På sporet af inklusion. 20 fortællinger fra praksis

På sporet af inklusion 20 fortællinger fra praksis

Indhold Forord... 3 Den dag Mads og pigerne vandt over Kragen... 4 De 3 Bukke Bruse... 6 Den fantastiske taxi... 7 En formiddag i skoven... 8 Gæstebarnet... 9 Sneglejagt... 10 Fra puderum til byggerum... 11 Hockeykamp i kælderen... 12 Spil mig, jeg er fri... 14 Rejsen til Afrika... 15 Forældrenetværk... 16 En cirkusforestilling... 18 Den blå planet... 19 Ny dreng... 20 Gyngekammerater... 21 Hvor mange ben har en kylling?... 22 Cykelprøven... 23 Rollemodellerne... 24 Sørøverskibet... 25 Det har jeg altså heller ikke gjort... 26 2

Forord Dette hæfte indeholder udvalgte praksisfortællinger om inklusion i Aalborg Kommunes Dagpleje og daginstitutioner. Dagtilbud for fremtiden En overordnet udviklingsplan på 0-5 års området udstikker en fælles ramme for det pædagogiske arbejde. Udviklingsplanens 3 spor er: 1. Inklusion 2. Læring og læringsmiljøer 3. Forældreinddragelse Som led i en status på inklusionsarbejdet i efteråret 2012 har pædagoger i Dagplejen og pædagogiske ledere i daginstitutioner sammen med deres medarbejdere bidraget med fortællinger om inkluderende praksis. 159 praksisfortællinger om inklusion er det blevet til i alt. Formålet har dels været at dokumentere inklusion som et pædagogisk fokus, og dels at skabe et godt grundlag for gensidig læring og inspiration fremadrettet i kommunens dagtilbud. Der er udvalgt 20 praksisfortællinger til dette hæfte. Fortællingerne er mangfoldige og repræsentative for såvel dagpleje og daginstitutioner - og de beskriver inklusion, når den lykkes, og inklusion når den udfordrer. Fortællingerne dækker forskellige temaer i den inkluderende praksis: 1. Børn der møder vanskeligheder 2. Hele børnegruppen 3. Forældresamarbejde Status på inklusionsarbejdet omfatter foruden praksisfortællingerne fokusgruppeinterviews i dagpleje, daginstitutioner og forældregrupper samt en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse udsendt til alle berørte parter. Hele materialet samles i en rapport, hvori de 159 fortællinger også kan læses. Jeg vil gerne sige en stor tak til alle for jeres bidrag og indsats. Jeg håber hermed, at denne samling af fortællinger om konkret inkluderende praksis i Aalborg Kommunes dagtilbud i 2012 vil skabe dialog og fortsat pædagogisk udvikling til gavn for vores børn. Med venlig hilsen Hans Chr. Mariegaard Børne- og Familiechef, Aalborg Kommune 3

Den dag Mads og pigerne vandt over Kragen En dejlig morgen i begyndelsen af maj har pædagogen fundet sin gode ven Mads de vil finde på noget sammen. Pædagogen er lige mødt. En anden pædagog har åbnet børnehaven, og det er derfor hende, som klarer alle Blæksprutteopgaverne (vinker med børn, skifter en ble, tager imod en besked). Pædagogen ved, at selvom Mads bruger meget tid på at ræse på mooncar nr. 1, klatre op i det højeste træ på bakken og kaste sten op over taget, så er han også helt vild med at spille brætspil. Og pædagogen har bestemt, at det er det, de skal gøre sammen her til morgen. Mads får lov til at invitere 2 andre børn med i spillet, og så får han også lov til at bestemme, at det er Kragespil, der er på tapetet. De heldige piger, som skal være med, hedder Anne og Katrine. Flokken sætter sig ved et bord i stillerummet de lader døren ud til alrummet stå åben, for det ku jo ske, at der er andre børn, som ku få lyst til at kigge på. Mads, Anne og Katrine kan godt lide at vide, hvad de skal gøre i spillet, så derfor fortæller pædagogen tydeligt, at de sammen skal spille mod Kragen. Hun forklarer om reglerne og om, hvad hun gør, samtidig med at hun med sine hænder viser, hvad børnene skal gøre. Prøv lige at se her Mads - Mads, du får lige alle bægrene, du skal lægge på der først. Hun bruger børnenes navne, så de ved, at nu gælder det dem. Og særligt betydningsfuldt er det for Mads - han er tryg i det. Ok, siger han og koncentrerer sig om at lægge bægrene. Han er hurtig, og pigerne har lidt svært ved at forstå, hvad det er, de skal gøre. Pædagogen hjælper Anne og opfordrer Mads til at hjælpe Katrine. Katrine vil gerne have hjælpen, og Mads synes, det er dejligt at hjælpe. Og så bliver Mads helt fri for at sidde og vente - at vente er noget af det værste, han ved. Pædagogen benytter enhver lejlighed til at rose og anerkende børnene, og især Mads øjne stråler. Katrine får lov til at starte Mads, som sidder næst efter Katrine i urets retning, foreslår straks, at det så må være i den retning, terningen skal gå og det får han medhold i. Det er spændende at spille og rart at være med. Børnene småsnakker, og pædagogen forstørrer den gode stemning med sit glade, smilende ansigt og sit toneleje, som varierer - let og lyst. Mads er med bedst er det at få en kurv, så må man tage 2 frugter. Han jubler og vil også godt prøve at slå en krage - så han slår lige 2 gange i træk. Pædagogen forklarer roligt, at næste gang - så måske. Men vi holder jo sammen om Kragen. Når det er Mads tur til at kaste terningen, bruger han den som snurretop. Ind imellem lander den på gulvet - det tager tid men pædagogen og pigerne venter tålmodigt. Pædagogen sætter ord på, så det er helt ok. Sværere er det for Mads at vente, når terningen skal hele vejen rundt. Men heldigvis har han en lang perlekrans om halsen. Den får nogle ture rundt i luften, rundt om halsen og rundt om alle fingrene. Det er bare helt ok. De vandt over Kragen - og alle var klar til endnu et spil. 4

