EU s optagelsesproces med Tyrkiet - fair play eller mistillid?

Roskilde Universitetscenter 2007 EU s optagelsesproces med Tyrkiet - fair play eller mistillid? Vejleder: Peter Ussing 3. Semester projekt Christoffer Olsen, Erik Harvig, Hans Kamp, Katrine Henriksen og Ole Schröter Hus 19.1

Indholdsfortegnelse: 1 INDLEDNING 3 1.1 PROBLEMFELT 3 1.2 PROBLEMFORMULERING 5 1.3 ARBEJDSSPØRGSMÅL 5 2 VIDENSKABSTEORI OG METODE 6 2.1 BEGREBSAFKLARING OG AFGRÆNSNING 6 2.2 EPISTEMOLOGI 7 2.3 SLUTNINGSFORMER 8 2.4 SANDHED OG GYLDIGHED 9 2.5 METODE 10 2.6 FORSKNINGSDESIGN 10 2.7 VALG AF TEORI 11 2.7.1 KRITIK AF TEORI 13 2.8 VALG AF EMPIRI 14 2.8.1 KRITIK AF EMPIRI 15 3 BAGGRUND 17 3.1 EU S UDVIDELSER I ET HISTORISK PERSPEKTIV 17 3.2 KØBENHAVNSKRITERIERNE 19 3.3 RELATIONER MELLEM EU OG TYRKIET 20 4 TEORI 23 4.1 THE CLASH OF CIVILIZATIONS 23 4.1.1 HVAD KENDETEGNER EN CIVILISATION? 23 4.1.2 SPÆNDINGEN MELLEM DEN VESTLIGE OG DE ØVRIGE CIVILISATIONER 25 4.1.3 SPÆNDINGEN MELLEM DEN VESTLIGE OG DEN ISLAMISKE CIVILISATION 27 4.1.4 TYRKIET ET SPLITTET LAND 28 4.2 EUROPÆISK FORFATNINGSPATRIOTISME 29 4.2.1 DEN LIBERALE MODEL 30 4.2.2 DEN REPUBLIKANSKE MODEL 31 4.2.3 DEN DELIBERATIVE MODEL 31 4.2.4 NATIONALSTATENS FORTID OG FREMTID 32 4.2.5 ET FORENET EUROPA? 34 5 HVORFOR ER TYRKIET ET KONTROVERSIELT KANDIDATLAND? 38 5.1 TYRKIETS GEOGRAFI 38 5.2 ETNISKE SPÆNDINGER 41 5.3 TYRKISK OG EUROPÆISK IDENTITET 41 5.4 SIKKERHEDSPOLITISKE SPØRGSMÅL 42 1

5.5 DELKONKLUSION 43 6 HAR TYRKIETS KULTUR EN BETYDNING I OPTAGELSESPROCESSEN? 45 6.1 KULTUR I FORHOLD TIL KØBENHAVNSKRITERIERNE 45 6.2 INDENRIGSPOLITISKE FORHOLD 46 6.3 DELKONKLUSION 48 7 BLIVER KØBENHAVNSKRITERIERNE GRADBØJET? 50 7.1 KØBENHAVNSKRITERIERNE SOM VÆRDIGRUNDLAG 50 7.2 KØBENHAVNSKRITERIERNE SOM INSTRUMENT 51 7.3 ØVRIGE BETINGELSER KNYTTET TIL OPTAGELSESPROCESSEN 53 7.4 DELKONKLUSION 54 8 KONKLUSION 56 9 PERSPEKTIVERING 58 10 LITTERATURLISTE 60 11 BILAG 62 2

1 Indledning 1.1 Problemfelt Med Tyrkiets mulige indtrædelse i Den Europæiske Union (EU) står borgerne og politikerne i såvel EU, som i Tyrkiet overfor en kæmpe udfordring. Siden starten på optagelsesforhandlingerne efter at EU accepterede Tyrkiet, som kandidatland i oktober 2005, har debatten i EU-landene været meget intens og meningerne været delte om tyrkernes mulige tilstedeværelse i EU-regi. Dette på trods af at Tyrkiet og EU (i form af det daværende EF) formelt har samarbejdet siden 1963, hvor Ankara-aftalen, blev underskrevet med henblik på netop at gøre Tyrkiet klar til en egentlig optagelse (www.um.dk). På denne baggrund virker det paradoksalt, at vi overhovedet diskuterer om Tyrkiet kan blive medlem så mange år senere. Argumenterne både for og imod Tyrkiets optagelse er mange og kan typisk inddeles i 3 kategorier: Økonomiske, politiske og kulturelle. Økonomi har siden aftalen fra 1963 været centralt i forholdet imellem Tyrkiet og EU, og fra 1995 har de to parter været forbundet med en fælles toldunion. De økonomiske argumenter for Tyrkiets optagelse går derfor tit på deres position, som en af EU s vigtigste samhandelspartnere, hvor modstandernes argumenter går på hvor dyrt det vil blive for de eksisterende EU-lande, at bringe levestandarden i Tyrkiet op på niveau med de øvrige EU-lande. De politiske argumenter knytter sig, som oftest til demokrati og menneskerettigheder, hvor tilhængerne af Tyrkiets optagelse lægger vægt på de fremskridt, der har været med en lang række reformer i Tyrkiet, hvorimod modstanderne lægger vægt på de markante forskelle, der stadig eksisterer, som f.eks. i beskyttelsen af mindretal. EU nedfældede i 1993 de såkaldte Københavnskriterier, der stiller en række krav til Tyrkiets og andre ansøgerlandes mulige optagelse. Kriterierne indeholder to væsentlige hovedpunkter, henholdsvis de politiske og økonomiske krav. De politiske krav indeholder bl.a. en garanti for demokrati, stabile institutioner, retsstat samt respekt for og beskyttelse af mindretal. De økonomiske krav er 3

defineret som en velfungerende markedsøkonomi, frit kan modstå konkurrencepresset og markedskræfterne i EU (www.europa-kommissionen.dk). Selvom de politiske og økonomiske krav fra EU s side umiddelbart virker veldefinerede, er der fra tyrkisk side en følelse af at være forbigået af EU, især i forbindelse med den omfattende østudvidelse. Denne skepsis omkring EU s hensigter forstærkes af, at kulturspørgsmål spiller en fremtrædende rolle i den offentlige debat i Europa på trods af, at kultur ikke er en del af Københavnskriterierne. Tilhængerne lægger vægt på den kulturelle mangfoldighed som en af EU s grundpiller, og Tyrkiets rolle som brobygger mellem det ellers kristne Europa og den muslimske verden. Modstanderne derimod fremhæver kristendommens betydning for Europas historie, og sætter derfor spørgsmålstegn ved om Tyrkiet i det hele taget kulturelt og geografisk, er en del af Europa. Spørgsmålet er altså om Københavnskriterierne er et udtryk for, at et samarbejde på tværs af grænser kan nøjes med at fokusere på de politiske og økonomiske værdier, hvor alle kan være en del af fællesskabet hvis de lever op til kravene, eller om der samtidig er nogle uskrevne kulturelle værdier, som Tyrkiet er nødt til at forholde sig til. Derfor vil vi undersøge om Københavnskriterierne som værdigrundlag for EU bliver udfordret i forhold til Tyrkiets eventuelle optagelse, så der foregår en subjektiv fortolkning eller praksis omkring kriterierne, som udtrykker nogle værdier, der ikke er nedfældet. Ovenstående overvejelser leder os frem til følgende problemformulering: 4

