Tekster: 1 Mos 15,1-6, Hebr 11,1-6, Luk 17,5-10 Salmer: Vejby 9.00 4 Giv mig Gud en salmetunge 582 At tro er at komme (Laub) 321 O Kristelighed 588 Herre Gør mit liv til bøn Lem 10.30 4 Giv mig Gud en salmetunge 306 O Helligånd kom til os ned 582 At tro er at komme 321 O Kristelighed 438 Hellig, hellig 477 Som korn 588 Herre Gør mit liv til bøn Jesu disciple beder Jesus om at måtte få mere tro. Men det svar Jesus giver dem er ikke særligt opløftende. Ikke blot får de ikke noget løfte af ham om at måtte få mere tro. Han gør nærmest nar af dem: Hvis de overhovedet havde tro, bare så meget som et sennepskorn og det er ikke ret meget -, ville de kunne udrette det utrolige: få træer til at rykke sig op med rode og kaste sig i havet og den slags. Underforstået må Jesus mene: hvorfor i alverden beder I om mere tro? I skulle snarere bede om tro i det hele taget. Og det bliver sådan set værre endnu. For hvad skulle grunden være til, at de skulle få mere tro? At da havde forladt alt for at følge Jesus, måske? Jesus videre svar lægger det nær at antage, at det er 1
sådanne tanker de har haft med deres bøn. For Jesus sammenligner dem med slaver hos en bonde: når slaverne har gjort deres arbejde, har pløjet eller vogtet får hele dagen, er det deres opgave, når de vender hjem fra marken, at lave mad til deres herre og opvarte ham, inden de endelig til allersidst selv kan sætte sig til at spise. For sådan er det med slaver. De er deres herres ejendom. De kan ikke stille krav til ham. De kan bare håbe på at få deres daglige brød og så i øvrigt slide fra de står op til de går i seng, ligesom den store pruhest i børnesangen. Det forekommer os fuldstændig vanvittigt dette her. Vi der er vant til, at ansatte har overenskomstmæssige krav, de kan gøre gældende. Og at de er beskyttet af arbejdsmiljøloven. Og at der er et arbejdstilsyn, der påser, at arbejdet rundt omkring på arbejdspladserne foregår på betryggende vis. Men alt dette var ukendt på Jesu tid. Slaven var arbejdsgiverens ejendom. Og slaveejeren kunne behandle sine slaver som han ville, uden at der egentlig var nogen instans slaven kunne appellere til, når han syntes at han blev behandlet urimeligt. Og det ryster os vel og støder os, at Jesus ikke så meget som opponerer mod denne barbariske måde at behandle arbejdskraft på. Tværtimod virker det som om dette forhold mellem herrer og slaver er helt selvfølgeligt for Jesus. Så selvfølgeligt, at han bruger forholdet som et billede på forholdet mellem menneske og Gud. Som sagt ligger det i den histories logik, vi lige har hørt, at disciplene nok mener, at de kan fortjene at Gud fylder dem med tro, så de 2
bedre kan modstå de trængsler, de kommer ud for, nu da de har bevist deres troskab mod Jesus ved at følge ham. Jesu svar er en afvisning: Nej, jeres forhold til Gud er ikke sådan, at i kan stille krav til Gud. I kan ikke forhandle med Gud. For I kan ikke stille noget op med Gud. I er i hans hule hånd, ligesom slaven er i sin herres hule hånd. Det er virkelig en provokerende tekst at høre i 2014. For det første kender vi kun til arbejdsforhold, som dem Jesus omtaler som normale, inden for dybt kriminelle miljøer der unddrager sig enhver form for samfundskontrol. For det andet er vi vant til at tale om mennesket som det absolut højeste væsen. Det væsen som alle hensyn til andre væsner og forhold i denne verden må indordne sig under. Gud skylder os ingen ting! Og vi har ikke nogen som helst adkomst til at stille krav til Gud. Vi har ikke noget at forhandle med over for Gud. Det er den ene side af sagen. Og det er den side Jesus meget skarpt og direkte fremstiller i den læsning, vi har hørt i dag. Men så er der jo også en anden side. For dette her er jo ikke det eneste, Jesus siger om Gud. Det er sådan set kun den baggrund, Jesus stiller sin forkyndelse af Gud op på. For denne Gud, som har os i sin hule hånd, og som kan gøre ved os hvad han vil, han er opfyldt og bestemt af en uudslettelig og uophørlig kærlighed til os. Ikke på grund af noget vi har gjort eller ikke gjort. Men fordi det er ham selv, Gud, der har ladet os blive til og givet os livet. Vi er intet uden Gud. Vi findes slet ikke uden Gud. Og når vi er til, når vi har et liv og 3
