DI - Nyhedsbrev Den 31. maj 2011 Orientering om Vismandsrapporten Vismændene er relativt pessimistiske omkring eksporten Vismændene regner med, at mange vil vende tilbage til arbejdsstyrken Offentlige underskud så langt øjet rækker 1. Konjunkturvurdering Vismændenes prognose for dansk økonomi ligger nogenlunde på linje med DI s vurdering. Vismændene er dog lidt mere pessimistiske end DI med hensyn til udviklingen i eksporten. DI er lige som Vismændene bekymrede over den svage danske konkurrenceevne, og tab af markedsandele på eksportmarkederne. DI vurderer, at den svækkede euro vil føre til, at tabene af markedsandele vil aftage lidt, selv om vi naturligvis fortsat vil se en svagere udvikling i dansk eksport end hos eurolandene og, i særdeleshed, en svagere udvikling end i den tyske eksport. I forhold til dansk økonomis mellemfristede vækstpotentiale er Vismændene til gengæld lidt mere optimistiske end DI, idet Vismændene forudsætter, at mange vil vende tilbage til arbejdsstyrken i de kommende år. Her er DI noget mere skeptisk. Som påpeget af Vismændene er der en ikke ubetydelig ledighed, som ikke opfanges i den officielle ledighedsstatistik. Men man skal være opmærksom på, at en stor del af dem, der søger arbejde, men ikke er berettiget til dagpenge, kontanthjælp eller lignende er studerende på SU. Og det er især gruppen af arbejdssøgende studerende, der er steget meget de senere år. Disse kan naturligvis give et stort bidrag til arbejdsstyrken i de kommende år målt i hoveder, men målt i udbudte arbejdstimer vil bidraget være langt mere beskedent. DI mener, det er helt afgørende, at der gøres noget aktivt for at øge arbejdsstyrken i de kommende år. Ellers risikerer vi om nogle år igen at stå i en situation med omfattende mangel på arbejdskraft. Aktuel økonomisk politik Vismændene påpeger, at der er udsigt til underskud på de offentlige finanser så langt øjet rækker. Selv hvis regeringens forlig med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om en hurtigere forhøjelse af folkepensionsalderen og en stramning af efterlønnen gennemføres, vil der på længere sigt fortsat være tale om betydeligt underskud og en betydelig gældsopbygning.
Regeringens opstramning af finanspolitikken er passende God ide med strammere offentlig udgiftsstyring Flexlån kan være et problem ved en valutakrise Ikke oplagt at indføre lånebegrænsninger Vismændene påpeger, at konjunkturudsigterne nu er så robuste, at det er forsvarligt at påbegynde en opstramning af finanspolitikken. Regeringens planlagte opstramning betegnes som passende. DI kan tilslutte sig dette. Vismændene påpeger, at de offentlige forbrugsudgifter var ude af kontrol i 2009 og 2010. De hilser derfor regeringens oplæg til en strammere udgiftsstyring velkommen. Lempelsen af finanspolitikken i 2009 og 2010 er især sket via øget offentligt forbrug og ikke via øgede offentlige investeringer, hvilket ville have været mindre problematisk. DI kan tilslutte sig betragtningerne. Stigninger i det offentlige forbrug har en tendens til at være permanente, hvorfor det er bedre at stimulere økonomien via investeringerne. Men regeringen og kommunerne har vist en bemærkelsesværdig ringe grad af evne til at styre planlagte investeringer. Vismændene anbefaler at indføre flerårige investeringsplaner for den samlede offentlige sektor. Vismændene adresserer problemer omkring boligfinansiering med afdragsfrihed og med rentetilpasningslån. De nye låneformer øger fleksibiliteten for boligejerne, hvilket skal vejes op mod, at dansk økonomi bliver mere følsom over for renteændringer. Dette kan være en fordel, når vi oplever samme konjunkturforløb som euro-landene, hvilket har været situationen i de senere år. Men rentefølsomheden kan blive et problem, hvis der