INDHOLDSFORTEGNELSE INDHOLDSFORTEGNELSE...1 INDLEDNING...3 METODE...4 TEORI...5 Sociale systemer... 5 Kompleksitet og omverden...5 Iagttagelse...6 Sociale systemer som autopoietiske systemer...7 Wittgenstein... 10 Eklundh... 11 Sprogspillets regler...11 Sprogspil og gearskift...12 Berry... 14 Rammer...14 Rollefordeling...15 PRÆSENTATION AF EMPIRI... 17 Narrativt perspektiv til præsentationen... 19 ANALYSE... 21 Mødet som autopoietisk system... 21 Mødet som socialt system...21 Iagttagelse...22 Kompleksitet...25 Kode...25 Struktur...27 Proces...28 Skiftende kompleksitet...29 Idé...29 Udbygning af idé...32 Pointe / forløb...32 Samling / fremlæggelse og Accept...33 Tekniske detaljer...33 Sammenfatning...34 Side 1 af 55
Ironi og overdrivelse...35 Mødet som et spil... 36 Rammen og målsætningen for sprogspillet...36 Initiativ...37 Gensidighed...39 Roller... 41 Rollefordeling...42 Ordstyrer...42 Viden...43 Roller i faserne...46 Sammenligning med det tidligere møde... 48 November-mødet...48 Roller...49 Forskel i tempo...52 AFSLUTNING... 54 LITTERATURLISTE... 55 Formelt set er Tina ansvarlig for side 3-13, Jacob for side 14-24 og Søren for side 25-35. Side 2 af 55
INDLEDNING Redaktionen på Rene ord for pengene afholder hver uge et møde, hvor de tilrettelægger næste uges udsendelse. Et sådan møde fandt sted tirsdag 16. april, og det er dette møde, som er det empiriske grundlag for denne opgave. Det faktum, at der skal produceres en udsendelse hver eneste uge, stiller krav til effektiviteten på mødet. Desuden bliver redaktionen nødt til at forholde sig til, at der stilles krav til kvaliteten af programmet, da der er stor konkurrence om seerne TV-kanalerne imellem. Kombinationen af en presset deadline og krav til indholdet af programmet er afgørende for den måde, de arbejder på, og dermed også den måde, de kommunikerer på. I denne opgave vil der blive undersøgt, hvorledes disse to faktorer påvirker kommunikationen, og i den forbindelse om der tegner sig nogle mønstre i den måde, de arbejder på. I forlængelse af dette vil det blive vurderet, hvorfor de nogle gange når hurtigere frem til et resultat end andre gange. Til at undersøge dette fra forskellige vinkler bruges teoretikerne Luhmann, Wittgenstein og Berry, hvilket behandles nærmere i næste afsnit. Side 3 af 55
METODE Opgaven indledes med teoriafsnit om Luhmann, Wittgenstein, Eklundh og Berry, for herigennem at give en overordnet forståelse af teorierne. Vi benytter både abstrakte og mere konkrete teorier til at opnå en forståelse af forløbet i empirien. En af de mere abstrakte teoretikere er Lyotard, som vi inden den egentlige analyse benytter til at fastlægge målet for mødedeltagerne. Til det benyttes Lyotards tekst om legitimering af viden og narrativitet. 1 En forståelse af mødets mål giver en overordnet forståelse af gruppens sammenhæng med dens omgivelser og lægger derfor op til en analyse på baggrund af Luhmann, hvor kriterierne for at opfylde empiriens målsætning vil blive klarlagt. Luhmann vil desuden blive brugt til at redegøre for, hvordan mødet kan opfattes som et system. Når vi med Luhmann og Lyotard har beskrevet, hvordan systemets mål og plads er i forhold til dets omverden, vil vi bruge Eklundh og Berry til at se på, hvordan gruppen opererer internt. Fra Luhmann ved vi, at det er kommunikationen og ikke personerne, der kommunikerer, mens det i Berry og Eklundh er personernes roller, der analyseres. Vi ser det dog ikke som noget problem at kombinere teoretikerne, da vi i analysen ikke tager udgangspunkt i personerne, deres holdninger og personlige egenskaber, men i selve den kommunikation, der foregår imellem dem. Sprogspillene, som de er beskrevet af Wittgenstein, benytter både Eklundh og Lyotard sig af. Vi har i den forbindelse valgt at tage udgangspunkt i Eklundhs teori, da den er bedre egnet som analyseværktøj. Til at beskrive, hvad der sker i systemet i forbindelse med sprogspillene, bruges Berrys teori om roller. Igennem hele analysen optegnes et mønster for kommunikationen. Dette gøres både på baggrund af Luhmann og teorierne om sprogspil og roller. Afslutningsvis vil dette møde blive sammenlignet med et lignende møde, som fandt sted et halvt år forinden, med henblik på at se, hvordan møderne adskiller sig fra hinanden. 1 Lyotard: Viden og det postmoderne samfund Side 4 af 55
TEORI Sociale systemer Niklas Luhmann (1927-1998) er sociolog og har udviklet en teori om sociale systemer, som er baseret på et systemteoretisk paradigme. I dette afsnit vil der blive redegjort for denne teori med særligt fokus på, hvordan sociale systemer kan betragtes som autopoietiske systemer, hvor det er kommunikation og ikke mennesker, der kommunikerer. 2 Grundantagelsen for det systemteoretiske paradigme er, at der findes systemer, og for Luhmanns vedkommende, at der findes sociale systemer, hvor al social kontakt finder sted. Systemteorien blev oprindeligt udviklet for at forklare organiseret kompleksitet, som betegner det forhold, at der ikke altid er en lineær logisk forbindelse mellem fænomener, men at de gensidigt påvirker hinanden. Der er altså ikke nogen entydig kausalitet, som kan forklare fænomenerne og deres indbyrdes relationer. Systemteorien blev udviklet af biologen Bertalanffy med det formål at udvide det gamle Newtonske verdensbillede, som kom til kort overfor den organiserede kompleksitet. Systemteorien er en interdisciplinær teori, som Luhmann har videreudviklet indenfor det sociologiske område. Det systemteoretiske perspektiv betyder, at noget er system og noget er omverden. Det er den grundlæggende skelnen, som gælder for alle systemer, og som er kernen i Luhmanns teori om sociale systemer. Kompleksitet og omverden Teorien om sociale systemer tager udgangspunkt i verdenskompleksiteten, som er alle mulige tilstande i hele verden. Det sociale systems funktion er så at reducere denne kompleksitet, så verden kan forstås af mennesker. Kompleksitetsreduktionen består i en klar grænse mellem system og omverden, hvor der indenfor systemet kun er et begrænset antal mulige tilstande. Denne grænse betyder, at der i systemet er en højere værdi af orden 3, da ikke alle mulige tilstande i verden findes indenfor grænsen. Der er forskellige grader af kompleksitet i forskellige sociale systemer, hvilket hænger sammen med, hvor stort et udsnit af omverdenens kompleksitet systemet forholder sig til. Det kræver en høj kompleksitet i systemet, hvis kompleksiteten i systemets omverden er høj, ellers vil systemet ikke kunne reagere på ændringer i omverdenen. Dermed er det også antydet, at der ikke findes én 2 Afsnittet om Luhmann bygger på Kneer og Nassehi. 3 Luhmann, Niklas: Soziologische Aufklärung bind 1, s. 76 citeret i Kneer og Nassehi s. 45 Side 5 af 55
