Påskedag Det er påskemorgen, det er glædens dag vi samles i kirken for at markere kristendommens fødsel. For det er hvad der sker i de tidlige morgentimer kristendommen fødes ud af gravens mørke og tomhed. Ingen så det og ingen kan føre bevis for det, for Jesu opstandelse fra de døde må gribes på troens præmisser, i en stykkevis erkendelse. Han er ikke her, han er opstået. sådan lyder ordene for kvinderne ved graven den påskemorgen. De må tage englens ord for pålydende, for der er ikke andet at se end den tomme grav. Opstandelsen er en realitet, det er mere end ord også end engleord, det er virkelighed, lige der for øjnene kvinderne. Og fra det øjeblik er alt forandret. Intet er som det har været og verden vil fra da af aldrig mere blive den samme igen. Hvordan ville vi reagere hvis vi vågnede op en morgen, trak gardinerne fra og så ud på en verden der var fuldstændig forandret, hvor intet lignede sig selv, men hvor alt var badet i et nyt lys, havde nye farver og former, var smukkere end da vi havde lagt os til at sove aftenen før. Jeg tror vi ville blive lammede, måske ville vi også blive bange, trække gardinerne for igen og gemme os for alt det nye og så ville vi nok efter lidt tid forsøge at finde svar på hvad der dog var sket, udforske det og glæde os.
Sådan må vi forestille os, at det har været for kvinderne ved Jesu tomme grav påskemorgen. De møder en engel, der siger de få ord: Jesus er opstået fra de døde. Han går i forvejen for jer til Galilæa. Og så stikker kvinderne af fra stedet og fra gravens tomhed, for de er bange, alt det nye skræmmer dem. Selvom de måske nok havde hørt Jesu forudsigelse af hvad der skulle ske på tredjedagen var det en forestilling der lå så langt fra virkeligheden at kvinderne ikke har kunnet tænke, at det var muligt. Derfor må de også stikke af, lukke af, for at lade forandringen synke ind og troen skabe den nye forståelse i dem. Men senere møder kvinderne og disciplene den opstandne Jesus på forskellige måder og det nye tager sin begyndelse. Alt forandres den påskemorgen og den stykkevise erkendelse af hvem Gud er, får en ekstra dimension, som en brik i et puslespil der bliver lagt på plads. Den hævngerrige og voldsomme Gud vi møder i det gamle testamente, viser pludselig at magten er langt større og langt mere omfattende end vi kunne forvente det er magten over døden. Jeg forstår godt kvinderne blev bange, og også at de ikke turde fortælle om deres oplevelser til nogen. For hvad var det for en Gud, som de havde været vidne til det spørgsmål har de nok haft svært ved at besvare. Og det er jo stadig en gåde for os.
For et par uger siden, havde min kollega og jeg alle vores konfirmander med i biografen og se Ridley Scotts nye storfilm Exodus om israelitternes udvandring fra Egypten. En smuk film, men med et meget provokerende gudsbillede derfor er filmen også blevet forbudt i Israel. Gud bliver spillet af en dreng på en otte-ti år, der opfører sig både forkælet, uforudsigeligt og meget hævngerrigt. Det var heldigvis svært for konfirmanderne at forstå det gudsbillede. Men den gammeltestamentelige fremstilling af Gud som en voldsom og også hævngerrig magt finder vi mange steder i Bibelen. Efter at have set filmen med konfirmanderne, prøvede vi at finde frem til en forståelse af det gudsbillede, for det er jo ikke sådan en Gud, vi taler så meget om i den danske folkekirke. Den Gud vi bliver præsenteret for i det nye testamente er en kærlig Gud, der er ødsel med sin barmhjertighed og tilgivelse. Men hvori ligger sammenhængen mellem de to billeder, er det overhovedet den samme Gud? Det spørgsmål stillede jeg konfirmanderne, uden håb om at få noget svar. Men en af drengene rakte hånden op og sagde: Jeg tror det er den samme Gud, men mon ikke det gjorde noget ved Gud at blive far. Ja, måske gjorde noget ved Gud at blive far det gjorde hvert fald noget ved det kendte billede af Gud. Det fik flere dimensioner og flere nuancer, for han kom tættere på os.
Og når vi træder tæt på noget eller nogen, så ser vi mere flere detaljer og får måske en ny forståelse. Som med vores smukke lysinstallation bag alteret. Når dørene står åbne og man ser det ude fra vejen ligner det en mosaik hvor lyset udefra skinner igennem glas. Når man træder ind i kirken, opdager man at lyset kommer indefra og når man træder tættere på, ser man alle de små pærer og helt tæt, under lysinstallationen, oplever man hvordan kunstværket afgiver varme. Alle oplevelserne af lysinstallationen viser os noget forskelligt, selvom det er det samme værk. Måske kan vi bruge det som et billede på Gud og på hvad det er der sker med gudsbilledet i påske. Hvis vi kun betragter Gud meget langt væk fra så ser vi nok en del af ham, hans voldsomhed og magt, men det er ikke det hele eller sande billede, det er som med installationen, der snyder os til at tro, at lyset kommer udefra. Når vi drages tættere på, oplever vi at der gemmer sig noget andet bag det vi først fik øje på. Som med den gammeltestamentlige Gud der beskrives som hævngerrig og vred. Jo tættere han kommer på, jo flere nuancer får vi med. Gud kommer tæt på os, da han vælger at blive menneske og lade Jesus føde på jorden. Han viser os mere om hvem han er gennem Jesu liv. Men først i påske får vi lov til at komme helt tæt på og mærke den varme som Gud omkranser os med.
Af kærlighed til os lod han sin søn blive vores offerlam. Blodet fra ham, redder os, og gør os til et med Jesus. Derfor er vi nu en del af gudsbilledet, vi udgør, som de små pærer i lysinstallationen alle en lille del af det helheden som skabte i Guds billede og som bærer af hans kærlighed. Vi ser det når vi lader hinanden træde tæt på og vi bliver mindet om det, når vi i nadveren får Jesu legeme og blod og går fra kirken med velsignelsen. Når vi kommer helt tæt på installationen her i kirken, ser vi også er der er enkelte tomme huller, der mangler nogle pærer. Sådan kan vi også føle det når vi mister et menneske, eller vi selv står overfor døden. Der efterlades et tomrum. Men påskemorgen viser os, at vi stadig er en del af det hele billede selv efter døden. Vi falder ikke udenfor Guds kærlighed, vi bliver omsluttet af den, for Jesus er gået gennem døden og har brudt dens grænser ned. Han går i forvejen for jer til Galilæa der skal I se ham som han har sagt jer det sådan siger englen til kvinderne. Men de ord gælder også for os. Jesus er gået i forvejen for os. Han kæmpede mod døden og vandt den endelige sejr over den, for at vi skulle se Guds kærlighed og få del i den og der opleve det hele billede af Gud. Livet og døden er vilkår i vores menneskeliv og i vores verden. Men med Jesus opstandelse sker der noget afgørende nyt og det er ud af det at kristendommen fødes: For fra påskemorgen er kampen mellem livet og
døden slut. Og livet har vundet. Derfor synge hele verden af glæde på denne morgen. For han er gået i forvejen også for os. Han går til Galilæa tilbage til der hvor det hele begyndte. Der hvor han voksede op og der hvor han kaldte sine disciple, der hvor han blev døbt i Jordanfloden og mennesker begyndte at følge ham. Han går tilbage til udgangspunktet, for at møde sine disciple, ikke for at afslutte sin gerning, men for at vise dem og os den nye begyndelse, med et liv i hans nærhed, hvor evigheden allerede er brudt ind i tiden. Guds kærlighed er uudgrundelig, men vi er en del af den både i livet og døden. Glædelig påske Amen