Analyse af digt Præsentation af digtet: Titel, digter, tilblivelsesår. Form Digttype: Rim- eller prosadigt? Komposition? Indhold Hvad er digtets emne? Har digtet en tydelig handling, eller beskriver det en tilstand? Disponér teksten for at få et overblik over den. Find de vigtigste nøgleord, og referer indholdet. Find evt. sproglige billeder, og tolk dem. Karakterisér de forhold, personer osv., der beskrives i digtet. Er der modsætninger? Hvilke værdiforestillinger - positive eller negative - giver digtet udtryk for? Digterens holdning Hvilken holdning har digteren til emnet? Hvad er meddelelsen? Hvem kan tænkes at være modtager? Perspektivering Sæt digtet ind i en sammenhæng. Vurdering Tag stilling til indhold og form. Analyse af episk tekst NB. Enhver tekst er en helhed. Alle iagttagelser peger hen imod forfatterens hensigt med teksten. Præsentation af teksten: Titel, forfatter, tilblivelsesår, genre. Indhold (Hvad) Tema: Hvad er tekstens grundtanke, idé? Resumé af handlingsforløbet. Hvad er situationen ved handlingens start?
Hvordan bliver handlingsforløbet, og hvor lang tid strækker handlingen sig over? Personerne: Hoved- og bipersoner, statister og typer. Karakteristik. Hvem repræsenterer positive, hvem negative værdier? Personernes forhold til hinanden. Personernes livssyn (hvilke tanker gør de sig om menneskelivets vilkår og mening?) Sker der en udvikling, en forandring? Miljø: Karakteristik. Form (Hvordan) Komposition: Hvordan er teksten opbygget, kronologisk eller springende i tid? Spændingskurve? Handling og beskrivelse, hvor ligger vægten? Prøv at begrunde hvorfor. Fortæller og synsvinkel: Alvidende fortællersynsvinkel, indre synsvinkel. ydre synsvinkel, kombineret synsvinkel. Sprog: Normal- eller gruppesprog, tale- eller skriftsprog. Sætningsbygning. Stil. Direkte, indirekte tale. Billedsprog. Forfatterholdning Hvilken holdning er teksten udtryk for? Hvad vil forfatteren med sin tekst? Hvad er meddelelsen? Hvem kan modtageren tænkes at være? Perspektivering Teksten indsættes i en større sammenhæng, og der trækkes paralleller til fx en anden del af forfatterskabet, en periode med bestemte ideer, normer, livssyn, emne- eller temamæssige sammenhænge. Vurdering af indhold, form, genre, forfatterholdning.
Associationer Å - Ryå - bade - højt græs - ferie hos mormor - aa - gammel retstavning - Aalborg og Århus. Når vi ser en å, får den os ikke kun til at tænke på det, ordet betegner. Som regel knyttes nogle tankeforbindelser til ordet således, at der opstår en tankerække som ovenfor. Sådanne serier af tanker kaldes associationer. Der er tale om almene associationer, når tankerækken er genkendelig og forståelig for andre personer. Giver ordet søndagsavis associationer som stoppenål - sodavand, er der tale om private associationer. Når man læser en tekst, er det ordene, der styrer ens oplevelse. I mange tekster finder man *sproglige billeder. Det er modtagerens almene associationer, der styrer tolkningen af disse. Lader modtageren sine associationer løbe i helt private baner, opnår afsenderen ikke det tilsigtede. Når en persons tanker bliver gengivet i romaner og noveller ser man ofte en associationsrække. Hvem er det, der sidder ved det lille Bord? Nej, Dorsdey er det ikke. Gudskelov. Nu før Diner'en vilde det være mig umuligt at tale med ham. Hvorfor ser Portieren saa underligt paå mig? Kunde det tænkes, at han havde læst Ekspresbrevet fra Mor? Jeg maa jo være skør. Jeg maa huske at give ham nogle Drikkepenge igen. Den blonde Dame dér er ogsaa allerede klædt om til Dineren. Hvor kan man være saa tyk. Jeg gaar udenfor og spadserer lidt frem og tilbage foran Hotellet. Eller ind i Musikværelset? Er der ikke en, der spiller? En Beethovensonate! Hvor kan man spille en Beethovensonate her! Jeg forsømmer mit Klaverspil. I Wien vil jeg øve mig regelmæssigt igen." Arthur Schnitzler: Frøken Else. Beretning At berette betyder at give oplysning om, at fortælle. I den *episke tekst kaldes beretningen også handlingen. Fortælleren udvælger og tilrettelægger de situationer, han synes er væsentlige. Beretningen bliver således subjektiv, og afsenderens holdning viser sig gennem ordvalg og opbygning.
Der skelnes mellem beretning og fortælling. Fortællingen fremstår som den fri fremstillingsform, mens beretningen er en tilrettelagt fremstilling af et handlingsforløb. Der berettes om det, der er sket - mundtligt eller skriftligt. Billeder Al litteratur forudsætter læserens evne til at danne sig et billede af det, forfatteren beskriver. Står man over for et konkret billede, fx en tegning, et maleri eller et fotografi, er forholdet egentlig modsat. Billedet er dannet, man har helheden foran sig, og det er så overladt til beskueren at analysere, tolke eller bare nyde dette billede. Billedet er altid udført i en eller anden hensigt, og beskueren kan så gå på opdagelse og i bedste fald nå frem til en tolkning, der svarer til hensigten. Ved billedanalyse kan der skelnes mellem indhold og form. I stedet for form" bruger man i forbindelse med billedkunst ordet æstetik, der dækker over den kunstneriske udførelse. Ved en vurdering af billedet som kunstværk kan der gives nogle enkle regler. Disse er vejledende, ikke dækkende, da man her bevæger sig i et følelsesladet område. Smag og behag varierer efter tid og sted. Når man betragter et billede, søger øjet mod centrum, oftest fra nederste venstre hjørne. Gennem centrum kan man forestille sig en vandret og en lodret linje, der deler billedet i fire lige store stykker. Omkring disse centerlinjer må der være balance, ellers vælter" billedet. Det er let at se, om en tegning er i balance. Anderledes forholder det sig, når billedet har farver. Disse kan virke mere eller mindre påtrængende. Øjet tiltrækkes af sort og hvidt og tilgrænsende mørke og lyse farver, og ved hjælp affarver er det således muligt at overskride en ellers enkel regel. Farver kan også udtrykke symbolik: grøn er håbets farve, rød kærlighedens, blå troskabens, sort sorgens, hvid uskyldens osv. Opfattelsen af farveharmoni veksler efter tid og sted, men generelt medvirker farvefordelingen til at holde et billede i balance, og det er afgørende for oplevelsen afbilledet som kunstværk. Ved en billedanalyse er der således mange forhold at tage i betragtning.
