Følelserne psykoterapiens

TO POLER AF JØRN TOUSTRUP Følelserne psykoterapiens S T E D B A R N Hvordan skaber vi plads til de ubehagelige følelsers tilstedeværelse? Psykologens opgave vanskeliggøres af, at følelsesmæssige reaktioner og dette at tale om følelser tilhører to fundamentalt forskellige kategorier. Når man spørger mennesker om, hvad der inden for de seneste døgn har haft størst betydning for dem, vil man igen og igen møde følelsesmæssigt begrundede svar. Det er vore følelser, der viser os, hvad der er vigtigt i vort liv. Det følelsesmæssige kan ses som vores ultimative guide. Her er det værd at bemærke sig, at vore følelser i denne guidningsproces på den ene side leder os mod store glæder og meningsfuldhed, men på den anden side fører os mod ubehag og forbi meningsløshed. At vi møder ubehagelige følelser i livet, frister mange mennesker til en livsorientering, der først og fremmest søger uden om de ubehagelige følelser. Det tror jeg er en farefuld kurs. Det al- 18 PSYKOLOG NYT Nr. 14. 2006

ternative synspunkt, der skal fremsættes her, er, at vi generelt må give det følelsesmæssiges tilstedeværelse en meget høj prioritering, både de behagelige og de ubehagelige følelser. En sådan prioritering ses som en forudsætning for, at vi kan modtage den livsvejledning, der er indeholdt i de følelsesmæssige oplevelsers udfoldelse. For at kunne skabe plads til en sådan tilstedeværelse af det følelsesmæssige, må vi blive i stand til at møde det følelsesmæssige, såvel det behagelige som det ubehagelige, med en passiv indstilling. At tage imod det følelsesmæssige på denne måde uden at foretage sig noget over for det lader sig let gøre i forhold til glæden og meningsfuldheden. Men hvordan skaber vi plads til de ubehagelige følelsers tilstedeværelse, til den følelsesmæssige smerte? Det er her, denne passivitets indstilling kommer på prøve. At blive fundet Lad os først konstatere, at vi i nogle tilfælde umiddelbart kan berige vort liv ved at fjerne eller reducere en følelsesmæssig smerte. Vi kan enkelt og oplagt gøre noget, som fjerner eller reducerer smerten. I andre tilfælde må vi derimod konstatere, at vi intet kan stille op med smerten. Der er intet, der hjælper. Så når alt, hvad vi har gjort og ikke har gjort, ikke har hjulpet, hvad gør vi så? Her møder vi afmagten. Indflydelse og afmagt kan umiddelbart ses som en polarisering, der svarer til en aktiv og en passiv pol. Stillet over for smerten vil vi naturligt søge over i den aktive pol og søger dermed at undgå den passive pols afmagt. Denne tendens afspejles i en generel opfattelse af aktivitet som godt, som styrke, og passivitet som dårligt, svaghed. Og vi vil være stærke. Denne strategi går i mange tilfælde godt. Der er således ubehagelige følelser, vi kan fjerne eller mindske i den aktive pol. Vi formår aktivt at lægge større eller mindre dele af disse ubehagelige følelser bag os. Men der er andre typer, af ubehagelige følelser, som vi ikke kan reducere i den aktive pol. Det drejer sig typisk om uigenkaldelige tab af noget, som har stor følelsesmæssig værdi for os. Det drejer sig ikke kun om døds- Nr. 14. 2006 PSYKOLOG NYT 19

fald. Der er langt hyppigere tale om tab af muligheder. Her står vi over for en følelsesmæssig smerte, vi ikke kan gøre noget ved. Er det en voldsom smerte, er der i disse tilfælde kun én vej, som gør det muligt for os at leve videre på en givende måde, og denne vej fører os over i den passive pol. At kunne møde et stort og afgørende tab i den passive pol er udtryk for en evne til at kunne sørge. Det vil blandt andet sige at kunne give slip på det, den aktive pol kan tilbyde, og overgive os til fortvivlelsen, smerten og afmagten i den passive pol. Kan vi udholde dette, opdager vi, at fortvivlelsen og sorgen ikke