Franken Franken består af regionerne Ober-, Unter og Mittelfranken, som samlet set udgør hele den nordvestlige del af Bayern. Det er et område, der først i 1805 blev en del af Bayern og som derfor har bevaret visse særegne træk, der blandt andet kommer til udtryk i en særlig ølkultur. Flere byer i Franken har en særlig plads i øllets geografi. For det første er der den gamle bispeby Bamberg i Mittelfranken, som er centralt placeret midt i verdens største koncentration af bryggerier. Mere end 100 bryggerier ligger placeret inden for en 30 kilometers radius af byen, og langt de fleste er små familieejede bryggerier. Bryggerierne brygger generelt set de samme øltyper, som brygges i Bayern, det vil sige märzen, pilsener, helles, bock og weissbier. Dog er det bayriske hvedeøl ikke helt så hyppigt på disse kanter. Som et særligt træk har mange af disse frankiske bryggerier specialiseret sig i ufiltrerede og upasteuriserede lagerøl. De kendes under forskellige navne, men de mest almindelige betegnelser er kellerbier og ungespundet bier. Byen Nürnberg er også beliggende i Franken, og også denne by har betydning i øllets univers, fordi den ligger centralt placeret i verdens største sammenhængende humledistrikt Hallertau/Hersbrücker. Siden renæssancen har der været afholdt humlemarked i byen, og i starten af det 20. århundrede regnedes markedet for at være verdens største. Desværre blev mange af de historiske lagerbygninger ødelagt under 2. verdenskrig. Byen har dog stadig betydning som administrativt center for et par af verdens største humleproducenter. Byen Kulmbach, der ligger i Oberfranken, er oprindelsessted for den frankiske Eisbock, der er en fyldig undergæret øl, der er blevet frosset ned, således at man har kunnet fjerne en del af øllets vandindhold. Dermed bliver øllet mere koncentreret i smagen og får desuden også en højere alkoholvolumen, da alkohol jo som bekendt ikke fryser. I øvrigt er det hidtil ældste bevis for brygning af øl i Tyskland fundet på en gravplads ikke langt fra Kulmbach. 98
ØLLETS REGIONER Thüringen Fra 1945 og frem til murens fald var Thüringen en del af DDR. Under kommunismen var produktion og økonomi styret centralt, og enkelte bryggerier kunne kun i begrænset omfang råde over egne ressourcer. Fx kunne man ikke foretage investeringer uden at rådføre sig centralt. Ikke desto mindre blev der brygget på livet løs i Thüringen. Den øltype, der primært forbindes med Thüringen, er schwartzbier. Det er en undergæret øl brygget på meget mørk malt. Havde Thüringen ikke befundet sig i det særlige økonomiske klima, var denne øltype ganske givet forsvundet, for den ville næppe have klaret sig imod de hårdt markedsførte lagerøl op gennem 1960erne. Men kombinationen af, at Thüringen altid har været lidt afskærmet fra udviklingen, og det faktum, at det blev en del af DDR, betød altså, at der ved murens fald stadig bryggedes schwartzbier på en række bryggerier omkring byen Bad Köstritz. Baggrunden for øllet som type er manglende motivation for at ændre gamle vaner. Hvor man i det meste af Europa arbejdede hen imod stadig lysere malt, var man i Thüringen stadig tilfreds med den meget mørke malt, der kom af, at man fortsat maltede med træ som brændsel helt op i vor tid. Oprindeligt var schwartzbier overgæret, men er på et tidspunkt skiftet over til undergær. Efter murens fald er en del af de oprindelige schwartzbierbryggerier lukket, mens andre er kommet til, og øltypen har et fast publikum både i og uden for Thüringen. I 1998 udbrød der en mindre ølkrig mellem byen Weissensee i Thüringen og delstaten Bayern, fordi man i byen havde fundet et manuskript fra 1434, der stort set var enslydende med det bayriske Reinheitsgebot fra 1516. Det var en torn i øjet på bayrerne, og krigen er sådan set ikke helt afgjort endnu. 99
Hamburg og Bremen Disse to byer nød allerede i den tidlige middelalder en særlig status i det tysk-romerske rige. Begge byer lå strategisk placeret ved udmundingen af store floder (henholdsvis Weser og Elben), hvorfra der kom en strøm af råvarer og forarbejdede handelsvarer. De to byer voksede sig rige og mægtige på denne handel og blev sammen med Lübeck regnet for de vigtigste Hansestæder i det 13. århundrede. I første omgang var det dog Hamburg, der kom til at spille den vigtigste rolle i øllets historie. Hamburg havde den fordel, at oplandet strakte sig langt op ad Elben, hvor nogle af de første humledistrikter findes. Bøhmiske kilder fra 1101 beretter, at lokal humle blev transporteret til det berømte forum humuli i Hamburg. Hvis markedet ligefrem har været berømt på det tidspunkt, må det have eksisteret i en del år før. Med andre ord må Hamburgborgerne have været nogle af de første nordvesteuropæere til at anvende humle i deres øl og dermed opnå den store fordel, at deres øl holdt sig bedre. I takt med, at handlen på Elben intensiveredes i løbet af det 12. århundrede, fik byen stadig større betydning. I år 1189 blev den af kejser Barbarossa tildelt særlige privilegier som fri by, og det gav den fornødne magtbasis til for alvor at opbygge et handelsimperium, som delvist tog udgangspunkt i handlen med øl. Købmændene fra Hamburg kunne sælge deres øl i Skandinavien, Baltikum, Nederlandene og England. Op igennem det 14. århundrede blev handlen så omfattende, at købmænd og bryggere i Nederlandene og England klagede deres nød til lokale fyrster og konger. De nederlandske købmænd begyndte dog snart selv at brygge øl med humle, hvorimod de engelske stædigt holdt fast i gamle traditioner og i flere tilfælde prøvede at få gennemført et egentligt forbud mod humleøllet. Men efterhånden som humlen blev taget i brug, også i England, mistede Hamburgøllet sin betydning, og handlen svandt ind. I området omkring Hamburg fastholdt man dog traditionen med at tilsætte store mængder humle i øllet, og selv da man gik over til at pasteurisere øllet, fortsatte man med at bruge relativt meget humle. 100
ØLLETS REGIONER Derfor er den nordtyske pils karakteriseret ved sin markante bitterhed. I 1870erne kom Bremen, som var en del af den nordtyske pilstradition og som også havde spillet en vis rolle som øleksporterende by, til at spille en central rolle i øllets historie. Byen lå som den naturlige udskibningshavn for meget af det øl, der blev brygget i det industrielle Ruhrdistrikt, og derfor udgjorde Bremen kernen i hele den nye eksportbølge af tysk øl i 1860erne og frem. Da driftige forretningsmænd samtidigt gik i gang med at bygge nye eksportbryggerier i Bremens havnekvarter, blev byen i 1880erne en af Nordeuropas største eksportører af øl. Dortmund at brygge undergærede øltyper. Hvor de bayriske bryggerier lå højt og i øvrigt kunne grave dybe kældre, som sikrede de lave temperaturer, måtte bryggerier i Ruhrområdet sætte deres lid til kolde vintre, hvor de kunne lagre blokke af is til forårets brygning. I 1877 opfandt Carl von Linde en kølemaskine, der gjorde det muligt at fryse is hele året. Dermed kunne man også i Ruhrområdet begynde at brygge lagerøl, og der gik ikke lang tid, før de første aktiebryggerier blev etableret. I Dortmund tog man udgangspunkt i det lyse lagerøl fra Plzen, da man skulle til at brygge lagerøl. Man endte dog på en øltype, der havde et højere maltindhold og i øvrigt var noget alkoholstærkere. Denne øl blev snart populær blandt arbejderne i området, og det skulle vise sig, at den sågar kunne eksporteres. I Tyskland blev den kendt under to navne, nemlig Dortmunder og Eksport, hvilket har holdt ved lige siden. Dortmund er placeret centralt i det tyske Ruhrdistrikt. Dette område er kendt som det tættest befolkede område ikke bare i Tyskland, men i hele Europa. I 1820erne oplevede Ruhrdistriktet en økonomisk vækst foranlediget af fund af kul, samt de nye tekniske muligheder for at industrialisere produktionen. Millioner af tyskere flyttede til distriktet for at få del i den nye industri, og de tidligere søvnige småbyer voksede pludseligt til kæmpebyer. Med sværindustrien fulgte snart alle de servicerende industrier, herunder bryggerier. Traditionelt havde Ruhrdistriktet været hjemsted for overgærede øltyper, og det fortsatte man med, selv om det bayriske lagerøl og senere den bøhmiske pilsner gjorde sin entre. Noget kunne tyde på, at man ikke kun blev holdt tilbage af traditioner, men også af det faktum, at geografien ikke rigtigt egnede sig til 101
Berlin Egentligt er der ikke meget i Berlins tidlige historie, der peger i retning af, at byen skulle blive en af verdens metropoler. Den væsentligste årsag til, at byen fik denne status, var, at Friederich I gjorde den til hovedstad i sit ekspansive preussiske rige i 1701. Preussen var ubetinget det militært stærkeste tyske kongerige, og det deltog i de utallige europæiske krige på lige fod med England, Rusland og Frankrig. Det, der gjorde Berlin stor, var dens rolle som administrativt center og ikke handelsby. Det havde den konsekvens, at Berlin ikke oplevede mange af de teknologiske og organisatoriske gennembrud, som især Bayern og det vestlige Tyskland oplevede fra år 1800 og frem. Derfor var berlinerøllet helt frem til 1870 ikke fulgt med udviklingen. Det har betydet, at selv i dag kan man i Berlin finde det såkaldte berliner weisse, som har direkte rødder tilbage til de tidligste nordeuropæiske øl. Egentligt har berliner weisse mere til fælles med belgiske witbier og sågar lambic, end det har med de tyske lagerøl. Berliner weisse brygges på en blanding af bygmalt og hvedemalt og overgæres med en blanding af gær og mælkesyrebakterier - en organisme der stort set forsvandt ud af brygningen med Pasteur og senere Emil Chr. Hansens arbejde med bakterier og gær. Men i Berlin holdt man altså fast ved denne type øl, der er karakteriseret ved sin temmelig kraftige syrlighed. Måske fordi det var i hovedstaden, så man stort på det bayriske Reinheitsgebot gældende for hele det tyske rige, da Bayern indtrådte i forbundet. Et andet brud med den gængse tyske tradition var og er, at man har tradition for at tilsætte 102
ØLLETS REGIONER frugtsafter til øllet for at kompensere for den syrlige smag. I 1870erne og sikkert også før det, var det kutyme at drikke berliner weisse af nogle ualmindeligt store glas, der mest af alt mindede om modernistiske blomstervaser. De var så store, at man almindeligvis brugte begge hænder, når man tog dem til munden. I 1920erne skiftede man stil, for da blev det almindeligt at servere berliner weisse i mindre pokalformede glas. Man begyndte desuden at servere dem tre ad gangen i form af såkaldte trafiklys, der bestod af berliner weisse med henholdsvis rød, gul og grøn frugtsaft. Köln det dog overvejende sandsynligt, at der er blevet brygget i byen siden 1. århundrede e.kr. Fra middelalderen har vi en mængde kilder til eksistensen af brygning i Köln. Byen var anderledes end andre lignende byer på den måde, at bystyret ikke kontrollerede selve brygningen, men derimod handlen med den særlig krydderblanding, som alle brugte i deres øl. Man måtte brygge, som man lystede, så længe man købte sin krydderblanding, kaldet gruit, på et autoriseret sted. Retten til kontrollen over gruiten har skiftet hænder mellem borgerne og bispen i Köln flere gange. Historien er, at da borgerne indså, at gruitens dage var talte på grund af den fremrykkende humle, solgte de retten til bispen for en alt for stor sum. Bispen brændte til sin store ærgrelse inde med sin rettighed, der stille og roligt blev værdiløs. Köln er kendt for sin kölsch, der er en unik overgæret, men koldlagret øl brygget på hvede- og bygmalt. Dette øl serveres på en ganske særlig måde på knejperne i byen. Man skænker øllet i små 20 cl glas, men til gengæld serverer man det stort set hele tiden, således at mange i realiteten drikker meget mere, end de ellers ville have gjort. Kölsch bryggerierne fik i 1997 deres øl navnebeskyttet i hele EU, så kun bryggerier i selve byen må kalde deres øl kölsch. Navnet bruges dog flittigt i både USA og Japan, hvor øltypen er meget populær. Köln er en af de ældste byer i Tyskland, og fra den stammer en af de ældste kilder om eksistensen af bryggerier. Byen blev grundlagt af romerne som grænseby ved Rhinen. På den anden side af floden lå germanernes udstrakte territorium. Når der ikke ligefrem var uroligheder og kampe, har der foregået en livlig handel. Romerske handelsfolk har rejst ind i germanernes område og udvekslet varer såsom pelse, huder, brugsgenstande og muligvis også øl. Vi ved, at germanerne forbød handelsfolk at bringe vin med sig som handelsvare, fordi germanerne mente, at det fordærvede krop og sjæl. Hvis det har været den almindelige opfattelse blandt germanerne, har det været øl og ikke vin, man handlede med. Hvilken vej handlen gik, vides ikke, men en sten fundet i byen Trier vidner om, at en eller flere romerske købmænd havde specialiseret sig i ølhandel. Selv om vi ikke har konkrete vidnesbyrd om brygning fra romersk tid i Köln, er 103
Nordrhein-Westfalen Ligesom lagerøllet havde svært ved at slå igennem i Ruhrdistriktet før opfindelsen af den kunstige kølemaskine, tog det ligeledes lang tid, før lagerøllet for alvor blev brygget i Nordrhein-Westfalen. Det var ofte mere af nød end af lyst, at man fortsatte med de oprindelige overgærede øltyper. I takt med, at det bayriske og bøhmiske lagerøl vandt terræn, blev det traditionelle øl i stigende grad kaldt altbier, lidt frit oversat gammeløl. Altså et levn fra fortiden. Heldigvis var der mange, der stadig holdt af deres overgærede klassiker, og den fik lov til leve videre i mindre omfang. Altbier har umiddelbart meget til fælles med kölsch, men det har som regel en lidt mørkere glød og en mere karamelbetonet smag. Der er store variationer imellem de forskellige slags altbier. Nogle er brygget på hårdt vand, andre blødt. Maltindholdet kan ligeledes være forskelligt. Man kender især øltypen fra bryggerier i Münster, Hannover, Königslutter am Elm og fremfor alt Düsseldorf. Ligesom kölsch er det moderne altbier overgæret og efterfølgende koldlagret, hvilket fjerner meget af kompleksiteten. 104
ØLLETS REGIONER De britiske øer Britisk brygning har periodevist været en stærk rival til den tyske i kampen om at være den mest betydningsfulde brygkultur. Det tidligste britiske fund af, hvad man antager har været øl, er fra North Mains beliggende i skotske Perthshire. Her har man fundet rester af en kornbaseret drik tilsat krydderurter dateret til ca. 1540 f.kr. Ellers har britisk brygning været meget præget af de utallige folkeslag, der skiftevis har indtaget øerne. Kelterne, som i øvrigt er ophavsmænd til tønden, kom omkring 500 f.kr., og deres arv ses blandt andet i den traditionelle anvendelse af mange forskellige størrelser træfade til de såkaldte cask-conditioned ales. Romerne indtog øen i 43 e.kr. og introducerede tavernen som koncept, hvilket med tiden udviklede sig til pubben. I 430erne begynder anglosakserne at dukke op, og vi king erne følger op omkring år 800 e.kr. Begge disse grupper, der stammer fra Nordtysk land og det sydlige Skandinavien, bidrager med en vældig tørst og et nærmest religiøst forhold til øl. Normannerne, der erobrede England i 1066, var de første til at indføre skatter og regler for brygning af øl. Så øllets historie i England og på de bri tiske øer i det hele taget er lang og kompleks. England er primært kendt for sit overgærede øl under den overordnede betegnelse ale, der er et oldgammelt ord i slægt med vores eget ord øl. Igennem tiderne er det skiftet, hvilken man foretrak blandt de forskellige ales, men de fleste typer lever stadig i et vist omfang takket være forbrugerorganisationen CAMRA. CAMRA opstod som modreaktion på lagerøllets voldsomme vækst i 1960erne og 1970erne, hvor englænderne i stor stil var begyndt at rejse udenlands og her blev introduceret til det lyse lagerøl. Som situationen er i dag, er lagerøllet dominerende på massemarkedet, men der findes en rig underskov af små traditionelle bryggerier, der holder fast i regionale øltyper og ølkulturer. 105
Burton-upon-Trent Få byer har som Burton-upon-Trent markeret sig i europæisk øl- og bryghistorie. Fra 1830erne og frem til 1880erne var byen unik, fordi her lå en række af de mest betydningsfulde bryggerier uden for London, ikke bare i Storbritannien, men i hele det britiske imperium. Burton-upon-Trent startede sin udvikling allerede i den tidligere middelalder, hvor munkene fra Burton Abbey opdagede, at vandet omkring byen var særligt velegnet til brygning. I Burton Abbeys jordebog fra det tidlige 12. århundrede står nævnt en Frawin Bracedorius (latin for brygger) på en liste over klostrets forpagtere, så det tyder på, at munkene allerede tidligt havde sat brygningen i system. I 1550erne nåede humlen til byen, og dermed åbnedes i princippet en mulighed for, at øllet kunne transporteres over afstande uden at blive ødelagt af vildgær m.m. Dengang var landskabet ufarbart, og det har været begrænset, hvor meget øl der er blevet sendt ud af byen. Allerede i 1660erne tyder det dog på, at pramme trak fade med øl ned af floden Trent til udskibningshavnen ved Hull, hvor det er blevet lastet over på større sejlskibe. En forfatter fra London skrev i 1712, at hans gåtur ved Vauxhall Gardens blev afsluttet med et herligt glas Burton Ale. Fra 1730erne begyndte man også at sælge til Preussen, Skandinavien og Østersøområdet. Denne handel var meget indbringende, da bryggerne kunne bytte øllet til tømmer, tjære og korn. Flere af Burtons bryggere drev ligefrem grossistvirksomhed ved siden af brygningen. Med Napoleonskrigene omkring år 1800 blev der sat en effektivt stopper for østersøhandlen, og den kom sig aldrig. Mange af Burtons bryggerier blev økonomisk tvunget i knæ og flere lukkede. I 1822 vendte udviklingen, da bryggeren Samual Allsopp introducerede øltypen india pale ale til byens bryggere. Han var af det østindiske kompagni blevet opfordret til at brygge et bud på øltypen, der ellers var monopoliseret af en Londonbrygger ved navn George Hodgson. Det skulle snart vise sig, at Burtonvandet var særligt velegnet til denne øltype, da dets indhold af mineralske salte gjorde det muligt at tilsætte endnu mere humle, uden at det ødelagde smagen. Dermed kunne Burtonbryggerne fremstille et øl, der holdt sig bedre på vej syd om Afrika og stadig være drikkeligt, når det nåede frem. Øllet blev en kæmpesucces, og i 1840erne eksporterede Burtons bryggerier årligt 20.000 fade india pale ale til Indien. Med den nye eksportsucces i hus begyndte bryggerierne i Burton at investere stort i brygteknologi. De var faktisk nogle af de første britiske bryggerier til for alvor at inddrage videnskaben til forbedring af deres brygmetoder. Det lykkedes i en sådan grad, at Burton blev en fast destination for alle seriøse bryggere i 1820erne og 1830erne. Både Gabriel Sedlmayr d. yngre, Anton Dreher og Carl Jacobsen besøgte byen. I 1880 aflurede videnskaben hemmeligheden bag Burtonbryggeriernes succes. Man blev bevidst om vandets usædvanlige karakter, og frem for alt udviklede man en metode til at efterligne vandet kunstigt; en proces man stadig kalder burtonisering. Burtonbryggerierne mistede dermed deres vigtigste konkurrencefordel og blev nu presset af bryggerier, der lå tættere på markederne. Samtidigt havde det kontinentale lagerøl for alvor fået vind i sejlene takket være Carl von Lindes kunstige kølemaskine, og ret hurtigt blev Burton hensat til udelukkende at sælge til hjemmemarkedet. 106
ØLLETS REGIONER 107
London London regnes i lighed med Burton for at være en af Englands store bryggerbyer. London er især kendt for øltypen porter. Porter stammer tilbage fra den tid, hvor man mæskede flere gange på den samme mængde malt. Typisk lavede man op til tre forskellige udtræk, hvoraf det første var af god styrke, mens det andet og tredje var noget tyndere. Priserne på øllet var selvsagt afhængig af øllets styrke, og derfor var det almindeligt, at fattigfolk drak det tynde øl, mens bedsteborgeren forsynede sig med det gode. I løbet af det 17. århundrede blev det skik blandt daglejere og dragere at bestille blandinger af både det gode og knapt så gode øl, alt afhængigt af deres pengemæssige formåen. Disse folk blev kaldt porters, og de kom til at lægge navn til øldrinken. I takt med, at det blev mere populært at bestille en porter, måtte pubejerne løbe rundt for at blande forskellige øl. Det blev efterhånden klart, at denne fremgangsmåde var højst upraktisk og tidskrævende. I 1722 fik bryggeren Ralph Harwood fra Bell Brewhouse i Shoreditch den idé at blande porteren på forhånd. Hans version af porteren blev umådeligt populær og snart efterlignet, så det i løbet af 1720erne blev normen at drikke porterne forblandet. Dermed opstod porteren som egentlig selvstændig øltype. I årtierne efter begyndte England sin industrialisering, og bryggerierne i London var faktisk nogle af de første til at anvende den nye teknologi i deres produktion. De anvendte dampmaskinen til at pumpe vand, løfte sække med malt og meget andet. Det betød en enorm kapacitetsforbedring, der førte til lavere priser, som igen førte til et øget forbrug. Mange af disse bryggerier eksisterer stadig af navn, men driver som regel ikke bryggerivirksomhed. I stedet er flere af dem gået over i drift af pubber, hoteller m.m. Der bliver dog stadig brygget i London. Faktisk er byen i dag hjemsted for ikke færre end 12 uafhængige bryggerier, der alle brygger et bredt sortiment af de såkaldte real ales, altså øl på tappet på fad eller flaske med levende gær. Dertil kommer, at mere end 290 pubber i Greater London serverer disse real ales, hvilket gør byen til det absolutte Mekka, hvad den slags øl angår. Der afholdes i øvrigt en stor årlig ølfestival i London i august. Hvert år valfarter omkring 45.000 entusiaster fra ind- og udland til ølfestivalen, hvilket gør den til verdens andenstørste efter oktoberfesten i München. 108
ØLLETS REGIONER Skotland skub i skotsk brygning, og snart dukkede skotsk øl op i London. Skotterne blandede sig også i den oversøiske handel. Et særligt træk ved skotsk ølkultur er den måde, hvorpå man klassificerer øltyperne. Hvor englænderne opdeler deres i henholdsvis mild, bitter, pale ale og barley wines, har skotterne tradition for at bruge en klassificering baseret på gamle afgiftssatser for fade af en vis størrelse. Hermed kommer den svageste ale til at hedde sixty shilling, også skrevet som 60/-, mens det stærkeste kaldes ninety shillings, skrevet 90/-. Man kan stadig se, at flere skotske ales har shillingbetegnelsen på etiketten eller på taphanen. Skotske ales kom ligesom de britiske under massivt pres fra det internationale lagerøl, men det lykkedes nogle skotske bryggerier at gå sammen og omstille sig rettidigt, så i dag er situationen den, at Storbritanniens eneste internationale bryggeri er baseret i Edinburgh og ikke i London. Som allerede nævnt, er det første bevis på eksistensen af øl i Storbritannien fundet i Skotland, så skotterne må siges at have en lang historie med øllet - væsentlig længere end whiskyen. Til trods for, at Skotland ligger nogenlunde på højde med Danmark, byder Skotland på nogle anderledes hårde livsbetingelser. Dels på grund af nærheden til Atlanterhavet og Nordsøen, der gør klimaet væsentligt mere fugtigt, dels fordi Skotlands undergrund, til forskel fra Danmark, består af granitfjelde og ikke blød moræne. Ikke desto mindre har Skotland altid være kendt for sin meget fine byg og havre, der tilsyneladende trives godt i landskabet. Især byggen regnes for noget af det bedste til maltning. Til gengæld gjorde det hårde skotske klima sig gældende i forhold til humle. Humleplanten klarer sig ikke godt i Skotland, og derfor har humle været noget, der skulle importeres, hvilket fordyrede brygningen væsentligt i ældre tid. Ude i højlandet holdt man derfor fast i traditionelle krydderurter såsom porse og lyng helt op i nyere tid. I byerne og mere velstående landdistrikter begyndte man at importere humle fra Sydengland og Flandern i det 17. århundrede, men man sparede stadig på det. Derfor er skotske ales generelt mere maltbetonede og mindre bitre end de engelske ales. I 1707 blev Skotland og England forenet i en union, og englænderne gav i den forbindelse de skotske whiskydestillatører og bryggere en vigtig konkurrencemæssig fordel. Hvor englænderne, waliserne og irerne var pålagt en rimelig hård beskatning på malt, blev skotterne fritaget. Det betød et vældigt 109
Belgien Belgien er om muligt et endnu mindre land end Danmark, og derfor kan det umiddelbart virke lidt overdrevet at opdele landet i ølregioner. Men faktisk er der åbenlyse forskelligheder i bryggeriernes valg af øltyper og traditioner internt i Belgien. Årsagen skal delvist findes i Belgiens særlige historie som det mere eller mindre frivillige midtpunkt i Europas historie. I den tidlige middelalder var Flandern, som dengang bestod af hele det nuværende Belgien og Holland samt den franske del af Flandern, både en magtfuld og velhavende del af Europa. Byer som Gent og Brügge var i mange henseender vigtigere og rigere end nogen anden by i Europa. I 1384 blev Flandern imidlertid forbundet med Burgunderne igennem et royalt ægteskab, og denne sammenkobling skulle vise sig at være ganske skæbnesvanger for Flandern. I 1482 arvede slægten Habsburg det burgundiske rige, herunder også Flandern. Habsburgerne var på den tid Europas absolut mest magtfulde slægt, eftersom de ikke alene leverede kejseren i det tysk-romerske rige, men også kongerne af både Østrig og Spanien. Derudover var de stærkt katolske og derfor forrest i kampen mod protestantismen. Mange borgere i Flandern var i løbet af det tidligere 16. århundrede begyndt at tilslutte sig den reformerte kirke, og det førte til, at habsburgeren Phillip d. 2 i 1568 sendte en hær til Flandern. Den berygtede militære kampagne blev starten på 80 års mere eller mindre konstant krig og ustabilitet, hvilket ikke blot førte til den stadig eksisterende opdeling imellem Nederlandene og Belgien, men også den interne opdeling i Belgien imellem det flamsktalende Flandern og det fransktalende Vallonien. Senere har Flandern været overrendt af den franske kejser Napoleon og sågar broderfolket fra Nederlanderne. Derudover skal man ikke glemme, at Flandern udgjorde den største slagmark under 1. verdenskrig, mens Vallonien blev hårdt ramt af kampene under 2. verdenskrig. Alt i alt har mindet om krig og ødelæggelse indtil for nylig været en del af den kollektive belgiske bevidsthed. Det har givet et folkefærd, der sætter stor pris på alt, der på en eller anden måde er stabilt og giver en fornemmelse af identitet. Her spiller øllet en central rolle, for der findes ikke noget sted i Europa, hvor øllet i den grad var regionaliseret, som det var i Belgien frem til 1960erne. En forståelse af belgiernes identitetsmæssige tilknytning til øllet kan måske illustreres ved det meget sejlivede rygte, der cirkulerede i Belgien lige efter 2. verdenskrig, at det var den tyske besættelsesmagt, der havde tvunget belgierne til at drikke lyst lagerøl - et angreb på den belgiske ølkultur! Det må siges at pege på, at belgierne havde øllet tæt på deres hjerte. Ikke desto mindre fortsatte belgierne i stor stil med at drikke lagerøl, og op igennem 1960erne kom den traditionelle ølkultur under stærkt pres. Modreaktionen bestod i, at man gjorde det eksisterende overgærede øl lysere i farven, mens man bibeholdt den høje alkoholvolumen. I slutningen af 1980erne begyndte heldigvis en ny trend, hvor belgiske bryggerier, drevet af øget udenlandsk interesse, fik øje på et enormt potentiale på det internationale marked. Adskillige nye bryggerier forsøgte sig og tog del i den internationale handel med øl, så Belgien i dag må regnes for et af de vigtigste øleksporterende lande. 110