Disposition. 1. Religiøs behandling. Indledning. 1.1. Definition af religiøs behandling i kristendommen. 1.2. Forskellige traditioner af religiøs behandling. 1.3. Charles Ndifon og religiøs behandling. 1.4. Brugen af religiøs behandling i Danmark. 1.5. Brugen af religiøs behandling i Norge. 1.6. Sammenligning mellem danske og norske tal. 2. Metode. 2.1. Overordnet formål med projektet og tidslinie. 2.2. Baggrund. 2.3. Helbredelseskort. 2.4. Spørgeskema og pilotundersøgelse. 2.5. Svarprocent og telefoninterviews. 2.6. Kategorisering. 2.7. Udvælgelse af informanter og præsentation. 2.8. Etiske overvejelser. 3. Kleinman og sygdomsopfattelse. 3.1. Sundhedssystemet som et kulturelt system. 3.2. Kleinmans Sektormodel. 3.3. Nærmiljø-sektoren. 3.4. Den professionelle sektor. 3.5. Den ikke-professionelle sektor. 3.6. Individet tolker verden via sin symbolske virkelighed. 3.7. En anerkendelse af forskellige sygdomsopfattelser. 4. Spontane remissioner.

4.1. Definition af spontane remissioner. 4.2. Opfattelser af spontan remission. 4.3. Spontane remissioner i litteraturen. 4.4. Statistik om spontan remission for de enkelte sygdomme. 5. Gennemgang af journaler. 5.1. Introduktion til gennem gang af journaler. 5.2.1. Berits journal. 5.2.2. Berits historie og konklusion. 5.3.1. Esthers journal. 5.3.2. Esthers historie og konklusion. 5.4.1. Helles journal. 5.4.2. Nærmere gennemgang af Helles journal. 5.4.3. Helles historie og konklusion. 5.5.1. Mortens journal. 5.5.2. Sammenhænge i forhold til HIV-RNA. 5.5.3. Mortens historie og konklusion. 5.6.1. Saras journal. 5.6.2. Saras historie og konklusion. 5.7.1. Karens journal. 5.7.2. Karens historie og konklusion. 5.8.1. Grethes historie og konklusion. 5.9.1. Bittens historie. 5.10.1. Ediths historie og konklusion. 5.11.1. Carsten historie. 6. Det etnografiske interview. 6.1. Introduktion til det etnografiske/kvalitative interview. 6.2. Informanten og intervieweren. 6.3. Interviewguide. 6.4. Transkription og kodning.

6.5. Rammer for de udvalgte uddrag. 6.6. Tilklipning af uddrag. 7. Analyse af interviews. 7.1. Præsentation af analysen. 7.2. Sygdomsopfattelse. 7.2.1. Esthers nej tak til behandling. 7.2.2. Morten og Sara - egen indflydelse på sygdom. 7.2.3. Nuancer og opsamling. 7.3. Holistisk sygdomsopfattelse. 7.3.1. Opsummering af holistisk sygdomsopfattelse. 7.4. Erfaringer med det danske sundhedssystem. 7.4.1. Positive erfaringer med sundhedsvæsenet. 7.4.2. Negative erfaringer med sundhedsvæsenet. 7.4.3. Genoptræningscenter- så er jeg klar igen. 7.4.4. Cancer- er der noget du vil spørge om? 7.4.5. Et uspecifikt fund? 7.4.6. Den kroniske patient og negative erfaringer. 7.4.7. Negative erfaringer og kommunikation. 7.4.8. Kommunikation og kompliance. 7.5. Beslutningsprocesser før mødet med Charles Ndifon. 7.5.1. Informanternes udsagn om årsag og forventninger. 7.6. Vægt på Placebo, positiv forventning. 7.7. Åndelige/følelselmæssige oplevelser. 7.7.1. Positive åndelige/følelselmæssige oplevelser. 7.7.2. Kærlighed, der bare var i rummet. 7.7.3. Fyldt med håb og glæde. 7.7.4. Negative åndelige/følelselmæssige oplevelser. 7.7.5. Jeg tror ikke en skid på dem. 7.8. Overvejelser i tiden efter helbredelsesoplevelsen. 7.9. Kontakten med sundhedsvæsenet efter helbredelsesoplevelsen. 7.10. Opsummering af analysen.

8. Forklaringsmodeller støder sammen. 8.1. Overgang fra empiri til teori. 8.2. Disease og illness- forskellige forklaringsmodeller. 8.3. Illness- patientens perspektiv. 8.4. Disease- lægens perspektiv. 8.5. Baggrund for lægens perspektiv. 8.6. Den danske lægeuddannelse. 8.7. Opsummering og diskussion. 9. Religiøs/åndelig praksis og sundhed. 9.1. Religiøs/åndelig praksis og sundhed. 9.2. Er religiøs/åndelig praksis et behov blandt kroniske patienter? 9.3. Danskere, amerikanere og religiøsitet. 9.4. The Faith Factor- betydningen af religiøs tilknytning for helbred. 9.4.1. Opsummering af The Faith Factor. 9.5. Religion og helbred- en meta-analyse. 9.5.1. Resultater fra Religion and Health 2001. 9.5.2. Diskussion af resultater. 9.6. Religion og coping. 9.6.1. Diabetes, HIV og coping. 9.6.2. Cancer, sklerose og coping. 9.6.3. Smerter og coping. 9.7. Åndelig omsorg for kroniske patienter. 9.8. Etisk Råd og åndelig omsorg. 9.9. Opsummering. 10. Konklusion. Appendix 1: Informanterne. Bilag 1: Spørgeskema. Bilag 2: Kodeliste. Referenceliste.

