HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 28. maj 2014 Sag 132/2012 (2. afdeling) A (advokat Søren Kjær Jensen, beskikket) mod Ankestyrelsen (kammeradvokaten ved advokat Henrik Nedergaard Thomsen) I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 8. afdeling den 5. marts 2012. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Lene Pagter Kristensen, Niels Grubbe, Marianne Højgaard Pedersen, Michael Rekling og Jens Kruse Mikkelsen. Påstande Parterne har gentaget deres påstande. Anbringender A har til støtte for sin principale påstand anført, at skaden er rettidigt anmeldt, fordi hendes arbejdsgiver, Københavns Kommune, som er selvforsikret, fik kendskab hertil umiddelbart efter hendes tilskadekomst, hvilket efter praksis er tilstrækkeligt til at afbryde 1 års fristen i den dagældende 20 i arbejdsskadesikringsloven. Gruppeleder C og ikke hjemmeplejeleder B må således betragtes som hendes nærmeste overordnede leder og som arbejdsgiverens repræsentant. I anden række har hun anført, at anmeldelse til sikkerhedsrepræsentanten under de omstændigheder, hvorunder Københavns Kommune faktisk havde indrettet sig i forhold til proceduren for håndtering af arbejdsskader må anses for rettidig og i orden.
- 2 - Til støtte for sin subsidiære påstand har hun anført, at der er en rimelig begrundelse for, at anmeldelse ikke er sket rettidigt. Hun rykkede gentagne gange inden 1 års fristens udløb begge sikkerhedsrepræsentanter for en tilbagemelding på anmeldelsen af arbejdsskaden, og i øvrigt var kommunens arbejdsgange uklare og komplicerede. Der er ikke grundlag for hjemvisning, idet sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at Højesteret kan vurdere, om alle betingelser for at dispensere er opfyldt. Ankestyrelsen har anført, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse af 7. oktober 2009. Ankestyrelsen har ikke bestridt, at det efter administrativ praksis er tilstrækkeligt til at afbryde 1 års fristen i den dagældende 20 i arbejdsskadesikringsloven, at arbejdsgiveren har fået kendskab til arbejdsskaden. Arbejdsskaden er imidlertid ikke anmeldt rettidigt, fordi det ikke er tilstrækkeligt, at sikkerhedsrepræsentanterne havde hjulpet A med at udfylde anmeldelsesskemaet inden anmeldelsesfristens udløb, og at gruppeleder C angiveligt også kendte til tilskadekomsten. Det afgørende er, om B som sikkerhedsleder også havde modtaget underretning om tilskadekomsten inden for 1 års fristen, hvilket hun ubestridt ikke havde. Der er heller ikke grundlag for at dispensere fra anmeldelsesfristen, fordi A inden anmeldelsesfristens udløb kun henvendte sig til sikkerhedsrepræsentanterne og ikke sikrede sig, at anmeldelsen faktisk var kommet frem til arbejdsgiveren. Hvis Højesteret finder, at der er en rimelig begrundelse for den ikke rettidige anmeldelse, må sagen hjemvises, så Ankestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for dispensation efter den dagældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens 20 er opfyldt. Supplerende sagsfremstilling Københavns Kommunes brev af 24. februar 2009 til Ankestyrelsen, der delvist er citeret i landsrettens dom, indeholder følgende indledning: Ved brev af 9. februar 2009 har Ankestyrelsen anmodet Sundheds- og Omsorgsforvaltningen om en udtalelse om, hvordan kommunens normale procedure for modtagelse af anmeldelser af arbejdsskader fra tilskadekomne så ud i 2002. Det har desværre ikke vist sig muligt at fremfinde procedurerne fra 2002, men der vedlægges de gældende retningslinier for anmeldelse af arbejdsskader, som ligger på
- 3 - forvaltningens intranet. Herudover vedlægges Københavns Kommunes Arbejdsskadeforsikrings forretningsgang for forvaltningernes behandling af arbejdsskader. As advokat har ved brev af 20. december 2012 stillet en række supplerende spørgsmål til Københavns Kommune, der ved brev af 26. marts 2013 har svaret således: Foranlediget af din henvendelse har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen rettet henvendelse til Københavns Kommunes Arbejdsskadesekretariat og bedt dem søge efter tidligere procedurer på området, ligesom der er taget kontakt til en tidligere medarbejder i Arbejdsskadesekretariatet. Der er fremskaffet arkivmateriale, der eventuelt kunne bidrage til sagens oplysning og endelig er der søgt på relevante netsteder efter oplysninger om de tidligere procedurer. Desværre har disse tiltag ikke givet nogen nye oplysninger. På denne baggrund kan dine spørgsmål besvares som følger: Spørgsmål 1: [Da det af brevet af 24. februar 2009 fremgår, at det ikke har vist sig muligt at fremfinde procedurerne fra 2002, bedes oplyst, om man er i stand til at fremfinde procedurer fra årene forud herfor eller umiddelbart efter 2002? Det har ikke vist sig muligt at fremfinde procedurerne fra årene forud for 2002 eller umiddelbart efter. Spørgsmål 2: [Hvorledes var den beskrevne forretningsgang for behandling af arbejdsskadesager og navnlig proceduren for anmeldelse kommunikeret ud til sikkerhedsrepræsentanterne på arbejdsstedet? Det har ikke kunnet findes sådanne forretningsgange, men se svar på spørgsmål 4. Spørgsmål 3: [Forelå der i 2002, eller i årene umiddelbart efter, skriftlige retningslinjer/procedurer for, hvordan arbejdsskader skulle anmeldes? Der har ikke kunnet fremfindes sådanne, så det kan der ikke siges noget sikkert om. Spørgsmål 3a: [Foreligger der i dag skriftlige retningslinjer/procedurer for, hvordan arbejdsskader skal anmeldes?
