Håndboldtrænere om skader, skadeforebyggelse og skaderehabilitering af kvindelige håndboldspillere - Et kvalitativt studie baseret på seks interview.

Håndboldtrænere om skader, skadeforebyggelse og skaderehabilitering af kvindelige håndboldspillere - Et kvalitativt studie baseret på seks interview. The Handball Coach on Injury, Injury-prevention and Injury-rehabilitation of Female European Team Handball Players on an Elite- and Semielite-level: A Qualitative Study Based on Six Interviews. Professionsbachelor juni 2005 Udarbejdet af: Kirstine Bothe, 7.c Claudia Junge-Andersen, 7.c Vejleder: Lif Larsen, Fysioterapeut MSc. Dette projekt er udarbejdet af studerende på CVU Øresund, Fysioterapeutuddannelsen som et led i et uddannelsesforløb. Det foreligger urettet og ukommenteret fra skolens side og er således et udtryk for de studerendes egne synspunkter Dette projekt eller dele heraf må kun offentliggøres med de studerendes tilladelse, jvf. lov om ophavsret af 31.05.1961 1

Abstrakt Håndboldtrænere om skader, skadeforebyggelse og skaderehabilitering af kvindelige håndboldspillere på Liga og 2.divisionsniveau - et kvalitativt studie baseret på seks interview. Af Kirstine Bothe & Claudia Junge-Andersen Vejleder: Lif Larsen, fysioterapeut MSc. Fysioterapeutuddannelsen København CVU Øresund, professionsbachelor projekt juni 2005 Kontakt: Claudia Junge-Andersen, cjungea@hotmail.com Baggrund: Idrætsskader koster samfundet mange penge, som gennem forebyggelse og rehabilitering måske kunne spares. Megen forskning beskæftiger sig med epidemiologien bag skaderne og forebyggelsen af disse. Men viden omkring trænernes oplevelser og ressourcer omkring skader, forebyggelse og rehabilitering er begrænset. Fysioterapeuter med interesse for idræt vil have en fordel i at kende trænerens ståsted, da fysioterapeuten ofte samarbejder med træneren. Formål: at belyse seks håndboldtræneres udtalelser og erfaringer omkring skader, skadeforebyggelse og skaderehabilitering af kvindelige håndboldspillere på Liga- og 2. divisionsniveau, herunder samarbejdet med fysioterapeuter. Materiale og metode: Semistrukturerede, dybdegående enkeltinterview af seks trænere, to ligatrænere og fire 2.divisionstrænere, analyseret efter Giorgi s fænomenologiske model som præsenteret af Malterud. Resultat: Følgende kodegrupper fremkom under analysen: Træner, Fysioterapeut, Træning, Forebyggelse & rehabilitering og Skader. Flere trænere giver udtryk for at påtage sig ansvaret for forebyggelse og rehabilitering af skader. Alle trænere samarbejder, mere eller mindre, med fysioterapeuter eller fysioterapeutstuderende. I samråd med spilleren og/eller vejledt af fysioterapeuten, beslutter træneren om en spiller sidder over eller spiller. Trænerne definere skadet, som når spilleren har ondt eller ikke kan være fuldt med i træningen. Trænerne mener, at spillerne er klar igen efter en skade, når de ikke har ondt mere eller er testet klar. Konklusion: Alle trænere oplever, at det er svært ikke at gå på kompromis med skader, og at de prøver at undgå det, hvorfor de vægter fysioterapeuters ord højt. Trænernes klarmelding bygger på smertekriterier, og for nogle trænere også på en test, som enten de selv eller en fysioterapeut udfører. Perspektivering: Hvad indebærer en klar test? Og er smertekriteriet nok til, at vurdere om en spiller er klar til at spille. Det kunne være interessant, at spørge fysioterapeuter, hvilke kriterier de mener en spiller skal opfylde, for at være klar til træning og kamp efter en skade. Nøgleord: Træner, håndbold, skade, forebyggelse, rehabilitering. 2

Abstract Handball coaches about injuries, prevention and rehabilitation of female team handball players a qualitative study based on six interviews. By Kirstine Bothe & Claudia Junge-Andersen Supervisor: Lif Larsen, physiotherapist MSc. Copenhagen Faculty of Physiotherapy, CVU Øresund. Bachelor Degree in Physiotherapy, June 2005 Correspondence to: cjungea@hotmail.com Background: Sports injuries are a costly affair for society, a cost that perhaps could be reduced through prevention and rehabilitation. Research has been done on the epidemiology behind and the prevention of sports injuries. Knowledge of which experiences and resources the coaches have on injuries, prevention and rehabilitation are limited. Physiotherapists with an interest in sports could benefit from knowing the coaches point of view, since they often cooperate with the coaches. Objective: The purpose of this study is to illustrate six handball coaches statements and experiences with injuries, prevention and rehabilitation of female team handball players playing in the danish Liga or second division, and in addition to this the cooperation with physiotherapists. Participants and Method: Individual in-depth interviews were conducted with six coaches, two coaching teams in the Liga and four coaching second divisionteams. The analysis was based on Giorgi s model of phenomenology as presented by Malterud. Results: Following topics emerged: Coach, Physiotherapist, Training, Prevention & rehabilitation and Injuries. Several coaches express that they have the responsibility of prevention and rehabilitation of injuries. All coaches work more or less in association with physiotherapists and/or physiotherapy students. The coach decides in consultation with the player and/or guided by the physiotherapist whether or not the player is taking part in the practice/match. The coaches define a player as injured when pain is present or players cannot participate fully in a training session. The coaches believe that a player is ready after an injury when pain is absent or they have completed a test. Conclusions: All coaches experience that it is difficult not to compromise when it comes to injuries, even though they try to avoid it. Therefore they consider and appreciate the opinion of physiotherapists. To determine when a player is ready to play after an injury, the coaches base their decision on a criterion of pain, or on a test as some coaches do. The test is carried out by themselves or a physiotherapist. Perspective: What does a ready-test imply? Is a criterion as pain reliable when it comes to estimating whether a player is ready for a game or not? It could be interesting to know what physiotherapists think of this, and which criteria they see as satisfying when it comes to estimating a players ability to play. Keywords: Coach, Team Handball, Injury, Prevention, Rehabilitation. 3

