Jeg hedder Jørgen Stormgaard (født 1958), er cand.mag. og har bl.a. undervist på Københavns Universitet, RUC og forskellige gymnasier. Siden 1996 har jeg holdt foredrag om Karen Blixens liv og forfatterskab på flere af landets folkeuniversiteter (Slagelse, Holbæk, Kalundborg, Odense, Aarhus, Herning, Struer, Aalborg, Vejen) samt på biblioteker og i OKforeninger. Desuden er jeg forfatter til bogen: Blixen og Bjørnvig. Pagten der blev brudt (Haase & Søn, 2005). Min adresse er: Strandlodsvej 84, 2., t.v., 2300 Kbh. Tlf.nr.: 32 55 63 45. E-mail: sal.storm@get2net.dk. Hjemmeside: www.stormgaard-foredrag.dk. Her er en beskrivelse af mine foredrag: Karen Blixens liv og forfatterskab Karen Blixen (1885-1962) er bl.a. kendt for bøgerne Syv fantastiske Fortællinger (1935), Den afrikanske Farm (1937), Vinter-Eventyr (1942) og Skæbne-Anekdoter (1958). Der er tale om et forfatterskab af internationalt format og med en sjælden dybde. Men Karen Blixens liv er mindst lige så spændende og er i sig selv en farverig og tragisk historie. Efter at være vokset op i en velhavende familie, hvor hun følte sig som den grimme ælling, forsøgte hun sig som malerinde og forfatterinde; men det førte ikke til noget. Derfor giftede hun sig i desperation med sin halvfætter Bror Blixen og rejste til Afrika, hvor de slog sig ned som kaffefarmere. I disse omgivelser fik hun endelig klarhed over sit liv, og her blev hendes personlige livsfilosofi udformet. Denne livsfilosofi kom til at skabe dybde og indre sammenhæng i hendes forfatterskab, der indledtes, da hun var næsten halvtreds år gammel. Et forfatterskab, der længe blev betragtet som aparte i det litterære landskab i
Danmark, og som igennem tiderne har været udsat for en række misforståelser og fejlfortolkninger. Der vil her blive fortalt om, hvorfor Karen Blixen havde svært ved at vinde genklang i sit hjemland, og desuden vil de vigtigste temaer i forfatterskabet blive opridset. Den afrikanske Farm og Karen Blixens forhold til de indfødte Der er blevet sagt og skrevet meget om Karen Blixens tid i Afrika og om hendes forhold til de indfødte. Men hvad har hun selv fortalt om denne periode? I dette foredrag stilles der skarpt på Karen Blixens egne udtalelser om hendes møde med Kenya og de mange folkeslag. Jeg har den Følelse, at for Fremtiden vil jeg, hvor i Verden jeg er, tænke om der er Regn ved Ngong, skrev Karen Blixen i 1919 til sin mor. Som det vil fremgå af dette foredrag, kom de sytten år i Afrika til at præge hende livet igennem, og det var via afrikanerne, at hun fik udformet sin personlige livsfilosofi, der kom til at løbe som en rød tråd igennem alle hendes bøger. Hendes nære og fine forhold til de indfødte - på trods af at de tilhørte to vidt forskellige samfundsgrupper - kan desuden ses som en bekræftelse af hendes tro på, at det er i mødet mellem meget forskelligartede elementer, at den sande enhed bliver til. En kendsgerning er det i hvert fald, at samværet med de afrikanske stammefolk på alle måder blev en berigende oplevelse for den danske baronesse. Når man læser Karen Blixens Breve fra Afrika (1978), bliver det klart, at den verden, hun fremstiller i Den afrikanske Farm (1937), er stærkt stiliseret, og derfor vil disse to beskrivelser, der rummer hver deres sandhed, blive sat op overfor hinanden i foredraget. Desuden vil der blive fortalt om Karen Blixens holdning til de sorte i Afrika og om hendes opfattelse af islam.