En model til billedanalyse kan se således ud: Præsentation Genre, evt. titel, tilblivelsesår, afsender. Som ved en sproglig tekst bør man gøre sig klart, hvilken billedtype man har med at gøre: et fiktivt eller et faktisk billede. Det kan være vanskeligt at afgøre, da overgangen er flydende. Herefter kan billedgenren karakteriseres nærmere (maleri, tegning, foto...) Beskrivelse Indhold: Hvad forestiller billedet (hvem, hvad, hvor, hvornår...) Æstetik Komposition: Hvordan er billedets indhold ordnet? Er der balance? Hvad er centrum? Forgrund, mellem- og baggrund? Former og linjer: Vandrette og lodrette, diagonale eller krumme? Hvordan føres beskueren rundt i billedet? Synsvinkel (dvs. beskuerens placering): Fugle-, frø- eller normalperspektiv? Farver og belysning: Symbolsk brug affarver? Rumvirkning? Billedets evt. ramme? Billedets budskab Hvilke associationer, tanker, følelser sætter billedet i gang? Hvad er hensigten med billedet? Digte Kun få mennesker bryder sig om at læse digte. Der kan gives mange grunde: digte handler" ikke om noget, de er ikke til at forstå, sproget er sært og svært, ofte er der brugt *sproglige billeder osv.
Indholdet i et digt er som regel en *lyrisk beskrivelse. Oftest er det genspejlingen af en stærk oplevelse. Formen er speciel: grafisk er linjerne afkortet og samlet i en eller flere strofer. Sproget er sammensat således, at der opstår en *rytme, fast eller fri. I ældre digte er der som regel *rim. Groft kan digte inddeles i rimdigte og prosadigte. Rimdigt: Prosadigt: I skyggen vi vanke, blandt lysgrønne strå. Sankhansurt vi sanke, hvor blomsterne stå. Pæne lille urt står så rent og purt, står så frisk og grøn, uformærkt i løn. Alderens sne dækker min isse. Mit hjerte dør langsomt; min vår svandt hen unydt; thi jeg fandt ingen på min vej, som følte med mig. Jeg nød ikke kærligheds fryd. Mig venter ingen hisset, jeg forlader ingen her. Begge strofer er skrevet af Oehlenschlåger; prosadigtet hedder Oldingen ved Werthers grav". Sange og salmer er digte med en fast rytme. Salmerne udgør en speciel gruppe digte. Det græske ord psalmos betyder sang til strengespil. Salmen er en brugstekst beregnet for den kristne menighed til fællessang. Salmen formidler det kristne budskab på en sådan måde, at den syngende kan identificere sig med tekstens jeg" eller vi". Indtil reformationen (1536) foregik sangen i forbindelse med den katolske gudstjeneste på latin, og det var præster og kordrenge, der sang. Efter reformationen blev der derimod sunget på modersmålet, så menigheden kunne synge med. Det *episke digt: Der findes ikke kun lyriske, men også episke digte, dvs. digte med en handling, der - som andre episke tekster - tager sin begyndelse i en bestemt situation. Til denne gruppe hører folkevisen, hvis omkvæd dog er lyrisk og anslår stemningen.
Disposition Ordet består af dis-: fra hinanden og ponere: at anbringe, at sætte. At disponere en tekst vil sige at inddele den, egl. at sætte dens bestanddele fra hinanden". En disposition er en oversigt. Hvordan disponerer man en tekst? 1. Læs teksten igennem. 2. Inddel den i afsnit efter handling, (nyt afsnit, når der sker noget nyt), sted (når der skiftes sted) eller tid (når der springes i tid). 3. Giv hvert afsnit en kort og præcis overskrift. Man kan benytte ord fra teksten eller selv formulere overskriften, men hvert enkelt ord bør overvejes nøje. 4. Er teksten vanskelig eller afsnittene lange, er det en god ide at finde nogle få nøgleord til hver overskrift. 5. Dispositionen er nu klar til brug: den består af en række overskrifter opstillet i den rækkefølge, de skal bruges; hertil evt. nøgleord. Hvorfor disponerer man? 1. Skal man tilegne sig et stof, bruger man den læseteknik, der hedder studielæsning. Derefter disponerer man stoffet som beskrevet ovenfor. Den proces, men dermed skal igennem: studielæse > forstå > inddele > koncentrere > formulere overskrifter - bevirker, at man trænger ind i stoffet. 2. Skal man referere en tekst, må man danne sig et overblik over indholdet: man disponerer teksten. Mens man refererer, mundtligt eller skriftligt, har man dispositionen at holde sig til. Dispositionen er grundlaget for *referatet. Inddeler man teksten i (for) mange afsnit, får man mange overskrifter og dermed en (for) fyldig disposition. Referatet vil dermed blive (for) langt. - Det gælder altså om at være omhyggelig og kritisk allerede i disponeringen. 3. Skal man fortælle en oplevelse, give en besked, beskrive et *miljø, give et *oplæg - ja uanset hvad, mundtligt eller skriftligt - er det altid væsentligt at gennemtænke rækkefølgen: at disponere sit stof. Se også *komposition.