ABSTRAKT... 2 ABSTRACT... 3 BAGGRUND... 5 FORMÅL... 8 FORSKNINGSSPØRGSMÅL... 8 DEFINITION AF NØGLEBEGREBER... 8 FORFORSTÅELSE... 9 TEORI... 10 METODE OG MATERIALE... 19 ANALYSEMETODE... 21 RESULTATER... 24 1: TRÆNER... 25 2: FYSIOTERAPEUT... 27 3: TRÆNING... 29 4: FOREBYGGELSE & REHABILITERING... 31 5: SKADER... 33 DISKUSSION... 37 KONKLUSION... 43 PERSPEKTIVERING... 44 REFERENCELISTE... 46 BILAG... 50 BILAG A: BIBLIOGRAFI:... 51 BILAG B: DHF S TRÆNERUDDANNELSENS OPBYGNING:... 56 BILAG C: BREV TIL RESPONDENTERNE:... 57 BILAG D: SAMTYKKE ERKLÆRINGER:... 59 BILAG E: INTERVIEWGUIDE:... 60 BILAG F: TRANSSKRIPTIONSRETNINGSLINIER:... 62 BILAG G: OVERSIGT OVER ANALYSE; TEMAER, KODEGRUPPER OG SUBGRUPPER:... 63 BILAG H: KODER:... 64 BILAG I: EKSEMPEL PÅ KONDENSERING:... 65 BILAG J: MATRICER OVER MENINGSBÆRENDE ENHEDER:... 68 BILAG K: LITTERATURSØGNING/ SØGESTRATEGI FOR PROJEKT:... 71 4

Baggrund Håndboldsporten er i rivende udvikling. Flere og flere lande tager sporten til sig, og konkurrencen bliver hårdere og hårdere, når det danske landshold møder andre nationer til EM, VM og OL. Danmark er en af de store håndboldnationer, hvilket formentlig hænger sammen med, at det var her i landet, sporten blev opfundet i 1898. I begyndelsen blev der spillet på græs om sommeren. Det var først fra 1950 erne, at indendørshåndbolden vandt frem, efterhånden som man fik bygget flere sportshaller. Kvindehåndbold lå i skyggen af herrehåndbold indtil 90 erne, hvor kvindelandsholdet med Ulrik Wilbek i spidsen startede en revolution for dansk kvindehåndbold. Mange husker specielt OL-finalen 1996 i Atlanta, hvor Anja Andersens nytænkende spil henrykkede næsten 1,7 millioner seere. Det danske folk var blevet grebet af håndboldfeberen, kvindehåndbolden blev opprioriteret, og spillerne og klubberne begyndte at blive professionelle. Dansk Håndbold Forbund (DHF) bestod i 2004 af 980 foreninger med 134.635 aktive medlemmer, fordelt på 25.997 kvinder, 25.899 mænd og 82.739 børn (www.dhf.dk medlemstal). Håndbold er den næststørste sport i Danmark i dag og bliver dyrket både på elite- og motionsplan. Den bedste danske række på seniorniveau blev i 1999 omdøbt til Ligaen, de næstbedste landsdækkende rækker kaldes 1., 2. og 3. division, og de resterende rækker herunder er inddelt i landsdele og hører under landdelsforbundene. Den danske kvindehåndboldliga er blandt verdens stærkeste. Alle ligaklubber har trænere og spillere på kontrakt og store sponsorindtægter, hvilket har tiltrukket mange udenlandske spillere. (Regeringen 2003, s. 21-24) Der er i dag massiv mediedækning af kampene i Ligaen og landsholdets kampe. Mediedækningen har gjort, at den høje skadeincidens i specielt kvindehåndbold er blevet sat i fokus. Statistikken over antallet af skadestuekontakter efter sportsulykker i Danmark viser, at håndbold i 2004 forårsagede 1947 henvendelser, som den anden højeste sportsgren efter fodbold, der havde forårsaget 5353 henvendelser (Statens Institut for Folkesundhed 2004). Skadestuestatistikken giver ikke det fulde billede af skadesomfanget, da ikke alle skader meldes på skadestuen. En anden opgørelse udført af Uffe Jørgensen, overlæge dr. med., viser samme tendens. Opgørelsen viser, at pr. 1000 timer spillet håndbold forekommer 8,3 skader, mens der i ishockey på 2. pladsen forekommer 4.7 skader og 4.1 skader i fodbold pr. 1000 timer (Nørup 2000). 5

Skadestueopgørelsen fra 2004 viser desuden, at 1318 ud af de 1947 skadestue-henvendelser vedrørte kvinder. Om kvinder kommer mere til skade end mænd ved at spille håndbold vides ikke præcist, men undersøgelser tyder på, at kvinder får flere af de alvorlige skader. Det er bevist, at kvindelige idrætsudøvere har en faktor 2 5 overhyppighed for at pådrage sig en forreste korsbåndsskade (ACL-skade) sammenlignet med mandlige idrætsudøvere (Myklebust et al. 1997; Myklebust et al. 1998; Wedderkopp et al. 1999; Engebretsen 2005). Idrætsskader koster samfundet mange penge, som gennem forebyggelse måske kunne spares. Sola K. Sørensen (2004, s. 1, 6) fra Morgenavisen Jyllands-Posten har indhentet oplysninger, der viser, at der årligt opereres ca. 14.000 danskere for skader på korsbånd eller menisk. Det vurderes, at 70 % af korsbånds- og 30 % af meniskoperationerne skyldes sport. En korsbåndsoperation koster 15.980 kr., oveni kommer sygedagpenge og genoptræning, der pr. patient er beregnet til 14.512 kr. Det giver en samlet pris på 67 mio. kr. for de korsbåndsoperationer, der er opstået ved sport. I DHF er man opmærksom på problematikken og har blandt andet iværksat en skadedatabase. Databasen er baseret på holdene i den danske kvindeliga. Holdene skal rapportere antallet af skader, hvor på kroppen den opstår, om det er en akut- eller overbelastningsskade og hvor længe spilleren er skadet. Målet med databasen på længere sigt er at kunne udvikle effektiv skadeforebyggelse. Men for at kunne forebygge skader skal man vide, hvilke skader der hyppigst opstår, udtaler Thomas Hahn, projektleder for skadedatabasen. Projektet startede i februar 2004, og de første resultater blev offentliggjort i januar 2005. De viser, at knæ- og ankelskader er de hyppigste, efterfulgt af ryg-, hofte/lyske- og skulderskader. (Graabek, 2005, s.54) I perioden 1990-1993 gennemførte Vejle Amt i samarbejde med diverse forbund og foreninger et idrætsskadeprojekt kaldet "Sport uden skader". Man kiggede på skader i forbindelse med badminton, håndbold og fodbold. Mere end 5000 idrætsudøvere, trænere og ledere fra 49 klubber var involveret, og resultatet viste bl.a. en 30% skadereduktion indenfor håndbold. Desuden viser erfaringer fra undersøgelsen at man i det forebyggende arbejde skal "så tæt på brugeren som muligt". Dette opnås bedst ved direkte kontakt til træneren i form af uddannelse og information. (Sundhedsstyrelsen 1999, s.1) En arbejdsgruppe blev efterfølgende etableret, og deres opgave var at udvikle en model af "Sport uden skader" til landsdækkende implementering. En evaluering viser, at modellen for implementering af Sport uden skader har været god, og at man på længere sigt 6

