At lære af eleverne Screening og psykoedukation på et narrativt og systemisk grundlag. Samarbejde mellem lærere, psykolog og elever på en ungdomsuddannelse - Kold htx, Odense Af: Psykolog Martin Dahl og studievejleder Karin Dam Nielsen Artiklen tager udgangspunkt i vores samarbejde på KOLD HTX i Odense omkring at udvikle gode måder at finde og støtte elever, der mistrives under deres ungdomsuddannelse. Samarbejdet sker med henblik på at eleven udvikler sig og kommer til at trives på sit studie og dermed får bedre mulighed for at gennemføre en ønsket ungdomsuddannelse. Det konkrete samarbejde tog udgangspunkt i lærernes ønske om ekspertviden om diagnoser og objektive symptomkriterier. Artiklen foreslår alternative metoder til screening og psykoedukation, som kan være mere hensigtsmæssige end traditionel diagnosefokus. Karin: Hvordan opdager vi en elev, der har behov for hjælp, inden det er for sent, og eleven er kommet for langt bagud med lektier og afleveringer og har for højt fravær og måske en udsat position i klassen? Er der signaler, vi kan holde øje med? Ekspertviden vi kan tage i brug? Dette var spørgsmål lærerne på Kold htx i august 2012 stillede psykolog Martin Dahl, Projekt PUST. Vi havde en ide om, at der var nogle objektive kriterier, og at vi kunne få en tjekliste af Martin, så vi med sikkerhed kunne sige, om en elev var udsat. Martin: Ud fra mine erfaringer, fra mit samarbejde med mennesker i vanskeligheder, er det sjældent hjælpsomt at anvende generelle diagnostiske beskrivelser og symptom-tjeklister, når vi står overfor elever, der har behov for hjælp. De kan ofte ikke se sig selv i beskrivelserne og diagnoserne fortæller faktisk intet om elevens liv og hvordan vi kan støtte dem bedst muligt. Jeg oplever ofte at symptombeskrivelser og diagnoser kan være hæmmende for eleven og for os der skal arbejde sammen med eleven. Denne tænkning kan sågar nogle gange opretholde problemer frem for at skabe god grobund for forandring, trivsel og udviklende samtaler. Lad mig dele nogle overvejelser til at understøtte dette. Diagnoser og symptomkriterier kan potentielt stille sig i vejen for nysgerrigheden og mødet med eleven. Man kan komme til at tænke om en elev med en angstdiagnose: Vi ved jo, hvordan hun har det, hun har jo angst. Eller: Hun kan nok ikke tåle. Det er nok kun (såkaldte) eksperter, der kan snakke med hende. Eller endnu værre: For at kunne hjælpe denne elev, skal der vist eksperter til - jeg må hellere trække mig, henvise eleven til en læge eller psykiater og passe på, jeg ikke dummer mig eller gør det værre!. Der er risiko for at vi på den måde faktisk forlader eleven, efterlader hende alene med sin påhæftede diagnose. Det kan føre til en individualisering af problemerne. Diagnoser tænker ikke så meget i fælles ansvar, læringsmiljø og skolekontekster mv. Diagnoser er ret isolerede symptombeskrivelser af en patient. Det er psykiatriens er patologisprog, sygdomssprog. Diagnosetænkningen kan foregive, at der findes en generel viden om en elevs problemer en viden der er mere værd end elevens egen viden 1
om sit eget levede liv og konkrete problemer. Den kan også gøre os, såkaldt professionelle, usikre på hvordan man bedst taler med eleven eller forholder sig til eleven. De samtaler vi har med eleven risikerer at blive lidt akavede fordi diagnosen forvirrer og stjæler vores opmærksomhed, afleder vores opmærksomhed fra det, der er vigtigst, nemlig elevens liv og hverdagen vi har sammen. Det kan også blive diagnosen vi snakker om i frikvarterer og med forældre eller andre diagnoser og problemfokus kan på mærkværdig vis suge opmærksomhed til sig og fylde i alle mulige sammenhænge. Diagnoser elsker, og trives godt med, opmærksomhed. Endda så godt at diagnosebeskrivelser bruges flittigt af mange andre end psykiaterne og om helt almindelige elever og medmennesker. Mange diagnosticerer og kalder hinanden alt muligt forskelligt. Der findes mange små lommepsykiatere og det kan have meget ødelæggende effekter på mennesker at blive stemplet og (be)dømt af andre. Så det skal man holde sig fra. Symptomtjeklister og diagnoser kan foregøgle os, at der er lighedstegn mellem diagnosen og hvordan et menneske er eller har det. Eksempelvis: Deprimerede er sådan og sådan og de kan ikke håndtere det og det.eller har behov for det eller det. Autister kan ikke.. Diagnosen bliver nærmest hele personen, når man taler på en generaliserende måde. Det kan hindre, at vi mødes menneske til menneske. I samtaler om elevens liv, rammerne i skolen (og hjemme), betingelserne for trivsel i skolemiljøet, samt om det fælles ansvar for at skabe forandring, i samarbejde, når det er påkrævet. Hvert menneske er unikt og har egne håb for hvordan tingene skal være og egne erfaringer med at navigere i sit liv og løse problemer. Det er den viden, der er den vigtige, og det er den viden, der skaber grobund for forandring og handlemuligheder både for lærere og elever. Eleverne er eksperterne i deres eget liv; de kan beskrive, hvilken slags problemer de oplever, og hvordan disse problemer forstyrrer deres liv (og det er forskelligt fra person til person). Så det er eleverne, der skal lære os, hvad vi skal kigge efter (det nogen kalder screening), og det er eleverne, der skal være med til at løse de vanskeligheder, de har (det nogen kalder psykoedukation). Vi må lære af eleverne. Det var mine tanker, da HTX-lærerne bad om et foredrag og om symptomtjeklister for diagnoser og en generel ekspertviden Karin: I stedet for at Martin gav det ønskede foredrag om symptomer på fx angst og depression, satte vi os for at finde ud af, hvordan vi kan bruge elevernes viden og erfaring til at gøre lærerne bedre i stand til at opdage og støtte de elever, der mistrives i deres dagligdag på skolen. Martin og Karin: Vi måtte starte med at finde ud af helt konkret, hvilken viden lærerne egentlig manglede, som ville være hjælpsom og brugbar for dem i deres dagligdag med eleverne, så vi sendte flg. spørgsmål til lærerne: 1. Hvad vil du gerne blive bedre til/klogere på i relation til at opdage og støtte eleverne? 2. Hvad er du mest i tvivl om? 2
3. Hav en konkret elev i tankerne: hvilke konkrete spørgsmål vil du gerne stille eleven om hendes/hans erfaringer med at blive hjulpet på den bedste måde, blive hjulpet forkert eller slet ikke blive hjulpet? Lærerne svarede bl.a.: Lars: Nogle konkrete værktøjer til hurtigere at spotte de elever som kunne have begyndende problemer, f.eks. føler sig uden for socialt eller har svært ved at strukturere deres hverdag Signe: Hvordan finder man ud af, at en elev har brug for hjælp, uden at pådutte eleven et problem? Søren: Umiddelbart tænker jeg, at jeg ser en udfordring i at spotte problemer hos elever, der ikke giver sig selv eller sine problemer til kende Ellen: Hvad er de typiske signaler for forskellige elevtyper? Ellen: Det, som jeg er mest i tvivl om, er i hvor høj grad, man som lærer skal 'blande' sig... Lars: Jeg er ikke så fokuseret på hvordan jeg hjælper eleverne, da jeg betragter mine kompetencer til være begrænset til at stoppe ulykken. Opfølgning overlader jeg til studievejlederen Martin og Karin: Vi tog lærernes spørgsmål og undren med ud til htxeleverne. Fire klasser samt en del små grupper og enkeltelever, i alt ca. 150 elever. Vi bad eleverne stille deres viden til rådighed og hjælpe lærerne (og os) med at blive bedre til at finde ud af, om der er et problem, og hvis der er, så blive bedre til at løse det sammen med eleven. Eleverne var forbavsede og smigrede - over at blive brugt som eksperter, og over at lærerne var åbne for at lære af dem og deres erfaringer. De tog opgaven meget alvorligt, og vi fik en masse velovervejede og brugbare svar. Her er nogle af de mest centrale svar, der samler store dele af de 150 elevers viden og erfaringer med, hvad der