rigsfælleskabet i forlængelse af diskussionen om Grønlands folkeretslige status. Der var herunder en diskussion om, hvorvidt der burde foretages en ændring i det administrative, grønlandske system. Referatet af underkommissionsmødet fra 1949 understøtter hypotesen om, at der efter Anden Verdenskrig skete et skifte i de grønlandske politiske forventninger til fremtiden. Dette ses under mødet i en udtalelse af Landstingsmand Stegger-Nielsen: Landsrådets udtalelser om en centralledelse på Grønland stammede fra erfaringerne under krigen, hvilket måtte være afgørende. (Referat af Underkommissionsmøde 9. februar 1949: 5). Landsfoged Svane gjorde det ligeledes klart under mødet, at Grønland ønskede større uafhængighed fra Danmark. I mødereferatet fremgår det, at de konkret diskuterer den 21
grønlandske stilling i forhold til en kommende Grundlov. Det fremgår af mødereferatet, at Svane: ( ) anså en løfteparagraf i grundloven for formålstjenlig. Og fandt, at tiden nu var inde til en større selvstændighed for den grønlandske befolkning i politisk henseende f.eks ved oprettelse af et nævn eller en fast delegation, der kunne forhandle med den danske rigsdag. (Referat af Underkommissionsmøde 9. februar 1949: 5) Han ville med andre ord have indskrevet i Grundloven, at der skulle være mulighed for at opnå selvstyre. Svane henledte dermed opmærksomheden på, at Grønland ikke blot burde have centralstyre, men også opnå større politisk medbestemmelse med indførelsen af en løfteparagraf i Grundloven. Svane påviser et visionært fremsyn, med forventning om mere indflydelse. Denne forventning blev imidlertid ikke indfriet, da en sådan løfteparagraf ikke blev indført i Grundloven af 1953. Grønland fik dog retten til at have to politikere siddende i Folketinget. Med Grundloven af 1953 blev Grønland ligeledes en del af det danske rige, og Danmark fik juridisk overhøjhed over landet. Kommissionsarbejdet udmundede i en kommissionsbetænkning, der lå færdig i februar 1950. Af betænkningen fremgår det blandt andet, at: (...) Den fremtidige økonomiske organisation for Grønland må give mulighed for og tilskynde til en gradvis udvikling hen imod en tilstand, hvor grønlænderne selvstændigt kan træde i økonomisk forbindelse med omverdenen og selvstændigt kan oprette og drive erhvervsforetagender og økonomiske organisationer. (Grønlandskommissionens betænkning af februar 1950) Ovenstående fremhæver de grønlandske ønsker til fremtiden. Af dette kan udeledes, at man ønsker en økonomisk uafhængighed fra Danmark, og i stedet basere denne på omverdenen. 22
Opsummering Vi har belyst, at de grønlandske politikere gennem samarbejdet med USA under Anden Verdenskrig i stigende grad fremsatte krav om mere selvbestemmelse. På det folkelige plan, kom det grønlandske folk i kontakt med amerikanere, som bragte nye varer og politiske idéer til landet. Centralt er, at der i denne periode var en stor politisk interesse fra amerikansk side i grønlandske forhold. Dette resulterede i, at grønlændernes erfaring ikke blot var bundet til Danmark, men i stigende grad også til omverdenen, symboliseret i USA. Grønland kom via denne indflydelse ind i en politisk proces, hvor de både ønskede at blive løsrevet fra Danmark, men også fortsat havde et tæt afhængighedsforhold til Danmark. Som vi viser, følte grønlænderne et stærkt tilhørsforhold til Danmark under krigen og efter krigens afslutning. Den ændrede situation under krigen åbnede dog op for nye muligheder for Grønlands politiske fremtid. Deres tanker om et kommende selvstyre var i høj grad forankret i at opnå et samlet landsstyre under én, central politisk enhed, som de tidligere havde oplevet under krigen. Der blev udformet en grønlandskommissionen i 1948, som efterfølgende afleverede en betænkning. Denne betænkning kom til at spille en central rolle for den grønlandske politik i årene fremefter. Grønlænderne blev med erfaringerne fra krigen yderligere orienteret mod omverdenen på baggrund af FN-pagtens artikel 73. Pagten gav Danmark forpligtigelser til at fremme en grønlandsk udvikling på en række områder, herunder de politiske og kulturelle. Grønland anvendte FN-pagten aktivt over for Danmark til at kræve større selvbestemmelse, og blev med Grundloven af 1953 anerkendt som et selvstændigt folk, og fik herunder retten til at have to grønlandske politikere siddende i Folketinget. De fik imidlertid ikke indskrevet et ønske om en løfteparagraf i Grundloven. Det grønlandske motiv for at fremhæve denne paragraf var at skabe mulighed for senere at kunne opnå selvstyre. De grønlandske politikere forventning til fremtiden var med andre ord en større grad af medbestemmelse, men de opnåede kun dette i et begrænset omfang. 23
Hjemmestyre Denne del af analysen tager udgangspunkt i perioden op til indførelsen af hjemmestyret i 1979, herunder hvilke politiske processer, der var med til at præge hjemmestyreloven i dens konkrete udformning. Vi tager udgangspunkt i Grønlandskommissionen fra 1960 (G-60) og det forudgående kommissions- og betænkningsarbejde. I denne periode kræver Grønland i stigende grad retten til at bestemme over egne og internationale politiske forhold. Særligt fremkommer et krav om selvbestemmelse over de grønlandske råstoffer. G-60 og de indledende diskussioner om hjemmestyre Færøerne fik i 1948 en hjemmestyrelov, som inspirerede grønlandske politikere til at kræve samme rettigheder. Den førte politik på baggrund af G-50 sikrede massive danske investeringer i Grønland inden for infrastruktur, uddannelse og erhverv. I det videre arbejde med disse initiativer blev G-60 nedsat af den danske regering. Det grønlandsk-danske udvalg definerer målsætningen for arbejdet således: Målet for enhver grønlandspolitik må være at højne den grønlandske befolknings politiske sociale og kulturelle status og at forøge levefoden. Dette mål må nås i samarbejde mellem befolkningen i Grønland og i det øvrige Danmark. (Grønlandsudvalgets betænkning af 1964: 23) Det fremgår, at de ønskede en fortsat forøgelse af den grønlandske befolknings medbestemmelse. I citatet fremgår det således, at G-60-kommissionen ønsker at forøge de sociale, kulturelle og materiale levevilkår i Grønland via et samarbejde med Danmark. Hermed fremgår det, at de grønlandske politikere ønskede at samarbejde med Danmark i vigtige politiske forhold. Det er vigtigt at have in mente, at udvalget bestod af danske og grønlandske medlemmer og, at det har haft en indflydelse på ordlyden i den endelige betænkning, da forskellige politiske intentioner kan have spillet ind. G-60-kommissionen gjorde ydermere status over de investeringer og tiltag, der havde været gjort som følge af G-50. Med en forestående modernisering af det grønlandske samfund var der behov for massive investeringer i overgangen til et mere moderne 24