www.bygningskultur2015.dk Hvad skal der til for at sikre bygningskulturarven? side 1

www.bygningskultur2015.dk Hvad skal der til for at sikre bygningskulturarven? I foråret 2012 blev Bygningskultur 2015's kommunale netværk inviteret til at deltage i en internetbaseret spørgeskemaundersøgelse. Undersøgelsen stillede skarpt på, hvad der skal til for at sikre den lokale bygningskulturarv gennem kommunernes planlægning. Af netværkets 81 kommuner har 60 kommuner deltaget. Størstedelen af besvarelserne kommer fra landets planlæggere. Behovet for kortlægning af kulturmiljøer er størst i landsbyerne I kommuneplanen skal der ifølge planloven udpeges værdifulde kulturmiljøer både i byerne og på landet. Et kulturmiljø er et geografisk afgrænset område, der ved sin fremtræden afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling. Kulturmiljøer er derfor ofte steder, hvor vi fornemmer historien, og hvortil der knyttes særlige kvaliteter og unikke fortællinger. Mange kommuner gør i planlægningen god brug af de tidligere amters kortlægninger af kulturmiljøer, men behovet for nye og supplerende kortlægninger er ifølge kommunerne stadig stort. Behovet vurderes til at være særlig stort i landsbyer (78 %), det åbne land (73 %), bykerner (68 %) og stationsbyer (62 %), mens færre ser behovet i landets forstæder (53 %) og provinsbyer (46 %). Hent inspiration til din kommunes arbejde med kulturmiljøerne i artiklen om Vejle kommune, der har brugt kortlægningen til at lave en temaplan for kommunens landsbyer. Læs artiklen senere i dette dokument. side 1

www.bygningskultur2015.dk Behovet for sikring af bevaringsværdierne er stort Selvom eksperter vurderer, at mere end 300.000 bygninger og helheder har bevaringsværdi, er det kun en mindre del, der reelt er sikret gennem planlægning. Kommunerne har derfor en vigtig opgave i at kortlægge og sikre de bevaringsværdige bygninger og helheder både i byen og det åbne land. 60 % af de kommuner, der har deltaget i undersøgelsen estimerer, at det i deres kommune er under halvdelen af de bevaringsværdige bygninger, der reelt er sikret gennem planlægning. Deltagernes besvarelser er nedenfor vist på et Danmarkskort. Hent inspiration til din kommunes arbejde med at sikre bevaringsværdierne i artiklen om tidligere landsplanchef i Miljøministeriet Niels Østergaards nye bog Fra fæste til fritid. Læs artiklen senere i dette dokument. Hvor stor en andel af kommunens bevaringsværdige bygninger estimerer du er sikret gennem kommuneplanen, bevarende lokalplaner eller byplanvedtægter? Kommuner markeret med grå er kommuner som har svaret "ved ikke" eller ikke har deltaget i undersøgelse. side 2

www.bygningskultur2015.dk Behovet for sikring af bevaringsværdierne er størst i landsbyer og bykerner Ifølge bygningsfredningslovens 17 er en bygning først bevaringsværdig, når den er optaget i kommuneplanen eller i en bevarende lokalplan. En bygning eller helhed er derfor ikke sikret, blot fordi den er registreret. I mere end en tredjedel af de kommuner, der deltog i undersøgelsen (34 %), er der i høj grad behov for sikring af kommunens bevaringsværdige bygninger gennem kommuneplan eller lokalplan, mens 31 % svarer, at der i nogen grad er behov. Kun 4 % svarer, at der ikke er et behov i deres kommune. Godt halvdelen af kommunerne (45 %) peger på, at der i høj grad er behov for sikring af landsbyens kvaliteter - det samme gør sig gældende for bykernerne. Væsentlig færre vurderer et behov, når det gælder provinsbyerne (22 %) og forstæderne (23 %). Hent inspiration til din kommunes arbejde med at sikre bevaringsværdigerne i artiklen, der beskriver Kerteminde Kommunes arbejde med lokalplanlægning for to landsbyer. Læs artiklen senere i dette dokument. side 3

www.bygningskultur2015.dk Den politiske interesse er til stede 82 procent af danskerne en bolig med kulturarvsværdier, 83 procent mener, at kulturarv har stor betydning for turismen, og 55 % af danske virksomheder mener, at kulturarv er vigtig for deres virksomhed. Blandt danske kommunalpolitikere synes interessen for at arbejde med emnet også stor. 60 % oplever politisk interesse i nogen eller høj grad, når det gælder arbejdet med kulturarven. En tredjedel af kommunerne oplever ringe politisk opbakning. side 4

