r Skriveprocessen Gode råd - når man skriver Der er en del råd og vink som mange erfaringsmæssigt har brug for at få slået fast et par ekstra gange når de skriver. Dem slutter vi nu kapitlet af med. Der er forskellige skriveforløb, skribenter og opgavetyper Forskellige opgaver lægger op til forskellige skriveprocesser, og skriveprocessen afhænger både afskribenttypen og af den type tekst vedkommende skal skrive. Man kan skelne mellem to hovedtyper afopgaver, som er almindelige i alle uddannelser: Bundne opgaver - opgaver der består af en på forhånd givet opgaveformulering og en eller flere tekster (eller andet materiale) der skal behandles eller være udgangspunkt for besvarelsen. Den slags opgaver har tit en indbygget disposition i opgaveformuleringen. I det hele taget skal man læse opgaveordlyden omhyggeligt og vide hvad der præcis ligger i de krav som står der. Det er tilladt at spørge læreren! For de skriftlige opgavetyper der bruges i gymnasium og hf, er der gennemgange afkrav og levalitetskriterier i de faglige afsnit bagest i denne håndbog. Frie opgave~' - opgaver hvor man i et vist omfang selv afgrænser sit emne og samler sit stof. Den slags opgaver giver større frihed til skribenten, men stiller til gengæld krav om valg af indfaldsvinkel, fokus, struktur. Det meste af hvad der står i denne bogs indledningskapitler og i den alfabetiske opslagsdel, er noget der især er beregnet til at bruge ved frie skriveopgaver. Skriveprocessen følger ikke et fast skema Vellyld<ede skriveforløb foregår sjældent så enkelt som en oversigt kunne give det indtryk af. Især de faser der ligger før man har udarbejdet et egentligt sammenhængende udkast, kan variere en del. Men en skematisk oversigt over faserne kan være et udgangspunkt for at man kan orientere sig i sin egen skriveproces og eksperimentere sig frem til sin egen skriverytme. 65
Skriveprocessen 66 De forskellige skriveaktiviteter vil heller ild<e altid forekomme i den rækkefølge hvori de er nævnt. I nogle tilfælde fungerer det godt at man skriver tekststykker så tidligt som muligt, fordi det er vanskeligt at tage stilling til strukturering afteksten før man har skrevet nogle tekststykker man kan flytte rundt på. I andre tilfælde vil man tidligt tage stilling til struktureringen, og så vil den måde man beslutter sig for at strukturere på, have betydning for hvilket stofog hvor meget stofman vil have med i sin tekst. Alt i alt er det sjældent at man bare gennemløber skriveaktiviteterne en gang i den omtalte rækkefølge. Det normale er at man kører rundt mellem dem og er inde i hver af dem flere gange. Kom i gang med at skrive ved at skrive Mange tænker først og fremmest på selve produktet, teksten, og glemmer at forberedelserne og efterbearbejdningen også er dele af skriveprocessen. I denne bog anbefaler vi som hovedprincip at man skriver sine tanker, ideer og overvejelser ned fra første færd - i stedet for først at læse og tænke, derefter at skrive. Dette princip kaldes ofte "procesorienteret" skrivning eller "processkrivning". Men der er egentlig intet nyt ved det; professionelle skribenter har altid arbejdet på den måde. Det nye er at skriveundervisning og lærebøger om at skrive lægger mere vægt på at fortælle om skriveprocesser. år man er opmærksom på sin skriveproces, skriver man "procesorienteret". De fleste mennesker har brug for at skrive ned for at kunne overskue stoffet og huske det, og mens man skriver, yngler tanker og ideer; det er det der ovenfor er blevet kaldt tænkeskrivning. Ved at give sig til at skrive så tidligt som muligt slipper man for at spilde tiden med at tage sig sammen. Fal<tisk viser det sig at tltænede slutibenter bl"uge1' betydeligt mere tidpå den forberedende silrivning, stnthturering og efterbea1'bejdelse end dårlige skribenter, der tror man skal have en færdig tekst inde i hovedet før den kommer på papir. Sådan fungerer skrivning kun i sjældne tilfælde. Skriveproblemer har en årsag. Årsager til skriveproblemer ligger ofte i en tidligere fase end de opstår i! Hvis man for eksempel har svært ved at skrive et udkast, skyldes det tit at man for eksempel har brugt for lidt tid på forberedende skrivning: Man har måske for lidt stof, eller man har
