Nyt liv kan bryde frem, når det erkendes, at et gam- melt, begrænsende liv ikke er til at bære

Transkript

1 Nyt liv kan bryde frem, når det erkendes, at et gammelt, begrænsende liv ikke er til at bære prædiken til 14. s. e. trin. II: Joh 5,1-15 i Strellev Kirke den 28/ Ved Jens Thue Harild Buelund. I vort indre i vores sjæl er lys og mørke forbundne. Hver gang en tro på livet og livets muligheder kommer til os udefra, kan et nyt lys tændes i vort sind et nyt mørke oplyses. Troens vej er derfor undertiden så vanskelig og smertelig. Nye sider af liv kan ikke erkendes og foldes ud, før dele af det gamle grundlag er kommet til syne og er accepteret også accepteret, som noget, der bare ikke kan leves med mere. Jesus går rundt mellem de mange syge og handicappede, og Han ser en lam mand, som har været syg i 38 år. Til ham stiller Jesus et mærkeligt spørgsmål: Vil du være rask? Jesus véd, at manden allerede havde været der i lang tid at han hver dag gennem mange år er kommet hen til dammen i håbet om at blive helbredt. Det har ikke været let for ham at komme derhen. Nogen har måttet hjælpe ham; for han ligger på en båre. Alligevel er han kommet og har ventet og ventet og håbet og håbet, selv om chancerne for, at han skulle være den, der blev helbredt, var meget små. Hans lammelse ville hver gang forhindre ham i at være den første, der kom ned i dammen, når vandet blev bragt i oprør og fik helbredende kraft. Til manden spørger Jesus, om han vil være rask? Det virker som et overflødigt spørgsmål; men når Jesus stiller det, må det have mening. I første omgang forklarer manden sig. Han forklarer sig med at stå uden et andet menneskes støtte, når vandet er i helbredende oprør til gavn for det første menneske til mølle til dammen. Nej, den lamme mand svarer ikke Jesus på det, Han spørger om. I stedet forklarer og undskylder han. Han reagerer, som om han ikke rigtig har hørt spørgsmålet. Han er i sine egne tankers vold er ikke helt nærværende. Derfor kan han ikke lige gribe de muligheder, der bliver givet ham netop nu. Selv tror han ikke på det, han håber på. Hver dag bruger han mange kræfter på at komme ned til dammen; men i sit stille sind har han givet op på forhånd uden at han dog har gjort sig det klart; for så var han vel ikke kommet dagligt derhen? Manden er splittet mellem det, han håber på, og det, han tror, er muligt. Derfor hænger hans virkelighed ikke sammen. Måske kan han ligefrem ikke overskue konsekvenserne ved at blive rask. Mange mennesker bliver ved med at leve i gamle og utilfredsstillende sammenhænge, fordi de ikke tør slippe det kendte. Også i det ubehagelige og begrænsende kan der være en form for tryghed, fordi det er kendt. Den lamme svarer Jesus med et ja, men. Sådan svarer mennesker ofte i forhold til nye og uoverskuelige

2 udfordringer. Når et menneske gerne vil ændre på sin situation, men alligevel ikke vover det, er det aldrig vanskeligt for det menneske at finde praktiske årsager, der ser ud til at stå i vejen for forandringer. Uden at gøre sig det klart gemmer mange sig bag sådanne omstændigheder, og dette men kan fylde meget i tanker og sind. Hvis en sådan situation får lov til at vare ved, vil den tage glæde og følelse af mening ud af livet, fordi den forhindrer øjeblikket i at blive nærværende for én. For den lamme betyder det, at han allerede har givet op. Jesus vil vise sin samlende vilje over for menneskets brudte eller nedbrudte vilje. Han lader sig ikke anfægte af, hvordan de fysiske muligheder er nu. Med sin vilje til livshåb og til ånd sprænger Han de konkrete muligheders rammer og skaber nyt. Vil du være rask, siger Han, så rejs dig, tag din båre og gå! Og teksten fortsætter med ordene: Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Jesus giver i tilsigelsesøjeblikket manden troen på, at han kan. Jesus skaber troen i ham, og i troen er alt muligt i den forstand, at intet er udelukket; for med troen kommer kraften og styrken til at ændre. I troens nu findes men ikke med sit forbehold til at leve livet. Når Jesus siger til manden, at han skal rejse sig, tage sin båre og gå, viser han disciplene et billede på, hvad helbredelse medfører nemlig en ny bevægelsesfrihed og nye muligheder, men også nyt ansvar og arbejde. I dette tilfælde må manden nu selv gå og selv bære båren. Det er, hvad han længes efter, og hvad han på den anden side også har været bange for. Jesus giver ham styrken til at tage det første skridt. Det varer dog ikke længe, før manden møder nogle af de problemer, der følger med det nye ansvar og de nye omstændigheder. Det er sabbat den dag, han bliver helbredt. Manden må selv bære ansvaret for sin nye frihed efter, at Jesus har forladt ham bære ansvaret i et samfund med regler, der skal overholdes til Guds ære. Manden kan umiddelbart ikke forvalte sin nye frihed; da han stilles til regnskab for den for at han bærer båren, giver han Jesus skylden. Bag hans ord lyder det svage ekko fra syndefaldets Adam, der skyder skylden for at have spist af æblet på kvinden, som igen skyder den på slangen. Den helbredte mand har modtaget et nyt liv fra Jesus; men han har lang vej at gå, før han finder styrken til selv at stå inde for det, han har fået med sin gøren og laden. Hvad Jesus gør for denne mand, gør Han ikke kun for hans skyld; Han gør det for alle. Jesus viser med sin helbredelse og med hele situationen omkring den, at så længe et menneskes sind er splittet, og det ikke tør tro på noget andet end de omstændigheder, der begrænser dets liv, er det holdt fast i den gamle og lukkede virkelighed, og det magter ikke at forholde sig til andet end

