Palmesøndag 29.3.2015. Domkirken 10. 192 Hild dig, 85 Op Zion, 380 Op dog Zion, 18 Som fisk i hav, 209 Et kors. Nadver: 176 Se hvor nu. Dåb: 446 O, lad din Ånd. Gråbrødre 17: 192, 380, 18, 209. Jesus var altid på vej et sted hen. Og det var han lige fra den dag han trådte frem for at vise os, hvad han ville. Jesus gik. Jesus var altid på vej. Han travede Palæstina tyndt på støvede veje. Gennem lavland og over bjerge, ud i grænseegnene, ind og ud af byerne. Og folk fulgte efter ham. Nogle gange mange. Andre gange få. Store og uforståelige ting skete, hvor han kom frem. Liv ændredes. Øjne åbnedes. Og alle dem, der fulgte ham havde på fornemmelsen, at de sammen var på vej mod noget, at de sammen var i bevægelse hen imod noget stort, nemlig en afgørelse, et endeligt opgør med magthaverne, og alt det, man også dengang syntes var i vejen. Jesu vej, troede de, var en sejrens vej. Så de forstod det ikke, når han fra tid til anden sagde, at vejen, rejsen, altså ikke skulle ende med det her store endelige opgør, men tvært imod med lidelse og død. Det fattede de ikke en meter af. Sådan ender triumftog bare ikke.
Og vi har stadig væk svært ved at forstå det. Hvorfor skulle han gå netop den vej gennem lidelse og død for at komme til sejr? Det er en gåde, et mysterium. Det er det Grundtvig kalder Korsets gåde i salmen vi sang. For hvordan kan et torturredskab, som korset er, være et symbol på håb og liv, og opstandelse. Hvordan kan vejen gennem smerte og død og grav føre til liv? Det er ikke ligefrem den lige og indlysende vej, må man sige. Det er ikke til at forstå. Men Gud ske tak og lov, at han gik den, så vi kan følge efter forsigtige, nølende. Og mens de var på vej, Jesus og dem, der fulgte ham, så lå det ligesom i luften, at vejen førte til Jerusalem, at det skulle ende i Jerusalem, at det var her, i hovedbyen at det store opgør skulle finde sted. Det gav næsten sig selv. Vi kender det fra filmen, når helten kommer til by og alles hoveder vender sig og alles øjne retter sig håbefuldt mod den ensomme hævner, der rider ind i byen for at gøre op med skurkerne, der har hærget og skabt utryghed. Vi kender det fra historien, når jeeps og panserkoloner kører ind gennem hovedgaden i europæiske storbyer efter at besætterne er nedkæmpede, og pigerne kysser
soldaterne og smider blomster til hjelmklædte mænd. Vi kender det helt aktuelt fra nyhederne når først krigerne fra IS, siden fra den irakiske hær, rykker ind i sønderskudte byer og tiljubles af deres tilhængere som befriere fra de gamle undertrykkere. Lidt den samme ladede forventning, det samme håb om omstyrtelse og nye tider, var til stede, da Jesus drog ind i det besatte Jerusalem. Folket ventede forandring, opgør, kamp, befrielse. De var desperate efter den. Langt ind i knoglerne. Luften i Jerusalem var elektrisk af håb og begejstring. Nu kom han, ham man havde hørt så meget om Og at Jesus kom ridende på et æsel ikke på en hvid hest eller ladet af en Jeep - gjorde bestemt ikke forventningen mindre. For ham der kommer ridende sagtmodig på et æsel, et trækdyrs føl, var ifølge de profeter, enhver borger i Jerusalem havde i baghovedet, kongen, hærføreren, der skulle befri dem. Ham der skulle tilintetgøre kampvogne og krigsbuer, som Zakarias skriver. Men Jesu sagtmodighed forvandledes jo ikke til handlekraft og et endeligt opgør mod den romerske besættelsesmagt. Og lige præcist derfor