omverden, men at omverdenen altid er defineret ud fra systemet. Forskellige systemer har forskellig omverden. Iagttagelse Det faktum, at forskellige systemer har forskellig omverden, kan forklares ved at introducere begrebet iagttagelse. Normalt er iagttagelse en aktivitet, som knytter sig til mennesker, men i Luhmanns teori kan også systemer iagttage. For sociale systemer er det iagttagede det samme som det, der kommunikeres om, det som er emnet for kommunikationen. Et system kan dog ikke iagttage hvad som helst, det kan kun iagttage et udsnit af omverdenen, og det forklarer, hvorfor omverdenen ikke er den samme fra system til system. Omverdenen for et system er simpelthen kun det, systemet kan iagttage. Når begrebet iagttagelse overføres til systemer, får det en anden betydning end den, der knytter sig til menneskers iagttagelse: Sociale systemers iagttagelse betyder betegnelse-ved-hjælp-af-enskelnen. 4 Først vælges en forskel, for eksempel mellem kvinde eller mand, tid eller rum, PC eller Mac, og derefter betegnes den ene side af forskellen. Disse to operationer finder sted i én bevægelse og kan ikke skilles ad. Grunden til at dette måske ikke virker indlysende er, at den første operation er implicit, det er kun selve betegnelsen, som ekspliciteres. Derved bliver den anden side af forskellen ikke synlig. Når der bliver valgt en forskel, bliver iagttagelsen bundet til denne forskel og kan derfor kun betegne den ene eller anden side af forskellen. Selvfølgelig kan der efterfølgende vælges en anden forskel, men det kræver en ny operation og tager dermed tid. Det betyder, at en iagttagelse ikke på samme tid kan iagttage omverdenen og iagttage sin egen iagttagen. En anden iagttager kan dog godt iagttage en iagttagelse, ligesom et system på et senere tidspunkt kan iagttage sin egen tidligere iagttagelse. Dette kalder Luhmann iagttagelse af iagttagelse eller iagttagelse af anden orden. Nutidens samfund består ifølge Luhmann af en række funktionelle delsystemer, som hver iagttager med deres egen binære kode. For eksempel iagttager videnskaben med koden sandt / falsk, og alt, som ikke kan vurderes ud fra denne kode, ligger uden for den omverden, som systemet kan iagttage. Alle sociale systemer har således en binær kode, som svarer til den funktion, de har. For eksempel kan retssystemet betragtes som et socialt system, som har til formål at sikre demokratiet og den enkeltes rettigheder. Som følge deraf er retssystemets kode ret / uret. 4 Kneer og Nassehi s. 100. Side 6 af 55
Sociale systemer som autopoietiske systemer Når systemet iagttager, skal det ikke opfattes som en direkte kontakt og udveksling mellem system og omverden. Det sociale system er nemlig et lukket system forstået på den måde, at det ikke er påvirkninger fra omverdenen, der er bestemmende for systemet. Det er systemets egne operationer, som bestemmer, hvordan påvirkninger fra omverdenen bliver forarbejdet. Dette leder videre til næste punkt, nemlig begrebet autopoiesis: Vi vil betegne systemer som autopoietiske, når de selv producerer og reproducerer de elementer, hvoraf de består, gennem de elementer, hvoraf de består. 5 Det betyder, at systemet ikke får input udefra, som er bestemmende for systemets opretholdelse. Der er tale om en selektiv omverdenskontakt, idet reproduktionen af elementer godt kan være afhængig af input udefra, men at reproduktionen kun kan foregå i kraft af systemets egne elementer. For at kunne forstå dette princip, er man nødt til at vide, hvad det er for nogle elementer, der er tale om. Sociale systemers grundelement er kommunikationen, som består af tre aktiviteter: valg af information valg af meddelelse valg af forståelse Som beskrevet i afsnittet om kompleksitet, så vil der altid være flere muligheder og mulige tilstande i et system. Der er således flere muligheder for, hvilken information, der skal kommunikeres, altså hvad indholdet i kommunikationen er. Ligeledes er der flere muligheder for, hvordan informationen skal meddeles, for eksempel mundtligt eller skriftligt, verbalt eller via mimik. For at der er tale om kommunikation, skal der også vælges en forståelse af meddelelsen, det er altså alle disse tre valg, som udgør kommunikationen. 6 Reproduktionen af elementer betyder altså, at der foretages valg af information, meddelelse og forståelse blandt de tilslutningsmuligheder, der er i systemet. Det skal dog ikke opfattes som om, der foregår bevidste valg hos de personer, som indgår i det sociale system. Valg af tilslutningsmuligheder er en systemintern aktivitet, som foregår på baggrund af de forudgående kommunikationer. Menneskets bevidsthed, af Luhmann kaldet det psykiske system, har således ikke nogen direkte indflydelse på kommunikationen men er alligevel afgørende for det sociale systems eksistens. Det sociale system behandler påvirkningen fra de psykiske systemer i forhold til dets egne præmisser for reproduktion. Der er således ikke nogen direkte lineær sammenhæng mellem menneskers tanker og den kommunikation, der finder sted. Dette forhold mellem det sociale system og de dertil knyttede psykiske systemer betegner Luhmann en strukturel kobling. 5 Die Autopoiesis des Bewußtseins citeret i Kneer og Nassehi s. 63. 6 Det betyder samtidig også, at der skal være mindst to personer, for at der kan være tale om et socialt system. En monolog opfylder nemlig ikke kravet om, at kommunikation også består af forståelse. Side 7 af 55