1.2 Problemformulering Hvilken betydning har kulturelle forskelle i Tyrkiets optagelsesproces, når EU s værdier, jf. Københavnskriterierne, ikke stiller kulturelle krav til kandidatlande? 1.3 Arbejdsspørgsmål Vi har valgt at udarbejde en række arbejdsspørgsmål, der skal hjælpe os til at besvare vores problemformulering. Som beskrevet i problemfeltet har vi en undren over, at Tyrkiet har været genstand for enorm debat i forhold til bl.a. EU s østeuropæiske udvidelse. Til at besvare vores arbejdsspørgsmål har vi valgt, at inddrage teoretikerne Samuel P. Huntington og Jürgen Habermas. Dette valg er foretaget på baggrund af, at de opererer med nogle andre begreber og dimensioner end Københavnskriterierne indbefatter. De kan med andre ord placere Københavnskriterierne i en bredere kontekst inden for deres teoretiske ramme. Hvor Huntington primært beskriver de kulturelle forskelle i verden, fokuserer Habermas derimod på et fællesskab som ikke er begrænset af kulturelle barrierer. Derudover vil vi supplere de valgte teorier med kvalitativ empiri i form af interviews. 1) Hvorfor er Tyrkiet et kontroversielt kandidatland? 2) Har Tyrkiets kultur en betydning i optagelsesprocessen? 3) Bliver Københavnskriterierne gradbøjet? 5

2 Videnskabsteori og metode Vores valg af videnskabsteoretisk retning er ikke taget som en enkelt beslutning, men er i højere grad en konsekvens af en række beslutninger omkring emnevalg, antagelser, problemstilling og metodeovervejelser. Grundet vores valgte genstandsfelt har vi ment, at det ville være vanskeligt at arbejde med emnet fuldstændig forudsætningsløst, da problemstillingen med Tyrkiets optagelse har været genstand for en relativ omfattende, og ofte værdiladet, debat. Vi har fra starten af projektforløbet haft en række eksplicitte holdninger til EU s og Tyrkiets positioner i optagelsesprocessen, og dette har gjort os opmærksomme på vores egen forforståelse og fordomme i forhold til emnet. Derfor fandt vi den filosofiske hermeneutik hensigtsmæssig i denne forbindelse, da disse ikke bliver negligeret i denne videnskabsteoretiske retning. 2.1 Begrebsafklaring og afgrænsning Vores genstandsfelt er EU s værdier i forbindelse med optagelsesprocessen af kandidatlandet Tyrkiet, hvilket i sig selv er et meget komplekst spørgsmål og giver flere forskellige fortolkningsmuligheder. Da EU er et fællesskab, som er konstrueret af en lang række europæiske lande og hele tiden er under forandring bl.a. via de mange udvidelser, ser vi EU som en dynamisk organisation med social interaktion (Fuglsang et al. 2005:352). Vores indgangsvinkel er, at værdier per definition er konstruerede, så selvom Københavnskriterierne også er konstruerede, er de konkrete i kraft af, at de er nedfældet som EU s officielle værdier. Vi mener at Københavnskriterierne, der omhandler demokratiske institutioner og liberal markedsøkonomi, objektivt skildrer EU s værdier, men at der foregår en subjektiv fortolkning eller praksis omkring kriterierne, som udtrykker nogle værdier, der ikke er nedfældet i kriterierne. Disse skjulte værdier mener vi kommer til udtryk i forbindelse med EU s forhandlinger med Tyrkiet med henblik på en eventuel optagelse. Denne optagelsesproces er hele tiden under forandring, fordi den ændrer karakter på konkrete områder, og yderligere bliver de politiske aktører jævnligt skiftet ud. Tyrkiet har allerede gennemført en optagelsesproces fra ansøgerland til kandidatland, men vores projekt omhandler optagelsesprocessen fra kandidatland til medlemsland. 6

Selvom vi drager sammenligninger med andre udvidelser, eller benytter teori som knytter sig til udvidelser generelt, kan vores samlede konklusioner altså ikke nødvendigvis være universelle og således være gyldige for andre udvidelser for såvel som EU og andre regionale grupperinger. Ydermere har vi valgt ikke at inddrage uoverensstemmelser imellem indbyggerne, medlemslandene og EU indbyrdes, med mindre de har en konkret betydning i forhold til Tyrkiets optagelsesproces og dermed på besvarelsen af vores problemformulering. Vi forholder os heller ikke til om Tyrkiet bliver optaget i EU og i givet fald, hvornår dette ville kunne ske, da dette spørgsmål ikke ønskes belyst i dette projekt. 2.2 Epistemologi Hvor ontologien beskæftiger sig med, hvordan vores genstandsfelt ser ud, beskæftiger epistemologien sig i stedet med, hvilken erkendelse vi kan opnå i forhold til de begreber vi benytter. Vores epistemologiske valg har derfor betydning for, hvordan vi kan studere EU s værdier og hvilken sandhed vi dermed kan nå frem til. Det mest grundlæggende epistemologiske spørgsmål handler om et valg imellem et positivistisk og et fortolkende forskningsideal (Fuglsang et al. 2005:17). Fordi vi har valgt hermeneutikken, placerer vi os i det fortolkende forskningsideal og derfor distancerer vi os fra positivismen der er baseret på, at der er en objektiv virkelighed som kan måles og vejes. Den positivistiske videnskabs opgave er at indsamle mange informationer, generalisere dem, for derefter at verificere dem (logisk positivisme) eller falsificere dem (kritisk rationalisme). Det betyder at forskeren skal undgå, at indvirke på forskningens genstandsfelt ved at opstille nogle værdifrie undersøgelsesmetoder. Den opnåede viden er forudsigelig, da den er forankret i lovmæssigheder, der er gyldige på tværs af tid og rum. 7

Indenfor den filosofiske hermeneutik er forskeren derimod en del af virkeligheden, eller måske ligefrem med til at skabe den. Informationerne kan ikke generaliseres, da de er unikke i forhold til situationen hvor de er skabt, og samtidig er præget af forskerens viden, teorier og intentioner (Fuglsang et al. 2005:). 2.3 Slutningsformer Fællestrækket inden for den videnskabsteoretiske hermeneutik er princippet for den hermeneutiske cirkel. Grundlæggende beskriver den hermeneutiske cirkel vekselvirkningen mellem del og helhed. Delene kan kun forstås ved at inddrage helheden og omvendt, og det er denne vekselvirkning der gør at vi kan opnå en forståelse og fortolkning, i forhold til en given tekst eller et interview (Fuglsang et al. 2005:312). Man kan inden for hermeneutikken sondre mellem varianterne af det epistemologiske og ontologiske princip (Fuglsang et al. 2005:313). Det epistemologiske princip er kendetegnet inden for den metodiske hermeneutik, hvor den hermeneutiske cirkel bliver forstået som en metodeform, og herved opnår man sand erkendelse. Delene og helheden mellem en tekst (del) og forfatter (helhed) er et afgrænset forhold, hvor at fortolkeren ikke påvirker selve meningsdannelsesprocessen. Man kan sige at den fortolkende er ren i den forstand, at dennes baggrund og forhåndsindtagede meninger ikke påvirker den endelige fortolkning. Formålet for den fortolkende er at sætte sig ind i forfatterens univers, baggrund mm., og derfor opnår man en sand viden gennem forståelse og fortolkning. Vores videnskabsteoretiske udgangspunkt i dette projekt hviler på det ontologiske princip i hermeneutikken. I den filosofiske hermeneutik arbejder man ud fra at den hermeneutiske cirkel er ontologisk (Fuglsang et al. 2005:320). Ligesom i den metodiske hermeneutik er del og helhedsrelationen i den hermeneutiske cirkel en vekselvirkning, men måden hvorpå man anskuer sig selv som fortolker er væsentlig anderledes, da vi som fortolkere er en aktiv del af meningsdannelsen. 8

Grunden til at vi erkender, at vi er et aktivt led i meningsdannelsen, er dels at vi opfatter bevægelsen fra os som fortolkere til genstanden, og genstanden tilbage til os. Dette bevirker at vi selv er en aktiv del af den hermeneutiske cirkel (Fuglsang et al. 2005:320). I kraft af at vi accepterer at være en del af den hermeneutiske cirkel, og vi ydermere ikke kan undslippe den, betyder det vi erkender at vi ikke har en forudsætningsløs tese om EU s Københavnskriterier, og hvordan optagelsesprocessen med Tyrkiet er blevet behandlet. Vi fortolker således på Københavnskriterierne gennem den viden vi i forvejen har (vores fordomme og forforståelse). Ved vores indsamling af kvalitativ empiri tilegner vi os ny viden, som vi skal forsøge at fortolke videre på. Dermed opnår vi også en forøget viden inden for vores genstandsfelt. Det er her at vores forståelseshorisont for alvor kommer til syne. Interviewpersonerne og teorien skal udfordre vores forståelseshorisont, så vores forståelse er foranderlig, og vi er åbne overfor nye pointer og meninger. 2.4 Sandhed og gyldighed Horisontsammensmeltningen skal ses i forlængelse af ovenstående, netop i måden hvorpå vi er så åbne som muligt overfor ny viden. Det er vigtigt at vi ikke forholder os for snævert i forhold til vores egen forståelse. Ved at stille åbne spørgsmål flytter vores horisont sig, og derved skabes der foranderlighed i vores forståelse. Det er vigtigt at understrege, at vi ikke stræber efter at sætte os ind i andres forståelseshorisont, men netop forsøger at få udvidet vores egen. Grundlæggende kan man sige at sammensmeltningen er et redskab der hjælper os til, at være klar over vores egen forforståelse, arbejde med den, for derefter at opnå en horisontsammensmeltning med vores objekt, som i vores projekt både er teorierne og interviewene. Vi er yderligere bevidste om, at den erfaring der gøres i løbet af projektforløbet åbner op for nye erfaringer, og derfor er den filosofiske hermeneutik en uafsluttet proces, som i princippet aldrig kan blive endegyldigt færdig. Derfor kan vi i dette projekt ikke opnå en endelig og objektiv sandhed, men ved hjælp af horisontsammensmeltningen har vi en sandhedsforventning om vores genstandsfelt. Denne er dog på ingen måder generaliserbar eftersom der findes uendelige mange fortolkninger af samme genstandsfelt. 9

2.5 Metode Metodisk har vi valgt, at interviewe professionelle og det gør vi ved, at benytte semistrukturerede interviews, fordi de er baseret på forudbestemte, men samtidig fleksible temaer, som stemmer godt overens med hermeneutikkens ønsker om åbenhed i udforskningen af genstandsfeltet (Fuglsang et al. 2007:282) (vores interviewspørgsmål, se bilag 5). Med en kombination af såvel sonderende som dybdegående interviews, opnår vi at få sat vores forforståelse i spil, fordi vi kan få svar på vores oprindeligt definerede temaer. Samtidigt med dette er vi åbne overfor, at nye temaer kan opstå igennem interviewet. Yderligere har vi en forventning og formodning om, at det der bliver sagt i vores interviews er sandfærdigt og meningsfyldt. Da vi supplerer vores kvalitative forståelse med teoretisk forklaring for at underbygge fortolkningens pålidelighed, er det essentielt at redegøre for den gensidige forankring af vores teser, teori og empiri (Kvale 1997:117). Med til gennemsigtigheden hører også de etiske overvejelser, der knytter sig til at benytte interviews, som vi vil uddybe i 2.8. Vi har valg at transkribere vores interviews, som er vedlagt som bilag 1 og bilag 2. 2.6 Forskningsdesign Vi vil i begyndelsen af projektet inddrage et historisk afsnit, som skal danne grundlag for forståelsen af EU s tidligere udvidelser, herefter en konkretisering af Københavnskriterierne, for afslutningsvis at belyse relationerne mellem EU og Tyrkiet. Dette gør vi med henblik på, at forhøje læserens baggrundsviden om vores genstandsfelt og yderligere fordi vores videnskabsteoretiske valg gør, at historiciteten ligeledes er væsentlig, fordi vi som mennesker er et historisk væsen der forholder sig til de historiske betingelser (Fuglsang et al. 2005:326). Dernæst inddrager vi Huntington og henholdsvis Habermas forskelligrettede teorier. På baggrund af vores teser i problemfeltet, det historiske afsnit og teorierne, har vi udarbejdet tre arbejdsspørgsmål, som vi ønsker at undersøge særskilt. De tre arbejdsspørgsmål berører de temaer som vi gennem hele projektet 10