3 den. Manden troede selv, at han med hele sit sind ønskede helbredelse. Alligevel var det forbeholdene over for livet og tvivlen og angsten, der styrede ham. Der gemmer sig en stor menneskelig smerte i mandens historie. Mange bruger ligesom han en stor del af deres liv til at håbe på noget, som de selv står i vejen for, kan ske. Pga. tvivl og angst holder mennesker fast i det, de ellers gerne vil fri af. Der kan være mange grunde til, at det er svært at slippe det kendte; men en af de almindeligste er behovet for tryghed. Selv det at være syg kan være trygt, fordi det er kendt, og fordi et sygt menneske kan forvente andres hjælp og medfølelse. At blive rask forpligter; som rask må et menneske selv tage ansvar og handle selvstændigt. Undskyldninger gælder ikke mere; for nu må det stå inde for sig selv. Nu bliver der stillet udfordringer og krav i udsigt, der med ens fysik og nye indstilling kan bakses med. Manden er fysisk syg og i en eller anden grad lammet, siden han må ligge på en båre. Sygdom og lammelse kan være en fysisk tilstand; men det kan også være en måde at leve på en sindstilstand. I den forståelse er alle mennesker syge; der er meget, vi ikke magter. Når manden er lammet, bliver det et billede på, hvordan alle er hæmmet i at bevæge sig. Nogle er det på én måde, andre på en anden. For nogle kan det være svært at give til andre mennesker eller række ud efter kontakt eller hjælp, når der er brug for det. Andre mangler mod til at udtrykke deres inderste tanker. Og atter andre føler sig fastlåst i en situation, hvor livet ikke mere er i bevægelse. Jesus giver manden modet og kraften til at bryde sygdommens fængsel. Det gør Han ved, at Han ser ham ser både hans længsel og hans angst og svaghed alt det, han går og gemmer på også for sig selv. Samtidig med at Han ser, omslutter Han manden med sin kærligheds tilgivende og helbredende kraft. Det smelter mandens sygdom, hans lammelse, og giver ham tilliden til, at livet er værd at leve og værd at risikere sig selv for. Og manden rejser sig og går. Jesus rykker den lamme ind i sandheden om sig selv, så han ser sit manglende livsmod. I Jesu kærligheds lys kan han bære det en tid indtil modgangen kommer. Det er vanskeligt at ændre sig. Det gælder for alle. Og det er ikke kun selve ændringen, der er svær. Omgivelsernes reaktion bagefter kan være lige så vanskelig. Sådan er det også i evangelieteksten. Når et menneske forandrer og frigør sig, oplever omgivelserne det ofte som en trussel. De bliver måske bange for at miste, føler sig truet ved tabet af det fælles vedtagne verdensbillede eller provokeres i deres egen følelse af fastlåsthed. Manden må have været opfyldt af glæde over det, der er sket; men omgivelsernes reaktion slukker eller dæmper