Indledning. Dette projekt handler om religiøs behandling i Danmark. Kapitel 1 beskriver derfor definition og brug af religiøs behandling mere overordnet i Danmark og resten af Norden. Dette kapitel leder over i et metodekapitel (kapitel 2), som også er en gennemgang af projektets delfaser og overvejelser. Dernæst har jeg set nærmere på begrebet sygdomsopfattelser og en bredere forståelse af sundhedssystemet, som den er beskrevet af læge og antropolog A. Kleinman. Denne mere nuancerede opfattelse er udgangspunkt for, at man i sundhedsvæsenet med fordel kan være opmærksom på den behandling som patienter opsøger andetsteds. Denne opmærksomhed kan være med til at afsløre svagheder og styrker i det etablerede sundhedsvæsen. Desuden kan den være med til at forklare, hvorfor det kan være svært ud fra en biomedicinsk tradition at kommunikere med patienter, som behandles i både professionelle og alternative behandlingsregier med vidt forskellige sygdomsopfattelser. Denne diskussion tages op i kapitel 8, som omhandler lægens og patientens perspektiv på sygdom. Den religiøse behandling er undersøgt med udgangspunkt i en helbredelsesoplevelse, som nogle deltagere har haft på et møde med den nigerianske præst Charles Ndifon. Oplevelserne er undersøgt med henblik på fysiske og psykiske aspekter. Formålet har været at undersøge disse oplevelser fra deltagernes synspunkt og fra et mere biomedicinsk synspunkt. Førstnævnte er undersøgt ved hjælp af det etnografiske interview. Denne interviewform introduceres i kapitel 6. Ved hjælp af denne metode kan opnås en dybdegående og perspektivrig beskrivelse af oplevelserne, som de er erfaret af deltagerne. Jeg har også set på betydningen af helbredelsesoplevelserne for informanterne i tiden efter møderne. Den mere biomedicinske del er belyst ved journalgennemgang. Som inspiration til journalgennemgangen har jeg set på emnet spontane remissioner (kapitel 4). Dét er den naturvidenskabelige forklaringsmodel for sygdomsforløb med et uforklarligt gunstigt forløb. Målet med gennemgangen af journaler har været at undersøge forløbet i tiden før og i tiden efter møderne med Charles Ndifon. Jeg har i den forbindelse set på den konventionelle behandling og forventningerne til denne sammenlignet med det aktuelle sygdomsforløb. Vurderingen er sket i samarbejde med flere læger. I opgaven fremkommer journalgennemgangen (kapitel 5) før analysen af interviewene (kapitel 7). Dette er ikke et udtryk for priortering af information. Via etnografiske interview er der også fremkommet en indsigt i informanternes oplevelser

med det danske sundhedsvæsen. Jeg har fremhævet gode og dårlige oplevelser (kapitel 7). Slutteligt har jeg set på betydningen af religiøs/åndelig praksis som en form for coping. Samt på religiøs/åndelig praksis betydning for godt helbred generelt (kapitel 9). En diskussion, som er speciel aktuel i USA, hvor der i øvrigt undervises i håndtering af patienternes åndelige spørgsmål og behov på mere end 20 af de medicinske fakulteter. Tak. I forbindelse med opgavens introduktion falder det mig naturligt at takke dem, som har haft en betydningsfuld indflydelse på projektet. Tak til Beth Elverdam. Du har været en meget tålmodig og hjertevarm vejleder. Det hjælper på frimodigheden, når man er nybegynder. Tak til Ulla Eriksen og Ulrik Dige. Tak fordi I satte tid af midt i en travl hverdag til et projekt som mit. Tak Lone Friis, du har givet mig mange brugbare råd. Tak til alle jer på Almen Medicin. Det har været et kort bekendtskab, men tak for hyggeligt samvær. Og Søren, du er den bedste far og mand, man kan tænke sig. Tak for hjælpen.