- 4 - Intranettets gældende vejledning om anmeldelse af arbejdsskader svarer til den vejledning, der er optrykt som bilag 20 og som er fra 2009. Her er det beskrevet, hvordan skaderne anmeldes elektronisk og der kan i menuen i venstre side vælges et underpunkt om anmeldelse. Der vedlægges helt aktuelle sider herfra med vejledninger om anmeldelse. Spørgsmål 4: [Særligt under henvisning til udsagn i Kommunens brev af 24. februar 2009 og referatet af samtalenotatet af 4. marts 2009 samt gengivelsen af forklaringen for Landsretten af B Henriksen, bedes oplyst, om der fandtes retningslinjer, eventuelt skriftlige, på dagældende tidspunkt for, hvorledes den enkelte skadelidte, i tilfælde hvor den skadelidte meddeler sin sikkerhedsrepræsentant, at man er kommet til skade, burde vide, at denne meddelelse til sikkerhedsrepræsentanten ikke i sig selv var tilstrækkelig til, at anmeldelsen blev viderebehandlet? Der fandtes ikke skriftlige retningslinjer for, hvordan den skadelidte kunne vide, at en meddelelse til sikkerhedsrepræsentanten ikke var tilstrækkeligt til, at anmeldelsen blev behandlet. Det følger imidlertid af sagens natur. Når en medarbejder meddeler til en arbejdsmiljørepræsentant (tidl. Sikkerhedsrepræsentant), at der er sket en arbejdsulykke, vil det normalt medføre, at arbejdsmiljørepræsentanten sikrer sig, at ulykken anmeldes. Det vil nødvendiggøre nærmere oplysninger om ulykken og det må være ganske indlysende, at en blot og bar underretning til arbejdsmiljørepræsentanten om en ulykke sædvanligvis ikke vil være tilstrækkeligt oplysende til at muliggøre en anmeldelse. Det vil kræve nærmere oplysninger om tid, sted, konkret skade og ørige omstændigheder. Medarbejderen vil skulle udfylde et skema eventuelt sammen med arbejdsmiljørepræsentanten. Hvis medarbejderen således ikke bliver kontaktet yderligere eller spurgt nærmere ud efter at have meddelt, at der er sket en arbejdsulykke, bør medarbejderen derfor sikre sig, at der faktisk handles på meddelelsen. Spørgsmål 5: [Af Kommunens retningslinjer, side 1 nederst, fremgår under afsnittet Intern kortlægning af ulykken/hændelsen, at Alle ulykker og nærved ulykker skal kortlægges af sikkerhedsgruppen for at forebygge lignende hændelser. Det bedes i den forbindelse oplyst, på hvilken måde det blev sikret i 2002 eller i årene umiddelbart herefter, at alle anmeldelser af arbejdsskader ville tilgå sikkerhedsgruppen, og såfremt der er udarbejdet retningslinjer herfor, bedes disse fremsendt.