opstår usikkerhed om dansk økonomi og dermed uro om valutakursen. Vismændene er dog klart mindre skeptiske i forhold til disse låneformer end Nationalbanken. Der efterlyses dog bedre information om risiko ved afdragsfrihed og især ved variabel rente i forbindelse med låneoptagelse. Desuden påpeges det, at ny finansiel regulering (Basel III) nærmest uundgåeligt vil gøre variabelt forrentede lån relativt dyrere. Vismændene finder det derfor ikke oplagt at indføre yderligere begrænsninger. Hvis der politisk efterlyses begrænsninger, bør det ske via lavere lånegrænser for variabelt forrentede lån eller højere tinglysningsafgift for disse lån. 2. Efterløn og pensionsalder Vismændene præsenterer i deres rapport et kapitel om efterløn og pensionsalder, hvor de også ser på virkningen af den netop indgåede aftale om at begrænse efterlønsordningen. Efterlønnen er for arbejdsduelige, ikke for nedslidte Vismændene pointerer, at efterlønnen ikke er en ordning målrettet personer med dårligt helbred eller svækket arbejdsevne, men en ordning for arbejdsduelige personer med lang forudgående tilknytning til arbejdsmarkedet. De fleste efterlønnere har i dag en uddannelse, og den andel vil vokse i fremtiden, og helbredet blandt personer på efterløn 2
svarer til det helbred, som resten af befolkningen i aldersgruppen har. Vi lever længere, og levetiden stiger hastigt Siden 1995 er levetiden blandt ældre steget væsentligt hurtigere, end det tidligere er set. I Danmark er restlevetiden for en 60-årig siden 1995 steget fra 19,6 år til 22,3 år, svarende til 2 måneder om året siden 1995. Denne udvikling forventes at fortsætte i fremtiden, og det medvirker til et finansielt pres på de offentlige finanser. Vismændene roser idéen med Velfærdsaftalen. Set i et internationalt perspektiv er aftalen udtryk for, at Danmark på et relativt tidligt tidspunkt har taget initiativ til at imødegå de fremtidige udfordringer fra flere ældre og længere levetid ved både at fastlægge et langsigtet mål for den forventede pensionsperiode og en mekanisme til at sikre, at målet opfyldes. Velfærdsaftale er ikke generationsmæssigt fair.. og kan opfattes som utroværdig Tilbagetrækningsreformen retter op på det DI mener Men de store stigninger i levetiden de seneste år betyder, at Velfærdsaftalen fra 2006 allerede nu er langt bagud i justeringen af efterløns- og pensionsalderen, og vismændene peger på, at der er en række årgange, som går på efterløn og pension nu og en årrække frem, som har en væsentlig længere periode som tilbagetrukne, end fremtidige generationer vil have. Vismædene påpeger endvidere, at der er et grundlæggende problem med troværdigheden af aftalen, fordi ændringerne af efterløns- og folkepensionsalderen kommer for sent. Det betyder, at nuværende generationer stilles bedre end både fremtidige og fortidige generationer. Fremtidige politikere skal således ikke alene gennemføre ændringer, som de nuværende beslutningstagere har afstået fra, det forudsættes tillige, at de gennemfører reguleringer, der kompenserer for de ændringer, som de nuværende politikere ikke har gennemført. Det er utroværdigt. Tilbagetrækningsreformen, som den er aftalt mellem regeringen, Dansk Folkeparti og det Radikale Venstre, retter lige netop op på det forhold og forbedrer holdbarheden på de offentlige finanser. Den langsigtede stigning i den finanspolitiske holdbarhed forbedres ifølge vismændene med 0,4 pct. af BNP, hvilket er et væsentligt, men absolut ikke tilstrækkeligt bidrag til at sikre holdbarheden på de offentlige finanser på sigt. DI er enig med Vismændene i, at efterlønnen er en unødvendig ordning, der trækker arbejdsduelige medarbejdere ud af arbejdsmarkedet før tid. DI mener, at regeringens tilbagetrækningsreform kommer et langt stykke hen ad vejen mod en afskaffelse af efterlønnen og vil yde et væsentligt bidrag til at rette op på underskuddet på de offentlige finanser, men også give et væsentligt bidrag til at øge arbejdsstyrken, der er en af de grundlæggende rammebetingelser for, at der kan skabes vækst i de danske virksomheder. 3