1.1. Definition på religiøs behandling i kristendommen. Udgangspunktet for den religiøse behandling finder man i den tidlige kristendom med reference til Bibelen. Der finder man en beskrivelse af fremgangsmåden: I skal lægge hænderne på de syge, og de skal blive helbredt (Jakobs brev kap.5, vers 16). Samme sted er der mange beretninger om mirakler (helbredelser) udført af Jesus og de første kristne. Det er således tale om en 2000 år gammel behandlingsmetode, hvor man søger fysisk og psykisk hjælp via en åndelig kraft, som i den kristne tradition er Gud og Jesus. 9Religiøs behandling, som jeg har undersøgt, i Danmark er altså funderet i den kristne tradition modsat de mest brugte alternative tiltag i Danmark, som er zoneterapi, akupunktur, spirituel healing og kinesiologi.(launsø 1996, s.38). Disse behandlingsmetoders spirituelle indhold er oftest funderet i orientalske religioner. (Aagård 2001, s.2). 1.2. Forskellige traditioner af religiøs behandling i Danmark. Religiøs behandling finder sted i Danmark indenfor forskellige kirker (Nissen 2002, s.203ff). Men da der er stor variation i de kirkelige traditioner, er der en vis spændvidde i måden, hvorpå den religiøse behandling inddrages i det kirkelige liv. Via de 10 kvalitative interviews, som jeg har foretaget, fås indsigt i religiøs behandling, som den foregår i en Folkekirke sammenhæng og i Indre Mission. En måde som er anderledes end den foregår på hos Charles Ndifon, som arbejder i en frikirkelig tradition, som her er Pinsekirken. Jeg har valgt kort at beskrive denne behandlingsform. Det er ud fra den antagelse at fænomenet er forholdsvis ukendt i Danmark. Førstnævnte beretning stammer fra en 23-årig kvinde, som har haft piskesmæld i 1½ år. Det har hindret hende i at arbejde og fungere normalt. Hun kommer regelmæssigt i en Folkekirke nær København. Der er her tale om en kirkelig tradition, hvor bøn for syge ikke indgår som en naturlig del af gudstjenesten, i stedet for indkaldes den syge til en særlig lejlighed. Her beder præsten og nogle ældre i menigheden for den syge, og hun salves med olie. Grethe, som kvinden hedder, fortæller at hun var meget i tvivl om hun skulle sige ja til at blive bedt for at præsten. Men hun har hørt, at flere er blevet helbredt, og så synes hun egentlig ikke hun har noget at miste. Hun beskriver her hvordan det foregik: Min kæreste og min veninde Carla var med mig derinde, og så var der præsten og så to ældre damer. Vi sad helt oppe ved alteret i en rundkreds ved døbefonden, og så 9

sang vi nogle salmer. Det var meget intimt egentlig, og så kunne alle sige noget, som de havde tænkt på i forbindelse med det her, eller bare et eller andet de ville give mig med på vejen. Det var simpelthen så sødt, og jeg var meget meget rørt, og så bagefter foretog vi salvelsen, hvor jeg knælede ved alteret, og så lagde alle de andre hænderne på mig og bad for mig, og jeg blev salvet med olie. Bare sådan korsets tegn i panden. Jeg følte mig simpelthen som den svageste person på hele jorden, og samtidig bare den heldigste, altså at der var nogen, der kunne nyde så meget omsorg for mig, det var helt enormt. Jeg følte Guds nærvær ikke også, altså han svigter ikke. En anden informant, en 69-årig kvinde med kræft, beretter om sin opvækst i et indremissionsk samfund i Vestjylland. Hun var selv én, som kvinderne i byen brugte som en slags religiøs behandler. Hun lagde hænder på folk, og når hun gjorde det, mærkede hun selv en varme. Esther fortæller det sådan her: Da jeg var barn, der var det indre missionsk, og der brugte kvinderne mig, når de var syge, havde hovedpine, havde ondt. Og må den bette tøs ikke komme hen og lægge hænderne på mig, for det er hun nu så god til. Og så skulle jeg holde på deres knæ, og så bare sådan tænke, at de blev raske, og sådan, og så følte jeg jo den her varme, der kom ned over mig, og ned i deres knæ... Og så hjalp det jo, og så sprang jeg ud og legede igen ikke.(...) Så jeg blev tit kaldt præstedatteren, og min far var fisker altså ikk. Der står ikke direkte i citatet, at det er Gud, som medierer denne varme, som virker helbredende. Men man må forvente, at kvinderne var meget religiøse. De kalder hende også præstedatter selvom faderen er fisker. I det tillægger de informanten noget religiøst. Hun fortæller senere, at mændene ikke måtte vide om det. Det må betyde, at det ikke har været en del af det praktiserede indre missionske. Det fungerer i denne sammenhæng, som noget spontant, modsat salvelsen i kirken. To norske folklorister (Alver og Selberg, 1990) har undersøgt religiøs behandling i Norge. De beretter her om en kvinde, som lå hjemme i sin seng og var meget syg. Der står ikke beskrevet hvilken sygdom, der var tale om. Mens hun ligger i sengen hører hun en stemme, som højt kalder på hende flere gange. Stemmen fortæller hende, at hun skal gå til Lien og møde en kvinde. Hun opfatter det som Guds tale, og selvom hun ikke skulle være i stand til at gå, rejser hun sig alligevel, tager tøj på og går ind til kvinden, som er religiøs behandler. 10