Det dramatiske I dramateksten (skuespillet) præsenteres handlingen og problemet ikke af en *fortæller - som i den * episke tekst - men direkte gennem personerne (skuespillerne).... Den fremstillende Kunst er Digterens; den gjenfremstillende Skuespillerens. Forskjellen mellem Digteren og Skuespilleren er, at Digteren skaber af det raa Stof, Skuespilleren af et Stof, som alt er Kunst. Digterværket overleveres Skuespillerne, og det bliver nu deres Kunst at optage det i sig i den Grad, at det bliver dem muligt at gjenfremstille det, som om det var undfanget oprindeligt af deres egen Sjæl; og denne Gjengiven sker igjennem deres Personlighed, idet deres Evne bestaar i at tilpasse denne til de forskjellige Digterbilleder, saa at Tilskuerne i hvert af disse sættes i den Illusion, at de have en selvstændig Personlighed for Øie... Johanne Luise Heiberg: Et liv genoplevet i erindringen. Egl. eksisterer det dramatiske først rigtigt, når det ses og/eller høres. Til replikken hører nemlig bevægelse, kropssprog, mimik, dekorationer og lydeffekter. Gennem replikkerne karakteriserer personerne sig selv og hinanden. Kommentarer fra forfatteren til hjælp for de agerende findes i regibemærkningerne, hvor der gives oplysninger om, hvordan personerne ser ud og opfører sig. INGEBORG. Jeg tror min tro, Hun blev vred, fordi jeg ikke kaldte Hende madame? ANNE. Nej, jeg gjorde ikke, men jeg bilder mig ind at være lige så vel madame som Hun, ja trods så god, thi der er dog nogen forskel på en kandstøber og en lumpen blytækker; når man vil tale sandhed, ligesom mellem tin og bly. INGEBORG. Man kan få ondt af sådan snak. I er vel undskyldt at kalde min mand en lumpen bly tækker; mener I, at en bly tækker er ikke i alle måder så god som en lumpen kandstøber? ANNE. Hvad siger din karnalje? INGEBORG. Du er selv en karnalje, jeg er i alle måder så god som du, og trods, trods - [Anne Kandstøbers gir hende ørefigen, hun får et igen, de slås og river huen af hinanden). BARSELKVINDEN. Ak, ak, jeg arme menneske, som skal plages med disse folk. Hør, hvem er i køkkenet, kom ind! {De satter deres huer på og går ud). Ludvig Holberg: Barselstuen
Barselstuen" er en komedie, et lystspil, hvor forfatteren pa en morsom og komisk måde belærer sit publikum. Komediens modsætning er tragedien, sørgespillet. I det moderne skuespil ser man ikke den skarpe kontrast: komedie eller tragedie. Her skifter - som i tilværelsen - det muntre og det alvorlige. Der findes danske dramatiske tekster specielt fra 1700- og 1800-årene skrevet i rytmisk sprog som på vers men i vort århundrede prøver man at komme talesproget så nært som muligt. Opbygningen Fra gammel tid har der været regler for, hvordan et drama bør bygges op - af hensyn til tilskueren. Det er væsentligt, at denne hurtigt bliver sat ind i situationen og dens forudsætninger, og at der på det rette tidspunkt lægges op til de kampe" (problemstillinger), som stykket drejer sig om. Tilskueren skal med spænding kunne følge udviklingen. Der skal skaffes en stigning i intensiteten således, at man for hvert optrin spørger sig selv, hvad det næste vil bringe. Spændingen skal betegne en stigende kurve, men ikke accelerere for hurtigt. Nogle dramatikere betragter spændingskurven som en spiral, der fremstår ved indskudte episoder eller hvilescener", som egl. ikke er nødvendige for hovedhandlingen, men blot holder hen". - Til slut kommer så løsningen. Skematisk kan dramaets *komposition se således ud: 1. akt: Tilrettelæggelse: De optrædende præsenteres, og handlingen kommer i gang. Hovedpersonens entré forberedes. 2. akt: Konflikten sættes i gang, ofte efter lavineprincippet. 3. akt: Spændingen stiger. 4. akt: Vendepunktet indtræffer. 5. akt: Løsning eller fastlåsning af'konflikten. Denne model er den klassiske, Holberg benytter den fx, men som i al anden litteratur er der også her utallige kompositionsmuligheder. Faglige artikler
Det episke det fortællende En gammel molbo hørte engang, at der var kommen et norsk skib til Ebeltoft. Han havde aldrig i sit liv set rigtige nordmænd: derfor syntes han nok, det var umagen værd at gå til byen og hilse på dem. Da han havde fundet skibet nede ved havnen, gik han over landgangen ud på det. Men der var ingen folk at se på skibet; de var netop alle gået i land. Mens nu den gamle stod og så sig om, fik han øje på nogle store hummere, der var sluppet ud af en væltet kurv og krøb omkring på dækket. Han troede, at det var de norske skibsfolk, og rakte den største hummer hånden med de ord: God dag, Farlil!" Men dyret tog fat med sin klo og klemte til, så han skreg i vilden sky. Da han igen havde fået hånden fri, rystede han den og sagde: Det er små folk, de nordmænd, men håndfaste er de!" Molbohistorie Denne molbohistorie er typisk, når det drejer sig om at fortælle. Ordet engang" foruden brugen af datid viser, at vi her har at gøre med noget afsluttet, som fortælleren beretter om. Historien starter med en præsentation af en person (en gammel molbo) i et miljø (Ebeltoft) og i en bestemt situation (har aldrig set nordmænd). Denne start er typisk for det episke: vi skal vide, hvem historien handler om, hvor den foregår, og hvad den drejer sig om (problemet). Herefter kan handlingen starte ( Da han havde fundet skibet..."), og vi følger hændelserne en efter en (netop, mens nu, så, da). Til den episke fortælling hører altså en vis udstrækning i tid. Begivenhederne behøver ikke fortælles kronologisk (i tidsmæssig rækkefølge); afsenderen må nemlig også sørge for en vis spænding, der kan skabes bl.a. ved spring i tid. Den episke tekst er fiktiv og har en fortæller, der beretter en række afsluttede hændelser (handlingen), der strækker sig over et kortere eller længere tidsrum. Gennem en eller flere personer oplever vi nogle situationer dirigeret af fortællerens holdning og synsvinkel. Der findes ældre episke tekster skrevet i rytmisk sprog - næsten som et digt men prosaen er den mest benyttede. Prosa betyder egl. fremad, ligeud og benyttes om en ligefrem og ubunden måde at fortælle på (modsat poesi).