www.bygningskultur2015.dk Manglende viden er den største trussel mod værdierne Kommunerne kan bidrage til at sikre bevaringsværdige bygninger og helheder gennem planlægning og formidling. I sidste ende er det dog ejerne, der gennem vedligehold og istandsættelse bestemmer, om kvaliteterne skal føres videre. Ifølge kommunerne er manglende viden blandt ejerne den største barriere for, at kulturarven kan blive et aktiv for kommunens udvikling. På andenpladsen rangerer manglende politisk opbakning, mens frygten for at skulle overtage de bevaringsværdige bygninger, også figurerer højt på listen over barrierer. Hent inspiration til din kommunes arbejde med at sikre viden om og opbakning til arbejdet med bygningskulturarven i artiklen, der beskriver Esbjerg Kommunes vej mod et kommuneplantillæg. Læs artiklen senere i dette dokument. side 5

FAKTA I en survey blandt deltagerne i Bygningskultur 2015 s kommunale netværk svarer kommunerne: Behovet for kortlægning af kulturmiljøerne er stort særligt i landsbyer og i bykerner. I 60 % af kommunerne er kun ca. halvdelen af de bevaringsværdige bygninger reelt sikret. Den største barriere mod sikring af kvaliteterne er manglende viden. Læs mere på www.bygningskultur2015.dk Foto: Vejle Kommune KORTLÆGNING OG PRIORITERING AF VÆRDIERNE I VEJLE Strategisk og bæredygtig udvikling af kommunerne kræver overblik over og viden om de kvaliteter, der gør de enkelte kommuner til noget særligt. Velbevarede bevaringsværdige bygninger og helheder bidrager nemlig til at sikre en god udvikling, og kortlægning af kvaliteterne er mange steder en vigtig opgave. I Vejle Kommune har kortlægningen bidraget til en ny temaplan for kommunens 45 landsbyer. I forbindelse med kommunesammenlægningen i 2007 blev den tidligere Vejle Kommune lagt sammen med fire andre kommuner. Hvor Vejle havde en udpræget bymæssig karakter, var de øvrige kommuner i højere grad karakteriseret ved åbent land, og for den nye kommune stod det hurtigt klart, at der var behov for viden om, hvilke særlige kvaliteter der kendetegner det åbne land. I 2009 besluttede man derfor at lave en meget grundig kortlægning af 45 landsbyer i kommunen. Kortlægningen indføres i en temaplan, der har status af et kommunalplantillæg. Et forslag til temaplanen foreligger nu og forventes vedtaget inden sommerferien 2012. I beskrivelserne er vægten lagt på bygningsforløb, facadeudtryk og på at vurdere landsbyernes forskellige ind- og udkig. Dertil er opmærksomheden rettet mod bygninger med en særlig byggeskik eller med særlig kulturhistorisk betydning som fx kirken, stationen, det tidligere mejeri eller en stor gård. FRA HVID PLET PÅ KORTET TIL NY VIDEN Vi manglede en helt basal fornemmelse af, hvordan landsbyerne så ud og fungerede. Det var et underligt ukortlagt område i kommunen, en hvid plet på landkortet siger arkitekt Søren Nellemann, der sammen med kollegaen Christina Birch har været en af hovedkræfterne bag planen. En væsentlig kvalitet i disse små landsbyer er bygningskulturarven: Kulturmiljøerne i de små landsbyer er ofte mere velbevarede end byer, der har oplevet større vækst siger Søren Nellemann. Fordi disse landsbyer kom bagud i udviklingen tidligere, står der ofte arketypiske bygninger tilbage. Derudover kan særlige relationer eller vue til landskabet være bevaret, fordi de fx ikke er blevet udvidet med parcelhuskvarterer. Det var derfor naturligt at starte kortlægningen af den hvide plet på kortet med kulturmiljøerne i landsbyerne. BEDRE VILKÅR FOR LEVENDE LANDSBYER Fokus på kvaliteterne i landsbyerne ramte også et andet formål med temaplanen, nemlig at forbedre vilkårene for at landsbyerne fortsat vil være levende lokalsamfund: Det handler om at aktivere bygnings- og kulturarven. Der er mange gamle fine bygninger, som står og venter på nye anvendelser, siger Søren Nellemann. Bygninger, der