Konfliktdimensioner, stemmedisciplin og Melodi Grand Prix i Strasbourg

Konfliktdimensioner, stemmedisciplin og Melodi Grand Prix i Strasbourg Et kvantitativt studie af stemmeadfærd i Europa- Parlamentet 1999-2014 Speciale aflagt ved Institut for Statskundskab Københavns Universitet Heidi Roborg Storgaard & Magnus Hornø Gottlieb Juni 2014 Vejleder: Julie Hassing Nielsen Antal ord: 48.779

Indhold 1 Abstract 1 2 Indledning 2 2.1 Specialets opbygning 4 2.2 Problemformulering og begrebsafklaring 5 2.3 Introduktion til teori 6 2.4 Introduktion til litteraturreview 8 2.5 Introduktion til metode og undersøgelsesdesign 10 3 Teori 13 3.1 Kombination af institutionalismer 14 3.2 Historisk institutionalisme 15 3.3 Rational choice-institutionalisme 21 3.4 Sammenfatning 31 4 Litteraturreview og teoretiske forventninger 33 4.1 Konfliktdimensioner i Europa-Parlamentet 33 4.2 Stemmedisciplin i Europa-Parlamentet 40 4.3 Østudvidelsens effekt på Europa-Parlamentets stemmeadfærd 41 4.4 Lissabontraktatens effekt på Europa-Parlamentets stemmeadfærd 50 4.5 Finanskrisens effekt på Europa-Parlamentets stemmeadfærd 55 4.6 Specialets undersøgte hypoteser 61 5 Metode og analysedesign 62 5.1 Undersøgelsens idé, afgrænsning og præmisser 62 5.2 Datamateriale 68 5.3 Statistisk metode: NOMINATE 77 5.4 Statistisk metode: Multivariat OLS-regression 86 5.5 Statistisk metode: Indeksering af stemmedisciplin 103 6 Analyse: Østudvidelsen 106 6.1 Konfliktdimensionerne Umiddelbar fortolkning 107 6.2 Konfliktdimensionerne Regressionsresultater 113 6.3 Konfliktdimensionerne: cutting lines 121 6.4 Stemmedisciplin 125 6.5 Delkonklusion: Østudvidelsen 129 7 Analyse: Lissabontraktaten og finanskrisen 131 7.1 Konfliktdimensionerne Umiddelbar fortolkning 133 7.2 Konfliktdimensionerne Regressionsresultater 137 7.3 Konfliktdimensionerne: cutting lines 147 7.4 Stemmedisciplin 150 7.5 Delkonklusion: Lissabontraktaten og finanskrisen 153 i

8 Diskussion af undersøgelsens resultater 156 8.1 Kritik af undersøgelsens metode og konklusioner 156 8.2 Implikationer for forskningsfeltet 164 8.3 Empirisk perspektivering 167 9 Konklusion 168 10 Litteratur 171 11 Bilag 180 ii

Oversigt over figurer Figur 2.1: Undersøgelsesdesignets empiriske opbygning 11 Figur 3.1: Vetoaktør-modellen anvendt på EU s politiske system 26 Figur 3.2: Vetoaktør-modellen anvendt på Europa-Parlamentet 28 Figur 4.4.1: Todimensionel model for EU-politik 34 Figur 4.4.2: Den regulatoriske model 37 Figur 4.4.3: Hix-Lord-modellen for Europaparlamentets politiske rum 38 Figur 4.4.4: Reguleret kapitalisme versus neoliberalisme-modellen 39 Figur 4.5: BNP pr. capita, 2004 43 Figur 4.6: Årlig nettogevinst fra EU's budget, gns. 2004-2009 44 Figur 4.7: Valgdeltagelse for valg til Europaparlamentet 54 Figur 5.1: Undersøgelsesdesignets empiriske opbygning 64 Figur 5.2: Eksempel på NOMINATE-Algoritmens output 79 Figur 5.3: eksemplariske konfliktplan i tre dimensioner 84 Figur 5.4: Illustration af fixed effects-metoden 93 Figur 5.5: MEP'ernes placering i det politiske rum 94 Figur 5.6: Residualfordeling for model (1) 101 Figur 5.7: Residualfordeling for model (2) 102 Figur 6.1 Politisk rum for femte Europa-Parlament efter EP-gruppe 110 Figur 6.2 Politisk rum for sjette Europa-Parlament efter EP-gruppe 111 Figur 6.3: Vinkler for cutting lines i femte Europa-Parlament 122 Figur 6.6: Vinkler for cutting lines i sjette Europa-Parlament 123 Figur 6.7: Gennemsnitligt Relative Cohesion Score pr. år 128 Figur 7.1: Politisk rum for sjette Europa-Parlament efter EP-gruppe 135 Figur 7.2: Politisk rum for syvende Europa-Parlament efter EP-gruppe 136 Figur 7.3: Vinkler for skillelinjer i syvende Europa-Parlament 149 Figur 7.4 Gennemsnitligt Relative Cohesion Score pr. år 153 iii

Oversigt over tabeller Tabel 3.3.1: De væsentligste ændringer af Europa-Parlamentets magt 18 Tabel 5.1: Afstemninger og medlemmer af de undersøgte perioder 70 Tabel 5.2: Datakilder for de tre Europa-Parlamenter 70 Tabel 5.3: Kompatibilitet mellem anvendte datakilder 71 Tabel 5.4: Data-kompatibilitet CHES vs. EPRG 74 Tabel 5.5: NOMINATE-modellernes goodness-of-fit. 82 Tabel 5.6: OLS-regressionsmodeller for NOMINATE-koordinater 84 Tabel 5.7: Oversigt over uafhængige variable anvendt i regressioner 91 Tabel 5.8: Oversigt over kombinationer af regresionsmodeller 95 Tabel 5.9: Kodning af variable 97 Tabel 6.1: Dimensioner i det femte og sjette Europa-Parlament 108 Tabel 6.2: Oversigt over kombinationer af ideologiske variable 114 Tabel 6.3: Oversigt over kombinationer af kontrolvariable 114 Tabel 6.4: OLS-regressionsmodeller for femte Europa-Parlament 116 Tabel 6.5: OLS-regressionsmodeller for sjette Europa-Parlament 117 Tabel 6.6: Gennemsnitligt antal brud på stemmedisciplinen 125 Tabel 6.7: Gennemsnitlig relative cohesion score for EP-grupperne 126 Tabel 6.8: Relative cohesion scores, gennemsnit for grupper 127 Tabel 7.1: Dimensioner i det sjette og syvende Europa-Parlament 133 Tabel 7.2: Oversigt over kombinationer af ideologiske variable 137 Tabel 7.3: Oversigt over kombinationer af kontrolvariable 138 Tabel 7.4: OLS-regressionsmodeller for sjette Europa-Parlament 140 Tabel 7.5: OLS-regressionsmodeller for syvende Europa-Parlament 141 Tabel 7.6: Gennemsnitligt antal brud på stemmedisciplinen 151 Tabel 7.7: Relative cohesion scores, gennemsnit for grupper 152 iv