5

De tre Bukke Bruse Det er legestuedag i Dagplejen, og 2 dagplejere er denne formiddag samlet i legestuen. 5 af de største børn, en dagplejer og en anden voksen er gået fra for at læse en historie for børnene. Børnene sidder på gulvet med en dagplejer, og Maria gør klar til at fortælle et eventyr. Hun har en kuffert med og fortæller børnene, at i dag skal de høre eventyret om De 3 Bukke Bruse. Først præsenterer hun en fingerdukke som den lille Bukke Bruse. Dukken går rundt til alle børnene. De børn, der rækker hænderne frem, får lov at røre. De børn, der er mere tilbagetrukne, hilser Bukke Brusen bare på. Derimod siger Maria, at børnene lige kan stå op og trampe sammen med den store Bukke Bruse - stor forløsning for Rasmus, der tramper løs. Da de når til trolden, bliver det for meget for den lidt utrygge dreng Holger. Nej, siger han, da trolden skal ligge under broen. Maria har fornemmet hans utryghed, og trolden er gjort ret så venlig, men det er stadig for meget for Holger. Han vil ikke lade Bukke Brusen gå over, så længe trolden ligger under broen. Jamen så flytter vi da bare trolden, siger Maria og lægger trolden bag hendes ryg. Historien kan nu forsætte, og alle børn er forsat med, trods trolden er forsvundet fra eventyret. Til sidst er alle børn med til at afslutte eventyret ved at hjælpe med at få dukkerne ned i kufferten igen. Eventyret varer i næsten 25 min., og alle børn har været med under hele eventyret. Eventyret forsætter, og imens der fortælles, illustreres eventyret med græs, vand og så videre fra kufferten. Børnene er meget koncentrerede. Maria fortæller med dyb stemme, at nu kommer den store Bukke Bruse. En snart 3 årig pige er meget fordybet og imiterer Marias ansigtsudtryk, og Maria styrer dukken, så den skiftevis hilser på alle børn. Maria afstemmer hele tiden stemmen og intensiteten i forhold til børnene. Hun snakker f.eks. med helt almindelig stemme overfor en dreng, der virker lidt utryg ved situationen. Hun viser med tegnhånd på maven, at Bukke Bruserne er sultne, og børnene opfordres til at køre hånden på maven. Alle kan være med, også de ikke-sproglige børn. Rasmus er snart 2,5 år og en dreng med gang i. Han har svært ved at sidde stille men følger vældigt med i historien. Han rejser sig flere gange op og bliver ikke irettesat. 6

Den fantastiske taxi Pædagogen sidder på en bænk ved siden af cyklebanen sammen med en flok 4 - og 5 årige piger. Der bliver hyggesnakket, og de mindste piger skiftes til at sidde på pædagogens skød. Der cykler en flok børn rundt på cykelbanen, bl.a. Søren på 4 år, som er startet i vores børnehave for ca. en måned siden. Søren er en lidt stille/forsigtig dreng. Når han cykler forbi bænken, laver pædagogen sjov med ham. Efter et stykke tid cykler Søren op til bænken, holder stille og spørger forsigtigt: Er der nogen, der vil med. Der bliver helt stille blandt pigerne, ingen svarer. Pædagogen tænker, at hun vil gøre noget for at gøre Søren mere synlig for børnegruppen og spørger Søren: Hvad er du for en slags cykel? Jeg er en taxi, siger han. Han cykler nemlig på en cykel med anhænger med sæde på. Pædagogen gør højlydt reklame for Sørens fantastiske taxi og laver en masse sjov med pigerne og Søren. En af de store piger griner og siger: Jeg vil med og hopper på anhængeren. Pædagogen og de resterende piger hepper på Sørens taxi, og han racer derudaf det bedste, han kan. Lige pludselig vil alle pigerne med Sørens taxi plus, at der er andre børn, der er kommet løbende, fordi de kan høre, der foregår noget sjovt. Alle vil bare have en tur, og pædagogen må hjælpe med, at det går retfærdigt til, så alle er sikker på en tur. Søren griner og er glad og forpustet. Lige pludselig kommer en stor pige, Eliza, cyklende og råber, at hun også er en taxi. I forvejen arbejder børnehaven med at udvikle/understøtte hendes sociale kompetencer. Hun har svært ved at få legekammerater. Pædagogen fanger hendes udspil, og nu bliver der heppet på både Eliza og Sørens fantastiske taxier. Børnene og pædagogen bliver enige om, at det var godt, at vi havde 2 taxier, så er der nemlig flere, der kan få en tur. Efter ca. 20 minutter kommer en stor flok børn hjem fra tur, og det giver et naturligt afbræk i legen, da børnene løber hen til pædagogen og fortæller, hvad de har oplevet. Efter ca. 5 minutter kigger pædagogen sig om efter Søren. Han er stadig på cykelbanen i gang med at lege med 2 alderssvarende piger fra bænken. 7

En formiddag i skoven Peter er en dreng på godt 3 år. Han er en charmerende dreng med et stort ordforråd og viden. Han har efter sommerferien haft det lidt svært i samspillet med de andre børn, som han ofte kommer i konflikt med, slår, skubber og driller, så de trækker sig og ikke ønsker at lege med ham til stor frustration hos Peter. Han søger primært de ældste børn i institutionen og kalder ofte børnene på sin egen alder babyer. Dette skal måske ses i lyset af, at Peters storebror gik i institutionen før sommerferien - han er nu begyndt i skole, og Peter legede ofte med ham og hans legekammerater og fik derfor ikke rigtig knyttet sine egne legerelationer. Det er som om, at Peter er havnet i en lidt negativ spiral, hvor han får mange afvisninger, og dette har betydet, at han ikke rigtig har lyst til at komme i institutionen, og at han ofte kommer i fysisk konflikt. Dette begyndende mønster vil vi gerne have ændret. Derfor har vi i samarbejde med Peters forældre udarbejdet en handleplan, hvori vi vil have fokus på, at Peter kan få øje på de jævnaldrende børn og se dem som potentielle legekammerater og omvendt. Vi har besluttet os for, at 2 voksne 1-2 gange om ugen skal lave aktiviteter med en gruppe jævnaldrende drenge. Det kan være fysiske aktiviteter, ture ud af huset eller på værkstedet. Vi har fokus på, at konteksten ændres, og at vi voksne er til rådighed og kan guide børnene om nødvendigt. Det var en flok glade og ivrige drenge, vi drog af sted med. Alle var i godt humør. Peter var let at guide i forhold til at stoppe og vente. Han nød at gå forrest. Vi samlede nødder, kiggede på en ko, gav den mad, og alle børnene nød turen. Der var ingen konflikter. Vi fortsatte turen, og alle børnene var ivrige efter at fortælle og snakke. Vi gik under viadukter, hvor vi råbte som indianere og grinede. Vi nåede hen til en bakke, som børnene besteg og trillede ned af igen mange gange og videre hen til en kæmpe sten, som vi prøvede på at vælte uden held. På vores tur hørte vi Peter tage initiativ til at lave legeaftaler med den samme dreng 2 gange, og han blev mødt positivt på disse initiativer, hvilket gjorde ham synligt glad, og han fortalte det til de andre børn og os voksne. De ville gerne lege hjemme hos hinanden og snakkede om, hvad de skulle lege og med hvad. Vi nåede tilbage til institutionen ved frokosttid efter en dejlig tur, hvor der var blevet løbet og tumlet, og 2 voksne havde været til rådighed for børnene. Peter spiste sin frokost uden at komme i konflikt med de andre børn, og ude på legepladsen efter frokost legede han med sin jævnaldrende ven fra turen, uden at de havde brug for voksenhjælp til at løse en eventuel konflikt. Det var en dag, hvor vi oplevede Peter være helt rolig og afslappet. Han havde ikke rollen som den, der drillede de andre børn og var derfor heller ikke selv på overarbejde. Han fik ingen afvisninger fra de andre børn. En dejlig dag for alle, og vi glæder os til at prøve en lignende aktivitet igen. Vores første tur var en formiddag i skoven. Peter fik lov til at gå forrest og vise vej sammen med en voksen og en anden dreng. Dette for at få ham til at føle sig betydningsfuld og vigtig. 8

