Prædiken 2. Påskedag, 1. tekstrække, Luk 24,13-35. Det kræver noget tid at komme tilbage til hverdagen. Det kan for så vidt også opleves, når vi har være på Se, hvis man en enkelt gang ha været i biografen eller til en koncert eller ganske opslugt af en film eller bog, eller deltaget i en festlig komsammen, så kan det tage lidt tid at komme ned på jorden igen. Når man kommer ud af biografmørket, kan man være næsten helt rundtosset. Indtrykkene skal have tid til at synke til bunds og blive fordøjet sammen med popcornene. Det er ikke noget jeg kan bevise, men jeg tror at det er den sammen oplevelse, der kan ramme, når man har oplevet meget indenfor en kort eller forholdsvis kort tidsramme. ferie og skal tilbage til den daglige trummerum. Det er det de to disciple er på vej tilbage til. Deres tid med Jesus; hvor spændende den end har været, er nu overstået. De satsede forkert. Han var tilsyneladende ikke Messias. Nu er det et spørgsmål om at komme videre, som en senere tid ynder at håndtere modgang på. Det er i denne opvågnen de møder den opstandne Kristus. Det er mens, de er nedtrykte og kede af det at Kristus kommer til dem, og forklarer dem, at det de har oplevet er som det skal være. Når det nu er således, så kan det også være en trøst for de to disciple. Men spørgsmålet er om det kun er 1
det. Er det en trøst at Kristus er opstanden? Bevares det er altid en trøst, at de, som vi holder af, får det bedre. Men hvis Kristi opstandelse alene er et spørgsmål om, hvorvidt Jesus er opstanden eller ej, så mangler der noget. Det er ikke uvigtigt om, Han er opstanden og mange steder i verden er der da også tradition for at man påskesøndag i stedet for at hilse hinanden med et goddag i stedet siger: Kristus er opstanden, hvortil svaret lyder: Han er sandelig opstanden. Det er alt godt og fint, men hvad har det med mig at gøre. Det interessante ved Kristi opstandelse er jo, at det har noget med os at gøre. At det, der skete for mange år siden så langt væk herfra, har en betydning Det kan godt være at nogle vil sige at altting ikke skal reduceres til hvad det betyder for os. Men det er ikke desto mindre et af de vilkår som vi alle befinder os under. Eller sagt på en anden måde: er det ikke fantastisk, at der er godt vejr i Tyskland. Jo, men det er uinteressant, vi har øsende regnvejr herhjemme. Jeg beklager men det er det bedste eksempel, som jeg lige for indeværende har kunnet komme på, men forhåbentligt så nemme I min mening, Det interessante ved Jesu opstandelse er jo at den på en eller anden måde afspejler eller det der siden skal blive os til del. Men der er et andet spørgsmål som jeg synes er vigtigt. Hvornår slutter Påsken egentligt? for dig og mig. 2
Det er vistnok en velkendt sag at julen varer lige til påske, hvis det ikke var på grund af fasten. Som en gammel julesang belærer os om, men hvordan forholder det sig egentligt med Påsken. Det kan der gives flere forskellige svar på. For to tusinde år siden, slutter Påsken vel for så vidt Påskesøndag. Det, vi hører i dag, hører på en eller anden måde til efter Påske. I morgen starter skolerne op igen og de fleste af os skal på arbejde; ikke mig, jeg har ferie, men de fleste skal tilbage til hverdagen. Påskefrokoster og familiebesøg henlægges primært til perioden mellem lørdag før Palmesøndag og 2. Påskedag. Så varer Påsken i de dage, hvor man har fri fra arbejdet eller skolen. Eller hvad med dansk arbejdsgiverforening. De så helst at Påsken ikke udløste fridage, den koster for meget på bundlinien. Måske kunne man korte Påsken en smule af, så vi i det mindste havde det hele overstået Langfredag. Det ville give en arbejdsdag mere og vi ville ikke være fanget i Langfredags mørke indtil Påskesøndag, så det kunne vel også lade sig gøre. Den kirkelige udgave er, at Påsken begynder Palmesøndag og slutter 2. Påskedag. Men jeg tror, at sagen kan betragtes på en anden måde. For jeg tror at Påsken i virkeligheden varer endnu længere end Julen; for mens Julen varer indtil fasten, eller i hvert fald til Helligtrekongers Søndag, nogle vil måske huske at ældre mennesker var meget 3
konsekvente med at julepynten skulle ned og juletræet ud Helligtrekongerssøndag. Påsken varer ved. Den slutter slet ikke; for Påskens budskab er det ord, der forvandler skaberværket. Mens de to disciple er på vej til Emmaus på vej ud i hverdagen, der bliver de indhentet af den Opstandne. Den virkelighed som er Påskens er også blevet deres og vores. Kristus som de to disciple ikke kan genkende forklarer dem, hvad det er de har oplevet i lyset af Guds frelsesplan. Deres personlige historie bliver til en del af Guds historie. Da Kristus bryder brødet under måltidet og, så vidt jeg kan se, fejrer nadveren med dem, erkender de at den fremmede er den Opstandne Kristus, der fejrer måltidet med dem. Guds virkelighed; Kristus er ikke fjern og abstrakt, men personligt nærværende. Det er en virkelighed som rakte ind i deres liv. Jeg tror det er den erkendelse som Peter giver lyd, når han i dagens læsning siger: Nu forstår jeg. Det er Peters og vores liv med Kristus den handler om. Påsken slutter ikke, den fortsætter vor vores kræfter svigter. Vores liv er vævet sammen med den Opstandne, for det er Ham der er ved vores side hele livet igennem. Vores liv bliver vævet ind i en historie, der ender med opstandelse, håb, glæde og liv. Hvis nogle har prøvet at skrive et CV, hvor man opregner, hvad man har foretaget sig i tidens løb, så ved man også at på et eller andet tidspunkt skal der på et CV være en dødsdato, det er ganske vist næppe 4
en dato som vi selv kan skrive på, men ikke desto mindre, så kommer den en dag. Det er den vej som menneskelivet bevæger sig under alle omstændigheder; et lineært forløb. Her er Påskens budskab, det der skærer ind på tværs af vores levnedsløb og bryder det uafvendelige. Det er Påsken som skænker vores liv evighedshåbet. Amen. 5