Karen Blixens pagt med Thorkild Bjørnvig: Historien om et guddommeligt venskab Når der er blevet skrevet eller fortalt om Karen Blixen (1885-1962) og hendes berømte pagt (1950-54) med digteren Thorkild Bjørnvig (1918-2004), er sindene ofte blevet bragt i kog. På den ene side er der dem, der mener, at Karen Blixen var en frygtelig manipulator med kendskab til heksekunst, og at den unge Thorkild Bjørnvig i denne sammenhæng tydeligvis var offer. På den anden side hævdes det, at Bjørnvig var så vag og fantasiløs, at han ikke kunne undgå at føle sig domineret, og at han i øvrigt ikke havde statur til at gøre sig gældende i samværet med Karen Blixen. Men lad os endnu engang se på, hvad der egentlig skete, og hvorfor pagten imellem de to venner fik katastrofale følger. Sandheden er ikke enkel, men når man læser de to digteres breve, Bjørnvigs bog Pagten (1974) og de fortællinger af Karen Blixen, som hun skrev på baggrund af sit venskab med Thorkild Bjørnvig, begynder der at tegne sig visse mønstre. At indgå en pagt er på mange måder en ekstrem handling, og i dette foredrag beskrives pagtens forskellige etaper og de konsekvenser, som den fik for de to forfattere, og der gives et bud på, hvorfor vi stadigvæk fascineres af denne historie. To selvportrætter i Karen Blixens forfatterskab: Drømmerne (1935) og Alkmene (1942) Ifølge Karen Blixens eget udsagn kan både den store operasangerinde Pellegrina Leoni fra Drømmerne og den triste fåreavler Alkmene fra
fortællingen af samme navn ses som hendes alter ego. Hvordan to så forskellige personer kan afspejle Karen Blixens egen historie har været et mysterium for mange; men laver man en dybdegående analyse af fortællingerne, bliver man hurtigt klar over, at der er visse fællestræk. Der er dog ingen tvivl om, at beskrivelsen af den berømte operasangerinde, der mistede sin stemme og derved også sin identitet, hører til i en anden fase af Karen Blixens liv end fortællingen om det fantasifulde og livskraftige barn Alkmene, der vokser op hos sine snæversynede plejeforældre i en præstegård, mens hendes livslyst langsomt knægtes af omgivelserne. Paa din Maske skal jeg kende dig hedder det i fortællingen Syndfloden over Norderney (1935), og både Drømmerne og Alkmene er helt i trit med Karen Blixens syn på masker. Efter hendes mening kunne en maske give et sandere billede af et menneske end en såkaldt realistisk beskrivelse, hvor alle detaljer fremlægges med stor nøjagtighed. Pellegrina Leoni og Alkmene er Karen Blixens masker, men samtidig er der tale om så afslørende selvportrætter, at vi her får en vigtig nøgle til forfatterindens komplekse personlighed. Babettes gæstebud: Når Gud og Djævelen mødes Babettes Gæstebud, som Karen Blixen af økonomiske årsager skrev til et amerikansk dameblad i 1950, handler på overfladen om et overdådigt festmåltid; men i virkeligheden er der tale om en dybt personlig fortælling, der beskæftiger sig med nogle af de vigtigste temaer i forfatterindens liv. En fransk kokkepige kæmper for at komme til at yde sit ypperste i et puritansk lilleputsamfund i det 19. århundredes Norge, og samtidig danner historien ramme om en række konflikter, der havde
været med til at præge Karen Blixen i hendes opvækst, og som blev ved med at spille en stor rolle i hendes liv. Først og fremmest ser Karen Blixen med kritiske øjne på den sanseforskrækkede version af protestantismen, som hun kendte så godt fra sit barndomshjem. Mødet med den sydlandske Babette, der i sin storhedsperiode var kok i Paris, får dog store og tankevækkende konsekvenser for de to provstedøtre Martine og Philippa og for resten af menigheden i den lille, norske bygd. For ligesom forfatteren forfører sin læser, bliver de fromme mennesker - uden helt at vide, hvad de går ind til - revet med af Babettes sansepirrende retter og nøje udvalgte vine. Menighedens angst og mistro fordamper i takt med indtagelsen af den lækre mad, og resultatet bliver en kraftfuld forening af krop og ånd. I fortællingens gribende beskrivelse af kunstnerens drivkraft, vilkår og specielle rolle fornemmer man, at Babette som (mad)kunstner er talerør for Karen Blixen selv. Derfor vil foredraget også fokusere på forfatterindens meget personlige opfattelse af begreber som Gud og Djævelen og det gode versus det onde. Der vil ligeledes blive redegjort for, hvad de forskellige personer repræsenterer i fortællingens polariserede univers, samt lagt vægt på, hvordan mødet mellem stærkt forskelligartede kræfter kan danne grundlag for bevidsthedsudvidende oplevelser. Alkmene og fantasiens skibbrud Fortællingen Alkmene, der er med i Vinter-Eventyr fra 1942, byder på et møde mellem mægtige modsætninger - et tema, der optog Karen Blixen livet igennem.
Da den seksårige Alkmene, hvis ophav ingen synes at vide besked om, bliver anbragt hos et barnløst ægtepar i nærheden af Vejle, er alle glade. Den lille pige har fået et hjem, og præstens hustru Gertrud kan drage omsorg for det barn, hun har længtes så brændende efter. Men snart bliver det tydeligt, at den fantasifulde pige med den store livslyst har ringe udfoldelsesmuligheder i de nye omgivelser, hvor nøjsomhed og en fastlagt fortolkning af Guds væsen hører til grundpillerne. Alkmene giver dog ikke op og får sig en forbundsfælle i nabosønnen Vilhelm, fra hvis synsvinkel historien fortælles. Men hvad er der egentlig på spil? Hvorfor reagerer plejeforældrene, som de gør, og hvilken bagage har Alkmene med sig, da hun træder ind i præstegården? Som så ofte før i Blixens univers er der vældige kræfter på spil, og to vidt forskellige livsopfattelser bliver stillet over for hinanden. Et vigtigt element i fortællingen er personernes syn på det guddommelige, og den omstændighed, at Karen Blixen har kaldt beskrivelsen af den rodløse pige for et selvportræt en miniature, føjer endnu en nuance til historien. Peter, Rosa og det store hav Peter og Rosa er en del af novellesamlingen Vinter-Eventyr (1942), og ligesom Alkmene handler fortællingen om et forældreløst barn, som godhjertede mennesker har taget til sig. Peter har fået et hjem hos sin morbror, der er præst og allerede har bestemt, at hans nevø skal følge i hans fodspor. I præstegården bor også Rosa, Peters jævnaldrende kusine, som han tidligere legede livligt med. Men de to unge mennesker, der nu er blevet femten år, har fjernet sig fra hinanden og bliver først knyttet sammen igen, da Peter betror sig til Rosa.
Den unge dreng er træt af støvede bøger og har planer om at stå til søs, for han er sikker på, at Guds tanke med ham er, at han skal være sømand. Rosa er dybt splittet - der er langt fra Peters storslåede drømme til hendes fars mådeholdne livsopfattelse - men ender dog med at lade sig rive med. Sammen drager de to forbundsfæller mod Helsingør, hvor Peter vil søge hyre på et skib. Selvom Peters forehavende ikke går helt efter planen, er der alligevel tale om en opbyggelig fortælling, for den frihedselskende dreng hører til de skikkelser hos Karen Blixen, der er fast besluttet på at modstå omgivelsernes pres. Aben i klostret Selvom aber sjældent færdes i klostre, har priorinden i fortællingen Aben fra 1935 kastet sin kærlighed over en af slagsen, og det lille dyr viger sjældent fra hendes side. Ind imellem gribes aben dog af længsel efter naturen og forsvinder ud i det fri. I disse perioder mister dens ejermand sin ligevægt. Normalt forbinder man heller ikke priorinder med erotiske koblinger; men ikke desto mindre iscenesætter overhovedet for Seven-Kloster et afgørende møde mellem sin nevø Boris og den unge pige Athene, der kommer fra nabogodset. De to unge mennesker har ingen erotisk interesse i hinanden, hvilket dog ikke får den gamle kvinde til at opgive sin plan, der kulminerer med en kamp af skelsættende dimensioner. Dermed bringes Boris og Athene i kontakt med deres inderste væsen, og i kampens hede gennemgår priorinden en højst usædvanlig forvandling: Den ærværdige kvinde skifter pludselig form og bliver til en abe.
Overordnet set er Aben opbygget af en række omhyggeligt udtænkte modsætningspar, der afspejles overalt i historien, og fortællingens konflikt - skellet mellem krop og ånd - er et af de helt store temaer i Karen Blixens forfatterskab. Karen Blixen og kristendommen I 1951 skrev Karen Blixen (1885-1962) til en god ven, at hun ikke var kristen og aldrig havde været det. Ti år senere sagde hun dog noget helt andet til en journalist: Jeg kan ikke forklare det, jeg kan ikke definere det, men jeg tror på Gud. Hvordan harmonerer disse to udsagn med hinanden? For at forstå Karen Blixens ambivalente forhold til kristendommen er det nødvendigt at se nøjere på hendes religiøse bagland. Faren, Wilhelm Dinesen, var for frihedselskende og rastløs til at kunne finde sig tilpas i nogen religiøs retning. De tre matriarker i familien - mormoren, moren og mosteren - var alle tilhængere af den kristne unitarisme, der gik ind for enhedstanken og i flere spørgsmål var i opposition til Folkekirken. Samtidig var de meget moralsk anlagte. Ved faren død i 1895 blev den tiårige Karen Blixen for alvor inddraget i de religiøse og moralske principper, som den mødrene slægt holdt i hævd. Forfatterskabet rummer kontinuerligt eksempler på en striks fortolkning af kristendommen, som har visse lighedspunkter med stemningen i Karen Blixens barndomshjem, og som er kendetegnet ved en nøjsom og neddæmpet tilgang til livet samt en udpræget negation af sansernes væsen. Men i hendes fortællinger finder man også en kristendomsopfattelse, der ligger vægt på det enkelte menneskes gudgivne egenskaber, og som danner en slags modstykke til barndommens miljø. Denne holdning går imod forsagelse af det sanselige og gør sig til talsmand for, at mennesket, i stedet
for at tilpasse sig andres normer, skal gøre brug af livet på en måde, der er i overensstemmelse med dets inderste væsen. Sammenstødet mellem de to syn på kristendommen ses tydeligt i Babettes Gæstebud (1958), hvor to norske provstedøtre frygter det jordiske liv, mens deres franske kokkepige lader hele sit sanseapparat komme til udfoldelse. Via citater fra forfatterskabet, breve og andre tekster stiller foredraget skarpt på, hvordan Karen Blixen, hendes far, mor, mormoren Mama og den rebelske Moster Bess hver især forholdt sig til kristendommen, og hvordan deres fortolkning af denne religion gav sig udslag i deres livsførelse. Karen Blixens skæbnesyn Jeg ser ikke skæbnen for mig som en gud uden ansigt, for hvem mennesket må bøje sig i frygt og bæven. For mig ligger menneskets skæbne i samspillet mellem dets væsen og dets omgivelser, sagde Karen Blixen i 1959. Men allerede i marionetkomedien Sandhedens Hævn (1926) opridser hun sit syn på forholdet mellem Gud og mennesket. Dette område spiller en meget central rolle i forfatterskabet som helhed: I Peter og Rosa (1942) er en ung mand optaget af at definere Guds tanke med ham, ligesom kardinalen i Kardinalens første Fortælling (1957) forsøger at besvare spørgsmålet om, hvem han egentlig er, og hvorvidt han besidder en guddommelig indsigt. Også den lille fortælling Det ubeskrevne Blad (1957) passer fint ind i den kristne referenceramme. Mange af historierne rummer desuden eksempler på gejstlige personer, hvis begrænsede udsyn bringer dem på kollisionskurs med det, der ifølge forfatterinden var kristendommens egentlige budskaber. Karen Blixens opfattelse af dette spørgsmål er kendetegnet ved stor originalitet, og hun fandt både inspiration i og tog afstand fra den kristne
unitarisme, som hun var vokset op med. De bibelske historier refereres der konstant til, og Karen Blixens brug af disse tekster er et nøjere studie værd og danner her baggrund for en definition af hendes personlige syn på Gud.