er magtesløse. Disse følelser kan gøre noget for os. Denne mulighed er imidlertid ikke en selvfølge for alle mennesker. Snarere søger mange mennesker, for enhver pris, at undgå oplevelsen af de ubehagelige følelser. Derfor ser vi mange mennesker kæmpe i den aktive pol mod det definitive tabs smerte. Det er som om hele vores selvforståelse er bygget op over dette: at være aktive og at præstere noget for at få mere af dét vi ønsker. Mange mennesker står derfor fuldstændig uforstående og overraskede over for den indsigt, at der kan være noget konstruktivt i at møde verden i den passive pol. Det vil sige ikke at gøre noget for at opnå mere, men snarere at give afkald på noget. Vi kan se lidende mennesker, orienteret i den aktive pol, søge febrilsk på boghandlernes psykologihylder, mens de leder efter bøger, hvor de kan finde sig selv i beskrivelsen og læse om, hvad de kan gøre ved smerten. Men ét er at finde sig selv i en tekst, noget andet er at blive fundet af et andet menneske, der i sin medfølelse kan udholde at forblive i den passive pol i kontakten. I det sidste tilfælde inviteres den smerteplagede nemlig over til et møde med et andet menneske i den passive pol. Det er imidlertid en invitation, det ikke er let at tage imod. Den umiddelbare lettelse, der kan være forbundet med et sådant møde, at blive fundet af et medfølende menneske, kan i næste omgang afløses af en oplevelse af at få benene slået helt væk under sig, fordi dette møde foregår dér, hvor man virkelig kan mærke smerten: i den passive pol. I den aktive pol er vi konstant på vej hen imod, eller væk fra, det følelsesmæssige. Hele tiden med bevægelsens indbyggede, pendulerende afstand til følelserne. I den passive pol giver vi os derimod hen til at være i disse følelser, altså til følelsernes dominans. Den passive pol er de smertefulde følelsers bolig. Begge poler er livsvigtige for os, men vores kultur favoriserer den ene pol, den aktive, i ekstrem grad. Vi søger rationel kontrol over vore følelser eller hurtig udlevelse af dem. Men begge dele vil med stor sandsynlighed ske på bekostning af den opsparede indsigt og kompetence i forhold til regulering af mellemmenneskelige relationer, som det følelsesmæssige har opsamlet gennem tusinder af generationer. Det tager nemlig tid og kræver stor følelsesmæssig åbenhed og udholdenhed at få del i denne følelsesmæssige indsigt og kompetence. Først når en sådan indsigt har udfoldet sig i den passive pol, kan såvel den følelsesmæssige som den rationelle del komme til deres ret i den aktive pol. En udfoldelse, hvor det rationelle, hvis det ikke blot er optaget af at kontrollere det følelsesmæssige, kan fremme vores søgen efter endnu dybere lag i den følelsesmæssige indsigt. Det er altså afgørende, at vi ikke bevæger os for hurtigt over i den aktive pol, når det følelsesmæssige begynder at udfolde sig, da vi ellers i et eller andet omfang mister kontakten med den følelsesmæssige indsigt. Følelsesmæssige reaktioner Hvorledes forholder vi os til alt dette som terapeuter, og hvilken betydning har denne polarisering for vores måde at forholde os til den følelsesmæssige smerte på ja til det følelsesmæssige i det hele taget? Vil vi som terapeuter også helst beskæftige os med den følelsesmæssige smerte i den aktive pol? Måske ligefrem guide klienten aktivt gennem en sorgproces, som om sorgen er en psykologisk metode, vi psykologer har opfundet? Jeg tror svaret på disse spørgsmål har afgørende betydning. Det er bl.a. begrundet i, at jeg betragter denne evne, til at 20 PSYKOLOG NYT Nr. 14. 2006

