Jan Gustavsson: Cuba revolutionen, nationen, utopien Den cubanske leder, Fidel Castros sygdom har øget den internationale medieinteresse for Cuba. Det er ikke uden grund. Den situation, der opstod i landet under Castros sygdom i sommer 2006, er historisk i og med at det er første gang, Castro giver magten fra sig siden han overtog den i 1959. Uanset udfaldet af landets ledelsesmæssige situation har vi en slags første prøve på hvilken betydning, Castros ideologiske, politiske og strukturelle arv vil få. Der er derfor al mulig grund til at analysere situationen omkring magten i Cuba. I den forbindelse er spørgsmålet omkring den politiske og økonomiske model af stor betydning, men der ligger en fare i at fokusere ensidigt på spørgsmålet om en given økonomisk og politisk model, herunder om den socialistiske model vil fortsætte eller om den vil blive underlagt mere eller mindre radikale reformer. Faren består i at tro at spørgsmålet om socialisme eller ikke socialisme, kommunisme eller ej, er hovedindholdet i Castros magt. I og med at den politiske og økonomiske model ligger meget tæt på de forhenværende socialistiske modeller i Østeuropa, har det været oplagt at se Cuba som en slags levende museum for en næsten uddød samfundsmodel. Men hvis en analyse af magten i Cuba 1
tager udgangspunkt i den politisk-økonomiske model, er det svært at forklare hvorfor Castros styre ikke faldt i starten af halvfemserne sammen med de stater, der støttede Cuba både økonomisk og politisk. Fra Berlinmurens fald og frem til midten af 1990 erne blev Castro af eksperter og politikere jævnligt spået til at have nået sin afslutning. Når dette ikke skete, skyldes det ikke kun at Fidel Castro er en dygtig politiker, men frem for alt at Revolutionen ikke først og fremmest identificeres med den socialistiske model, men med Cuba som nation. Både historisk og i sit indhold er den cubanske revolution først og fremmest et nationalt projekt. I denne sammenhæng har Castro haft held til at basere sin magt på en forståelse af Revolutionen (med stort) som kulminationen på århundreders kamp for den cubanske nations selvstændighed. Nationen bliver på denne måde en slags permanent projekt, der kræver en konstant mobilisering og bekræftelse. Denne hypotese og dens implikationer vil være hovedtema for denne artikel. Socialisme eller nationalisme? Socialismen har officielt været grundlaget for det cubanske system siden 1961, men fortolkningen af denne socialismes indhold i form af økonomiske og politiske tiltag har varieret meget i forskellige perioder. Og man kan godt forestille sig at den nuværende magt og ideologi med eller uden Fidel Castro som rorgænger vil kunne fortsætte samtidig med at samfundsmodellen reformeres væsentligt. Socialisme og Revolution forstås som brede og abstrakte begreber og som en totalitet, hvis konkrete indhold ikke er givet på forhånd. Det, der er givet, er magtens selvforståelse som nationens frelse og virkelige indhold. Derfor er det cubanske projekt ikke essentielt set marxistisk, men derimod nationalt og utopisk. I denne sammenhæng er socialismen attraktiv på grund af dens vægtning af social retfærdighed, men den er som sagt ikke afgørende. Afgørende er derimod en retorik og diskurs bygget op omkring en symbolsk fortælling om de gode og de onde, om nationen og dens fjender. Denne retorik er umiddelbart forståelig for de fleste. Nok kan man vende den om og sige at Castro og Revolutionen repræsenterer det onde, men gør man det, kæmper man stadig på Castros og fortællingens præmisser. Det vanskelige består i at ændre præmisserne. Heri ligger hovedforklaringen på hvorfor alternative politiske og ideologiske modeller har haft så vanskeligt ved at finde fodfæste. Socialdemokrater, demokratiske socialister og andre dissidenter nyder nok en vis bevågenhed i den internationale presse, men reelt har de været ude af stand til at formulere et klart politisk og ideologisk alternativ, uanset om de befinder sig inden eller uden for landets grænser. De har simpelt hen ikke formået over for en bredere offentlighed at ændre på præmisserne for den politiske retorik. Det kan i denne forbindelse være relevant at se lidt nærmere på nogle konkrete elementer i den dominerende politiske retorik i landet, som jeg vælger at betegne som den nationalrevolutionære diskurs 1. I denne forbindelse vil jeg se på: (a) den generelle historiske kontekst, (b) 1 Jeg har tilladt mig at bruge begreberne diskurs og retorik lidt i flæng i denne artikel. Den teoretiske baggrund er mere diskursteoretisk end retorisk orienteret, men jeg har samtidig søgt at nedtone de teoretiske aspekter. 2