tidligere var tegn på, at udviklingen var gået i stå, er nu potentialer for revitaliseringen af landsbysamfundene. Udover opmærksomhed på kulturmiljøer i landsbyerne har man også gennem kortlægningerne revurderet afgrænsningerne af alle landsbyerne. Afgrænsningen af landsbyen er nemlig et vigtigt planteknisk redskab, der blandt andet sender et signal til ejerne om, hvor i landsbyen kommunen er positiv over for udstykning og udbygning. LOKALAVISEN HJALP Udover at lave den arkitektfaglige kortlægning af landsbyerne ønskede Vejle Kommune også at diskutere landsbyernes udvikling og kvaliteter med beboerne i landsbysamfundene. De holdt derfor en række møder med borgere. Det var dog ikke helt let for kommunens folk: Vi fik respons fra beboerne i landsbyerne, men det var spredt, siger Søren Nellemann. Når vi kom ud var vi kommunen, så mange borgere ville hellere diskutere, hvorfor de havde mistet en buslinje eller havde dårligt mobilsignal og det er helt naturligt. Et bedre indblik i landsbyboernes hverdag og syn på det gode

Foto: Vejle Kommune landsbyliv fik Søren Nellemann og hans kolleger fra uventet kant. Den lokale avis Vejle Amts Folkeblad valgte i en artikelserie netop at sætte fokus på lokalsamfundene i landsbyerne. Lokalavisen interviewede borgere fra alle de 45 landsbyer: Det var spændende læsning siger Søren Nellemann og fortsætter: Artikelserien gav os en bedre fornemmelse af hverdagslivet, og hvad borgerne sætter pris på i landsbyerne. VIDEN OM HVERDAGEN Lokal avisens arbejde rammer ned i den ofte udfordrende proces med borgerinddragelse. Det handler om at komme ud af kontorerne og væk fra bare at annoncere traditionelle borgermøder og tro at folk vil dele af deres viden siger Søren Nellemann. Han oplever, at det ofte kan være en kunst i sig selv, at komme i kontakt med de beboere, der kender den lokale kulturarv og samtidig er interesserede i at drøfte landsbyernes udvikling. Her er der potentiale i at bruge lokalavisen som en platform for at komme i kontakt med borgerne også i endnu højere grad end det er sket i Vejle: Der er en læring i denne proces forklarer Søren Nellemenn, hvis vi havde inddraget avisen tidligere, kunne vi have knyttet dem tættere til projektet og fået endnu mere ud af deres arbejde med borgerne. De kommer ud til borgerne på anden måde, end vi kan. Søren Nellemann er glad for avisens arbejde, fordi det understøttede formålet med temaplanen: Vi har brugt materiale og citater fra artiklerne i temaplanen for også at gøre den til borgernes plan. Jeg tror, vi vil samarbejde med avisen igen. DET HANDLER OM AT PRIORITERE Arbejdet med kortlægningen har også haft betydning for det daglige arbejde i kommunen: Kortlægningen har givet forvaltningen en bedre intern fælles forståelse for, hvordan landsbyerne og det åbne land skal behandles fremadrettet. Med sammenlægningen af de forskellige administrationer har det været helt centralt at blive skarpe på vores egne holdninger til, hvad der er vigtigt at bevare, og hvad der er mindre væsentligt bemærker Søren Nellemann. Han fortsætter: Vi har fundet ud af, hvilke områder i og omkring landsbyerne der har stor sårbarhed og hvilke områder, der ikke behøver så meget regulering. Vi prøver at sætte fokus på, at det ikke handler om at forbyde alt muligt. Vi må prioritere og tage diskussionen, der hvor det giver mening. Kortlægningsarbejdet er med til at gøre forvaltningen af det åbne land i Vejle Kommune mere effektiv, ensartet og informeret, mener Søren Nellemann: Kortlægningen og temaplanen er redskaber, som vi kan bruge til planlægningen og udviklingen i landsbyerne og det åbne land. Igennem kortlægning af landsbyerne har vi vurderet, hvor der var bevaringsværdier, og vi har fået blik for borgernes prioriteringer. Det er det grundlag, vi skal bruge for at udarbejde bevarende lokalplaner af høj kvalitet. Arbejdet har taget tre år indtil videre, og det fortsætter til 2013. Vi har brugt rigtig meget krudt på de her små landsbyer i forhold til, hvor små de er. Men der er også et efterslæb, fordi ingen har