Gæstebarnet Et inkluderende husbesøg af dagplejepædagog hos en dagplejer med 4 børn + gæstebarn. 2 børn er 2,5 år, 1 barn er 2 år, og 2 børn er 1 år. Husbesøget var aftalt på forhånd, dog uden viden om, at der ville være et gæstebarn i huset. Da jeg ankom til dagplejen, var der en rigtig hyggelig stemning i stuen, hvor dagplejeren og alle børnene var til stede. De sad alle sammen på gulvet og var i gang med at læse historie. Alle børnene var med og temmelig optaget af, hvad der foregik omkring dem. De var så optaget, at de fortsatte historien, selvom jeg kom ind i rummet. Efter historien sang de et par sange i samme stemning. Da de så var færdige med at læse historie, gik de alle i gang med at lege med forskelligt legetøj. Det foregik i ro og harmoni. De børn, der var hjemme i gruppen, fandt hurtigt sammen og var optaget af hinanden og deres legetøj. Gæstebarnet flakkede lidt rundt i stuen og begyndte at tage legetøjet fra de andre børn. Hver gang han havde taget noget fra ét af børnene, fik han øje på noget nyt, han havde lyst til at lege med. Børnene protesterede selvfølgelig. Dagplejeren tilbød gæstebarnet forskellige legeting, men han blev bare ved med at tage fra de andre børn. Herefter fandt dagplejeren noget helt nyt gammelt legetøj fra gemmeskabet. Dette legetøj var nyt og spændende for alle børn, og nu var børnene alle på samme niveau. De kunne starte en ny og fælles leg med hjælp fra dagplejeren. Legen stod på et stykke tid. Det foregik alt sammen på en rolig og naturlig måde uden formaninger og irettesættelser. Lidt efter søgte et par af børnene over i en anden leg. De øvrige 3 forsatte den nye leg et stykke tid. Da de brød op og fandt på noget nyt, var gæstebarnet en naturlig del af det nye. Det var en rigtig positiv oplevelse at se og opleve, hvordan dagplejeren formåede at skabe nogle positive rammer, hvor et gæstebarn på en stille, rolig og naturlig måde og med enkelte, velovervejede midler blev inkluderet i gruppens fællesskab. Dette var et husbesøg, hvor jeg så en dagplejer, der helt igennem var i harmoni med sin rolle som dagplejer, og som var super god til at takle de små hverdagsepisoder på en positiv og velovervejet måde. Her blev den frie leg med guidning til et inkluderende fællesskab udført i den bedst tænkelige ånd. Her var alle børn glade og trygge i forudsigelige omgivelser. På den gode måde. 9

Sneglejagt En dag på legepladsen er en gruppe børn ved at samle snegle i en spand. Denne gruppe børn leger sammen næsten hver dag. De går i flok rundt på hele legepladsen, og begejstringen er stor, når der bliver fundet en ny snegl, der puttes ned i spanden. Børnene sidder rundt om spanden og kigger ned på sneglene, mens de snakker om, hvem der er mor-sneglen, og hvem der er baby, far og så videre. En dreng kommer hen til gruppen og sætter sig ned for at kigge ned i spanden. Han stikker fingrene ned i spanden for at røre ved nogle af sneglene: Neeej, råber flere af børnene, Du må ikke være med. Jeg må også være med, svarer drengen og rykker sig lidt væk fra spanden med et ansigtsudtryk, der viser, at han bliver ked af afvisningen. En pædagog, der har observeret børnenes leg, ser og hører også børnene afvise drengens forsøg på at deltage i legen. Hun går hen til gruppen, bukker sig fremover og kigger ned i spanden. Hold da op, hvor har I bare fundet mange snegle. De er godt nok fine. Pædagogen sætter sig ned på hug. Tror I, I kan finde flere? Pædagogen kigger rundt på alle børnene. Ja, kom vi skal finde flere, siger et af børnene. Jeg tror, der er rigtig mange snegle, så der skal vist også være mange med til at finde dem, siger pædagogen. højt oppe på nogle træer og buske. Pædagogen tager dem ned til drengen, der putter dem ned i spanden. Efter et stykke tid kommer børnegruppen forbi. Vi har fundet en lille snegl og en stor snegl, siger en af pigerne. Ja, hold da op, det kan jeg godt se, siger pædagogen og smiler. Har I forresten lige set hvor mange snegle, der er i den her spand?, siger pædagogen og peger over på drengen og den spand, han står med. Hele gruppen samles om drengen. Orhhh prøv lige og se hvor mange han har, udbryder flere af børnene. Drengen siger: Ja vi fandt dem der. Han peger op på træet. Nu er der godt nok mange snegle, siger pædagogen. Hvor mange tror I, der er?. Sneglene bliver hældt ud af begge spande, og pædagogen hjælper med at tælle dem. Bagefter foreslår pædagogen: Det kan jo være, at de trænger til at få noget at spise - kunne I ikke hjælpe hinanden med at finde noget mad til dem?. Jo, kom vi skal finde noget mad til dem, siger flere af børnene. Alle sneglene bliver puttet op i en spand, og gruppen og drengen går hen for at plukke græs og blade, som de putter ned til sneglene. Se, jeg har fundet en snegl til, råber drengen. Pigen, der holder spanden, siger: Kom vi putter den her ned i. Gruppen rejser sig, mens den afviste dreng bliver siddende. Jeg må ikke være med, siger han og kigger op på pædagogen. Ved du hvad, kom vi går op og finder en spand, så vil jeg gerne hjælpe med at finde nogle snegle til dig. Drengen og pædagogen går sammen op og finder en spand, hvorefter de finder en masse snegle, der sidder 10