Episke tekster Novellen er en kort historie med en enstrenget handling. Med i handlingen er en eller flere personer, der hører hjemme i et bestemt miljø. Novellen behandler typisk ét problem og strækker sig normalt over et kortere tidsrum. Romanen er længere og har en flerstrenget handling. Den behandler flere problemer og kan have flere parallelle handlingsforløb. Eventyret kan sammenlignes med novellen, men har indbygget overnaturlige tildragelser. Folkeeventyret er en mundtlig overlevering, ofte indsamlet og nedskrevet i 1800-tallet (Den lille rødhætte). Kunsteventyret har et tydeligt budskab, og forfatteren er kendt (fx H. C. Andersen). Sagaen er fra begyndelsen en mundtlig overlevering. Denne helt specielle form for litteratur blev til på Island, da øen blev bebygget af især skandinaviske udvandrere, hvoraf flertallet var norske storbønder. Sagaerne beretter om denne periode og blev nedskrevet efter midten af 1200-tallet. Fortælleren Fortælleren kan sammenlignes med en person, der sidder på et plankeværk og ser ned på et optrin, som han skal give en anden person indtryk af, en person, som står på den modsatte side af plankeværket og intet kan se eller høre: læseren. Personen på plankeværket har en væsentlig opgave: han skal rekonstruere
det, han ser, sa det bliver levende for den anden, som intet har hørt eller set. Fortælleren er som regel en opdigtet person. Han kan selv være med i handlingen, eller han kan være usynlig og beskrive hændelserne set udefra. Hans opgave bliver i begge tilfælde at formidle noget til læseren så livagtigt, som havde vi set det med egne øjne. Fortælleren fører os rundt og vælger altså, hvad vi skal se, og hvordan vi skal opleve den verden, forfatteren har konstrueret. Fremstillingsformer Handling Nerven" i den *episke fortælling er handlingen. Den binder fortællingen sammen til en helhed; gennem den skabes spændingen. Ved hjælp afhandlingen føres læseren gennem den verden, forfatteren har lagt til rette for at påvirke modtageren i en bestemt retning. Handlingen kan også kaldes optrinnet. De situationer, som indgår i optrinnet, kan gengives på forskellig måde: snart bringer forfatteren et *resumé eller et *referat, snart følger han begivenhederne i de mindste enkeltheder. Næste sommer red man til tings, mange i følge som sædvanlig: Muge svarte med sine sønner, Gunløg og Hermund, Thorsten Egilsen og hans søn Kolsvend, Ønund fra Mosfjæld med alle sine sønner samt nysnævnte Sverting. Skafte var da endnu lovsigemand. En dag på 5 tinget, da dette var meget talrigt, og alle rettergangssagerne var til ende, krævede Gunløg sig lyd og sagde: Er Ravn Ønundsen her tilstede?" Han svarede ja. Du ved," vedblev derpå Gunløg, at du har taget min brud, på hvem jeg havde løfte, og har yppet fjendskab imod mig; derfor æsker jeg dig til holmgang her på tinget efter tre 10 dages frist, her på Øksaråholm." Ravn svarede: Det er et godt bud, som man kunde vente af dig, og jeg er rede, såsnart du vil." Nu var vel deres frænder på begge sider meget misfornøjede dermed; men det var den gang lov, at enhver, der på en eller anden måde troede sig fornærmet, kunde æske sin modstander til holmgang. Efter tre 15 nætters forløb gjorde de sig derfor rede til holmgangen. Illuge svarte ledsagede med et stort følge sin søn til holmen, men lovsigemanden Skafte fulgte Ravn, såvel som hans fader og andre af hans frænder. Af Gunløg Ormstunges saga
De fire første og fire sidste linjer i dette afsnit er en meget forkortet gengivelse, og vi får et hastigt overblik over, hvad der sker. Det er egentlig to resuméer. Der fortælles kun det allervæsentligste; denne fremstillingsform kaldes sammentrangt fremstilling. I den sammentrængte fremstilling er tiden presset sammen, vi bevæger os lynhurtigt gennem et længere tidsrum. Indrammet af disse har vi en detaljeret fremstilling (linje 6-11) af en bestemt situation, som er væsentlig i handlingsforløbet. Denne situation gøres nærværende og levende ved hjælp af direkte tale: vi er nær på det, der sker; vi hører dialogen. I den detaljerede fremstilling er vi tæt på begivenhederne, vi er øjenvidner og oplever tingene samtidig med, at de sker. Kommentar I linje 13-14 får vi en kommentar, som ligger uden for handlingen, men som forfatteren åbenbart synes er vigtig. Beskrivelse I linje 12 står handlingen stille: vi får en beskrivelse af Ravns og Gunløgs slægtninge; de er misfornøjede. De fleste episke fortællinger rummer beskrivelser. Det kan være en person, en lokalitet (egn, by) eller en genstand (hus), der beskrives. Beskrivelsen er ikke en del afhandlingen, men et maleri" bestående af ord. Hensigten med beskrivelsen er, at læseren skal fordybe sig i det beskrevne, før handlingen går videre. Se *personkarakteristik og * miljøbeskrivelse. Beskrivelsen af en persons tanker benyttes af fortælleren både til at beskrive personens væremåde og sindstilstand og til at give en nødvendig baggrundsviden om en situation. Tanker kan gengives pænt ordnede, tilrettelagt så kun det væsentligste er med. I mange tekster er der gjort bestræbelser for, at personernes tanker skal virke realistiske; de er derfor springende og kommer som en strøm af usorterede oplevelser og fantasier. Se *associationer. Det sagte Personernes replikker kan gengives på flere måder. - Direkte: Hun spurgte: Hvorfor i alverden kører vi ikke?" Indirekte: Hun spurgte, hvorfor de ikke kørte.
- Dækket direkte tale: Hun spurgte, hvorfor i alverden de ikke kørte. Det sidste eksempel er en mellemting: man fornemmer replikken bag den indirekte form. I Mortens juleaften" (1898) lader Johs. V.Jensen den selvsikre bonde komme til orde gennem direkte tale, hvorimod den fordringsløse og ydmyge husmand, Morten, ikke citeres ordret før til allersidst. Den dækkede direkte tale benyttes her til at understrege Mortens lavmælte, usikre facon. Først da han til sidst er lettet og taler højere og sikrere, hører vi hans ord direkte. Vilde du noget, Morten? spurgte han og satte sig gabende op for Bordenden. Ja nu var Morten da færdig for i Dag saa og saa mange Traver. Han havde ellers tænkt... Ingvar Hansen røg paa Piben og ventede. Morten mente at bede om, hvad han havde tilgode. Vi plejer jo at regne sammen hver Ugedag, sagde Ingvar Hansen. Naa ja, det gjorde de jo ogsaa, det var rigtigt. Ja saa... Men du kan godt faa din Betaling for de fire Dage, sagde Ingvar, det skal der ikke være noget i Vejen for. Ingvar gik ind i Sovekammeret og smækkede med en Nøgle derinde. Ja for jeg havde tænkt at skulle til Byen, sagde Morten højt og befriet efter Apotekersager. Konklusion En episk fortælling er altså sammensat af mange dele. Handlingen består af referater og resuméer af begivenheder (sammentrængt fremstilling). Hertil kommer situationer, der er detaljeret gengivet, ofte i forbindelse med direkte tale, undertiden også med beskrivelse af personernes tanker. Her og der går handlingen i stå ved beskrivelser. I reglen går fortælleren ganske umærkeligt fra den ene fremstillingsform til den anden. Genrer Tekster kan inddeles i grupper efter fælles træk. Disse grupper kaldes genrer (ordets egentlige betydning er slægt, art). Ved en første grov inddeling kan tekster ordnes i to overordnede genrer: skønlitteratur (opdigtet) og sagprosa (ikke-opdigtet). Disse opdeles igen.