har ønsket at besvare og indbefatter: 1. Hvorfor er Tyrkiet et kontroversielt kandidatland?: 2. Har Tyrkiets kultur en betydning i optagelsesprocessen?: 3. Bliver Københavnskriterierne gradbøjet? Disse vil afføde hver deres delanalyse, som vil være forankret såvel teoretisk, samt empirisk ved hjælp af vores ekspertinterviews. Afslutningsvis vil delkonklusionerne danne baggrund for vores endelige konklusion og dermed besvarelsen af vores problemformulering. 2.7 Valg af teori Vores teoretiske grundlag i dette projekt hviler på henholdsvis Samuel P. Huntingtons Civilisationernes sammenstød mod en ny verdensorden (2006) og Jürgen Habermas Statsborgerskab og national identitet (1993). Det er vigtigt for os at understrege, at vi inddrager de to teoretikere på ligevægtige vilkår i projektet. Valget af de to teoretikere er foretaget på baggrund af, at de repræsenterer hver deres yderpunkt i forhold til vores genstandsfelt. Dermed bruger vi dem til at afdække hinandens blinde vinkler, når vi sidestiller dem i vores analyse. Hvor Habermas er eksponent for en universel demokratiforståelse hvor kulturen ikke har en betydelig rolle, fokuserer Huntington derimod på en statisk kulturforståelse, der ikke kan forenes imellem det han kalder civilisationer Samuel P. Huntington: Den amerikanske politolog Samuel P. Huntington, positionerer sig selv som realist og betragter ikke sig selv som intellektuel, men som scholar, som er en ekspert på et snævert område (Huntington 2006:479). Baggrunden for vores valg bygger på, at Huntington har beskrevet, hvordan en af de væsentligste og vanskeligste problemstillinger i nyere tid er civilisationernes sammenstød, hvor han i beskrivelsen af 8 civilisationer, især fremhæver forskellene imellem den vestlige og den islamiske civilisation, som baggrund for hvor konflikter kan opstå. 11

For vores vedkommende er dette også med til at gøre Huntington relevant, da han beskriver Tyrkiet som et land splittet imellem den islamiske og den vestlige civilisation, blandt andet fordi deres muslimske tro adskiller dem fra den europæiske civilisation, og deres sekulære stat adskiller dem fra den islamiske civilisation. Huntington skildrer også hvordan, især den europæiske civilisation adskiller sig fra alle andre civilisationer, fordi de føler at de repræsenterer de universelle værdier. Jürgen Habermas: Jürgen Habermas begyndte at orientere sig mod Frankfurterskolens kritiske tænkning i slutningen af 1960 erne, og blev en betydelig arvtager af den ældre Frankfurterskole og den kritiske teori (Andersen et al. 2002:365). Vores valg af Habermas Statsborgerskab og national identitet (1993) skal ses i lyset af, at han fremfører nogle forklaringer på, hvordan politisk demokrati kan bedrives i flerkulturelle samfund. Herudover omtaler han, hvorledes den politiske kultur kan hæves ud over den nationalstatslige ramme, og blive mere universel i sin betydning. Habermas er relevant i forhold til vores problemstilling i projektet, fordi han kommer med konkrete løsningsforslag på, hvordan man kan integrere en fælles politisk kultur i det europæiske samarbejde, hvor de enkelte lande ikke udøver en selvhævdelse af egen kultur, men hvor tilknytningsforholdet er baseret på forfatningspatriotisme. Habermas primære fokus hviler på muligheden for, at der kan etableres et europæisk, og i bedste fald et verdenssamfund, hvor det er de universalistiske retsprincipper der er i højsædet, og ikke de enkelte landes nationale historie der fokuseres på. Som supplement har vi valgt at inddrage Weigård og Eriksens Kommunikativt Demokrati (2003), for at optimere forståelsen af Habermas teoretiske begreber. Derfor har vi fra samme bog valgt at inddrage Habermas forståelse af 12

henholdsvis den liberale, republikanske og deliberative demokratiopfattelse, fordi han kun behandler det perifert i Statsborgerskab og national identitet. 2.7.1 Kritik af teori En generel kritik af Habermas tænkning har været, at han er eksponent for gammeleuropæisk etnocentrisme, hvor han ser europæiske værdier som universelle værdier, der skaber en ny og bedre verden i takt med deres globale udbredelse (Andersen et al. 2005:392). Denne kritik er vigtig for os at huske, da vi benytter hans begrebsapparat til at analysere netop europæiske værdier. Huntington er indirekte en af Habermas kritikere, da han påstår, at netop fordi den vestlige selvforståelse handler om at repræsentere de universelle værdier, bliver den en kilde til konflikt, da den skaber en brudflade i forhold til de øvrige civilisationer, der kun betragter den europæiske kultur som én blandt mange. En generel kritik af Huntington har været, at han lægger for meget vægt på de kulturelle, og især de religiøse forskelle imellem det han karakteriserer som civilisationer, men for lidt vægt på de kulturelle forskelle, der eksisterer indenfor selvsamme civilisationer (Heywood 1997: 46). Når han f.eks. taler om den islamiske civilisation, dækker den over så forskellige etniske grupper som tyrkere, kurdere, arabere, pakistanere og malajer. Omvendt kritiseres Habermas for at se helt bort fra, at mangfoldighed også kan være defineret netop ved uforenelige værdier og ikke-rationel handling (Andersen et al. 2005:392). En anden kritik af Huntington har været, at der ikke altid har været belæg for hans observationer, men at han i kraft af sin rolle som rådgiver for det amerikanske udenrigsministerium selv har været medvirkende til, at hans syn på verden er blevet gjort til virkelighed. For eksempel foregår de fleste krige indenfor samme civilisationer og de krige, som foregår imellem civilisationer er i højere grad et udtryk for en opfattelse af økonomisk og politisk uretfærdighed end kulturel rivalisering (Heywood 1997:146). 13

2.8 Valg af empiri Da vores projekt rummer flere komplekse problemstillinger indenfor såvel de teoretiske, praktiske og historiske aspekter omkring optagelsesprocessen af Tyrkiet i EU, har vi valgt såvel interviewformen, som interviewpersonerne ud fra Catharina Juul Kristensens definition om:..at indhente og fortolke information om en given problemstilling, hos personer der forventes at have en viden om den (Fuglsang et al. 2007:284). På denne baggrund har vi valgt, at interviewe følgende eksperter: Yildiz Akdogan, (Cand. Scient. Pol.) som udover at være nyvalgt medlem af Folketinget for Socialdemokraterne er født i Tyrkiet, journalist ved den dansktyrkiske ugeavis Haber, talsmand for foreningen Demokratiske Muslimer og formand for TRIEU s Netværk for Tyrkiet i EU, som er en del af Europabevægelsen. Michael Vedsø, (Cand. Polit.) som er presse- og informationschef ved Europa- Kommissionens repræsentation i Danmark. Han har tidligere arbejdet 9 år ved Europakommissionen i Bruxelles og har specielt beskæftiget sig med F.Y.R. Makedonien og Kroatiens optagelsesproces, der er EU s to øvrige kandidatlande udover Tyrkiet. Michael Vedsø har derigennem et kendskab til selve optagelsesprocessen og Københavnskriterierne og hvordan de bruges af EU. Med dette valg har vi samtidig fået to eksperter, der fra to vidt forskellige positioner og indgangsvinkler arbejder med EU s værdier til dagligt. Vores hensigt med de to interviews er naturligvis, at trække så meget brugbar viden ud af interviewpersonerne som muligt, og vi er bevidste om at vores fortolkning af interviewene, skal ses i lyset af disse to forskellige indgangsvinkler til emnet. Michael Vedsø er embedsmanden, som arbejder for EU og har ikke et personligt forhold til, hvorvidt Tyrkiet skal optages eller ej, men forholder sig i kraft af sit erhverv professionelt til optagelsesprocessen og hvor ansøgerlandene deriblandt Tyrkiet, befinder sig i forhold til Københavnskriterierne. Yildiz Akdogan 14