Når det ikke er menneskets bevidsthed, som er afgørende for valg af information, meddelelse og forståelse, så må der være nogle andre mekanismer, som har indflydelse på disse valg. Ellers ville valgene være helt tilfældige. Disse mekanismer er struktur og proces. Begrebet struktur betegner indsnævringen af de tilslutningsmuligheder, der er tilladt i systemet. 7 I det enorme felt af mulige tilslutninger foretager strukturen en eksklusion, så der kun er de mest sandsynlige tilbage. Man kan sige, at det er en måde, hvorpå systemet reducerer sin interne kompleksitet. I kommunikationen er det således en struktur, der bestemmer, hvad der forventes, og i hvert fald udelukkes kommunikationer, som ligger fjernt fra det, der forventes. Strukturen opstår igennem kommunikation, og den ændres hele tiden igennem kommunikation. Den skal altså ikke betragtes som en statisk størrelse, som altid er til stede, men er tværtimod dynamisk og fuldt ud betinget af eksistensen af kommunikation. Ændringer i strukturen sker i princippet hver gang der kommunikeres, men det er især ved uventede tilslutninger (som man netop forventer er ekskluderet af strukturen), at strukturen ændres grundlæggende. For eksempel oplevede man efter terrorangrebet på World Trade Center den 11. september, at en hel række nye muligheder åbnede sig. 8 Den hidtidige struktur havde ekskluderet et sådant angreb som usandsynligt, men da det pludselig blev aktualiseret, ændredes strukturen, fordi den nu skulle give plads til flere tilslutningsmuligheder. Mange spurgte sig selv: Hvad bliver det næste? Begrebet proces betegner den temporale sammenknytning af valg af tilslutningsmuligheder, det vil sige kommunikationssekvenser. Et af principperne i det autopoietiske system er, at det hele tiden refererer til sig selv, og at det reproducerer sig selv igennem denne selvreference. Det er netop dette forhold, begrebet proces dækker over. Proces eller selvreference er således ligesom struktur med til at reducere kompleksitet, men det sker på en anden måde. Hvor strukturen ekskluderer usandsynlige tilslutningsmuligheder, reducerer processen de resterende muligheder ved at gøre bestemte muligheder mere nærliggende end andre. Struktur og proces bygger således på tidligere kommunikationer og er de mekanismer, som styrer reproduktionen af kommunikation. Samtidig er de opstået igennem kommunikation, og herved kommer vi tilbage til det autopoietiske system, som producerer og reproducerer de elementer, hvoraf de består, gennem de elementer, hvoraf de består. 9 7 Kneer og Nassehi, s. 97. 8 Eksemplet frit efter forelæsning ved Anne Marie Dinesen efteråret 2001. 9 Die Autopoiesis des Bewußtseins citeret i Kneer og Nassehi s. 63. Side 8 af 55
Det sociale system som et autopoietisk system er forsøgt afbilledet i figur 1. 10 Tilslutningsmuligheder Information Struktur Selektion Selektion Proces Struktur Forståelse Meddelelse Selektion Struktur Figur 1. Hele figuren symboliserer det sociale system, hvor selve reproduktionen er vist ved det rekursive gennemløb af selektionerne af information, meddelelse og forståelse. Disse selektioner foretages blandt de tilslutningsmuligheder, som ikke er ekskluderet af strukturen. Dette er eksemplificeret med grå pile omkring selektion af information men finder selvfølgelig også sted omkring de andre selektioner. Selektionen af tilslutningsmuligheder påvirkes af processen, idet selektionerne bygger på og refererer til tidligere selektioner. Den stiplede linie (strukturen) skal ikke opfattes som en grænse til omverdenen, da det hele foregår internt i systemet, også tilslutningsmulighederne er systeminterne. Denne figur viser et socialt system som et autopoietisk system, der reproducerer kommunikation ved hjælp af kommunikation. Det er denne forståelse af kommunikation, som vil danne grundlag for den første del af analysen i denne opgave. 10 Figuren bygger på vores egen forståelse af Luhmann. Side 9 af 55
Wittgenstein Ludwig Wittgensteins (1889-1951) forskning kan opdeles i to grundlæggende filosofiske opfattelser; den logiske positivisme og dagligsprogsfilosofien. 11 Opfattelsen af den yngre Wittgenstein kommer til udtryk afhandlingen Tractatus logicophilosophicus, hvor han beskæftiger sig med den logisk positivistiske tankegang, idet han fremsætter, at sproget er bygget logisk op, og at det er rent deskriptivt. Dette skal forstås på den måde, at sproget er i 100 % overensstemmelse med virkeligheden, hvilket betyder, at enhver sætning har én og kun én logisk form. Wittgenstein finder senere ud af, at dette sprog ikke harmonerer med virkelighedens hverdagssprog, og med værket Filosofiske undersøgelser bliver der gjort op med den tidligere Wittgenstein. Wittgensteins sene opfattelse bunder i, at sproget skal ses i en sammenhæng, idet meningen med en sætning afhænger af konteksten; der gælder kort sagt Et udtryks mening er dets brug 12. Til at redegøre for opfattelsen opfinder Wittgenstein begrebet sprogspil, der er ord og sætninger, som optræder forskelligt afhængigt af forholdene og normen for deltagerne. Det er gennem sprogspil, at man lærer at bruge sproget ved at se ord optræde i forskellige relationer til virkeligheden. Som eksempel kan ordet spil indgå i et sprogspil på flere forskellige måder. Betydningerne er forskellige i form af eksempelvis brætspil eller kortspil, hvor der er vidt forskellige regler. Wittgenstein betegner dette ved, at ord kan have familieligheder, men at deres egenskaber og betydning kan være vidt forskellige, da dette bliver skabt af spillets deltagere samt rammen for sprogspillet. For at opnå mening i den konkrete situation kræver det derfor, at man har indsigt i situationen, man er en medspiller. Der er en tydeligt kontrast til den tidligere logiske tankegang, idet det samme ord kan bruges på forskellig vis og stadig være sandt. For eksempel kan sætningen bilen er flot have flere sandhedsværdier, da det afhænger af forudsætningerne for det specifikke sprogspil. Med Filosofiske undersøgelser bliver sprog opfattet som kommunikation, hvor sprogspillene er det element, som skaber mening. Det betyder, at al kommunikation er opbygget af disse spil, som hele tiden bliver skabt, forgår og overlapper hinanden i et ofte uigennemskueligt mønster. Wittgenstein inddrager ikke kun verbal kommunikation i sprogspil men også nonverbal. Denne kobling mellem det verbale og nonverbale var ny for samtiden og medførte, at kommunikationen fik nye dimensioner, da der er en fuldstændig interaktion mellem deltagerne i spillet. 11 Afsnittet bygger på Husted og Vor tids filosofi. 12 Vor tids filosofi 1994 s. 217 Side 10 af 55