beskæftiget sig indgående med dem i de sidste 30 år afslutter Søren Nellemann. Kortlægningen og temaplanen hjælper kommunen til at vurdere, hvilke bygninger og forløb der har værdi, og hvor der er mindre behov for regulering af ud- og tilbygningsmuligheder. Foto: Vejle Amts Folkeblad, Mette Mørk Lokalavisen interviewede borgere fra alle 45 landsbyer. De kom ind på livet af borgerne på en anden måde, end kommunen kunne. Foto: Vejle Amts Folkeblad, Torben Glyum Der findes mange fine strukturer og relationer mellem landsbyerne og naturen, som med kortlægningen og temaplanen lettere kan beskyttes. Foto: Vejle Amts Folkeblad, Mette Mørk

FAKTA I en survey blandt deltagerne i Bygningskultur 2015 s kommunale netværk svarer kommunerne: Behovet for kortlægning af kulturmiljøerne er stort særligt i landsbyer og i bykerner. I 60 % af kommunerne er kun ca. halvdelen af de bevaringsværdige bygninger reelt sikret. Den største barriere mod sikring af kvaliteterne er manglende viden. Læs mere på www.bygningskultur2015.dk ny bog vil standse mishandlingen af bygningskulturarven i det åbne land Ifølge Bygningskultur 2015 s kommunale netværk, er der stort behov for viden om kulturmiljøer i det åbne land, og ca. halvdelen af kommunerne peger på, at der er et stort behov for sikring af bevaringsværdierne i de danske landsbyer og i det åbne land. Tidligere landsplanchef i Miljøministeret, Niels Østergård, berør emnet i sin nye bog Fra Fæste til fritid. Bygningskultur 2015 har spurgte ham om baggrunden for bogen. Fra Fæste til Fritid beskriver udviklingen på Jungshoved på det sydøstlige Sjælland fra dengang alle var fæstere i landbrugssamfundet til i dag, hvor det i de samme omgivelser er funktionærer, pensionister og fritidsfolk, der dominerer. Hvor det før var bøndernes arbejde med dyrene og markerne, er det nu fritidssysler, naturen og bevaringen af kulturmiljøet, der er den fælles dagsorden. Bogen demonstrerer, hvordan man gennem stedsanalyse kan få ny indsigt i historien om landsbyen. 1 Du har netop udgivet bogen Fra fæste til fritid om landsbyudviklingen i Roneklint på Jungshoved. Hvad er din baggrund og dit motiv for at arbejde med netop dette sted? Baggrunden er den enkelte, at min kone og jeg købte Fyrpasserhuset i Roneklint som fritidshus i 1975. Jeg oplevede gennem de følgende 35 år, at den lokale viden om landsbyens historie forsvandt efterhånden, som de ældre faldt fra. I dag er der ingen beboere, som er født i landsbyen. De fleste er tilflyttere uden forudgående tilknytning til sognet. Det gav mig inspirationen til at undersøge og beskrive landsbyens og Fyrpasserhusets historiske udvikling. 2 Din bog er et bud på en stedanalyse hvad er din faglige baggrund og motivation for at arbejde med dette begreb? Jeg er uddannet som landinspektør og i vores faglighed taler vi om ejendomsdannelsen. Det er en særlig form for dannelse, som handler om udstykning, landzone- og byggetilladelser samt lokalplanlægning. Beboere forgår, men ejendomme består siger jeg ofte i mine foredrag. Derfor er stedanalyse i min forståelse knyttet meget til betydningsfulde begivenheder og ændringer i ejendomsog bygningsstrukturen. Eller sagt på en anden måde. En stedanalyse er en lokal Danmarkshistorie. 3 Hvem kan have glæde af den tilgang til stedet, som du anlægger i din bog? Først og fremmest lokalbefolkningen, men også kommunen, lokalrådet og lokale organisationer. En fælles viden er en vigtig forudsætning for at undgå konflikter, når der skal handles og besluttes om beskyttelse og ændringer i de fysiske omgivelser. 4 Hvordan adskiller din tilgang sig fra andre metodiske tilgange til kortlægning og analyse af vores fysiske omgivelser, herunder bl.a. SAVE-metoden? Der er et slægtskab til SAVE-analy ser ne. Jeg var selv som vicedirektør i Planstyrelsen med til at igangsætte projektet med udarbejdelse af Kommuneatlas. Præstø Kommune og dermed også Roneklint landsby var med i forsøgsprojektet i 1987. For mig var det i dobbelt forstand en øjenåbner for, at bebyggelse i landsbyer og på landet ikke måtte efterlades uden overordnet opmærksomhed. Stedanalysen er anderledes derved, at den i højere grad informerer om den kulturhistorie, der knytter sig til det pågældende sted. Her er det englands krigene 1807-1814, stormfloden i 1872, etableringen af Roneklint Fyr ligesom andelsbevægelsens betydning indgår. En helt central rolle spiller dog udskiftningen i årene omkring 1800. Den fortælling er en væsentlig forudsætning for at forstå bygnings- og ejendomsstrukturen i det åbne land. Udskiftningen