håber, at dette vil afspejles i en nedgang af skader i den nationale skadestatistik. (Sundhedsstyrelsen 1999). Desuden viser flere studier ligeledes, at forebyggelse kan reducere antallet af idrætsskader (Myklebust et al. 2003; Thacker et al. 2003; Parkkari et al. 2001; Olsen et al. 2004; Holm et al. 2004). I forbindelse med arbejdet som fysioterapeutstuderende i en håndboldklub, der deltager i et igangværende Ph.d.-forskningsprojekt, udsprang ideen til dette projekt. Ph.d. projektet på Institut for Idrætsmedicin, København, Bispebjerg Hospital med Mette K. Zebis i spidsen, søger at undersøge den neuromotoriske kontrol omkring knæleddet hos kvindelige eliteboldspillere og herunder beskrive, hvordan udvalgte potentielle risikofaktorer påvirkes af de implementerede træningsregimer. Det er et kvantitativt projekt, hvor materialet indeholder Liga og 2. divisions kvindelige håndboldspillere samt fodboldspillere på forskellige niveauer. Efter samtaler med Mette K. Zebis og diverse testpersoner, opstod en nysgerrighed omkring træneres rolle i forbindelse med skader, skadeforebyggelse og skaderehabilitering, samt et spørgsmål om hvorvidt trænere benytter sig af den viden, der forskningsmæssigt beviser evidens på det forebyggende område. For at spillerne kan få gavn af denne viden og træning, synes det væsentligt at trænerne også følger med i udviklingen, idet det ofte er dem der afgør, hvad der skal trænes, hvornår og hvorfor. Hovedparten af danske trænere er uddannet i DHF og Dansk Idræts Forbund. DHF har opdelt kurserne, så de er målrettet seniortrænere, ungdomstrænere (13-18 år) eller børnetrænere (5-12 år). Opbygningen af trænerkurser for seniortrænere kan ses på bilag B. I Danmark er der ingen krav om, at trænerne skal have en uddannelse for at måtte træne hverken på senior- eller ungdomsniveau, hvorimod der fx i Tyskland er krav om, at trænere skal have en trænerlicens. Undersøgelsen af trænernes udtalelser og erfaringer på området kan give fysioterapeuter med interesse for idræt en idé om, hvilke holdninger, ressourcer, oplevelser og erfaringer træneren har i forbindelse med skader, forebyggelse og rehabilitering, samt hvordan samarbejdet med fysioterapeuter fungerer. Projektets resultater vil kunne give fysioterapeuter et indblik i trænerens ståsted og synspunkter, således at samarbejdet på sigt kan optimeres. 7

Formål Formålet med dette projekt er at belyse seks håndboldtræneres erfaringer og udtalelser om skader, skadeforebyggelse og skaderehabilitering af kvindelige håndboldspillere på Liga- og 2. divisionsniveau og herunder belyse samarbejdet med fysioterapeuter. Forskningsspørgsmål I nedenstående betegnes trænerne som respondenter, og nøglebegreberne er understreget og beskrevet under afsnittet - Definition af nøglebegreber. - Hvilke udtalelser og erfaringer har respondenterne, hovedsageligt i forbindelse med skader, skadeforebyggelse og rehabilitering? - Hvilke samarbejdspartnere har respondenterne omkring holdet. Hvilken erfaring og udtalelser har respondenterne om samarbejdet? Ligeledes forsøges at belyse følgende underspørgsmål, der relaterer sig til hovedspørgsmålene: - Hvilken viden og udtalelser har respondenterne om forskellige former for træning, skademekanismer og ophelingstider? - Hvornår opfatter respondenterne en spiller som skadet og klar igen? - Hvad er respondenternes opfattelse af træneruddannelse? Definition af nøglebegreber Skader: Kropslig defekt forårsaget af stød, fald eller overbelastning. Skadeforebyggelse: kan være primær, sekundær og rehabilitering (tertiær). Med skadeforebyggelse menes den træning eller de tiltag, der er forebyggende for de skader, der typisk opstår inden for håndbold. Fx knæ-, ankel- og skulderskader. Det at træffe foranstaltninger som skal hindre, at der opstår skader i fremtiden. Se teori-afsnit. Skaderehabilitering: Skaderehabilitering ser vi som den (genop-)træning eller de tiltag en skadet spiller gennemgår for at blive skadefri. Samarbejspartnere: De personer, som træneren samarbejder med omkring holdet. Det kunne være læger, fysioterapeuter, sygeplejersker og andre. 8

Skademekanisme: Den måde kroppen påvirkes og reagerer på i skadeøjeblikket. Ophelingstid: Den tid det tager for kroppen selv at udbedre en skade, ved at skaden vokser sammen, og der dannes nye celler. Forforståelse Ifølge Malterud (2003, s.121) udspringer forskningsprojekter oftest af erfaringer gjort i praksis, som vækker nysgerrighed eller undren hos forskeren. Således har forskeren et kendskab til feltet der undersøges og kan være forudindtaget, hvilket må siges at være tilfældet i dette projekt. For at undgå at dette kendskab påvirker projektets design og resultater, tilkendegives forskernes forforståelse, så læseren kan gennemskue projektets validitet og gyldighed. Begge forskere har egne erfaringer med håndbold, både som spillere, trænere for ungdomshold og fra arbejde som fysioterapeutstuderende med forebyggelse og rehabilitering af skader hos håndboldspillere. Dette indgående kendskab til håndboldverdenen har medført følgende hypoteser, som har været nedskrevne før dataindsamlingen begyndte: De trænere, der har en uddannelse, gør sig flere tanker om/ har mere indsigt i forebyggelse og rehabilitering. Trænerne går på kompromis med skader. Trænernes dialog med spillerne omkring skader er mangelfuld. Trænernes viden om skademekanismer og ophelingstider er begrænset. Sundhedsgruppens omfang, inklusiv fysioterapeuten, afhænger indirekte af klubbens ressourcer. 9