Det er denne sene opfattelse, som er karakteristisk for det tyvende århundredes sprogfilosofi, og som har været inspirationskilde til nye opfattelser af sproget og dets funktion i en kommunikationssammenhæng. Eklundh Med udgangspunkt i Wittgensteins filosofi om hverdagssproget som sprogspil arbejder Kerstin Severinson Eklundh videre på denne opfattelse med rapporten The notion of language game a natural unit of dialogue. Eklundh er lingvist, men rapporten bærer tydeligt præg af en forskydning fra at arbejde med sætninger og deres struktur til et bredere perspektiv på sproget i dialogform. Grundlæggende for hendes overvejelser er, ligesom for Wittgenstein, at sproget skal betragtes som et spil af ord, der kan indgå på flere forskellige måder afhængig af konteksten. Hertil har hun udarbejdet nogle mere specifikke redskaber til at identificere og beskrive de aktiviteter og intentioner, der skaber et sprogspil og dermed mening. Sprogspillets regler Eklundh opstiller med inspiration fra Wittgenstein tre karakteristika, som er gældende for at en diskurs kan betragtes som et sprogspil. En serie af systematiske handlinger En regelbaseret aktivitet Begrænset kontekst Det påkræves ud fra ovenstående, at deltagerne i et sprogspil formår at forstå konteksten i diskursen, samt at deltagerne har tiltro til, at reglerne vil blive overholdt af de andre deltagere. Er dette ikke tilfældet, kan et spil ikke gennemføres, idet deltagerne vil tale forbi hinanden, og der vil opstå misforståelser. Det betyder, at et sprogspil kræver en klart defineret ramme, som kan integrere deltagernes handling med de andres forventninger. Rammen skal derfor forstås som en retningsviser, der benyttes af deltagerne til at fortolke handlingen både verbalt og nonverbalt. Med inspiration fra Lyttkens 13 antager Eklundh også, at det er rammen som påvirker deltagerne til at handle i overensstemmelse med de fælles konventioner, som er opsat for en specifik begivenhed. For at et sprogspil kan gennemføres, skal der være et mål, hvilket altid vil være spillets funktion. Målet er ofte i tæt relation med rammen og defineres indirekte ud fra de aktiviteter, der finder sted i 13 Lyttkens, L.: Människors möten: En undersökning av samspelets natur 1982. Side 11 af 55
form af rammen samt de andres roller i spillet og deres handlinger. For at kunne bidrage skal deltagerne danne sig en forventning om, hvad målet for sprogspillet er. Rammen og målsætningen for spillet er således med til at skabe de forudsætninger, som gør, at samtalen bliver tolket, som den gør. For at et sprogspil kan gennemføres, opstiller Eklundh tre elementer, som altid vil være til stede i en diskurs. Initiativ: For at et nyt sprogspil kan indledes, er der en aktør, der skal tage initiativ, og det er også denne person, der i form af sin status som indleder har til opgave at afslutte spillet. I kraft af at personen ofte har en intention med initiativet, tager denne person ofte initiativ til undersprogspil (jf. afsnit om undersprogspil). Gensidighed: Det er nødvendigt, at alle deltagerne deler en vis gensidig forståelse af rammen og emnet for diskursen. Det er denne gensidighed, som deltagerne forudsætter og refererer til i spillet. Er der ikke tale om en gensidig viden, vil der opstå en kommunikationskløft, hvor personerne ikke kommunikerer på sammen niveau. En lignende situation kan opstå, hvis rammerne ikke er blevet defineret tydeligt nok, eller hvis der ikke foreligger en grundlæggende basisviden. For eksempel besidder Tina en meget bredere viden om sejlsport end Jacob, og det kræver derfor, at Tina er opmærksom på at beskrive de mange fagbegreber for at Jacob forstår sammenhængen. Intention: Initiativtageren har altid en intention med at indlede sprogspillet, hvilket i de fleste tilfælde også er målet med spillet. Intentionen ligger implicit i diskursen, og det kræver derfor en fortolkning fra deltagernes side både verbalt og nonverbalt. Det betyder, at en fortolkning af det, der ikke bliver sagt, kan være mere meningsdannende end det som bliver sagt. Sprogspil og gearskift Eklundh opstiller to typer sprogspil, som findes i en diskurs; hovedsprogspil og undersprogspil. I hovedsprogspillet findes den overordnede ramme for diskursen, og det samme gælder til dels også for undersprogspillet, idet det er indlejret i hovedsprogspillet. Eklundh inddeler undersprogspil i kategorier som vist nedenfor. Sidespil: Er et undersprogspil, som ikke har betydning for hovedsprogspillet, og som heller ikke behøver at blive afsluttet indenfor hovedsprogspillets ramme. Dette spil er kendetegnet ved en anden ramme end hovedsprogspillet og er derfor let at genkende. Side 12 af 55
I eksemplet nedenfor er der tale om et undersprogspil uden betydning for konteksten, men som heller ikke skyldes en misforståelse af rammen for spillet. Søren : Tina, du læser ti sider til i morgen Tina : ja, men prøv lige at se den fugl ude i træet Søren : ja den er flot Tina : hvad læser du så? Søren : den anden tekst "Fuglespillet bliver inddraget som en spontan iagttagelse og bliver hurtigt afsluttet uden at have indflydelse på resten af sammenhængen. Latente sprogspil: Er udtalelser der potentielt kan udløse et nyt undersprogspil. Dette spil foregår indenfor hovedsprogspillets ramme men behøver ikke at have relevans for målsætningen med hovedsprogspillet. Nødvendigt sprogspil: Der er her tale om et spil, som er i tæt relation til hovedsprogspillet, idet dette spil skal afsluttes, for at hovedsprogspillet kan fortsætte. Et nødvendigt undersprogspil opstår ofte, hvis der er en kommunikationskløft, hvor deltagernes forudsætninger og forventninger til diskursen ikke er gensidig. Der bliver da taget initiativ til at reparere på hovedsprogspillet ved at indlede et undersprogspil, der skal udrede årsagen til misforståelsen samt skabe en fælles referenceramme. Denne funktion, hvor samtalen går ned i niveau, kalder Eklundh for gearskift, forstået på den måde, at man skifter ned i niveau i tilfælde af misforståelser for derefter at skifte op igen. At et sprogspil kan foregå i et højt gear skyldes, at medspillerne har en stor fælles viden, og derfor er undersprogspil ikke nødvendige for meningen. Dette er ofte tilfældet i indforstået kommunikation, hvor alle har en stor forståelse for rammen. Eksemplet nedenfor viser, hvordan gearskift foregår i praksis ved hjælp af et undersprogspil. Søren : Skal vi ikke spise røget helt til frokost Jacob : Jeg spiser det ikke, før jeg ved hvad det er Søren : Det er en lille fisk, der findes i Ringkøbing Fjord Jacob : Ja det vil jeg gerne smage til frokost Fejler et nødvendigt undersprogspil, og det er umuligt at skifte længere ned i gear, kan hovedsprogspillet ikke afsluttes. Dette er eksempelvis tilfældet, hvis en englænder og en dansker ikke taler hinandens sprog godt nok til, at det giver mening. Side 13 af 55
