Afdelingssygeplejerskers samarbejde forsøg på metodeudvikling The central issues of this article are how to establish a workshop with the purpose of improving communication in a group of staff nurses, and how to develop a methodology of research into practice. As theoretical basis of the exercises used at the workshop Ole Vedfelt s psychological theory of subconscious intelligence: creative visualization, drawing, storytelling, and photos was applied. The participants theoretical considerations, their reflections and resolutions are described. Key words subconscious intelligence, development of methodology, research into practice, workshop, staff nurses Det er først nu, da jeg sidder her og analyserer på den historie, at det går op for mig, at det ikke kun var sommerferien, hun blev sur over. Men det var nogle andre ting. Så man kan egentlig godt lære noget ved at sidde og skrive sådan en historie for sig selv, ikke? Fordi der kommer noget andet frem, ikke? (afdelingssygeplejerske, 44 år). Citatet stammer fra en workshop, hvor en gruppe afdelingssygeplejersker i provinsen arbejdede med at udvikle deres indbyrdes kommunikation med det formål at blive endnu bedre til at støtte hinanden i den ofte vanskelige lederrolle, som mellemledere befinder sig i. Nutidens afdelingssygeplejersker befinder sig i et krydspres, hvor oversygeplejersken har den økonomiske beslutningskompetence, og medarbejderne forventer moderne ledelse, hvor de som medarbejdere kan lede sig selv i selvstyrende grupper. Men forventningerne til afdelingssygeplejerskerne er ikke blevet mindre af den grund. Som mellemledere er denne gruppe trængt og kan have brug for et forum, hvor de kan hente støtte og inspiration. Denne artikel bunder i en specialeafhandling, jeg skrev på kommunikationstudiet på RUC (1). I ethvert forskningsarbejde er der et fokus noget er forgrund, og andet er baggrund. I nævnte speciale var metodeudvikling og afvikling af øvelserne på workshoppen forgrund og afdelingssygeplejerskernes kommunikationsudvikling baggrund, selvom netop kommunikationsudviklingen var det nødvendige omdrejningspunkt for processen. Jeg var med i den gruppe på tre, der samarbejdede om projektet. Udvikling og mellemledere hvorfor, og hvem vil være med? Vores motivation udsprang af interesse for det krydspres, mellemledere befinder sig i i moderne organisationer. I en rapport Minna Therkildsen UDVIKLINGSPROJEKT 57 KLINISK SYGEPLEJE 18. årgang nr. 4 november 2004 Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark
58 udarbejdet af Kommunernes Landsforening beskrives det, hvordan kommunale mellemledere føler sig meget pressede og ensomme; men hvis der etableres en struktur, hvor mellemlederne har mulighed for at mødes og drøfte deres fælles problemer i en netværksgruppe, sker der det, at mellemlederne her oplever relationer, hvor de kan arbejde åbent med deres udfordringer. Mellemledere, der har en sådan netværksgruppe, angiver, at det er den største kilde til udvikling, læring og støtte (2). I foråret 2001 havde Arbejdstilsynet fokus på hospitalernes arbejdsmiljø (3). Mærkeligt nok var netop afdelingssygeplejerskernes arbejdsmiljø ikke med i arbejdsmiljøundersøgelsen. Afdelingssygeplejerskerne er imidlertid centrale brikker i hospitalshierarkiet. De skal sørge for, at ledelsens administrative beslutninger realiseres af personalet på en sådan måde, at sygeplejen fungerer. Inspireret af netværksundersøgelsen mente vi, at den enkelte afdelingssygeplejerskes evne til at lede kunne styrkes ved, at hun deltog aktivt i en workshop sammen med ligestillede kolleger. Vi ville lave en sådan workshop og arbejde med de refleksioner, der lå bag designet af workshoppen. Vores problemformulering lød: Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark 18. årgang nr. 4 november 2004 KLINISK SYGEPLEJE I hvilket omfang kan vi ud fra Ole Vedfelts teori (4) designe en workshop, der udvikler kommunikationen i et netværk af mellemledere? Vi kontaktede forskellige hospitaler, hvor der var positiv interesse for vores idé. Vi valgte et afsnit, hvor afdelingssygeplejerskerne i forvejen mødtes én gang om ugen. Det gjorde vi ud fra en forestilling om, at vi så ikke også skulle til at etablere en