diskursens indholdselementer og (c) diskursens tendens mod en total placering i det nationale rum. Den historiske kontekst Den historiske kontekst for den cubanske revolution, det vil sige perioden omkring 1960 i den Vestlige Hemisfære, er præget af især to forhold: for det første koldkrigsretorikkens stadigt mere dominerende position, og for det andet at en række politiske bevægelser i Latinamerika søgte efter alternativer til de eksisterende hemisfæriske relationer, der var præget af USA's hegemoniske position. Disse alternativer indebar oftest en stærk fokusering på det nationale som en økonomisk, politisk og identitetsmæssige grundressource. En række af sådanne alternativer er blevet karakteriseret som populistiske eksempelvis Perón i Argentina eller Goulart i Brasilien. Dette er i mange tilfælde er en relevant karakteristik, men den indebærer en fare for at man overser det væsentligste element i en række latinamerikanske styrers forsøg på en alternativ udviklingsvej, nemlig en søgen efter en national strategi, der udfordrede de eksisterende globale og især inter-amerikanske relationer. Der er talrige eksempler på at en sådan ikke var kompatibel med USA's dominerende position. Invasionen af Arbenz Guatemala i 1954 er et eksempel på dette, og samtidig på at ethvert forsøg på at unddrage sig USA's dominans per automatik blev 3
anklaget for at være kommunistisk. Disse anklager blev også rettet mod Cubas nationale revolution lige fra dens start i 1959. Nogle af dens aktører (som Ernesto Guevara) var godt nok socialister, kommunister eller venstreradikale, men revolutionens hovedindhold var i starten først og fremmest nationalt og socialt uden at der var defineret et egentligt systemmæssigt alternativ. Dette alternativ i form af en erklæret socialisme bliver først defineret fra 1961, og delvist som en konsekvens af USA's retoriske, politiske, økonomiske og militære pres mod det nationalrevolutionære regime. Til forskel fra de fleste andre forsøg på en selvstændig national udviklingsvej i Latinamerika, vælger nationalisten Castro ikke at undsige sig det kommunistiske alternativ tværtimod tager han det til sig som en del af en strategi for at forsvare dette alternativs selvstændige position i den Vestlige Hemisfære. Konsekvensen bliver dog at Cuba til gengæld bliver en del af den anden part i den Kolde Krig og dermed en vigtig brik i de globale spændinger, således som Cuba-krisen viser det. En anden konsekvens bliver at socialismen og kommunismen kommer til at indtage en væsentlig position i magtens retorik og diskurs i Cuba helt op til i dag. Men som sagt er der andre og væsentligere elementer, der betyder at den cubanske revolution ikke er bundet til den kommunistiske model, der opstod i Europa og som i store træk kan siges at være elimineret i starten af 1990erne. Nation og Revolution den revolutionære historiografi Castros og de øvrige revolutionæres retorik først og fremmest præget af en kombination af det nationale med et messiansk element, der ikke blot og ikke først og fremmest betyder at de revolutionære ledere fremstår som frelsende skikkelser, men at Revolutionen som sådan fremstår som nationens frelse. Den revolutionære diskurs etablerer på såvel formelt som uformelt plan en historiografi, hvori nationens historie fremstår som en teleologisk fortælling: Revolutionen bliver kulminationen på Cubas kampe mod fremmede invasioner og besættelser (først Spanien, så USA) og mod inkompetente og undertrykkende regimer, der hverken kunne sikre nationens suverænitet eller sørge for befolkningens tarv. Nationens historie bliver en lidelseshistorie, hvor Revolutionen kommer til at fremstå som forløser. Denne retorik kan ses udtrykt i en lang række elementer, hvoraf nogle enkelte kan nævnes. Specielt i starten af revolutionen får den messianske diskurs til tider et næsten eksplicit kristent præg. Her udnyttes elementer som at der var 12 overlevende fra Granma (invasionsforsøget i 1956), at Castro var 33 år ved Revolutionens sejr eller at en hvid due sætter sig på Castros skulder under en tale på Revolutionspladsen. I denne opbygning af samtidshistoriske myter, kan det ske at tingenes faktuelle side presses en smule, men det afgørende er ikke om myterne baseres på reelle eller tænkte facts, men derimod om de har en social gennemslagskraft. Et andet interessant element er idéen om at Revolutionen skal skabe det nye menneske, som især Ernesto Che Guevara var fortaler for. Ideen kan ses som en kombination af en marxistisk inspireret determinisme det perfekte samfund skaber det perfekte menneske og af Nietzches tanke om et overmenneske, men frem for alt lægger den op til en forståelse af det revolutionære Cuba som noget helt særligt, ikke blot som ét politisk alternativ blandt flere. En anden 4
understregning af Revolutionen som kulmination på folkets kampe gennem århundreder og samtidig som starten på en ny og autentisk historie, kan ses i dateringen af mange officielle og halvofficielle dokumenter. Parallelt med den normale datering angives der ofte at man befinder sig i, eksempelvis, 24-året for Revolutionens sejr (dvs. 1982). Hermed bliver Revolutionen set som en meget mere radikal og banebrydende handling end f.eks. Cubas formelle selvstændighed fra Spanien i 1898 og fra USA i 1902 2. Revolutionen fremstår som et messiansk nulpunkt, som den definitive befrielse. Samtidig inddrages en lang række andre begivenheder i denne historiografi, således at Revolutionen ikke blot bliver kulminationen på en lang række kampe, men at alle historiske konflikter opfattes som skridt på vejen mod befrielsen. Derved bliver konflikten mellem den oprindelige befolkning og de spanske erobrere, de cubanske kreolers kamp for selvstændighed mod Spanien, de cubanske nationalisters kamp mod USA s indflydelse og den nuværende magts revolution til elementer i én og samme kamp, uanset de givne aktørers standpunkter. Hele denne narrative konstruktion har som implicit og ofte eksplicit konklusion at den nuværende magt ikke blot fremstår som det bedste alternativ inden for pluralitet af valgmuligheder, men derimod som den eneste mulige og virkelige nationale, cubanske regering og således også som inkarnationen af hver enkelt ægte cubaners og den samlede nations håb og mål igennem århundreder, herunder flere århundreder inden denne nation var en realitet. Derfor er Revolutionen urørlig og hellig. Den og med den Castros magt er at forstå som selve indbegrebet af nationen. Hvis man er imod Revolutionen er man mod nationen. Der er ikke plads til andre fortolkninger af Cuba der er kun for og imod. 2 Efter USA's intervention i den cubansk-spanske selvstændighedskonflikt i 1898 (den spansk-amerikanske krig), er Cuba formelt amerikansk protektorat i perioden 1898-1902. 5
Den vestlige utopi-tradition En anden vigtig dimension i den national-revolutionære magts retorik er dens indplacering i en vestlig utopi-diskurs. Det vil være for omfattende her at diskutere denne problemstilling mere indgående, det skal blot understreges at mange moderne utopiske diskurser (herunder More s Utopia, der giver navn til genren) er tæt forbundet til Europas opdagelse, forståelse og praksis i forhold til den Ny Verden. Mens den utopiske diskurs og praksis i det 16. til 18. århundrede især har været præget af kristne institutioner ikke mindst jesuitternes missioner i Paraguay har anarkistiske, socialistiske og kommunistiske ideologier været dominerende fra midten af det 19. århundrede. I Latinamerika har den utopiske diskurs i det 20. århundrede haft såvel national som kontinental projicering, hvad den cubanske revolution er et eksempel på, idet der parallelt med den nationale revolutionsdiskurs blev opbygget en kontinental retorik og praksis som Guevaras aktiviteter i bl.a. Bolivia i midten af 60erne var udtryk for. Den væsentligste konsekvens af denne indplacering i en bredere kontekst er at den national-revolutionære diskurs manifesterer sig dobbelt: På den ene side fremstår den som den eneste sande nationale retorik og på den anden side spiller den også med på internationalt plan, hvor den fremstår som en af de gode aktører. Fjenden Denne position kræver samtidig en opponent: I en fortælling med gode må der også være onde. Denne rolle spilles ikke overraskende af imperialismen, først og fremmest USA, dets ledere og de store multinationale selskaber. Forholdet til USA har gennem hele det 20. århundrede været den afgørende dimension i Cubas internationale relationer og er det fortsat. At USA så klart er kommet til at spille rollen som den altdominerende fjende, hænger derudover sammen med den førnævnte koldkrigskontekst, der tvang den unge revolutionære regering til at træffe et valg, der ud fra nationalsuveræne hensyn blev et valg for kommunismen og mod USA og den frie verden. Men den rolle USA og imperialismen som fjendebillede har indtaget og fortsat indtager i den national-revolutionære retorik går langt videre end konsekvenserne af datidens kolde krig. Den er udtryk for en politisk praksis i forholdet mellem de to lande, men den har også en symbolskdiskursiv dimension, der understreger og retfærdiggør magtens retorik. Samtidig virker den som en forklaringsmodel for en række af Cubas sociale, økonomiske og politiske vanskeligheder. USA's handelsembargo (eller blokade) fremstår som en hovedårsag til manglen på fødevarer, medicin og forbrugsgoder. Repressive foranstaltninger og begrænsninger i den personlige frihed motiveres med at Revolutionen er under angreb fra dens fjender. I denne retoriske strategi får styret hjælp fra sine modstandere, først og fremmest de ledende og magtfulde eksilcubanere i Miami og hovedparten af den halve snes amerikanske præsidenter og administrationer som Castro har set komme og gå i sine 47 år ved magten. Ved at erklære Castro og Revolutionen som den definitive fjende har eksilcubanere og USA's ledere spillet præcist den brik, den revolutionære magt havde brug for, nemlig brikken som Cubas, nationens fjender. Eksistensen af dette fjendebillede bidrager til at retfærdiggøre økonomiske problemer og varemangel, men frem for alt betyder eksistensen af en radikal fjende en styrkelse af den implicitte tese om at Revolutionen er lig Nationen. Et 6
aggressivt USA har været og vil fortsat være et centralt argument for den messianske nationalisme. Diskursens totale position Magtens diskurs i Cuba tenderer mod en total position. Denne tendens i retning af en total position fremstår (og fremstiller sig) som en logisk konsekvens af de foregående elementer: Hvis denne magt er fuldbyrdelsen af 500 års kamp, hvis den er essensen af det ægte cubanske, hvis den er individets og nationens befrielse og samtidig garant for opretholdelsen af selvstændigheden, så må enhver anden og kritisk diskurs nødvendigvis stille sig i den modsatte position, og således indebære et eksplicit eller implicit (eller potentielt) forræderi. Når Fidel Castro i sin tale til de intellektuelle i 1961 sagde inden for Revolutionen [er] alt [muligt], mod Revolutionen, intet, blev dette udtrykt klart. Disse ord er blevet fortolket på mange måder, men jeg mener at det afgørende er at de eksplicit udtrykker det forhold at der ikke kan være en acceptabel diskurs uden for, endsige imod, Revolutionen. Hvad der er afgørende at forstå her, at det ikke er et spørgsmål om at der trues med repressalier i tilfælde af at de intellektuelle ikke underordner sig magtens diskurs. Repressalierne, hvis de er der, vil fremstå som en naturlig og nødvendig konsekvens af et angreb på den revolutionære diskursive orden, idet et sådant angreb nødvendigvis er et angreb på hele 7
nationen og på hver enkelt (rigtig) cubaner. Alt hvad der er godt, kan i princippet rummes inden for denne diskurs, og det den ikke kan rumme, er i princippet dårligt. Når diskursen for eksempel fremstiller sig selv som det mest ægte demokrati og det første frie land på den Vestlige Halvkugle, er der ikke tale om kynisme. Der er ikke tale om en magt, der forsøger at legitimere sig med lidt skindemokrati eller med at sige at den er et nødvendigt onde for siden at nå et rigtigt demokrati. Den har ikke brug for at legitimere sig selv, for dens blotte eksistens og hele indhold forstås som værende hinsides legitimationsbehov. Revolutionen er ikke blot den mest, men den eneste mulige legitime magt. I kraft af at være selve indbegrebet af nationen, repræsenterer den ægte frihed og demokrati, i modsætning til de øvrige demokratier på den Vestlige Halvkugle, som på den eller den anden måde forråder sig selv og deres befolkninger via undertrykkelse, fattigdom, uligheder og alle de andre fænomener, som der principielt ikke kan være plads til i det revolutionære, socialistiske Cuba. Hvis og når negative elementer dukker op, er de fremmede, udefra kommende fænomener, der må og kan elimineres. Og hvis visse onder tillades i en vis periode (f.eks. en legal dollarøkonomi), så er det fordi landet er under pres fra fjender (f.eks. USA og den internationale kapital), hvorfor disse onder må tolereres af taktiske hensyn. Men nationen har samtidig både ret og pligt til at korrigere sådanne onder så snart det er muligt, ligesom de må stoppes når de tager overhånd. Et eksempel herpå har vi i den proces til berigtigelse af fejl, der blev sat i gang i 1986 som reaktion på en række konsekvenser af de ansatser der var til delvist frie markeder, der fungerede relativt uafhængigt af statslig kontrol. Især det frie boligmarked og landbrugsmarkederne stod for skud og blev begrænset stærkt. Der kan gives flere bud på hvorfor disse umiddelbart set ret uskadelige økonomiske mekanismer blev så hårdt angrebet. Hovedproblemet kunne være at de skabte en økonomisk (og økonomisk-diskursiv) praksis, der udfordrede den revolutionære diskurs position. Ud fra pragmatiske hensyn gav det ikke mening at angribe disse mekanismer (der jo var legale og indført af den revolutionære magt selv). De frie og delvist frie markedsmekanismer løste forsyningsmæssige, forbrugsmæssige og måske endda politiske problemer i det cubanske samfund, idet de bidrog til øget tilfredshed. Problemet var at de udfordrede den givne diskurs på en drilsk og tvetydig måde: De fremstod som muligheder inden for den givne socialistiske orden, og de løste problemer, men de var ikke socialistiske, hvorfor de placerede sig i den diskursive ordens periferi. I og med at de gjorde det, drillede de magtens diskurs ved at løse problemer, der tilsyneladende var utroligt vanskelige at løse inden for magtens egen politisk-økonomisk-diskursive praksis. Og derfor var de uacceptable. Problemet med dem var at de var udtryk for en slags tredje position, og den mulighed er ikke acceptabel: Enten er man for eller imod, for diskursen rummer ikke muligheden for at være midt imellem. Derfor er det også vanskeligt at kritisere grundlæggende elementer i diskursen uden at blive placeret som tilhørende den officielle moddiskurs, dvs. imperialismens eller forræderens. I og med at diskursen kun rummer to positioner, måtte man finde elementer af fjendepositionen i den givne markedspraksis, der blev anklaget for at indføre kapitalisme og udbytning ad bagvejen. 8
Diskursens gennemslagskraft Det kan diskuteres hvor stor gennemslagskraft den officielle politiske diskurs har i Cuba. Tilhængere kan argumentere for generel opbakning med høj valgdeltagelse, massemobilisering og at et flertal af befolkningen er medlemmer af de revolutionære organisationer. Modstandere forklarer dette med tvang og kontrol. Ingen af de to forklaringer er i sig selv tilstrækkelige. For at forstå den almindelige cubaners holdning til magtens retorik må et par pointer understreges. For det første at denne retoriks logik som sagt indebærer at enhver modstander af magten også er modstander af nationen. For det andet at der i kraft af denne logik kun er for og imod og ikke en tredje position. Det er derfor kun en mindre del af befolkningen, der bruger kræfter på at stille spørgsmål ved selve præmisserne for magtens retorik. De fleste vælger andre strategier. For det første kan man acceptere diskursen og være enig. For det andet kan man lade magtens retorik være en realitet, man ikke tager stilling til. Den er en konstant tilstedeværelse i form af medier og propaganda i bybilledet, men man kan vælge at ignorere den. For det tredje er mange cubanere i stand til at udtrykke en form for dobbelt livsholdning. På den ene side er den enkelte i stand til at reproducere den national-revolutionære retorik, ikke mindst hvis landets regering kritiseres, og på den anden side kan man i andre sammenhænge levere en nådesløs kritik af daglige problemer som varemangel, bureaukrati, politiundertrykkelse, eller mangel på muligheder og friheder. Den tilsyneladende modsætning mellem de to former for retorik opleves ikke nødvendigvis sådan, og går man folk på klingen, vil forklaringen ofte være at intentionerne er gode nok, men det fungerer ikke, der er for mange inkompetente ledere eller at Cuba er presset udefra. Interessant er det at Castro meget ofte går fri, når der kritiseres. Castro fremstår fortsat som en enestående figur og for mange som Cubas frelser. Dette kan ses som et udtryk for at Revolutionens retoriske og symbolske magtstrategi i væsentligt omfang har været succesfuld, men også som udtryk for manglende politiske alternativer. Diskursen fremtid succes eller fiasko? Situationen omkring Castros sygdom har som nævnt betydet øget opmærksomhed omkring Cubas fremtid på både kort og lang sigt. Det afgørende vil ikke være om Cuba vedbliver med at være socialistisk, men derimod om den national-revolutionære diskurs kan fastholde sin position. Dette kan ende med at være ét og samme problem, men er det ikke nødvendigvis, for så vidt som at man kan forestille sig omfattende økonomiske og andre reformer uden at der sker et komplet magtskifte og uden at den national-revolutionære magtretorik afløses af en anden. Hvordan tingene vil ske, vil naturligvis afhænge af en lang række politiske og økonomiske faktorer, som ikke kan diskuteres inden for rammerne af denne artikel. Men ser man på diskursens egen logik, er det oplagt at pege på såvel dens succes- som dens fiasko-potentiale, ikke mindst fordi det på sin vis er to sider af samme sag. Når der ovenfor er talt om diskursens totale position, lægger det op til at et succeskriterium er evnen til at fremstå som den nationale diskurs for Cuba. Som det fremgår af den foregående diskussion, mener jeg at dette i høj grad er lykkedes for den nationalrevolutionære diskurs. På den politiske scene findes der en klart identificeret moddiskurs der anser castrismen og Revolutionen for nationens fjender. Men som allerede sagt kommer denne 9
omvendte retorik automatisk til også at blive en medspiller for den national-revolutionære diskurs, idet den ikke ændrer på den politiske debats grundlæggende præmisser, der går ud på at enhver politisk diskurs skal kunne identificeres som værende for eller imod systemet. Ud fra disse overvejelser og i forlængelse af de foregående diskussioner er den national-revolutionære retorik en succes. Men denne succes indebærer samtidig potentialet for en fiasko: Hvis dens succes består i at dominere det nationale diskursive rum, indebærer denne succes også at diskursen mangler det element, der bedst giver den dynamik, nemlig eksistensen af konkurrerende diskurser, med hvilke der indgås en dialog. Manglen på en alternativ diskurs tvinger magtens retorik til at gentage sig selv og dermed slide på sin potentielle gennemslagskraft. Den permanente og massive tilstedeværelse af en eneste diskurs i medier og det offentlige rum understreger denne situation og kan øge sliddet. Hertil kommer at den national-revolutionære diskurs er baseret på at utopien er en allerede opnået realitet, hvilket indebærer en meget stor udfordring, nemlig at overbevise en befolkning om at den lever i det bedst mulige samfund. Disse problemer og dette paradoks af succes og fiasko har været en realitet i Cuba igennem mange år. Men med Castros sygdom trænger disse problemstillinger sig på med fornyet styrke og stiller spørgsmålet om Cubas historisk set unikke politiske erfaring vil kunne forny sig i de kommende år og overleve i den ene eller anden form. Jan Gustafsson Minibiografi: Nuværende arbejde: Lektor i spansk og amerikanske studier ved Copenhagen Business School, Center for the Study of the Americas. Forsknings- og undervisningsområder: Latinamerika og Spaniens historie, kultur og samfund. Teoridannelser inden for kultur og identitet. Kandidateksamen (Cand. Phil i spansk) fra KU 1983. Bosat i Cuba i perioden 1983-87 hvor jeg arbejder inden for turisme og som free-lance journalist. Har oversat romaner af spanske og latinamerikanske forfattere. Har selv udgivet to romaner: Havana Moon (1993) og Sommerfuglens skrig (1994). Ph.D. 1999. Har også undervist på KU og SDU. 10