derimod, er politikeren/ngo eren, som bl.a. arbejder for Tyrkiets optagelse i EU. Hun har både via sit erhverv/politiske engagement og på grund af sin tyrkiske baggrund, et stærkt engagement i forhold til at Tyrkiet bør optages i EU. Vi forholder os naturligvis til vores interviewpersoners baggrund, men mener stadigvæk at de i kraft af deres virke, samt indsigt som gør dem til eksperter, kan fortolke virkeligheden på en sådan måde, at det kan udvide vores forståelse i vores projekt. 2.8.1 Kritik af empiri Mens Yildiz Akdogan er meget pro en optagelse, forholder Michael Vedsø sig forholdsvis nøgternt til det spørgsmål. Grundlæggende er det ikke relevant for os, om hvorvidt vores interviewpersoner er for eller imod en Tyrkisk optagelse, men netop om EU s værdier kan rumme Tyrkiet. Dog er det naturligvis vigtigt hvis vores eksperter tolker på de debatter og argumenter, der bliver bragt frem når der tales for eller imod en optagelse af Tyrkiet i EU. Vores interviewpersoners rolle som eksperter kan skabe et andet problem, nemlig en statusforskel i kraft af deres position og uddannelse i forhold til os som studerende (Fuglsang et al. 2007:284). Normalt er magtforholdet i en interviewsituation asymmetrisk forstået på den måde, at intervieweren besidder magt i forhold til en naiv interviewperson men i ekspertinterviews kan magtforholdet ændres, så den interviewede besidder magten over intervieweren (Kvale 1997:32). Derfor skal vi være opmærksomme på, at se selve interviewet som en social relation, hvor vi bør være ekstra forberedte omkring selve emnet, samt være bevidste om de interviewedes holdningsmæssige standpunkter til det undersøgte for ikke at blive manipuleret. Netop i kraft af deres professionelle virke og det faktum at vores eksperter kan være bundet af et mandat, kan det betyde at vi ikke har fuld adgang til den viden, som de besidder, ligesom vi skal være opmærksomme på, at en fortalelse i forhold til deres mandat kan have konsekvenser for deres virke, hvis den bliver gengivet i det endelige projekt. På grund af tidsfaktoren har vi ikke mulighed for, at lade de 15

interviewede godkende, hverken vores gengivelse eller fortolkning af deres udsagn før projektets færdiggørelse, hvilket kunne være en måde at sikre sig imod overfortolkning. Ansvaret for at dette ikke sker, ligger altså udelukkende som en etisk selvjustits i projektgruppen. Et andet vigtigt etisk spørgsmål er, at et interview uden informeret samtykke fra de interviewede kan gøre hele undersøgelsen ugyldig, da forskningen er foretaget på et uetisk grundlag (Fuglsang et al. 2007:293). Derfor har vi været omhyggelige med at indhente informeret samtykke fra vores interviewpersoner, der samtidig er blevet informeret om projektets formål. Derudover er det værd at tilføje, at Michael Vedsø efter eget ønske fået tilsendt spørgsmålene på forhånd (se bilag 5). Et generelt problem med kvalitativ forskning er spørgsmålet om validitet, som vi allerede har berørt. I stedet for at validere hvert enkelt udsagn fra de interviewede, har vi valgt en teoretisk forankring af vores projekt for at styrke validiteten af det samlede projekt. 16

3 Baggrund Det følgende baggrundskapitel er lavet for at skabe et overblik over nogle historiske begivenheder, der relaterer sig til vores genstandsfelt. Det historiske element har en vigtig betydning inden for hermeneutikken, fordi det ikke er muligt at løsrive sig fra dets historiske baggrund. Det medvirker yderligere til, at skabe et mere nuanceret billede af nogle af de komplekse problemstillinger vi forsøger at belyse i løbet af projektet. 3.1 EU s udvidelser i et historisk perspektiv Dette afsnit har til hensigt at beskrive EU s udvikling fra at være den handelsorienterede Kul- og Stålunion i efterkrigstiden med kun 6 medlemslande, til at blive et omfattende politisk samarbejde med 27 medlemslande. Vi ønsker at beskrive hvordan at udvidelser har været en integreret del af EU s historie, for at påpege at Tyrkiets mulige optagelse i EU ikke er en enkeltstående begivenhed. Historisk set har Europa haft mange interne konflikter og stridigheder, flere af dem har involveret centrale og mægtige stater som f.eks. Frankrig og Tyskland. De første initiativer til et samlet Europa med varig fred blev iværksat efter 2. Verdenskrig med Kul- og Stålunionen, der blev vedtaget i 1950 af Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederlandene, og der reelt trådte i kraft i 1952. Formålet med unionen var at skabe udvikling på lige vilkår i efterkrigstidens Europa mellem så vidt sejrende, som besejrede nationer (http://europa.eu). Ved at skabe et bindeled mellem landenes kul- og stålindustrier, havde man et argument for at skabe fred mellem Frankrig og Tyskland (Østergård, 1998:104). I 1957 oprettede landene med Rom-traktaten det Europæiske Økonomiske Fællesskab kaldet EF (http://europa.eu). I indledningen til traktaten blev det skrevet at hensigten med fællesskabet var: At skabe en stadig nærmere forening mellem de europæiske lande (Østergård 1998:105). Dette blev delvist realiseret i 1972, hvor Danmark, Irland og Storbritannien blev accepteret som medlemslande og officielt blev medlemmer af fællesskabet i 1973 (Østergård 1998:106). 17

Den anden udvidelse kom i 1981, hvor Grækenland blev optaget ovenpå et langvarigt national-populistisk styre i landet (Østergård 1998:107). De økonomiske og politiske tilstande i Grækenland var i starten meget langt fra de andre lande i fællesskabet, men EF tog et skridt, der med tiden viste sig at blive vellykket for begge parter. Optagelsen af et så anderledes land i fællesskabet, som Grækenland var dengang, blev set som en meget stor udfordring både økonomisk, politisk og kulturelt (Østergård 1998:107). Succesen med at optage et land med en så anderledes baggrund end de øvriges, havde en betragtelig symbolværdi for EF, der for alvor viste interesse i at optage andre lande fra Europa (Østergård 1998:107). Efter Grækenland fulgte tredje udvidelse med Portugal og Spanien i 1986. Endnu en gang lykkedes det EF at tilføje nye medlemslande relativt ubesværet, selvom de blev betragtet som svage og unge demokratier. I 1993 trådte Maastricht-traktaten, hvor fællesskabet skiftede navn til den Europæiske Union. Denne nye traktat skabte fornyet dynamik til unionen, og den fjerde udvidelse blev en realitet da Sverige, Finland og Østrig blev medlemmer, efter de havde overholdt de nye Københavnskriterier til nye medlemslande, som blev formuleret i 1993 (http://europa.eu). Efter en langvarig proces kunne EU i 2002 afslutte optagelsesforhandlingerne med 10 af i alt 12 ansøgerlande, nemlig Polen, Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn, Slovenien, Cypern og Malta samt de baltiske lande Estland, Letland og Litauen. Disse lande blev optaget i unionen i 2004, og EU påbegyndte den femte udvidelse (www.eu-oplysningen.dk), der blev afsluttet i 2007, da Rumænien og Bulgarien opfyldte Københavnskriterierne. Dermed var den mest omfattende udvidelse i EU s historie en realitet. EU tæller i dag 27 medlemslande, som samlet tæller 495 mio. indbyggere (www.eu-oplysningen.dk). FYR Makedonien, Kroatien og Tyrkiet har i dag status som kandidatlande og er de næste i rækken til at blive optaget i EU, når de før eller siden opfylder Københavnskriterierne (http://europa.eu). Men efter det nyligt overståede 18