I dette afsnit er der med udgangspunkt i Eklundhs teori opstillet nogle analyseredskaber til at definere et sprogspils ramme, samt de roller deltagerne påtager sig, for at et spil kan gennemføres med succes. Endvidere opstiller Eklundh nogle kategorier af forskellige sprogspil, som kan benyttes afhængigt af diskursen. Kendetegnet ved disse er vekslen mellem højt og lavt niveau, også kaldt gearskift, for at skabe en fælles referenceramme. Berry Til at understøtte teorien om sprogspil vil der i dette afsnit blive forklaret nogle egenskaber ved tre specifikke diskurser, der gør det muligt at afkode og identificere rollefordelingen. Med udgangspunkt i Margaret Berrys artikel Is teacher an unanalysed concept? 14 vil der blive redegjort for, hvordan sociale træk er bestemmende for, hvilke sproglige midler der bruges i en diskurs. Berrys teori bygger på tre case-studies, som er læge/patient, lærer/elev og ordstyrer/mødedeltager. Hendes teori er derfor ikke lige så omfattende og bred som Eklundhs, men er et godt supplement hertil, idet Berry går mere i dybden med de sociale strukturer for en diskurs. Margaret Berry bygger sin teori på basis af systemlingvisterne Sinclair og Coulthard s fakta om forskellige diskurstyper og deres sammenhæng med det sociale samt Halliday's teori om relationen mellem sproget og den sociale kontekst. Rammer På baggrund af empiriske undersøgelser af de tre situationer viser Berry, at der er en tydelig hierarkisk rollefordeling baseret på social status og magt i diskursen. Eksempelvis kan læreren bede Tina om at læse højt fra bogen, lægen kan bede Søren om at ligge sig op på briksen, og ordføreren bestemmer, hvem der har ordet efter Jacob. Overordnet for samtalens struktur gælder der, at en diskurs altid vil være opbygget af De tre træk og en ramme. 15 De tre træk består af initiation, respons og feedback og disse tre træk kan vises i eksemplet nedenfor: Lærer : hvor gammel er jeg? (initiation) Elev : 24 år (respons) Lærer : Rigtigt Jacob (feedback, eval.) 14 Artiklen er fra bogen New Developments in Systemic Lingvistics, 1987 15 de tre træk (three moves) og ramme (frame) er frit oversat fra artiklen Side 14 af 55
Besvarelsen under feedback kan opdeles i to led, henholdsvis evaluering, hvilket omhandler kvaliteten af responsen, og kommentering, hvis læreren ønsker at uddybe emnet: Lærer : hvad er Java? (initiation) Elev : et programmeringssprog (respons) Lærer : ja, det er sandt (feedback) : og det skal vi arbejde med i forårssemesteret (kommentering) Ligesom Eklundh opstiller Berry en ramme, der afspejler den konkrete diskurssituation. Deltagerne skal indordne sig under denne fælles forståelsesramme, for at målet for diskursen kan opnås. Det nytter for eksempel ikke noget, at patienten vil diskutere blomsterbede med lægen, og at eleven vil på jordomrejse med læreren. I de tre diskurser, som Berry belyser, er der en tydelig hierarkisk rollefordeling, som bygger på den sociale status og de almene konventioner, der er normen i samfundet. 16 Det er altid den deltager, som er højst placeret i hierarkiet, der styrer samtalen, forstået på den måde at denne person tager initiativ og dermed indrammer samtalen. Det sker ofte ved hjælp af forskellige kodeord, som er integreret i diskursen, så deltagerne forstår signalet om rammeskift. Eksempler på sådanne kodeord kan være: Lægen : Nå, Søren skal jeg lige kigge på din skulder? Læreren : Godt, videre til næste kapitel. Ordfører : Yes, vi må videre til næste punkt på dagsordnen. Berry konkluderer, at det altid er læreren, lægen og ordføreren der sætter rammerne, samt læreren og lægen der benytter sig af de tre træk men ikke ordstyreren. Endvidere er det kun læreren, som giver en udvidet feedback i form af en evaluering. Rollefordeling Til forståelse af diskursens hierarki og deltagernes sociale status opstiller Berry nogle hypoteser, hvor der benyttes tre binære distinktioner. Dermed menes, at deltagerne inden for tre kategorier (HIGHER, PRIMARY KNOWER og primary knower) enten kan eller ikke kan besidde disse egenskaber (+ eller -). 16 Berry s. 45-46 Side 15 af 55
I den første hypotese definerer hun [HIGHER]. [+HIGHER] er den person, som har magten og dermed sætter den overordnede ramme for samtalen. Det betyder dermed ikke, at [+HIGHER] besidder den største viden indenfor en bestemt diskurs. Som eksempel er ordføreren ikke nødvendigvis den, som har den største viden om diskursens emne, men derimod den, som bestemmer rammen og diskursens forløb. I Berrys situationer er lærer, læge og ordstyrer være [+HIGHER] og patient, elev og mødedeltager være [- HIGHER] Den anden rolle er [PRIMARY KNOWER]. [+PRIMARY KNOWER] er den deltager, som besidder størst viden inden for diskursens emne. Hvis der tages udgangspunkt i et møde med ordstyreren, kan [+PRIMARY KNOWER] være forskellig afhængig af hvilket emne, der diskuteres. En revisor vil for eksempel være [+PRIMARY KNOWER], når årsregnskabet skal diskuteres, da han har større viden end de andre deltagere. Men han vil sandsynligvis være [-PRIMARY KNOWER], når firmaets computersystem skal diskuteres, da han ikke besidder nogen viden derom. I Berrys tilfælde er det læreren og lægen, der er [+PRIMARY KNOWER], og eleven, patienten samt ordstyreren, der er [-PRIMARY KNOWER]. Bemærkelsesværdigt er det, at ordstyreren ikke behøver at være i besiddelse af [+PRIMARY KNOWER]-rollen for at styre mødet. Den tredje hypotese, som Berry fremsætter, omhandler den person, som besidder en specifik viden indenfor et emne i diskursen. Denne person er tildelt rollen [+primary knower]. [+primary knower] kan være patienten, som besidder en viden om kraftige smerter i sin højre arm. Der er her tale om en viden, som lægen ikke har, og lægen er ikke i stand til at diagnosticere patienten, medmindre patienten deler ud af sin viden. Til gengæld er lægen i form af sin uddannelse og viden i stand til at behandle patienten [+PRIMARY KNOWER]. For at en diskurs kan blive gennemført, kræver det, at alle rollerne er besat, samt at deltagerne har kendskab til de konventioner, der gælder for rammen. Det er dette samspil mellem rollerne, der skaber resultatet af en diskurs, og derfor kan man ikke sige, at én rolle er mere vigtig end en anden. Side 16 af 55