Vismændene roser regeringens 2020- plan... og kritiserer indirekte oppositionens 3. Finanspolitikkens holdbarhed og troværdighed Vismændene leverer store roser til elementerne i regeringens 2020-plan. De mener, at planen på mange måder lever op til de kriterier, man bør stille til en mellemfristet plan, herunder at der i modsætning til i tidligere planer ikke er nogen uspecificerede reformkrav. DI er helt enig i dette. Vismændenes fokus på, at der ikke bør være uspecificerede reformkrav, kan opfattes som en indirekte kritik af rød 2020- plan, der ifølge DI s vurdering indeholder uspecificerede reformkrav for 30-35 mia. kr. Vismændene nævner også, at det er svært at pege på konkrete instrumenter, der kan sikre en øget arbejdstid, som er et centralt element i Fair Løsning 2020. Uspecificerede reformkrav i mellemfristede planer Mia. kr. 2010-planerne før Velfærdsaftalen (gns.) 18 2010-planen med Velfærdsaftalen 0 2015-planerne før finanskrisen (gns.) 15 Reformpakke 2020 0 Fair Løsning 2020 30-35 Kilde: Tidligere mellemfristede planer, Reformpakke 2020 og Fair Løsning 2020. Overordnet set bør stram udgiftsstyring, en markant reform af efterlønsordningen og en ophævelse af skattestoppets nominalprincip ifølge vismændene udgøre de centrale elementer i en holdbar og troværdig finanspolitik. Udgiftslofter en rigtig god idé ifølge Vismændene og DI Vismændene har også ros til forslaget om bedre udgiftsstyring ved hjælp af flerårige udgiftsrammer. DI har igennem lang tid talt for det nødvendige i at indføre nye instrumenter, der kan sikre en bedre overholdelse af de offentlige udgiftsrammer, og synes grundlæggende, at udgiftslofterne vil være et rigtig godt instrument. Vismændene løfter dog et bekymret øjenbryn over seniorførtidspensionen, der på linje med tidligere nye overførselsordninger kan risikere at blive for stor en succes. DI er helt enig i, at det er nødvendigt at følge udviklingen nøje. Udsigt til underskud så langt øjet rækker uden nye tiltag Vismændene præsenterer en ny mellem- og langfristet fremskrivning af dansk økonomi, der indregner Genopretningsaftalen, men ikke den netop aftalte tilbagetrækningsreform. Fremskrivningen viser, at der er udsigt til underskud så langt øjet rækker, at der er et finanspolitisk holdbarhedsproblem på 9 mia. kr., og at den offentlige gæld vokser til omkring 100 pct. af BNP i 2070. Den udfordring, Vismændene skitserer, er i store træk sammenfaldende med det forløb, Finansministeriet anvender som grundlag for tilbagetrækningsaftalen. 4
Og det kan sagtens gå endnu værre Et troværdigt forløb er et større krav end finanspolitisk holdbarhed Vismændene anfører selv, at usikkerheden især går i retning af et mere pessimistisk scenarie. Eksempelvis er der usikkerhed om, hvorvidt det vil lykkes fremtidige politikere at øge tilbagetrækningsalderen så meget, som der kræves ifølge Velfærdsaftalen. Vismændene viser, at kravet om en holdbar finanspolitik ikke er et tilstrækkeligt krav til at sikre en troværdig udvikling i de offentlige finanser. Selv i et holdbart forløb vil der således være udsigt til mange årtier med store offentlige underskud, og ØMU-gælden kan på længere sigt nå et niveau omkring 95 pct. af BNP. Vismændene præsenterer i kapitlet flere analyser, der konkluderer, at for høj gæld kan resultere i højere renter og dermed i øget pres på økonomien. DI mener Fremrykning af pensionsbeskatning ikke en god løsning Vismændenes beregninger bekræfter