Fra puderum til byggerum I vores børnehave havde vi et rum, puderummet, med ribber, 2 større madrasser og mange mindre puder i forskellige former. Børnene var ofte i rummet, hvor de med stor kreativitet byggede huler eller udfordrede sig selv motorisk. Det var et populært rum at lege i. Dog var det også et rum, hvor der ind imellem opstod konflikter. På et tidspunkt havde vi en stor gruppe 3-årige, flest drenge, som meget gerne ville lege i puderummet. Deres leg foregik på den måde, at puderne blev kastet rundt, jo vildere, jo bedre. Legen i puderummet var nu meget konfliktfyldt, også selvom der var en voksen i rummet til at guide og støtte børnene i deres egen leg eller anvise andre former for leg i rummet. Børnene græd meget, når de legede i rummet, og deres grænser blev ofte overtrådt. Særligt var der en dreng, William, som legede meget voldsomt, og samtidig var det svært for ham at aflæse de øvrige børns signaler. Det var tydeligt, at konflikterne oftere opstod, når William var i rummet. Det var efterhånden ved at være sådan, at William fik skylden af de øvrige børn - også når det var uberettiget. Børnehavens personale talte om, hvordan vi kunne mindske konflikterne, og hvordan vi kunne undgå, at William blev ekskluderet i børnegruppen. I vores børnehave har vi ofte tilpasset rummene efter den aktuelle børnegruppe, og vi blev derfor enige om at flytte alle puder væk i en periode og i stedet indrette rummet som et byggerum med bl.a. klodser og togbane. Dette tiltag bevirkede, at legene i rummet ændrede sig, og antallet af konflikter faldt mærkbart. Samtidig fik de øvrige børn øjnene op for Williams kompetencer, da han også var en initiativrig og fantasifuld dreng, som kunne tilføre legene nye idéer og muligheder. 11

Hockeykamp i kælderen Morten er en meget forsigtig dreng, der virker utryg. Han er tryg ved de voksne men har kun meget få børn, han føler sig tryg ved. Morten siger tit, at han savner sin far og mor og er ked af det. Han holder sig mest i nærheden af de voksne og gerne helt tæt på en voksen. Når Morten leger med et af de få børn, han føler sig tryg ved, blomstrer han op og hygger sig. Han bevæger sig dog ikke uden for fællesrummet og hans egen stue. Han er hele tiden der, hvor der er voksne. Hvis de børn, han gerne vil lege med, spørger, om han vil med i et andet rum, så trækker han sig. Hans status hos de andre børn er ikke høj. Ikke at han bliver drillet eller valgt fra de andre børn har bare ikke rigtig øje for, at han er der. I de tilfælde, hvor nogle tilbyder sig til leg, vælger han ofte fra og siger: Det har jeg ikke lige lyst til eller ikke lige nu. I rundkredsen er han meget tilbageholdende og stille og deltager ikke meget. Generelt er han en meget forsigtig, stille og tilbageholdende dreng, der dog i legen med sine trygge venner viser lidt mere spræl. Vi prøver mange forskellige tiltag for at hjælpe Morten på vej, men intet vil rigtig lykkes. I forbindelse med at Morten starter i skolegruppen, udarbejder vi en handleplan, hvor vi bl.a. vil arbejde med, hvordan vi hjælper Morten med at danne flere sociale relationer og til at føle sig mere tryg. Vi prøver at finde ud af, hvad der interesserer ham. I første omgang for at få ham mere på banen i rundkredsen og prøve at højne hans status i gruppen. Vi finder ud af, at Morten og hans far interesserer sig rigtig meget for hockey, og at Morten selv går til hockey og i øvrigt ser en del hockey med sin far. Vi arrangerer en hockeykamp i kælderen, hvor Morten forinden bliver spurgt om han, i rundkredsen, vil fortælle om reglerne i en hockeykamp. Han fortæller ivrigt om dette i rundkredsen og er glad, sprudlende og slet ikke genert. I hockeykampen er han fuldt med og kan undervejs fortælle de andre om reglerne. Han glemmer helt sin generthed og tilbageholdenhed og kaster sig med iver og gejst ud i hockeykampen. Efter denne succes bliver vi enige om at indrette en del af stuen, han går på, til et lille hockeyhjørne. Her kan de altid spille, og Morten og hans far forærer børnehaven et par hockeysæt til at spille med. Og lige så stille får de andre drenge øjnene op for Morten, og der spilles hockey dagligt. Morten begynder at bevæge sig mere rundt i børnehaven udenfor hans tidligere tryghedszoner og bliver mindre og mindre afhængig af og opmærksom på, hvor de voksne befinder sig. Hans status i gruppen bliver rigtig høj, og aktiviteterne udvider sig fra mest at være hockey til også at være fodbold eller vild leg i kælderen aktiviteter han før holdt sig langt fra. 12

Mortens sociale kontakter bliver mange flere, og han leger med mange forskellige også udenfor børnehavetiden. Morten går fra at være en forsigtig, stille, utryg og indadvendt dreng med meget få venner til at være en sprudlende, energisk, glad, aktiv og tryg dreng med rigtig mange venner, og det var hockey, der var udløseren i dette tilfælde. Et godt eksempel på, hvordan man finder et barns styrkesider og interesser og bruger dette til at udvikle ham på andre områder, hvor han har det svært. En succeshistorie som bliver brugt til inspiration til det fortsatte arbejde med andre børn, der har det svært. 13