Følgende citat beskriver behandlingen: Eg kan ikkje huske om hun bad høyt for meg, men eg tror ikkje at hun gjorde. Hun la liksom hånden over. Hun bare strøk meg over der (viser mot ryggen). Og så bad stille (Alver m.fl. s. 302). Her er altså tale om en kvinde, som er kendt som religiøs behandler på lignende måde som Charles Ndifon. Det er i denne sammenhæng udenfor en kirkelig kontekst. Menigheden har altså ingen betydning. På et andet tidspunkt hvor samme person igen har fået smerter, fortæller hun: Så kan eg huske, at det var to ifra menigheden, som var oppe og bad for meg en kveld. Men eg kjente ingenting. De salvet meg, og de bad for meg. Her er det altså i en religiøs sammenhæng. Nogle fra menigheden tager sig af den syge. Her bruges, som i Grethes tilfælde den symbolske handling salvelse, sandsynligvis med olie, som den benyttes i den bibelske kontekst (Jakobs brev kap.5, vers 14). Det virker tilsyneladende som om, at det blot er to tilfældige personer fra menigheden, de benævnes ikke religiøse behandlere, men blot nogle, som yder en almindelig tjeneste fra menigheden. Det ses her, at religiøs behandling finder sted i flere forskellige sammenhænge. Det kan være enten privat, i en kirke eller hos en decideret religiøs behandler. Det kan foretages af en præst eller af personer, som er troende. 1.3. Charles Ndifon og religiøs behandling. Det ses altså at religiøs behandling finder sted i forskellige former og i forskellige sammenhænge. Charles Ndifons måde at behandle på ved at lægge hænderne på og bede for deltagerne, det kaldes forbøn. Det er bøn og håndspålæggelse, som er essensen i den religiøse behandling. Bønnerne er korte, og ofte bare en befaling over sygdommen, som det ses af det følgende uddrag. Her fortæller informanten om den oplevelse, som hun har haft i forbindelse med forbøn under mødet. Hun er her kaldt op foran ved scenen sammen med flere andre kræftpatienter. Her beder Charles Ndifon for de syge. Berit fortæller: Jeg synes, da vi stod deroppe, og han sagde, det skulle forsvinde. Det er altså ikke nogen lang ceremoni, men en kort befaling over sygdommen. På møderne er det ikke alle deltagere, som får håndspålæggelse. En informant, beskriver, at hun oplevede sig helbredt, selvom hun ikke var oppe og blive bedt for af Charles Ndifon. Sara fortæller: Jeg sad bare på min plads, jeg gik ikke frem til ham for håndspålæggelse, jeg sad bare på det sted, hvor jeg sad. Sara er kristen og vil gerne fremhæve, at det er Gud der helbreder. Det sker ikke, 11

fordi man rører ved Charles Ndifon. Det er noget, som fremhæves på møderne. Det ses i næste uddrag. Her beretter informanten om noget, som hun kan huske Charles Ndifon sagde. Grethe fortæller: at han hele tiden sagde, at det ikke var ham, der gjorde det, men det var det var Gud der fik æren, det var Jesus man skulle takke. På møderne foregår den religiøse behandling som en del af en gudstjeneste med gospelmusik, bøn, undervisning ud fra bibelen og fællesskab med andre deltagere. Der er fokus på den oplevede religiøsitet, hvor der gives plads til at udtrykke taknemmelighed, åbenhed, glæde og andre følelser, som udtrykker en indlevelse i det åndelige og fællesskabet. Disse udtryk ses gennem sangene, hvor nogle deltagere løfter hænderne. De ses gennem indlevelse i bønnerne, gennem dialog mellem Charles Ndifon og publikum m.m. Møderne er gratis at deltage i. Det er således den kirke, som arrangerer møderne, som er ansvarlige for det økonomiske. Der bliver dog foretaget en indsamling på mødet, som er frivillig. Det understreges, at der ikke er overensstemmelse mellem muligheden for at modtage helbredelse og størrelsen af den pengegave, deltagerne eventuelt giver. Når jeg i min opgave ser på begrebet religiøs behandling, ser jeg på det som det hovedsagelig foregår til møderne med Charles Ndifon. Der er altså tale om en form, hvor en syg person får håndspålæggelse og der bedes en bøn. Eller der bedes en bøn for en forsamling af syge, som selv kan lægge hånden på det syge sted. Konteksten er et fællesskab. 1.4. Brugen af religiøs behandling i Danmark. Når jeg ser på brugen af religiøs behandling i Danmark er det ud fra den ovenfor beskrevne afgrænsning. I Danmark er der ikke lavet opgørelser over hvor mange, der opsøger religiøs behandling. Men i journalist Henri Nissens bog: Åndens magt, helbredelse ved bøn, en bog om Charles Ndifon, omtales religiøs behandling i Danmark generelt. Jeg har opsøgt de personer i bogen, som udfører religiøs behandling for at danne mig et overblik over deltagelsen i disse møder i år 2001. Til møder med Charles Ndifon har der i 2001 været: ca. 22.000 deltagere. (Kilde præst Lars Due-Christensen, dansk kontakt for Charles Ndifon.) 12