de gavnlige effekter af tilbagetrækningsaftalen Mærkelig beregning DI mener, det er kraftigt overvurderet DI har ved flere lejligheder påpeget det uholdbare i at planlægge efter et sådant forløb. Vedvarende massive offentlige underskud kan presse renten op og skabe usikkerhed om de fremtidige skatter og afgifter. Det kan betyde, at investeringer går uden om Danmark, ligesom det kan blive sværere at tiltrække og fastholde højt kvalificeret arbejdskraft. Et nødvendigt fundament for at sikre højere vækst er således, at der bliver genskabt balance i den offentlige økonomi. Vismændene gennemgår en række mulige tiltag for at sikre et mere holdbart og troværdigt forløb. En fremrykning af pensionsbeskatningen, så indbetalinger beskattes frem for udbetalinger, undersøges som mulig løsning, men Vismændene konkluderer, at det ikke er en løsning, der kan anbefales. DI er helt enig heri. Vismændenes beregninger bekræfter overordnet, at tilbagetrækningsaftalen omtrent sikrer balance på den offentlige saldo i 2020, som er det centrale mål i regeringens 2020-plan. Samtidig sikrer aftalen en mere lige og fair behandling af nuværende og fremtidige generationer. Dermed reduceres troværdighedsproblemet i Velfærdsaftalen væsentligt. Der er dog fortsat udsigt til underskud i en årrække efter 2020. Vismændene har valgt at præsentere et teoretisk regneeksempel, der viser, at ledigheden vil kunne stige ret betydeligt som følge af færre på efterløn, og at denne merledighed vil kunne vare i forholdsvis mange år. Vismændene skriver selv, at denne ledighedseffekt kan være overvurderet. Det er DI s opfattelse, at det er den den er kraftigt overvurderet. DI forstår ikke hensigten med regneeksemplet, da det, som påpeget af Vismændene, er foretaget på en model, der ikke tager 5
højde for en lang række ting. Og erfaringerne fra tidligere reformer giver et helt andet resultat. Det er derfor DI s opfattelse, at regneeksemplet tager helt fejl af tilpasningsmekanismen i økonomien, når arbejdsstyrken øges. Erfaringerne viser umiddelbar tilpasning Gennem de seneste 15 år har vi en række erfaringer, der kan bidrage til viden om sammenhængen mellem offentlige overførsler og beskæftigelse. Vismændene har således et afsnit omkring overgangsydelsen. Her var erfaringerne, at afskaffelsen af overgangsydelsen direkte førte til, at beskæftigelsen for de 50-59-årige steg. Det samme viser erfaringerne fra afskaffelsen af særreglerne om retten til den forlængede dagpengeperiode, såfremt man var berettiget til efterløn, for 50-59-årige. Efter afskaffelsen af disse særregler steg beskæftigelsesfrekvensen for 30-49-årige med 2 pct., men med 6 pct. for de 50-54-årige og med hele 14 pct. for de 55-59-årige. Samlet skattesnyd for mindst 5 mia. kr. Selvstændige snyder mest Der bør ske en afvejning mellem de forskellige instrumenter til at bekæmpe skattesnyd Lavere skat ikke mest effektiv i forhold til at nedbringe skattesnyd 4. Skattesystemets indretning og administration Vismændene angiver det samlede skattesnyd blandt borgerne til godt 5 mia. kr. Beløbet dækker kun det snyd, som SKAT har kunnet afsløre ved en ekstra kontrolindsats, og må derfor antages at være den nedre grænse for det faktiske skattesnyd. Gennemsnitligt snyder hver borger for 1.150 kr./året, men beløbet er meget varierende, idet der er en tæt sammenhæng mellem mulighederne for skattesnyd og det faktiske skattesnyd: Dér, hvor borgene primært selv skal indberette, findes der flest fejl. Skattesnyd er således ikke ligeligt fordelt på hverken indkomstgrupper eller erhvervsgrupper. Således snyder personer med en højere indkomst for mere end personer med lavere indkomster, ligesom selvstændige snyder mere end almindelige lønmodtagere. Selvstændige snyder f.eks. for godt 