Spil mig, jeg er fri Børnehaven er en specialbørnehave med 8 børn. Børnehaven deler legeplads med en almindelig børnehave med 50 børn. Episoden foregår på legepladsen. En pædagog fra specialbørnehaven spiller bold med 2 drenge ligeledes fra specialbørnehaven. Bolden er den ene af drengenes, og legen foregår i et afgrænset område. Der er en rigtig god stemning, og drengene griner og kaster bolden til hinanden. En anden pædagog kommer til sammen med 2 børn fra specialbørnehaven og siger: Spil mig, jeg er fri. Den første pædagog fanger idéen og kaster bolden til den anden pædagog og siger: Nu er jeg fri, spil mig. Samtidig siger hun til alle drengene: Prøv at sige, at I er frie. Drengene øver sig, og pædagogen bliver ved med at hjælpe drengene enkeltvis med at sige, at de er frie. Samtidig kommer der 4 børn fra nabobørnehaven, som med deres attitude viser, at de gerne vil være med i denne boldleg. Pædagogen spiller bolden til den ene af dem og siger: Er du fri? Børnene fra specialbørnehaven og nabobørnehaven samt de 2 pædagoger spiller boldlegen med grin, fjolleri og råb og hele tiden omkring udsagnet Jeg er fri, spil mig. Børnene får enkeltvis hjælp fra pædagogerne til at sige: Spil mig, jeg er fri og til at spille bolden videre. Senere kommer endnu en voksen til, som inviteres ind i legen på samme vis, som alle de andre er blevet. Altså, bolden bliver kastet til hende, og en voksen siger med grin og fjol: Spil mig, jeg er fri. Børnene har nu alle fanget idéen og råber: Nej, nej spil mig, jeg er fri. Legen slutter, da det er tid til, at alle børn skal ind fra legepladsen og spise frugt. En pædagog tager bolden i hånden og siger tak for en dejlig leg til alle børn. 14

Rejsen til Afrika Der er meget uro i legestuen i Dagplejen. Dagplejerne sidder på en måtte på gulvet og taler sammen, mens børnene leger rundt om i lokalet. Alt legetøjet er fremme og ligger spredt ud over det hele. Børnene kommer op at skændes, og der er stort set altid en dagplejer, der må gå fra snakken med de andre for at hjælpe børnene i leg igen. Især 2 af de største drenge har svært ved at finde ud af legen og græder på skift. Én af dagplejerne rejser sig spontant og siger højt: Så børn, nu skal vi ud og rejse vil I med?. Der bliver helt stille i legestuen, og man kan se på børnene, at de ikke i første omgang forstår, hvad hun vil. Men 2 drenge løber hen til hende og råber: Jaaaa. Så går legen i gang. De tager bus, tog og fly og rejser til Afrika og ser på dyr. De bruger hele legestuelokalet i legen. De 2 store drenge er meget engagerede, og de andre børn kommer efterhånden også med. Der dannes en lang kæde. Der er også børn, der bare sidder stille og ser på, men griner og lever sig ind i legen fra sidelinjen. Børnene griner og imiterer dyrelyde og lever sig ind i den verden, dagplejeren skaber for dem. Den næste halve time leger de 2 store drenge dyr i en stor badering i legestuen. De inviterer flere af de andre børn med i legen, f.eks. bliver én af de mindste til en lille sød killing, og en anden er en jæger, der skal fange dem. Dagplejeren bliver ved drengene, bare på sidelinjen og guider dem, når de har brug for det. 15

Forældrenetværk Vi har indenfor det sidste år deltaget i Aalborg Kommunes forældrenetværksuddannelse og har netop afsluttet denne. Formålet med at danne forældrenetværk er: 1. At fremme forældresamarbejdet 2. At skabe relationer forældre-forældre 3. Sidegevinstrelationer mellem gruppeledere (personale i institutionen) og forældre 4. Udveksle idéer, forslag og inspirere hinanden 5. At forældrene hjælper sig selv og hinanden ved at sammenligne holdninger og erfaringer Under uddannelsen har vi holdt vores første forældrenetværk. Vi startede med at udvælge en gruppe forældre. Vi valgte ud fra, at vi vidste, det var forældre, som gerne ville snakke om børneopdragelse. Vi inviterede 7 mødre ved at give dem et brev og sammen med brevet snakkede med dem om, hvad det drejede sig om. De 6 af mødrene sagde ja, og temaet for netværksgruppen blev Forældrerollen år 2012. Denne gruppe har nu mødtes 5 ud af 6 planlagte gange, hvor man mødes en gang om måneden i ca. 2 timer. At skabe et forældrenetværk handler selvfølgelig om at få forældre til at mødes omkring et tema, som f.eks. forældrerollen/børneopdragelse. Men når vi vælger en gruppe forældre, er det også ud fra nogle kriterier. Vi har valgt f.eks. enlige mødre med begrænset eller intet socialt netværk, hvor vi skønner, at de måske på sigt via netværksgruppen kan danne relationer til hinanden og på den måde kan blive hinandens netværk f.eks. barnepige, spise sammen, dele erfaringer osv. Vi var meget spændte på dette første forløb med en forældrenetværksgruppe. I dag står vi med en gigantisk succes. Vores forældre, som er med, giver udtryk for, at det er dejligt at være sammen et sted, hvor man kan mødes, udveksle erfaringer og sige alt til hinanden. Der opstod lynhurtigt en tillid til at turde. Som professionelle er det en kunst at finde balancen imellem også at give noget af sig selv (personlige erfaringer) og bidrage med den viden, vi også besidder. Det er en anden rolle, man har som gruppeleder i et forældrenetværk end som pædagog i institutionen. Som gruppeleder har man et ansvar for, at alle føler sig set og hørt, og at alle føler sig godt tilpas. I denne gruppe, hvor 5 ud af 6 er enlige mødre, er der diskuteret alt fra spisning, kost, søvn, leg med børnene til det at være alene med et eller flere børn og de udfordringer, man står i som enlig mor, bl.a. omgivelsernes forventninger til én. Vi har diskuteret det at være ung mor, og de forventninger man har til sig selv, bl.a. også at nu skal jeg vise nede i børnehaven, at jeg har styr på det - alt skal bare være i orden. I denne gruppe har der været grint meget, selvom mange af emnerne har været alvorlige. Deltagerne har også udtrykt stor lettelse over at opleve, at andre har det ligesom 16

dem selv. Forældrene i denne gruppe tager initiativ til at fortsætte gruppen, når vi stopper næste gang. Missionen lykkedes. Forældrenetværk er en måde at inkludere forældrene på i institutionen. Når vi fortæller vores kollegaer om de oplevelser, vi har i forældrenetværket, forankres vores positive erfaringer til resten af personalegruppen, hvilket på sigt styrker forældresamarbejdet i hele institutionen. Vi har oplevet, at de forældre, der er med, har fået større tillid til os/institutionen og tør nu komme og spørge om nogle ting eller kommentere på noget, de evt. undres over. Det ved vi med sikkerhed, at det ville de ikke have gjort før. 17