mødestruktur i afsnittet, men udelukkende kunne beskæftige os med den indholdsmæssige side af sagen. Ubevidst intelligens det teoretiske fundament Som teoretisk fundament anvendte vi Vedfelts teori om ubevidst intelligens. Vedfelt mener, at det at arbejde psykoterapeutisk bør ses som noget alment menneskeligt og ikke som behandling af sygdom. Det er nemlig i mange tilfælde ensbetydende med almene psykiske vækstprocesser. Vedfelt anvender teoretiske metoder både fra vestlige og østlige kulturer. Han har den opfattelse, at mennesket skal forstås som et åbent system. Et system, der er en helhed, hvor kroppen og psyken er i et konstant samspil, også med det omgivende miljø. Han mener, at vi fødes med et komprimeret informationsmateriale, hvorfra vores bevidsthed kan hente informationer. Han argumenterer for sit perspektiv med en blanding af naturvidenskabelige og fænomenologiske forskningsresultater og anvender systemteoretisk/kybernetisk psykologi og informationsteoretiske teorier til at udvikle sin psykoterapeutiske teori. I denne teoretiske tilgang er den rationelle, vågne bevidsthed ikke det højeste bevidsthedsniveau i mennesket. Der findes højere bevidsthedsniveauer, som man kan kommunikere med, fx gennem drømmetydning, hypnose, meditation, tegneøvelser og andre øvelser, der inddrager kroppen (4-5). At anvende denne teoretiske tilgang forpligter. Vedfelts teori kan ikke blot læses og anvendes som en rationel forståelse. Pointen i teorien er jo netop, at dybere og mere intelligente lag i bevidstheden skal have muligheder for at komme til orde. Derfor arbejdede vi selv som studerende med meditationsprocesser og tegning. I nogle sammenhænge gav det os indsigt og ahaoplevelser; men det var også en vanskelig balancegang. Vi havde på den ene side et rationelt projekt med deadline fire måneder senere, og på den anden side blev vi i kraft af meditati-
onsøvelserne til tider nødt til at sætte tempoet ned og bruge tid på den personlige indsigt, der fulgte med. Teoretiske og praktiske udfordringer I vores samarbejde med afdelingssygeplejerskerne stod vi over for flere udfordringer. Det var vigtigt, at vi med den valgte teori ikke designede terapeutiske øvelser, der gik for dybt. Samtidig var det også væsentligt, at vi designede nogle øvelser, der dykkede lidt dybere ned og ikke blot virkede på hverdagens bevidsthedsniveau. Øvelserne skulle gerne sætte den interne kommunikation i et nyt og anderledes perspektiv, sådan at gruppen oplevede en erkendelsesmæssig vækst både individuelt og på gruppeniveau. Udfordringen var derfor at kombinere teorien om ubevidst intelligens med afdelingssygeplejerskernes kommunikative ønsker og behov afdækket gennem individuelle interview og derudfra designe øvelser til workshoppen. Det første møde Før vores første møde med afdelingssygeplejerskerne havde vi gjort os overvejelser med hensyn til deres sårbarhed. Hvis de sagde ja til os, inviterede de os ind i deres arbejdsliv. Vi ville få lov at se dem i samspil og i modspil. Vi ville få lov at stille dem spørgsmål. I forbindelse med vores projekt kunne vi samle informationer om dem og deres indbyrdes relationer, som vi efterfølgende kunne analysere. Endelig ville vi i processen se på dem både som subjekter og som objekter. Hverken de eller vi kendte det resultat, der ville komme ud af det. De ville forhåbentlig opnå en erkendelse og udvikling i relation til deres samarbejde. Vi ville forhåbentlig have materiale til et kandidatspeciale. Men der var ingen garanti for, hvad der ville komme ud af vores samarbejde. Kontakten til afdelingssygeplejerskerne blev etableret gennem oversygeplejersken, som introducerede os til afsnittet, der består af fire afdelinger. Hver torsdag er der ledelsesmøde, og det er et afsnit i konstant udvikling. Sidste nye tiltag er oprettelse af akut modtagefunktion på en af afdelingerne. Oversygeplejersken fulgte os til mødelokalet. Der sad allerede to afdelingssygeplejersker og ventede på os. På bordet stod nogle småkager fra et andet møde. Endnu en afdelingssygeplejerske dukkede op og endelig den sidste. To af afdelingssygeplejerskerne havde taget kaffe med, og vi blev budt på en kop. Oversygeplejersken tog afsked og gik. Den ene af afdelingssygeplejerskerne havde en madpakke med og gik i gang med at spise sin frokost. Mens vi holdt møde, fik en af de andre afdelingssygeplejersker stillet den værste sult med småkagerne. Vi tolkede denne oplevelse både som et udtryk for gæstfrihed: At afdelingssygeplejerskerne, selvom de havde travlt, havde husket kaffe til os; men også at de faktisk havde så travlt, at de ikke gav sig tid til frokostpause. Denne tolkning fik betydning for vores fremtidige samarbejde, hvor vi forsøgte at være meget velforberedte og effektive, således at afdelingssygeplejerskerne ikke kom til at spilde deres tid, når de nu havde indvilget i at samarbejde med os. Da afdelingssygeplejerskerne gerne ville samarbejde med os, spurgte vi, om de var klar til første opgave, og da de bekræftede, halede vi engangskameraer op af taskerne et til hver. Vi bad dem tage billeder af deres arbejde som afdelingssygeplejerske. Billeder, der illustrerede, at nu er der virkelig noget ved at være afdelingssygeplejerske!, og billeder, der illustrerede: Sådan en dag/i sådan en situation er det bare rædselsfuldt/frustrerende at være afdelingssygeplejerske! Der blev en vældig energi og megen grineri i rummet i forbindelse med denne introduktion. En sagde leende: Jeg må ned og fotografere min oversygeplejerske! 59 KLINISK SYGEPLEJE 18. årgang nr. 4 november 2004 Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark
60 Denne reaktion tog vi som tegn på, at vi var kommet godt i gang med vores samarbejde. Vi sluttede mødet med at aftale et individuelt interview af en times varighed med hver af afdelingssygeplejerskerne på deres afdeling i den kommende uge. Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark 18. årgang nr. 4 november 2004 KLINISK SYGEPLEJE Interview undersøgelse af afdelingssygeplejerskernes ønsker Vi foretog semistruktureret interview, hvor vi som interviewere havde særlige roller inspireret af teorien om den ubevidste intelligens. Vi spurgte ind til afdelingssygeplejerskens oplevelse af personalet og lederjobbet. Vi spurgte til visioner og ambitioner i relation til egen, afdelingens og gruppens udvikling. To af spørgsmålene formulerede vi, sådan at afdelingssygeplejersken skulle tænke i metaforer med hensyn til egen rolle i afdelingen. Det var interessant at se, hvordan netop de spørgsmål fik den interviewede til at stoppe op og blive tænksom på en hel anden måde end ved de mere konkrete spørgsmål. Det så ud, som om den interviewede mærkede efter der blev stille svaret kom lidt tøvende, og det var tilsyneladende meget vigtigt, at den metafor, der blev præsenteret, nu også var rammende for den følelse/fornemmelse, man forsøgte at billedliggøre. Som eksempler på metaforer på forholdet til personalet og afdelingen så en sig selv som en sanglærke, og en anden så sig selv som en løvemor. Med en bilmetafor beskrev en deltager gruppemøderne som en sportsvogn i fuld fart med oversygeplejersken ved rattet, og en anden brugte et folkevognsrugbrød godt læsset som metafor. Efterfølgende var vi i gruppen overraskede over, hvordan netop metaforerne med så få ord gav os indsigt i afdelingssygeplejerskernes opfattelse af sig selv, deres rolle i afdelingen og deres individuelle oplevelse af fællesmøderne. Analyse af interviewdata og udarbejdelse af hypoteser til det videre samarbejde Efter at samtlige interview var gennemført, analyserede vi hver især materialet. Vi mødtes efter gensidig gennemlæsning til diskussion af vores indtryk og fornemmelser. Med Schöns Den reflekterende praktiker (6) som teoretisk fundament begyndte vi nu at sammenstykke bud på, hvad den enkelte afdelingssygeplejerske havde af ønsker for udvikling, og hvad hun så som udfordringer for sig selv, afdelingen og gruppen. Vi diskuterede, hvordan vi hver især opfattede de forskellige data. Vi tegnede på tavlen vi forsøgte os med tilgange som Denne afdelingssygeplejerske er den alvorlige type, mens denne afdelingssygeplejerske mere er den kontante og hurtige type. Vi havde mange overvejelser og gik vild flere gange. Mange gange stillede vi spørgsmålet: Hvad nu hvis...? Ud fra analysen af og refleksionen over interviewene indkredsede vi fem hypoteser, som vi mente dækkede de mest centrale pointer, der virkede hæmmede på en udvikling af gensidig støtte i gruppen: 1. Oversygeplejersken har en afgørende magtposition i forhold til afdelingssygeplejerskerne. 2. Afdelingssygeplejerskerne udkæmper indbyrdes en magtkamp om, hvem der har den rette fortolkning af god ledelse. 3. Afdelingssygeplejerskerne ser hver især sig selv som bindeled mellem egen afdeling og topledelsen. De ser ikke sig selv som en del af et mellemlederskab. 4. Afdelingssygeplejerskerne er hver især i et dilemma mellem enten at være åbne og imødekommende eller at være cool og forhandlende på møderne. 5. Afdelingssygeplejerskerne ønsker at bruge hinanden mere på møderne,
men ved ikke, hvordan de skal gøre det. Ingen er i stand til at forklare os, hvad en forbedring af møderne ville være. De er heller ikke i stand til at sige os, hvad der ikke fungerer på møderne. Disse hypoteser var resultatet af første del af det empiriske arbejde, og med Vedfelts teori om den ubevidste intelligens udviklede vi nu nogle øvelser, der gerne skulle tage højde for disse problemstillinger og samtidig give deltagerne mulighed for at støtte hinanden i relation til udfordringerne. Workshoppen Vi havde indrettet lokalet med grønne planter og sørget for morgenmad. Desværre var der i sidste øjeblik afbud fra en af deltagerne pga. dødsfald. Vi redegjorde for spillereglerne, som vi præsenterede på overhead. Velkommen Tak fordi I vil være med Udbytte Jer og os Spilleregler Tavshedspligt Tåle forskellighed Undgå at vurdere Have lyst til at lege lidt Ret til at sige fra Kun være med til det man har lyst til Programmet for dagen så sådan ud: 1. Fantasirejse 2. Tegning 3. Refleksivt team (samtaler om tegningerne) 4. Fotohistorier 5. Udviklingstrin Fantasirejsen en koncentreret start Vi startede med fantasirejsen alle deltog både os selv og afdelingssygeplejerskerne. Denne fantasirejse var lidt af en udfordring. Afdelingssygeplejerskerne alle i 40 erne er netop den generation af sygeplejersker, der har mødt adskillige fantasirejser enten i uddannelsen eller på kurser. Nogle fantasirejser har været mere kvalificerede end andre, men uanset hvor og hvordan så kan det at skulle slappe af at koncentrere sig om indre fornemmelser at høre blid musik og forestille sig at vandre i naturen opleves provokerende og lidt pjattet. Argumenterne for at bede deltagerne om at tage på denne rejse med os er, at vi alle lever i en stresset hverdag, at vi ofte har 117 ting i gang, at vi allerede tænker på det næste, vi skal, og at netop en sådan afslappende, let meditativ rejse kan være medvirkende til at tømme hovedet for forstyrrende tanker. Fantasirejsen kan medvirke til, at vi kan komme til stede i det samvær, vi her forsøger at skabe. Vores teoretiske overvejelser drejede sig på den ene side om at komme lidt bag om den rationelle hverdagsbevidsthed ved at få deltagerne til at skue indad i egne kropsfornemmelser og på den anden side at guide rejsen sådan, at vi ikke risikerede, at deltagerne kom for dybt og dermed i kontakt med for voldsomt materiale. På rejsen skulle deltagerne forsøge at huske en situation, hvor de følte sig stærke og fulde af energi, og mærke efter i kroppen, hvordan det føltes. Tegningerne en mulighed for fordybelse Efterfølgende blev deltagerne bedt om huske denne styrkefornemmelse og forsøge at tegne følelsen. Der bredte sig en rolig og koncentreret stemning i 61 KLINISK SYGEPLEJE 18. årgang nr. 4 november 2004 Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark
62 lokalet. Da alle var færdige med at tegne, tog vi igen på rejse. Denne gang til en situation, hvor oplevelsen var frustration hvor der var noget, som spærrede for energien. Igen bad vi deltagerne komme i kontakt med den følelse, der opstod i kroppen og tegne den. Ved gennem fantasirejsen at øge deltagernes indre opmærksomhed på egne følelser, som derefter blev illustreret gennem tegning, forsøgte vi at bringe ikke-kendt materiale frem for den enkelte deltager og gruppen. Vedfelt siger, at det, der tegnes, ikke er de indre sanseforestillinger, men symboler for dem. Det er vigtigt at have respekt for disse tegninger og behandle dem med varsomhed. Nu var vores deltagere ikke i terapi, og det var ikke vores opgave at lave terapeutisk analyse, men derimod at skabe mulighed for udvikling. I næste trin i øvelsen forsøgte vi gennem en samtale om tegningerne sammen med deltagerne at undersøge symbolerne i tegningerne. Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark 18. årgang nr. 4 november 2004 KLINISK SYGEPLEJE Samtale om tegningerne Samtalen om tegningerne er inspireret af Henriette Christrups (7) undervisning, hvor pointen er, at styrke og arbejdsglæde kan kaste lys over arbejdsfrustrationer. Vi ville gennem samtalen forsøge at bringe den energi, som der tydeligvis var i den positive tegning, over på den negative tegning for på den måde at give deltagerne mulighed for at erkende, hvad det var, der spærrede for energien i frustrationen. Denne erkendelse kunne måske betyde en bevægelse fra konflikt til løsning. I øvelsen forsøger vi at kombinere Vedfelts vægtning af tegningernes symbolske betydning og følelsernes betydning. Følelserne kan ifølge Vedfelt registrere forskelle og ligheder, give indsigt og skabe klarhed. Praktisk metodisk anvendte vi Tom Andersens (8) og Marshall Rosenbergs (9) mere handlingsbeskrivende tilgange. Rollefordeling Den ene af os var interviewer. Vi andre, to afdelingssygeplejersker og to studerende var reflekterende team. Inspireret af Andersens systemiske tilgang iagttog teamet samtalen, og først på et aftalt tidspunkt kunne de komme med kommentarer. En væsentlig pointe er, at tilbagemeldingen til de involverede skal være... en forskel, der gør en forskel! Dermed mener Andersen, at det, der iagttages og tilbagemeldes, skal være så usædvanligt, at det er med til, at de involverede ser på egen situation på en ny måde, men ikke så usædvanligt, at det opleves for mærkeligt. Den ene af os skulle se efter åbninger, der ikke blev taget op af intervieweren. Altså fange en udmelding fra den interviewede, som intervieweren ikke spurgte yderligere ind til. En anden lagde mærke til kropssprog, mimik og toneleje. Endelig skulle to af os mærke efter, hvilke følelser samtalen bragte op i dem. Her kunne de lade sig inspirere af to ordlister, henholdsvis en positiv liste og en negativ liste, begge fra Marshall Rosenbergs bog (9). På positivlisten er der 110 positive ord for følelser, fx afslappet, berørt, ellevild, eventyrlysten, grebet, glødende, optimistisk, overvældet, sorgløs, taknemlig, varm, velfornøjet, åbenhjertelig og åndeløs (9, s. 62-3). Negativlisten består af 127 ord fx angst, bedrøvet, bekymret, elendig, ensom, forbitret, forvirret, harmdirrende, hidsig, lunken, misfornøjet, rastløst, rådvild, sørgmodig, sårbar, trist, ulykkelig, usikker, vred og ærgerligt (9, s. 63-4). Reglerne for tilbagemelding var konstrueret sådan, at når interviewer og interviewede var klar og bad om teamets tilbagemelding, gik teamet i gang. Interviewer og den interviewede skulle ikke svare på tilbagemeldingerne denne regel for at undgå diskussioner. Der var stor lydhørhed og intens energi i rummet under denne seance. Den, der gav tilbagemelding, tog opgaven meget alvorlig, og den, der fik tilbagemelding, blev tydeligvis meget berørt indimellem.
På dette tidspunkt i workshoppen var der tryghed og åbenhed i gruppen. Det var lykkedes os at skabe en konstruktion, hvor deltagerne kunne tale sammen om svære og dejlige følelser. Samtalen om tegningerne i billedsprog og metaforer gjorde det muligt for de andre afdelingssygeplejersker at lytte til og indleve sig i den interviewedes beskrivelser med tolerance og accept af forskellighed og undgå vurderinger. Fotoøvelsen en succes og en fiasko Vi havde som nævnt uddelt engangskameraer ved det første møde. Afdelingssygeplejerskerne havde hver især taget billeder i afdelingen. Billeder, der symboliserede glæde og frustration over jobbet som leder. I forbindelse med fremkaldelse af filmene stillede vi hver af afdelingssygeplejerske den opgave at vælge tre-fire af de billeder, der illustrerede jobglæde. Ud fra billederne skulle hun fortælle en historie, hvor hun forsøgte at anvende fem ord fra positivlisten. På samme måde med de billeder, der illustrerede jobfrustration; blot skulle ordene nu vælges fra negativlisten. Begge historier skulle medbringes på workshoppen, hvor de skulle fortælles. Hvorfor tage billeder? Med fotoøvelsen ønskede vi at bringe en del af arbejdspladsen ind i selve workshoppen. Ifølge Dorte Staunæs (10) er det en central pointe ved foto, at det illustrerer to perspektiver: ét ud i verden og ét ind på fotografen. Det er ensbetydende med, at der i fotoøvelsen både bringes dokumentation fra den enkeltes arbejdsplads ind i workshoppen, og samtidig synliggøres afdelingssygeplejerskens personlige perspektiv både for gruppen og for hende selv: De fotograferende bliver med andre ord objekter for deres egen granskning. Det kan give dem mulighed for at reflektere over sig selv og deres livssituation (11, s. 106). Vi stillede først opgaven at fotografere. Derefter kom vi med opgaven at skrive en historie om billederne. På den måde håbede vi, at afdelingssygeplejerskerne i selve fotoseancen kunne have den fulde opmærksomhed på de indre følelser og ikke få koncentrationen ødelagt af spekulationer over, hvordan historien skulle sætte sammen. Det var for at forstærke den følelsesmæssige proces yderligere, at vi i opgavebeskrivelsen bad afdelingssygeplejerskerne om at anvende listerne med henholdsvis positive og negative ord for følelser. Hvad bragte fotoøvelsen? Afdelingssygeplejerskerne havde forberedt sig grundigt hjemmefra. Alle gik ivrigt op i at fortælle historierne for hinanden, vise billederne frem og fortælle, hvilke følelser det oplevede bragte frem i dem. Der var stor opmærksomhed på billederne og fortælleren. En afdelingssygeplejerske sluttede sin historie med en refleksion over, hvordan det at arbejde med disse historier havde medvirket til, at hun var blevet opmærksom på udviklingen i afdelingen. Ligeledes var hun blevet bevidst om nogle blinde pletter i sit samarbejde med en medarbejder: Det er først nu, da jeg sidder her og analyserer på den historie, at det går op for mig, at det ikke kun var sommerferien, hun blev sur over. Men det var nogle andre ting. Så man kan egentlig godt lære noget ved at sidde og skrive sådan en historie for sig selv, ikke? Fordi der kommer noget andet frem, ikke? (afdelingssygeplejerske 44 år). 63 KLINISK SYGEPLEJE 18. årgang nr. 4 november 2004 Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark
64 Gennemgående handlede de positive historier om trivsel, arbejdsglæde, godt samarbejde, lydhørhed i personalet og tid til at være til stede i de opgaver, man skal løse. Det handlede om at lykkes i sin ledelse, at have truffet de rigtige beslutninger og at have overblik. Det gennemgående træk i de frustrerede historier var systemets næsten urimelige pres, eksemplificeret ved forskellige vilkårlige udefrakommende hændelser, der forværrede en i forvejen stresset og presset situation, hvor lederen havde gjort sit yderste for at få afdelingen til at fungere. Det handlede om angst for måske at have truffet de forkerte beslutninger, manglende tid til refleksion, usikkerhed i konfliktsituationer og afmagtsfølelser over for uhensigtsmæssige beslutninger truffet højere oppe i systemet. De negative historier var betragteligt længere end de positive. I historierne genkender vi myten om den gode, rationelle leder med overblik og evner til at tage højde for alle tænkelige vilkår (12). Denne myte spiller en stor rolle for afdelingssygeplejerskernes ledelsesforståelse. Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark 18. årgang nr. 4 november 2004 KLINISK SYGEPLEJE Evaluering af fotoøvelsen Fotoøvelsen gav os et nuanceret indblik i afdelingssygeplejerskernes arbejdsliv. Som forskningsmetode til indsamling af data er fotoer meget interessante, men fungerer øvelsen efter hensigten? Det blev tydeligt for os undervejs, at der var mange ting i historierne, som overraskede den enkelte. De kunne i de andres historier genkende ting fra deres egen hverdag. Ting, som de troede, at de var alene om. Der var bemærkninger som Nej, er det også sådan hos dig? Jamen, hvad gjorde du så? Men øvelsen var også svær at gennemføre, fordi sygeplejerskerne forbrød sig mod kommunikationsreglerne. De begyndte at vurdere indholdet i hinandens historier. Det endte med diskussioner om, hvad der er god ledelse. Hurtigt forsvandt den positive stemning. Vi forsøgte at stoppe diskussionen; men opdagede, at vi indbyrdes var usikre på og uenige om, hvordan vi skulle tackle