1 Abstract As the seventh European Parliament has recently come to a close and an eighth has yet to embark, our master thesis explores voting behaviour in the European Parliament in light of the Eastern enlargement, Lisbon Treaty and the recent financial crisis. We apply a standardised NOMINATE scaling-algorithm to complete data sets of roll call-votes for the fifth, sixth and seventh European Parliament, in order to explore and evaluate significant but latent policy dimensions amongst MEPs. We can confirm previous studies hinting at a diminishing conflict dimension for EU integration and a classical left-right dimension of growing significance. This classical dimension has undergone a qualitative evolution towards representing more economic issues. Further, we identify an emerging dimension, best described in terms of post-materialist value laden policy issues. In doing so, we also demonstrate two somewhat overseen applications of roll call scaling: Namely a policy area specific analysis and expanded usage of the cutting line angles of various policy areas in order to study more thoroughly how different policy areas divide the MEPs along the political dimensions. Furthermore, we use a relative cohesion index to compare voting cohesion within political groups and groups of MEP defined by their national member states, in order to assess whether MEPs vote more along national lines than previously. In some sense comparable to the Eastern enlargement of the Eurovision Song Contest, we conclude that the Eastern enlargement of the European Union has significantly increased national voting behaviour, although the trend seems to halt and slowly reverse from the sixth to the seventh European Parliament. 1

2 Indledning I hvilken vi motiverer vores undersøgelse af stemmeadfærden i Europa- Parlamentet de seneste 15 år, situerer vores speciale i eksisterende litteratur, introducerer vores problemformulering og analysedesign samt opridser specialets overordnede forløb. Europa-Parlamentet har på tyve år udviklet sig fra at være et rådgivende organ til at være en meget indeflydelsesrig, overstatslig forsamling med væsentlige beføjelser i forhold til kontrol med EU s udøvende magt, EU-Kommissionen, og med legislative kompetencer. Hver ny EU-traktat har forøget Europa- Parlamentets indflydelse, og senest med vedtagelsen af Lissabontraktaten blev Europa-Parlamentets beføjelser udvidet betydeligt. Med Lissabontraktatens ikrafttrædelse 1. december 2009 blev Europa- Parlamentet formelt placeret på lige fod med Rådet (medlemsstaternes regeringers repræsentanter) i forhold til lovgivning på næsten alle policyområder. Europa-Parlamentet er derudover medbestemmende i forhold til hele EU s budget, skal ratificere internationale aftaler med tredjelande og kan ved et mistillidsvotum forkaste den siddende EU-Kommission (European Parliament, 2009, p. 62) hvad der i praksis giver vetoret i forhold til udpegelsen af den enkelte kommissær. Endelig har Europa-Parlamentet også i dag mulighed for at fremlægge forslag til traktatændringer. Europa-Parlamentets beslutninger har således mere end nogensinde direkte konsekvens for mere end 400 millioner EUborgere. Derfor er netop forståelsen af politik i Europa-Parlamentet så meget desto mere afgørende. I denne forbindelse ser vi ligeledes en øget bevågenhed i forhold til Europa-Parlamentets medlemmers (MEP ers) ageren, især i forhold til hvad disse folkevalgte repræsentanter stemmer. Først og fremmest er det i litteraturen antydet, at nationale regeringspartier i større grad forsøger at kontrollere MEP erne, fordi MEP erne med tiden har opnået reel politisk indflydelse. Derudover sås f.eks. at MEP er anvendte registrerede afsteminger som politisk skyts mod hinanden hvad jounalister gladelig tog op både i aviser og i live debatter med MEP erne i den netop overståede valgkamp forud for Europaparlamentsvalget 25. maj 2014. Et eksempel er fra Avisen.dk d. 8. maj 2004, hvor overskriften lød»lørdag demonstrerede han imod social dumping sammen med 3F. I januar stemte han for en begrænsning af strejkeretten i EU. Morten Messerschmidt kritiseres for politisk hykleri«(friis, 2014). MEP erne forventes altså i dag at stå til ansvar nationalt, for hvad de foretager sig i Bruxelles og Strasbourg. Dette er nye tendenser set i forhold til før i tiden, hvor Europa-Parlamentet populært blev omtalt som et»mickey Mouse-parlament«, uden indflydelse eller 2

som en elefantkirkegård, hvor nationale politikere kunne eksileres i tilpas afstand fra den nationalpolitiske arena for at gøre plads til den nye generation af politikere. I dag er Europa-Parlamentet derimod et vigtigt springbræt for nationale rising stars, som f.eks. var tilfældet for vores statsminister Helle Thorning Schmidt eller fødevareminister Dan Jørgensen. Der er i dag foretaget flere undersøgelser af MEP ers stemmeadfærd i Europa- Parlamentet, herunder i forhold til at identificere på baggrund af hvilke præferencer MEP erne giver deres stemme, samt hvorvidt MEP er er loyale over for deres europæiske partigrupper (for nu kaldet EP-grupper) eller over for deres medlemsstater. Ikke mindst har Hix, Noury og Roland i 2007 lavet en ganske omfattende analyse af alle 12.000 roll call-votes (elektronisk registrerede afstemninger) i Europa-Parlamentet fra 1979 og 2004. Deres omfattende research kan påvise, at MEP er over denne lange periode er gået mod i stigende grad at stemme i overensstemmelse med EP-gruppernes partilinje og i aftagende grad på baggrund af nationale skel. Hix, Noury og Roland (2006) identificerer en klassisk venstre-højre-skala (som kendt fra national politik) som den mest forklarende for MEP ernes præferencer i EU-politik. Derudover finder forfatterne tilsvarende, at holdningen til EU-integration (for eller imod yderligere EU-integration) kun havde begrænset betydning for MEP ers stemmeadfærd i de fem undersøgte parlamentsperioder (ibid. s. 507). Konklusionen var, at Europa-Parlamentet på denne måde i stigende grad ligner et nationalt parlament, hvor der stemmes på baggrund af ideologisk orientering. Flere betydelige begivenheder i EU s nyere historie er dog indtruffet siden denne omfattende undersøgelse: 1) Østudvidelsen i 2004 med optagelsen af 10 nye medlemsstater (herefter yderligere to i 2007 og endelig en sidste i 2013), hvormed antallet af EUmedlemsstater på 10 år blev næsten fordoblet fra 15 til 28. De kulturelle, økonomiske og institutionelle forskelle mellem medlemsstaterne er derfor blevet betydeligt større i løbet af de sidste ti år. 2) Lissabontraktaten udvidede, som beskrevet ovenfor, Europa- Parlamentets kompetencer og indflydelse betydeligt. Her sidestiller den almindelige beslutningsprocedure Europa-Parlamentet med medlemsstaterne på en lang række nye policyområder. 3) Den finansielle krise, som samtidig med implementeringen af Lissabontraktaten har ramt Europa som et eksternt chok. Denne krise, vurderer vi, er en af de mest betydelige begivenheder i EU s nyere historie, og har desuden sat solidariteten mellem EU s medlemsstater på en betydelig prøve. Samlet set mener vi derfor, at det efter disse tre betydelige begivenheder er relevant med en udførlig opfølgning på Hix et al. s undersøgelse af de politiske 3