En cirkusforestilling Gustav er 5 år og går i en gruppe med 20 jævnaldrende børn. Gustav er ikke meget for at deltage i aktiviteter og vil aldrig være med i voksenstyrede aktiviteter såsom samling og motorik. Gustav har legekammerater, men vil også gerne lege selv. Hen imod sommerferien skal gruppen lave en cirkusforestilling, som skal vises til børnehavens årlige sommerfest. Børnene får selv lov til at vælge, hvad de vil optræde med, og alle vil meget gerne være med, også gerne optræde med mere end ét nummer. Gustav vil ikke være med, og han skal slet ikke optræde med noget. Pædagogen siger til ham, at hun har brug for én, der hjælper hende med at bære ting ind og ud af manegen og til at trække tæppet fra, når artisterne skal ind og ud. Pædagogen spørger, om det ikke var noget, Gustav kunne hjælpe hende med. Det ved han ikke rigtig. Pædagogen aftaler med ham, at det kan han tænke over, og så kan de snakke om det, når de skal til at øve med de andre børn. Der går nogle dage, og pædagogen spørger, om Gustav har tænkt på, om han vil være hendes hjælper? Det vil han gerne, men han vil ikke klædes ud. Det er fint, siger pædagogen og fortæller Gustav, at det er hun rigtig glad for, for der er mange ting, der skal løftes ind og ud. Imens der er blevet øvet på cirkusforestillingen, har Gustav været med som hjælper. Han holder fast i, at han ikke vil have noget andet tøj på, som alle de andre børn skal have. Dagen for cirkusforestillingen kommer, og pædagogen viser Gustav, hvad det er for noget tøj, hun skal have på, og at der også er noget til ham, hvis han skulle have ombestemt sig. Til generalprøven vil Gustav ikke have tøjet på, men han siger, at det vil han gerne om aftenen, når forældrene kommer. Det er en aftale, siger pædagogen. Da aftenen for den store cirkusforestilling kommer, er Gustav meget ivrig efter at få sit kostume på, og han kan næsten ikke vente, til det hele går i gang. Under hele forestillingen er Gustav den af alle børnene, der er allermest med. Han står på scenen hele tiden, hjælper med de praktiske ting og giver dansenumre ind imellem. Gustav spiller sin rolle som hjælper, som alle de andre børn spiller hver især deres roller. Forestillingen blev en kæmpe succes for alle børnene, ikke mindst for Gustav. De billeder og den video, der blev taget den dag, ville jeg ønske kunne vises. Den viser en dreng, der var med og i super trivsel, og hans forældre, der var meget stolte og overraskede over deres dreng. Som jo normalt aldrig deltog i noget. 18

Den blå planet Et par drenge var noget utrygge ved noget, de havde hørt i fjernsynet. De havde hørt, at der var nogle satellitter, som ville styrte ned og ramme jorden. Deres snak gik på, om de ville blive ramt. Jeg (pædagogen) spurgte ind til deres snak, og det blev starten på et forløb, hvor drengene og jeg kom vidt omkring. Jeg beroligede børnene med, at jorden jo bliver kaldt den blå planet og stillede spørgsmålet, hvorfor den egentligt bliver kaldt det? Så det måtte vi jo sammen undersøge. Så med hjælp af en globus og vores Ipad fik vi hurtigt konstateret, at jordens overflade består af meget mere vand end land. Så risikoen for at blive ramt af en nedfalden satellit er ikke stor. Med afsæt i de nedfaldende satellitter var vi inde på NA- SA s hjemmeside for at finde oplysninger om satellitter mv. Vi så nogle fantastiske billeder af rumfærger og satellitter. Og vi så billeder fra rummet af jorden. De 2 drenge blev til en fast gruppe på 7 drenge i 5-6 års alderen, som arbejde i et forløb over 2-3 måneder. Den første opgave, de blev stillet, var at tegne den blå planet (jorden). Materialer som blev brugt: papir, blyant og farveblyanter. Vi købte noget Lego med rumfærge, satellit, månebil mv. Så skulle der bygges - det var svært, da der ikke var en byggevejledning med. Nogle gange byggede vi, og andre gange legede vi. Børene og jeg skiftes til at komme med nye input. En dreng havde hørt om, at der skulle sendes en månebil til Mars. Så var vi igen inde på NASA s hjemmeside, og jeg så i en avis en tysker, som havde sendt en Lego rumfærge med et videokamera 32 kilometer op i atmosfæren. Så den skulle vi også se. I hele forløbet var vores Ipad en rigtig god hjælp som et pædagogisk værktøj. På et tidspunkt var der en af drengene, som foreslog, at vi skulle male et billede af rummet. God idé men hvilken farve har rummet? Det blev undersøgt, og hver dreng fik lov at vælge et billede af en planet, som de så skulle male. Det blev til nogle skønne malerier, som blev udstillet i vores køkken/alrum. Igen var Ipad/computer og printer i brug. Materialer som blev brugt: Lærred, blyant, akrylmaling, svamp, pensel. Læringsmål som blev berørt: Sprog, krop og bevægelse, Natur og naturfænomener, Sociale kompetencer, Barnets alsidige personlige udvikling, Kulturelle udtryksformer og værdier. Dokumentationen/malerierne fik drengene i deres mapper, da de stoppede. 19