møde tabet i den passive pol, til at sørge, som den mest afgørende faktor, når vi skal vurdere prognosen for et menneskes muligheder for at blive i stand til at kunne leve et lykkeligt liv. Hvorvidt psykologen formår at støtte klienten, i at udvikle en evne til at møde det følelsesmæssige i den passive pol, bliver derfor et afgørende spørgsmål. Har psykologen eller klienten ikke denne passivitetsevne og denne styrke, vil de begge med stor sandsynlighed søge over i den aktive pol og forfølge dét, der ikke er muligt. Det vil komme til udtryk som forsøg på for enhver pris at lave andre mennesker om til noget, de ikke er (aggressiviteten), eller at lave sig selv om til noget, man ikke er (forskellige former for dissociation/stofmisbrug). Her må i det mindste psykologens advarselslamper begynde at lyse, for ligesom sorgen er helende og forenelig med opbygningen af nære meningsfulde relationer, er aggressiviteten og dissociationen nedbrydende og desintegrerende for nære meningsfulde relationer. Aggressiviteten og dissociationen kan måske føre til en eller anden grad af kontrol, men ikke til dybe meningsfulde relationer. På den anden side: Presser psykologen derimod klienten over i den passive pol, uden at evnen og styrken til at være i denne pol er til stede hos klienten, vil en depressiv tilstand ofte være den eneste måde for klienten at være dér på. Klienten vil i denne tilstand opleve en uforløst smertefuld adskillelse fra det følelsesmæssige. Så tæt på og alligevel adskilt fra det. Denne placering er skræmmende. Når mennesker er bange for at miste forstanden, er det først og fremmest udtryk for en frygt for det følelsesmæssige. Vi er bange for at blive overvældet af følelserne, og vi er bange for at miste kontakten med dem. Vi ved intuitivt, at der er grænser for, hvor meget fortvivlelse et menneske kan rumme uden at gå i stykker. Jeg ser med andre ord vores evne til i den passive pol at kunne udholde den uundgåelige smerte som et udtryk for vores største styrke, fordi denne evne kan forløse smerten og sætte os fri til at kunne gøre det, der skal gøres, og ikke gøre det, der ikke skal gøres. Denne evne og styrke muliggør altså det uforståelige mirakel, sorgen, der kan indtræde i den passive pol, hvis vi kan holde følelserne ud. En sådan udholden af det følelsesmæssige ubehag, mens sorgen gør sit, kan være en særdeles barsk oplevelse. Derfor vil mange mennesker kæmpe imod følelsernes belastende og helende indsigt og forløsning. Indtil de slutteligt står med ryggen mod den mur, som de har forsøgt at bygge op, rundt om det passive, for at kunne modstå den passive pols skræmmende dragen. Men bliver man stående sådan, kæmpende, med ryggen mod det passive, opdager man ikke de følelsesmæssige døre ind til den passive pols inderste: ind til taknemmeligheden. Den følelse, som opstår under forløsningen af livets største øjeblikke. Det drejer sig om de døre, som vi kan få øje på, når vi vender os accepterende mod den passive pol og et andet menneske overrækker os medfølelsens nøgler, så vi kan åbne døren ind til taknemmeligheden over det, som livet og det andet menneske, på trods af alt, kan give os. Når døren mellem det aktive og det passive kan stå åben, kan vi bevæge os frit mellem begge poler. Mellem det, vi selv kan opnå gennem aktivitet, og det, vi kun kan modtage ved at give slip og blot være. Her kan både vi selv og livet blive helt. The feeling cure Psykologens muligheder for at støtte klienten i denne proces vil i høj grad afspejle vor forståelse af det følelsesmæssige i det hele taget. En forståelse, der ofte er vanskeliggjort af, at følelsesmæssige reaktioner og dette at tale om følelser tilhører to fundamentalt forskellige kategorier. Den ene (de følelsesmæssige oplevelser) er psykologiens stedbarn, og den anden (talen om det følelsesmæssige) er psykologiens yndling lad os tale om det, sætte ord på: være aktive. Eller endnu bedre: være proaktive! Sat på spidsen er spørgsmålet: Er al denne snak kuren, eller kan den blive en del af sygdommen? Vi vil først og fremmest vide, hvorfor vi har de smertefulde følelser, vi har. Vi vil tale om dem. Vi vil beskæftige os Nr. 14. 2006 PSYKOLOG NYT 21