Overordnede genrer Fiktion eller skønlitteratur Hovedgenrer *Drama: Skuespil (tragedie, komedie). *Lyrik: Digtning, der beskriver følelser og stemning, oftest i form af poesi. *Epik: Fortællende digtning med handling (novelle, roman, eventyr, saga). Non-Jiktion eller sagprosa og faglitteratur Essay Interview Kronik Leder Artikel Læserbrev Dagbog Fagbog Lov Skønlitteratur Johan kom til København, solbrændt, modnet af begivenheder og med virkelig vilje til at få noget ud aflivet. Det er ikke godt at sige, hvorfor han netop kom i apotekerlære. Han stod efter faderens død og så sig om, og i hans horisont var der ikke et eneste skib. En fætter, der var maler i Amerika, skrev og foreslog ham at komme derover. Han bøjede sin arm, følte, at der var muskler, som gerne ville prøve en dyst hvor som helst. Så optrådte imidlertid halvonkel hr. Tengelsen. Han var nærmere og virkede med større styrke; han tog sig af Johans sager. Johan havde en vinterdag set en farmaceut stå i Nordby apotek med et reagensglas, hvis indhold han betragtede med et dybsindigt smil. Så lidt skal der til; Johan tænkte: dette kan gå an. Tilfældet blæser os som avner, og måske hjælper en hr. Tengelsen til med en kost. En dag meldte Johan sig ude hos onklen på Østerbro; han trak vejret dybt, før han ringede: Seså, nu begyndte andet afsnit. Få minutter efter var han kastet ind i de besværligheder, som onklen forstod at tilvejebringe for sig selv og andre. Selv var han ikke hjemme; ægteparret var gået en demonstrativ spadseretur, men pigerne sad i køkkenet på deres kufferter og så meget krigeriske ud. Det var den første i måneden, og begge skulle - man kunne næsten sige naturligvis - rejse. Jacob Paludan: Fugle omkring fyret. (1925)
Man kan forestille sig tilblivelsen af en fiktiv tekst fx en novelle således: 1. Idé, -> 2. Tekst -> 3. Modtager -> 4. Idé, hensigt reaktion Forfatteren Ideen Teksten læses Den idé, har en idé, indbygges i og påvirker forfatteren en oplevelse. en handling modtageren. ønskede at med personer formidle, og miljø. skal nu gerne fremstå klart for modtageren /. Forfatteren har en idé, han ønsker at viderebringe i form af en tekst. Han har en ganske bestemt hensigt. Før han begynder at skrive, må han vælge genre: fiktion eller non-fiktion. Vælger han den fiktive genre, må han afgøre, om teksten skal udformes som et digt, en novelle eller en roman. Vi forestiller os en af de to sidste muligheder. 2. Romanen eller novellen skal have et indhold og en form, hvorigennem forfatterens idé gives videre til modtageren. Indholdet består af tre lag": handling, personer og miljø. Forfatteren tilrettelægger handlingen og beskriver personer og miljø på en sådan måde, at alt tilpasses hans idé. Han skaber altså sin egen verden, helt som han har brug for, at den skal være. 3. Denne konstruerede verden skal give modtageren et indtryk af det, forfatteren vil formidle, og teksten bliver således en slags argumentation for forfatterens idé. 4. Gennem oplevelse og analyse af teksten modtager læseren forfatterens idé (meddelelse), som gerne skulle resultere i en reaktion. Sagprosa Sagprosateksten skal først og fremmest oplyse, orientere eller vejlede. Indholdet behandler faktiske forhold. Denne form for tekster kan være neutrale (objektive) eller vurderende (subjektive).
Objektiv tekst: Nogle tilsætningsstoffer fremstilles ud fra naturens egne produkter. Man kan f.eks. få pektin fra æbler eller citroner. Det er et stof, der kan gøre marmelade stiv. Fra sojaolie kan man få lecithin. Det er et fedtagtigt stof, der betyder meget for en persons vækst men det har også den egenskab, at det kan forhindre en blanding af fedt og vand i at skille, hvilket udnyttes ved fremstilling af margarine. Subjektiv tekst: Forbrugerrådet og Industrirådet: Tilsætningsstoffer Lærerne tog mig, som de andre Drenge, og jeg skulde have nydt en ganske anden Læremethode; men hvor kunde jeg forlange det, i en Skole gaaer Alt, fabriksmæssig. Meisling var meget hæftig og slem til at spotte; til Lykke havde vi ham kun 1 Time om Ugen (i Stiil) i vor Klasse, men min Angest for ham var saa stor, at jeg tidt i mit inderste Hjerte bad, at der maatte gaae Ild i Kakkelovnen, eller noget Lignende indtræffe der kunde forhindre ham fra at komme. - Spurgte han mig om Noget gav jeg, selv det rigtige Svar, paa en forvirret Maade, han drejede det strax om, saa det blev mere komisk, og fik de andre til at lee, men dette var at knuse mig. - H. C. Andersens Levnedsbog 1805-1831 Faktion Faktion er en forholdsvis ny genre og kan betegnes som en tredje overordnet genre ved siden af skønlitteratur og sagprosa. Faktion er en form for blandingsgenre": indholdet er sagprosastof {faktisk), mens formen kan minde om fik^'owens. Det er blevet stadig mere almindeligt, at massemedierne formidler oplysende stof, fx naturvidenskabelige og historiske emner, i en underholdende form, der i høj grad appellerer til modtagernes følelser og fantasi. I en sådan indpakning" kan bl.a. nyhedsformidlingen meget let blive til underholdning. Kommunikation Ordet kommunikation betyder egentlig at gøre fælles. At kommunikere vil sige at meddele nogen noget. Der findes såvel sprogløs (at vinke) som sproglig kommunikation. Begge former kræver en afsender, som har et budskab beregnet på en modtager.
Afsender -> Meddelelse > Modtager Afsenderen kan vælge at formidle sin meddelelse gennem en fiktiv tekst. Ved hjælp af sproget skal han udløse den rette stemning og holdning hos modtageren. Både den, der skal skrive, og den, der skal læse, må altså have sans for ordene, for de tankeforbindelser (*associationer), de gemmer i sig, og for den stemning, de skal udløse. Det kan se så let ud i en roman eller novelle at give en beskrivelse af en person, så læseren ser denne for sig. I virkeligheden er det en svær kunst. Afsender- og modtagersituationen Afsenderens situation er præget af/afhængig af - hans hensigt, - hans baggrund (miljø, skolegang, job, sprog), - hans interesse og viden, - hans evne til at tilpasse meddelelsen for modtageren. Modtagerens situation er også afhængig af en række faktorer: - hans holdning til afsenderen og emnet, - hans viden og interesse, - hans baggrund, - hans evne til at forstå meddelelsen. Af og til kan kommunikationen briste. Det kan der være flere grunde til: 1. Modtagerens holdning til forfatteren eller temaet er negativ. 2. Sproget kan være vanskeligt pga. sætningsbygning og ordvalg. 3. Teksten kan være vanskelig at forstå, fordi den er blevet til i en anden tid med en anden tankegang. For at kommunikationen kan lykkes i såvel nyere som ældre litteratur er det af stor betydning at kende til skiftende tiders livssyn (tanker og forestillinger om liv og død). Det er også væsentligt, at man prøver at åbne sig for tekster, der umiddelbart ser ud til at være vanskeligt tilgængelige. Med øvelse og træning kan man blive en god læser.