Desuden holder Volvo-direktør Hans Berntsen 10-12 møder hver måned rundt i kirker og andre lokaler i Danmark. Han arbejder på samme måde som Charles Ndifon. Antal deltagere i 2001: ca: 25.000 ( Kilde: Mission-Danmark, egne optællinger (www.missiondanmark.dk). En anden mand ved navn Orla Lindeskov holder ca. 100 møder rundt i landet årligt. Antal deltagerere 2001: ca. 10.000 (kilde: kontaktet personligt) Desuden foregår religiøs behandling som oftest i de såkaldte frikirker. Antallet af medlemmer er følgende: Pinsekirken: 5350 (Kilde Pinsekirkens landsavis), Apostolsk kirke: 3100 (præst i Odense), Baptist kirken: 5214 (Baptistkirkens landsekretariat) Metodistkirken: 2300 (præst i Odense), Frelsens Hær: ca. 1100 og Missionsforbundet. Ca.2000 (præst i Odense) De tæller tilsammen: 19064 personer. Desuden holdes der i forskellige kirker mindre helbredelsesmøder hvor man beder for syge. Det foregår også som beskrevet i Folkekirken, hvilket jeg ikke har noget overblik over. Tilsammen har mindst 75.000 personer deltaget i et møde, hvor der foregår religiøs behandling i år 2001. 1.5. Brugen af religiøse behandling i Norge. I Norge har Risberg et al. lavet to undersøgelser om brugen af non-proven therapy (NPT, alternativ behandling) hos cancerpatienter (Risberg et al. 1996, 1998). Der er lagt vægt på spirituel NPT. Spirituel NPT defineres som tros-helbredelser (faith-healing) og helbredelser ved håndspålæggelse (healing). Begrebet tros-helbredelse (faith-healing) vil tilsyneladende svare til min definition af religiøs behandling, uden, at opsplitningen dog fremgår helt entydigt i artiklen. Der er ikke beskrevet om den religiøse behandling foregår som enkelt-behandling eller om den foregår i konteksten af en gudstjeneste. I spirituel NPT indgår altså både religiøs behandling og healing, som også er populærnavnet i Danmark for alternativ praksis uden specifik religiøs tilknytning. Her skelnes altså mellem en mere bred åndelighed overfor religiøsitet. Åndelighed dækker over en individuel søgen. En søgen, som omhandler spørgsmål omkring livet, om mening og om relationen til det overnaturlige. Religiøsitet dækker over en tilknytning til en kirke eller en defineret religiøs gruppe. Fællesskabet der udgør rammerne for ritualer, trospraksis og 13

symboler, har det formål at facilitere nærhed til den højere magt/gud. Desuden er formålet med det religiøse fællesskab at fostre en gensidig ansvarlighed (Koenig et al.2001, s.18). Som enkeltperson er det muligt både at være religiøs og åndelig. Det er også muligt at være spirituel men ikke religiøs. (Matthews 1997, s.18f.) Risberg et al s artikel fra 1996 bygger på en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse, hvor 70.4% af de 911 (642) inviterede patienter blev inkluderet i analysen. 1996. 20 % (126) af deltagerne havde brugt én eller anden form for NPT. 50% (63/126) af brugerne af NPT havde benyttet sig af spirituel NPT, som dermed var den mest benyttede form af NPT. 44 % (28/63) havde som spirituel NPT benyttet sig af religiøs behandling (faithhealing). 22 % (28/126) af dem som benyttede NPT overhovedet brugte religiøs behandling. 89% (13.1/14.7) af dem, som brugte religiøs behandling var kvinder. 10% (63/630) af norske cancerpatienter benyttede sig i dette studie af spirituel NPT. 4.4% (26/630) af norske cancerpatienter benyttede sig i dette studie af religiøs behandling. Risbergs artikel fra 1998 er et 5 års follow-up studie med 252 cancerpatienter fra det nordlige Norge. Studiet er baseret på spørgeskemaer sendt ud efter 0, 4, 12, 14 og 60 måneder. 1998 17.4%-27.3% benyttede sig af NPT ved de enkelte tværsnitsundersøgelser. 45% (113) var den kumulerede frekvens af deltagere, som på et eller andet tidspunkt i de 5 år follow-up havde benyttet sig af NPT. 74% (84/113) af brugerne af NPT benyttede sig af spirituel NPT. 33% (84/252) af cancerpatienterne benyttede sig af spirituel NPT. Sidstnævnte artikel konkluderer, at der ikke er længere overlevelse i gruppen, som 14

benytter NPT. Antallet af inkluderede personer er ikke vældig stort. 1.6. Sammenligning mellem danske og norske tal. Til sammenligning med de norske tal er det passende at se på hvor mange kræftpatienter, som benytter sig af alternativ behandling (NPT) i Danmark. Jeg benytter mig af tallene fra Anette Damkiers Ph.d.-afhandling om alternativ behandling blandt kræftpatienter. Hun adskiller mellem alternativ medicin (AM), og alternativ terapi (AT). Jeg ser udelukkende på AT, da de norske undersøgelser også kalder deres behandlinger for terapier, og da spirituel behandling helt klart må kaldes terapi fremfor medicin. Anette Damkier har lavet spørgeskemaundersøgelser fra 1992 og 1995 med henholdsvis 769 og 456 patienter. (Svarprocent mellem 94 og 97%) Resultaterne er følgende: 1992. 11.4% (88/769) af cancerpatienterne brugte AT. 78% (69/88) af brugerne var kvinder. De hyppigst anvendte former for AT var, akupunktur(30%), zoneterapi(28%) healing(8 %), kinesiologi (8%) og visualisering (7%). 1995. 13.4% (61/456) af cancerpatienterne brugte AT. 75% (46/61) af brugerne var kvinder. De hyppigst anvendte former for AT var zoneterapi(34%), akupunktur(28%), healing(13 %), kinesiologi (11%) og forskellige former for diæter(10%). I de norske undersøgelser brugte 20% AT i 1996 og i tværsnitsundersøgelserne fra 1991-1996 brugte mellem 17 og 27 % AT. Der er i disse undersøgelser et højere forbrug af AT i Norge fremfor Danmark, ud fra det synspunkt må man forvente, at andelen som bruger religiøs behandling vil være mindre i Danmark. Der er dog i de seneste årtier, ifølge seniorforsker Mette Kjøller, sket en fordobling af antallet af personer, som søger alternativ behandling i den danske befolkning fra 10% i 1987 til 20.6% i 2000 (Kjøller, 2002). Det kan, afhængig af, hvordan alternativ behandling defineres, betyde, at brugen af religiøs behandling også er stigende. 15

Der er ikke tale om et fyldestgørende overblik over brugen af religiøs behandling i Norden ud fra disse to norske artikler. Der findes ingen undersøgelser fra Danmark omkring brugen af religiøs behandling. Via min egen efterspørgsel viste der sig at være nogen interesse for religiøs behandling. Området er kun ganske lidt undersøgt, og der har ikke været mere litteratur tilgængeligt. Gennem mit projekt ønsker jeg derfor at se på brugen af religiøs behandling. Ikke udelukkende som et overslag over hvor mange danskere, som benytter det. Men i højere grad hvilke erfaringer og hvilken effekt udvalgte personer har fået af den religiøse behandling. 16

2.1. Overordnet formål med projektet og tidslinie. 1. At belyse hvilken overordnet beskrivelse den gruppe på ca. 200 personer giver af en helbredelsesoplevelse, de har haft i forbindelse med møder med Charles Ndifon. Det drejer sig om både fysiske og psykiske forbedringer. Hertil benyttes spørgeskema. 2. At udvælge en gruppe på 5-10 personer, hvor jeg vil gå i dybden med deres individuelle og personlige motiver og erfaringer. Jeg ønsker at se på hvilken vægtning de lægger på den fysiske forbedring overfor den mere uspecifikke mentale/åndelige betydning, som disse møder har haft. Jeg vil se på hvad årsagen er til, at de ikke blot får deres behov dækkede indenfor det etablerede sundhedsvæsen, men søger et miljø, hvor der lægges vægt på en sammenhæng mellem fysisk og psykisk/åndeligt velvære. En sammenhæng som ikke altid ses så opprioriteret indenfor sundhedsvæsenet. Hertil benyttes kvalitative interviews. 3. At se på en eventuel påviselig biomedicinsk effekt af disse møder på den udvalgte gruppe på 5-10 personer. Jeg ønsker at undersøge, om der er sammenhæng mellem denne effekt og deltagernes helbredelsesoplevelser. Hertil benyttes primært journaler samt uddrag fra de kvalitative interviews. Tidslinie. Februar 2001: Helbredelsesmøder med Charles Ndifon. Oktober 2001: Spørgeskemaerne sendes ud. Okt.- nov. 2001: Spørgeskemaerne returneres. November 2001: Telefoninterviews foretages. Feb.- maj 2002: Kvalitative interviews foretages. Juni- aug. 2002: Journaler gennemses. 2.2. Baggrund. Udgangspunktet for dette projekt er et arrangement med ca. 13000 mennesker. Det fandt sted i 17

København den 21.-27. februar 2001, hvor en kristen nigeriansk pastor bad for syge mennesker, såkaldt religiøs behandling. Denne mand har været fulgt i et par programmer på TV2-Zulu, hvor tre personer, som havde en helbredelsesoplevelse blev fulgt. Der blev spurgt ind til hvilke oplevelser, de havde haft i den forbindelse. Der blev desuden foretaget en verificering fra lægelig side af to personer, som havde oplevet en fysisk helbredelse. Pinsekirken i København var arrangørerne af disse møder. De var interesseret i at få belyst deltagernes erfaringer. Undertegnede blev i den forbindelse spurgt, om jeg ville være interesseret i at gå ind i en nærmere undersøgelse af denne gruppe. I deres beskrivelse af formålet skriver præst, Lars Due Christensen: Første prioritet er naturligvis at få afdækket den rent fysiske del af forløbet, men for os vil det stort set være næsten lige så interessant at kende den mentale påvirkning. Som det fremgår af projektet som helhed, har der ikke været mere fokus på de fysiske oplevelser end på de mentale/åndelige oplevelser. I forbindelse med arrangementet blev personer, der havde oplevet positive forandringer i deres helbred, opfordret til at aflevere et kort med angivelsen af oplevelsens art, samt navn og adresse. 2.3. Helbredelseskort. De føromtalte helbredelseskort er indgangsmaterialet til dette projekt. På kortene har deltagerne kort beskrevet deres lidelse. Den kan være af enten fysisk eller psykisk art. De har også beskrevet hvilken fysisk eller psykisk ændring, de oplevede på disse møder. Deltagerne har på disse kort givet tilladelse til at blive kontaktet. Som nævnt var der sammenlagt ca.13000 på møderne, og de 230, som afleverede helbredelseskort, var ikke nødvendigvis repræsentative for de, som havde haft en ekstraordinær helbredelsesoplevelse. Disse personer var et sammentræf af deltagere, som havde oplevet noget mærkbart, og så havde passeret der, hvor de skulle udfylde kortene. Kortene var kun retningsangivende, hvad angår forbedring af helbred. Det skyldes, at en ændring i mange sygdomme ikke kan afgøres på én aften. Eksempelvis hvor der er tale om intermitterende symptomer. Der har været deltagere, som har troet, der var sket en ændring, og som så er kommet hjem og har opdaget, at alt var ved det gamle. Der er deltagere som først efter mødernes afslutning har opdaget, at der var sket en eller anden forandring. Dette fremgår af spørgeskemaerne, som besvares et halvt år efter møderne. Her siger 17% (13/76) af de som afleverede helbredelseskortene på spørgeskemaerne, at de 18

ikke alligevel har oplevet en forbedring i deres helbred. Der er også mulighed for, at deltagere kan have oplevet en forbedring i tiden efter mødet. Det har der ikke været mulighed for at undersøge. Ud over én person i spørgeskemaundersøgelsen, som fortæller, at hans symptomer forsvandt morgenen efter mødet. Ved gennemlæsning af den database, som blev lavet på baggrund af helbredelseskortene blev det hurtigt klart, at denne ikke rigtigt gav et billede af hvad der var sket. Det var en blanding af, hvad deltagerne håbede, der ville ske, samt nogle meget ufuldstændige historier. Det var altså ikke muligt ud fra databasen at udvælge 5-10 informanter til nærmere granskning. Der af opstod ideen om at fremstille et spørgeskema til dette formål. 2..4. Spørgeskema og pilotundersøgelse. Spørgeskemaet (bilag 1) havde til formål at få en uddybet beskrivelse af den helbredelsesoplevelse, som deltagerne havde haft. Desuden hvorvidt den forbedring, de oplevede, har været vedvarende. Spørgeskemaet indeholdt spørgsmål om hvilke(n) sygdom(me), der fik dem til at gå til møderne med Charles Ndifon, og hvordan og hvor ofte deres sygdom var blevet tilset/vurderet. Der blev af den årsag spurgt til antal lægebesøg, antallet af forskellige kliniske prøver indenfor de sidst 5 år. Slutteligt blev der spurgt til hvilken ændring, der var sket i forhold til smerter, medicinindtag, mobilitet og psykisk velvære, og om der er set på eventuelle helbredsændringer indenfor sundhedsvæsenet. Spørgeskemaet indeholdte både åbne og lukkede spørgsmål, dog med overvægt af lukkede spørgsmål. Spørgeskemaet skulle bruges som et arbejdsredskab til at udvælge informanter, derfor var kravene til spørgeskemaet også begrænsede. Det dannede ikke grundlag for en statistisk undersøgelse. For at være sikker på, at spørgeskemaet var brugbart, gennemførte jeg en pilotundersøgelse. Jeg udvalgte to deltagere, som begge var emigranter fra henholdsvis England og Vietnam. De havde begge to boet her i mange år, og var derfor forholdsvis fortrolige med dansk. Stadigvæk ville det øge sandsynligheden for at indforståede eller svære danske termer ville blive opdaget. Jeg lod dem udfylde spørgeskemaet uden at afbryde. De kunne så stille spørgsmål undervejs, og det hele blev optaget på bånd. Pilotundersøgelsen medførte flere redigeringer. 19

Spørgeskemaet blev udsendt 7 måneder efter møderne med Charles Ndifon til 200 personer. Der var altså 30 personer, som ikke havde udfyldt helbredelseskortene fyldestgørende eller givet tilsagn om, at der måtte tages kontakt. Pinsekirken i København udsendte spørgeskemaerne vedlagt et brev om sammenhængen mellem deres helbredelseskort og dette projekt. Til spørgeskemaet var der også vedhæftet et brev fra undertegnede med information om projektet med vægt på det sidste spørgsmål. Her spurgte jeg deltagerne om, hvor vidt jeg måtte henvende mig ved behov for flere spørgsmål. Samt med oplysninger om, at indkomne oplysninger ville blive behandlet fortroligt efter Datatilsynets regler og blive destrueret efter brug. 2.5. Svarprocent og telefoninterviews. Jeg fik ca. 55 spørgeskemaer retur i første omgang. Jeg begyndte derfor at ringe rundt til folk, som jeg enten interviewede over telefonen, eller opfordrede til at returnere dét spørgeskema, de allerede havde modtaget. Jeg kom op på 76 spørgeskemaer, og det forholdsvis lave antal (38%) skyldes nok til dels det unødvendigt lange spørgeskema. Desuden var returadressen min private, da jeg har arbejdet hjemme det første lange stykke tid. Det var ikke på tale at sende spørgeskemaet ud igen, da jeg antager, at årsagen til den lave svarprocent lå i de ovennævnte overvejelser. Det ville selvfølgelig være nemt at ændre returadressen, men at lave spørgeskemaet om ville give et stort ekstraarbejde og skabe problemer i bearbejdningen. Da min tid var ret begrænset, og da det under alle omstændigheder ikke har være muligt at lave nogen form for statistik, blev vi enige om, at der var materiale nok. 2.6. Kategorisering. De indkomne spørgeskemaer viste sig ret hurtigt at falde i fire kategorier: 1) Deltagere som oplevede sig helbredte endnu 7 måneder efter møderne. 2) Deltagere som havde oplevet en midlertidig helbredelse (fra timer op til 6 måneder). 3) Deltagere som slet ikke havde oplevet sig helbredt, til trods for, at de havde afleveret et helbredelseskort. 4) Deltagere som enten manglende oplysninger eller døde undervejs. Af sidstnævnte var der flere cancerpatienter med terminal sygdom, som beskrev en midlertidig forbedring, 20