med dem i den aktive pol, og på en rationel måde. Men vi overser, at disse følelser i sig selv er viden. Ganske vist kan de første lag i denne viden synes irrelevante, barnlige, ulogiske eller usande. Men jo dybere vi trænger ind i den følelsesmæssige oplevelse, jo mere den får lov at folde sig ud, jo mere relevant viser indsigten sig at være, og jo mere kan denne indsigt modnes. Vi kan i denne proces møde en følelsesmæssig indsigt, der kan være så fundamental, at vi må erkende, at vi er fuldstændig afhængige af denne indsigt for at kunne leve som mennesker. Det er, mere end noget andet, vore følelsesmæssige oplevelser, der beskytter vore grundlæggende værdier og forhindrer os i at overskride dem og gå til grunde som mennesker. At vide, hvad der er ens prioriteringer i livet, er først og fremmest et spørgsmål om at kunne opleve noget følelsesmæssigt. Derfor bliver vi forvirrede og frustrerede i mange situationer, hvor vi ikke kan opnå en følelsesmæssig oplevelse af situationen. Det gælder også, hvis vi sidder hos en terapeut, der med sit utålmodige initiativ fratager os den tid og den plads, vi har brug for, for at vore følelser kan folde sig helt ud, inden de bliver bøjet og bukket, for at forme dem til ord, som kan overgives til det rationelle, der står og tripper i den aktive pol, eller de bliver sluppet løs som en flok følelsesmæssige kamikaze-piloter, ligeledes i den aktive pol. Nogle forsøger, med fornuften for bordenden, at reducere følelserne til et ledsagefænomen, et krydderi, som vi ved hjælp af vores fornuft skal finde ud af at dosere i dagligdagen. Set i dette lys bliver følelsesmæssige belastninger til et spørgsmål om forkert dosering. Men også da afviser vi den kendsgerning, at de følelsesmæssige oplevelser i sig selv er adgangen til en uundværlig indsigt i mellemmenneskelig omgang, som det følelsesmæssige har udviklet gennem tusinder af generationer. Mange mennesker har regnet sig frem til en klar rationel opfattelse af, hvad der vil gøre dem lykkelige, og har evnet at realisere denne idé, men er alligevel ikke blevet lykkelige. Oplevelsen af lykke er altid noget + x. Hvor x er noget følelsesmæssigt, som kun vore følelser selv kan finde. Det er altså vore følelsesmæssige oplevelser, der rummer den indsigt, som er mest afgørende for os i kontakten med andre mennesker. Det er derfor ikke primært et spørgsmål om, hvad vi vil med vore følelser, men snarere at opdage, hvad de vil med os. Ingen fornuft kan være sund uden denne indsigt. Men både at give det følelsesmæssige og det passive så fornem en plads, det er næsten mere, end vi kan klare. Nok kan vi blive enige om: først indsigt, så handling, men følelsesmæssig indsigt som fornuften endnu ikke har forstået, for ikke at tale om ventetiden i den passive pol, inden 22 PSYKOLOG NYT Nr. 14. 2006

vi må løbe tilbage til den aktive pol, det er for mange mennesker for meget. Over for denne belastende tålmodighedsprøve har den rationelle indsigt en fordel. Den rationelle indsigt kan vi opnå uden smerte, den kan hurtigt formidles gennem ord, og vi kan lettere forblive i den aktive pol. Formidlingen af den følelsesmæssige viden sker derimod langt overvejende gennem kroppen, og den tager tid lang tid i den passive pol. Kommunikation og kontakt Hvor afgørende det følelsesmæssige er, kan vi fx se i forbindelse med oplevelsen af eksistentiel meningsløshed. Her ser vi, hvorledes det rationelle ligefrem kan blive til en elefant i følelsernes glasbutik. Den eksistentielle meningsløshed ledsages ofte af en uudholdelig kvalmende lede. Ikke over