Ny dreng Der startede en ny dreng, Sander, i børnehaven. Han kom fra et andet nordisk land og talte kun dette sprog. Han var en meget fysisk dreng, som elskede at bruge sin krop og udfolde sig fysisk. Sander skulle være en del af den ældste gruppe, som i forvejen bestod af en gruppe drenge, som havde kendt hinanden siden vuggestuen og var meget fasttømret i deres relationer. De fleste af dem var meget stille drenge, og nogle af dem var meget usikre og ikke så rummelige overfor nye relationer. I starten blev Sander holdt udenfor af drengene, og de afviste ham i legen og ignorerede ham, hvis han talte til dem. For at sikre, at Sander kunne blive en del af et inkluderende fællesskab, startede vi med at lave en lille projektgruppe, hvor drengene fra den ældste gruppe deltog, for at de kunne begynde at få øje på Sander som en del af dette fællesskab. Til samling satte vi fokus på det at drille, være udenfor, og hvordan vi alle er forskellige. De ældste gav hinanden massage hver dag til samling, og de havde faste massagemakkere, hvor Sander og den dreng, som havde haft det sværest med Sanders start i gruppen, var sammen. Også på ture havde de faste tur-makkere, så Sander ikke altid stod uden en makker. På legepladsen satte vi fodboldkampe i gang, da Sander elskede at spille fodbold, og det gjorde de fleste af de andre drenge også. Vi skrev et brev til alle de ældste børns forældre, hvor vi inddragede dem i Sanders start i gruppen, og hvilke udfordringer der var i gruppen. Vi snakkede meget med de enkelte forældre om, hvordan deres barn havde taget Sanders start i gruppen, og hvilke udfordringer deres barn havde i forhold til det at inkludere en ny dreng. Efterhånden begyndte nogle af drengene at inddrage Sander i deres leg, og vi opfordrede forældrene til at lave legeaftaler og især at tage Sander med hjem. Efter ganske kort tid var Sander via en fælles pædagogisk indsats inkluderet i de ældste drenges fællesskab. Både Sander og de andre drenge havde udviklet sig og lært noget af Sanders start i gruppen. Da Sander og de andre drenge startede i skole, fik vi efterfølgende den respons fra skolen, at de var en drengegruppe, som var gode ved hinanden, kunne lege på kryds og tværs og var gode til at hjælpe hinanden. Via en målrettet pædagogisk indsats samt forældreinddragelse var det lykkedes at få Sander til at være en del af et inkluderende fællesskab. 20

Gyngekammerater Børnene (10 børn) i alderen 2,7-2,11 år skal ud på legepladsen. Caroline spørger Sille: Skal vi to gynge sammen? Ja, siger Sille og ser glad ud. Molly, som er bedste ven med Sille, hører, hvad Caroline og Sille aftaler og siger til Sille: Du skal gynge med mig. Sille siger til pædagogen på stuen: Molly siger, at jeg skal gynge med hende, men jeg skal gynge med Caroline. Pædagogen siger: Det er rigtigt Sille, jeg har godt hørt din aftale med Caroline, men du kan jo sige til Molly, at du først gynger med Caroline, og bagefter kan du gynge med Molly. Sille lægger armene om skuldrene på Molly og siger: Jeg skal gynge med Caroline, men bagefter kan vi to gynge. Okay, siger Molly og smiler. De 3 piger følges sammen ud på legepladsen. 21

Hvor mange ben har en kylling? Praksisfortælling om en maddag i børnehavegruppen, hvor der er 26 børn. Om fredagen har vi kulturfredag. Denne dag kan bruges til mange forskellige ting såsom teater, fællessang med vuggestuen, sprogposer og så videre. Vi havde bestemt, at denne maddag skulle være på en kulturfredag, hvor vi skulle spise ved små borde, og hvor der var rigtigt dækket op og pyntet. En uge inden snakkede vi med børnene om idéer til menu. Der kom mange forslag, lige fra tarteletter til rødt kød, pandekager og pasta. Derfor blev det til buffet, så der var mange af ønskerne, der blev tilgodeset. Dagen før maddagen blev der kogt og pillet kyllinger til tarteletter. Børnene fik set og smagt på et kyllingehjerte og mærket og set, hvor mange ben en kylling har. Fredag morgen startede de først mødte børn med at bage flutes. På dagen var alle børn i gang på skift med at skære alt det, der skulle bruges. Nogen forlod ikke pladsen, mens andre hurtigt havde gjort deres arbejde. Vigtigst af alt var denne dialog, pædagogen havde i køkkenet om, hvad de forskellige ting hedder, hvor de kom fra, hvilken farve de havde og så videre. Alt imens maden blev færdig, var der stærke drenge, der slæbte borde og stole til alrummet, hvor vi skulle spise. Der kom duge på bordet, og en gruppe gik udenfor og samlede blade, der skulle bruges til pynt. Andre klippede og klistrede pynt. Alle børn og voksne havde på en eller anden måde deltaget i maddagen. En pige på 3,5 år sad ved bordet med ananas på tallerknen (hun havde skåret ananas i stykker) og sagde til sidemanden Det her, det har vi kogt, og sidemanden sagde: Ja det har vi. 22

Cykelprøven Den ældste børnegruppe (de 5 årige) har i forbindelse med et trafikemne afholdt en cykelprøve-dag. Til dagen blev børnene bedt om at medbringe deres cykler og cykelhjelme. I børnegruppen er der en dreng, der har nogle medfødte fysiske udfordringer med bl.a. koordinationsevnen. Dette bevirker, at han endnu ikke kan cykle på en almindelig cykel. Men med vedholdende træning har han nu lært at cykle på børnehavens løbecykler. Han låner derfor en af børnehavens løbecykler, men medbringer cykelhjelm hjemmefra ligesom de andre børn. På denne måde kan han fuldt integreres i temadagen. I gruppen er der en anden dreng, der for nylig har brækket benet og derfor sidder i kørestol. Vi aftaler med ham, at han kan være trafiklyset. Hans opgave blev således at styre trafiklyset, der bestod af rød gul grøn skilte, som han skulle række i vejret. På denne måde blev hans deltagelse i trafikdagen at dirigere cyklisterne i forhold til, hvornår de skulle holde stille eller køre. Cykelprøven foregår på børnehavens parkeringsplads, hvor selve cykelbanen er markeret op med kegler. Der bliver tegnet et fodgængerfelt over vejen fra fortov til fortov med kridt. Ved dette står der 2 børn i hver side af vejen med et rødt og grønt lyssignal, hvor der står stop og gå. Halvdelen af børnene cykler, mens den anden halvdel øver sig ved fodgængerfeltet. De skiftes til at øve processen med henholdsvis at cykle og gå. Ovenstående planlægning og udførelse betød, at alle vore 20 5 årige børn i gruppen blev inkluderet i trafikprocessen. Børnene var alle aktive og havde en rolle i cykelprøve-dagen. Også de 2 drenge med hver deres særlige behov. 23