- 5 - Der har ikke kunnet findes oplysninger om eller retningslinjer for, hvordan det i 2002 blev sikret, at alle anmeldelser af arbejdsskader tilgik sikkerhedsgruppen. Spørgsmål 6: [Under henvisning til at De i brevet af 24. februar 2009 har oplyst, at Principperne for hvordan en arbejdsskade meddeles til arbejdsgiver, har ikke ændret sig siden 2002, og der endvidere vedlægges gældende retningslinjer for anmeldelse af arbejdsskader, som ligger på forvaltningens intranet, og henset til det af disse gældende retningslinjer blandt andet fremgår, side 2, at Københavns Kommunes arbejdsskadeforsikring (KKAF) i 2005 hjemtog administration og behandling af arbejdsulykker opstået på Københavns Kommunes arbejdspladser, bedes oplyst til hvem anmeldelse skulle ske, før Københavns Kommunes arbejdsskadeforsikring (KKAF) i 2005 hjemtog administration og behandling af arbejdsulykker? Det er ikke opfattelsen, at hjemtagelsen af administration og behandling af arbejdsulykker har ændret på, at både ledere og sikkerhedsrepræsentanter, der hører om en ulykke, som ikke er anmeldt, skal hjælpe en medarbejder til at få anmeldt sin arbejdsskade. Spørgsmål 7: [I forlængelse af svaret på spørgsmål 6 og under henvisning til at de vedlagte gældende retningslinjer for anmeldelse af arbejdsskader, som ligger på forvaltningens intranet blandt andet illustrerer, at anmeldelse forudsætter en autorisation hertil, bedes oplyst om der på tilsvarende måde da også, for så vidt angår skader indtruffet før 2005, skulle opnås autorisation til anmeldelse til arbejdsskadesystemet, og i givet fald på hvilken måde dette fremgår? Autorisation blev indført, efter at man overgik til elektronisk registrering af arbejdsskader i henholdsvis EASY (arbejdstilsynets elektroniske arbejdsskadeanmeldelsessystem) og Safetynet, som er Københavns Kommunes anmeldelsessystem. Dette skete løbende i årene efter 2005. Før 2005 forudsatte det således ikke en autorisation at anmelde arbejdsskader. Spørgsmål 8: [Da det af Kommunens brev af 24. februar 2009 fremgår, at Når Forvaltningen skriver på hjemmesiden, at den tilskadekomne medarbejder også har et ansvar for at sikre sig, at skaden bliver anmeldt,, og da det antages, at ordet hjemmesiden måske i stedet dækker over Kommunens intranet, anmodes Kommunen om så vidt muligt at fremsende en udgave af den version af Københavns Kommunes hjemmeside (eller intranet), der i oktober 2002 forelå til beskrivelse af indmeldelsesproceduren? Der har ikke kunnet findes en udgave af den version af Københavns Kommunes hjemmeside/intranet fra oktober 2002, som dengang beskrev anmeldelsesproceduren. I et sidste forsøg på at få adgang til en sådan, er der rettet henvendelse til kommunens IT-ansvarlige kontorer. Såfremt en sådan side fremfindes, vil den blive eftersendt.
- 6 - Retsgrundlag Ved lov nr. 496 af 6. juni 2007 er den hidtidige betingelse for dispensation fra 1 års fristen for anmeldelse af arbejdsskader, hvorefter der skal foreligge en rimelig grund til, at anmeldelsen ikke er foretaget rettidigt, udgået af loven, jf. nu arbejdsskadesikringslovens 36. Lovændringen, som ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, bygger bl.a. på Arbejdsskadeudvalgets betænkning om arbejdsskadesikring fra 2006. I beskrivelsen af gældende ret anføres i betænkningen s. 50 bl.a.: Arbejdsgiveren skal anmelde ulykkerne til det forsikringsselskab, hvor der er tegnet arbejdsulykkesforsikring. I staten skal skaden anmeldes til den statslige forsikringsenhed, mens det for selvforsikrede (visse kommuner) efter praksis er tilstrækkeligt, at arbejdsgiver har kendskab til, at skaden er sket Den beskrevne praksis for selvforsikrede er fulgt op bl.a. ved to principafgørelser truffet af Ankestyrelsen den 30. oktober 2009. Den første sag (218-09) drejede sig om, hvorvidt der var sket rettidig anmeldelse af en hændelse ved, at sikrede (en afdelingsleder) havde anmeldt hændelsen til nærmeste overordnede leder inden for 1 års fristen, selv om kommunen ikke havde taget tilfældet op til behandling eller anmeldt det til Arbejdsskadestyrelsen. Af sagsreferatet fremgår bl.a. følgende om afgørelsen: Ankestyrelsen fandt, at en hændelse måtte anses for rettidig anmeldt til en selvforsikret kommunal arbejdsgiver, hvis arbejdsgiver eller dennes repræsentant inden for 1 års fristen blev orienteret om hændelsen. Ankestyrelsen fandt, at det forhold, at sikredes nærmeste overordnede leder blev orienteret om hændelsen inden for 1 år fra skadedatoen, var tilstrækkeligt til, at kommunen som sådan havde fået kendskab til hændelsen inden for 1 års fristen. Det var i den forbindelse uden betydning, at arbejdsgiveren ikke havde taget tilfældet op til behandling eller anmeldt det til Arbejdsskadestyrelsen. Den anden sag (219-09) angik en tilsvarende problemstilling med en selvforsikret statslig myndighed. Af sagsreferatet fremgår bl.a. følgende om afgørelsen:
- 7 - Ankestyrelsen vurderede, at sagen var anmeldt rettidigt, da anmeldelsen blev modtaget af tjenestestedet ved håndskreven påtegning den 1. november 2006. Arbejdsskadestyrelsen skulle herefter tage stilling til, om hændelsen kunne anerkendes som en arbejdsskade. Ankestyrelsen fandt, at en hændelse måtte anses for rettidig anmeldt til en selvforsikret statslig myndighed, hvis arbejdsgiver eller repræsentant for denne havde modtaget orientering om hændelsen inden for 1 år. Det forhold, at der i den statslige myndighed var etableret en forsikringsenhed med status af forsikringsselskab, ændrede ikke ved, hvem rettidig anmeldelse kunne ske til. Det var således uden betydning, at sagen først blev anmeldt til forsikringsenheden efter udløbet af 1 års fristen. Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår, om As krav på erstatning efter reglerne i arbejdsskadesikringsloven som følge af tilskadekomst den 25. oktober 2002 er afskåret i medfør af arbejdsskadesikringslovens dagældende 20. Efter de dagældende bestemmelser i 15, stk. 1, 16, stk. 1 og 2, og 17, stk. 2, nr. 2, i arbejdsskadesikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000, påhviler det en selvforsikret arbejdsgiver at anmelde arbejdsskader til Arbejdsskadestyrelsen snarest muligt og senest 9 dage efter skadens indtræden. Er anmeldelse ikke indsendt rettidigt af arbejdsgiveren, kan krav om erstatning dog rejses af skadelidte selv inden for en frist på 1 år fra arbejdsskadens indtræden, jf. den dagældende bestemmelse i lovens 20, 1. pkt. I tilfælde, hvor arbejdsgiveren er selvforsikret, anses en arbejdsskade efter fast og langvarig administrativ praksis for rettidigt anmeldt med den virkning, at erstatningskravet ikke afskæres efter 20, 1. pkt., såfremt arbejdsgiveren inden for 1 års fristen har fået kendskab til arbejdsskaden. Det gælder også i de situationer, hvor arbejdsgiveren ikke har behandlet anmeldelsen eller sendt den videre til Arbejdsskadestyrelsen. Ankestyrelsen er enig i, at denne praksis kan lægges til grund for denne sags afgørelse. Spørgsmålet er herefter, om Københavns Kommune må anses for inden 1 år efter den 25. oktober 2002 at have fået kendskab til, at A havde været udsat for en arbejdsskade.
- 8 - Efter bevisførelsen, herunder As og sikkerhedsrepræsentanterne Ds og Es forklaring sammenholdt med hjemmeplejeleder Bs brev af 10. februar 2004 til Arbejdsskadestyrelsen, lægger Højesteret til grund, at gruppeleder C var den ene af to gruppeledere for 40-50 ansatte i hjemmeplejen, herunder for A. Højesteret lægger endvidere til grund, at C fik underretning om tilskadekomsten umiddelbart efter den 25. oktober 2002, og at C måtte indse, at der var tale om en arbejdsskade, der kunne begrunde krav på ydelser efter arbejdsskadesikringsloven. C modtog således As sygemelding i anledning af tilskadekomsten, C afsatte tid til, at D og A kunne udfylde skadesanmeldelsen, og C foranledigede, at der hurtigt efter As kortvarige sygemelding blev taget skånehensyn ved tilrettelæggelsen af hendes arbejdsopgaver. Højesteret finder, at Københavns Kommune under disse omstændigheder i forhold til den ovenfor beskrevne administrative praksis må anses for at have fået kendskab til arbejdsskaden inden for 1 års fristen. Det kan ikke føre til et andet resultat, at C ikke af kommunen var bemyndiget til at modtage og underskrive anmeldelser af arbejdsskader til Arbejdsskadestyrelsen. Herefter tager Højesteret As principale påstand til følge. Thi kendes for ret: Ankestyrelsen skal anerkende, at den tilskadekomst, der overgik A den 25. oktober 2002, er rettidigt anmeldt. I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Ankestyrelsen betale 90.000 kr. til statskassen. Det idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens 8 a.