FAKTA Niels Østergård Fra fæste til fritid er skrevet af Niels Østergård, udgivet af Forlaget Museerne.dk, 128 sider, illustreret, indbundet. Pris 190,- kr. (inkl. moms) Bogen fremsendes direkte ved bestilling på www.museerne.dk eller telefon 55372554. Bogen er udgivet med støtte fra Realdania. Fra fæste til fritid Forlaget Museerne Niels Østergård Fra fæste til fritid Læs mere på www.bygningskultur2015.dk er jo en af de største landsplanmæssige reformer, Danmark har oplevet. Fra fæste til fritid pressemateriale Forlaget Museerne 5 Hvad har været den største ahaoplevelse, som du har gjort dig i arbejdet med bogen? Det har været oplevelsen af, at man ved at sammenstille gamle kortinformationer fra Kort & Matrikelstyrelsens arkiv med dokumenter, skøder og skifteprotokoller fra Det kgl. Bibliotek, Landsarkivet og lokalarkivet kan opbygge en konkret beskrivelse af landsbyens og stedets fortid. I min analyse dukkede fx et upubliceret kort over de store oversvømmelser på Jungshoved under stormfloden i november 1872 frem. Det er interessant, når man nu drøfter konsekvenserne af klimaændringer. 6 En stor del af de kommunale planlæggere i Bygningskultur 2015 s kommunale netværk, peger på behovet for en indsats for sikring af bevaringsværdierne i det åbne land. Hvad ser du som de største trusler mod bygningskulturarven her? Den største trussel er uvidenhed. Vi kender alle beskrivelser af fornemme arkitektoniske løsninger på modernisering af gamle bondehuse eller genanvendelse af en nedlagt gårds bygninger. Men når man bevæger sig rundt i landskabet er realiteten desværre, at alt for mange bygninger mishandles uden forståelse for den arkitektoniske helhed. Løsningen er at få den professionelle viden bredt ud i forenklet form, inden bygningsejerne og deres rådgivere låser sig fast i en byggeansøgning. Kommunen kan, fx med aktiv brug af bevaringsmæssige retningslinjer i kommuneplanen og lokalt tilpassede stilblade, gøre langt mere, end vi normalt ser i dag. 7 Hvad har du lagt vægt på i din bog? Hvilke parametre og kriterier har været de vigtige for dig? Jeg har lagt vægt på at vise, hvad gamle kort kan fortælle om udviklingen gennem 250 år. Derudover har jeg valgt at beskrive detaljer om betydningsfulde lokale begivenheder som fx andelsbevægelsen med forsamlingshus, mejeri og brugsforening. Udviklingen på et par ejendomme beskrives i detaljer, herunder udstykningen af en gård til sommerhusområde i 1960 erne og restaureringen af min egen fritidsbolig. Før var alle fæstere i landbrugssamfundet og måtte arbejde for godset. Nu har helårsbeboerne overvejende byerhverv uden for sognet, og en del af de gamle huse er overgået til fritidshuse. Derfor afsluttes bogen med et oplæg til fremtiden med fokus på bygningsbevaring og lokalplanlægning til sikring af kulturmiljøet og naturkvaliteterne. Mit håb har været, at bogen kan bruges som inspiration, når andre tager fat på at beskrive deres sted. 8 Det er en grundig analyse, du lægger over et lille areal, og mange kommuner vil nok få svært ved at gennemføre en lignende øvelse indenfor de budgetmæssige rammer. Hvordan kan man bedst gentage din succes andre steder? Grundige stedanalyser ligger uden for det, man kan forvente gennemført af kommunen. Til gengæld tror jeg, at lokale grupper kan finde stor fornøjelse i at styrke fællesskabet gennem sådanne analyser. I et samarbejde med lokalrådet og den lokale bevaringsforening kan man så, med den nye, styrkede indsigt, etablere et samarbejde med kommunen om stedets specielle forhold og fremtidige muligheder.

