1 Sidste søndag efter helligtrekonger II. Sct. Pauls kirke 9. februar 2014 kl. 10.00. Salmer: 123/356/138/601//603/439/565/476 Uddelingssalme: se ovenfor: 565 Åbningshilsen Der er frokost efter højmessen i dag. Organisten har lagt et papir til jer i forhallen om hvad koret synger og organisten spiller og vil fremtidigt gøre det i en forsøgsperiode. Tag det og brug det under gudstjenesten og få en endnu rigere gudstjeneste. Det er i dag sidste søndag i helligtrekongerstiden. Jesu herlighed og storhed er blevet tydeligere for os og har åbenbaret Ham for os som verdens lys. I dag knyttes forbindelsen til påsken og dens over to måneder lange forberedelsestid: fasten. Den sætter spot på Jesu herlighed og udstråling igen, men viser os nu herligheden, der når sit klimaks ved at Han vil give sit liv for os. Herligheden topper i hengivenheden. Det skal vi se ind i denne søndag og spejle vores eget liv i det. Vi går og trækkes med et gammelt indgroet egoistisk, selvoptaget menneske. Det skal vi gøre op med og
2 aflevere til Ham. Det gør ondt, men når vi bringer det frem i Hans lys, så er Han der med sin tilgivelse og oprejsning til et liv i hengivenhed. Lad os vove os ind i det ved sammen at bede de bønner, der står på side fire i højmesseguiden Prædiketeksten er læst fra kortrappen: Joh 12,23-33 Bøn. Lad os bede! Du, som har dig selv mig givet, lad i dig elske mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng Amen (DDS 192, v.7). Prædiken Vi vil gerne have, at vores liv er er herligt, ikke sandt? At det går os godt, at vi når vore mål og når til ære og værdighed og fint hvis vi kommer til det uden at det gør ondt. Er det ikke cirka sådan vi er? Der er påske i Jerusalem. Palmesøndag er Jesus blevet hyldet og budt velkommen i byen af en masse mennesker med sang og palmegrene. Trods modstand fra nogle går Han frem i meningsmålingerne. Han er in. Nogle grækere, der er i Jerusalem i anledning af påskefesten, spørger decideret efter Ham. De vil gerne
3 se Ham. To af Jesu disciple med græske navne orienterer Jesus om forespørgslen. Jesus har virkelig chancen for at komme til ære og værdighed og udbygge sin indflydelse og magt. Og så forpasser manden chancen. Hvor dum kan man være?! Her ligger magten lige for fødderne af Ham og så siger Han nej. Han er i færd med at få tilhængere fra verdenssamfundet, men Han lader sig ikke besnære af efterspørgslen og siger i stedet: Timen er kommet. Den time, Han tidligere så ofte havde talt om, ikke var kommet, men nu er den der, timen, hvor Han skal gøres herlig men - på den omvendte måde. Han ser sig selv som et hvedekorn. Der er livskraft i sådant et korn. Men skal der komme liv ud af det, så må det ned i jorden, begraves, dø. Kun på den måde kan det senere spire frem med liv og bære frugt. Jesus - et hvedekorn. Han har livskraft i sig, men skal Han blive til virkelig gavn og liv for andre, ud over at Han bliver husket for sine gode gerninger og fortællinger, men blive det vi virkelig har brug for og ikke kan få andre steder, så må Han dø. Sådan begynder herligheden, sådan bliver Han løftet op, nemlig på korset. Sådan æres Han. Sådan får Han indflydelse på den gode måde. Sådan kan Han gavne os med sit offer og sit liv. Sådan kan Han samle folk om sig.