dynamikker i Europa-Parlamentet: Er den ideologiske venstre-højre-skala, som vi kender den fra national politik stadigt den mest forklarende for MEP ernes præferencer i EU-politik, set i lyset af de tre ovenstående begivenheder? Eller har den markante udvidelse mod øst og en europæisk økonomi, der endnu knager i efterdønningerne af en hård finanskrise, ændret dette billede? Tilsvarende: Kan EP-gruppernes sammenhængskraft i dag forventes at være blevet stadigt stærkere, som det har været tilfældet over de første fem parlamentsperioder? Eller kan der derimod spores en genopblomstring af nationale tendenser i MEP ernes stemmeadfærd på bekostning af de ellers stadigt tættere politisk integrerede EP-grupper? Dette er spørgsmål, vi finder relevante at belyse og som derfor danner udgangspunktet for dette speciale. 2.1 Specialets opbygning I denne indledning introducerer vi først specialets problemformulering og de centrale begreber, vi anvender. Herefter gives en kort introduktion til specialets teoretiske udgangspunkt, litteraturreview, samt metode og analysedesign, hvilket skal tjene som et overblik og læsevejledning. I kapitel 3 præsenterer vi specialets ontologiske og teoretiske udgangspunkt samt vores anvendelse af specifikke, teoretiske modeller: hvad undersøger vi, og hvad er den teoretiske rammes begrænsninger? I det følgende kapitel 4 foretager vi en grundig gennemgang af eksisterende litteratur, der beskæftiger sig med politiske konfliktdimensioner og stemmeadfærd i Europa-Parlamentet. Her præsenterer vi resultaterne af tidligere undersøgelser og opstiller på den baggrund seks konkrete hypoteser om, hvordan (1) østudvidelsen, (2) Lissabontraktaten og (3) finanskrisen forventes at have påvirket stemmeadfærd i Europa-Parlamentet stemmeadfærd er operationaliseret som henholdsvis (a) MEP ernes indbyrdes placering på relevante politiske konfliktdimensioner og (b) stemmedisciplin relateret til loyalitet over for enten EP-grupperne eller medlemsstaterne. I kapitel 5 følger en gennemgang af specialets analysedesign og den anvendte metodiske fremgangsmåde. Her vil vi præsentere den anvendte data, beskrive benyttede statistiske metoder, samt operationalisering af variable. Vi vil samtidig i metodeafsnittet præsentere en række problemstillinger relateret til analysedesignets styrker og udfordringer, særligt med fokus på resultaternes repræsentativitet, validitet og reliabilitet. I kapitel 6 foretager vi vores analyse af ændringerne i stemmeadfærden fra femte til sjette Europa-Parlament, hvor vi identificerer ændringer i stemmeadfærden som følge af østudvidelsen. Her vil vi først analysere, hvilke politiske konfliktdimensioner der meningsfyldt indfanger den observerede stemmeadfærd, og herefter udviklingen i MEP ernes stemmedisciplin. Begge 4

delanalyser foretages med henblik på at konkludere på vores fremsatte hypoteser relateret til østudvidelsen. Specialets kapitel 7 er på tilsvarende vis vores analyse af ændringen i stemmeadfærden fra sjette til syvende Europa-Parlament, hvor vi identificerer ændringer i stemmeadfærden som følge af Lissabontraktaten og den finansielle krise. Her sammenligner vi konfliktdimensionerne og stemmedisciplinen i de to parlamentsperioder for at konkludere på de fremsatte hypoteser. Endelig vil specialets kapitel 8 kritisk diskutere undersøgelsens resultater herunder med hvilke forbehold vi kan drage konklusioner, resultaternes implikationer for litteraturen på området, samt resultaternes praktiske og empiriske betydning i forhold til, hvad vi kan forvente at se i det nyvalgte ottende Europa-Parlament. Kapitel 9 er specialets sammenfattende konklusion. 2.2 Problemformulering og begrebsafklaring På bagrund af ovennævnte motivation for at undersøge udviklingen i stemmeadfærd i Europa-Parlamentet ønsker vi konkret at undersøge følgende tredelte problemformulering:»er der en observerbar forskel på medlemmerne af Europa-Parlamentets stemmeadfærd i plenarforsamlingen henholdsvis før og efter EU s udvidelse mod øst i 2004, samt før og efter Lissabontraktaten og den finansielle krise? Herunder: Er der en forskel på MEP ernes relative placering langs relevante politiske konfliktdimensioner og på MEP ernes stemmedisciplin over for henholdsvis EP-grupperne og medlemsstaterne?«det primære analyseobjekt i undersøgelsen er Europa-Parlamentets medlemmers (MEP er) stemmeadfærd: Hvilke præferencer er de vigtige for MEP erne i en given afstemning, og hvor stærk er MEP ernes loyalitet over for henholdsvis EPgrupperne og medlemsstaterne? Samtidig forsøger vi at forklare den observerede udvikling i MEP ernes stemmeadfærd over tid før og efter de ovennævnte historiske begivenheder, hvilke vi forventer har medført væsentlige ændringer i politik på EU-niveau. Med»stemmeadfærd«menes her to forskellige, men forbundne begreber: 1) MEP ernes indbyrdes placering og fordeling efter en eller flere relevante politiske konfliktdimensioner ud fra summen af MER ernes afgivne stemmer. Til dette anvendes bl.a. en matematisk metode til såkaldt unfolding af MEP ernes stemmer. Unfolding er en samlebetegnelse for statistiske processer, der kan gruppere beslutningstagere efter én eller flere politiske dimensioner på baggrund af disses afgivne stemmer i en række binære beslutningssituationer, dvs. ved 5

valget mellem»ja«eller»nej«. Vi tager her udgangspunkt i samme metodologi som bl.a. Hix m. fl. (2007). Denne metode uddybes nærmere i specialets kapitel 4. 2) Konkret kvantitativ forskel i MEP ernes afgivne stemmer, herunder i hvilken grad MEP en stemmer loyalt over for sin EP-gruppe eller over for sin medlemsstat. Stemmedisciplin er derfor en samlebetegnelse for»graden af enstemmighed mellem medlemmerne af en given gruppering af MEP er - nationalt eller transnationalt i Europa-Parlamentet«. Vi definerer desuden begrebet»relevant politisk konfliktdimension«som en euklidisk linje, hvorefter en mængde individuelle eller kollektive aktørers præferencer i forhold til én eller flere relaterede betydningsfulde politiske konflikter kan ordnes. Når vi ekspliciterer, at dimensioner er euklidiske, er det for at fremhæve, at forskelle i politiske præferencer, som de fordeler sig på en akse, antages at være direkte sammenlignelige og målbare: En aktør foretrækker altid det politiske outcome, som er nærmest dennes placering på den politiske dimension, som repræsenterer MEP ernes relative præferencer. Dette uddybes i vores teoriafsnit. Vi definerer videre, at en politisk dimension som»relevant«, i det omfang, at den meningsfyldt indfanger kvalitative politiske skillelinjer og samtidig forklarer en vis andel af den observerede stemmeadfærd. Endelig er det vigtigt for os at understrege, at vi i udgangspunktet ikke går ned i datasættet for at beskrive, hvorfor en individuel eller kollektiv aktør stemte»ja«eller»nej«til en given afstemning, eller i hvilken politisk retning resultatet af en given afstemning går, f.eks. mod mere EU-integration eller mindre. Specialet benytter aggregerede mål for MEP ernes samlede antal stemmer for på den baggrund at drage konklusioner om det overordnede billede. Behandling af enkelte afstemninger, aktører eller policyområder vil således være forbeholdt et kursorisk niveau, hvor det kan tjene til illustration og eksempel. 2.3 Introduktion til teori Undersøgelsestraditionen, som dette speciale lægger sig i forlængelse af, placerer sig i udgangspunktet inden for rational choice-institutionalismen. Rational choiceinstitutionalismen er særdeles udviklet inden for EU s legislative område, hvor analyserne bl.a. har fokuseret på: 1) legislativ politik inden for Europa- Parlamentet, 2) magtfordelingen mellem forskellige medlemsstater i Rådet (voting power) og 3) magtforholdet mellem Europa-Parlamentet og Rådet (Jørgensen, Pollack, & Rosamond, 2006, s. 37). Europa-Parlamentet har inden for rational choice-institutionalismen de seneste 20 år været genstand for ekstensiv teoretisk modellering og empirisk testning med et voksende antal teoretiske skoler, som undersøger den legislative organisation af Europa-Parlamentet samt dets medlemmers stemmeadfærd (Ibid). Disse skoler trækker i vid udstrækning på modeller oprindeligt brugt til undersøgelse af den amerikanske Kongres (Ibid). 6

De kongres-orienterede skoler er både grundlaget for vetoaktør-modellerne (Tsebelis, 2002), som er det grundlæggende teoretiske udgangspunkt for at forstå et policy space (herfra: et politisk rum) bestående af en eller flere politiske konfliktdimensioner, og for principal-agent-modellerne (D. Epstein & O Halloran, 1999; McCubbins & Schwartz, 1984), som i denne type analyser bruges som teoretisk udgangspunkt til at forstå,»hvem der kontrollerer medlemmerne af en politisk forsamling som f.eks. Europa-Parlamentet«. Dette speciale trækker ligeledes på disse anvendelsesorienterede teoretiske skoler, som vi regner under den mere overordnede rational choice-paraply. Vi anvender derfor George Tsebelis vetoaktør-model til at definere det politiske rum, som MEP er handler indenfor i forbindelse med deres arbejde i Europa- Parlamentet. Her definerer vi EP-grupperne som kollektive vetoaktører, der må danne koalitioner får at opnå et flertal i en given afstemning. Vi forklarer i denne forbindelse, hvordan den ideologiske afstand mellem EP-grupperne samt EPgruppernes interne sammenhængskraft er de afgørende faktorer i forhold til koalitionsdannelse og dermed for at opnå politisk flertal i Europa-Parlamentet. Vi anvender derudover principal-agent-modellen til at beskrive MEP ernes særlige situation, hvor disse forventes på en gang at være loyale over for både deres nationale parti og over for EP-gruppen. Vi argumenterer her for, at dette forhold er medvirkende til, at rationalet ikke nødvendigvis står klart for den enkelte MEP i forhold til at stemme loyalt over for den ene eller den anden principal. Dette forhold har ultimativt indflydelse på EP-gruppernes interne sammenhængskraft, som er nødvendig for at indgå politiske koalitioner. Rational choice-institutionalismen er særdeles anvendelig til at forklare aktørers handlinger under institutionelle begrænsninger på relativt kort sigt, hvilket er ideelt til vores primære analyse-objekt: MEP ernes stemmeadfærd i en given afstemning. Rational choice-institutionalismen og vores deraf afledte analytiske ramme er dog ikke i sig selv særlig bevendt til at belyse og forklare en udvikling over tid med fokus på historiske begivenheder. Dette skyldes blandt andet en antagelse om, at aktørernes præferencer er endogene og faste. Vi kombinerer derfor rational choice-institutionalismen med den historiske institutionalisme, som netop undersøger og forklarer ændringer i institutioner over tid. I vores overordnede teoretiske ramme fokuserer vi derfor på, hvordan tre betydelige critical junctures i EU s nyere historie kan forventes at have påvirket EU-politik generelt og derfor også stemmeadfærden i Europa-Parlamentet. Vi har valgt at fokusere vores undersøgelse af udviklingen i MEP ers stemmeadfærd omkring følgende tre critical junctures: 1) EU s udvidelse mod Øst i 2004, som er EU s største indlemmelse af nye medlemsstater nogensinde, og som blandt andet har givet anledning til en betydelig større heterogenitet i EU s medlemsstaters 7

økonomier samt en overvægt af medlemsstater med neo-liberalistiske institutionelle modeller. 2) EU s seneste traktatændring Lissabontraktaten som vi argumenterer for har givet anledning til en øget parlamentarisering af EUpolitik, men samtidig også til en»integrations-forstoppelse«hos medlemsstaterne, hvor folkeoppinionen synes at mene, at grænsen for EU s integration er nået, hvorfor den første version af Unionstraktaten i første omgang blev afvist ved folkeafstemninger i flere EU-lande. 3) Endelig blev EU ramt af et betydeligt eksternt chok i form af den finansielle krise, som begyndte at ulme allerede i 2008, og som for alvor satte ind i Europa i 2009, da Grækenland som den første af EU s økonomier var ved at bryde sammen. Vi argumenterer i denne forbindelse for, at solidariteten mellem EU s medlemsstater og særligt mellem euro-landene i denne forbindelse blev sat på en hård prøve, samt at krisehåndteringen i høj grad har været præget af efterspørgsel efter nationale finanspolitiske løsninger frem for løsninger fra Bruxelles. Alle disse begivenheder er af stor betydning for EU s historie i nyere tid, og vi forventer derfor også, at disse begivenheder har givet anledning til, at vi vil kunne identificere ændringer i stemmeadfærden i Europa-Parlamentet. 2.4 Introduktion til litteraturreview Flere forfattere har tidligere undersøgt stemmeadfærd i Europa-Parlamentet, og det er generelt accepteret, at man taler om»hvilke politiske konfliktdimensioner«, der er definerende for MEP ernes relative ideologiske placeringer. Herunder diskuteres, hvilke konfliktlinjer der opdeler MEP erne i»for«og»imod«et politisk forslag i en given afstemning. Det er i vores undersøgelse en central præmis, at sådanne konfliktdimensioner ikke alene eksisterer og derfor kan observeres i (stemme- )adfærd, men også at de er sammenhængende. Dvs., at flere politiske akser eller dimensioner kan kombineres til et politisk rum, hvori MEP erne grupperer sig efter deres politiske præferencer. Dette kan f.eks., som ofte anvendt til beskrivelsen af EU-politik, være et politisk rum, hvor præferencer på den første akse fordeler sig efter en klassisk ideologisk venstre-højre-skala og på den anden akse efter holdningen til EU-integration. Vi præsenterer disse modeller i det uddybede litteraturreview. Estimering af både partiers og individuelle politikeres præferencers idealpunkter på sådanne politiske dimensioner har de seneste 30 år udgjort et voksende felt inden for politologien og er især blevet muliggjort af den teknologiske udvikling ift. mulighederne for hurtig og effektiv statistisk databehandling. Denne praksis har taget forskellige former og med anvendelse af forskellige metoder, herunder såkaldt skalering af roll call-data (K. T. Poole & Rosenthal, 1985; Heckman & Jr., 1997; K. T. Poole & Rosenthal, 1997; K. T. Poole, 8

2000; Hix et al., 2006), håndkodning af partiprogrammer (Budge, 2001), surveyundersøgelser, hvor nationale eksperter placerer nationale partiers præferencer (R. Bakker et al., 2012; Huber & Inglehart, 1995; Laver & Hunt, 1992; McElroy & Benoit, 2012) eller elektronisk kodning af politiske budskaber (Laver, 2001; Laver, Benoit, & Garry, 2003; König, Luig, Proksch, & Slapin, 2010). Forskningstraditionen med algoritme-baseret skalering af roll call-votes har først og fremmest været et amerikansk foretagende med henblik på analyse af stemmeadfærd i Kongressen. Blandt andet står Poole og Rosenthals (1985)arbejde frem som et tidligt, men anerkendt eksempel. Deres algoritme, NOMINATE, og den senere version W-NOMINATE 1, anvendes både af Hix et al. (2006) til undersøgelse af stemmeadfærd i Europa-Parlamentet i de første fem parlamentsperioder fra 1979 til 2004 og i dette speciale 2. Hix et al. (2006) finder, at den dominerende politiske dimension i Europa- Parlamentet udgøres af en klassisk venstre-højre-skala, og at Europa-Parlamentet på denne måde i stigende grad ligner et nationalt parlament. Den sekundære dimension, EU-integrationsdimensionen, har dog været vanskeligere at identificere helt entydigt. Således finder Hix, Noury og Roland at denne dimension ikke blot repræsenterer en EU-integrationsdimension men også indfanger interinstitutionelle konflikter mellem EP-grupperne og de nationale partier, som er repræsenteret i Rådet og og i Kommissionen(Hix, Noury, & Roland, 2007, s. 162). Endelig er en tredje dimension identificeret af bl.a. Crespy & Gajewska (2010):En konfliktlinje mellem liberalister og regulatorer, som forfatterne finder bedst forklarer EU-politik, når det gælder socioøkonomiske spørgsmål. Crespy og Gajewska (ibid.) finder i deres analyse, at hverken den klassiske højre-venstreskala eller EU-integrationsdimensionen er forklarende i forbindelse med servicedirektivet. Holdningen til EU-integration, argumenterer forfatterne, afhængigt af de konsekvenser, som denne integration har for sociale standarder og konkurrence, og den relevante konfliktlinje ses derfor mellem regulatorerne (venstrefløjen), som støtter EU-integration i form af øget regulering, mens højrefløjen støtter EU-integration i form af øget liberalisering og deregulering (Ibid). Litteraturen synes imidlertid ikke at levere noget konsistent svar på, hvorvidt stemmeadfærd i Europa-Parlamentet har ændret sig som konsekvens af østudvidelsen hverken hvad angår udviklingen i de politiske konfliktdimensioner eller stemmedisciplin. I den forbindelse har Hix & Noury 1 NOMINATE er en forkortelse for Nominal Three Step-Estimation. Modellen findes I flere versioner. Vi benytter den såkaldt vægtede NOMIANTE (W-NOMINATE), som i dette speciale blot benævnes ved det generiske navn, NOMINATE. 9

(2009) lavet en nyere analyse som opfølgning på undersøgelsen af de første fem parlamentsperioder, hvor roll call-votes sammenlignes for henholdsvis det femte Europa-Parlament (juli 1999 - maj 2004) og den første halvdel af det sjette Europa-Parlament (juli 2004 - december 2006) for at undersøge, hvorvidt MEP ernes stemmeadfærd har ændret sig som følge af østudvidelsen. Den overordnede konklusion på denne analyse er, at stemmeadfærden kun har ændret sig i meget begrænset omfang (Hix & Noury, 2009, s. 171). Hix og Noury konkluderer, at MEP erne stadig stemmer primært efter den traditionelle venstrehøjre-dimension, og at stemmeafgivning på baggrund af nationalitet, dvs. MEP ernes nationale stemmedisciplin forbliver relativt lav sammenlignet med stemmedisciplin over for EP-grupperne. (Ibid: 172). Dog fandt Hix og Noury (ibid.) i den forbindelse, at MEP er fra de nye medlemsstater i nogen grad oftere stemmer nationalt sammenlignet med MEP er fra de gamle medlemsstater. Dette vurderes dog blot at være udtryk for en konsolideringsfase (Ibid: 161). Hvad angår udviklingen i stemmeadfærd som konsekvens af Lissabontraktaten eller finanskrisen er ingen undersøgelser tidligere foretaget. Vi gennemgår i stedet i det uddybende litteraturreview relevant litteratur i forbindelse med andre undersøgelser af hhv. Lissabontraktaten og den finansielle krise for på denne baggrund at opstille de første teoretiske forventninger relateret specifikt til stemmeadfærd på baggrund af disse begivenheder. 2.5 Introduktion til metode og undersøgelsesdesign For at undersøge udviklingen i stemmeadfærd og effekterne herpå af hhv. østudvidelsen, Lissabontraktaten og den finansielle krise analyserer vi stemmedata for i alt 18.143 registrerede afstemninger (roll call-votes) i Europa- Parlamentets plenarforsamling for det femte, sjette og syvende Europa- Parlament, i perioderne 1999-2004, 2004-2009 og 2009-2014. Roll call-votes udgør omtrent 20 pct. af den samlede mængde afstemninger, hvoraf resten ikke registreres, hvorfor det er en central præmis for undersøgelsen, hvorvidt roll calldata kan udgøre en repræsentativ stikprøve i forhold til den generelle mængde afstemninger. Denne problematik diskuteres udførligt i metode-kapitlet, afsnit 5.2.2. MEP ernes respektive stemmer analyseres ved hjælp af flere statistiske redskaber, herunder primært NOMINATE-skalering, OLS-regression og two sample t-test-statistikker. Specialets problemformulering og begrebsdefinitioner ansporer to delanalyser, der hver især behandler forskellen mellem to parlamentsperioder. Delanalyserne undersøger begge sammensætningen af relevante politiske konfliktdimensioner og disses ændring over tid. Videre vil begge delanalyser forholde sig til den udviste stemmedisciplin over for hhv. EP-grupperne og 10