FAKTA I en survey blandt deltagerne i Bygningskultur 2015 s kommunale netværk svarer kommunerne: Behovet for kortlægning af kulturmiljøerne er stort særligt i landsbyer og i bykerner. I 60 % af kommunerne er kun ca. halvdelen af de bevaringsværdige bygninger reelt sikret. Den største barriere mod sikring af kvaliteterne er manglende viden. Læs mere på www.bygningskultur2015.dk KERTEMINDE KOMMUNE SIKRER LANDSBYERNES BEVARINGSVÆRDIER GENNEM LOKALPLANLÆGNING Ca. halvdelen af Bygningskultur 2015 s kommunale netværk peger på, at der er et stort behov for sikring af bevaringsværdierne i kommunernes landsbyer. Kommunerne kan, gennem lokalplaner, bidrage til at sikre bevaringsværdierne, og en bygning er først bevaringsværdig i juridisk forstand, når den er udpeget i kommuneplanen eller i en lokalplan. I Kerteminde Kommune arbejder man på at sikre de bærende bevaringsværdier i to af kommunens landsbyer. Landsbyerne Måle og Viby på Nordøstfyn har altid tiltrukket sig opmærksomhed fra arkitektur- og bevaringsinteresserede. Allerede i starten af 1970 erne lavede nogle arkitektstuderende i regi af Det særlige Bygningssyn en opmåling af bygningerne i Viby, og i de tidligere regionsplaner var landsbyerne tillige udpeget som særlige kulturmiljøer. Begrundelsen herfor knyttede sig til landsbyernes fredede bygninger, men også til de velbevarede fysiske strukturer i og omkring landsbyerne. Strukturerne er fysiske spor fra jordfællesskabet i landsbyerne, som blev varetaget af landsbyejerlavene. Landsbyejerlavene har således æren for de velbevarede strukturer, som tæller landsbyernes hegn, diger og skel, ager, eng og skov, der i dag står som ved udskiftningen i 1700tallet. De indgik derfor i vurderingen som en stor værdi for landsbyerne. Landsbyerne er yderligere kendetegnet ved, at de har bevaret en tæt forbindelse til hinanden og til det nærliggende Hverringe Gods, som stadig ejer en del af ejendommene i Måle. Af disse grunde var det naturligt for Kerteminde Kommune at starte sikringen af bygningsarven i kommunen her. DIALOG BANEDE VEJEN Det har altid ligget klart, at der skulle sættes fokus på bevaringsværdierne i landsbyerne, siger arkitekt og planlægger i Kerteminde Kommune 2009 har arbejdet med de bevarende lokalplaner for landsbyerne. Lokalplanerne er på nuværende tidspunkt under udarbejdelse, og arbejdet har involveret en tæt dialog med borgerne gennem de sidste par år. Dialogen har både bestået i nedsættelse af arbejdsgrupper med lokale borgere og inddragelse af lokale nøglepersoner i forbindelse med både valget af kortlægningsmetoder og drøftelser om, hvilke udviklingspotentialer der eksisterer for landsbyerne. STRATEGISKE PARTNERSKABER I forbindelse med opstarten på planarbejdet i 2009 blev en arbejdsgruppe nedsat med repræsentanter fra kommunen, to repræsentanter fra hver landsby samt Hverringe Gods. Repræsentanterne fra landsbyerne blev inviteret, fordi de var særligt interesserede i spørgsmålet om bevaring og på grund af deres engagement i det frivilligt drevne lokalhistoriske arkiv. Dertil havde en af borgerne også en faglig tilknytning til Kunstakademiets Arkitektskole. Kommunen ønskede at foretage SAVE-kortlægninger som grundlaget for lokalplanerne i de to landsbyer. I stedet for, som ofte, at få foretaget SAVE-kortlægningen af på baggrund af møder med arbejdsgruppen, at inddrage studerende fra Kunstakademiets Arkitektskole. Registreringen blev foretaget på bygningsniveau, hvilket betyder, at kommunen nu står med et stort, detaljeret materiale over bevaringsværdierne i de to landsbyer. De arkitektfaglige vurderinger blev kvalitetssikret af Center for Bygningsbevaring og bliver suppleret med kulturhistoriske input og vurderinger fra Østfyns Museer. BÆRENDE BEVARINGS- VÆRDIER I LANDSBYEN Det var spændende at være med til at foretage registreringerne, fordi det gav anledning til nogle interessante diskussioner om bevaringsværdierne