virker, og hvad der er af allerstørste betydning for dem vidunderlige svar fyldt med visdom. Læs dem med tanke på, hvad eleverne lærer dig, som du kan bruge i din egen kontekst? I skal ikke kigge efter noget bestemt I skal snakke med os. Og lytte til os. Vær åbne overfor os Behandl os individuelt. Og giv os noget snor når vi har behov for det Spørg os! I skal ikke være bange for at spørge os. Hellere en gang for meget end en gang for lidt. Der er ingen der bliver kede af at blive spurgt Der er mange forskellige lærere/lærertyper - og det er helt ok. Vi kan selv vælge, hvem vi helst vil spottes af og støttes af. Vi har forskellige behov Vi kan også godt spotte, når lærere har en dårlig dag. Vi forstår det også godt og kan sagtens tage hensyn til det Man kan ikke dele det op i hhv. læreren og en anden (studievejleder eller psykolog) der skal snakke med mig alene snakken med en lærer kan hjælpe mig og læreren skal jo også vide, om det der er svært for mig, hvis han skal tage hensyn til det Lærerens forståelse er afgørende for så tør man spørge om hjælp, og det gælder både fagligt og socialt, og så bliver det en god cirkel Lad være med at sige: Du skal måske kontakte vores psykolog! Det er vigtigst at du tager nogen snakke med os, og at vi ikke er freaks, der bare skal sendes videre blot fordi vi har en periode med problemer Martin og Karin: På et lærermøde gennemgik vi elevernes svar. Lærerne var på forhånd nysgerrige og spændte på elevernes svar; på HTX er eleverne 3
ikke tidligere blevet inddraget som eksperter på det personlige og sociale område. Svarene blev modtaget med stor åbenhed ift. til at lære af eleverne, og lærerne var især overraskede over elevernes indsigt i egne behov og i det sociale samspil mellem lærer og elev og fx lærernes angst for at overskride elevernes grænser. Vi samlede op på det hele ved den efterfølgende uge at spørge lærerene på mail, hvad der var brugbart, og hvad de havde lært af eleverne. Her følger nogle af lærerenes svar: Karsten:... de er de bedste til at vide hvad de har brug for fra os lærere, og de har noget mere selvindsigt end jeg havde troet. Karsten: Jeg vil spørge mere ind til eleverne, end jeg tidligere ville have gjort, plus jeg ser dem på en lidt anden måde end tidligere- Måske som lidt mere ligeværdige (det er jeg faktisk lidt overrasket over - tankevækkende! ) Signe: Jeg skal respektere et nej, dvs. hvis eleven siger, at han/hun ikke har nogen problemer, selv om det virker åbenlyst, at han/hun har det, så skal jeg respektere svaret og gå ud fra, at eleven i stedet søger hjælp et andet sted Christina: Super at inddrage eleverne Det lyder som om de har tillid til os, og deres åbenhed inviterer til, at vi også har tillid til, at vi kan henvende os til dem, hvis vi går og funderer over, om der skulle være noget galt Signe:... at jeg hellere skal spørge en gang for meget end en gang for lidt Karin: Som lærere har vi fokus på faglig viden og formidling, mens psykologen har fokus på elevens viden og erfaring om sig selv og sit liv. Hvis man trækker det lidt hårdt op, så spørger vi som lærere kun en elev om noget, hvis vi kender svaret, mens psykologen kun spørger om noget, hun/han ikke kender svaret på. Det er to fagligheder, der støder sammen i vores projekt psykologens og lærerens. For mange elever er det sociale, de mellemmenneskelige relationer, nøglen til trivsel i gymnasiet. På det mellemmenneskelige felt er lærerne på Kold blevet mere modige. Projektet har haft den effekt, at lærerne i højere grad tør spørge ind til en elev uden at ane, hvad eleven vil svare. Lærerne er blevet meget mere trygge ved at henvende sig til en elev, som de er bekymrede for nu ved vi, at der ikke sker noget ved at spørge. Lærerne er også blevet bedre til at tale indbyrdes om elever, vi er bekymrede for, og sammen finde ud af, hvem der måske har den bedste relation til eleven og kan tage den første kontakt; det er blevet et fast punkt på dagsordenen til lærermøderne, at lærerne kan tale uforpligtende om bekymring for konkrete elever. Eleverne bliver nu ikke nødvendigvis med det samme sendt til studievejlederens kontor, men får en snak eller to med en lærer inden en eventuel inddragelse af studievejleder og psykolog. Lærerne har fået tillid til, at elevens viden om egen livssituation er den vigtigste, når et evt. problem skal løses. Vi har lært, at læreren ofte er den vigtigste person til at drøfte elevens trivsel med eleven, og at læreren skal være med til at løse problemer gennem samtaler, forståelse og samarbejde med eleven. Martin: Eleverne lærer os, hvad god screening og god psykoedukation handler om for dem. Det vigtige for eleverne er at blive lyttet til og taget alvorligt. 4
Eleven er ikke alene med et problem. Alle parter har ansvar for at skabe gode udviklings- og læringsbetingelser og trivsel. Bare det at lærerne går ind i det og viser, at de ønsker at være med til at hjælpe, er afgørende for eleverne det er god medicin mod problemer og afmagt. Det handler om samvær og omsorg. Man kunne også kalde dette en evaluerende praksis - en vilje til at lære af eleverne og en respekt for elevernes viden. En evaluerende praksis bliver en fortløbende interesse i at lære af elevernes erfaringer og kollegaers erfaringer, også at lære af de gange hvor vi ikke rammer rigtigt. Vigtige spørgsmål i denne sammenhæng kunne være: Hvad kunne jeg have gjort anderledes? Hvad kan jeg gøre, der er hjælpsomt for dig? Skal vi ændre noget sig til hvis jeg kan gøre noget andet for dig? Er der andre der kan hjælpe os yderligere på vej? Kære elev, hvis du skulle give mig et godt råd, så jeg ikke ender i denne situation igen, hvad skulle det så være? Osv. osv Det er også helt ok at sige: Her ved jeg ikke hvad jeg skal gøre, men lad os finde ud af det sammen, og måske vi også kan inddrage vejlederen, de andre lærere eller andre relevante mennesker. Jeg skal gøre det bedste jeg kan for at imødekomme dig i mine timer. Der er meget fokus på, hvordan vi mindsker frafald blandt elever på ungdomsuddannelserne. Ved at lade eleverne lære os om screening og psykoedukation og være åbne for evaluering og feedback, ændrer fokus sig måske mere fra et individuelt fokus på en elev der er frafaldstruet - mod at skolerne bliver mindre fravalgstruede. Man kunne sige, at en skole bliver mindre fravalgstruet, hvis hele skolekulturen er båret af dialog og samarbejde og et delt ansvar for trivsel og et udviklende miljø. Så vælger såkaldt frafaldstruede elever måske i større omfang at blive på deres uddannelser og får mere lyst til at komme i skole på trods af eventuelle problemer. Måske de så også vælger at lade sig opdage (screene), fordi der opstår en tiltro til, at de er på en skole, der rent faktisk kommer dem i møde, forsøger at forstå og dermed kan hjælpe dem. Elever vælger os nemlig fra, hvis de ikke bliver mødt ordentligt eller hvis de blot bliver overladt til sig selv. At skabe en evaluerende praksis er at skabe rum for elevernes stemme. For mig handler det grundlæggende om etik: Jo mere vi bidrager til, at eleverne bliver hørt, jo mindre undertrykker vi deres viden. Det ophøjer mennesker at blive lyttet til og indgå i et ligeværdigt samarbejde. Når man bliver mødt som et selvstændigt tænkende, vidende og handlende menneske, agerer man der ud fra i et fællesskab. Karin: På Kold HTX er vi nu i gang med at finde ud af, hvordan vi kan fortælle og vise eleverne, at vi gerne vil hjælpe, at de kan være trygge ved os. Vi skal finde ud af, hvordan vi tager imod eleverne og får vist dem, at de er velkomne. Vi skal have skabt samværsformer, der er lyttende og viser, at vi VIL vores elever. Odense maj 2013 Marin Dahl, psykolog, Projekt PUST - et satspulje-projekt, forankret i PPR, Odense Kommune mdje@odense.dk Karin Dam Nielsen, studievejleder, Kold htx, Odense kdn@koldcollege.dk 5