$SSHQGLNV,0)VÃUROOH,QGOHGQLQJ Den Internationale Valutafond (IMF) blev etableret i december 1945 for at skabe et samarbejde om det globale valutasystem. Som led i dette samarbejde er IMF s rolle at overvåge den økonomiske udvikling i de enkelte medlemslande og den globale økonomi, samt rådgive og yde kort- og mellemfristede lån til medlemslande med betalingsbalanceproblemer. Ekspansionen og liberaliseringen af de private kapitalmarkeder i industrilandene i løbet af 1970'ene og 1980'erne medførte, at industrilandene ophørte med at optage lån i IMF, men derimod finansierede sig på de internationale private kapitalmarkeder. IMF's opgave over for industrilandene er derfor med tiden blevet begrænset til at overvåge den økonomiske politik og udvikling. Til gengæld fik IMF i 1960'erne og 70'erne mange nye medlemmer fra Afrika, Asien og Latinamerika. I 1990'erne kom en ny bølge af medlemmer i form af de såkaldte transitionsøkonomier (under omstilling fra plan- til markedsøkonomi) fra Østeuropa og de tidligere stater i Sovjetunionen 1). IMF har i dag 182 medlemmer, som dermed udgør langt hovedparten af verdens lande (mere om IMF se: www.imf.org/external/about.htm og IMF's Årsrapport). 1) Bordo, M. og James, H. (2000) "The International Monetary Fund: It s Present Role in Historical Perspective.
I dag er IMF's hovedopgave at overvåge den makroøkonomiske udvikling og rådgive denne gruppe af lande og desuden at yde lån, hvis de får betalingsbalanceproblemer. Den 20. februar 2000 trak IMF's mangeårige administrerende direktør Michel amdessus sig tilbage. IMF's bestyrelse har den 23. marts 2000 valgt Horst Köhler som ny administrerende direktør. Der var enighed i bestyrelsen om at vælge Horst Köhler, som var EU's kandidat. Horst Köhler kom fra EBRD (European Bank for Reconstruction and Development i London), hvor han har været administrerende direktør siden 1998.,0)VÃRYHUYnJQLQJ Udover långivning har IMF haft til opgave at RYHUYnJH den økonomiske udvikling og rådgive om den økonomiske politik. IMF overvåger dels udviklingen i den globale økonomi og dels udviklingen i medlemslandenes økonomier. IMF gennemfører med alle sine medlemmer normalt årlige konsultationer (de såkaldte "Artikel IV-konsultationer"). For lande med svage økonomier eller med økonomisk-politiske programmer gennemføres konsultationerne hyppigere. Som led i overvågningen publicerer IMF to gange årligt "World Economic Outlook" og årligt "International apital Markets" samt rapporter om de enkelte medlemslande.,0)vãonqjlyqlqj For at blive medlem af IMF indbetaler landets centralbank en del af sin valutareserve. Hvert land indskyder en andel svarende til landets kvote. Indskuddet giver adgang til optage lån i IMF, hvis landet får vanskeligheder med at finansiere et eventuelt betalingsbalanceunderskud. IMF og låntagerlandet indgår samtidig en aftale om, hvilke
justeringer af den økonomiske politik, som er nødvendige for at genoprette den økonomiske stabilitet (et stabiliseringsprogram, jævnfør nedenfor). Det betegnes som konditionalitet for IMF's långivning. Italien og Storbritannien var de sidste store industrilande, der måtte indgå et stabiliseringsprogram med IMF (det skete i 1978). I dag yder IMF lån til udviklingslande, transitionsøkonomier og vækstøkonomier. De fleste af disse lande kan - i perioder, hvor der er tillid til deres økonomi - låne på de internationale private kapitalmarkeder. Der er imidlertid flere eksempler på, at de private kapitalmarkeder pludselig er tørret ud eller at lånevilkårene er blevet stærkt forringet (blandt andet ved væsentlig højere renter) - som udviklingslandenes gældskrise i 1980'erne og de finansielle kriser i Mexico, Asien, Rusland og Brasilien i 1990'erne. IMF s lån til et medlemsland er begrænsede i størrelse og tjener sammen med de aftalte økonomisk-politiske betingelser til at øge andre långiveres tiltro til landets økonomiske udvikling og give medlemslandet adgang til de private kapitalmarkeder igen. En aftale med IMF om et stabiliseringsprogram består generelt set af 4 dele: et lån, aftaler om penge- og valutapolitikken, aftaler om udviklingen på de offentlige finanser, og aftaler om gennemførelse af reformer. Vægten på de fire punkter og det specifikke indhold vedrørende eksempelvis de offentlige finanser og eventuelle reformer varierer fra program til program. Programmerne i Asien afveg fra IMF-programmet med Brasilien ved at lægge mindre vægt på at opbygge den offentlige opsparing. Asien-programmerne lagde til gengæld - som noget nyt - betydelig vægt på reformer med sigte på at styrke den finansielle sektor og virksomhedssektoren, at forbedre konkurren-