sgsi^jpp"- Komposition At komponere betyder at sætte sammen. Når man skal skrive en tekst (et brev, en rapport, en novelle), er det væsentligt at disponere sit stof: man ordner det i en bestemt rækkefølge, så der bliver en god og hensigtsmæssig begyndelse, en fyldig behandling af det, man har på hjerte, og til sidst en afslutning. Også de enkelte afsnit disponeres eller komponeres; det er ikke ligegyldigt, hvilke oplysninger, der gives først, og hvilke sidst i et afsnit. Det gælder om, at modtageren på så forståelig en måde som muligt får meddelelsen. En tekst kan sættes sammen af afsnit (kapitler), som igen er inddelt i typografiske afsnit. De dele, et typografisk afsnit består af, er sætninger, afgrænset med punktum eller tilsvarende tegn. Tekster er altså opbygget - sammensat - af byggesten: ord udvælges og sættes sammen til sætninger. Sætningerne knyttes sammen til en helhed, som kaldes afsnit; disse kan i større tekster samles i kapitler, som tilsammen danner en helhed: teksten. Komposition og disposition De to ord benyttes om samme begreb: at ordne et stof. En lærer vil ofte sige til sine elever: Skriv en *disposition, før I går i gang med opgaven." Det, eleverne bliver bedt om, er at skrive en oversigt over, hvordan de vil ordne stoffet. Det ville egentlig være lige så rigtigt at bruge ordet komponere, men det bruges mest i forbindelse med kunstnerisk arbejde: en digter komponerer sin tekst, en maler sit billede og en komponist sin musik. De sætter noget sammen til en helhed. Eksempler på kompositioner En fiktiv tekst kan sammenlignes med en togstamme. Vognene kan ordnes i forskellig rækkefølge, ligeledes indholdet i en tekst. Handlingen kan opbygges kronologisk. Den starter på et givent tidspunkt og fortsætter i den rækkefølge, tingene sker. Faglicie sriilder
Handlingen kan være springende i tid med flash back (tilbageblik). Der kan være parallelle handlingsforløb. Ikke kun tekster med handling, men også beskrivende tekster som digte er komponerede. De kan fx være opbygget over modsætningsforhold eller gentagelser. Det lyriske Lyrisk betyder egl. hørende til eller ledsaget af lyrespil. Lyren er et strengeinstrument, som i oldtidens Grækenland blev benyttet ved fremsigelsen af digte for at skabe stemning. Derfor betegnes beskrivelser, der giver udtryk for følelser og stemning, som lyriske. Dele af prosatekster kan være lyriske, som fx indledningen til denne novelle. Det bliver regn i nat. Tunge, kuplede skyer kryber op over bjergene, blåsorte i det svindende lys fra solen, der synker i den modsatte synskreds. En ensom, hvid fugl haster forbi, skarpt tegnet mod mulmet, den skriger fjernt og bliver borte. Flodens mumlen når op til mig som altid i denne time, hvor verden stilner, og træernes kroner mørkner ovre i haverne, hvor støvet og heden har lagt sig, og natten begynder at dufte. En beroligende, en venlig lyd, men den blandes allerede med den første uro fra værtshuset henne i gaden, den første klang af bægre, der bliver delt rundt, den første klimpren af instrumenter, der stemmes, de første pigehvin. Jo mere lyset bliver borte, jo mere magt får den truende larm. Poul Hoffmann: Den niende dag (1979)
«*«*" Det lyriske findes dog i særlig grad i poesi (digte): i Du fine, hvide æbleblomst! Hvem gav dig dette lykkeskær? Ak, jeg er solens hjertenskær! 2 Hvor fik du denne purpurglød, som brænder i din fine hud? Ak, jeg er solens forårsbrud! 3 Velsignet af min brudgoms kys jeg lever i hans åndedrag en kort lyksalig forårsdag. 4 Og når hans sidste varme kys i aftenrøden strejfer mig, så hvisker jeg: jeg elsker dig! 5 Og lukker mig og bøjer mig og drysser over græsset ud mit hvide flor, mit bryllupsskrud Ludvig Holstein: Æbleblomst (1895) Typisk for det lyriske er den subjektive beskrivelse, som ikke skildrer, hvad der sker i et bestemt tidsrum, menjeg'ets oplevelse af det, der sker. Gennem brugen af forskellige *sproglige virkemidler videregives oplevelsen til læseren, der tilegner sig den, så oplevelsen også bliver hans. De sproglige virkemidler, vi møder i *digte, kan være gentagelsen, modsætninger, *sproglige billeder, *rim og et koncentreret, fortættet sprog, der fremføres i en vis *rytme. Miljøbeskrivelse Ordets egl. betydning: mi -midt; lieu -sted. Altså midt på stedet. Et miljø er de forhold, et individ lever under. For at en fiktiv tekst kan virke så troværdig som muligt, må handlingen placeres i et miljø. Det kan variere meget, hvilke oplysninger en forfatter giver, når han vil skildre et miljø. Oplysninger, som kan give læseren et indtryk af miljøet, gives som regel flere steder i teksten.
Følgende disposition kan være en hjælp, når man skal samle oplysninger om miljøet: 1. Personer (alder, erhverv, køn, sprog). 2. Geografiske omgivelser (landsdel, land/by, kvarter, gade, have, interiør). 3. Samfundsforhold, (styreform, religion, kultur). 4. Tid for handlingen = episk tid (fortid, nutid, fremtid). Min Onkels Hus var ikke noget romantisk Hus, og det vilde vist undre sig storlig, naar det erfarede, at det havde givet Stof til en trykt Fortælling. Der var ingen Børn, ingen Lystighed, ingen Selskaber. Skjønt Onkels Drift gjorde ham det nødvendigt at holde en Snes Karle - Avlskarle, Kuske, Gaardskarle og Røgtere - et talrigt Butikog Kontorpersonale og til disses Pleje i det Mindste fem Piger, saa gik dog Husets Indre som en Maskine, rolig, ensformig og uden Afbrydelse. Om Morgenen, naar jeg kom op, fandt jeg Dagligstuen næsten skinnende af Renhed; frisk Sand var strøet på Gulvet; om Sommeren stod en blomsterkost paa Bordet og udbredte en mild Vellugt i Værelset, om Vinteren var et lille Fyrfad med Røgelse sat paa Kakkelovnen. Paa et lille Bord i Hjørnet af Stuen stod et Par Kopper, Sølv- Fløde- og Sukkerskaalen, et Fyrfad med Thepotten og en lille Asiette med Smørrebrød. Når Onkel havde drukket sin The, kom Ingen ind i Værelset før Kl. 12. Tante var beskæftiget i Køkkenet, Onkel i Kontoret, Butiken eller Magasinerne. På slaget 12 stod Middagsbordet dækket. Onkel og Tante sad i Sofaen, Bogholderen og de to Svende traadte bukkende ind; naar første Ret var spist rejste sig de to Svende og gik ud i Butiken, enten deres Nærværelse var nødvendig der eller ej; de kom nøjagtigt tilbage, naar Eftermaden var skaaren for, med et lille nik til Onkel og Tante tømte de deres Glas Vin og gik fra Bordet, i Almindelighed uden at der var talt et Ord. Bogholderen, der havde været i min Onkels Tjeneste, siden han etablerede sig, blev et Par Minuter længer; der vexledes nogle Ord om Bøgerne eller om den og dens Soliditet eller om en Ildebrand paa Landet, hvorpå Bogholderen med et buk for Tante forlod Værelset og Onkel lagde sig til at sove Middagssøvn. M. Goldschmidt: Tømmerpladsen