præsidentvalg i Tyrkiet, hvor Abdullah Gül blev valgt som præsident, har der været den del debat om Tyrkiets fremtid, hvor kritikere anklager Gül for at være islamist. Ligeledes har militæret i Tyrkiet truet med at tage affære, hvis Gül leder Tyrkiet i en retning der kan bringe sekularismen, adskillelsen mellem kirke og stat, i fare (http://politiken.dk). 3.2 Københavnskriterierne Vi har valgt at inddrage og belyse Københavnskriterierne for at beskrive, hvordan de benyttes overfor ansøgerlande og kandidatlande. Københavnskriterierne er formulerede som værende essensen af EU's samlede værdier, da de skildrer unionens fælles retningslinjer. Oplysningerne i dette kapitel er primært baseret fra EU s egen hjemmeside, www.europa.eu. Københavnskriterierne blev nedfældet ved topmødet i København i 1993. I årene efter Sovjetunionens opløsning, var der pludselig mange potentielle ansøgerlande til EU, og for at sikre sig at kvaliteten af disse lande var på et acceptabelt niveau, blev kriterierne herefter formuleret og udformet. Kriterierne giver mulighed for at enhver europæisk stat, der overholder de principper, har mulighed for at ansøge om medlemskab i EU. Det er ikke yderligere beskrevet hvad en europæisk stat præcist er, men da Marokko i 1987 søgte om optagelse i EU, blev ansøgningen afvist med den begrundelse, at det Marokko ikke var et europæisk land og derfor, ifølge EU-traktatens artikel 49, ikke kunne optages (www.eu-oplysningen.dk). Grundlæggende benytter EU Københavnskriterierne til at vurdere om hvorvidt et ansøgerland kan blive godkendt som kandidatland. Til topmødet i Helsinki i 1999 brugte Kommissionen eksempelvis kriterierne, som beslutningsgrundlag, da de besluttede ikke at ville indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, da de vurderede at de ikke levede op til det politiske Københavnskriterium (www.euoplysning.dk). 19

Dernæst bliver de anvendt overfor kandidatlandene til, at vurdere om de er egnet til at være medlemsland. Da Tyrkiet blev accepteret som kandidatland i 2004, er det denne anvendelse af kriterierne vi omtaler som optagelsesprocessen. Københavnskriterierne bliver benyttet af Kommissionen som et komparativt instrument, der sikrer at alle kandidatlande bliver behandlet ens. Dette gør de ved at vurdere om det enkelte kandidatland lever op til samtlige 34 kapitler. De 34 kapitler, som omhandler alt fra menneskerettigheder til miljøpolitik, vil vi ikke berøre individuelt, men har i stedet valgt, at benytte samme overordnede inddeling som EU selv benytter: - Landet skal have stabile institutioner, som garanterer demokrati, retsstaten, menneskerettighederne samt respekt for og beskyttelse af mindretal; - Landet skal have en velfungerende markedsøkonomi, som kan modstå konkurrencepresset og markedskræfterne i EU; - Landet skal være i stand til at påtage sig forpligtelserne ved medlemskab og tilslutte sig EU's mål. De skal have en offentlig administration, der er i stand til at gennemføre og forvalte EU-lovgivningen i praksis (http://europa.eu). EU-lovgivningen der skal implementeres i landenes retssystem, er det såkaldte Acquis, som er EU samlede lovsamling, der består af over 80.000 love og paragrafer. Det kan således være en omfattende reformproces, som kræves af det enkelte kandidatland for at opnå medlemskab, og en stor administrativ opgave for EU at vurdere om, de lever op til kravene. 3.3 Relationer mellem EU og Tyrkiet For at indsnævre de historiske rammer og forskellige aspekter indenfor Tyrkiets relationer med EU, har vi valgt at konkretisere forløbet således, at vi ser på det fra EF s oprettelse indtil i dag. Dette mener vi er med til at gøre det mere 20

overskueligt, samtidigt med denne tidsperiode har mest relevans i forhold til vores projekt. Under den kolde krig havde de daværende EF-lande et sikkerhedspolitisk samarbejde med Tyrkiet i NATO, og på den baggrund var det naturligt at udvide samarbejdet med underskrivelsen af Ankara-aftalen i 1963, også kaldet associeringsaftalen (Østergaard 1998:135). Denne aftale skulle sørge for, at Tyrkiet skulle blive mere europæisk og få gennemført en toldunion med EF med henblik på Tyrkiets fuldstændige optagelse. Det primære grundlag for EF s interesse i at underskrive aftalen byggede på det sikkerhedspolitiske aspekt: Tyrkiet var under den kolde krig en afgørende brik i den vesteuropæiske sikkerhedsarkitektur og ved at knytte Tyrkiet og Grækenland så tæt til Vesteuropa som muligt, ville EF sikre politisk stabilitet på NATO s sydøstflanke (Løntoft 2005:25-26). Tyrkiets motiver for at få aftalen på plads, var primært økonomiske, strategiske og identitetsmæssige (Løntoft 2005:26). Siden grundlæggelsen af den tyrkiske republik i 1923, har grundstenen i Tyrkiets politik været, at blive en del af det europæiske samarbejde og det og fællesskab der hertil hører. Underskrivelsen af aftalen havde dog ikke den ønskede effekt, og op igennem 1970 erne var misligholdelse af kriterierne i aftalen parterne imellem årsag til problemer. Dette eskalerede i de kommende år og kulminerede i 1980, da EF valgte at suspendere deres politiske relationer i forhold til Tyrkiet. Dette var især baseret på de tyrkiske generalers magtovertagelse af landet, og det var først tre år efter, hvor Tyrkiet igen var vendt tilbage til et civilt styre, at forhandlingerne igen langsomt blev genoptaget (Løntoft 2005:26). Tyrkiets ønske var at fortsætte med implementeringen af kriterierne fra Ankara-aftalen, samt at blive et fuldt medlem af det europæiske fællesskab. Fremtidsperspektiverne så også lyse ud og meget tydede på, at dette kunne blive en realitet, da andre spinkle demokratier som Grækenland, Portugal og Spanien var blevet inkluderet i fællesskabet årene forinden, men da Tyrkiet selv søgte optagelse i 1987 blev ansøgningen 21