4 hurtigt hans glæde, og deres kritik presser ham tilbage i gamle handlemønstre: Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre. Jøderne, som siger dette til ham i stedet for at dele hans glæde, bliver ved deres handlemåde et billede på nogle af de vanskeligheder, enhver Kristus-troende vil møde på troens vej vanskeligheder, som også kan komme fra ens eget sind, når man lukkes inde i sig selv med sin tvivl og fortvivlelse. Manden svigter under omgivelsernes pres sit nyfundne liv. Jesus véd, det vil ske og hjælper ham videre; for Han finder ham igen denne gang på tempelpladsen. Nu mødes de et sted, der er nærmere Gud. Og Jesus vejleder ham: Nu er du blevet rask. Synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre, siger Han. Nu, hvor manden har fundet det nye og kender til det, vil det blive værre for ham at miste det igen værre end det før var ikke at kende det. Hvis han svigter nu, vil hans smerte og længsel blive endnu større. Nu kender han Jesus og noget af sandheden om sig selv. Begge dele må han tage ansvar for. Han véd mere om, hvad livet kan være, og det gør ansvaret større. Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. Tidligere da jøderne først spurgte ham, vidste han ikke, hvem der havde helbredt ham; men det gør han nu efter at have mødt Jesus igen. Han er kommet Ham nærmere. Mandens reaktion på dette sidste møde med Jesus kan forstås på to måder: Enten udleverer han Jesus til jøderne eller også bekender han sig til Ham. Hvis mandens usikkerhed, hans angst for de andres vrede og for det at være anderledes tæller mest i ham, udleverer han Jesus. Og noget tyder på, at det er, hvad der sker; for mandens vidnesbyrd medfører, at nu gav jøderne sig til at forfølge Jesus, fordi Han havde gjort dette på en sabbat. Men manden kan også ved at møde Jesus igen og komme til at kende Ham have fået en forståelse for hvilke krav, der stilles til ham selv, for at det nye skal kunne leve i ham. Hvis det er tilfældet, er hans udsagn en bekendelse til jøderne om, at det var Jesus, der helbredte ham. Det var ikke hans egen kraft eller anstrengelser, der forårsagede det det var Jesus, der handlede med ham. I så fald holder han nu fast ved den tro, han har fundet, og han tager ikke selv æren for noget. Ved denne tolkning kan jødernes efterfølgende reaktion skyldes, at de har fået indblik i, hvor stor indflydelse Jesus får på de mennesker, Han sætter sig i relation til, og at de udenforstående derfor finder Ham farlig. Måske kan de to mulige tolkninger være afspejlinger af to faser på et menneskes vej fra vakkelvornhed til at være moden til med taknemmelighed at stå fast på det nye, fordi det gamle ikke har tag i én mere.

5 På trods af beskyldningerne om at bryde sabbatten står Jesus fast på sin ret; som der står efter dagens tekst, så arbejder Jesu Far stadig, og så må Han også arbejde. Jesus træder ind imellem den helbredte og jøderne med disse ord, og jødernes opmærksomhed trækkes væk fra manden og hen til Jesus. Derved bliver det Jesus, der kommer til at bære presset fra dem; det er en del af Hans opgave at bære den smerte, mennesker ikke selv kan rumme. Jesus skaber med sine ord et frirum for den helbredte, så det nye får mulighed for at folde sig ud i ham. Dette gælder, hvad enten den helbredte har forrådt Ham eller bekendt sig til ham eller har gjort begge dele. I Guds verden er der ingen adskillelse mellem almindelige dage og sabbatten. Han havde måske brug for den i tidernes morgen. Vi kan som mennesker have brug for den regelmæssigt tilbagevendende hviledag til at se, at Guds kærlighed altid arbejder. Det gælder selvfølgelig også for Guds Søn, som er en del af Guds væsen. Fortællingen om helbredelsen af den lamme ved Betesda Dam viser, hvor dybt mennesker kan være begravet i deres egen blindhed, og hvor meget de kan være styret af ubevidste motiver, som de ikke selv kan gennemskue. Fortællingen kan også handle om et menneske, der ser alt dette om sig selv ser sin egen lammelse i mange af livets forhold ser sin angst for at ændre på tingenes tilstand og ser, at når noget alligevel ændres, sker det som en gave, der kommer udefra. Et sådant menneske kan også se, hvordan angsten for omverdenens fordømmelse gør det vanskeligt at stå ved de nye spirer, der vokser frem i sindet, og det føler taknemmeligheden over den hjælp, der trods alt uventet strømmer til. Den, der ser alt dette om sig selv og står ved det, har nået en stor grad af selverkendelse og indre mod; han eller hun har sluppet meget af det indelukkende, hensygnende jeg og har tilsvarende åbnet sig imod Gud. Det er blevet til et jeg styret af mødet med andre og med Gud i stedet for forhindrende regler og normer, der holder fast i det gamle, begrænsende liv (jf. Lene Højholt, 2006). En omskrivning af et frimurermotto kan lyde sådan: Altid kæmpende, undertiden slagen, men aldrig modløs i blikket for Guds tro på os og barmhjertigt seen hen til os. Amen. Salmerne: 736, 658, , 462 nadver 474 og 673.