vendte de samme folkemængder der svingede med palmegrene og sang hyldestsange sig kort efter mod Jesus og krævede ham død. Det handlede om knuste forhåbninger. Det var ikke ligesom i filmene, at den gennemtævede helt når alt håb synes ude rejser sig og slår de onde til plukfisk. Eller den ensomme hævner der kommer til bys og majer de onde og lovløse ned for fode. med ham. Ud. Til henrettelsespladsen, til Golgata. På den måde er palmesøndag, selvom der er fest i gaden, en afskedens dag. Manden der på æslet baner sig vej gennem mængden er på vej til at blive forladt af dem der før fulgte ham på vejen: af folket, der er skuffet over ham, af hans disciple, der ikke forstår ham. Og på korset, af Gud selv. Sådan følte han det. Næ, kort efter stod han i stedet på Pontius Pilatus balkon: tilfangetaget, mishandlet, ydmyget. Et blålys. En skuffelse. Den forjættelsesfulde og sejrsrige vej var brat kommet til en ende. Så væk Men tabte vi ham af syne, forlod vi ham, forlod han ikke os. Han fuldførte bare sin vej. Han gennemførte sin rejse, sin vandring. Vi andre stod af på halvvejen. Vi hverken kunne eller ville
følge. Vi fattede det ikke. Vi forstod det ikke. Folket der festede i gaden gik skuffede hjem. Men Jesus rejste videre. Der var et andet og større opgør i vente, som de og vi ikke så komme. Og der var derfor han måtte gennem videre, videre lidelse og død. Man kan sige at Jesus ikke spildte tid på de små politiske tyranner og undertrykkere, som folket håbede så inderligt på, han ville konfrontere. Han gik efter den store tyran og undertrykker, som han jo allerede havde krydset klinger med på sin vandring. Det var ham Jesus havde udfordret efter noder, når han tilgav og satte den fri, der havde været spundet ind i andres had og foragt. Det var ham, han havde udfordret, når han gik ind og besøgte den andre ikke ville have med at gøre, og som de forsøgte af fryse ud af fællesskabet. Det var ham hvis magt Jesus udfordrede, da han kaldte Lazarus, der lå svøbt og ubevægelig i den mørke grav, ud i sollyset. Det var ham, hvis domæne er mørket, lidelsen, døden og intetheden, Jesus til sidst trængte sig ind på, og hvis magt Jesus sprængte påskemorgen for at vise, at her styrer ikke han, dødens og mørkets fyrste, men Gud,
livets Gud, morgengryets Gud, kærlighedens Gud, tilgivelsens Gud. igennem, så du kan følge ham ud på den anden side. Jesus gik vejen, hele vejen, for at tage det STORE opgør med den onde og bryde hans grænser ned, for at vi på vores små måder kan følge efter ham, når vi tilgiver, når vi kommer vores næste i møde, og når vi ryster dødens skygger af os de skygger som ellers altid gerne vil slå sig ned omkring os og som nogle gange gør vores gang tung og besværet. Alle dit livs indelukker. Angstens snævre korridor. Vredens og forurettelsens fængsel. Sorgens mørke hule. Alt det banede han en vej Et gammelt ord siger: Går du gennem helvede, så bliv ved med at gå. Det kan være knusende ensomt, men Jesus gik der også. Og han viste os, at det ender i lys og i liv. Det handler om en vej, alt hvad vi hører og synger om i denne påskeuge. Palmesøndag red han til bys. Skærtorsdag faldt disciplene fra, efter at han havde gjort hvad han kunne for at knytte dem til sig ved at give ud ad af sig selv. Langfredag faldt alle de andre fra, og han alene med sit kors. Påskemorgen fandt de graven tom.
Den standsede ikke han færd. Dagen efter igen slog han følge med de to på vejen til Emmaus. Og siden forlod han os ikke på vores veje. Vi fik følgeskab. Et følgeskab uden ende. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed.. Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af. Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lad dine ord til os falde i den fede muld. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød. Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med
dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os. på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn. Stå os bi og giv os mod til den gode kamp, hvor vi så end kæmper den. Fr os fra den vildfarelse, at vi er de ene gode, og de andre de ene onde og lær os, at din sol står op over både onde og gode. Vi beder for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen. Tillysninger Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen