En artikel fra KRITISK DEBAT Den globale opvarmning og EU Skrevet af: Niels I. Meyer Offentliggjort: 01. juni 2009 Baggrund Den globale opvarmning er kommet højt op på den politiske dagsorden. Næsten alle klimaeksperter er enige om, at den observerede globale opvarmning inden for den seneste snes år først og fremmest er menneskeskabt gennem det øgede udslip af drivhusgasser. Det forhindrer dog ikke, at en række kommercielle særinteresser stadig bruger penge på lobbyvirksomhed mod klimaindsatsen og sponsorerer udvalgte forskere, der mistænkeliggør de officielle klimamodeller fra FN's klimapanel (IPCC). Den dominerende menneskeskabte drivhusgas er CO2, som udledes ved afbrænding af fossile brændsler (kul, olie og naturgas). Andre drivhusgasser er metan, lattergas og nogle industrigasser. For enkelthedens skyld vil jeg i det følgende fokusere på udslippet af CO2. Der er en veldokumenteret sammenhæng mellem CO2-koncentrationen i atmosfæren og den globale temperatur. Nogle af skeptikerne henviser til, at der altid har været klimasvingninger med afvekslende istider og meget varme perioder. Derfor hævdes det, at man ikke kan være sikker på, om de naturlige svingninger eller de menneskeskabte udslip af CO2 er afgørende. En anden argumentation går på, at der synes at være en sammenhæng mellem variationer i solpletaktiviteten og variationer i klodens temperatur. Ud fra alternative forklaringer af den art argumenteres der så for, at det meste af den globale opvarmning er uden for menneskelig indflydelse, og at man derfor ikke skal ofre for store ressourcer på at modvirke denne udvikling. Endelig kan det nævnes, at det er lykkedes danskeren Bjørn Lomborg at opnå en del medieopmærksomhed for sit projekt Copenhagen Consensus, som benytter en cost-benefit metode til at prioritere mellem en række globale problemer, hvor den globale opvarmning kommer langt ned på listen. Derfor hævder Lomborg, at man roligt kan vente til efter 2050 med at ofre penge på at bekæmpe udslippet af CO2. Hvad angår de naturlige svingninger i klimaet og deres sammenhæng med CO2-koncentrationen i atmosfæren er de veldokumenterede for en periode på mere end en halv million år bl.a. gennem iskerneboringer i Grønland og Antarktis. Heraf fremgår det, at de tidshorisonter, der er på tale for de naturlige svingninger med skiftende varme og kolde perioder, er enormt meget længere end de udviklingstider, der er observeret for den aktuelle globale opvarmning. Så selvom de naturlige svingninger, som især kan henføres til små ændringer i jordens bane om solen og til små ændringer i jordaksens hældning på lang sigt kan få indflydelse på klimaet på jorden, kan de ikke forklare de hurtige temperaturændringer, som er observeret den seneste snes år. Sammenhængen med intensiteten i solpletterne har først i de seneste år fået et nogenlunde klart forslag til en fysisk model for effekten [1]. Denne model er dog ikke i god overensstemmelse med de målte temperaturvariationer i den sidste halve snes år. Den almindelige opfattelse blandt det store flertal af klimaeksperter i dag er, at solpletaktiviteten muligvis kan have en beskeden effekt på klodens temperatur, men at den observerede globale opvarmning helt dominerende skyldes den menneskeskabte drivhuseffekt. En række internationale og danske eksperter har dokumenteret, at den cost-benefit metode, der anvendes i Lomborgs Copenhagen Consensus, er ubrugelig til det anvendte formål. Metoden kan 1 / 5
kun anvendes til prioritering mellem veldefinerede opgaver med samme tidshorisont, samme målgruppe, samme sikkerhed i data og med hensyntagen til dynamiske tilbagekoblinger mellem de forskellige opgaver. Ingen af disse kriterier er opfyldt i analyserne i Copenhagen Consensus. Derfor er metoden ubrugelig. Lomborgs økonomiske argument for at udsætte indsatsen mod udslip af CO2 er lige så vildledende. Det fremgår af en officiel britisk regeringsrapport fra 2006 [2], at en hurtig indsats globalt set giver langt mindre omkostninger end en udsættelse af indsatsen. Desuden vil en yderligere forsinkelse af indsatsen give anledning til en fortsat ophobning af CO2 i atmosfæren, hvilket vil gøre det umuligt at undgå katastrofale konsekvenser af den globale opvarmning. Dette må være begrundelse nok for, at resten af denne artikel fokuserer på, hvad der kræves for at undgå katastrofale konsekvenser af den globale opvarmning, og specielt hvilken rolle EU spiller i den sammenhæng. Internationale forhandlinger De internationale forhandlinger har især drejet sig om at opnå enighed om faregrænserne for den globale opvarmning - og hvilke forpligtelser de enkelte lande skal påtage sig i den sammenhæng. Faregrænserne kobles ofte sammen med de såkaldte "tipping points", som vil give anledning til en kraftig og hurtig forøgelse af den globale opvarmning. En overskridelse af disse "tipping points" kan gøre det umuligt i praksis at begrænse den globale opvarmning. I 1800-tallet, før den industrielle udvikling for alvor kom i gang, var koncentrationen af CO2 i atmosfæren ca. 280 milliontedele ("parts per million", ppm). I dag er koncentrationen steget til ca. 387 ppm. FN's internationale klimapanel IPCC anbefaler, at man stabiliserer koncentrationen ved en øvre grænse på 450 ppm inden 2050. Det svarer nogenlunde til EU-kommissionens kriterium om ikke at overskride en global temperaturstigning på 2 grader. I 2009 er temperaturen steget med ca. 0,7 grader. Denne målsætning for stabiliseringen af CO2-koncentrationen i atmosfæren kræver, at det nuværende globale udslip skal reduceres med 60 til 80 % inden 2050. Det rejser et stærkt kontroversielt spørgsmål om, hvordan denne reduktion skal fordeles mellem de enkelte lande. Reduktionen vanskeliggøres desuden af det stigende befolkningstal, som forudses at komme til at ligge omkring 9 milliarder mennesker på kloden i 2050. Udviklingslandene med Kina og Indien i spidsen henviser med god ret til, at det er industrilandene, der har forårsaget problemerne. Derfor vil de ikke acceptere, at i-landenes udslip pr. indbygger fortsat skal ligge langt højere end deres. Det må primært være i-landene, der sørger for reduktionen af CO2-udslippet. U-landenes repræsentanter er fuldt opmærksomme på klimaproblemerne, men henviser til deres nationale ansvar for at skaffe deres befolkning en anstændig levestandard. I en opsigtsvækkende tale i New York i september 2007 [3] gav den tyske kansler Angela Merkel som den første internationale toppolitiker udtryk for en anerkendelse af u-landenes argumentation. Hendes forslag var, at man skulle tilstræbe samme udslipskvote pr. person for alle på kloden i 2050, og at u-landene skulle have ret til en vis forøgelse af deres udslip i første del af perioden frem til 2050. Ifølge Merkels beregning ville det medføre en årlig kvote på mellem 1 og 2 tons CO2 pr. person for de 9 milliarder mennesker i 2050. Desværre blev Merkel mobbet så meget af tysk industri efter sin hjemkomst fra USA, at man ikke siden har hørt hende gentage sit forslag fra New York. Den seneste rapport fra IPCC udkom i 2007, men siden er udviklingen gået langt hurtigere i den gale retning end forudset af IPCC. Det har fået klimaeksperten James Hansen fra NASA til at kræve en stabilisering af CO2-koncentrationen ved 375 ppm (i stedet for 450 ppm) før 2050, hvis vi skal 2 / 5
undgå at overskride de kritiske "tipping points". Hvis man tager James Hansens veldokumenterede analyse seriøst, vil den personlige årskvote i 2050 snarere være en 1 ton end 2 tons pr. person. James Hansens forslag vil også være i bedre overensstemmelse med det såkaldte "Forsigtighedsprincip". Baseret på ovenstående analyser vil mit udgangspunkt for de følgende afsnit være, at årsudslippet af CO2 bør bringes ned på 1 ton pr. person før 2050. Det indebærer, at de fleste industrilande skal reducere deres udslip med en faktor på ca. 10, mens USA skal klare en faktor 20. Kyoto-protokollen I 1997 lykkedes det efter svære forhandlinger ved FN's topmøde om klimaproblemerne i Kyoto (COP3) at nå frem til en tekst for industrilandenes forpligtelser til reduktion af CO2-udslippet inden 2012. Industrilandenes samlede reduktion i forhold til udslippet i 1990 skulle svare til 5 %, hvor EU påtog sig den største byrde på 8 %. Derefter fulgte USA med 7 % og Japan med 6 %. Disse forpligtelser kunne dog først træde i kraft, når de var ratificeret af lande, som tilsammen stod for 55 % af udslippet i 1990. Det lykkedes først at komme op på det krævede antal i 2005, da Rusland endelig besluttede sig til at ratificere. USA, Canada og Australien fulgte dog ikke trop. Alle med indsigt i klimaproblemerne erkendte, at Kyoto-protokollen kun var det første beskedne skridt til bekæmpelse af den globale opvarmning. Hvis protokollen ikke blev fulgt op af langt strengere forpligtelser efter 2012, ville man miste muligheden for at bremse den globale opvarmning. Hvad angår EU, må det skrives på organisationens positive regnskabsside, at det lykkedes at få enighed om en intern fordeling af reduktionsforpligtelserne i første kyotofase fra 2008-2012. De rige medlemslande påtog sig de største reduktioner (fx Tyskland og Danmark), mens flere af de fattige medlemslande (fx Portugal og Grækenland) fik lov til at forøge deres udslip. Desværre tyder alt på, at de færreste af medlemslandene ender med at leve op til deres forpligtelser gennem en ren national indsats. Flertallet vil klare en del af den nødvendige reduktion ved køb af overskudskvoter fra heldigt stillede lande - eller ved udnyttelse af såkaldte "fleksible mekanismer", som blev smuglet med ind i Kyoto-protokollen. Det gør en i forvejen udvandet protokol endnu mere udvandet, og det gavner bestemt ikke miljøet. Det bør tilføjes, at de 15 "gamle" medlemslande (EU15) ville være milevidt fra at opfylde reduktionsmålet, hvis de ikke havde fået hjælp gennem udvidelsen med de østeuropæiske medlemmer til dannelsen af EU27. "Hjælpen" har dog ikke været frivillig, men skyldes primært den store tilbagegang i de nye medlemslandes energiintensive industri. EU's rolle EU har i en årrække fungeret som drivkraft for en international klimaindsats ved at lægge pres på de øvrige industrilande og ved at udmelde officielle mål for EU's klimaindsats. I EU-kommissionens energipakke fra januar 2007 opstilles mål, som gælder for år 2020. De betegnes ofte som 20-20-20 målene: 20 % reduktion af CO2-udslippet i forhold til 1990, 20 % af energiforbruget dækket af vedvarende energi og 20 % forbedring af energieffektiviteten i 2020. EU har også været pioner med hensyn til at indføre bindende udslipskvoter for en væsentlig del af den energiintensive industri (inklusive el-selskaberne). Desværre er der en række problemer både i forbindelse med de fremlagte mål og i relation til EU's kvotesystem, som gør EU's rolle mere tvivlsom. Meget tyder på, at det kommer til at give store problemer at blive enige om detaljerne i den interne fordeling af forpligtelserne mellem 3 / 5
medlemslandene for den næste fase fra 2012 til 2020. En række lande er allerede i gang med at opfinde undskyldninger for, at netop de ikke kan klare så strenge krav bl.a. på grund af den finansielle krise. Selv et foregangsland som Tyskland slår sig nu i tøjret under presset fra tysk industri. Disse vanskeligheder har allerede skadet EU's rolle som international drivkraft på klimaområdet. Det næste problem er, at Kommissionens opstillede mål er for svage i forhold til den seneste udvikling af den globale opvarmning. De lever ikke op til de krav, som blandt andre James Hansen har fremlagt. Hverken med hensyn til reduktionernes størrelse eller hastigheden for deres indførelse. Hvad angår EU's industrielle kvotesystem har det langt fra levet op til formålet. Kvoterne har været for gavmilde, og samtidig har de forskellige industriselskaber fået foræret kvoterne gratis. Det mest kontante resultat af kvotesystemet har været, at en række virksomheder, og specielt el-selskaberne, har skovlet penge ind og opnået uhørt store profitter på grundlag af deres gratis kvoter. Samtidig har kvoteprisen været så lav, at den ikke har skabt det incitament til energibesparelser og indførelse af mere effektive energiteknologier, som var hele ideen med kvotesystemet. Baseret på disse erfaringer kunne man have forventet, at EU ville gennemføre en række stramninger af kvotesystemet for perioden efter 2012. Det kunne fx have inkluderet, at alle kvoterne skulle købes på auktion, og at de skulle strammes hurtigere op. Desværre er industriens lobbyvirksomhed i EU meget effektiv, og det er lykkedes virksomhederne at undgå, at alle kvoterne skal på auktion fra begyndelsen af perioden. Samtidig har finanskrisen medvirket til, at de fastlagte kvoter langt fra er stramme nok til at fremme den nødvendige teknologiske omstilling. Alt i alt er det lykkedes at udvande EU's kvotesystem så meget, at det heller ikke i næste fase efter 2012 ser ud til at få den nødvendige effekt på bekæmpelsen af den globale opvarmning. Baggrunden for denne uheldige udvikling kan søges i den reelle prioritering af modstående interesser i EU. Kommissionen prioriterer klart økonomisk vækst og frihandel højere end hensynet til de miljømæssige problemer. Det kan den gøre med nogenlunde god samvittighed med henvisning til reglerne for det indre marked i EU. Et nærliggende eksempel er direktivet fra 1996 om liberalisering af EU's el-marked. Her var resultatet, at el-selskabernes prioritering af miljøindsatsen blev stærkt reduceret - samtidig med, at de indkasserede kæmpeprofitter [4]. Endelig bør det nævnes, at EU har vedtaget at satse på en ny og uprøvet teknik, som risikerer at få negative konsekvenser for bekæmpelsen af den