disse brud på kommunikationsreglerne. Selve ideen med øvelsen var god nok, men styringen af gruppen og håndhævelsen af reglerne skulle have været mere kontant. Reglerne blev overholdt i relation til tegningsøvelsen, men her var der heller ikke så meget hverdagssprængstof. Et udviklingstrin effektiviteten slår til igen Den idé, at deltagerne tager et udviklingstrin, har vi hentet hos Christrup (13). Hver enkelt deltager bestemmer sig for et udviklingstrin, der er betydningsfuldt for udvikling og vækst både for den enkelte medarbejder og for organisationen. Der er i denne øvelse både et ønske og en forpligtelse. Vores idé var, at workshoppen skulle slutte med, at deltagerne gensidigt forpligtede sig på et individuelt udviklingstrin, som gruppen så kunne støtte den enkelte i at realisere. Efter fotohistorieøvelsen fornemmede vi dog, at stemningen var mat. Vi fik en fornemmelsen af ligegyldighed. Vi guidede deltagerne på endnu en lille fantasirejse. På rejsen opfordrede vi deltagerne til at forsøge at komme i kontakt med deres indre energi, mærke denne energi og derefter tænke: Hvad kunne jeg godt tænke mig at blive bedre til? Derefter blev der spurgt: Hvordan kan jeg bruge min energi til at blive bedre, når der er noget, som spærrer og frustrerer? Efter afsluttet rejse var energien tilbage i lokalet, og stemningen var bedre. Spørgsmålene blev gentaget nu med den tilføjelse, at det også kunne være en god idé at fortælle, hvad de andre i gruppen kunne gøre for at støtte en i at realisere det, man kunne tænke sig at blive bedre til. I gruppen var der dyb tavshed. Efter flere opfordringer fra os gik afdelingssygeplejerskerne i gang med at fremsætte ønsker for udvikling, men de trak på det.
Der blev fremsat ønsker om at dele ledelseserfaringer. En ville drøfte de fælles frustrationer over det pres, man var udsat for som leder, eller måske tale om etiske dilemmaer. Vi fornemmede et manglende engagement i fremsættelsen af forslagene. Over seancen lå der en stemning af: Lad os få det overstået! Vi forsøgte os med afklarende spørgsmål og egne betragtninger om udvikling. Men det gjorde ikke tingene mere klare. Der var irritation i rummet. Vi blæste kampen af og sagde tak for i dag. Vi slukkede båndoptageren... og så kom der pludselig gang i snakken. Afdelingssygeplejerskerne fortalte uden opfordring, at de syntes, at det havde været spændende og udbytterigt at være med, og at sådan nogle øvelser kunne de da godt bruge hjemme på møderne. At træde ved siden af evaluering af udviklingstrinnet I forbindelse med udviklingstrinnet blev vi for målrettede. Vi forsøgte at fremtvinge en udvikling, for det var vores forventning til workshoppen, at den skulle skabe udvikling. Måske var det os selv, vi forsøgte at give en fjer i hatten til sidst. Det kunne måske være lykkedes, hvis vi havde haft et længerevarende forløb med flere workshopper. Set i bakspejlet var opgaven alligevel for konkret og instrumentel og passede ikke ind i stemningen på det tidspunkt. Hvor vi i de andre øvelser fokuserede på oplevelser og følelser, var vi her rationelle og effektivitetssøgende. Jeg tror, at vi forestillede os, at vi nu havde givet den ubevidste intelligens muligheder for flow i gruppen, og så ville der komme resultater på bordet. Siden øvelsen er vi blevet klogere. Om den ubevidste intelligens siger Vedfelt, at den er som en blomst, der folder sig ud. Hvad den enkeltes højere bevidsthed fortæller af løsninger, behøver ikke at komme til normalbevidstheden her og nu. Der kan gå mange dage eller uger, hvis der da overhovedet kommer nogen løsning i en form, som normalbevidstheden kan opfange. Måske skulle vi i stedet have valgt en mere kreativ gruppeopgave, der kunne forme de fælles fremtidsvisioner. Hvis der havde været energi til det, vel at mærke. Afdelingssygeplejerskerne kunne fx have lavet en collage over temaet: Fremtidig kommunikationsudvikling i gruppen. Effektivitetshensyn kom til at spille ind til sidst, og det kom der ikke noget effektivt ud af. Vurdering af det samlede udbytte I opfølgende individuelle interview evaluerede vi vores samarbejde. Alle havde oplevet vores samarbejde interessant og igangsættende for refleksioner over egen rolle i afdelingen. En oplevede, at: Det var en gave at skulle se sit arbejde gennem en optik. Jeg fik øje på, hvad der betyder noget for mig som leder. Frustrationerne virkede som navigationspunkter. Med hensyn til samarbejdet i gruppen mente alle, at det var sundt for gruppen og den enkeltes trivsel at have sådanne samarbejdsdage, men med hensyn til at udvikle større fortrolighed afdelingssygeplejerskerne imellem var alle stadig meget skeptiske. En formulerede grunden hertil på denne måde: Min førsteassistent og jeg har udviklet vores egen måde at få ting igennem på, og det er vi ikke interesserede i ødelægge! Det er måske lidt egoistisk, men vi mener, at det er nødvendigt for afdelingens skyld. Mødestrukturen sikrer en effektiv administration af afsnittet og fordeling af de tildelte ressourcer, men denne struktur er samtidig ensbetydende med, at der opstår stor indbyrdes konkurrence mellem de fire 65 KLINISK SYGEPLEJE 18. årgang nr. 4 november 2004 Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark
66 mellemledere, både som en kamp om ressourcerne og som en kamp om oversygeplejerskens opmærksomhed og goodwill. Selvom der i gruppen var et ønske om at dele erfaringer og støtte hinanden, så betød individuelle interesser for egen afdeling mest i samarbejdet. Det krydspres, afdelingssygeplejerskerne befinder sig i, var en væsentlig årsag til, at de ønskede kommunikationsudvikling, men var netop også en væsentlig årsag til, at vores projekt ikke var muligt! I den praksisorienterede forskningstradition er hensigten imidlertid ikke alene at frembringe en bestemt udvikling. Et lige så væsentligt aspekt er at samarbejde akademisk og konstruktivt med deltagerne som medspillere i det felt, der undersøges. Vi havde succes med at skabe nogle øvelser, hvor gruppen kommunikerede på en måde, så de så sig selv og hinanden i nye perspektiver. De gav hver især udtryk for at have fået interessante indsigter. Så på den måde lykkedes en del af processen. Hvis afdelingssygeplejerskerne vil, kan de anvende nogle af øvelserne i sammenhænge, hvor gruppen vil undgå værdivurderinger. Vi fik materiale til vores speciale, men lige så væsentligt vi fik skabt et teoretisk fundament at bygge videre på. Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark 18. årgang nr. 4 november 2004 KLINISK SYGEPLEJE Sygeplejelærer, cand.comm. Minna Therkildsen Sygeplejeskolen i Vestsjælland Amt Ingemannsvej 35 4200 Slagelse mth@sygeplejeskolen-slagelse.dk LITTERATUR 01. Therkildsen M. Ubevidst intelligens i spil blandt mellemledere. Speciale i kommunikation. Roskilde: Roskilde Universitetscenter; 2001. 02. Petersen TFV. Kommunale mellemlederes psykiske arbejdsmiljø arbejdsvilkår og handlemuligheder. København: Kommunernes Landsforening; 1999. 03. Arbejdstilsynet. Psykisk arbejdsmiljø hos det plejende og behandlende personale på sygehuse, et internt notat om arbejdsmiljø på sygehuse. København: Arbejdstilsynet; 2000. 04. Vedfelt O. Ubevidst intelligens: du ved mere end du tror. København: Gyldendal; 2000. 05. Vedfelt O. Bevidsthed. Bevidsthedens niveauer. København: Gyldendal; 1996. 06. Schön DA. Den reflekterende praktiker: Hvordan professionelle tænker, når de arbejder. Århus: Forlaget Klim; 2000. 07. Christrup H. Materialisering af udviklingsprocesser i en organisatorisk kontekst. I: Christrup H, Mortensen IT A, Pedersen C, eds. At begribe og bevæge kommunikationsprocesser. Papirer om faglig formidling; 52/01. Roskilde: Roskilde Universitetscenter; 2001. 08. Andersen T. Reflekterende processer: Samtaler og samtaler om samtalerne. 2. udg., 4. oplag. København: Dansk Psykologisk Forlag; 2000. 09. Rosenberg MB. Ikkevoldelig kommunikation girafsprog: brug din indfølingsevne og få både dine egne og andres behov tilgodeset. 1. udg., 4. oplag. København: Borgens Forlag; 2000. 10. Staunæs D. Kameraer som andet end et teknologisk fix. I: Jørgensen PS, Kampmann J, eds. Børn som informanter. København: Børnerådets Forlag; 2000. 11. Staunæs D. Transitliv: Andre perspektiver på unge flygtninge. København: Politisk Revys Forlag; 1998. 12. March JG. Fornuft og forandring. København: Samfundslitteratur; 1995. 13. Christrup H. Konflikt og kærlighed i adhocratiet. København: Samfundslitteraturs Forlag; 1993.