Til at præcisere rolleegenskaberne og deres styrke i forhold til hinanden opstiller Berry følgende figur: + PRIMARY KNOWER + primary knower + HIGHER - primary knower Rolle - PRIMARY KNOWER - HIGHER Figur 2. 17 Det kan her ses, at [HIGHER] har større indflydelse end [PRIMARY KNOWER] på diskursens udvikling, samt at [PRIMARY KNOWER] er mere indflydelsesrig end [primary knower]. PRÆSENTATION AF EMPIRI Empirien i denne opgave er et såkaldt run-down møde for en del af redaktionen på Rene ord for pengene på DR i Århus. Et run-down er et redaktionsmøde omkring en kommende udsendelse. Forud for mødet har en gruppe journalister og fotografer forberedt en række historier, som diskuteres på mødet. 18 På mødet bliver det besluttet, hvordan præsentationen af historierne skal være, og hvordan de kædes sammen. Rene ord for pengene er et forbrugerprogram, der bliver sendt direkte hver mandag kl. 19.30 på DR1. Programmet består af en quiz med fem til otte spørgsmål, som suppleres med indslag og gode råd til forbrugeren. Vi deltog i de første tre timer af mødet, som i alt var beregnet til at vare seks timer. Vi har heraf transskriberet 30 plus 15 minutter. I den første transskription diskuterer de, hvordan de skal lægge 17 Figur fra Berry s. 52. 18 Til mødet blev der udleveret et manuskript, der omhandler programmets forløb med indslag og værtens replikker. Dette er vedlagt (bilag 4). Side 17 af 55
op til et indslag om, hvor højt man må kravle op på en stige (bilag 1). I det andet stykke skal de lægge op til et indslag om moms på gaver fra udlandet (bilag 2). Følgende personer deltog i mødet: Pia, redaktionssekretær og ansvarlig for journalisternes indslag. Har været på programmet i tre et halvt år. Maibritt, producerassistent. Har været på programmet i godt et år. Johan, producer. Har været på programmet siden august 2001. Kent, redaktør og vært. Har været på programmet siden september 2001. Voigtmann er ansvarlig for DR s rekvisitter og andre praktiske ting. Han deltager i møder på flere forskellige redaktioner og er med for at vejlede dem med, hvad der er praktisk muligt i forhold til de rekvisitter, der findes på DR. Det fremgår af figur 3, hvordan deltagerne var placeret. Figur 3. A B C V i d e o Mikrofon D E Gruppens medlemmer Vi har i læsegruppen tidligere lavet en opgave ud fra et sådant run-down møde på DR1. Foruden Voigtmann, som ikke var med sidste gang, var det de samme personer som var tilstede. Mødedeltagerne har læst den opgave, som vi skrev på baggrund af det forrige møde. I analysen gives et eksempel på, hvordan dette påvirker dem. Det faktum, at de har en del ting der skal besluttes på mødet, er nok med til at flytte deres fokus fra os og over på deres dagsorden. Med den pressede deadline er der simpelthen ikke tid til, at de lader sig distrahere af os. Side 18 af 55
Narrativt perspektiv til præsentationen For at skabe en overordnet forståelse for mødets funktion vil dette afsnit præsentere empirien med et narrativt perspektiv. Lyotards tekst Viden og det postmoderne samfund fra 1979 beskæftiger sig med videns natur og forandringer i legitimeringen af videnskaben. Det er en tilstandsrapport, der beskriver, hvordan viden tidligere blev legitimeret gennem den store fortælling, og hvordan vi med overgangen til det postmoderne samfund overgik til flere små fortællinger, hvoromkring man strukturerer sociale systemer, stabiliserer selvforståelse og organiserer sig i grupper. Han har baseret sin tekst på en analyse af sprog og sprogspil, som de er defineret af Wittgenstein. Lyotard skelner mellem den narrative og den videnskabelige viden. Den narrative viden er den traditionsbundne viden, der sammenknytter sociale fællesskaber. Den legitimerer sig selv igennem sin fortælling i modsætning til den videnskabelige viden, der læner sig op af den narrative viden for at legitimere sig. 19 Vi vil tage udgangspunkt i forestillingen om, at vi er organiseret i grupper, som hver især har deres mål, men også i idéen om, at viden bliver påvirket af teknologiske forandringer. Ved transformation af viden over i de nye medier, såsom computere, databanker og så videre, ændrer viden natur, og det er kun den viden, der kan overgå i de nye kanaler, der består. 20 På samme måde må den viden, der ligger i den fortalte historie som redaktionen arbejder med, ændres, når den transformeres over i et andet sprog, nemlig det sprog som bruges i fremlægningen af forbrugerhistorien på TV. Redaktionen, som vi arbejder med, laver ikke selv forbrugerhistorierne men koncentrerer sig om, hvordan de skal fremføres på TV på bedst mulig vis. De fungerer altså som oversættere fra historien, som den er i samfundet, til historien som den fremlægges på TV. I denne opfattelse fungerer gruppen som en del af en større fortælling, hvori hovedbudskabet er at fortælle forbrugerhistorier i et sprog, som egner sig til TV. I denne fortælling indgår alle de mennesker, der er involveret i at producere Rene ord for pengene, men som tidligere beskrevet vil vi koncentrere os om mødedeltagerne. De har en del kriterier for, hvordan historien skal oversættes for at være god. Disse kriterier vil vi komme ind på i Luhmann afsnittet, i forlængelse af det allerede omtalte skal det dog nævnes, at et 19 Gruppen bygger, i forhold til deres indslag, gentagne gange en historie op på baggrund af typiske fortællinger. Vi kan for eksempel se, hvordan de skaber et billede af en typisk amerikaner for at gøre deres historie så tydelig som muligt (linie 56-85 i Harley ). Dette forhold vil vi ikke beskæftige os med nærmere, da den ikke er vigtig i forhold til deres sprogspil og løsningsmodel. 20 Lyotard s. 11 19. Side 19 af 55
af deres kriterier må være, at så lidt af den viden, som ligger i den oprindelige historie, går tabt, når historien transformeres over på TV. Målet for gruppen er altså at lave en god oversættelse fra den virkelige verdens historie til en historie fortalt på TV. Spørgsmålet er, hvordan kommunikationen forløber i deres bestræbelser på at nå dette mål? Dette spørgsmål er genstanden for den efterfølgende analyse. Side 20 af 55
ANALYSE Mødet som autopoietisk system Mødet som socialt system Det er nærliggende at betragte redaktionsmødet som et socialt system, hvilket vi også har valgt at gøre i denne opgave. Der er fem personer, fem psykiske systemer, som danner grundlaget for det sociale system, men derudover er der også journalister, fotografer og andre tilknyttet redaktionen. Disse personer kommunikerer med deltagerne på mødet igennem manuskripter og videoindslag, men vores fokus er på den direkte kommunikation, det vil sige den verbale og kropslige kommunikation, som kræver fysisk tilstedeværelse, og derfor bliver disse personer ikke inkluderet i analysen. Desuden er vi tre observatører, som ikke indgår direkte i kommunikationen, men som alligevel har betydning for den måde, resten af deltagerne kommunikerer på, hvilket vil blive vist senere i analysen. Med dette in mente er udgangspunktet for denne analyse et socialt system, hvortil der er koblet fem psykiske systemer. Umiddelbart skulle man tro, at personerne i transskriptionen svarer til de psykiske systemer, men det er ikke tilfældet, da det jo i følge Luhmann ikke er mennesker eller psykiske systemer, der kommunikerer. Selvom de er forudsætningen for det sociale system, befinder de sig kun i dets omverden. Imidlertid svarer personerne i transskriptionen til Luhmanns særlige person-begreb, som dækker over noget systeminternt, nemlig identifikationspunkter i det sociale system, som kommunikationen knytter sig til. Derfor betegnes personerne med bogstaverne: A, B, C, D og E. Selvom der selvfølgelig er tale om mennesker, når vi transskriberer, så er det rent teoretisk vigtigt at skelne mellem rigtige personer og personer i Luhmannsk forstand. Ellers bryder man med selve grundidéen i Luhmanns systemteori, nemlig systemernes lukkethed, og man ville således ikke kunne forsvare at bruge hans teori i analysen. Side 21 af 55