Skriveproces~ ild,e en ldar ide om hvor man vil hen med sin tekst - kort sagt, man har gjort for lidt ud af at afldare sine tanker og ideer. Så kan man prøve at løse problemet ved at standse op og gøre status. Detkan bl.a. ske ved at man prøver at bruge en anden af de 4 nævnte grundlæggende arbejdsformer end den man var i gang med: Hvis man for eksempel har lavet et 14dleast, men derpå går i stå, så kan det give ldarhed hvis man søger at finde den disposition der ligger i stoffet (dvs. strukturere de foreliggende tekstudl,ast i stikordsform). Hvis man synes man er løbet tør for stofog ideer, kan man forsøge at skrive stikord, for eksempel i form af en brainst01rming, eller man kan søge at fa overblik ved at skrive sine stikord i et mindmap. Man kan sætte sig selv en frist på for eksempel 5-20 minutter og skrive h14rtigsllrij7ning. Man kan prøve at samle sin foreløbige plan for det man har tænkt at skrive i en disposition, dvs. sætte konkrete stikord på nogle tanker. Problemer med at lave en tekst ligger sjældent i at man ildce lean skrive. Det er oftest en dårlig undskyldning: Hvis man mener at man bare er dårlig til at skrive, og derfor ikke kan lave en god tekst, så har man jo fritaget sig selv fra at skulle forsøge. r stedet bør man betragte det at skrive som et almindeligt styld,e arbejde der ganske vist kan være svært og give problemer - men hvor man også har redskaber til at løse problemerne, enten selv eller ved at fa råd af andre. Læs i opslagsafsnittet om skriveblokering, hvis du har problemer med at shive som går ud over hvad de almindelige shiveværktøjer kan hjælpe dig med. Samarbejd med andre om din tekst Hvis det er muligt, bør man i alle shiveprocessens faser prøve sin tekst - eller sin ide - af ved at forelægge den for andre. Hvis der er tale om større tekster, kan det være effektivt at gå sammen med andre elever eller studerende i en responsgruppe, hvor man mødes regelmæssigt, fremlægger det man har shevet og giver hinanden konstruktiv kritik - både ros og ris. Det kan hjælpe på ens arbejdsdisciplin at man ved man skal have et udkast færdigt på et bestemt tidspunkt. Det kan også give et værdifuldt skub videre hvis man har en anden
Skriveprocessen person der hører og reagerer på det man arbejder med - uden at denne person behøver at formulere en egentlig kritik. Bare det at formulere sig for en anden kan hjælpe en selv til afklaring. Man kalder ofte denne form for samarbejde om skriveprocessen for coaching (efter det engelske ord for en instruktør eller træner). En coach behøver hverken at være elcspert i det at skrive eller i det konkrete emne for teksten. Ofte er den bedste coach bare en der gider lytte og prøve at forstå. Det gælder ofte når man synes man er kørt fast. I andre situationer, for eksempel når man har brug for en faglig vurdering af indholdet, må man selvfølgelig have en fagligt kvalificeret coach. I alle tilfælde: Brug coach'en effektivt, dvs. formuler selv det du vil have vedkommende til at tage stilling til. Stil selv "diagnosen" vedrørende din tekst, og præsenter den. Forklar lige ud om du lige nu har brug for at udvikle ideer eller få kritik. Ellers havner man tit i en situation hvor man forsvarer sig indædt - i stedet for at få inspiration til at komme videre. Hvis den anden ijcke helt forstår det du har skrevet, er det en god ide mundtligt at forldare hvad du vil udtryldce, indtil det bliver ldart. Derefter skal man skrive den formulering ned der virker. Man kan også optage samtalen på bå.nd og bruge bå.ndet som grundlag for at forbedre sine formuleringer. Speeder og bremse Når man skriver, kan man tit føle sig blokeret af at man på en gang får en masse kreative ideer (bruger speederen) og samtidig stiller kritiske krav til det man skriver (bruger bremsen). At skrive gode tekster kræver både kreativitet og kritik, men man kan ildce komme nogen vegne når man trykker på speeder og bremse samtidig. Derfor skal man være bevidst om hvornår man bruger hhv. speeder og bremse, og veksle mellem de to - lige nødvendige - aktiviteter. Alt er udkast Det er vigtigt at man gør sig klart at alt det man skriver indtil ens tekst er klar til at afleveres, er udkast. Alle tekster kan gøres bedre. Forskellen på et udkast og den endelige tekst er dybest set blot et spørgsmål om at man beslutter hvad man vil acceptere som endelig tekst. Desuden vil de
