Navngivning og klassificering V erden rundt anvender zoologer bestemte metoder for at klassificere dyr og planter. For at kunne forstå hinanden hen over landegrænser og diverse sprogbarrierer, er man også nødt til at anvende et fælles sprog. Fra gammel tid har man anvendt latin for at beskrive og navngive dyr og vækster. En af årsagerne til at man anvender de videnskabelige navne, er primært for at kunne forstå hinanden over fag- og landegrænser. Insekter har ofte lokale navne, men disse kan varierer fra land til land og det er let at tage fejl og misforstå hinanden. Eksempelvis er insektet der på dansk hedder en vårflue på svensk en nattslända. Samme insekt kaldes Sedge i England, men i USA, hvor man jo også taler engelsk, benævnes det derimod som en Caddis. Indenfor fluefiskerlitteraturen er det efterhånden også blevet kotume at opgive de videnskabelige navne på insekterne. Hvis man skriver at vårfluer hører til ordenen; Trichoptera og eksemplaret er fra familien; Hydropsychidae så undgås fejl og misforståelser. Nomenklatur Nomenklatur betyder; navngivning. Det er et ord, der er overtaget fra de latinske gloser nomenclatúra og nomenclátor. Nomenclatúra betyder navneliste en nomenclátor var oprindeligt betegnelsen for en speciel slave, som en romersk senator havde med på sine rejser. Denne udvalgte slave skulle oplyse senatoren om navnene på de personer, byer, bygninger osv., som de passerede undervejs. Betegnelsen nomenklatur bruges især i betydningen navnebrug og navngivningslære, dels læren om de videnskabelige navne inden for de biologiske discipliner, navnenes herkomst, udtale, gruppering og lignende, dels læren om artsnavne og deres behandling. Græsk/Romersk navngivning De klassiske (dvs., græske og romerske) naturvidenskabelige forfattere anvendte i reglen kun ét ord for at betegne en bestemt art, nemlig det navn som de kendte fra deres eget modersmål. Kun i få tilfælde var de nødsaget til at anvende to ord, (hvoraf det sidste så kunne angive farve, levested, hjemland, osv.), for at antyde en forskel fra en anden nærstående art. Dette var begyndelsen til de videnskabelige artsnavne vi kender i dag. Latinsk navngivning I middelalderen og 1600-tallet brugte man i princippet samme fremgangsmåde, og i de videnskabelige kredse anvendte man altid latin, evt., iblandet græsk. Med det øgede kendskab til plante og dyreliv blev det nødvendigt med flere arts-betegnende tillæg til slægts navnet. Det kunne være et enkelt ord som tidligere omtalt, men det kunne også være en frase, en kort beskrivelse stadig med anvendelse af latin, da al videnskabelig kommunikation jo foregik på latin. Et fuldstændigt artsnavn bestod altså af et enkelt ord, snart af to ord, snart af en hel ordrække. Adskillige artsnavne bestod altså tidligere også af to ord. Også en række udenlandske, førlinnæiske (før Linné levende) zoologer benyttede jævnligt det der i dag kaldes binær nomenklatur, men ingen af dem gjorde det dog konsekvent. Klassificering Det klassificeringssystem der anvendes i dag, bygger på et system som Carl von Linné (1707-1778) publicerede i den tiende udgave af sin bog; Systema naturae, der udkom i 1758. Carl von Linné, også kendt som Carl Linnaeus eller Carolus Linnaeus, kaldes ofte for faderen til taksonomi, som er det klassifikationssystem der anvendes indenfor biologien. Linnés ideer vedrørende klassifikation har influeret generationer af biologer. 1