Iagttagelse Som beskrevet i præsentationen af empirien er mødet et ugentligt møde, som bruges til at fastlægge forløbet af næste uges udsendelse. Hovedopgaven for deltagerne på mødet er at lave en god oversættelse, og der er en række kriterier for, hvad en god oversættelse er. Udsendelsen skal være underholdende og interessant, og samtidig skal der være sammenhæng og en rød tråd igennem udsendelsen. Luhmanns iagttagelsesbegreb kan bruges til at belyse dette nærmere. Kommunikation vil altid være om noget, og dette noget er det, som det sociale system iagttager. På redaktionsmødet er det iagttagede den kommende udsendelse, som jo netop er det, kommunikationen handler om. Alle sociale systemer iagttager ved hjælp af binære koder, hvilket selvfølgelig også er tilfældet for dette system. Her kan koden sammenfattes til at være en god / dårlig oversættelse. I det følgende vil der blive givet eksempler, som danner grundlag for en beskrivelse af koden på redaktionsmødet. Det gøres ved at finde de kriterier, indholdet i kommunikationen vurderes på, da kriterierne svarer til de værdier, som udgør den binære kode. 21 Et af kriterierne er, at det skal være sjovt: 168. C: kunne man så bruge et eller andet med guleroden? Det er jo ret sjovt, kunne man bruge guleroden et eller andet? 169. A: når hun lige... jeg synes det er sjovt, hvis hun kaster en gulerod (A griner) ( Stige-indslag ) At det skal være sjovt har selvfølgelig noget med underholdningsværdien at gøre. Uden humor vil programmet bare være tørre og kedelige forbrugerinformationer. Det er det mest tydelige kriterium og går igen mange gange. 22 I kraft af at programmet har kørt i mange år, og at personerne ved mødet alle har været med i lang tid, bliver idéerne også vurderet på forudsigeligheden: 29. B: altså jeg må jo indrømme jeg har det ligesom ååhhhh ja som vi snakkede om det med den der pige, jeg har bare lavet det her for længe, jeg synes det er for forudsigeligt (Mod D) ( Harley-indslag ) Fra starten har forudsigeligheden sikkert ikke været et problem, men efterhånden som de samme mennesker har lavet den samme slags program i lang tid, bliver det svært at tænke i nye baner. Det kommer vi tilbage til senere i analysen. 21 Det skal her pointeres, at Luhmanns teori ikke indeholder begrebet kriterium, som er en udspecificering af den kode, som sociale systemer iagttager igennem. 22 Stige linie 121, 141, 295, 311 og Harley 31, 39, 42, 53, 150, 165, 190 og 204. Side 22 af 55
Til disse to kriterier knytter sig også nogle lidt mere tekniske og faglige kriterier, for eksempel skal det være nogle gode billeder, det vil sige, at det skal gøre sig godt rent visuelt på fjernsynsskærmen: 143: C: jeg synes bare det kunne være et sjovt billede, hvis man kunne se hende under hele historie et, der stikker hun op omme på hovedscenen, og når vi drejer, så står hun bare der (forklarer med store armbevægelser mod D) ( Stige-indslag ) Der er også flere tekniske kriterier omkring antallet af scener og det praktiske omkring sceneskift og kameravinkler. Det er dog ofte noget, som kommer til, efter idéerne er blevet vurderet ud fra ovenstående kriterier. Et andet kriterium er, at det skal være raffineret. Det ligger lidt i forlængelse af kriteriet for forudsigelighed: 294. E: ja, men vi kan da sagtens lave en himmelseng deroppe da, det er ikke noget problem, så kan hun sidde der på kanten 295. D: [ nej, det skal nemlig ikke være så, det skal ikke være så lummert, det skal være raffineret ( Stige-indslag ) Modsætningen til raffineret er lummert, som her betyder, at der ikke skal spilles for direkte og simpelt på sex. Det skal være humor på et højere plan, og det er selvfølgelig lidt i samme stil som kravet om uforudsigelighed. Alle udsagn bliver altså vurderet ud fra disse kriterier, 23 som kan sammenfattes på et skema: Sjovt Ikke forudsigeligt Raffineret Godt billede Ikke sjovt Forudsigeligt Lummert Ikke godt billede Disse kriterier er selvfølgelig ikke de eneste, men de kan sammenfattes i en kode, hvor de samlet bliver udtryk for én skelnen, som også dækker en række andre kriterier: Den gode oversættelse > < Den dårlige oversættelse. 23 Kriterierne er beskrevet ved hjælp af udtalelser, hvor de ekspliciteres, men ud fra tonefald og stemmeføring kan man også aflæse kriterierne, for eksempel når en bestemt idé vækker begejstring. De kriterier, man kan udlede her, er dog de samme, som er beskrevet ovenfor. Side 23 af 55
Denne kode hænger tæt sammen med målet for mødet, hvilket behandles nærmere i forbindelse med sprogspil senere i analysen. Flere steder er det imidlertid klart, at det ikke er denne kode, der bruges, for eksempel når emnet er noget personligt (linie 67-85 i Harley). I forhold til mødets og det sociale systems overordnede funktion iagttages der dog ved hjælp af ovenstående kode. Systemet iagttager ud fra denne kode, men i flere tilfælde handler kommunikationen ikke om næste uges udsendelse, der er flere eksempler på iagttagelser, der iagttager kommunikationen selv: 310. B: den går vi kold på den her ( Stige-indslag ) Her bliver iagttagelsen rykket et niveau op og i stedet for at iagttage næste uges udsendelse iagttages selve iagttagelsen af næste uges udsendelse. Der er et mere kompliceret eksempel på dette: 131. B: ja nu går han han går nuuuuuuu (der råbes højt mens alle kigger på os og griner) 132. B: ja gå nu gå gå nu 133. E: ja gå nu ud og ryg 134. D: nej, der er ikke nogen speciel årsag, jeg skal bare ud at ryge, fik I den? (D kigger på os og smiler) 135. B: nå ja, hvad skal vi bestemme, vi har bare ikke noget at bestemme ( Harley-indslag ) Her spilles der på et eksempel fra den tidligere opgave, hvor D også forlod lokalet, og vores pointe var, at det gjorde det muligt for de andre at bestemme noget. Det er derfor, B efterfølgende siger: hvad skal vi bestemme? 