4 Hvad sker der? I julen skete det herlige, at Gud blev menneske. Han blev Lyset, der skinnede i verden. Hans herlighed og tyngde begyndte at stråle. Han talte, så folk lyttede. Han helbredte og rettede op på folk og talte de overlegne og stolte imod. Han hav de fremgang og det gik godt. Men Han kom som hvedekornet for via døden og ofret at kunne blive til liv og oprejsning for os. Herligheden og skønheden ophøjes ved at blive til hengivenheden, ofret, manden der elsker os så meget., at Han vil dø for os og blive vort håb i verden. Julen går over i fasten og påsken. Herligheden topper og bliver til hengivenheden. Julen stiger mod påskens offer og liv. Herligheden er kærligheden der giver sig selv for den anden. Det har noget at sige til os. Hvad vi har fået at leve af. Og et vigtigt korrektiv til vores måde at leve på. Vi er optaget af os selv, individualister, vi vil have det godt og vi vil ikke lide. Vi vil elske vores liv, helst sådan, at vi altid er lykkelige. Ellers er det træls. Vi vil have magt over det og styr på det og det skal gå som vi vil have det. Vi vil ikke miste noget og mærke hvad vi ikke kan. Derfor kan vi for at opnå det, vi vil have, finde på, at manipulere, bruge magt og udøve psykisk terror. Tænk på Maude i Matador når hun lægger sig i seng. Hun manipulerer i den grad, viser sin magt og
5 udøver psykisk terror. Hun har ikke selv godt af det og andre lider under det, men hun gør det alligevel. Her kommer Jesus med hvedekornet, det liv vi har i os, men som kun bliver til gavn og glæde, når vi er villige til at slippe os selv og give os til andre. Den, der elsket sit liv, mister det, siger Jesus. Skal man da ikke elske sit liv? Jo, men elsker vi bare os selv og dem, der kan lide os, ægtefælle og børn og venner og meningsfæller, hvad særligt gør vi så? Er det her noget af ensomhedens problem ligger? Går vi kun op i os selv, bliver vi netop alene, ensomme. Nej, det er omvendt, siger Jesus: Den, der hader sit liv, får liv med evighedskvalitet i. Han mener ikke, at vi skal hade vores liv. Det er blot en særlig jødisk måde at udtrykke på, at vi skal slippe os selv og have øje for at give, afstå til andre, ofre os for andre. Når vi giver af os selv, bliver vi til velsignelse for andre. Det gode, der har evighed i sig, sker. Salig er den, der tør give det bort Det fortælles, at man gjorde et fund i pyramiderne i Egypten: 3000 år gamle hvedekorn. De lå der til ingen verdens nytte. Så tog man og lagde dem i jorden og så skete der noget. Kan vi se det? Sådan skal vores gamle selvoptagne menneske aflægges og dø før et nyt menneske kan vokse frem. Vi skal blive dem, der ser livets mening i at tjene Jesus og gå i Hans fodspor,
6 og have den indstilling at tjene andre og gør godt mod andre. Hos Jesus går det for os, at vi elskede og værdifulde, den ære har Han vist os, og derfor kan vi hengive os selv. Hvedekornets enorme livskraft findes i hengivenheden. Den sætter ondskaben på plads, dømmer egoismelivet ude, det gode kærlige liv rejses op. Det eneste våben mod djævelskaben er kærligheden, der hengiver sig for os. Det er det liv, vi skal lade være i vort liv og give os hen i. Det koster, det gør ondt i det gamle menneske og lidelsen hører med til det gode liv, hos Jesus og også hos os. Hvedekornet må ofres, skallen skal brydes og krakelere for at blive til liv. Prøv at tænke på, at det gode liv ofte lides ind i verden. Du elsker først din ægtefælle, når du må lide for ham/hende. Du elsker først dine børn, når det koster dig. Livet kommer gennem ofret. Opstandelsen gennem døden. Til sidst: Jesus vender det hele på hovedet. Han giver og bliver den herlige. Fra korset drager Han os til sig. Vi tiltrækkes af Ham på korset som er os så inderligt hengivne. Hil dig, du kors, du vort eneste håb! Derfra kommer opstandelsen og livet. Det vil vi ære Ham for! Amen.
7