medlemsstaterne. Denne beskrivelse af analysens overordnede arkitektur er opridset I Figur 2.1, nedenfor. Delanalyse 1: Østudvidelsens betydning for konfliktdimensioner og stemmedisciplin. 5. Europa-Parlament 1999-2004 6. Europa-Parlament 2004-2009 Delanalyse 2: Lissabontraktaten og finanskrisens betydning for konfliktdimensioner og stemmedisciplin. 6. Europa-Parlament 2004-2009 7. Europa-Parlament 2009-2014 Figur 2.1: Undersøgelsesdesignets empiriske opbygning Til analysen af problemformuleringens første begreb relevante politiske konfliktdimensioner anvendes NOMINATE-algoritmen. Ved hjælp af denne algoritme ordnes MEP erne i hver af de tre Europa-Parlamenter efter deres præferencer for afstemninger»ja«og»nej«i modeller med hhv. 1-, 2- og 3 dimensioner. NOMINATE-algoritmen optimerer MEP ernes indbyrdes placering og beregner skillelinjer for hver afstemning, således at den samlede model forudser den størst mulige andel af de observerede stemmer korrekt ud fra MEP ernes placering i det ordnede politiske rum. Vi kan herpå vælge, hvilken af de tre modeller vi ønsker at anvende i forhold til hvor mange stemmer, der kan forudsiges korrekt i en model med hhv. 1, 2 eller 3 dimensioner. Først herefter kan vi fastslå, hvilke præferencer de fundne dimensioner, som MEP erne er ordnet efter i det politiske rum, rent faktisk repræsenterer. NOMINATE-skaleringen leverer nemlig blot et koordinatsystem i det ønskede antal dimensioner, hvori MEP erne er ordnet, men siger intet substantielt om dimensionernes indhold. Til at kunne identificere de givne NOMINATEdimensioners kvalitative indhold benytter vi os af multivariat OLS-regression. Her lader vi MEP ens koordinater i det politiske rum være afhængige variable og 11

eksterne mål for MEP ernes ideologiske præferencer være uafhængige variable. Vi anvender til dette formål Chapel Hill-databasen (R. Bakker et al., 2012), hvor nationale politiske eksperter i hvert EU-land løbende har vurderet de nationale partiers præferencer i forhold til en række politiske spørgsmål. Antagelsen er her, at f.eks. Danmarks Socialdemokratis placering på venstre-højre-skalaen er en valid proxy for en dansk socialdemokratisk MEP ers placering på samme skala. Vi begrunder dette valg i metodekapitlet. Specialet analyserer videre MEP ernes stemmedisciplin over for to grupperinger: EP-grupper og medlemsstater. Formålet er todelt: For det første efterprøver vi en overordnet antagelse fra litteraturen om hvorvidt der er tale om en konsolideringsfase, i forhold til at MEP er fra nye medlemsstater i højere grad stemmer nationalt end MEP er fra de gamle medlemsstater (Hix & Noury, 2009) For det andet undersøger vi, hvorvidt og hvordan de to andre vigtige begivenheder, Lissabontraktaten og finanskrisen har påvirket MEP ernes stemmeadfærd. Er der med Lissabontraktatens indførsel en tendens til, at EPgrupperne er blevet mere konsoliderede og at MEP erne derfor i højere grad overholder partidisciplinen over for EP-grupperne? Eller har den finansielle krise sat den mellemstatslige solidaritet i EU under pres og ført til øget renationalisering af MEP ernes stemmeadfærd? Vi undersøger denne udvikling ved anvendelse af indekset relative cohesion score, som for en gruppe MEP ere opsummerer, i hvor høj grad disse stemmer loyalt over for denne gruppe. Her sammenligner vi relative cohesion score-målet i både grupperne»medlemsstater samlet«, gamle medlemsstater;»eu15«, nye medlemsstater;»eu2004+«samt EP-grupperne. Forskelle på de respektive grupperingers relative cohesion scores testes vha. two sample t-tests, således at vi har et estimat for, hvorvidt resultaterne er repræsentative for den samlede mængde afstemninger i Europa-Parlamentet. 12

3 Teori I hvilken vi opstiller det teoretiske og ontologiske udgangspunkt for vores undersøgelse: En historisk institutionalistisk beskrivelse af Europa- Parlamentets udvikling kombineret med rational choice-institutionalistiske præmisser for MEP ernes præferencedannelse og stemmeadfærd. Vi fremlægger videre vores teoretiske afgrænsninger og fravalg. Endelig beskrives, hvordan vi trækker på den teoretiske beskrivelse af politiske aktører som veto-spillere og på principal-agentteoriens antagelser om delegation og kontrol mellem aktører med uens præferencer. I dette kapitel gennemgår vi den samlede teoretiske og ontologiske ramme, hvorpå vi bygger antagelser og hypoteser til vores analyse. Med ramme menes her den bagvedliggende forståelse af, hvordan virkeligheden ser ud, og dermed hvilke typer empiri, det er relevant at undersøge og navnlig ikke-undersøge for at kunne drage konklusioner. Den teoretiske ramme er således definerende for, hvordan vi betragter specialets undersøgelsesobjekt, medlemmerne af Europa- Parlamentet og deres stemmeadfærd, og hvilke forklaringer vi vil give på den observerede adfærd. Dette speciale anvender en historisk institutionalistisk forståelse af Europa- Parlamentets udvikling kombineret med en rational choice-institutionalistisk forståelse af de enkelte MEP ers politiske handlerum og stemmeadfærd. Den historiske institutionalisme danner således rammen i forhold til at kunne forklare en udvikling over længere tid, mens rational choice-institutionalismen danner rammen i forhold til at forstå MEP ernes stemmeadfærd til den enkelte afstemningssituation i Europa-Parlamentet. I det følgende argumenterer vi derfor for, hvorfor vi i denne undersøgelse anvender historisk institutionalisme og rational choice-institutionalisme i kombination. Dernæst gives en introduktion til den historiske institutionalismes antagelser og centrale pointer, samt hvordan teorien bringes i spil i forhold til at forklare udviklinger i Europa-Parlamentet ud fra critical junctures, som har effekt på længere sigt. I den forbindelse introducerer vi derfor kort udviklingen i det traktatmæssige grundlag for MEP ernes politiske handlerum, samt til udviklingen i konstitueringen af EP-grupper og disses sammensætning. Endelig giver vi en introduktion til rational choice-institutionalismens antagelser, samt hvordan denne teoretiske ramme bringes i spil i forhold til at forklare dynamikkerne i EU s lovgivningssystem og i det politiske rum, som Europa-Parlamentet udgør. Her betragtes EP-grupperne, som kollektive vetoaktører, som er afgørende for, hvorvidt en given beslutning bliver vedtaget i Europa-Parlamentet eller ej. Derudover forklares det, hvordan en given MEP i 13