1. Personer: Onklen er chef i en stor virksomhed med mange ansatte. Karle, kuske, butikssvende, bogholder m.fl. bor i onklens hus, og derfor er der mange tjenestepiger. Tanten deltager i arbejdet i køkkenet. 2. Geografiske omgivelser: Onklens hus er en del af virksomheden. I dagligstuen er der hyggeligt, rent og ryddeligt. De ting, der står i stuen, viser tegn på velstand. 3. Samfundsforhold: Det er et billede af det borgerlige samfund, vi får her. Vi befinder os i en stor købmandsgård med landbrug. Der er ordentlige og trygge forhold, enhver kender sin plads i dette patriarkalske samfund. Der er helt faste skikke. 4. Novellen er udgivet i 1846. Handlingen foregår nogenlunde samtidig, men kunne være fra det meste af 1800-tallet. Oplæg Formålet med et oplæg er at give instruktion, at redegøre for et emne eller at lægge op til diskussion. Sprogstrategi Når der skal laves et mundtligt oplæg, må man som afsender gøre sig klart, at der i første omgang er tale om envejskommunikation. Man henvender sig til modtagere med forskellige forudsætninger. Derfor må oplægsholderen vurdere, om modtagerne kender anvendte fagudtryk og eventuelle fremmedord. Sproget skal være en mellemting mellem talesprog og skriftsprog; man bør undgå gruppesprog og slangudtryk. Oplægsholderen bør ikke nedskrive hele oplægget, da sætningerne risikerer at blive for lange og med for mange bisætninger, hvilket kan gøre det svært for modtagerne at følge med. Der er desuden risiko for, at oplægsholderen læser oplægget højt fra manuskriptarkene. En sådan oplæsning virker sandsynligvis sløvende på modtagerne. I stedet bør man anvende en *disposition med overskrifter og nøgleord. Så har man noget at holde sig til, og oplægsholderen har mulighed for at bruge et enkelt og naturligt sprog. Samtidig kan han få øjenkontakt med modtagerne og benytte sig af kropssprog (non-verbal kommunikation). På den måde er
der størst chance for, at kommunikationen mellem afsender og modtagere lykkes. Udarbejdelse af oplægget Første del af udarbejdelsen af et oplæg er at indsamle viden. Man kan starte med at skrive ned, hvad man selv ved om emnet, og hvilke synspunkter man har, og derefter kan man søge yderligere viden ved fx biblioteksbesøg og interview af personer, som har kendskab til emnet. Når man mener at have opsamlet tilstrækkelig viden om emnet, starter næste del af udarbejdelsen: sorteringen og afgrænsningen. Oplægget disponeres, så der ikke bliver for mange og for forskellige punkter. Tre til fem hovedpunkter vil være passende. Oplægget skal hænge sammen, og punkterne skal følge logisk efter hinanden. I oplægget gør man rede for sine synspunkter om emnet; hvis man kender eventuelle modsynspunkter og i oplægget kan argumentere imod dem, vil ens egne synspunkter stå stærkere hos modtagerne. Indledningen er vigtig, for det er den, der skal fange tilhørerne. Man kan fx indlede med ét eller flere af punkterne: Præsentation, definition, afgrænsning af emnet. Hensigten med fremlæggelsen. Emnets aktualitet. En provokation. Et citat. Hovedsynspunktet på emnet. Omtale af oplæggets højst fem hovedpunkter. Afslutningen er også betydningsfuld, og den kan være en opsummering af hovedpunkterne, en konklusion og evt. en understregning af afsenderens synspunkter. Er man usikker ved at skulle holde et oplæg, kan man skrive indledning og afslutning fuldstændigt, men alligevel så vidt muligt løsrive øjnene fra manuskriptet. Når man disponerer sit oplæg, kan man benytte samme fremgangsmåde som ved disponering af et foredrag og en tale.
Alle tre discipliner består af indledning, afhandling, afslutning. Indledning og afslutning må ikke være for omfattende. Et oplæg er normalt kortere end et foredrag og en tale, men der er ingen faste regler for længden. Dog er det en god regel ikke at tale for længe. Personkarakteristik Den egentlige betydning af ordet karakteristik er indridset kendemærke. Til en kunstner stilles der to væsentlige krav: han skal have evnen til at opleve, og han skal kunne give disse oplevelser kunstnerisk udtryk - for digterens vedkommende gennem ord. Han skal alene gennem sproget få os til at se, hvad han har set, og føle, hvad han har følt. Han må beherske ordets kunst. Han kastede et blik ned ad sig selv. Støvede støvler, overlæderet revnet og gået løs fra sålen, så det gabede opefter og lignede et sjovt lille dyr med flaben fuld af små spidse tandsyle... Såler var der ikke meget af, men det sås jo ikke. Og tøjet? Han så afgjort ikke ud som ham prinsen af Væles. Hullet på knæet hade han ganske vist rimpet sammen med lidt brun tråd så det ikke ligefrem gabede, men så var buxebenet altså blevet lidt kortere af den grund, frynset forneden var det også og det bare ben sås når han gik. Jakken var hullet, albuerne stak ud, den var for lille og sprængt over ryggen, stumpede over gumpen og den omtrent hele buxeende. Han hade højt sommerhår, lyst, under hatten der engang hade været en fin hat... Nobelt klædt var han ikke, det var han nok klar over, det var ikke med påklædningen han skulle gøre sig og hvad, når den er i orden, kan vel ethvert fjols klare sig! næe, det var andre ting, det var det indre var det... det var de fandens bedrøvede øjne han hade, som så mange piger blev så kede af at se på at de ville forloves med ham, det var dem ja, og dem stolede han på, øjnene altså, de plejede altid at virke... Han strammede sig op, gik op ad trappen og ringede på. Harald Herdal: En nat i Nyborg (1933)
Man ser Harald Herdals person for sig: ordene danner et billede. At karakterisere et individ vil sige at skildre dets særpræg. I den fiktive tekst tillægger forfatteren sine personer netop de egenskaber, han ønsker, de skal have. Han kan karakterisere dem, så modtageren får medlidenhed med, tager afstand fra eller får sympati for dem. Forfatterens budskab viser sig ofte gennem den holdning, han opbygger hos læseren, til personerne. Personerne kan karakteriseres direkte, dvs. med ord, der beskriver fx udseende (han var lille og tyk). De kan også skildres indirekte gennem det, de siger og gør; modtageren må så selv sætte ord på". Når man i en tekst skal finde en persons særpræg, kan man arbejde efter følgende disposition: 1. Personens situation (miljø, familieforhold, erhverv, alder osv.). 2. Udseende. 3. Væremåde (karakter, egenskaber, følelser, holdninger osv.) Thumsen" hed Emanuel og var Karens søn. Dér er han!" hviskede Engeline. Hendes hvisken lød skarpt og distinkt som en trækvind i en dørsprække. Fede Rikke bøjede sin kødbolle af et ansigt om mod gaden: Godmorgen, hr. Thomsen!" Godmorgen, hr. Thomsen!" sagde også Engeline. Og Godmorgen! Godmorgen! Godmorgen!" lød rundt omkring fra. Men den lille mand dernede lod, som han hverken så eller hørte. Han var kommen ud af butiksdøren med en vandkande og en kost og gav sig nu sindigt og omhyggeligt til at vande fortovet og den halvdel af kørebanen, som det tilkom ham at holde ren. Han vandede næsten som efter en lineal. Ikke en dråbe kom der ind på naboens eller genboens part af gaden. Og endda var Thomsen skæv i højre skulder. Da vandingen var overstået, tog han kosten og gav sig til at feje. Thumsen" havde båret vandkanden og kosten bort og var nu sindigt beskæftiget med at pudse messinghåndtaget på butiksdøren. Jordemoder Frederiksen kom gående forbi med posen over armen. De er en negl, Thomsen, til at hænge i!" sagde hun og standsede. Man må jo arbejde, fru Frederiksen; derfor er man jo sat på jorden." Da blev jeg da ved Gud helst i min gode seng!"