9.000 kr. årligt, hvilket er markant højere end gennemsnittet for almindelige lønmodtagere. Det er imidlertid meget vanskeligere og omkostningsfuldt at kontrollere selvstændiges årsopgørelser. Det er således ikke sikkert, at en øget kontrol af de selvstændiges årsopgørelser er samfundsøkonomisk optimalt. Vismændene peger på forskellige typer af økonomisk-politiske instrumenter, der kan anvendes til bekæmpelse af skattesnyd. Effekten vil dog afhænge af skattesnydets karakter samt af målgruppen. Politisk bør der derfor ske en afvejning mellem effekterne og omkostningerne af de forskellige typer af instrumenter. Lavere skat Effekten på omfanget af snyd ved en lavere skat er ikke entydig. Det skyldes, at selvom gevinsten er stigende med personens indkomst qua vores progressive skattesystem, så er den 6
unddragne skat og derved bøden det lige så. En empirisk analyse viser imidlertid, at der rent faktisk er en signifikant sammenhæng mellem marginalskat og skattesnyd, men at denne effekt er mindre end effekten af de administrative værktøjer, der findes herunder især tredjepartsindberetning. Vismændene konkluderer derfor, at øget anvendelse af administrative værktøjer er mere effektivt end lavere marginalskat i forhold til at undgå snyd. Øget straf og opdagelsesmuligheder. Opdagelsessandsynligheden afhænger dels af skattesystemets indretning og dels af den foretagne administrative og praktiske kontrol. F.eks. vil flere tredjepartsindberetninger mindske sandsynligheden for, at det er muligt at snyde, hvorimod en øget målrettet kontrolindsats kan øge sandsynligheden for, at det bliver opdaget. SKATs kontrol af selvangivelser med flag vurderes at fungere efter hensigten Ikke økonomisk rentabelt at øge kontrolindsatsen nævneværdigt Men anbefaler at udvide anvendelsen af tredjepartsindberetninger DI: Store administrative byrder ved at øge virksomhedernes indberetningspligt Da det langt fra er samfundsøkonomisk optimalt at kontrollere alle årsopgørelser, forsøger SKAT, at udpege de årsopgørelser, som virker mistænkelige og udstyre dem med et flag. Et flag øger sandsynligheden for, at årsopgørelsen trækkes ud til kontrol. Vismændenes analyser tyder på, at provenugevinsten ved at kontrollere disse årsopgørelser overstiger kontrolomkostningen, samt at systemet virker effektivt i forhold til at målrette håndhævelsesindsatsen. Modsat viser analysen, at provenugevinsten ved at kontrollere opgørelser uden flag ikke overstiger omkostningerne. Det er således ikke hensigtsmæssigt at øge kontrolindsatsen for disse, og Vismændene konkluderer, at der næppe er væsentlige gevinster ved at øge kontrolindsatsen nævneværdigt. Vismændenes analyser viser, at tredjepartsindberetninger er et meget effektivt instrument til at undgå uregelmæssigheder i indkomstopgørelsen. Vismændene anbefaler derfor, at anvendelsen af tredjepartsindberetninger udvides, hvor det er muligt, og hvor det ikke resulterer i uforholdsmæssige store meromkostninger. Bl.a. peger de på øget indberetning af personalegoder f.eks. firmabetalte daginstitutioner, bonuspoint i forbindelse med flyrejser eller hotelophold. I forbindelse med Forårspakke 2.0 blev virksomhedernes indberetningspligt strammet betydelig, og det vil efter DI s vurdering være forbundet med store administrative udgifter for virksomheder at gå yderligere i den retning. Især er det på personalegodeområdet behæftet med et stort administrativt besvær for virksomhederne at skulle indberette mere, end de allerede gør i dag. Provenugevinsten fra en øget indberetningspligt fra tredjepart må desuden antages at være relativ lille, idet det primært er de områder, hvor det ikke er muligt at indføre tredjepartsindberetninger, at omfanget af skattesnyd er størst. 7