cereglerne og forretningsetikken og åbne markederne. Til sammenligning var vægten på reformer i den finansielle sektor mindre i programmet for Brasilien. Danmark har bidraget med en garanti på 50 mio. USD til at finansiere lånepakken til Brasilien på 42 mia. USD til støtte for det 3-årige genopretningsprogram, som IMF og Brasilien indgik aftale om i december 1998. Brasilien har hidtil overholdt sine forpligtelser og tilbagebetalt lånet i overensstemmelse med de indgåede aftaler. 6DPDUEHMGHWÃPHGÃ9HUGHQVEDQNHQ IMF og Verdensbanken udgør de to såkaldte Bretton-Woods institutioner. Mens IMF ser på, om den makroøkonomiske situation er tilfredsstillende i medlemslandene og yder kort- og mellemfristede lån, hvis et land får vanskeligheder med at finansiere sit betalingsbalanceunderskud, er Den Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling (Verdensbanken) en udviklingsbank, der yder langfristede projektlån og strukturtilpasningslån. I sin egenskab af udviklingsbank retter Verdensbanken sig i dag fortrinsvis mod udviklingslande og transitionsøkonomier. Endvidere optager Verdensbanken (til forskel fra IMF, der er finansieret ved medlemslandenes indskud) lån på de internationale kapitalmarkeder og kan med sin høje kreditværdighed tilbyde en billigere finansiering, end mange af dens medlemslande kan opnå på de internationale kapitalmarkeder. Specielt når det gælder programmer for de fattigste lande samarbejder Verdensbanken og IMF meget tæt og udarbejder fælles papirer. For yderligere at styrke koordinationen mellem IMF og Verdensbanken vil Verdensbankens præsident fremover også deltage i møderne i IMF's ministerkomite (IMF's direktør deltager i møderne i Verdensbankens og IMF's fælles ministerkomite, Udviklingskomiteen).
Mange tiltag til at styrke det internationale finansielle system sker i samarbejde mellem IMF og Verdensbanken, som er de to eneste organisationer på det økonomiske område, der har en medlemskreds, som omfatter stort set alle verdens lande.,0)ãrjã'dqpdun IMF "ejes" af regeringerne i medlemslandene, som er repræsenterede i IMF's bestyrelse, minister komité og repræsentantskab. Det daglige arbejde i IMF varetages af IMF's bestyrelse. To gange årligt (forår og efterår) mødes IMF's ministerkomite, som udstikker de politiske retningslinjer for IMF's arbejde (IMF, Den Internationale Monetære og Finansielle Komite - der indtil årsmødet i 1999 hed Interimskomiteen). Endelig mødes IMF's repræsentantskab en gang årligt ved IMF's årsmøde. Medlemslandets kvoteandel bestemmer også landets stemmevægt i IMF. Danmarks kvoteandel er ca. 0,8 procent af IMF's samlede kvoter. I praksis er det sjældent, at kvoterne danner grundlag for beslutninger. Som regel foregår beslutningerne i bestyrelsen og IMF ved, at der skabes enighed blandt medlemmerne. Medlemslandene i IMF er repræsenteret ved valgrupper i bestyrelsen og ministerkomiteen (IMF). USA, Japan, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Rusland, Kina og Saudi-Arabien har dog deres eget medlem. I alt har bestyrelsen og IMF 24 medlemmer. Danmark deltager i et valgkredssamarbejde med 7 andre lande: de fire andre nordiske lande (Finland, Sverige, Norge og Island) og de tre baltiske lande (Estland, Letland og Litauen). I den nordiskbaltiske valggruppe i IMF roterer medlemsskabet af såvel IMF, bestyrelsen og arbejdet med at koordinere synspunkterne mellem de nordiske lande. I 1998-99 repræsenterede Danmark valgkredsen, herunder i ministerkomiteen ved økonomiminister Marianne Jelved. I år 2000-01 vil
Finland repræsentere valgkredsen. Danske synspunkter udarbejdes i samarbejde mellem Danmarks Nationalbank og Økonomiministeriet og for så vidt angår politikken for strukturtilpasningslån til fattige lande (PRGF) og gældslettelsesinitiativet (HIP) også i samarbejde med Udenrigsministeriet.