UDSKRIFT AF HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG HØJESTERETS KENDELSE afsagt torsdag den 2. juli 2015 Sag 87/2015 Advokat Keld Parsberg kærer Vestre Landsrets salærafgørelse i sag om værgemål for A. I tidligere instanser er truffet afgørelse af Retten i Aalborg den 21. november 2014 og afsagt kendelse af Vestre Landsrets 14. afdeling den 15. januar 2015. I påkendelsen har deltaget tre dommere: Poul Søgaard, Thomas Rørdam og Jens Peter Christensen. Påstande Advokat Keld Parsberg har nedlagt påstand om, at landsrettens kendelse ophæves, og at sagen hjemvises til realitetsbehandling ved landsretten for så vidt angår salærets størrelse, subsidiært at Højesteret ophæver landsrettens kendelse og realitetsbehandler kæremålet om salærets størrelse. Sagsfremstilling Advokat Keld Parsberg var beskikket for A i en sag om værgemål for Retten i Aalborg. Retten i Aalborg tillagde den 21. november 2014 advokat Keld Parsberg et salær på 15.000 kr. plus moms samt 7.520,43 kr. i godtgørelse til dækning af udgifter, herunder til kørsel, overnatning og diæter. Advokat Keld Parsberg kærede afgørelsen, både for så vidt angår salær og godtgørelse, til Vestre Landsret, som den 15. januar 2015 afviste kæremålet for så vidt angår spørgsmålet om størrelsen af salæret med følgende begrundelse: Ved lov nr. 737 af 25. juni 2014 blev der med virkning fra 1. juli 2014 indsat følgende bestemmelse i retsplejelovens 389:
- 2 - Stk. 3. Beslutning efter 334, stk. 4, om salær, der er fastsat til højst 20.000 kr., kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor. På baggrund af bestemmelsens ordlyd må det lægges til grund, at det alene er fastsættelse af salær, der er omfattet af bestemmelsen, og ikke tillige fastsættelse af godtgørelse. Byretten har fastsat salæret til mindre end 20.000 kr., og afgørelsen herom kan derfor kun kæres med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, jf. retsplejelovens 389, stk. 3, jf. stk. 1. Da en sådan tilladelse ikke foreligger, afviser landsretten kæremålet vedrørende salær. Landsretten fastsatte i kendelsen en frist til advokat Keld Parsbergs redegørelse for udgift til forplejning og hotel. Endvidere blev der fastsat en frist til byrettens stillingtagen til, om rejseudgifter skulle tillægges moms. Retten i Aalborg tillagde herefter den 21. januar 2015 den tidligere tilkendte kørselsgodtgørelse moms med 802,88 kr. Ved kendelse af 17. februar 2015 forhøjede landsretten det tilkendte beløb til overnatning og diæter med 1.623 kr. Anbringender Advokat Keld Parsberg har for Højesteret nærmere anført bl.a., at den økonomiske værdi af påstanden sædvanligvis er afgørende inden for retsplejelovens og retsafgiftslovens områder, og den må derfor også i dette tilfælde være afgørende for, om Procesbevillingsnævnets tilladelse skal søges. Ordlyden af retsplejelovens 389, stk. 2, 1. pkt., peger i retning af, at det er det i første instans tilkendte beløb, der er afgørende. Imidlertid tyder ordlyden i 389, stk. 2, 2. pkt., omvendt på, at det er den økonomiske værdi af påstanden, der er afgørende. For så vidt angår spørgsmålet, om de tilkendte sagsomkostninger skal opdeles i positive udgifter og honorarer, taler meget for at følge hovedreglen om, at det er værdien af det samlede indtalte krav, der er afgørende. Ved læsning af forarbejderne til retsplejelovens 389, stk. 3, synes det, som om man fuldstændig har glemt fri processager, hvor der også gives omkostningsdækning i medfør af
- 3-334, stk. 4, men kun har fokuseret på de sager, hvor en beskikket advokat ikke har udgifter, men blot får tilkendt et salær. Retsgrundlag Efter retsplejelovens 389 kan kendelser og beslutninger, der er afsagt af en byret, kæres til den landsret, i hvis kreds byretten ligger, medmindre andet er bestemt i loven. Ved lov nr. 737 af 25. juni 2014 blev der indført en kærebegrænsningsregel i retsplejelovens 389, stk. 3. Bestemmelsen, der trådte i kraft den 1. juli 2014 og finder anvendelse på afgørelser truffet efter denne dato, har følgende ordlyd: 389 Stk. 3. Beslutning efter 334, stk. 4, om salær, der er fastsat til højst 20.000 kr., kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor. Af forslaget til lov nr. 737 af 25. juni 2014, de almindelige bemærkninger, fremgår bl.a.: (lovforslag nr. 178 af 9. april 2014, FT 2013-14, Tillæg A, s. 11 ff.) 1. Indledning 1.2. Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene har belyst behovet og mulighederne for at foretage tilpasninger af domstolenes virkemåde for så vidt angår behandlingen af civile sager ved byretterne, landsretterne og Højesteret. Udvalget er i den forbindelse kommet med forslag til en række tiltag, der kan sikre en bedre og mere effektiv og fleksibel behandling af civile sager samtidig med, at der fortsat er den rette balance i forhold til kvalitet og retssikkerhed. Lovforslaget har på den baggrund for det første til formål at udmønte udvalgets forslag om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene. Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1. Lovforslaget indeholder endvidere en række forslag vedrørende adgangen til appel i civile sager. Således foreslås det bl.a., at appelgrænsen hæves til 20.000 kr., at adgangen til at anke sager om tvangsanbringelse af børn begrænses, at landsretterne får mulighed for at afvise 2. instans ankesager uanset sagens økonomiske værdi, og at adgangen til at kære kendelser og beslutninger, der afsiges under hovedforhandlingen eller dennes forberedelse, begrænses. Der henvises til lovforslagets pkt. 2.2.
