10. søndag efter trinitatis. Luk 19,41-48. Alene Kristus er mit håb Det er sjældent Jesus græder. Bare to gange hører vi om det. Første gang var, da hans gode ven Lazarus er død. Og anden gang er her, da han står på Oliebjerget og kigger over på hovedstaden Jerusalem. Ligeledes hører vi to gange om at Jesus bliver vred. Den ene gang er da hans disciple tar sagen i egen hånd og jager børnene og deres mødre væk disciplene mente ikke, at Jesus skulle spilde sin tid på mindreårige. Den anden gang er her, hvor han kommer ind på Tempelpladsen og ser, hvordan Tempelområdet er blevet til Hjallerup marked i stedet for et sted, hvor der er tid til fordybelse, stilhed, eftertanke og bøn. Det med hans vrede er understreget mere i Johannes evangeliet. Det var et imponerende syn, der mødte Jesus, da han kom ned ad Oliebjerget mod Jerusalem med det enorme tempelkompleks foran sig. Med sine 500x300 m var Tempelpladsen et af de største bygningskomplekser i antikken. Centralt på pladsen stod den enorme tempelbygning symbolet på, at Gud var på deres side jødernes. Og så længe tempeltjenesten med dens daglige ofringer blev holdt i gang, så vidste man, at Gud var på ens side. Jesus ved, at det forholder anderledes. Han påpeger to ting i den jødiske gudsdyrkelse, som er på vej til at lede dem i afgrunden. Det ene er deres enorme tillid til selve Templet. Templet stod der som et symbol på Guds nærvær. Men de standsede alt for tidligt ved det ydre symbol, sådan at tempel-bygningen blev det, de satte deres tillid til og ikke Gud selv.
I Johannes evangliet kap. 2,18-21 kalder Jesus sig selv for det nye Tempel altså det sted, vi møder Gud. Jesus forsøgte gang på gang at hjælpe mennesker til at fokusere deres håb på ham og ikke på det fysiske tempel i Jerusalem. De søgte håb, frelse og fred i templet. Men det er kun i Jesus vi finder håb, frelse og fred. Den anden ting ved den jødiske gudsdyrkelse, han gør op med, er deres tillid til offertjenesten i templet. De mente, at bare så længe maskineriet kørte, og der var nogle præster der på deres vegne sørgede for de foreskrevne ofre så længe var alt i sin skønneste orden. Så længe var ens forhold til Gud uangribelig. Her bliver Jesus ikke bare ked af det han bliver vred. Offertjenesten som skulle tjene som et vindue ind til det offer, Jesus bragt på korset den betaling han gav for menneskers svigt og synder den offertjeneste var nu forvansket til et antikkens Hjallerup marked, hvor der blev tjent penge på at sælge offerdyr. Grotesk offertjenesten skulle pege frem imod Jesus helt gratis offerdød helt gratis for os gav han sit liv som en befrielse for os. Og så drev man handel med de ofre, der skulle pege frem imod det ene store gratis og frie offer. Hvad vil det sige os i dag? En hel masse. I hvert noget uhyre vigtigt. Nemlig det uhyre vigtige forhold, at det altid er Gud alene Jesus alene der er centrum for vores tro, håb og frelse. Ja, selvfølgelig siger du så måske. Men så selvfølgeligt er det slet ikke. Jeg er bange for, at Jesus ville græde lige så meget, hvis han i dag nærmede sig vores hovedstad, København. Og ikke blot København. jeg tror, han ville fælde lige så mange tårer, hvis
han stod på Ålborgsiden af Limfjordsbroen og så over på os her på Solsiden. Og hvad tror du, Jesus ville sige, hvis han kom gående her hen ad Hjørringvej og standsede op og så over på Nørresundbys katedral Nørre Uttrup kirke? Hvad ville Jesus få at se i dag? Jo, han ville se det samme maskineri, som han så i Jerusalem. Han ville se, hvordan vi gang på gang fokuserer på de ydre ting i kirken. Hvordan vi lige nu er optaget af det oplæg til en ny styrelse af Folkekirken. Som om det skulle være centrum. Han ville se, hvordan vi gang på gang flytter fokus fra ham og over på kirken vel og mærke kirken af mursten. Nøjagtig på samme måde som hans samtid fokuserede på Tempelbygningen i stedet for at fokusere på ham nemlig Gud tempelbygningen var et ydre symbol for. Og ligesom jøderne dengang satte deres tillid til, at når bare maskineriet kørte og der blev bragt de foreskrevne ofre, så var det ok mellem Gud og dem sådan kører det samme maskineri også i dag. I dag er det bare ikke ofringer af dyr vi sætter vores tillid til det er dåben som en rituel handling. Når bare jeg betaler for ofringer i templet sagde de gamle jøder. Når bare jeg er døbt, siger den moderne dansker Og på et felt mere ligner vi Jesu samtid. De almindelige jøder dengang købte sig til det vi kunne kalde en vikarierende gudsdyrkelse. Man havde de professionelle præster og levitter præsternes medhjælpere. De tilbød mod betaling at stå for den enkeltes gudsdyrkelse.
I dag siger hr. Jensen og fru. Pedersen: det er godt at kirken er der, og at der er nogen der samles i den. Og man betaler som oftest sin kirkeskat med glæde, for at maskineriet kan holdes i gang gudstjenester holdes og kirken står parat når man ønsker en rituel højtideligholdelse ved livets store vejkryds. De havde glemt det, vi læste for lidt siden: Israels store trosbekendelse. Hør Israel, Herren vor Gud er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. I stedet forsøgte de at imponere Gud ved at bygge dette prægtige tempel og deres gudstjeneste var ikke et nært fællesskab med Gud men blev et instrument til at imponere Gud og påkalde sig hans opmærksomhed. Og igen må vi spørge os selv: hvad i vores kirke og i vores menighed har indtaget en sådan position og betydning, at billedet af Gud og Jesus bliver flimret og sløret? Med hvilke bygninger forsøger vi at imponere Gud og påkalde os hans opmærksomhed? Hvilke bygninger stoler vi på i dag? Vi bygger kirker, organisationer, virksomheder og institutioner. Vi vedtager love, afholder konferencer og lægger målsætningsplaner og laver flotte programmer. Men har vi husket, at intet som helst af de bygninger, vi bygger, kan sikre os Guds velsignelse og nærvær.? Har vi glemt. at vi overhovedet ikke skal imponere Gud og tiltrække os hans opmærksomhed? For den har vi allerede 100% i hans søn Jesus. I Jesus er Gud kommet os nær og vi har hans fulde opmærksomhed og velvilje. For at minde sit folk om, at han altid var nær ved dem og de havde hans fulde opmærksomhed, så havde Gud i det stykke fra 5. Mosebog, vi læste fra for lidt siden befalet dem at sige deres
Trosbekendelse: Se, Herren din Gud er én og du skal elske ham af hele dit hjerte. Det skulle de minde sig selv om hver morgen og hver aften. Og på et tidspunkt blev det populært blandt jøderne at bruge sådan en lille kapsel en såkaldt mezuzah, som de hængte på dørstolpen til deres hus. Indeni ligger den jødiske Trosbekendelse, og når de går ind i huset rører de lige ved den. Dvs hele deres hverdag skulle være gennemsyret af deres tro på og tillid til Gud. Gudstjeneste skulle således ikke kun være noget der foregik på sabbatten men noget, som gennemsyrede hele deres hverdag. Vi bruger ikke bederemme og hænger ikke mezuzah er op på vores fordør. Men vi kan bruge internettet og mobilen og pc en til at minde os selv om, at vi ikke behøver at imponere Gud og tiltrække os hans opmærksomhed men at han er lige ved siden af os, ja, bor i os ved sin hellige ånd. Vi kunne jo fx installere Dagens ord fra Hjemmesiden Folkekirken.dk på vores mobil, så vi flere gange om dagen lige lod øjnene falde på et huskeord fra Bibelen. Og ligeledes kunne vi jo downloade kristen musik, vi kan li på vores mobil eller MP3 og lige lytte til en sang om Gud og Jesus. Kaster vi et blik på den tekst, vi læste fra 1. Korintherbrev kap. 12, hvor Paulus skriver om Helligåndens gerning og de forskellige nådegaver, som Helligånden udruster de kristne med, så føjes endnu et perspektiv til. Vi har allerede været inde på Joh. ev. kap. 2, hvor Jesus siger, at han er det nye Tempel, vi skal møde Gud i og tilbede Gud der.
Og det understreger han igen i Joh ev. kap. 4,23ff hvor han siger til den samaritanske kvinde ved brønden, at der kommer en tid, hvor den sande tilbedelse af Gud ikke skal foregå i Templet i Jerusalem. Nej, der hvor vi møder Gud, det er i ham det nye Tempel. Det betyder altså, at en kristens dyrkelse af Gud ikke er bundet til nogle bestemte bygninger eller steder. Det er der imod bundet til Jesus. Her i ham møder vi Gud. Jesus er vores tempel vores mødested med Gud. Og nu siger Paulus så, at vi alle som er kristne vi er det nye Tempel, Gud er i færd med at bygge her på jorden. Derfor deler Helligånden ud af de åndelige gaver. For det nye Tempel, som Gud er i gang med at bygge, det bygges ikke af cement, beton og mursten. Nej, det bygges af mennesker, som Helligånden har rørt ved mennesker som er blevet fyldt af Helligånden og som er blevet redskaber for hans arbejde her på jorden. Så kan vi samle det hele i to punkter. For det første, så vil Jesus hjælpe os til at tilbede og dyrke Gud på den rigtige måde. Og samtidig vil han flytte vores fokus væk fra fysiske bygninger, steder og bestemte former. Vi skal tilbede i Ånd og sandhed, som han siger et andet sted. Ånd og sandhed kommer før bestemte steder og bestemte former. Og for det andet vil Jesus i dag have os til at forstå, at han er det nye Tempel det nye og sande mødested for Gud og mennesker. I ham samles alle tråde. I ham samles alle, der vil tilbede Gud i ånd og sandhed.
Og jeg har valgt salmerne i dag sådan, at de fortæller det her på hver deres måde som vi sang for lidt siden: Jeg ved, på hvem jeg bygger, jeg ved hvad fast består. Jeg ved hvad ej kan svinde, hvad aldrig vakle vil. Og som vi skal synge til sidste. Jeg vil findes her Kristus her i dig! Ikke i mig selv, så taber jeg. Din retfærdighed, som du gi r ved tro, er de eneste, der bygger bro. Kende dig, Jesus! Kende dig, det er det største, ja. Du er alt, du er fred, du er min retfærdighed! Ja, jeg elsker dig! I Kristus i Kristus alene det er her det hele samles. Her møder vi Gud her tilbeder vi Gud i ånd og sandhed. Og kan det udtrykkes bedre end i salmen: Alene Kristus er mit håb, han er mit sikre sejersråb. Min hjørnesten og tilflugtsborg, han er mit værn i frygt og sorg. et væld så dybt af kærlighed, hos ham alene har jeg fred. Han er min trøst, hvor end jeg går, her i hans kærlighed, jeg står. Synge den. Alene Kristus er mit håb. Det var det, jøderne havde glemt, og derfor græd Jesus. Og nu har vi hørt om det i dag, for at vi ikke skal glemme det. Alene Kristus er mit håb, hos ham alene har jeg fred.