Prædiken 10. s.e.t. Søndag den 4. august 2013 i Skibet kirke Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Menighedssvar Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde:»vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.«så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem:»der står skrevet: Mit hus skal være et bedehus. Men I har gjort det til en røverkule.«han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham. Luk 19,41-48 I vor herre Jesu Kristi navn. Amen Prædiken Hør nu efter! Mange gange, har de ord lydt til os i vores liv. Hør nu efter, det som mor og far siger, som pædagogen og læreren siger. Hør nu efter det, som din chef siger, det som præsten siger. Eller det som eksperterne siger. Man kan blive helt træt af alt det, man
kan få at høre...og sandt at sige, så er det sandelig heller ikke alt, der er værd at høre efter, hverken fra fædre, prædikestole eller eksperter. Derfor kan man let gå hen og blive træt af al den høren efter, af al den stræben efter at opfylde alle normerne og moralen og gøre alt det politisk korrekte. Det var det, der var sket med jøderne i templet. De havde glemt intentionen i loven, og havde i stedet gjort templet til en markedsplads. De havde glemt, at det ikke er offergaverne, ritualerne eller en ydre tro, men derimod ordene: Du skal elske Herren din Gud af hele din sjæl og hele dit sind og hele din styrke og din næste som dig selv, skal være vores kompas i livet. Når vi får at vide, at vi skal lægge os dem på sinde, fremsige dem for vores børn, fremsige dem hjemme og ude, når vi går i seng og når vi står op, at de skal bindes om vores hånd og sidde på vores pande som et mærke, at de skal stå på vores dørstolper, så er det Det Gamle Testamentes måde at sige på, at det at elske Gud og sin næste som sig selv, skal være fuldstændig gennemgribende i alt hvad vi foretager os. Og fordi vi glemmer så hurtigt, må vi høre det igen og igen, og minde os selv og hinanden om den lydighed vi skylder Gud og næsten og os selv... og ikke normerne og moralen og gøre alt det politisk korrekte. Lydighed! Sikke et ubehageligt ord. Man kommer jo til at tænke på undertrykkelse og tyranni af alt det, som vi moderne, selvberoende mennesker ikke bryder os om. Der er ikke nogen, der skal fortælle os, hvad vi skal, for det kan vi selv finde ud af. Men kan vi nu også det? Kan vi finde vej i livet uden at give
os tid til at standse op og lytte efter, hvad det EGENTLIG er vi skal gøre? Jeg tror det ikke. Jøderne kunne i hvert tilfælde ikke! Derfor er det så uhyre vigtigt, at vi tager os tid til at lytte efter den indre stemme, som jo er Helligåndens talerør. Virkelig lytte for Helligåndens sandhed er i os- men for at finde den, må vi tage os tiden og lytte ordentligt efter... og derefter være lydhøre og i sidste ende lydige overfor det vi hører. Og det er slet ikke nogen let sag, for der er mange stemmer, der blander sig i koret og prøver at overdøve Gud, der tit taler til os i det stille eller gennem mennesker vi møder på vores vej. Gud vil os noget, vil at der er noget vi skal gøre og samtidig udruster han os på forskellig måde til de opgaver, vi møder i livet. Der er forskel på nådegaverne, nogle får visdom, andre kundskab, én tro, en anden gode talegaver, én får en fin dømmekraft, andre igen får sprogøre, for Guds ånd deler ud som den selv vil. Og det kender vi jo godt, og nogle gange synes vi måske at, det udstyr, vi har fået tildelt, passer bedre til udfordringen end andre gange. Til tider synes vi måske ikke, at der er nogen der rigtig vil gøre brug af vores udstyr, at vi brænder inde med det alt sammen og da kan vi blive enten mismodige eller hovne og jeg ved snart ikke, hvad der er værst. Jeg ved bare, at det i hvert fald ikke er nogen af delene, der tjener til vores fred, som Jesus taler om i dag. Vidste I bare, hvad der tjener til jeres fred... Nej, det ved vi bestemt ikke altid, hvad enten nådegaverne er mange eller små, gælder det om at få dem bragt i anvendelse, og det er vel i for sig det livet
