Prædiken Frederiksborg Slotskirke Henrik Winther Nielsen 8. januar 2012 kl. 10 1. søndag efter helligtrekonger Mark. 10,13-16 Salmer: 370-307 - 318 320-362 Salmisten skriver: Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden, du som har bredt din pragt ud på himlen! Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige. Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder, får og okser i mængde, selv de vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, dem som færdes ad havenes stier. Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden! Sl 8 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem:»lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.«og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Mark 10,13-16 Denne tekst er en, som vi kender til hudløshed, og det spørgsmål, man sidder med er altid: hvordan kan man modtage Guds Rige som et lille barn? Man kan tænke længe og dybt over barnet som menighedens forbillede, den umiddelbarhed barnet besidder, dets uskyld, dets glæde ved at modtage noget, at barnet ikke straks kommer med modydelser. Og dermed, at Guds Rige er en gave, og ikke noget, man kan fortjene på nogen måde. Den gratis nåde uden nogen form for aflad, amen. Men måske siger teksten i virkeligheden noget helt, helt andet. Det slog mig nemlig pludselig, at der var en anden mulighed. En mulighed, der ikke betragter voksenheden som en slags syndefald og voksne mennesker som nogle, der har mistet evnen til at modtage i glæde og taknemmelighed. Det bliver altid noget begrædeligt noget, og det er som om det at være voksen kun 1
har med et tab at gøre, tabet af Guds Rige, som jo åbenbart tilhører børnene, og som de vel så mister med alderen. Men måske handler den i virkeligheden om at blive voksen for alvor. Det hele afhænger nemlig af, hvordan vi forstår sætningen: Den, der ikke modtager Guds rige som et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Det er oplagt at tænke på barnets evne til at modtage og prædike over det. Jeg tror, at sætningen i virkeligheden betyder, at den, der ikke tager imod Guds rige på samme måde som man tager imod et barn, slet ikke kommer ind i Guds rige. Disciplene tager Guds rige for givet, som om det er noget, der passer sig selv. Men de aner ikke hvad Guds rige er for noget. Guds rige er nemlig kærlighedens sted, kort og godt. Guds rige er dér, hvor Guds vilje sker. Guds vilje sker, når mennesker tager imod hinanden, elsker hinanden når der ikke er noget, der taler for det. Disciplene har i Markusevangeliet diskuteret, hvem der er størst i Guds rige, og de har efterspurgt, ja faktisk krævet en god plads i Guds rige uden at vide, hvad de beder om. Hvis Jesu ord nu drejer sig om at modtage uden modydelser som om man var et lille barn - vil der med det samme opstå en barnlig konkurrence på ydmyghed, hvad der jo er latterligt påtaget og skudt helt ved siden af. Konkurrenceelementet får bare modsat fortegn, og så er vi lige vidt. Disciplene skal nok få en plads, men de kan ikke gå ind i det ad kravets eller forstillelsens vej. De vil komme ind i Guds rige i samme øjeblik de tager ansvaret for dets udbredelse og vækst på sig. Ansvaret for Guds rige betyder nemlig, at kærligheden skal gå gennem disciplene til alverden. Det var nok ikke lige dét, de havde regnet med at skulle have plads i. Men det er dén omsorg for livet og kærligheden selv, som kræves af dem. Teksten handler ikke om barndommen eller afmagten som en ophøjet stand, men om disciplenes omsorg og kærlighed og totale opmærksomhed på, at kærligheden trives og vokser og tilflyder alle. Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom man tager imod et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Guds rige er dér, hvor Guds vilje sker. Teksten her ligger i helligtrekonger-tiden, og derfor er det oplagt at knytte ordene til Jesusbarnet først og fremmest. Guds vilje skete julenat, hvor Gud kom 2
til verden netop som et lille barn. Den, der ikke tager imod Guds rige i form af dette lille barn, kommer slet ikke ind i det. Gud som spædbarn kaldte på omsorg og kærlighed. Guds vilje sker dér, hvor dette lille barn bliver taget imod med håb, omsorg, kærlighed, ængstelse og forpligtelse. Hvordan tog vi imod vores børn, da de blev født? Med håb, glæde og en dyb ængstelse, som formodentlig aldrig vil forsvinde. Med en ny foruroligende fornemmelse af, at dette barns liv og vækst afhang af det, vi gjorde. Vi blev født som forældre i samme øjeblik som vores første barn blev født. Det var skrøbeligt og aldeles i vores hænder. Vi måtte op midt om natten flere gange om natten og give barnet mad. Vi måtte rejse os, når barnet græd, vi måtte bringe det til lægen, når det var sygt. Overhovedet var barnets velbefindende overladt til os. Ansvaret var vores, og vores alene. Vores beslutninger var afgørende for barnet. Julen handler om, at Gud blev menneske, et menneske helt igennem, og som derfor er sårbart og skrøbeligt, og som enten