Carl von Linné Carl von Linné blev født d. 23 maj 1707 i Stenbrohult i det sydlige Sverige, nærmere betegnet i Småland. Hans far, Nils Ingemarsson Linnaeus, var præst og håbede at sønnen ville følge i faderens spor. Carl var dog allerede i en tidlig alder dybt fascineret af planternes verden og skuffede forældrene ved ikke at vise interesse for præstegerningen. Carl blev indskrevet på Lund universitet i 1727 for at studere medicin. Året efter blev han forflyttet til Uppsala, som var datidens fineste universitet i Sverige. Det meste af Carls tid i Uppsala blev brugt til at studere planter. På den tid var det nemlig også en del af lægestudiet at studere biologi, da en læge skulle kunne forberede og ordinere medicin udvundet af planter. Insekternes systematik Systematik kan bedst beskrives enkelt, ved at man samler alle insekterne i en stor bunke og begynder at sortere dem ud i mindre bunker, alt efter udseende og egenskaber. Første sortering kunne eksempelvis være en bunke med de insekter der er udstyret med vinger og en bunke der indeholder insekter uden vinger. Derefter tager man igen én af bunkerne og sorter denne ud i mindre bunker igen. Eksempelvis bunken med de vingede man kan sortere ud fra antallet af vinger; et eller to par, osv., osv.. Dette arbejde fortsætter man med indtil man er kommet helt ned til de enkelte arter. Selvfølgelig kan man også starte i modsat rækkefølge, og samle alle de insekter sammen der har bestemte fællestræk og så give disse et slægtsnavn. Flere bunker med forskellige slægter, kan samles sammen i større bunker der så kaldes familier - som igen kan samles til endnu større bunker, i ordener, osv., indtil man til sidst har samlet alle i én stor bunke, som selvfølgelig så er: insektordenen. Alle dyrene i denne store gruppe har nogle grundliggende fællestræk. De har en krop der er opdelt i tre dele; hoved, mellemkrop og bagkrop - og de har alle tre par ben. Det latinske navn Insecta, betyder segmenteret eller noget der er opdelt - et andet latinsk navn for vores insektgruppe er Hexapoda, som betyder seks fødder. Smart og enkelt i grunden men mere om latinske navne senere. Sytematikkens grundelement Grundelementet i systematikken er en art, men man taler også om underarter eller raser indenfor en bestemt art. De mindste bunker vi kom frem til tidligere i sorteringseksemplet, kaldes for slægter, de lidt større bunker for familier og derefter kommer der en orden som i fællesskab danner klassen : insekter. Insekterne (klassen) kan indgå i bunker med andre dyr; krebsdyr, spindlere og tusindben. Disse danner tilsammen en række, der benævnes; leddyr (Arthropoda). Denne gruppe har også flere fællestræk de har nemlig alle leddelte ben og deres krop er opdelt i segmenter. Samler man igen denne store bunke leddyr sammen med andre rækker, så får man til sidst et rige ; nemlig dyreriget; Regium Animalia. Binær nomenklatur Linnés inddeling ligger som sagt til grund for klassificeringen af dyr og planter, men inddelingen er ændret adskillige gange siden 1758. Dette skyldes selvfølgelig at man har fået mere indsigt og en større viden om naturen siden da. Blandt andet kan det nævnes at efter Linnés første udkast til en klassificering, blev muslinger klassificeret som sten grundet den hårde skal (!) Carl Linné blev senere adlet og givet navnet Carl von Linné og dermed blev den binære nomenklatur for alvor gennemført konsekvent. Den binære nomenklatur accepteredes hurtigt af samtidens botanikere og zoologer, og reglerne for den udbyggedes gennem nationale, senere internationale overenskomster. Linnés navnesystem; det såkaldte binominalsystem, anvendes stadig. 2
To navne = binominalsystem Binominal betyder; to navne og navnesystemet bygger på at en art navngives med et familienavn der efterfølges af et artsnavn, begge skrevet med kursiv skrift. Familienavnet nævnes først og skrives altid med stort begyndelsesbogstav. Artsnavnet står lige efter familienavnet og begynder med et lille bogstav. Laks hedder i følge dette system således; Salmo salar Linné. Salmo er familien og arten er salar. Linné nævnes til sidst i navnet da han er den person der først beskrev arten. Bemærk: Linné kan også ses stavet; Linnaeus eller det forkortes til; Linn. eller bare; L. Eksempler fra bog om ferskvandsfisk. Fig. 1 Fig. 2 I de tilfælde hvor en art flyttes til en anden familie end den oprindelige, så sætter man ophavsmandens navn i parentes og man kan da af og til se at artsnavnets endelse forandres. Dette for at kunne passe navnet ind i den nye familie. (fig. 2) Det kan eksempelvis nævnes at Linné beskrev en døgnflue der blev navngivet; Ephemera bioculata L. døgnfluen er senere overført til familien; Baetidae og hedder nu; Baetis bioculatus (L.) Tre navne = trinominalsystem Når man navngiver underarter anvender man tre navne, det såkaldte; trinominalsystem. En søørred kaldes eksempelvis; Salmo trutta lacustris L. - og bækørreden for; Salmo trutta fario L. Dobbelt navngivning I slutningen af 1800-tallet havde man efterhånden fået rodet godt og grundigt rundt i Linnés klassificeringssystem. Flere personer ofte i forskellige egne af verden, havde navngivet arter samtidigt osv.. Der var tilfælde hvor man havde givet det samme navn til forskellige dyr (homonymer) eller forskellige navne var givet til samme dyr (synonymer). For at bringe orden i dette kaos nedsatte The International Congress of Zoology, regler for måderne at navngive og klassificere på; International Rules of Zoological Nomenclature. Reglerne blev vedtaget i 1901 og har været revideret i 1961 og disse regler har i høj grad hjulpet til med at få orden på navnene. Principperne i systematikken Princippet i Linnés system er at, alle organismer tilhører én bestemt art arter, der ligner hinanden samles i slægter, der igen samles i grupper af højere kategori osv., osv.. Klassifikationskategorierne Dansk Latin Svensk Rige Regium Rike Række Phylum Stam Klasse Classis Klass Orden Ordo Ordning Familie Familia Familj Slægt Genus Slägte Art Species Art Note: en art, en slægt, en klasse m.v. udgør et taxon (flertal: taxa) og har givet navn til taxonomi (der betyder: systematik), som er den videnskab der beskæftiger sig med at beskrive, klassificere og navngive levende organismer. Arten Arten er den systematiske grundenhed, hvorpå hele systemet er opbygget. Definitionen på en art er vanskelig at opstille klart og generelt. Man kan sige, at en art omfatter individer som ligner hinanden i alle væsentlige morfologiske og biologiske træk og at de tillige er fuldt fertile indbyrdes og har fertilt afkom. Med andre ord, så går man ud fra at artsindivider der parer sig, skal kunne danne frugtbart afkom - de skal altså kunne danne grundlag for nye generationer. I de fleste tilfælde er det ikke muligt at foretage praktiske krydsningsforsøg, for at kontrollere om to lignende individer, evt. fra forskellige 3
områder, rent faktisk tilhøre samme art. I mange tvivlstilfælde nøjes man derfor med at sammenligne insekternes kønsorganer, for at fastslå tilhørsforholdet. Slægt og familie Familien består i de fleste tilfælde af slægter. Slægtsbegrebet er i reglen mere markant og klart afgrænset end familiebegrebet. Slægter kan være opdelt i underslægter, disse i sektioner og disse igen i serier. Derimod er familierne i reglen meget markante og lettere at karakterisere. Når man ved, til hvilken familie et insekt hører, har man allerede et nogenlunde brugbart signalement af insektet, selv om der jævntligt træffes afvigere. Hvordan man finder ud af hvilke arter der skal tilhøre bestemte familier, er der ikke altid enighed om. Arter der ligner hinanden meget, placeres ofte i samme slægt - slægter med mange fællestræk, sammensættes til en familie osv., - men i sidste ende er det den enkelte forskers afgørelse. Visse er meget pedantiske og opdeler insekterne i mange små grupper, andre igen har en mere afslappet holdning til tingene. Ofte har efterfølgende forskere haft en anden opfattelse og har ændret på den oprindelige inddeling. Man bør skrive sig bag øret at, når det gælde klassificering, så har mange forskere forskellige meninger om slægtskabsniveauet. Dette indebærer at en insektgruppe der klasses som en orden af én forsker, måske klasses som en underorden eller overfamilie eller måske overføres til en helt anden familie af en anden forsker. Man behøver derfor ikke blive overrasket, hvis et insekt fremtræder med forskelligt slægtsnavn eller hvis man opdager at der er forskel på inddeling af klasserne i forskellige insektbøger. Metode I tidligere tider troede man at alle arter havde set ens ud siden skabelsen. Når man skulle inddele insekterne i slægter og familier, var det derfor kun et spørgsmål om at inddele dem efter udseende. Denne metode anvendte man frem til slutningen af 1800-tallet, da Darwins udviklingsteorier for alvor slog igennem. Nu begyndte man nemlig at forstå, at arter der lignede hinanden rent faktisk også kunne være beslægtet, ved at have samme forfader. Den moderne systematik forsøger da også at udgå fra et naturligt slægtskab, i stedet for kun at kigge på udseendet. I praksis er det dog særdeles vanskeligt at bevise et sådant nedarvet slægtskab og man fortsætter derfor i stor udstrækning med at inddele arter efter fællestræk i deres udseende. Dette kan gå helt ned til eksempelvis at sammenligne ribbenettet i vingerne, behåring af insektet osv.. I de senere år er det dog blevet mere almindeligt at man undersøger de enkelte dyr mere indgående med hensyn til kemiske bestanddele, kromosomer osv., i et forsøg på at fastslå de rette slægtskabsforhold. Navngivning af nye arter Når man opdager en ny dyreart, gøres der en formel videnskabelig beskrivelse af dyret. Beskrivelsen publiceres i videnskabelige tidsskrifter og finderen navngiver samtidigt dyret. Processen er relativt langsom og der kan i princippet gå flere år efter at dyret er opdaget, til det bliver beskrevet og officielt anerkendt. Vores viden om hvor mange arter der rent faktisk findes, ligger altså permanent efter det faktiske antal. Det sker jævnligt at man finder nye insektarter. Når man opdager en ny art, får den altså et videnskabeligt navn. Dette består af et slægtsnavn samt et art-epitet (epitet = beskrivende tillægsord), eksempelvis Myrmeleon formicarius, en Myreløve på lokalsprog. Da kun en brøkdel af vores lokale insekter får et lokalt navn - kommer man ikke ret langt uden de videnskabelige navne. De lokale navne kan også sætte myrer i hovedet på den læser der forsøger at få orden på tingene. De følger nemlig sjældent nogen systematisk orden 4
eller anden logisk inddeling. Svenskerne kalder eksempelvis en stor del af deres insekter for sländor, men en nättslända (vårflue) har mere til fælles med en fjäril (sommerfugl) end en trollslända (guldsmed)! Bladlus er faktisk slet ikke en lus, men er en tæge (Heteroptera) osv., osv.. Forvirret? der er hjælp at hente! For at kunne finde rundt i de videnskabelige latinske navne for at se hvor disse høre til i systemet, så er de så smart organiseret at navne af forskellig rang, har forskellige endelser. Navne på familier slutter på -idae, eksempelvis Silphidae, Carabidae osv.. Navne på overfamilier slutter i stedet på -oidea, eksempelvis; Staphylinoidea, Cantharoidea osv.. Navne på underfamilier slutter på -inae, eksempelvis; Lucaninae, Melolonthinae osv.. Navne på de forskellige ordner, kan i princippet ende på næsten alt muligt. Mange insektordner slutter dog på endelsen; -ptera, der på græsk betyder vinge. Videnskabelige insektnavne Af de fleste opfattes disse sikkert som et uforståeligt sammensurium af græsk og latin. Behøver man da virkelig at lære sig alle disse underlige navne? Nej da! I begyndelsen behøver man slet ikke beskæftige sig med dem, med mindre man altså har lyst til at lære mere om navnenes oprindelse og deres beskrivende egenskaber. De videnskabelige navne har nemlig ofte en beskrivende del, som det kan være ganske spændende og lærerigt at udforske. Eksempelvis tilhører vårfluer en orden ved navn Trichoptera. Navnets oprindelse er græsk og trichos betyder hår og ptera er som bekendt vinge. Vårfluernes videnskabelige navn er altså Hårvinger hvilket er meget beskrivende. Hvis man kigger nøje efter, kan man nemlig se at vårfluernes vinger er dækket med små fine hår, til forskel fra sommerfugle, der har skælbelagte vinger. I sin tid, var helt naturligt for Linné og hans forgængere, at give planter og dyr latinske navne, da det var datidens videnskabelige sprog. Latin har så også den fordel at man let kan sammensætte forskellige endelser og ord-dele, for at kunne udtrykke flere ting i det samme ord. De videnskabelige navne er unikke og de anvendes over hele kloden. Det er faktisk ret smart når man tænker lidt efter. Nu kan man altså umiddelbart forstå en udenlands tekst, uden man først skal til at lære sig de lokale navne på engelsk, svensk, norsk osv.. Sproghjælp Her skal gives lidt hjælp til bedre at forstå de videnskabelige navne for ikke-latin kyndige. Navnenes betydning Forskellige insektnavne har forskellige oprindelser. Her følger en beskrivelse af nogle almindelige metoder som disse kan være konstrueret på. Det kan måske være en hjælp at have en latinsk ordliste ved hånden når man skal prøve at dechifrere de videnskabelige navne. Navn efter guder Det er almindeligt forekommende at slægtsnavnet, og af og til også artsnavnet, hentyder til de græske eller romerske guder. Dette gør sig især gældende for sommerfuglene. Eksempelvis kan nævnes Apollosommerfuglen Parnassius apollo. Apollon var lysets og kunstens gud i det gamle Grækenland og den beskrivelse kan vel godt passe til den hvide sommerfugl med røde og sorte pletter. Parnassus er et bjergområde i Grækenland der er helliget Apollon. Mange arter i slægten Parnassius finder man netop i bjergområder. Voila! Hvis man er mere nysgerrig efter denne type sammenhænge, kan det anbefales at undersøge bøger om antikkens mytologi. Meget ofte 5
har navnene nemlig noget at fortælle om insekternes udseende eller levevis. Navn efter levested Det andet led i de latinske navne hentyder ofte til den biotop eller det miljø hvor man kan finde insektet. silvaticus - lever på skovbunden (silva = skov) palustris - lever på fugtige steder (palus = mose (se: myr)) arenarius - lever på sandjord (arena = sand) nemoralis - lever i lunde (nemus = træ nemorosus = skovbevokset) Hos grupper af planteædende insekter, specielt sommerfugle og biller, hænger den anden del af insektets navn ofte sammen med værtsplanten. Man kan ofte finde oplysninger om hvad insekterne lever af eller hvilke planter de foretrækker at leve på, og så er det ikke specielt svært at gennemskue sammenhængene. Mange lokale navne anvender da også denne metode. Som eksempel kan nævnes kålsommerfuglen (se: kålfjäril) Pieris brassica, der har fået sit navn efter den slægt som kålplanter tilhører. (Det videnskabelige navn for kål er Brassicae oleracea.) Eksempler på latinske farvenavne: albus hvid brunneus brun cyanus blå flavus guldgul fucus mørkebrun fuliginosus sodfarvet niger - sort nitens - glinsende ruber - rød rufus - lys rødbrun violaceus - violet Eksempler på dekoreringsnavne: gutatus - med dråbeformede pletter lineatus - med linier marginatus - rand langs kanten maculatus - med pletter punctatus - med prikker Størrelser og alment udseende: gracilis - lille, spinkel grandis - stor major - større minor - mindre tenellus - spæd, fin, tynd Navn efter udseende Da man oprindeligt klassificerede insekterne efter udseende, kan det sikkert ikke overraske at rigtigt mange af de latinske navne hentyder til insektets udseende. Navnet kan direkte fortælle noget om hvordan insektet ser ud, eller det kan gøre det indirekte ved at sammenligne det med et andet dyr. Nøjagtigt som vi lokalt har navngivet sommerfuglen påfugleøje efter påfuglen. Navne der hentyder direkte til insektets udseende, er ofte sammensat af forskellige del-ord. Form og farve kombineres eksempelvis sammen med navnet på en kropsdel. 6