underkendt af Kommissionen. Kommissionen begrundede primært deres afslag med en vurdering af, at Tyrkiets menneskerettighedssituation stadig var uacceptabel, samt at civilsamfundets frihed stadig ikke overholdt Københavnskriterierne (Løntoft 2005:27). Kommissionen valgte at påpege demokratiets usikre vilkår, fattigdom og menneskerettighedsproblemer, som hovedargumenter for afslaget, hvilket var deres argumentation for at Grækenland og Portugals skulle integreres hurtigt og økonomisk favorabelt i fællesskabet (Løntoft 2005:28). I årene efter Berlinmurens fald var uden nogle nævneværdige frem- eller tilbageskridt for Tyrkiet. I starten af 1990 erne forsøgte Kommissionen at fuldbyrde implementeringen af associeringsaftalen, som var blevet vedtaget 30 år tidligere, ved at gennemføre toldunionen i 1995. Årene gik og på de fremtidige topmøder, heriblandt i 1997 og 2002, fremgik det, at der ikke var plads til Tyrkiet, som kandidatland. Kommissionen bekræftede, at så snart Tyrkiet formåede at opfylde Københavnskriterierne, ville de evaluere deres position om fremtidig optagelse i unionen (Løntoft 2005:31). Tyrkiet blev accepteret som kandidatland i 2004, og fik dermed officiel anerkendelse for de reformer og tiltag, der var blevet foretaget med henblik på at opfylde Københavnskriterierne (www.um.dk). 22

4 Teori Vi vil i dette teoriafsnit redegøre for det væsentligste indhold i henholdsvis Habersmas og Huntingtons teorier om kultur, demokrati og identitet. Ved at benytte de relevante afsnit af de to teoretikeres modsatrettede teorier, belyser vi hvordan de hver især kan bidrage til et nuanceret signalement af Tyrkiets rolle i Europa. 4.1 The Clash of Civilizations Den amerikanske politolog Samuel P. Huntington har skrevet The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order i 1996 (Huntington 2006). Bogen er en fortsættelse af en artikel han skrev i 1993 The Clash of Civilizations (Huntington 2006:12). Vi vil først beskrive, hvordan Huntington definerer de forskellige civilisationer og hvilke værdifællesskaber, der adskiller dem fra hinanden. Derefter vil vi se på, hvad der skiller den vestlige civilisation fra andre civilisationer, og dernæst hvad der skiller den fra den islamiske civilisation og problematisere det eventuelle sammenstød, som Huntington varsler. Til sidst vil vi se på Tyrkiets placering i Huntingtons terminologi. 4.1.1 Hvad kendetegner en civilisation? Selve ideen om civilisation, blev skabt i det 18. århundrede: Forestillingen om civilisationer blev udviklet af franske tænkere i det 18. århundrede som modsætning til barbari (Huntington 2006:63). Denne opdeling imellem den gode og den dårlige civilisation fortsætter i det 19. århundrede. Det er fællesskabet i Europa, der definerer, hvorvidt en civilisation kan blive accepteret i det dominerende intellektuelle, diplomatiske og politiske selskab. Huntington opererer med flere civilisationer, som historisk har givet mennesket dets identitet, som dermed også naturligt har ændret sig med tiden. Civilisationer er foranderlige, de opstår og forfalder, deler sig og smelter sammen over tid. 23

En civilisation som begreb, har overordnet en fælles kultur, historie og religion, som er de vigtigste dele i fællesskabet. Igennem historien har alle civilisationer været forbundne til en af verdens store religioner, men Huntington peger dog på, at folk, der deler etnicitet og sprog alligevel ofte har bekriget hinanden på grund af religion: Eksempler på dette er blandt andet Libanon og det tidligere Jugoslavien (Huntington 2006:66). En civilisation indeholder en masse underopdelinger, hvor f.eks. to landsbyer i et land har forskellige kulturer, men samtidig har et vist kulturelt fællestræk i forhold til landsbyerne i nabolandet. Alligevel kan der stadigvæk også findes fællestræk med dette land, og det er denne type fællesskab, der ifølge Huntington definerer en civilisation. Forskellene imellem civilisationerne ligger ikke ved et enkelt aspekt, men på hele det grundlæggende syn på forholdet mellem gud og mennesket, individ og gruppe, borger og stat, forældre og barn, ægtemand og hustru, og forskellige syn på rettigheder, ansvar, frihed, autoritet samt lighed og hierarki. Alle disse ting, som er et produkt af vores historie. Overordnet opererer Huntington med 7-8 civilisationer, som vi kort vil skitsere her (Huntington 2006:69-72): Den vestlige civilisation består af Nordamerika og Europa. Det der kendetegner den vestlige civilisation, er en kristen kulturarv og en universalistisk demokratiform og desuden er den vestlige civilisation den eneste, som ikke er bestemt ved et afgrænset geografisk område. Den latin-amerikanske civilisation befinder sig under den vestlige, selvom meningerne er delte i Latinamerika: Nogle mener, at de stammer fra den vestlige kultur, mens andre påstår, at de har deres egen unikke kultur. Huntington placerer dem hverken i den ene eller den anden civilisation, men påpeger dog, at det er mest hensigtsmæssigt at betragte dem, som en selvstændig civilisation med tætte bånd til den vestlige. Den afrikanske civilisation beskriver Huntington, som den eventuelle afrikanske civilisation, da det nordlige og nordøstlige del af af kontinentet tilhører den islamiske civilisation. Mange af de gamle europæiske kolonilande har 24

været præget af den vestlige civilisation, som bl.a. bragte kristendommen til kontinentet. Der hvor Huntington mener, at man kan begynde at snakke om en afrikansk civilisation, er omkring den samlede identitetsfølelse, der er ved at opstå som en udvikling af den fremherskende stammeidentitet, som har været fælles for hele Afrika. Den hinduistiske civilisation bliver også refereret til og kendt som den indiske civilisation, der opstod længe før den vestlige tidsregning: det er mere end en religion eller et samfundssystem. Det er selve kernen af den indiske civilisation (Huntington 2006:70). Den slavisk-ortodokse civilisation er opstået i Rusland og stammer fra det byzantinske rige med dets særlige religion. Denne civilisation er ikke blevet betydeligt påvirket af de strømninger, der har fundet sted i Europa op igennem tiden. Den islamiske civilisation rækker fra Nordafrika til Centralasien, Indien og Sydøstasien. Den tager udgangspunkt i islam, som opstod på den arabiske halvø for derefter markant at udbrede sig. Blandt andet derfor, findes der mange forskellige kulturer og undercivilisationer indenfor den islamiske civilisation. Den Kinesiske civilisation tager sit udgangspunkt i konfucianismen, men den indeholder væsentligt mere end det og derfor vælger Huntington, at kalde civilisationen den kinesiske civilisation, selvom også den japanske civilisation udspringer herfra. Vesten har haft den mest betydningsfulde indflydelse på civilisationerne, da den siden 1500-tallet har haft den mest udviklede og moderne industrialisering og velfærd. Dette har medført, at andre civilisationer har forsøgt, at følge med i takt med denne udvikling. Det er delvist på grund af succesen i vesten, at Huntington påpeger en voksende modvilje fra de andre civilisationer, som er vendt tilbage til deres rødder for at bekræfte sig selv og værne om og forsvare egne værdier. 4.1.2 Spændingen mellem den vestlige og de øvrige civilisationer 25