24 At D forlader lokalet betragtes som en kommunikativ handling, der efterfølgende iagttages af B, og således er det ligesom i forrige eksempel en tidsligt forskudt iagttagelse af kommunikationen. Dette fænomen beskrives af Luhmann som iagttagelse af iagttagelse eller iagttagelse af anden orden. Iagttagelse af anden orden er imidlertid ikke kun, når systemet iagttager sig selv, det gælder også for os som observatører på mødet, idet vi iagttager det sociale systems iagttagen. Det sker med en anden kode, og når deltagerne i mødet laver sjov med episoden, hvor D forlader lokalet, er det ved at spille på den kode, som vi iagttager kommunikationen med. 24 Her er det tydeligt, at vores tilstedeværelse har stor betydning for kommunikationen. Dette er dog ikke noget stort problem for rigtigheden af vores opgave, så længe det indgår som en del af analysen. Det er under alle omstændigheder ikke muligt at lave en helt objektiv undersøgelse, selv ikke hvis man bare er en flue på væggen, så derfor er det vigtigere at acceptere dette faktum og analysere ud fra det. Side 24 af 55
Kompleksitet Som beskrevet ovenfor er det mødets funktion at fastlægge næste uges udsendelse, som samtidig er den omverden, der iagttages. 25 Man kan spørge sig selv: Er det virkelig den eneste omverden for dette sociale system? I og med at systemet iagttager ved hjælp af koden god / dårlig oversættelse, består omverdenen kun af det, som kan iagttages ved hjælp af denne kode. Dermed bliver omverdenen for systemet arbejdet omkring næste uges udsendelse. Emnerne i næste uges udsendelse er bestemt, men udførelsen og forløbet er endnu ikke fastlagt, hvilket betyder, at omverdenen for det sociale system bliver meget kompleks. Kompleksiteten udgøres af antallet af mulige tilstande, og i dette tilfælde er det antallet af mulige måder at tilrettelægge udsendelsen på, som bestemmer kompleksiteten. Omverdenens kompleksitet er afhængig af systemets kompleksitet, for eksempel kan et socialt system kun håndtere høj kompleksitet i omverdenen i kraft af høj kompleksitet internt i systemet. Som beskrevet ovenfor er systemets kode den gode / dårlige oversættelse, og et af kriterierne for denne kode er, at det skal være sjovt og uforudsigeligt. For at opfylde disse kriterier bliver omverdenen nødt til at have en forholdsvis høj kompleksitet, som ikke udelukker for mange muligheder. Hvis der kun er få, nærliggende muligheder, vil udsendelsen netop blive kedelig og forudsigelig. Omvendt betyder høj kompleksitet, at det bliver sværere at lægge sig fast på én bestemt idé, da der er så mange muligheder. I dette afsnit vil det blive undersøgt, hvordan det sociale system håndterer kompleksiteten, og hvilken betydning det får for arbejdsprocessen, når kompleksiteten bliver større eller mindre. Som beskrevet i teoriafsnittet er der tre begreber, som er med til at reducere kompleksiteten i et socialt system: kode struktur proces I det følgende vil sammenhængen mellem disse begreber og kompleksiteten blive vist i detaljer. Kode Når det sociale system iagttager, det vil sige kommunikerer, består omverdenen kun af de muligheder, som kan vurderes ud fra koden den gode / dårlige oversættelse. Det vil sige, at det 25 Selvom personerne på mødet senere indgår i denne omverden, ligger det uden for dette sociale system, hvis eneste funktion er at planlægge næste uges udsendelse. I princippet kunne det lige så godt have været nogle helt andre personer, der skulle stå for den rent praktiske gennemførelse af udsendelsen. Desuden betegner begrebet personer i Luhmannsk forstand ikke mennesker, men identifikationspunkter i kommunikationen indenfor netop dette sociale system. Side 25 af 55
kun er et lille udsnit af omverdenen, som kan iagttages, og dermed bliver omverdenens kompleksitet reduceret. Her er et eksempel på, at man prøver at iagttage ved hjælp af en anden kode, hvilket ikke bliver accepteret i det sociale system: Side 26 af 55
395. D: [er det ikke bare helt vildt søgt, at jeg stopper på første trin, altså det ville jeg jo aldrig gøre. Altså det ved dem der kender mig jo. 396. E: men det gør de jo ikke alle sammen. Det er altså kun 2 ud af de der 600.000 der kender dig jo 397. D: ahh, jeg tror jeg tror sgu den er lidt, jeg tror den er lidt for 398. A: dem der kender mig ved jeg ikke ville gøre det (pjattende) 399. B: det er eddermaneme en dårlig begrundelse (grinende) 400. (alle griner) ( Stige-indslag ) Her prøver D at afvise idéen med den begrundelse, at dem der kender ham personligt ikke ville finde det troværdigt, hvis han stoppede på første trin. 26 På den måde iagttages med en anden kode end hidtil, da troværdighed overfor personlige bekendtskaber ikke har noget med den gode / dårlige oversættelse at gøre. D bruger dermed en ny kode: troværdighed / utroværdighed i forhold til personlige bekendtskaber. Et socialt system kan imidlertid kun iagttage ved hjælp af én kode, og det gør A og B da også efterfølgende opmærksom på: troværdighed overfor personlige bekendtskaber kan ikke bruges som kriterium til vurdering af en idé. Eksemplet er ret enestående på mødet, da det er det eneste tidspunkt, hvor det bliver ekspliciteret, at det altså kun er den ene kode, der gælder for dette sociale system. På resten af mødet viser dette sig ikke eksplicit. Det skyldes netop kodens kompleksitetsreducerende funktion, som gør, at det kun er de muligheder, som kan iagttages med denne kode, der er synlige for det sociale system: Med undtagelse af dette ene sted består omverdenens kompleksitet kun af muligheder, som kan iagttages gennem koden den gode / dårlige oversættelse. Derfor er det simpelthen ikke en accepteret tilslutningsmulighed at iagttage noget, som ligger uden for denne kode. Hvis man forestillede sig et socialt system uden kode, ville omverdenen for dette system være enormt komplekst, da der ikke på forhånd ville være ekskluderet nogen muligheder; alt ville således være muligt. Derfor har kodens kompleksitetsreducerende funktion stor betydning for den omverden, der iagttages fra systemet. Struktur 26 Måske var det ikke D s oprindelige mening med udtalelsen, men selektionen af forståelse (linie 398) hos de andre gør, at det bliver opfattet, som om det var det, D mente. Side 27 af 55