Teori Forebyggelse hvad er det? Forebyggelse er en sundhedsrelateret aktivitet, der søger at forhindre opståen og udvikling af sygdomme, psykosociale problemer, skader eller ulykker og dermed fremme folkesundheden. (Sundhedsvæsenets Begrebsbase). Forebyggelse kan udvikles gennem en 4-trins model, kaldet sequence of prevention, der oprindeligt blev introduceret af van Mechelen i 1992 (Chalmers 2002). 1. Fastlæggelse af skadeproblemets omfang: incidens, sværhedsgrad og omkostning. 4. Vurdering af indsatsens effektivitet gennem en gentagelse af første trin. 2. Fastlæggelse af årsager og udløsende mekanismer. 3. Introduktion af forebyggende indsats på basis af trin 2. Fig. 1 er inspireret af Chalmers 2002 og Sundhedsstyrelsen 1999. Når skadeproblemet er identificeret i trin 1, overvejes årsagerne til skadernes opståen (trin 2). Årsager kan deles i risikoadfærd og risikofaktorer. Risikoadfærd er en opførsel/væremåde, hvor en person bevidst eller ubevidst øger risikoen for at blive udsat for en skade. Risikofaktorer er omstændigheder, der øger sandsynligheden for at få en skade (Sundhedsvæsenets Begrebsbase). Desuden fastlægges de mekanismer, der udløser skaderne. Fastlæggelsen af risikoadfærd, risikofaktorer og skademekanismer sker via forskning (Danneskiold-Samsøe et al. 2002). På trin 3 afprøves forskellige tiltag, på trin 4 evalueres, om tiltagene havde den tilsigtede effekt. Der sammenlignes med trin 1 for at se, om tiltagene nedsætter skadesincidensen (Parkkari et al., 2001). Målgruppen for forebyggelse kan være hele befolkningen, udvalgte grupper eller enkelte individer. Indikeret forebyggelse er målrettet individer med kendte risikofaktorer og risikoadfærd. Selektiv forebyggelse er målrettet befolkningsgrupper med kendte risikofaktorer og risikoadfærd. Universelforebyggelse er målrettet hele eller dele af befolkningen uanset om risikofaktorer og risikoadfærd er kendte eller ej. Tiltagene kan introduceres af enkelte sektorer 10

eller tværsektorielt på tværs af administrative sektorer og sundhedssektorer (Sundhedsvæsenets Begrebsbase). Ræsonnementet bag skadeforebyggelse er udover at bedre folkesundheden og den økonomiske besparelse, man kan opnå, hvis færre pådrager sig sygdomme, psykosociale problemer, skader eller ulykker. (Danneskiold-Samsøe et al. 2002) Forebyggelse består af primær-, sekundærforebyggelse og rehabilitering. I rehabilitering er indbefattet tertiær forebyggelse og generel sundhedsfremme. Det anbefales af Sundhedsvæsenets Begrebsbase at benytte ordet rehabilitering, da dette dækker begrebet bedre. Forebyggelse i relation til idræt Primær forebyggelse indbefatter tiltag i forbindelse med selve idrætsaktiviteten som for eksempel regelændringer, beskyttende udstyr, samt træningsvejledning. Sekundær forebyggelse indenfor idræt er tiltag, der bedrer bevægeapparatets evne til at tolerere de belastninger, det udsættes for. Det kunne være i form af træning af muskelstyrke/udholdenhed, fleksibilitet, kondition og koordination. Rehabiliteringen sker efter en skade og er en idrætsspecifik genoptræning, hvor det desuden tilsigtes at hindre tilbagefald eller forværring af skaden (Danneskiold-Samsøe et al. 2002). Hvilke risikofaktorer & risikoadfærd har betydning i sport? Risikofaktorer og risikoadfærd påvirker hinanden gensidigt. Derfor er årsagen til en skade multifaktoriel (Parkkari et al. 2001). I sport kan faktorerne deles i interne og eksterne risikofaktorer, som beskrevet af flere (Thacker et al.2003; Parkkari Interne faktorer: Køn Alder Fysisk bygning: højde vægt ledstabilitet ledmobilitet kropsfedt Fysisk træningstilstand: udholdenhed styrke hurtighed teknisk kunnen koordination smidighed muskeldysbalance malalignments fatigue Psykologiske faktorer: motivation selvopfattelse følelsesmæssig stabilitet risikovillighed personlighed stress coping Tidl. skade Eksterne faktorer: Idrætsrelaterede faktorer: idrætsgren træningsmængde og intensitet sportens natur/ arbejdskrav med- og modspilleres roller niveau (elite, motion) tidspunkt på sæson position på banen Omgivelser: underlagets tilstand belysning sikkerhedsforanstaltninger temperatur luftfugtighed tilskuere Udstyr: redskaber sikkerhedsudstyr andet udstyr (fx sko) Kampledelse/dommer: regler fortolkning af regler Træner træningsmetoder holdning til sportsdeltagelse holdning til skadeforebyggelse et al.2001; Sundhedsstyrelsen 1999. Se Fig.2, der er inspireret af ovenstående studier.) Ikke alle faktorer er videnskabeligt bevist, nogle er erfaringsbaserede. De interne faktorer er individuelle, Fig.2 11

personlige forhold som krop, psyke og helbred. De eksterne faktorer relaterer sig til selve idrætsgrenen eller omgivelserne. Denne opdeling anskueliggør forholdet mellem mennesket og dets omgivelser og bruges som en del af stress/kapacitet-modellen. I denne model bestemmes stressniveauet af de eksterne faktorer, mens en persons kapacitet afgøres af de interne faktorer og disses samspil. Samspillet skal være i balance, ellers er det ikke sikkert, at de individuelle faktorer kan modstå presset fra de eksterne faktorer. Denne balance kan opretholdes ved at indføre skadeforebyggende tiltag. Eksterne tiltag kunne være regelændringer, forbedring af omgivelser eller brug af sikkerhedsudstyr. Interne tiltag kunne være en personlig forbedring af fysisk træningstilstand. Tiltag kunne også være rettet mod begge dele på en gang. (Sundhedsstyrelsen 1999) Hvilke skademekanismer findes for knæ og ankler i håndbold? Skadedatabasen viser indtil videre, at der er opstået flest knæ- og ankelskader (Graabek, 2005). I det følgende afsnit forsøges redegjort for, hvornår og hvordan skaderne opstår i håndbold. Thacker et al. (2003) har i en oversigtsartikel om knæskader i forskellige sportsgrene oplistet de faktorer, man har fundet, kunne skyldes de mange knæskader blandt kvinder i forhold til mænd. Herunder kvinders øgede Q-vinkel, smallere intrakondylære notch, ACL s længde, ovulation, østrogen niveau, styrkeforholdet mellem m. quadriceps femoris og hasemusklerne m.fl. Desuden har kvinder en tendens til at udføre retningsskift og landinger i en mere oprejst stilling med knæ og hofter næsten ekstenderede. Olsen et al. (2004) refererer, at strækket på ACL er størst ml. 0-30º fleksion, og at m. quadriceps kan ses som en antagonist til ACL, hvorfor dette måske øger skaderisikoen. Thacker et al. (2003) beskriver, at non-kontakt skader primært opstår i 3 situationer; plant and cut movement 1, landinger med strakte knæ og rapid 1-step stops 2. Ved alle disse bevægelser strammes ACL ved ekstension og enten indad- eller udadroation af knæet. McLean et al. (2004) har undersøgt forskelle i biomekanik for underekstremiteten på mænd og kvinder, når de udførte retningsskift foran en forsvarsspiller. Deres resultater viser, at kvinder sammenlignet med mænd udfører retningsskift med mindre hofteflexion, abduktion og indadrotation. For knæet ses mindre flexion, indadrotation og øget valgusstilling samt øget bagfodspronation. Den øgede valgusstilling i knæet synes at være en risikofaktor for ACL-skader, 1 Denne bevægelse er en del af en finte og har til hensigt at snyde forsvarsspilleren, ved at angriberen laver en opbremsning efterfulgt af et retningsskift. 2 Hurtigt et-skridt stop. 12