FAKTA For mere information om den forudgående borgerinddragelse og arkitekturpolitik i Kerteminde Kommune anbefales artiklen Bygningskulturarven hjælper landsbyerne. Find den i Bygningskultur 2015 s hæfte 6 Gode Grunde til at bruge bygningskulturen i kommunen. Pjecen kan hentes på www.bygningskultur2015.dk Turisterne efterspørger hver sommer det lille bed and breakfast ved den blå blandt landets mest velbevarede landsbyer fra landsbyfællesskabets hvor der er sket ændringer, der gør det svært at få øje på bevaringsvær- har ændret sig meget, men bare i kraft af deres volumen vil der mangle noget, hvis de var væk. Igennem SAVE-registreringen af også fokus på landsbyernes indre sammenhæng, bygningernes relation til vejen samt relationer til det omkringliggende landskab. Dette får betydning for, hvordan lokalplanerne bliver udarbejdet. Allerede nu, med materialet fra SAVE-registreringen, har planafdelingen dog fået et godt udgangspunkt for at sætte ord og billeder på værdierne i landsbyerne. LOKALPLANEN VIL PEGE PÅ UDVIKLINGSMULIGHEDER Et særligt opmærksomhedspunkt i gårde med stråtag. Denne bygningstype er truet i Danmark, fordi mange river en længe eller to ned, idet bygningstypen stemmer dårligt overens med et moderne familieliv. Derfor skal der i lokalplanen åbnes op for, at dele af bygningsmassen kan få nye anvendelser, samtidig med at de bærende bevaringsværdier er fuldt ud bevaringsværdige, er det hensigten at øge mulighederne for at tilpasse dem og give dem nyt liv. Det skal modvirke tendensen til, at de ellers rives ned eller at ejerne lader dem forfalde. Det er vigtigt, at vi ikke med lokalplanerne fastlåser udviklingen af bygningerne. Moderne mennesker skal kunne leve der, ANVISNINGER TIL EJERNE De bevarende lokalplaner bliver i hovedtræk opdelt i et indledende afsnit, hvor nogle overordnede træk og sammenhænge for hver af landsbyerne bliver fremhævet. Herefter følger retningslinjer for de enkelte bygninger. På nuværende tidspunkt er der til lokalplanerne, men et hovedformål er at give anvisninger til grundejerne om gode måder at bevare og udvikle deres bygninger på. Anvisningerne skal med i selve planerne, hvor de SAVE-registrerede bygninger hver får en side med billede og bestemmelser tilknytet. Afhængig af hvor omfattende lokalplanerne bliver, kan en del af anvisningerne blive vedlagt i et hæfte tilknyttet planen. Håbet er således, at beboerne i landsbyerne får glæde af SAVE-registreringerne og de bevar- at landsbyerne har en særlig værdi. Bevaring og kulturarv virker som en er velfungerende landsbyer, hvor der turarven allerede nu har en betydning for folk, der bor der, og den er en vigtig del af landsbyernes popularitet. Med vores faglige vurderinger via SAVE-registreringerne, får ejerne den viden, de skal bruge for at sikre værdien af deres huse og det miljø, de ligger i. Dertil skaber planen tryghed om, at vi også i kommunen passer på kvaliteterne, vurderer Anne Et af de mange karakteristiske rødmalede bindingsværkshuse der De to landsbyer delte bl.a. forsamlingshus og skole før i tiden. Bygningerne ligger mange steder helt ud til vejen, og bidrager til et

FAKTA I en survey blandt deltagerne i Bygningskultur 2015 s kommunale netværk svarer kommunerne: Behovet for kortlægning af kulturmiljøerne er stort særligt i landsbyer og i bykerner. I 60 % af kommunerne er kun ca. halvdelen af de bevaringsværdige bygninger reelt sikret. Den største barriere mod sikring af kvaliteterne er manglende viden. Læs mere på www.bygningskultur2015.dk Stuehus ved Tjæreborg efter vinduesudskiftning. Foto: Torben Lindegaard ESBJERG SIKRER VIDEN OM VÆRDIERNE MED NYT KOMMUNEPLANTILLÆG OVER KULTURARVEN Hvordan kan kommunerne bidrage til øget viden om bygningskulturarven, og hvordan får vi politikere og borgere med, når diskussionen handler om at sikre kvaliteterne? Spørgsmålene er centrale for størstedelen af Bygningskultur 2015 s kommunale netværk. I Esbjerg Kommune har man et bud på svarene. Her er man på vej med et nyt kommuneplantillæg, der samler al eksisterende viden om kommunens særlige kvaliteter. I mange kommuner arbejder man på at få kortlagt kommunens bevaringsværdier, og mængden af data vokser hele tiden. Ud over viden fra nye kortlægninger eksisterer der typisk i en sammenlagt kommune registreringer og beskrivelser fra hver af de tidligere kommuner. Samtidig har kommunerne med kommunalreformen i 2007 overtaget amternes kortlægninger og beskrivelser af kulturmiljøerne, som nu er blevet et kommunalt ansvar. Skal alle disse data udgøre et ensartet administrationsgrundlag samt have en formidlingsmæssig kvalitet, kræves der en fokuseret indsats. LANDSBYPLANERNE VAR EN VINDERSAG I Esbjerg oplevede planlæggerne et stort behov for at få samlet den eksisterende viden om kvaliteterne i ét materiale. Vejen til at opnå politikernes opbakning