Gebyr for SKATs korrektioner DI kan ikke støtte forslaget Sort arbejde koster 29 mia. i tabt skatteprovenu...men hele gevinsten kan aldrig blive høstet DI mener: Mindre sort arbejde kan føre til mere gør-detselv arbejde Gevinsten kan ikke opveje det umiddelbare tab Vismændene foreslår, at der indføres et gebyr eller brugerbetaling i forbindelse med kontrollerede årsopgørelser, som indeholder bevidste eller ubevidste fejl. Det begrundes med, at uanset årsagen til fejlen, så vil SKATs omkostninger til kontrol blive forøget. Konkret foreslås det, at uanset om det er til skatteyder eller SKATs fordel, så skal der betales et gebyr svarende til en andel af værdien af korrektionen. Dog bør der være et loft over gebyret. DI finder det ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt betænkeligt at indføre et sådant gebyr, ikke mindst da en del af fejlene må antages at skyldes den meget komplicerede skattelovning. Man bør i stedet sørge for, at der sker en simplificering af skattereglerne, således at muligheden for fejl minimeres. Endvidere er ligningen i forvejen betalt via skatten. 5. Sort arbejde Baseret på analyser fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, opgør Vismændene det tabte skatteprovenu fra sort arbejde til ca. 29 mia. kr., hvilket omfatter både arbejde betalt med kontanter, naturalier og gentjenester. Det samfundsøkonomiske velfærdstab anslås meget usikkert til ca. halvdelen af dette beløb, idet den anden halvdel antages at være privatøkonomisk gevinst for køber og sælger. Vismændene slår fast, at man ikke kan forestille sig sort arbejde helt elimineret (og dermed hele skatteprovenuet høstet), og at det ikke giver samfundsøkonomisk mening at forfølge dette mål. Indsatsen skal derfor afbalanceres i forhold til gevinsterne. I øvrigt påpeger rapporten, at sort arbejde virker indkomstudlignende, idet lavindkomstgrupper har en relativ høj sort indkomst i forhold til deres hvide indkomst (hvorfor sædvanlige målinger af uligheden derfor overvurderer graden af ulighed). DI er enig i, at det er urealistisk at forestille sig sort arbejde elimineret og især at det skulle være muligt at høste det tabte skatteprovenu. Dette gælder især, hvis der anvendes pisk (kontrol, straf) frem for gulerod (mindre skattekile), idet Rockwool Fondens analyser også viser, at gør-det-selv arbejde (snarere end hvidt arbejde) er det mest oplagte alternativ til sort arbejde, og at øget gør-det-selv arbejde må forventes at skade arbejdsudbuddet. Lavere indkomstskat? Vismændene anerkender, at det er indkomstskatterne, der er den direkte årsag til det sorte arbejde; men påpeger samtidig, at lavere skatter vil give anledning til et provenutab, som umuligt kan opvejes af skatteindtægterne som følge af sort arbejde, der bliver hvidt. Vismændene kan derfor ikke anbefale at lempe indkomstskatten for at reducere sort arbejde. 8
men bør efter DI s mening ikke glemmes Et fradrag på 32 pct. kan øge arbejdsudbuddet med 9000 personer DI mener, at det er højt sat Vismændene bakker op om skatteministerens udmeldinger DI mener, at man bør være varsom DI er enig i, at selv lavere topskat (som er den billigste marginalskattelettelse) ikke vil have en så kraftig effekt på mængden af sort arbejde, at dette i sig selv kan opveje det umiddelbare provenutab. Men denne positive effekt bør indgå og indregnes som én af de mange positive effekter ved lavere topskat. Service-fradrag? Rapporten er udarbejdet før offentliggørelsen af regeringens forslag til en forsøgsordning med fradrag for hjælp og istandsættelse i hjemmet, men analyserer effekterne af et tilskud på mellem 10 pct. og 50 pct. af arbejdslønnen til håndværks- og hjemmeserviceydelser (finansieret af højere moms). Analysen viser, at en tilskudsordning på niveau med den foreslåede