der er relateret til øget hofteudadrotation og bagfods-pronation. Forfatternes bud på en skademekanisme er, at kvinders øgede hofte-udadrotation medfører øget valgus og pronation. Med øget udadrotation af ekstremiteten vil valgus-stresset blive mere følsomt over for mængden af hofte-rotation. De mener, at kvinder kompenserer for dette ved at kontrollere deres hofte-rotation mere fast. Når denne kontrol mindskes pga. fatigue (træthed) eller en uventet forstyrrelse, kan valgus-stresset stige til et niveau, hvor skader på ACL opstår. McLean et al. mener derfor, at disse variabler kan inkluderes som mål-områder i neuromuskulære træningsprogrammer. Forsøgspersonerne var aktive mænd og kvinder, dog ikke konkurrerende atleter. Olsen et el. har som beskrevet nedenfor, fundet lignende resultater, hvorfor McLean et al. s studie er overførbart til håndboldspillere. Mere specifikt på håndbold har Olsen et al. (2004) lavet en systematisk videoanalyse af 20 situationer, hvor ACL-skader opstod blandt kvindelige håndboldspillere. Resultatet var, at ACLskader hovedsageligt opstår i to situationer, begge når spillerne er i angreb og i besiddelse af bolden. 12 ud af 20 skader opstod i en plant-and-cut movement med knæet i valgus-stilling, samt som Thacker et al. refererer ud- eller indadrotation i knæet og knæet tæt på fuld ekstension. 4 ud af 20 skader opstod ved a 1-legged jump shot landing 3 i valgus-stilling og udadrotation i knæet. Samtidig med, at knæet også her tæt på fuld ekstension. De fleste skader opstod i non-kontakt og færre i indirekte-kontakt situationer. Indirekte-kontakt bestod i, at spillerne blev skubbet eller holdt fast et sted på torsoen. Den hyppigste ankelskademekanisme beskrives af Karlsson (2002) som værende samtidig indadrotation og plantarflexion. Det forreste ledbånd, ligamentum talo-fibulare anterior, skades ifølge Karlsson altid først, hvorefter skader på ligamentum calcaneofibulare i varierende omfang indtræffer. Selvom isolerede mediale ledbåndsskader forekommer, skades de laterale strukturer oftere. Hvilken skadeforebyggende træning for knæ og ankler er der effekt af? Man er stadig i tvivl om, hvilke skader der er de hyppigst forekommende i håndbold. Den samlede viden om skademekanismer og forebyggelse er vokset markant, men er stadig mangelfuld. Specielt i Norge har Myklebust et al. medvirket til en forøget evidensbaseret viden om, hvad der forårsager skaderne, samt hvilken form for træning, der bedst kan forebygge skader. 3 Et-bens afsæt, med skudafvikling mens spilleren er i luften, hvorefter der landes på et-ben. 13

Parkkari et al. (2001) konkluderer i deres oversigtsartikel, at kontrollerede studier indikerer, at det er muligt at forhindre sportsskader. De skriver, at det med den foreliggende viden om skadeprofiler og skademekanismer burde være muligt at undervise motions- og konkurrence-udøvere i de typiske sportsspecifikke skader og deres risikofaktorer. Desuden skriver forfatterne, at der ligger en udfordring hos træneren og sundhedsgruppen i forhold til at identificere de individer, der er tilbøjelige til at få skader og skræddersy deres træning og rehabiliteringsprogrammer, således at skaderisikoen minimeres. I forskellige forsøg har man forsøgt sig med træning, man mente kunne reducere de ovenfor beskrevne risikofaktorer. Myklebust et al. (2003) fandt i deres prospektive interventions studie, at kvindelige håndboldspillere via specifik neuromuskulær træning kunne forebygge ACL skader. Interventionen var et program, der varede 15 min. med 3 forskellige balanceøvelser med fokus på neuromuskulær kontrol og evnen til planting. Programmet bestod af 5 progradierende trin. Holm et al. (2004) brugte samme træningsprogram, hvor det undersøgtes, hvilken effekt den neuromuskulære træning havde på muskelstyrke, balance og proprioception. De fandt, at den dynamiske balance blev signifikant forbedret, og at denne bedring vedblev et år efter at træningen ophørte. Den statiske balance blev bedret men ikke signifikant, mens målingerne af muskelstyrke og proprioception ikke forbedredes. Wedderkopp et al. (2003) lavede en intervention på kvindelige ungdomshåndboldspillere, hvor man kombinerede funktionel styrketræning med træning på vippebræt. Tidligere forsøg har vist en effekt af denne kombination, men viser ikke hvilken komponent, der er den afgørende. Derfor var der en gruppe, der kun udførte funktionel styrketræning. Træningen foregik 1-3 gange om ugen alt efter, hvor meget holdene trænede. Vippebrætstræningen varede 15 min. Den funktionelle styrketræning bestod af 2 eller flere øvelser for alle større muskelgrupper for at sikre grundig opvarmning og træning. Gruppen, der kun udførte styretræning, havde en signifikant højere incidens af alvorligere skader. Interventionen blev gennemført med unge spillere, men kan formentlig også overføres på seniorspillere. I hvert fald de yngste af dem. I relation til hvad McLean et al. (2004) fandt omkring øget valgus-stilling hos kvindelige udøvere ved retningsskift overfor statisk forsvarsspiller, fandt Noyes et al. (2005) i deres kohorte studie af 365 kvindelige og 130 mandlige atleter mellem 11-19 år, at valgusstillingen i knæet kan mindskes 14