noget, men over alt. På denne baggrund er det forståeligt, hvis både klient og psykolog aktivt forsøger at finde meningsfuldheden uden for dette følelseshelvede, ved at søge den i det rationelle. Men det er en blind vej. Selv de bedste argumenter for tilstedeværelsen af meningsfuldhed vil være meningsløse for den der, oplever livet som meningsløst. Man kan ikke diskutere, om livet er meningsfuldt. Man kan derimod have forskellige erfaringer i forhold til meningsfuldhed. Oplevelsen af meningsfuldhed er i bund og grund en følelsesmæssig erfaring. Den erfaring, at noget i livet har følelsesmæssig værdi. Oplevelsen af meningsfuldhed er i første omgang noget, man opdager, ikke noget, man skaber. Man kan derfor ikke overbevise et menneske om, at et meningsløst liv er meningsfuldt. Har vi erfaret livet som meningsfuldt, kan vi dog svække eller forstærke denne grundlæggende oplevelse gennem vores måde at leve på. Men at forsøge selv at skabe meningsfuldhed ud af det, der er meningsløst, er meningsløst. Magter psykologen at møde klienten i denne meningsløshed i den passive pol, kan der ske et mirakel, nemlig dette: at klienten kan holde ud at være i den passive pol og opleve sin håbløshed. Dermed får den smertefulde håbløshed tilført en værdi. Smerten bliver et udtryk for det, der er værdifuldt, det, klienten mangler eller har mistet. Samtidig er klientens smertefulde forbliven i den passive pol et udtryk for en følelsesmæssig anerkendelse af tabet eller afmagten over for denne mangel. Stillet over for psykologens medfølelse, åbner denne følelsesmæssige anerkendelse af tabet for sorgen, og døren i den følelsesmæssige mur kan åbne sig ind til det meningsfulde menneskelige fællesskab, når psykologen med sin medfølelse overbringer nøglen. En nøgle der imidlertid må være lavet af det rette materiale. Det er nemlig først og fremmest psykologens følelsesmæssige reaktion på klientens fortvivlelse, der formidler medfølelsen. Ordene kan ødelægge nøglen, men ikke skabe den. Lykkes denne kontakt, kan psykologen holde ud at opleve disse følelser sammen med klienten, kan klienten komme til at opleve en dyb taknemmelighed over at have modtaget noget livsvigtigt, som han ikke selv har skabt. Følelsesmæssig kontakt med et andet menneske. Hermed viser livet sig at have en værdi i sig selv, at være meningsfuldt på trods af tabet. Den samme tilstandsspecifikke kontakt kan vi iagttage, når børn spørger til deres eget værd. Her vil selv de mest velmenende ord blot kunne bibringe barnet en rationel viden om sit eget værd. Men barnets følelsesmæssige behov for at være noget værd i fællesskabet må fremskaffes på anden måde. Dette behov tilfredsstilles først og fremmest gennem den nonverbale kommunikation, der udspringer af faderens eller moderens følelsesmæssige reaktioner. Her er det blikket, et knus og et strøg på kinden, der bærer svaret, når barnet med sin søgen efter kontakt stiller spørgsmålet: Hvad er jeg værd? Det er altså psykologens evne til at kunne svare klienten følelsesmæssigt, at turde tillade sig selv at reagere følelsesmæssigt på klientens følelsesmæssige reaktioner, der bærer svaret frem til klientens følelsesmæssige del, når denne del blotter en følelsesmæssig smerte i den passive pol. Kan vi ikke møde hinanden her, bliver den følelsesmæssige smerte vores største trussel, fordi vi da må ty til aggressiviteten eller dissociationen/misbruget for at undgå kontakten med den. Formår vi derimod et nærvær over for den følelsesmæssige smerte i den passive pol, har vi givet smerten og livet de bedste helende betingelser. Vi har taget et stort skridt mod et bedre liv for os selv og den anden og et lille skridt for menneskeheden. Jørn Toustrup, cand.psych., privatpraktiserende psykolog Nr. 14. 2006 PSYKOLOG NYT 23