Rollemodellerne Omar er lige blevet 3 år og er lige begyndt her i børnehaven. Han er utryg og savner sin dagplejer rigtig meget. Han græder meget ved aflevering og prøver at gå med mor hjem, når hun aflever. Han vil gerne stå ved lågen og vente på, at han skal hentes igen. Han vil hjem! Han nægter at åbne madpakken. De andre børn er lidt forskrækkede og ser ham lidt an. voksne og henvender sig, hvis han har brug for hjælp eller vil fortælle noget. Det vil sige, at hvis vi voksne er gode rollemodeller, skaber gode rammer og har en kultur på stuen med hensyn til inklusion, smitter det af på børnene. Derved får de andre børn også en betydning for, om det bliver en vellykket inklusion. Vi, som voksne, har svært ved at komme tæt på ham. Men holder os i nærheden, så han ved, vi er der. Vi henvender os til ham, men han er ikke interesseret. Næste dag henvender de andre børn sig til ham. Især 2 piger, begge er 4 år. De får lov til at tage ham i hånden, de hjælper ham, fortæller at de gerne vil sidde ved siden af ham. De inviterer ham med i deres leg, og han er med lidt på sidelinjen, men han er dog med. De hjælper ham med dagligdagen i børnehaven ved f.eks. at finde en cykel til ham på legepladsen, fortæller ham om, at alle skal tisse og vaske hænder inden madpakker og frugt og så videre. De viser, at de godt kan lide ham. Dette fortsætter et par dage. Det har en mærkbar betydning for Omar. Han er blevet glad for at komme i børnehaven. Hjemme fortæller han om sine venner og mener også, at han har fået sig en kæreste. Han snakker, laver sjov, griner og smiler til os. Han begynder at spise og lege med de andre børn, også på de andre stuer. Han er tryg ved de 24

Slutteligt følger 2 eksempler, der viser, at inklusion ikke altid lykkes. Disse eksempler kan være lærerige og fortæller os, at vi altid har et læringspotentiale og fortsat skal arbejde målrettet med at udvikle vores inkluderende praksis. Sørøverskibet Viktor på 4 og Magnus på 3 er rigtig gode venner og leger sammen hver eneste dag. Emil på 4 er lige begyndt i børnehaven og har svært ved at komme ind i lege med de andre børn. Magnus og Viktor leger med Playmobil sørøverskibet i et lille hjørne af rummet afskærmet med en kommode og en madras. Emil sætter sig på en stol ved siden af og kigger ind. Magnus rækker Emil en figur og siger, at han kan være ham her. Magnus ser på Emil og smiler. Emil tager imod figuren. Viktor roder ivrigt i kassen og trækker også en figur op: Du må også være ham her!, siger han glad og rækker den til Emil med et smil. Emil tager også imod denne figur og kigger lidt på dem. Karen trækker sig tilbage fra legen. Viktor og Magnus fortsætter deres leg og snakker begejstrede med hinanden om, hvad figurerne gør, og hvad der sker i legen. Emil sidder og mumler lidt til sine figurer og følger med i legens udvikling. Magnus vender efter lidt tid ryggen helt til Emil, så han ikke kan følge med. Magnus og Viktor er dybt optagede af legen. Emil ser ned i gulvet og piller lidt ved sine bukser, før han rejser sig og går ud af legen igen. Magnus og Viktor opdager det slet ikke. Karen kommer ind i rummet og sætter sig ved siden af Emil. Hun lægger armen om ham og smiler til ham. De snakker sammen om, hvad Emil har lyst til at lege, uden Emil rigtig får sat ord på. Karen spørger, om ikke han har lyst til at lege med sørøverskibet sammen med Magnus og Viktor. Han nikker. Karen siger til Magnus og Viktor: Der sidder en dreng her, som bare rigtig gerne vil være med i jeres leg. De kigger op, og Magnus siger: Det må han også godt! Karen flytter madrassen lidt væk og hjælper Emil ind i det lille afskærmede rum. Han sætter sig ned på stedet, og Karen spørger, om han kan finde en figur i kassen, som han vil være. Emil sidder og kigger på kassen og de andre drenge, men rækker ikke ud efter kassen. 25

Det har jeg altså heller ikke gjort Niels Y. er 5 år og har gået i børnehave, siden han var 3 år. Niels kan godt være lidt af en ballademager ind imellem, men er ellers en dejlig og fornuftig dreng, der ved rigtig mange ting. Det er sommer, og alle børn er på legepladsen. Pædagogen Susan er inde i børnenes garderobe for at lægge en besked til alle børnene. Bo på 5 år kommer drivvåd ind i garderoben. Bo er en sød og dejlig dreng, der aldrig gør noget forkert eller siger noget, der ikke er sandt. Susan: Du er da godt nok blevet våd, Bo. Bo: Ja det var Niels, der kastede vand på mig. Han tog en engangshandske og fyldte den med vand og kastede den på mig. Susan: Lyder da ikke rart. Vi finder lige noget tørt tøj til dig. Jeg går lige ud og tager en snak med Niels, mens du begynder at skifte tøj. Bo: Ok. Susan går ud og finder Niels. Niels kigger tænkende på Susan: Det har jeg altså heller ikke gjort. Susan: Bo siger, det er dig. Niels kigger igen tænkende på Susan: Men Susan, jeg kan simpelthen ikke huske, at jeg har gjort det. Susan: Niels, så kan du sætte dig her på bænken og tænke lidt over, hvorfor du gjorde det. Susan går ind for at hjælpe Bo. Bo er ved at være færdig med at få tøj på igen. Susan: Bo, jeg har talt med Niels Y. om det Bo: Jamen Susan, det var slet ikke Niels Y., der gjorde det, men Niels U. Susan går ud til Niels Y. og giver ham en undskyldning og siger, at hun er ked af, hun ikke lyttede til ham. Niels Y.: Susan, det er helt ok. Han giver hende en krammer. Susan: Niels, Bo siger, at du har kastet vand på ham med en engangshandske. Du ved jo godt, at du ikke må tage de handsker og fylde dem med vand, og da slet ikke kaste på de andre børn. 26

I dette hæfte indgår praksisfortællinger fra: Børnehaven Blegkilde Børnehaven Blæksprutten Børnehaven Fuglereden Børnehaven Gartnergården Børnehaven Juliane Børnehaven Kolloparken Børnehaven Lille Tornhøj Børnehaven Myretuen Børnehaven Pilehaven Børnehaven Skallerupvej Børnehaven Solstrejf Børnehaven Væksthuset Børnehuset Egholm Færgevej Daginstitutionen Bisgården Daginstitutionen Grenen Daginstitutionen Hyldehaven Vuggestuen Luna Dagplejeområde Nord Dagplejeområde Sydvest Dagplejeområde Øst 27

Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen 2012 Småbørnsafsnittet Østerbro 7 9000 Aalborg Tlf. 9931 9240 www.aalborgkommune.dk akprint.dk