Europa-Parlamentet står over for et specielt principal-agent-problem, idet MEP en forventes at være loyal overfår både sit nationale politiske parti og sin EP-gruppe. Denne samlede teorietiske ramme danner grundlaget for vores forståelse af dynamikkerne i Europa-Parlamentet og i særdeleshed for MEP ers stemmeadfærd. Efter fremlæggelsen af denne ramme vil vi kapitel 4 præsentere en uddybende gennemgang af eksisterende undersøgelser, der indtil videre har været foretaget i relation til stemmeadfærd i Europa-Parlamentet. 3.1 Kombination af institutionalismer Instutitionalistiske teorier bruges til at forklare, hvordan institutioner opstår og ændrer sig på baggrund af en række grundlæggende antagelser om social handlen. Her regnes de tre retninger sociologisk institutionalisme, rational choiceinstitutionalisme og den historiske institutionelisme som den nye institutionalistiske strømning i politologisk litteratur, der tager udgangspunkt i den opfattelse, at aktører tænker og agerer inden for rammer, som sættes af ydre institutioner (Peters, 1996, s. 206). Samtidig søges udformningen af de institutionelle rammer forklaret med udgangspunkt i aktørerne (Ibid). Rational choice-institutionalismen fokuserer på, hvordan aktørernes søgen efter målopfyldelse og nyttemaksimering foregår under institutionelle eller strategiske begrænsninger (Jørgensen et al., 2006, s. 32). I rational choiceinstitutionalismen antages individet, på baggrund af faste, eksogene præferencer, til hver en tid at beregne den forventede nytteværdi af alternative handlinger, og ud fra dette antages individet at vælge den handling, som forventes at maksimere individets nytte (Ibid). Denne»konsekvenslogik«står i kontrast til både hensigtsmæssighedslogikken og»argument-logikken«, hvor aktørerne via deliberativ handlen søger at finde den sande løsning på et problem, og således accepterer»det bedste argument«til forskel fra at beregne egen nytte på baggrund af mulige alternativer (Risse, 2000, s. 1). Rational choice-analyser forsøger desuden at forklare både individuel og kollektiv handlen som summen af individuelle aktørers valg. Den historiske institutionalisme koncentrerer sig om den historiske udvikling af institutioner samt institutionernes betydning for aktørers præferencedannelse og adfærd. I modsætning til de to andre nyinstitutionalistiske skoler kendetegnes historisk institutionalisme ikke af en samlende ontologi, men er i stedet centreret om den observation, at de ydre institutioner ikke er uforanderlige. Den historiske institutionalisme kan derfor også anvendes i forening med henholdsvis den sociologiske institutionalisme og rational choice-institutionalismen (Rothstein, 1996, s. 142). Da institutionerne ligeledes i den historiske institutionalisme antages at begrænse og forme aktørers forståelse, værdier og 14

interesser (Katznelson & Weingast, 2005, s. 14), antages disse ændringer i institutionerne også at være med til med tiden at ændre aktørers præferencer. Vi anerkender i denne undersøgelse, at både formelle regler og uformelle handlingslogikker har relevans for interaktionen i Europa-Parlamentet og i EUpolitik generelt. Men vi vælger i denne undersøgelse at betragte MEP ernes adfærd på kort sigt ud fra rationalistiske og nyttemaksimerende handlingslogikker i overensstemmelse med MEP ernes faste præferencer for den politiske udvikling. Vi undersøger, hvordan disse bagvedlæggende præferencer kan identificeres og systematiseres konsistent for hele det undersøgte korpus af MEP er på tværs af tre Europa-Parlamenter. I vores undersøgelse betragtes det kollektive (det store tendenser i afstemningerne) således også som summen af individuelle nyttemaksimerende handlinger (stemmer). Vi afgrænser os derfor fra at beskæftige os med den sociologiske institutionalismes betragtninger om hensigtsmæssighedslogik og socialt konstruerede præferencer, hvor et helt andet empirisk materiale og undersøgelsesdesign ville være nødvendigt for at få indsigt i disse mekanismer. Derimod ønsker vi til gengæld at identificere en historisk udvikling i MEP ernes præferencer på baggrund af bl.a. institutionelle ændringer. Disse valg er truffet med henblik på at skabe størst mulig samklang mellem det anvendte teoretiske apparat og den anvendte empiri, hvilket tilsammen giver os et konsistent og robust forskningsdesign. 3.2 Historisk institutionalisme I dette afsnit sammenfatter vi en række af de mest gængse opfattelser og antagelser om institutioner, som vi betragter som fællesnævnere for historisk institutionalisme, for derpå at situere nærværende undersøgelse af MEP ernes stemmeadfærd i forhold til den historisk institutionalistiske forskningstradition. 3.2.1 Historisk Institutionalismes overordnede antagelser og anvendelse i specialet Historisk institutionalisme tager udgangspunkt i den opfattelse, at aktører individuelle eller kollektive - tænker og agerer inden for rammer, som sættes af ydre institutioner, og samtidig søges udformningen af de institutionelle rammer forklaret med udgangspunkt i aktørerne (Peters, 1996, s. 206). Institutionerne begrænser og former samtidig aktørers forståelse, værdier, interesser og måden, hvorpå aktørerne kan forfølge deres interesser (Katznelson & Weingast, 2005, s. 14). Historisk institutionalistisk analyse forsøger at forklare de eksisterende samfundsinstitutioner, både diskursive og formelle, samt deres udvikling og ændring over tid. Disse ændringer kan antage form af enten længere historiske 15

strømninger eller af knækpunkter critical junctures, dvs. pludselige ændringer i institutionernes sammensætning eller virkemåde. Critical junctures indtræder enten som udløsning af længerevarende spændinger mellem aktører i et institutionelt system, eller som følge af eksterne chok. Vi betragter i denne undersøgelse henholdsvis 2004-udvidelsen (østudvidelsen) med indlemmelsen af 10 nye medlemsstater, den omfattende traktatændring med Lissabontraktaten i 2009 og samtidig det eksterne chok i forbindelse med finanskrisen i EU, ligeledes startende i 2009, som tre centrale critcal junctures i EU s nyere historie. Den centrale lektie fra historisk institutionalisme er således her, at aktørers præferencer og handlemåder både påvirkes af de konkrete, formelle institutionelle rammer, som ikke er uforanderlige, men som tværtimod ændrer sig på grund af enten længerevarende historiske strømninger, og af eksterne chok. 3.2.2 Europa-Parlamentet som historisk institution En historisk institutionalistisk undersøgelse af Europa-Parlamentet kan antage mange forskellige udgangspunkter og som nævnt analysere og forklare mange forskellige typer empiri. I denne analyse har vi imidlertid valgt at gøre historisk institutionalisme kompatibel med rational choice-institutionalismen, hvor man betragter de institutionelle regelsæt og logikker som eksogent givne, dvs. faste i hvert fald på kort sigt. Dette afsnit vil derfor fokusere på den historiske udvikling i de formelle regler og virkemåder, som de kommer til udtryk i EU s traktater og i organisationen af MEP ernes arbejde. Historien om udviklingen af Europa- Parlamentet og dets beføjelser fortælles ud fra denne betragtning bedst med en traktatslig gennemgang i forbindelse med EU s integration. Gennem tiden har reformerne af EU s traktater løbende ændret Europa-Parlamentets formelle magt samt samspillet mellem Europa-Parlamentet og de andre EU-institutioner, særligt Kommissionen og Rådet (se f.eks. Hix, Noury, & Roland, 2007, s. 12). Den seneste ændring i Europa-Parlamentets beføjelser, Lissabontraktaten, som vi betragter som en af de relevante critical juntures i denne undersøgelse, skal ses som en del af denne historie. I dette afsnit introducerer vi således kort til denne udvikling af Europa-Parlamentets magt gennem traktaterne, og særligt præsentere Lissabontraktaten i denne sammenhæng. tabel 2.1 nedenfor opsummerer de vigtigste begivenheder. Forgængeren for Europa-Parlamentet var Den Europæiske Kul- og Stålunions Forsamling, hvilken holdt sit første møde i 1952, og siden 1958 har forsamlingen refereret til sig selv som Europa-Parlamentet (Hix et al., 2007a, p. 12-13). Det tidlige Europa-Parlament bestod af delegerede parlamentarikere fra medlemsstaterne, som havde en konsultativ rolle i forhold til Rådets arbejde. Fra begyndelsen havde Europa-Parlamentet kun 78 medlemmer fra de dengang seks medlemsstater (Belgien, Frankrig, Tyskland, Italien, Luxembourg og Holland) 16

(ibid). Siden 1958 har Europa-Parlamentet haft kompetencen til at stille mistillidsvotum til Kommissionen, men først fra midt 80 erne begyndte Europa- Parlamentet at få andre egentlige beføjelser. Det første direkte valg til Europa- Parlamentet blev afholdt i 1979 og først med EF-pakken, som trådte i kraft i 1987, blev parlamentet officielt godkendt som et egentligt parlament, der havde to læsninger af Rådets retsakter inden Rådet vedtog dem. Disse centrale nedslag i Europa-Parlamentets udvikling som historisk institution opsummeres af Tabel 3.3.1 nedenfor. 17

Tabel 3.3.1: De væsentligste ændringer af Europa-Parlamentets magt Begivenhed (dato) Romtraktaten (1958) Budgettraktater (1970 og 1975) Lovgivningsmagt Konsultationsprocedure: Rådet skal konsultere EP inden vedtagelse af de fleste retsakter Ny budgetprocedure: EP kan afvise EU's budget og komme med ændringer (dog ikke til landbrugspolitikken og regional udligningspolitik) Magt til at føre kontrol med Kommissionen Mistillidsvotum over for EU-Kommissionen indføres: EP kan kræve Kommissionens afgang med dobbelt flertal Første EP-valg (1979) EF-pakken (1987) Medlemmer af Europa-Parlamentet vælges for første gang til ordinære valg Samarbejdsproceduren introduceres: EP har to lovbehandlinger før Rådet vedtager lovgivning Maastrichttraktaten (1993) Den fælles beslutningsprocedure introduceres: Både EP og Rådet skal godkende retsakter EP sætter præcedens for at stemme om Kommissionens præsident. Mistillidsvotum til EU- Kommissionen (1999) Amsterdamtraktaten (1999) Reform af den fælles beslutningsprocedure: de fleste socioøkonomiske politikområder bliver omfattet Afvisning af ny EUkommission (2004) EP afviser Barroso-kommissionen i forbindelse med dens indtrædelse EP truer med brug af sin mulighed for mistillidsvotum til Kommissionen og Santer- Kommissionen træder af. Reform af Kommissionens indsættelse: EP skal godkende Kommissionen som helhed ved dens indsættelse Lissabontraktaten (2009) Den fælles beslutningsprocedure gøres til den almindelige beslutningsprocedure 18

Europa-Parlamentets beføjelser i forhold til den udøvende magt har ikke været ligeså vidtgående som i et traditionelt parlament, hvor parlamentet vælger og afsætter en regering med et simpelt flertal (Ibid: 13). Som nævnt har Europa- Parlamentet siden 1958 kunnet stille Kommissionen et mistillidsvotum, men dette kræver dobbelt flertal, dvs. to tredjedele af parlamentets medlemmer, hvilket i praksis gør det vanskeligt at afsætte Kommissionen efter dens indtrædelse. Således er det heller aldrig nået til et sådant mistillidsvotum, selvom det ofte har været forsøgt (Ibid: 18). Det tætteste tilfælde var da Jacques Santer- Kommissionen efter beskyldninger om korruption trak sig i 1999, da Europa- Parlamentet truede med at stille et mistillidsvotum. Siden Maastrichttraktaten 3 har Europa-Parlamentet ligeledes skullet godkende Kommissionen ved dens indsættelse, men det er Rådet, der udpeger kommissærerne. Europa-Parlamentets beføjelser som lovgivende magt har imidlertid udviklet sig markant gennem historien. Fra med Romtraktaten i 1958 kun at være en forsamling, der skulle konsulteres i forhold til Rådets arbejde, er Europa-Parlamentet i dag en yderst magtfuld overstatslig parlamentarisk forsamling. Den første udvikling i denne retning var budgettraktaterne i 70 erne, hvormed det blev indført, at Europa- Parlamentet skulle vedtage EU s budget i samarbejde med Rådet (Hix et al., 2007, s. 18). Før dette havde hverken Kommissionen eller Rådet forpligtelse til at efterkomme Europa-Parlamentets ønsker. Efterfølgende fik Europa-Parlamentet med fællesskabsproceduren, indført i forbindelse med EF-pakken i 1979, for første gang mulighed for at udøve reel parlamentarisk behandling med to læsninger af Rådets lovgivningsforslag på en række områder, herunder en række områder, der vedrører EU s indre marked (Hix et al., 2007, s. 19). Imidlertid var Rådet stadig Rådet den sidste instans og kunne efter parlamentets læsninger vedtage et forslag alene. Dette ændrede sig med Maastrichttraktaten i 1993, hvor man introducerede den fælles beslutningsprocedure på de områder, hvor fællesskabsproceduren før havde været praksis. Under den fælles beslutningsprocedure kan Rådet ikke vedtage lovgivning i sidste ende uden Europa-Parlamentet. Hvis disse to institutioner således ikke er nået til enighed om udformningen af en retsakt efter to læsninger i hver institution, kommer sagen i forligsråd, hvorefter retsakten forkastes, hvis det ikke lykkes at nå til enighed. Endelig blev Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige magt yderligere udvidet med Amsterdamtraktaten i 1999, hvor en række socioøkonomiske områder blev 3 Efter vedtagelsen af Maastrichttraktaten skabte Europa-Parlamentet skabt præcedensen for at stemme om godkendelse af Kommissionen, denne de facto ret blev formaliseret med Amsterdam-traktaten (Hix, Noury, & Roland, 2007, s. 15). 19