forsøgsordning (gennemsnitligt tilskud på ca. 32 pct. i perioden 2011-13) vil øge arbejdsudbuddet med ca. 9.000 personer og give en samfundsøkonomisk gevinst på knap 1 mia. kr. Resultaterne er imidlertid yderst usikre, og da ordningen ikke er selvfinansierende, vil Vismændene ikke anbefale et sådan tilskud. DI er enig i, at den samfundsøkonomiske gevinst ved en fradragsordning for hjælp og istandsættelse i hjemmet skyldes den effekt, ordningen får på arbejdsudbuddet fra de husstande, som benytter sig af ordningen (snarere end via beskæftigelseseffekten i de berørte erhverv, idet beskæftigelsen på lang sigt bestemmes af arbejdsudbuddet og den strukturelle ledighed). Dermed kommer den samfundsøkonomiske gevinst i virkeligheden fra en nedgang i gør-det-selv arbejde, snarere end fra en nedgang i sort arbejde. DI finder dog, at den analyserede arbejdsudbudseffekt er noget optimistisk, og det skal under alle omstændigheder påpeges, at den analyserede model i modsætning til den kommende forsøgsordning ikke har en maksgrænse for fradrag. Skattefritagelse for vennetjenester Vismændene diskuterer også muligheden for at fritage vennetjenester for beskatning, hvilket skatteministeren tidligere har foreslået og som forventes at blive fremlagt som lovforslag efter sommerferien. På den ene side vil forslaget bringe lovgivningen mere på linje med den gængse opfattelse af, hvad der er ret og rimeligt; men på den anden side kan forslaget lede til en glidning af skattemoralen (ved at fritage én type indkomst fra beskatning). Under alle omstændigheder anbefaler rapporten, at der sættes en række begrænsninger, således at skattefriheden f.eks. udelukkende gælder vennetjenester betalt med gentjenester (og ikke i hverken kontanter eller naturalier), samt at der evt. er et loft over den samlede værdi. DI deler bekymringen for, at en generel skattefritagelse af vennetjenester kan legitimere en omfattende bytte-økonomi baseret på tjenester og gentjenester (især mellem håndværkere). 9
Desuden skal det endnu engang påpeges, at jo mere der er tale om reelle vennetjenester (to naboer uden håndværksmæssig erfaring, der hjælper hinanden), desto mere er der tale om en slags udvidet gør-det-selv arbejde, der i høj grad må forventes at ske på bekostning af højere arbejdsudbud. Også her vil lavere marginalskat derfor bidrage til at løse problemet ved at gøre vennetjenester og gentjenester urentable. Alle køb over 3000 kr. skal foretages elektronisk DI mener ikke, at lovgivningen skal strammes...men kan godt støtte kravet om elektronisk betaling Forbud mod køb af sort arbejde Endelig anbefaler Vismændene at forbyde køb af sort arbejdskraft, idet deres analyser viser, at køberen får en stor del af gevinsten ved sort arbejde. For at undgå alt for stort administrativt bøvl, foreslår Vismændene forbuddet udformet som et krav om, at samtlige betalinger over 3000 kr. skal foretages elektronisk (i Norge er grænsen 10.000 NOK). Vismændene påpeger, at systemet vil kunne yderligere effektiviseres ved at SKAT får fri adgang til at kontrollere bevægelser på borgernes konti. Køb af sort arbejde er principielt set allerede i dag ulovligt, idet man som køber såfremt det kan påvises, at man er vidende om ulovligheden i grove tilfælde kan blive tiltalt for skattesvig. DI kan ikke umiddelbart se, at lovgivningen på dette punkt kan strammes uden at bryde med fundamentale retsprincipper (f.eks. ved at indføre omvendt bevisbyrde). DI kan dog ikke umiddelbart se noget problem ved at indføre et krav om, at betalinger over en vis størrelse skal foretages elektronisk. Dog mener DI, at fri adgang for SKAT til private konti vil være et brud på basale retsprincipper. Kontrol af private konti må som hidtil skulle baseres på en konkret mistanke. 10