For at beskrive forholdet og situationen imellem den vestlige og de øvrigecivilisationer, ser Huntington flere væsentlige faktorer, som værende signifikante for denne negative udvikling. Han skildrer således, hvordan disse problemstillinger er blevet større i de senere år og kommer endvidere med konkrete tiltag, der vil kunne opbygges så relationerne parterne imellem i fremtiden vil forbedres og bære frugt af disse foranstaltninger. Buddene er sat op i punktform nedenfor: 1: opnå større politisk, økonomisk og militær integration og at koordinere politikken, for at undgå at stater fra andre civilisationer udnytter forskelle mellem dem. 2: indlemme de vestlige stater i Centraleuropa i EU og NATO. Det drejer sig om Kroatien, Ukraine osv. 3: fremme vestliggørelsen af Latinamerika og, så vidt muligt den tætte forbindelse mellem de latinamerikanske lande og Vesten. 4: lægge en dæmper på udviklingen af konventionel og ikke-konventionel militærkapacitet i islamiske og kinesiske lande. 5: bremse Japans adskillelse fra Vesten og tættere relationer med Kina. 6: acceptere Rusland som ortodoksiens kernestat og som en regional stormagt med en legitim interesse i at overvåge sikkerheden langs sin sydlige grænse. 7: sørge for at bevare Vestens teknologiske og militære overlegenhed. 8: og vigtigst af alt forstå, at Vestens indblanding i andre civilisationers anliggender sandsynligvis er den absolut farligste kilde til ustabilitet og globale konflikter i en verden, som består af en række civilisationer (Huntington 2006:431). Huntington advarer altså mod den universalistiske tankegang, da han mener, at man ikke kan tvinge vestlige værdier ned over en anden kultur. Dermed gør han op med vestens universalistiske tro, som han beskriver både deskriptivt og normativt: Deskriptivt går den ud fra, at folk i alle samfund ønsker at tilpasse sig vestlige værdier, institutioner og fremgangsmåder. Hvis de ikke ser ud til at have disse ønsker og i stedet knytter sig til deres egen traditionelle kultur, er de ofre for 26

en falsk bevidsthed, der kan sammenlignes med den, marxisterne mente at finde blandt proletarer, der støttede kapitalismen. Normativt går den vestlige universalisme ud fra, at folk over hele verden bør tage imod vestlige værdier, institutioner og kultur, fordi de er udtryk for den højeste, mest oplyste, mest liberale, mest rationelle, mest moderne og mest civiliserede tankegang hos menneskeheden (Huntington 2006:429). 4.1.3 Spændingen mellem den vestlige og den islamiske civilisation Huntington mener, at når mennesket definerer deres identitet i etniske og religiøse termer, er det oftest os mod dem relationer (Huntington 2006:183). Endvidere er den religiøse fundamentalistiske opblomstring i slutningen af det tyvende århundrede, en modstand mod vestens normer og en tilbagevenden til rødderne. Eliten skiftes ud fra værende vestligt uddannede folk til religiøse fundamentalister. Dermed får kontakten mellem vesten og islam mere og mere karakter af, at være civilisationernes sammenstød. Huntington skriver således, at fremtidige splittelser imellem civilisationerne primært vil opstå i kraft af vestlig arrogance og islamisk intolerance (Huntington 2006:255). Ifølge Huntington ligger problemet også i, at det vestlige demokrati er en styreform bygget på vestlige værdier, og derfor kan islamiske lande opfatte det som en trussel mod deres kulturelle arv, da vesten bestræber sig på at få udbredt den universelle vestlige kultur i den islamiske civilisation: Vesten og især USA, der altid har været en missionerende nation, mener, at ikke-vestlige folk bør tilslutte sig de vestlige demokratiske værdier frit marked, begrænset regeringsindflydelse, menneskerettigheder, individualisme, retssamfund og at de bør indarbejde disse værdier i deres institutioner. Mindretal i andre civilisationer indarbejder og udbreder disse værdier, men de dominerende holdninger over for dem i ikke-vestlige samfund går fra udbredt skepsis til intens modstand. Hvad der er universelt for Vesten, opfatter resten af verden som imperialisme (Huntington 2006:256). 27

Endvidere beskriver Huntington, at siden starten af 1990 erne har en voksende skepsis fundet sted imod indvandringerne i de europæiske lande. Denne stigende bekymring blandt befolkningerne i Europa bygger primært på indvandringen fra folk fra de muslimske lande. Bekymringerne hos befolkningerne skyldes således også, at populistiske mainstreampartier har på, hvor mange procent indvandrere de enkelte lande, hver især ønsker at forholde sig til og kunne acceptere for, at opretholde deres egne i forvejen velfungerende velfærdssamfund (Huntington 2006:279). Herved er dækningen af problemstillingerne blevet væsentligt tydeligere og mere markant i den daglige debat i medier og parlamenter, så problemerne indenfor spektret er blevet fremstillet værre end det måske i realiteten har været tilfældet. 4.1.4 Tyrkiet et splittet land Det kan dog være svært, at rubricere alle lande indenfor én bestemt civilisation og derfor opererer Huntington med to begreber: Kløvede lande og splittede lande (Huntington 2006:194). Et land, som er dybt splittet imellem to befolkningsgrupper, der tilhører hver deres civilisation, betegnes som kløvede lande. Dette kunne for eksempel være Sudan, hvor borgerkrigen kæmpes imellem det muslimske nord og det kristne syd. I et splittet land er befolkningen derimod enige om deres identitet, men er fanget imellem to civilisationer: Sådan et land er Tyrkiet. Et vigtigt kendetegn for splittede stater er, at de omtaler sig selv som en bro imellem de to civilisationer, som de ligger imellem. Tyrkiet definerer sig, som en moderne, sekulær, vestlig nation, da de har allieret sig med NATO og søgt om optagelse i EU. Da det ikke lykkedes dem, hverken at blive en del af den vestlige civilisation eller den islamiske civilisation, forsøgte de i begyndelsen af 1990 erne at skabe en ny fælles identitet og civilisation sammen med Aserbadjan og de fire tyrkisktalende centralasiatiske republikker Usbekistan, Turkmenistan, Kasakhstan og Kirgisistan (Huntington 2006:206). Dette forsøg på, at etablere en egentlig Tyrkisk civilisation mislykkedes dog på grund af Ruslands stigende indflydelse i de øvrige lande. 28