men som døde siden hen. Det må bemærkes at oplysningerne til brug i kategoriseringen er respondenternes egne udsagn. Kategorierne blev som nævnt lavet på baggrund af fordelingen af spørgeskemaerne, men understøttet af litteratur om spontane remissioner (O Regan et al. 1993). Fordelingen ser således ud: Kat. 1: 31 personer. Kat. 2: 26 personer Kat. 3: 13 personer Kat. 4: 5 personer Eksempler på de forskellige kategorier. 1a) At sygdommen /sygdomsprocessen. er væk Der kan dog stadigvæk være tale om symptomer grundet længerevarende sygdom. Et eksempel er J4: Patient i palliativ kemobehandling for terminal ovariecancer (metastase). Tumoren begynder kort efter møderne at svinde markant. Efter tre måneder er tumoren helt væk. Patienten er stadigvæk meget træt. 1b) Deltageren har oplevet væsentlig forbedring hvad angår symptomer. Det kan tyde på en hel eller delvis helbredelse af sygdommen. Der foreligger ikke nogen prøve, som kan afeller bekræfte det. Et eksempel er J1: Sclerosepatient på 27 år er i stand til at gå udelukkende med hjælp af en stok og en hjælper ved den anden side. Har fast hjælper i hjemmet. Begynder på mødet spontant at kunne gå uden hjælp, går på trapper uden hjælp for første gang i 5½ år. 2) Deltagere som har oplevet en hel eller delvis helbredelse i forbindelse med møderne, men hvor de efter en given periode på et par timer og op til 6 måneder er tilbage i det tidligere sygdomsbillede. Eksempelvis J5025: Højre øje løb i vand gennem et år, dagen efter mødet holdt det op. I et halvt år var der ingen gener, hvorefter det startede igen og patienten blev opereret. 21

3) Deltagere som ikke har oplevet nogen form for hel eller delvis helbredelse. Eksempelvis H39: Diskusprolaps uændret. 4) Dødsfald eller deltagere med manglende oplysninger. 2.7. Udvælgelse af informanter. I min projektbeskrivelse havde jeg besluttet mig for at gå i dybden med dem, som efter eget udsagn havde haft en markant helbredelsesoplevelse. Det var i første omgang gruppe 1. Desuden ville jeg udvælge nogle med sygdomme, hvori der indgik målbare biomedicinske parametre. Det ville gøre det nemmere at håndtere i forhold til effekten af den religiøse behandling. I gruppe 1 var mit udgangspunkt imidlertid 31 deltagere. Jeg havde derefter valgt dem fra med meget uspecifikke sygdomsbilleder. Det kunne være et vrid i ryggen gennem 14 dage, bedring af tinnitus, migræne forsvundet, samt personer jeg ikke kunne få fat på og personer, der ikke ønskede at deltage. Jeg endte derfor på 17 deltagere. Der var yderligere én, som gennem samtale viste sig at være i en situation med ændrede omstændighederne. Disse omstændigheder var væsentlige for gennemskueligheden af en eventuel effekt. Sammenhængen var følgende: en hjernesvulst, som giver anfald. Grundet graviditet var medicinen og hyppigheden af anfald ændret. Til de tilbageværende 16 deltagere sendte jeg et brev ud, som præsenterede det videre forløb. De blev i brevet introduceret til det kvalitative interview og mit ønske om at se deres journal. Brevet var underskrevet af Beth Elverdam og de to tilknyttede læger, for at skabe en tryghed for deltagerne. Som opfølgning af brevet ringede jeg til de enkelte personer. Igennem samtalen fornemmede jeg både deres engagement, og om de havde mulighed for at få fat i relevant journalmateriale. Derigennem aftalte jeg med yderligere et par stykker, at de ikke behøvede at deltage. Der var tre personer det ikke lykkedes mig at få fat i. Summa summarum endte jeg med 8 deltagere fra kategori 1, og mit mål var mellem 5 og 10. Senere i forløbet udvalgte jeg 1 person fra kategori 2 (midlertidig helbredelse) og 1 person fra kategori 3 (ingen helbredelse) med det formål at se lidt mere nuanceret på deltagernes 22