når vi har en skæbne, en historie i denne verden, så er det fordi Gud er der bag vores tilværelse og lader os være til i verden. Om mennesket med sin fornuft kan begribe og indse at det er sådan, er et åbent spørgsmål. Der er filosoffer og tænkere der argumenterer for det fornuftsmæssige i forestillingen om en Gud bag al ting og der er filosoffer og tænkere, der argumenterer for det modsatte. Men uanset om man nu kan begribe at der må eller kan være en Gud eller ej, så kan vi ikke begribe noget om, hvordan Gud er. Eller rettere, hvis vi skal slutte tilbage fra den verden, vi lever i og som vi tror er skabt af Gud, hvis vi slutter tilbage fra denne verden til gud der har skabt den, så må Gud nødvendigvis være både god og ond. Både smuk og hæslig. For verden er både god og ond. Verden er både smuk og hæslig. Men den anden del af Jesu tale om Gud, den del vi ikke hører i evangeliet i dag, den handler netop om, at den Gud vi er helt og holdent afhængige af, han elsker os så højt, at han har ladet sin søn blive ét med os for at vi ikke skal forsvinde fra ham. Disciplene bad jo om mere tro. Og vi må gå ud fra at de med det mente en sikkerhed og ro i sjælen, som kunne gøre dem rustede til at holde ud i alle de tvivl og anfægtelser om Guds godhed, mennesker så let kommer ud i. Men Gud har valgt ikke at give os mere tro, - eller i det hele tage tro som sådan, sjælero og sikkerhed. Gud har valgt at give os Jesus. Jesus tror for os. Vi kender ikke Gud som en god og kærlig far. Og prøver vi at overbevise os selv om at gud er god og kærlig ved at fokusere på alt det dejlige i tilværelsen, så skal vi være meget heldige for at der ikke indtræffer noget i vores liv, som pludselig gør det helt umuligt at fastholde denne overbevisning om den gode og kærlige Gud. Jesus siger, at han 4
kender Gud. Og Jesus siger at Gud er kærlighed. Det vi ikke selv kan se, det vi ikke selv kan forstå, ja, det, vi ikke en gang selv kan tro. det tror Jesus for os. Vores mulighed er at gribe fat i Jesus, holde os til ham, lytte til ham og følge ham. Det kalder vi tro. Men det er ikke tro på samme måde som disciplene taler om tro i stykket, vi har hørt i dag. For det er ikke en tro, vi kan have mere eller mindre af. Det er sådan set slet ikke en tro vi kan have, som man kan have evner og anlæg for det ene eller det andet. Men det er en forbindelse eller et forhold i vores liv, som ligner det, vi taler om når vi siger, at vi har et forhold til et andet menneske eller står i en forbindelse til et andet menneske. At tro på Jesus er at være bundet til Jesus i tillid til at det han tror og oplever, men som vi ikke i os selv kan tro eller opleve, at det er en virkelighed, som også gælder og omfatter os. Kristen tro, det er på en måde en meget fattig tro. For det er en afhængig tro, som ikke besidder noget i sig selv. Der var en gang en far der bad Jesus helbrede sin søn, hvis han kunne. Og Da Jesus svarede at alt er muligt for den der tror sagde faderen: Jeg tror, hjælp min vantro! Og sådan er den tro vi kender jo. Eller i hvert fald er den tro jeg kender sådan. Det er ikke tryg og uanfægtet og sikker tro. Men det er en tro som bliver bange og usikker i det sekund jeg selv prøver at tage over og ikke længere støtter mig til Jesus. Det er Jesus der tror. Det er Jesus der i sin tro, hviler i forvisningen om Guds godhed og kærlighed. Jeg holder mig bare til Jesus på samme måde som jeg ville holde mig til en vejviser i et ukendt, øde og uvejsomt terræn i håbet om, at han ved, hvor han fører mig hen. Amen. 5