med neuromuskulær træning. Resultatet efter træning viser, at de kvindelige atleter øgede deres afstand mellem knæene og fik en mere neutral underekstremitets-stilling ved landing og afsæt. Myer et al. (2004) konkluderer i en oversigtsartikel, at der er evidens for, at neuromuskulær træning der selektivt kombinerer flere komponenter, ikke kun nedsætter de potentielle biomekaniske risikofaktorer for underekstremitetsskader men også sørger for en præstationsfremmende effekt. Det ser ud til, at en kombination af plyometrisk træning, styrketræning, corestability og hurtighed har en effekt på de kvindelige atleter. Myer et al. mener derfor, at man vil kunne give pubertetspiger en skadesfri sportskarriere med den rette træningskombination. Petersen et al.(2005) konkluderer i deres kontrollerede prospektive case kontrol studie af kvindelige håndboldspillere, at proprioceptiv og neuromuskulær træning er passende til at forebygge knæ- og ankelskader hos kvindelige håndboldspillere. Interventionen bestod af undervisning i skadesmekanismer, vippebrætsøvelser og hoppetræning. Alle skader blev registreret over en sæson, og man fandt at skadesincidensen var højest i kontrolgruppen. Forstuvede ankler var den hyppigst forekommende skade i begge grupper efterfulgt af knæskader. Karlsson (2002) har vurderet effekten af ydre ankelstøtter (semirigrid ortose eller air-cast -ortose) for at forhindre skader på de laterale ledbånd på foden. Effekten var størst blandt de, der tidligere havde haft en ankelskade. Derfor anbefales det at informere folk, der har pådraget sig en ankelskade, om at risikoen for nye forstuvninger kan mindskes gennem brug af en ortose. Thacker et al. (2003) konkluderer i en oversigtsartikel, at strukturerede træningsprogrammer, der lægger vægt på neuromuskulær og proprioceptiv træning, viser evidens for forebyggelse af knæskader. Men at fejl i design af studier og implementeringen har begrænset effektiviteten af studier på dette område. Organisationskultur & projektledelse Dette afsnit er pga. projektets omfang kun beskrevet kort og overordnet og med det formål senere i projektet at kunne belyse en mulig måde at implementere tiltag såsom struktureret forebyggelse i klubberne. 15

Regeringen skriver i en rapport fra 2003 at: Professionelle sportsklubber fungerer i dag på mange måder som virksomheder. De har bestyrelser med virksomhedsledere, millionomsætning, internationale netværk, har gjort deres indtog på alverdens børser mv. Herhjemme er det særligt inden for ishockey, håndbold, fodbold og cykling, at der er kommet mange penge i sporten. Klubberne er oftest vokset ud af foreningsverdenen, men ledes i stigende grad som virksomheder. (Regeringen 2003, s. 21-24) Tager man udgangspunkt i, at de danske håndboldklubber bliver ledet mere og mere som virksomheder, kan de beskrives ud fra erhvervslivets organisationsteorier. Der vil selvfølgelig være forskel på, hvordan en Liga og en 2.divisionsklub ledes, men overordnet kan teorierne benyttes på hvilken som helst organisation, virksomhed og klub/forening. I enhver virksomhed findes en kultur, en organisationskultur. Nedenfor er det forsøgt at beskrive, hvad organisationskultur er, og hvordan man kan implementere forandringer i en virksomhed gennem projektledelse. Hvad er organisationskultur? For medlemmer af en organisation ses kultur som en fælles referenceramme, forståelse og fortolkning af dagligdagens fænomener. Kulturen er udviklet historisk, således at medlemmerne kan håndtere interne og eksterne problemer. (Sørensen & Pedersen 1994, s. 18). Interne problemer kan være at sikre organisationens overlevelse og tilpasning ved gruppers evne til at fungere som en gruppe, og det at kunne tilpasse og integrere interne processer. Eksterne problemer beskæftiger sig med organisationens tilpasning til og overlevelse i et eksternt miljø (Sørensen & Pedersen 1994, s. 17). En organisationskultur defineres blandt andet af organisationens selvopfattelse i forhold til omgivelserne, organisationens historie og teknologier m.v., betydningen af strukturerne (eksempelvis organisationsdiagrammet), hvad der opfattes som korrekt opførsel, hvad der er sandt eller falsk, hvordan man relaterer til hinanden, og hvem der bestemmer hvad (Sørensen, O.H. 2004, s. 18 & Boddy 1992 s. 33). Desuden findes der ofte subkulturer, hvilket beskrives som en kultur i kulturen, der relaterer sig til en gruppe af mennesker med fælles værdier, meninger, genstande mv. Kulturen gør organisationen svær at forandre, fordi det er svært at diktere folks meninger og forståelser (Sørensen, O.H. 2004, s. 7). 16

Hvis man ønsker at afdække et problem i en organisation, kan det være godt at lave en analyse af organisationskulturen, fordi man derved har lettere ved at tage højde for organisationens kulturelle forhold og bruge dette som en integreret del af planlægnings- og gennemførelsesprocessen. En forandring i en virksomhed vil ofte medføre en påvirkning af organisationskulturen (Boddy 1992, s. 38). Kulturer udvikles i en kompleks dynamik, og det kan derfor være svært at styre og forudsige, hvor og med hvad en forandring ender. Specielt fordi individer ofte er under indflydelse af flere forskellige kulturer, og hvert individ har sin kultursammensætning. Kulturerne kunne være den omgivende samfundskultur, organisations-, fag- eller subkultur. På baggrund af dette kan en forandring medføre forskellige effekter på individernes værdier og antagelser, hvorfor forandringen bør baseres på åben dialog om værdier, principper og holdninger (Sørensen, O.H. 2004). Ifølge Schein (1994, s. 343) kan ledelse forekomme alle steder i organisationen og ikke kun ved fx ejeren eller den administrerende direktør. Han beskriver ledelse som værende holdningen og motivationen til at undersøge og lede kultur. Desuden skriver han, at det er sværere for personer længere nede i organisationen at nå målet med forandringen, men at det ikke er umuligt. Har man en idé til en forandring, kan processen ledes/gennemføres som projektledelse og en person, der står for implementeringen af forandringen, kan betegnes som projektleder. Projektlederen er ofte med til at skabe motivationen for forandringen, at skabe visionen for forandringen, at etablere politisk opbakning til forandringen, at lede selve processen og at opretholde fremdriften. Hvis projektlederen kan organisere en kulturanalyseproces og kan organisere diskussioner og debatter, der afdækker værdier, holdninger, symboler mv., kan dette i mange tilfælde være tilstrækkeligt i konkrete forandringsprocesser (Sørensen, O.H. 2004, s.18) Projekters mål er at ændre et eller flere elementer af den organisatoriske kontekst i forventning om, at det vil motivere folk til at arbejde på måder, der støtter projektets mål. Forandring af hvilket som helst projekt er en evolutionær proces, der finder sted inden for organisationens historiske og nutidige kontekst. Forandrer man et element på ét plan vil dette have en effekt på dette og andre planer, men det er svært at forudsige hvilken. Disse effekter kan være utilsigtede, men kan alligevel 17

have signifikante implikationer for projektet. Derfor er det ikke sikkert, at folk ser sig selv i en sammenhængende kontekst, der motiverer dem til at arbejde mod succes for projektet/forandringen. Det er projektlederens opgave at oprette denne kontekst. (Boddy 1992, s.34-39) Projektlederen skal ifølge Boddy (1992, s. 90-2) arbejde i 4 retninger (se fig. 3, inspireret af Boddy 1992, s. 90, fig.6.6). De skal kunne lede teamet (TEAM) af folk, der skal hjælpe med at få projektet implementeret. De skal kunne lede på tværs (ACROSS), dvs. samarbejde med andre afdelinger af egen organisation eller andre organisationer (fx sponsorer, leverandører). De skal kunne lede medarbejderne (STAFF) og sikre deres engagement, som til slut er dem og det succes en afhænger af, og de skal kunne lede og ofte undervise deres overordnede (UP) i, hvad Managing the TEAM dette projekt kan opnå og hvilke mål, der er realistiske at opnå. Managing UP PROJEKT -LEDER Managing the STAFF Managing ACROSS Fig. 3. 3 Projektlederen kan i en forandringsproces benytte sig af forskellige værktøjer til at skabe organisatoriske og personlige læreprocesser. Der findes mange modeller og typer af forandring og forandringsledelse. Disse modeller og typer har ofte fællestræk, som vist i figur 4 nedenfor. (Fig. 4, Sørensen, O.H. 2004, fig. s. 17) En person udefra vil måske bedre kunne opfange virksomhedens kulturelle særkender, hvorfor det for en projektleder kan være hensigtsmæssigt at benytte eksterne konsulenter. En ekstern konsulent bidrager ofte kun med hjælp til processen og det at undres over ting, som for medlemmer af organisationen er en selvfølge. Det er organisationens medlemmer, der selv er eksperter i deres egen organisation. (Schein 1994, Sørensen, O.H. 2004 og Boddy 1992). 18

Metode og Materiale Metodevalg Vi har valgt et kvalitativt interviewstudie som design, idet formålet med studiet er, at beskrive og forstå trænernes udtalelser, erfaringer og oplevelser med forebyggelse og rehabilitering. Den kvalitative metode herunder dette design er ifølge Malterud og Kvale velegnet til at beskrive og forstå fænomener, bl.a. menneskers tanker, erfaringer, oplevelser og selvforståelse (Malterud 2004, s.31; Kvale 2000, s.40-6). Vi har valgt at lave semistrukturerede interviews for at have løse rammer for samtalens indhold men alligevel kunne få besvaret vores forskningshypoteser (Kvale 2000, s.129; Hovmand & Præstegaard 2002, s.47-48). Projektet er baseret på seks individuelle dybdegående interview. Det blev på baggrund af vejledning og en kombination af vores manglende erfaring med interview- og analysemetode, samt af tidsmæssige årsager, besluttet at lave maksimum seks interview. Valg af respondent Projektet omhandler håndboldtrænere, der træner kvindelige udøvere på Liga- og 2. divisionsniveau. Et materiale med mulighed for bredde og dybde for at belyse formålet tilstrækkeligt blev foretrukket. Respondenterne, tolv ligatrænere og elleve 2. divisionstrænerne fra en pulje fra 2.division, blev kontaktet via brev eller e-mail. En træner fra 2. division blev ekskluderet, da én af forskerne arbejder for denne klub. I brevet forklaredes kort projektets formål, hvem forskerne er og praktiske oplysninger (bilag C). Interviewguide og pilotinterview Interviewguiden blev udarbejdet på baggrund af vores forforståelse, forskningsspørgsmål, samt samtaler med vores inspirationskilder. Interviewguiden indeholder hovedtemaer med dertil hørende underspørgsmål (bilag E). Det tekniske udstyr og interviewguiden blev afprøvet på den træner, der blev ekskluderet, da han var repræsentativ for respondent-gruppen. Det var den forsker, der ikke kendte træneren, der var hovedinterviewer i pilotinterviewet. Erfaringen fra pilotinterviewet var god, hvorfor interviewguiden ikke blev ændret nævneværdigt. 19

Rammer for interview Tid og sted for interviewene var bestemt af respondenterne, hvorfor der var stor forskel på, hvor og hvornår interviewene foregik. Respondenterne ønskede henholdsvis at blive interviewet i en hal, på en restaurant, i et lærerværelse på en skole, i et cafeteria og to privat. På baggrund af uerfarenhed som interviewere, valgtes at bytte roller på skift som henholdsvis hovedinterviewer og observatør. Hovedinterviewer havde den primære kontakt med respondenten, mens observatøren sad med interviewguiden og sikrede, at alle emner blev belyst fyldestgørende, noterede respondentens kropssprog og relevante ting i konteksten samt styrede optageudstyr og tiden. Efter hvert interview opsummerede vi kort forløbet og noterede relevante ting, der ikke optrådte på optagelsen, eksempelvis non-verbal kommunikation. Interviewene blev efter respondenternes samtykke optaget på ipod med audio ekstraudstyr. Etiske overvejelser Kvale (2000, s.115-23) beskriver 3 retningslinier for humanistisk forskning: Informeret samtykke, fortrolighed og konsekvenser. Dette forsøgtes imødekommet ved, at respondenter, pilotinterview person og inspirationskilder underskrev en informeret samtykkeerklæring (Bilag D). Rettigheder, anonymitet og vores tavshedspligt blev mundtligt og skriftligt gennemgået før interviewets start. Af hensyn til respondenternes anonymitet valgtes det ikke at vedlægge et respondentskema eller at beskrive deres uddannelser i detaljer. Vi oplevede ingen negative konsekvenser for respondenterne, fx i form af følelsesmæssig påvirkning. Til gengæld gav de fleste udtryk for at de synes det var interessant at reflektere over skader, forebyggelse og rehabilitering. Inspirationskilder Mette K. Zebis, cand.scient., ph.d-studerende var inspirationskilde til ideen til projektet. For at samle viden og få inspiration til udarbejdelsen af interviewguiden og generelt til projektet blev uddannelseskonsulent i DHF, Ulrik Jørgensen kontaktet for at få mere information om træneruddannelserne indenfor DHF regi og Jesper Bencke cand.scient.,ph.d. der har trænererfaring på både Liga- og 2. divisionsniveau. Det valgtes også at kontakte spillere fra Ligaen og 2. division 20

for at få information om, hvad de fandt relevant omkring trænerrollen og træningen generelt. Det var bevidst valgt ikke at tale med spillere fra de klubber, hvor respondenterne var tilknyttede for ikke at skabe splid. Desuden valgtes det ikke at tale med personer fra sundhedsgruppen i klubberne. Efter dataindsamling blev Lone Friis Thing, seniorforsker i humanistisk samfundsvidenskabligt idrætsstudie og ph.d. i sociologi mv. og Niels Erichsen, formand for Fagforum for Idrætsfysioterapi (FFI) kontaktet i forbindelse med resultatdiskussionen og med henblik på råd og vejledning. Litteratur Omkring emnerne skader, skadeforebyggelse og rehabilitering blev fundet meget materiale (Se bilag K, for litteratursøgning og søgestrategi). Der blev ikke fundet materiale, der bygger på trænerens udtalelser og erfaringer med skader, skadeforebyggelse og rehabilitering. Meget materiale indbefattede andre sportsgrene, såsom fodbold og basketball, hvorfor en sortering og vurdering af flere artikler var nødvendig. Artiklerne blev vurderet udfra Jamtvedt, G. et al. s (2003 s.148-172) tjeklister for kritisk vurdering af RCT, kohorte, case control, kvalitative, oversigtsartikler. Referencer er udarbejdet efter Harvard referencesystemet. Analysemetode Analysen tog udgangspunkt i Malterud s beskrivelse af Giorgi s fænomenologiske analysemodel. Nedenfor ses et flowsheet over projektets forløb. 21