går ud på. At kende sin besøgelsestid, at vide, hvornår det er tid til at gøre hvad. En gang i begyndelsen af trediverne stod en skolelærer på trappen til et fattigt husmandssted: Om han måtte komme ind? Et par undselige forældre lukkede døren op, hvad mon skolelæreren ville dem? Han slog sig ned på bænken i køkkenet og fortalte dem, at deres datter klarede sig usædvanligt godt i skolen. Hun var et lyst hoved, langt ud over det normale. Det ville være en skam, hvis hun ikke fik lov til læse videre. Forældrene havde kun hende og godt nok var husmandsstedet lille, men de lovede, at de ville gøre hvad de kunne for at pigen kunne få lov til at studere. Årene gik og forældrene holdt deres løfter. Pigen havde god held med studierne og var en af de meget få piger fra et husmandssted, der fik en studentereksamen i 30erne. Nu hvor hun havde den, lå verden åben for hende. Med sine gode gaver og sin evne til at bruge dem, kunne hun vælge præcis det erhverv hun ønskede sig. Hun valgte jura, og rejste til hovedstaden, og også her klarede hun sig usædvanligt godt, der skulle nok komme noget helt særligt ud af den pige. Men så kom der brev hjemme fra husmandsstedet. Faren var blevet meget syg og kunne ikke længere passe jord og dyr, og selv om moderen ikke direkte skrev noget om det, så kunne pigen høre en stille bøn stige op mellem linjerne i brevet. En bøn om at komme hjem og hjælpe til. Pigen talte med sine lærere, der mente, at hun kunne holde en pause i studiet og tage sig af sin far, så kunne hun afslutte studiet senere. Pigen tog hjem, men det hun troede skulle vare få måneder blev
til 40år. Nu gik hun bag sin fars kiste, for at følge ham til det sidste hvilested. Ingen sagde noget, alle gik i deres egne tanker. Det lille følge kom til graven, hvor kisten skulle sænkes ned. Moderen havde allerede ligget der i 10 år. Nu skulle ægteparret igen forenes. Den nu 60årige datter gik frem for at tage afsked. Nu lå både hendes mor og far dér. Alt det hun havde ofret sit liv på, lå begravet i mørk kold jord. Efter afskeden ved graven vandrede følget tilbage til kirken, og da var der én, der ikke kunne lade være med at spørge om dét, som nok rumsterede hos de fleste. Han spurgte: Føles det ikke bittert at have forladt sit jurastudium, der gik så godt, for at tage sig af sine forældre. Du kunne have haft arbejde hvor som helst i verden og i stedet for endte du her langt ude på landet og nu har du fulgt både din mor og far til graven. Kvinden så forbavset på ham, rystede på hovedet og sagde: Nej, jeg fortryder ikke. Enhver kan blive advokat eller dommer, men det er ikke alle, der kunne have passet mine syge forældre og jeg er glad for at jeg gjorde det! Tværs gennem alle nådegaver, hørte denne kvinde en kalden, som hun var nødt til at lyde, hvor mærkeligt det end måtte se ud for verden, som er mere optaget af sin egen retfærdighed, som advokater og dommere tager sig af end af Guds barmhjertighed, der kan finde på at kalde på afkald, som vi ikke vil give, fordi vi fejlagtigt tror, at det vi har og kan er vores. Det er det ikke. Det er Guds, og det, vi skal finde ud af, er hvordan vi bruger det, så vi tjener ham og vores med-
menneske og i sidste ende os selv bedst. Denne kvinde havde sjælsstyrke til at give afkald på sine karriere til fordel for det, der tjente til hendes fred, nemlig at bruge sit liv, ja næsten spilde sit liv, ville mange af os synes på et fjernt husmandssted på landet for at passe sine forældre. Og jeg kan sagtens forestille mig, at hvis hun ikke havde gjort det, så ville den fine advokatkarriere i byen fjernt fra de syge forældre have været fyldt med en evig uro og ængstelse for, hvordan det mon nu gik derhjemme. At kende sin besøgelsestid er at kunne høre Guds kalden inden i os...på tværs af alt det, der larmer i tilværelsen. Det er at lade sig kalde ud af sit eget og ind i dét, der er Guds, at vi kaldes ud af vores egen retfærdighed og ind i Kristi retfærdighed. For nogen kan kaldet måske være at rejse verden tynd og blive kendt af Gud og hvermand. Men det vigtigste er, at vi skal blive og være dér hvor Gud vil, at vi skal være, og være den, som Gud vil, at vi skal være... for af ham er vi altid kendte og for ham findes der ikke små opgaver og ingen ubetydelige steder. Hver dag, hvert øjeblik er et udkald til dét, der nu er at gøre, at tænke på, at glædes ved, at sørge over eller at lide. Det er altid sidste gang noget kan gøres eller siges. I morgen er den samme gerning eller de samme ord ikke længere de samme, men en anden fordi tiden allerede er en anden. Så lad os gå hjem og lytte efter kaldet. Det kald, der tjener til vores fred. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.amen. 13. KIRKEBØN Himmelske far, Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Velsign og bevar dine hellige sakramenter, og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor, dronning Margrethe og hele hendes hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed. Amen! Meddelelser Næste søndag den 11. august er der højmesse igen kl. 10.30 og det er ved mig. Efter gudstjenesten er der i dag som sædvanligt kirkekaffe i våbenhuset. Jeg håber, at så mange af jer som muligt har lyst til at få en tår med. Lad os rejse os og med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab
være med os alle! Amen.