,Ja, man er jo lidt forskellige..." Emanuel blev ufortrødent ved at gnide på låsen. Lille Manuel, skal du ikke ind og ha' din kaffe, min dreng?" Man må først være færdig, mo'r Karen!", Jaja, så drikker jeg min," sagde madam Thomsen mildt og gik fra butikken ind i bagstuen igen. Drik!" sagde Emanuel. Når kommer du?" Om et kvarter!" Og først da dørlåsen skinnede som det gyldneste guld, samlede han sine pudseremedier sammen og gik ind for at nyde sin morgendrik. Idet han åbnede butiksdøren, gned en stor, gråblå kat sig kælent ind mod hans ben. Dér har man jo Knors," sagde han med kælen røst og løftede, til trods for de forskellige sager, han bar i hænderne, dyret op på armen. Hvorledes har han det, kisse-misse-barnet?" Mjau-au!" sagde Knors og borede sin snude ind under hans arm. Gustav Wied: Livsens ondskab (1899) I tekstafsnittet spiller Thumsen en dominerende rolle, det er ham, der fokuseres på. Han er hovedperson. Han er skildret både direkte og indirekte. Mor Karen og de kvinder, der hilser på Thumsen, er bipersoner. 1. Situation: Emanuel (Thumsen) er en voksen mand, der bor sammen med sin mor. Hun har en butik. De bor i en by, hvor alle kender hinanden. Omgivelserne opfatter ham som en særling. 2. Udseende: Thumsen er lille og har en skæv skulder. 3. Væremåde: Han er yderst pligtopfyldende, omhyggelig, sindig, rolig og arbejdsom. Stædig er han også. Han har ikke humoristisk sans. Han er afmålt, kølig og studs over for fremmede, kærlig over for katten.
Referat At referere vil sige at gengive noget set, læst eller hørt i forkortet form med ens egne ord. Kun det væsentlige skal med i referatet. Forarbejdet Uanset om man skal referere mundtligt eller skriftligt, har man brug for at udarbejde en disposition, som man kan støtte sig til, mens man refererer. Dispositionen er grundlaget for referatet. Inddeler man teksten i for mange afsnit, får man mange overskrifter og dermed en for fyldig disposition. Referatet vil dermed blive for langt. - Det gælder altså om at være omhyggelig og kritisk allerede i disponeringen. Referatet Angiv kilden: Man angiver, hvem man refererer, og hvad titlen er på det, der refereres. Sproget: Man refererer med sine egne ord i et sammenhængende sprog. Referatet skal være neutralt, så den oprindelige mening ikke ændres. Man skal holde sin egen mening udenfor.,jeg" i den oprindelige tekst bliver i referatet til han/hun, direkte tale til indirekte. Ønsker man at bruge citater, skal de gengives fuldstændig korrekt, sættes i anførselstegn og placeres, så den oprindelige mening ikke ændres. Længde: Referatet må maksimalt fylde ca. l h af den oprindelige tekst. I avisen møder vi dagligt referatet: journalisten refererer en fodboldkamp, et møde, en trafikulykke osv. Resumé Egentlig betydning: gentage. Et resumé er et sammentrængt *referat; det er en gengivelse af det helt centrale i noget læst, set eller hørt. Har man en *disposition til brug ved et referat, kan en sammenkædning af overskrifterne i dispositionen udgøre resuméet.
Rim 1 Du kære blide danske bæk, som bag om hegn og hybenhæk 3 mod salte fjorde glider, dit vandrevand, din puslestrøm 5 har nynnet i vor folkedrøm og pyntet Danmarks kjolesøm 7 fra landets ældste tider. Jeppe a a b c c c b Digtet har enderim, hvilket vil sige, at det sidste ord i en linje rimer med det sidste ord i en anden. Linje 1 og 2 danner parrim, linje 3 og 7 omsluttende rim. I Ghr. Winthers digt Flugten til Amerika" er der krydsrim: linje 1 og 3 rimer, ligeledes linje 2 og 4. 1 3 1 3 Dengang da jeg var en lille en og havde begyndt min skole, og havde fået støvler på begge ben og kastet min blusekjole; da var jeg ikke så from som nu, da havde jeg ben i panden, mit blod var hedt og ilter min hu, jeg forstod mig kun lidt på forstanden. a b a b a b a b De tre eksempler på rimstilling kan illustreres således: I gammel nordisk poesi - og efterligninger heraf - findes bogstavrim, dvs. at flere trykstærke stavelser (se *rytme) i nogle sammenhørende linjer starter med samme lyd (lyde). Johannes V. Jensen benytter denne form for rim i sit digt Den nordiske kvinde":
,Jeg vilde altid vandre i venlige Skove. Dølg mig i dine Arme dugkølige Danmark." Rimene findes altså her i de trykstærke stavelser, der begynder med v og d. Uden for poesi bruges rim i forbindelse med ordsprog: Mange bække små gør en stor å. Tomme tønder buldrer mest. Også i reklameslogans benyttes rimet: Godt i gang med GADS voksen. Ved ordsprog og slogans er rimets funktion at give sætningen klang og at hjælpe brugerne til at huske den. Rytme Rytme findes i pulsslaget og i et urs tikken. Musik er baseret på rytme. Også i sproget er der en rytme, som fremkommer, fordi nogle stavelser er trykstærke, andre tryksvage. Ved at ordne sproget kan man frembringe en rytme, som undertiden kan være med til at understrege tekstens indhold. Fast rytme i digte I Sne staar Urt og Busk i Skjul; Der er saa koldt derude" Læser man disse linjer højt, fornemmer man klart det faste mønster i de tryksvage (- ) og trykstærke (- ) stavelser. Man siger, at der er benyttet et bestemt versemål, der er bygget op af versefødder.