kan knuses af menneskehænder eller støttes af dem. Den, der ikke tager imod Guds kærlighed i form af et lille barn, Jesus fra Nazaret, skal aldrig se Guds rige, for så ved man nemlig ikke, hvad Guds vilje ér. Ligesom et lille barn kræver Guds Rige sit og hele din opmærksomhed; du må rejse dig, når barnet græder, du må nu lære, at centrum for dit liv ligger udenfor dig selv og tage ansvar for det, der ligger uden for dig selv, alt vendes på vrangen, men det er også sundt at blive vendt på vrangen, så det indre bliver udadvendt, og det, der før var noget ydre bliver et anliggende for dit indre. Du har ansvar for din næste og dermed for varetagelsen af Guds rige. Ligesom når vi af vores børn bliver opdraget til forældre, giver ansvaret for Guds rige ingen plads til hvile. Men ligesom med barnet ved vi nu, at det er dér opgaven ligger. At kun vores egen indsats kan hjælpe hvem skulle ellers gøre det? Det handler om at tage ansvaret på sig og tage vare på det, der så let som ingenting kan blive til ingenting. Guds Rige er kærlighedens sted, og det sted står i evindelig fare for at blive vanrøgtet af os. Tag imod Guds Rige med samme håb, forventning og ængstelse og ansvarsfølelse og opmærksomhed, som du tager imod et lille barn. Dét er opgaven. 3
For mig at se handler teksten ikke om at blive som barn på ny, men tvært imod som voksen at blive sit ansvar voksent. Med en let omskrivning af Nordahl Griegs berømte sang: Vi vil ta vare på Guds rige, som om vi bar et barn varsomt på armen. Kærligheden er stærk, ganske vist, men den er også skrøbelig og krævende og afhængig af din opmærksomhed. Vi holder ikke op med at vokse, bare fordi vi bliver voksne. Muligheden for vækst fortsætter. I salme 8 bliver der spurgt: Hvad er da et menneske, at du husker på det? Det ligger ikke i det spørgsmål, at vi er små og ubetydelige, tvært imod; det betyder, at vi er uendeligt vigtige for Guds riges gang på jorden. Forestil jer, at vi herinde var et symfoniorkester med ansvaret for hvert vores instrument. Det er vores ansvar, at vi kan musikken og at vores instrument stemmer, når vi møder op for at spille. Forestil jer så, at min violin ikke stemmer ordentligt. Jeg spiller falsk men jeg spiller falsk på hele strygergruppens vegne. Folk i koncertsalen kan jo ikke høre, at det lige præcis er min violin, der ikke stemmer, så strygergruppen får hele balladen. På grund af mig. Derfor har mit violinspil sådan set ansvaret for hele strygergruppen. Det ansvar må jeg gøre mig klart, hvis jeg er sløset, forråder jeg de andre. På samme måde er der mulighed for vækst selvom man er blevet voksen. Vi har ansvar for ikke kun os selv, men også for hinandens glæde. Ikke sådan, at vi skal gå og vogte på hinanden, men på den måde, at kærligheden, Guds kærlighed skal tilflyde alle og gennemstrømme alle. Den vilde konsekvens af det er, at hver enkelt af os har ansvar på hele menneskehedens vegne. Vi bør nære samme omsorg for kærlighedens sted som vi nærer for et sårbart barn. Det afhænger nemlig af os hver især hvis jeg er sløset med kærligheden, bedrager jeg den, så virker den ikke, så bliver jeg dens blindgyde. Alt dette betyder, at hvert enkelt menneske, du og jeg, bliver spurgt om vi vil tage imod Guds rige med al vores opmærksomhed, eller tvært imod vende det ryggen ansvaret for Guds kærligheds plads på jorden er vores hver især. Det er gennem os, at den skal virke. Pas på Guds kærlighed, plej den og glæd dig over at den udbredes og vokser ved dig og din indsats. 4
Pointen er ikke, at vi skal blive afmægtige, men at Gud blev afmægtig, da han blev et lille barn, og mere: at vi skal drage omsorg for Guds kærligheds plads i vores egne og hinandens liv. Jesus fremprovokerer disciplenes omsorg; han er ikke ude på at ydmyge dem. Nu kan det måske lyde som et politisk fællesskab, eller en spejderbevægelse, hvor vi med Gud på vores side skal være Vorherres soldater, et fællesskab, hvor vi alle sammen har de samme meninger om alting. Der er jo desværre det ved menneskelige fællesskaber, at vi meget hurtigt opfatter dem som en organisme, og en organisme står altid i fare for at blive forurenet af bakterier alt det farlige, der truer organismen. Fællesskaber bliver ofte til udryddelsens sted, udryddelse af det, der truer fællesskabets sundhed. Ironien eller måske i virkeligheden den hjælpende hånd er, at den frygt for forurening af organismen i sig selv bliver grunden til fællesskabets undergang. Men Guds rige er netop Guds. Ikke vores. Og opgaven handler om at varetage kærligheden, passe på den, rette opmærksomheden mod den, pleje den. Guds rige er ikke udryddelsens sted, men der, hvor kærligheden finder sted. Kærligheden, som pr. definition ikke handler om os selv. Hvad er et menneske, at du husker på det? mennesket er bærer af Guds kærlighed og forvalter af den. Den ser på dig med håbet og forventningen om, at du vil nære den. At du vil vokse med opgaven. Vigtigere opgaver har vi næppe som mennesker. 5