Februar: Indkredsning af emne/formål Indledende litteratur søgning. Udkast til Interview-guide. Marts: Brev/e-mail til 23 trænere Inspirationskilder Færdig interviewguide Pilot-interview April: Uge 14: Interview m. respondent grøn, blå og rød. Uge 16: Interview m. respondent gul. Uge 17: Interview m. respondent sort. Transskription umiddelbart efter hvert interview. Analyse: trin 1: At danne sig et helhedsindtryk, trin 2: At identificere meningsbærende enheder Maj & Juni: Uge 18: Interview m. respondent grå, transskription umiddelbart efter, trin 1: At danne sig et helhedsindtryk. Inspirationskilder, Litteratursøgning Analyse:, trin 2: At identificere meningsbærende enheder trin 3: At abstrahere/kondensere indholdet, trin 4: At sammenfatte betydningen. Transskription: Transskriberet materiale er kun et afgrænset billede af interviewet og er kun en indirekte præsentation af virkeligheden som den foregik, hvorfor der ifølge Kvale (2000, s.163,166) vil ske en fordrejning/fortolkning af den aktuelle hændelse. Ifølge Malterud (2003, s.79) kan en fast procedure styrke pålideligheden, hvis den er beskrevet. Der blev udarbejdet retningslinier for transskription (se bilag F). Audiooptagelserne blev transskriberet efter Slightly Modified Verbatim Mode. Det er søgt at sikre den interne validitet (Malterud 2003, s.79) ved at hovedinterviewer transskriberede datamaterialet så hurtigt som muligt efter interviewet. Herefter læste observatøren det skriftlige produkt igennem, samtidig med at audiooptagelsen blev hørt for at rette eventuelle fejl eller mangler. Datamaterialet omfattede seks interview på mellem 20 min. 65 min. Transskriberet fyldte det i alt 2936 linier svarende til 95 A4 sider. Analyse: Systematisk tekstkondensering, der er inspireret af Georgi s fænomenologiske analyse er velegnet som deskriptiv tværgående analyse af data, der er indsamlet fra flere respondenter, hvorfor denne er brugt. Analysen foregik ud fra 4 trin (Malterud 2003, s. 99-100): 22

1: At danne sig et helhedsindtryk (og finde temaer). 2: At identificere meningsbærende enheder (og dannelse af koder). 3: At abstrahere/kondensere indholdet (og danne subgrupper). 4: At sammenfatte betydningen (rekontekstualisere og evt. udvikle nye begreber.) Trin 1: Tematisering Al teksten gennemlæstes. Imens det forsøgtes i fugleperspektiv at se på datamaterialet uden at inddrage forforståelsen. Helheden er vigtigere end små detaljer, og det forsøgtes intuitivt at finde 4-8 temaer (Malterud 2003, s.100). For at få et mere nuanceret syn og få flere vinkler på datamaterialet kan triangulering indføres. Observatørtriangulering er, når personer med forskellig baggrund deltager i indsamling og analyse (Malterud 2003, s.189). Vi forsøgte at undgå indforståethed, idet vi som forskere har samme baggrund, ved at vi hver for sig læste materialet igennem og fandt temaer. Efter indbyrdes diskussion fremkom følgende 8 temaer: Kultur Ressourcer - Samarbejdspartnere Skader Spillere Træner - Træning - Uddannelse. Da der var mere end en måned imellem første og sidste interview, valgtes det at gå i gang med analysen efter de første tre interview, for at spare tid. De efterfølgende interview blev inddraget i analysen efterhånden, som de blev transskriberet, hvor der blev startet forfra med trin 1. Trin 2: Kodning På dette trin valgtes det at fravige fra Malteruds modificerede metode, ved at gøre som Giorgi oprindelig foreslog: at opdele hele teksten i meningsbærende enheder (Malterud 2003, s.102). Der fremkom 99 koder (se bilag H). Koderne blev sorteret efter indbyrdes sammenhæng og endte opdelt i seks kodegrupper: Træner Samarbejdspartnere Træning Kultur - Spillere - Skader. Herefter ledtes efter meningsbærende enheder i datamaterialet. Disse meningsbærende enheder blev sorteret under hver kodegruppe, hvor nogen dobbeltkodning fremkom. På dette trin af analysen gør Malterud (2003, s.103) opmærksom på, at det er vigtigt, at man arbejder fleksibelt, så der er plads 23

til justeringer, hvis man finder, at nogle koder, ikke passer ind. Under processen kom vi frem til, at de seks kodegrupper ikke var repræsentative for datamaterialet og ændrede kodegrupperne til: Træner Fysioterapeut Træning - Forebyggelse & rehabilitering - Skader. Trin 3: Meningskondensering På dette trin bearbejdedes hver kodegruppe for sig. Under hver kodegruppe fandtes emner der blev inddelt i subgrupper (se bilag G). Herefter ansås subgrupperne som analyseenhederne og materialet blev kondenseret til kunstige citater. Først for hver enkelt respondent og efterfølgende til en samlet kondensering (se bilag I). Datamaterialet blev kategoriseret i matricer (bilag J). I kondenseringen brugtes respondenternes egne ord og begreber, hvilket anbefales af Malterud (2003, s.107). Trin 4: Sammenfatning På dette analysetrin rekontekstualiseredes materialet, idet en vurdering om beskrivelserne stadig gav et oprigtigt billede af om den oprindelige kontekst (Malterud 2003, s.109). Vi sammenfattede de kondenserede tekster og udvalgte citater til indholdsbeskrivelser af hver kode- og subgruppe. Her formidles, hvad respondenterne fortalte om hvert emne. Udvalgte citater blev brugt til dokumentation og underbyggelse af sammenfatningerne. Resultater I det følgende beskrives hver kodegruppe med subgrupper for sig og med en kort opsummerende delkonklusion efter hver kodegruppe. I resultatafsnittet er følgende signaturer anvendt i citater: Kursiv Anvendt når respondenten taler. Kursiv Anvendt når intervieweren stiller spørgsmål. ( ) Anvendt for at illustrere når en del af udsagnet er udeladt. (fniser) Anvendt for at illustrere respondentens nonverbale reaktion. X Anvendt ved anonymisering. 24