globale opvarmning. Metoden går ud på at suge CO2 ud af røgen fra el-værker baseret på kul og andre brændsler og deponere det indfangede CO2 i underjordiske lagre eller udtømte oliefelter. På engelsk kaldes metoden "Carbon Capture and Storage" (CCS). Det største problem er, at man risikerer, at el-selskaberne i EU får lov til at bygge nye kulkraftværker ved at love at udstyre dem med CCS-udstyr, når (hvis) det engang bliver færdigudviklet. Ingen ved i dag om udviklingen af CCS-systemet ender med at blive økonomisk og teknisk fornuftigt. Derfor bør det ikke tillades at bygge nye kulkraftværker, før CCS er kommercielt færdigudviklet, og derefter kun mod installering af dette system fra starten af et nyt værk. Konklusioner EU har på mange måder spillet sig rollen som international drivkraft for klimahensyn af hænde. Det skyldes ikke mindst manglende ambitioner, interne konflikter og et traktatfæstet system, der prioriterer konkurrencemarkedet højere end miljøhensyn. Denne sørgelige udvikling vil gøre det endnu sværere at opnå enighed om de nødvendige modtræk mod den globale opvarmning ved klimatopmødet i København i december i år. På den baggrund er det afgørende at få indført nye og mere effektive virkemidler end de nuværende 4 / 5
kvotesystemer i EU. Det understreges også af, at en række energiforbrugende sektorer som landbrug, service, transport og de private husholdninger ikke er med i EU's kvotesystem. Der er derfor god grund til at interessere sig for et nyt forslag om personlige CO2-kvoter, der skulle inkludere det fossile energiforbrug til opvarmning og el til private husholdninger, samt husholdningernes forbrug til benzin til private biler og til energiforbruget ved flyrejser. Analyser viser, at disse forbrugsområder vil omfatte fra 30 til 50 % af CO2-udslippet for typiske industrilande [5]. Foreløbig har dette forslag kun fået seriøs opmærksomhed i Storbritannien, men forhåbentlig vil en række andre industrilande og EU-kommissionen tage det op til hurtig og grundig overvejelse. Den oplagte fordel ved personlige CO2-kvoter er, at hvis systemet gennemføres på den rigtige måde, kan det motivere de enkelte borgere til en aktiv og effektiv indsats imod den globale opvarmning. Uden denne indsats er det svært at se, hvordan man i tide kan mobilisere industrilandene til en effektiv indsats. Et resterende kontroversielt emne er ønsket om fortsat økonomisk vækst i de rige lande. Som systemet er skruet sammen i de næste mange årtier, kan vi ikke på en endelig klode undgå at støde ind i problemet med grænser for vækst. Det blev dokumenteret allerede i rapporten "Grænser for vækst" fra 1972. Den gang forsøgte især de traditionelle økonomer at latterliggøre bogens resultater. I dag er der en voksende anerkendelse af det grundlæggende rigtige i rapportens konklusioner. Men der er lang vej tilbage, før denne erkendelse sætter sig reelle spor i de rige landes politiske strategier, inklusive prioriteringerne i EU. Det har jeg uddybet i min dialogbog fra 2008 [6], som beskriver kravene til et nyt makroøkonomisk system, som på én gang tilgodeser de økologiske grænser og et robust økonomisk system uden de nuværende spekulationsbølger. Bogen indeholder også et kapitel med argumenter for og imod den nuværende organisation af det europæiske samarbejde - og forslag til en alternativ form for samarbejde, som er mere demokratisk og bedre egnet til at løse de økologiske problemer. Hvis grænserne for økonomisk og materiel vækst i de rige lande ikke finder en snarlig solidarisk løsning på et demokratisk grundlag, vil det være så godt som umuligt at undgå klimamæssige katastrofer. Referencer [1] H. Svensmark, Astronomy & Geophysics, 48, No.1, side 18 ff, 2007. [2] Stern Review on the Economics of Climate Change, HM Treasury, UK Government, Cambridge University Press, 2006. [3] Angela Merkel: Speech in the Leaders' Dialogue on "The Economics of Climate Change", New York, September 25, 2007. [4] Frede Hvelplund og Niels I. Meyer: "Problematisk liberalisering af elektricitets-markedet i EU", rapport fra tænketanken NyAgenda, januar 2007. [5] Tina Fawcett, Frede Hvelplund and Niels I. Meyer: "Personal Carbon Allowances - With Focus on the Energy Systems in the UK and Denmark", Conference paper for "Energizing Markets", October 31, 2008 at Copenhagen Business School. Artiklen er oversat til russisk og offentliggjort i det russiske tidskrift Safety in the Technosphere, No.2, 2009, pp. 15-24. [6] Niels I. Meyer: "SAMTALER - på en anden måde", forlaget Tiderne Skifter, september 2008. 5 / 5