- 4-2. Opfølgning på anbefalinger fra Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene 2.1 Bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene 2.1.1. Indledning 2.1.1.1. Det er afgørende for regeringen at sikre, at de danske domstole fortsat kan fungere effektivt til gavn for borgere og virksomheder, så retstvister kan afklares tilstrækkeligt hurtigt. Det er samtidig helt centralt, at retssagsbehandling fortsat sker på helt betryggende vis, uden at retssikkerheden sættes over styr. Det er således helt afgørende at fastholde den meget høje tillid, som domstolene nyder blandt befolkningen.... 2.1.1.2. Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene har i sit arbejde fokuseret på at sikre en hurtigere og mere smidig, effektiv og fleksibel behandling af sagerne. Udvalget har i den forbindelse samtidig haft fokus på at opnå den rette balance i forhold til kvaliteten i domstolenes arbejde, og på en måde så det sikres, at behandlingen af sagerne fortsat sker på en retssikkerhedsmæssigt forsvarlig måde. Udvalget har med disse hensyn for øje stillet en række optimerings- og effektiviseringsforslag vedrørende behandlingen af civile sager ved domstolene, som kan føre til en samlet set bedre og mere effektiv behandling af civile sager i alle instanser. Lovforslaget har til formål at gennemføre udvalgets forslag, således at det sikres, at behandlingen af civile sager bliver bedre og mere effektiv, samtidig med, at fokus på kvalitet og retssikkerhed fastholdes. Lovforslaget indeholder en række forslag vedrørende de forskellige faser i en civil sag, dvs. forløbet frem til sagens anlæg, sagens forberedelse, sagens beviser, hovedforhandlingen og retsafgifter, men også vedrørende mere overordnede spørgsmål som f.eks. digitalisering og produktivitet. Lovforslaget er i det væsentligste udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast. 2.2. Adgangen til appel i civile sager 2.2.1. Indledning 2.2.1.1. I dansk ret gælder et toinstansprincip, således at en sag som udgangspunkt frit kan prøves i to instanser. For visse sager om mindre økonomiske krav gælder dog, at det er nødvendigt med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet for, at sagen kan prøves i 2. instans. Med domstolsreformen blev byretterne den almindelige førsteinstans i civile sager. Det bør derfor være udgangspunktet, at langt de fleste sager finder deres endelige afgørelse her. Samtidig anvendes der i landsretterne generelt flere ressourcer på den enkelte sag,
- 5 - og det er derfor også væsentligt, at de sager, der indbringes for landsretten, kan begrunde den ressourceanvendelse, der er et led i en kollegial behandling. Toinstansprincippet er et grundlæggende princip i dansk retspleje, men hensynet til toinstansprincippet må efter regeringens opfattelse også afvejes over for hensynet til, at tvister for domstolene løses inden for rimelig tid og på en måde, der sikrer, at omkostningerne er acceptable både for parterne og samfundet. Der bør således være sammenhæng mellem de ressourcer, som anvendes på en sag, sagens betydning og udsigterne til at opnå et andet resultat ved appel. Denne afvejning er bl.a. kommet til udtryk i de gældende regler, hvorefter appel i visse sager kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse. 2.2.1.2. Lovforslaget indeholder på den baggrund en række forslag, som begrænser den fri adgang til appel i civile sager, idet adgang til appel med Procesbevillingsnævnets tilladelse fortsat opretholdes: 2.2.2.1.2. Udvalgets overvejelser 2.2.2.1.2.1. Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene peger indledningsvis på, at formålet med appelgrænsen på 10.000 kr. var at aflaste landsretterne for småsager. Udvalget finder, at også visse sager vedrørende økonomiske krav på mere end 10.000 kr. i dag kan betragtes som mindre sager. I sager om mindre krav kan der være et misforhold mellem sagens betydning og ressourceforbruget ved at gennemføre en appelsag, og udvalget finder på den baggrund, at beløbsgrænsen på 10.000 kr. bør hæves. 2.2.2.1.2.2. Udvalget er af den opfattelse, at en appelgrænse fortsat bør omfatte både anke og kære vedrørende sagsomkostninger samt udlæg. Af hensyn til ensartethed og enkelhed bør beløbsgrænsen endvidere som i dag for alle typer af afgørelser være samme beløb. Udvalget har videre overvejet, om beløbsgrænsen også bør omfatte salærafgørelser i fri processager efter retsplejelovens 334, stk. 4. Udvalget finder, at det forekommer mindre rimeligt, at en borger ikke kan få prøvet en afgørelse om betaling af sagsomkostninger, hvis disse er under et vist beløb, hvorimod advokater ved afgørelser om fastsættelse af deres salær ikke er underlagt samme begrænsning. Udvalget foreslår derfor, at appelgrænsen fremover også skal omfatte salærafgørelser i fri processager. Udvalget er opmærksom på, at de fleste afgørelser om salær i praksis vedrører mindre beløb, og at den praktiske hovedregel derfor vil være, at der kræves tilladelse for at kære disse afgørelser, men udvalget finder uanset dette, at også disse afgørelser bør være omfattet af appelgrænsen. Højesterets begrundelse og resultat Af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret kendelsen.
- 6 - Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes.