Interview med anæstesisygeplejerske Maibritt Krogh Dato: 7. november 2011 Interviewer: Hvis vi til at starte med lige kunne få dit fulde navn? Sygeplejerske: Jeg hedder Maibritt Krogh. Interviewer: Hvad er din stilling? Sygeplejerske: Jeg er anæstesisygeplejerske. Interviewer: Du er anæstestisygeplejerske. Hvor mange år har du erfaring med at være anæstestisygeplejerske? Sygeplejerske: Åh, det er ikke ret meget, trekvart år. Interviewer: Jamen, hvis vi så skal gå lidt til proceduren. Hvilket setup af personale er der, når i flytter intensivpatienter? Sygeplejerske: Altså, mellem to sygehuse tænker du? Sygeplejerske: Jamen, der er jo en anæstesisygeplejerske og som regel også en anæstesilæge, men det er ikke altid, og så er der nogle Falckfolk. Interviewer: Yes. Hvilken forberedelse gør du dig, når I har hørt, at I skal med ud på en overflytning? Sygeplejerske: Jeg gør mig nogle forberedelser til hvad for noget medicin, jeg skal have med, der er noget jeg altid skal have med, og så tager jeg nogle gange højde for, hvad det er for en patient, jeg er ude efter. Så det er mest det. Og så er der jo alt vores udstyr, der er pakket og klart. Interviewer: Så har vi delt transporten op i nogle faser, så vi tænker der er en fase, når I kommer til patienten, og I skal have klargjort patienten til transporten. Hvilke opgaver varetager anæstesisygeplejersken der? Sygeplejerske: Jamen, der er det jo min opgave at have overblikket over den her patient. Hvad det er for en patient. Og jeg skal have patienten monitoreret på vores udstyr, og jeg skal have vores pumper til at køre, altså, så vi ligesom kan fortsætte behandlingen, når vi forlader, der hvor patienten nu end ligger. Det er jo, hvis vi henter dem ude på en intensiv afdeling og skal flytte dem, men vi henter jo også dårlige patienter, som vi skal flytte til intensiv. Der er det jo noget mere. Der skal vi have noget overvågning på dem, for der er det ikke nødvendigvis, de har noget overvågning, og vi skal have hele behandlingen startet op.
Interviewer: I den fase, er der nogle praktiske forhold, der udgør en sikkerhedsrisiko, eller om der er noget besvær? Er der nogle tidsrøvere? Sygeplejerske: Det ved jeg ikke, altså, jeg synes jo, når først vi har fået opkal, om at vi skal komme og hente den her patient eller flytte den her patient, så er de jo forberedt ude på afdelingerne, når vi kommer, fordi vi har jo lidt tilkaldetid og sådan noget. Så jeg synes egentligt, at som regel så kører det, når først vi kommer, så er patienten klar. Vi har udstyr klar og det hele. Interviewer: Har du opdaget på noget tidspunkt, at der har været nogle tekniske komplikationer? Altså, nogle ledninger der ikke passer, eller noget der ikke duer? Sygeplejerske: Jeg synes jo, fordi vi hele tiden henter, vi har jo vores transportseng med vores udstyr, der sidder fast på, der ved vi jo at tingene de passer sammen, og de passer også, når vi kommer ud i ambulancen. Så vi skulle gerne bare skifte over på vores eget, og så skulle tingene gerne passe sammen. Interviewer: Vi har næste fase, det er sådan transporten fra afdelingen ud til ambulancen, ja igen, hvad for nogle opgaver der varetages af anæstesisygeplejersken? Sygeplejerske: Jamen, det er jo lidt det samme, der holder vi jo stadigvæk øje, vi monitorerer jo stadigvæk patienten, og hvis der er behov for det, giver vi jo medicin. Det kan også være at vi ventilerer. Altså, der er de der praktiske ting og forhold. Interviewer: Under den flytning, når I skal ud til ambulancen, er der nogle praktiske dele der, som du ser der er problemer med? Sygeplejerske: Jeg synes nu faktisk, når vi kører med den der bus der, så synes jeg tingene kører fint, for det hele er jo sat op til at det bare passer. Og de Falckfolk, der kører, de kender også som regel rampen og sengen og det hele, ikke også? Så jeg synes ikke, at der er de store problemer i det. Interviewer: Jamen, så er der sådan set transporten ind i ambulancen, nu lidt med den måde det gøres på. Der er der jo, når sengen skal køres op på rampen osv. Når patienten skal ind i ambulancen, har I så stadigvæk mulighed for at holde øje med monitoreringen i samme grad? Sygeplejerske: Altså, man kan vel vælge at gå op på rampen, men det har jeg ikke gjort de gange, jeg har været med, for jeg har godt kunnet vurdere, at de godt kan være uden det på de sekunder, vi snakker om, imens vi går ind i bussen og så møder dem derinde. Så kan du jo se skærmen igen med det samme. Men jeg vil da tro, at hvis det er noget, der er meget, meget ustabilt, så skulle man måske vente lidt, før man kørte. Men ellers så kan man jo stå med op på rampen, og så hele tiden holde øje. Men det er da klart at det er lidt mere besværligt lige der. Men det går så hurtigt. Interviewer: Det går hurtigt? Sygeplejerske: Ja. Jeg vil faktisk sige, at det værste problem for patienten, når vi flytter dem til og fra, det er, at de når at blive skrækkeligt kolde.
Sygeplejerske: Og jeg gruer for den dag, hvor jeg skal gøre det i snevejr. Der er jo ingen overdækning til dem. De når at blive kolde, og våde nogle gange. Interviewer: Nu sagde du at patienten når at blive våd, hvad med udstyret så? Sygeplejerske: Ja, det kan jo nok heller ikke tåle det. Jeg har faktisk ikke prøvet det, vi har bare snakket om det, for jeg har engang stået, hvor vi kunne se, da vi kom ud, efter at have været inde og hente patienten, at det havde regnet i mellemtiden. Og der snakkede vi nemlig om, at hvad havde vi egentlig gjort, hvis det bare stod ned i stænger? Fordi det hele bliver jo plaskvådt, og de kan jo ikke køre de der ambulancer helt ind under halvtaget alle steder vel. Og der er jo ikke nogen steder bussen kan være. Så man burde have et eller andet stort regnslag på en eller anden måde. Interviewer: Så der er ikke nogle procedurer, hvis det er sådan, at det regner hele dagen og patienten skal flyttes? Sygeplejerske: Jeg har ikke hørt det. Jeg ved faktisk ikke, hvad man vil gøre. Man må vel finde noget, man kan holde hen over, men man kan jo ikke have hele sengen dækket, det er jo svært. Nu der kommer det sne ikke? Snestorm. Sygeplejerske: Jeg ved ikke, hvad man gør. Interviewer: Nu er det jo patienter, der bliver stærkt monitoreret, når det er intensivpatienter, vi snakker om. Har I oplevet på et tidspunkt, at der ikke er tilstrækkeligt udstyr på sengen, så I bliver nødt til at have noget med fra afdelingen af? Sygeplejerske: Nej, ikke de patienter jeg har været ude at køre med. Interviewer: Når I så bruger rampen og det, oplever I så patienten bliver udsat for ekstra rystelser, end de plejer at blive? Eller kører det meget glat? Altså, er der ekstra gener for patienten? Sygeplejerske: Ja, det tror jeg nok, der er, for så har vi lige et problem med at få den der skinne op, der gør, at den ikke kan køre ud og sådan. Og så bliver sengen lige rykket med nogle gange, men jeg ved ikke, hvor meget de observerer af det, men de bliver rykket lidt rundt i sengen, til man lige har den til at stå. Men når den først står der, og rampen kører op, så er det meget let at betjene den. Det synes jeg. Interviewer: Har du oplevet, at der er tekniske komplikationer i den fase? Altså, måske at rampen den ikke har virket, eller? Sygeplejerske: Nej, det har jeg ikke været ude for. Interviewer: Det har du ikke været ude for? Sygeplejerske: Nej, den har virket de gange, jeg har været ude.
Interviewer: Så er der sådan set bare lige den sidste fase, kørslen i ambulancen. Der er det jo så nok igen mest monitoreringen I sørger for, såfremt der ikke er nogle komplikationer? Sygeplejerske: Ja, noget behandling eller forebyggelser. Eller hvis der er nogle komplikationer, så går vi selvfølgeligt ind og handler på det. Setuppet inde i ambulancen, hvor I sidder ved siden af patienten. Hvordan synes du, det virker ift., hvordan det plejer at være? Nu er der jo lidt mere plads derinde. Sygeplejerske: Ja, jeg har nået at komme med i den gamle. Sygeplejerske: Jeg synes, det er fantastisk at komme med den nye her. For vi har plads til at arbejde. Vi sidder der jo begge to, begge parter kan se patienten og kan se skærmen. Og hvis der er noget, kan man faktisk rejse sig og gå rundt og arbejde. Man skal lige holde lidt ved, men det kan godt lade sig gøre at arbejde under transporten rimelig nemt. Det synes jeg er fantastisk. Man kan hente ting i skufferne, jeg synes, det er rigtigt smart. Det er klart, det er jo ikke som at stå på en stue. Det hele det gynger jo, og det hele det flytter sig, man skal jo lige tænke over sine skridt. Er der noget som du... Nu har den jo fået en sådan lidt større størrelse end den gamle ambulance. Ligger I mærke til at der under transporterne er flere rystelser, eller at den larmer mere end de andre ambulancer? Sygeplejerske: Nej, det synes jeg jo ikke. Den er jo større, så den kører jo ikke nær så hurtigt som de andre, kan man sige. Men man kan da godt være ude for nogle vindstød, som man mærke. Men jeg synes ikke, at der er mere uro inde i den. Det er jo svært, for den anden gik man jo ikke sådan rundt i. Men jeg har ikke været ude på nogle ture, hvor jeg synes, at det har været ubehageligt på nogen måde. Og jeg kan faktisk godt blive køresyg i den anden, det har jeg aldrig prøvet at blive i den her. Interviewer: Okay. Oplever du, at der er noget teknisk udstyr i setuppet, som nogle gange fejler? Nu ved jeg ikke, om hvis I skal have kommunikation ud til Falkredderne, eller sengen ikke bliver spændt ordentligt fast eller? Sygeplejerske: Nej, det synes jeg faktisk, de er meget omhyggelige med at de der ting, de er iorden. Så at der er noget apparatur, der ikke virker? Det, tror jeg, er ligeså meget mig, der ikke lige ved, hvad det er for noget. Forbinde de rigtige stik og få begge skærme til at virke og sådan noget. Men sådan det grundlæggende, som jeg sådan bruger og har brug for, det synes jeg, det fungerer. Interviewer: Jamen, så ved jeg ikke, det er vel ved at være afslutning. Har du noget evt.? Om du tænker, at der er noget, du har lagt mærke til, som du tænker, at det ser du, som noget der måske kunne forbedres? Sygeplejerske: Jeg synes jo klart, at bussen det er et plus for os, at vi har fået den til det her. Men det der er svært, det er jo det der med, at vi ikke altid kan komme tæt til de enkelte indgange, hvor
man normalt vil køre ind med en seng. Og vi har tit lang transporttid rundt. F.eks. inde på Nord inde på gange. Jeg har ikke prøvet at være i Hjørring, men det skulle jo være endnu værre. Det er upraktisk, og som jeg siger, vi kan ikke komme ind under de overdækkede ambulanceindgange. Vi vil komme ud i noget regn på et tidspunkt. Men så må vi have nogle kæmpeparaplyer. På den måde er det upraktisk, men ellers så synes jeg, at det er rigtigt smart lavet og gennemtænkt. Det synes jeg. Interviewer: Hvis du skulle rangere det problem med vejret. Hvor ligger det så henne? Sygeplejerske: Næ. Det er jo svært at sige, fordi hvis jeg tænker, hvor vi bare kommer ud i sådan noget, hvor det bare står ned, og det bare sner. Vi skal jo afsted, for vi kan jo ikke vente. Det kan måske sne hele dagen. Så synes jeg da, at vi har et stort problem, for så bliver patienten våd og kold. Og vores apparatur, som du også sagde, kan jo heller ikke tåle vand. Ikke de store mængder i hvert fald. Så de dage kan jeg da godt se, at vi har et problem. Og hvis jeg skulle give det sådan en skala, der. Den dag vi står i det, så vil det nok ligge på en 5'er. For så har vi da et stort problem. Interviewer: Jamen, så tror jeg sådan set, at det er det. Sygeplejerske: Det var det. Interviewer: Så vil vi sige mange tak.