Skriveprocessel ydre rammer, for eksempel deadline for aflevering, bestemme hvornår man er nødt til at acceptere det man har skrevet, og gøre det endeligt færdigt. Når man har besluttet sig for at man ikke kan få mere med, må man bearbejde det man har skrevet. Om at ændre i sin tekst Mange skribenter - både gode og dårlige - har svært ved at ændre i en tekst når de først synes den er færdig. Men den holdning er farlig. Egentlig er det først når man har skrevet sin tekst "færdig", at man kan forholde sig til den som rigtig, hel tekst. Så nytter det ikke at være så glad for den at man ikke nænner at rette i den - eller så træt af den at man ikke orker at forholde sig til den. Hvis man har det sådan, er der nok ikke andet at gøre end at lægge teksten væk, holde en pause hvor man laver noget helt andet, og så vende tilbage med friske øjne. Om at blive færdig med sin tekst Den sidste afpudsning er afgørende, både for hvordan teksten bliver bedømt af andre, og for hvordan man selv oplever sin samlede skriveproces. Det kan være surt at skulle følge et styld<e arbejde helt til dørs de sidste detaljer ved korrekturlæsning, litteraturliste, m.v. er ofte meget mere tidkrævende end man havde forudset. Men selvom det er surt slid mens det står på, er det en utrolig tilfredsstillelse at stå med en kopi af den færdige, afleverede, gennemarbejdede tekst i hånden. Alle ved at det er hårdt at knolde sig op til et højt niveau i en sportsdisciplin. Alle ved også hvil1<en glæde det er at levere en flot præstation. For det at skrive gælder præcis det samme - både knokleriet og glæden. ogle mennesker, bl.a. mange studerende, har - som omtalt ovenfor - det problem at de helst vil blive ved og ved med at "forbedre" på deres tekst. På universitetet har man ordet "specialesumper" - det vil sige en studerende som sidder i specialeskrivningens sump og ild<e kan komme op. Eller måske ild<e vil op. Men som sagt: På et eller andet tidspunkt skal enhver tekst ud ad døren. Man må sige til sig selv: Nu bliver den ikl<e bedre. Faktisk er det også tit sådan at tekster der bliver revideret i det uendelige, ild<e bliver spor bedre af det. Fra et vist punh begynder revisionerne at være forringelser - ligesom når man visker og visker i en tegning, til der går hul i papiret. Hvis man ellers begynder i ordentlig
Skriveprocessen tid, er en deadline velegnet til at bringe det bedste frem i en. Har andre ikke sat en deadline, kan du sætte en for dig selv. Og give dig selv en belønning når du har overholdt den. På den måde har du kontrollen over teksten. Det skal ikke være den der kontrollerer dig. Forhåbentlig har dette kapitel hjulpet med til at afmystificere det at skrive. Det er en spændende slags arbejde, hvor der findes problemer og problemløsninger. Det at kende problemerne og kunne bruge løsningerne udgør en færdighed som minder om dem man kender fra sport eller håndværk. At blive bevidst om de grundlæggende faser, de grundlæggende grundlæggende arbejdsformer og de generelle skriveaktiviteter der indgår i et skriveforløb, er et godt stykke af vejen til også at kunne skrive. Men vi har mest talt om at skrive i almene vendinger. Ud over hvad der er nævnt i dette kapitel råder skrivehåndværket over en lang ræklce konkrete hjælperedskabel' og kundskaber som man kan have nytte af, alt efter hvilken konkret opgave eller hvillcet konkret problem man står med. Dem kan du læse om i det følgende. 7()