til den form for metodeudvikling blev blandt andet opnået gennem en målrettet indsats for at udarbejde planer for alle kommunens landsbyer. Landsbyplanerne er vedtaget politisk og har været genstand for høringsrunder, borgermøder og lokal debat. Planerne er borgernes planer, og formålet er at sikre høj kvalitet i landsbyernes udvikling. De blev udarbejdet ved, at kommunen og deres konsulenter besøgte byerne og stillede to simple spørgsmål: Hvad er det gode ved at bo her og hvad kunne være bedre? Dertil fik landsbyerne lov at pege på 3 fysiske indsatsområder hver. Dette bevirkede en åben dialog med borgerne, som præciserede, hvor og hvad kvaliteterne var. Derefter beskrev vi det for dem gennem tekst og visualiseringer forklarer chef for Kommune- og Byplan Erling Sonne, der ser tilbage på tre år, hvor der blev samlet 22 landsbyplaner. Men også på en årrække, hvor politikerne for alvor tog medejerskab til emnet. Det var en vindersag for politikerne at være med til, og det gav anledning til nogle spændende drøftelser om, hvad der er kulturarv i vores kommune, og hvordan vi skal passe på kvaliteterne. ALLE DATA SAMLES Sideløbende med arbejdet for landsbyerne fik Erling Sonne og hans kolleger opbakning til at lave et oplæg til et kommuneplantillæg. Her samles al den tilstedeværende viden og alle tidligere registreringer og udpegning er fra Kommuneatlas, Vadehavsatlas, tidligere Amtsudpegninger osv. i et produkt. Ved at løfte viden om kvaliteterne helt ind i kommuneplanen opnår Esbjerg en lovmæssig knagerække at hænge sagsadministrationen op på. Erling Sonne har store forventninger til tilgangen, og dens effekt for planlægning og sagsbehandling: Det, vi gør, er, at vi indarbejder de nødvendige kort, med aftegninger af de forskellige registreringer og udpegninger. Kortene bliver ledsaget af en kommuneplantekst, som på kommuneplanniveau beskriver rammerne og indholdet. Det, vi endnu mangler, er en sektorbeskrivelse fortæller Erling Sonne. Sektorbeskrivelsen er en samlet vurdering af de i alt 75 områders særlige karakteristika set i en bevaringsmæssig sammenhæng. Beskrivelsen skal opstille de konkrete faktorer, der er bærende for at sikre kvalitet i udviklingen. Erling Sonne forklarer: Det kan handle om både bygningsmæssige og landskabelige eller strukturelle forhold. Først når dette arbejde er gennemført, kan kommuneplantillægget bruges som et lovmæssigt administrationsgrund

Stuehus ved Tjæreborg før vinduesudskiftning. Foto: Torben Lindegaard lag i Kommunen. Derfor er den sidste fase af afgørende betydning for kommuneplantillæggets effekt. NYE VURDERINGER Datagrundlaget i kommuneplantillægget tæller både de førnævnte landsbyplaner, men også tidligere kommuneatlasser og -planer med forskellige udlagte beskyttelsesområder, fx habitat- og fuglebeskyttelsesområder, amtets udpegninger, materiale fra arbejdet med Vadehavsatlasset og eksisterende beskyttelseslinjer. Dertil er alle bygninger med SAVE-vurderinger blevet opdateret i samtlige rammeplaner. Forskelligheden mellem data kom bl.a. til udtryk i amtets udpegninger af kulturmiljøer. Fra et kommunalt synspunkt forekom disse hullede og tilfældige og med en vinkel som ikke korresponderede med en kommunal planpraksis. Amterne tog blandt andet taget ting med, som ikke er synlige i landskabet forklarer Erling Sonne. Den viden, vi hentede i regionplanen, egnede sig typisk bedre i en museal kontekst. I plansammenhæng kan vi ikke rigtigt bruge viden om spor i markerne fra tidligere bebyggelser, og særligt ikke i lyset af, at disse spor typisk er væk den dag i dag. Som kommune skal vi skal se på, hvad der er værdigt til bevaring. Opgaven med at få samlet materialet i et anvendeligt kommuneplantillæg bestod derfor bl.a. i at skille alt data fra hinanden og samle det igen. En øvelse handlede om at skære igennem på en rationel måde og eksempelvis lægge alle kortene ovenpå hinanden og vurdere, hvorvidt områderne stadig var interessante i bevaringssammenhæng. MANGLENDE LOVHJEMMEL Undervejs har det været nødvendigt at se på afgrænsningerne af landsbyerne. Landsbyafgrænsningerne knytter sig typisk til rene administrative afgrænsninger, men somme tider knytter der sig kulturlandskaber til landsbyerne, som ligger udenfor den administrative afgrænsning. Vi mangler her en lovhjemmel i kommuneplanen for at kunne regulere udviklingen i landsbyerne. I de tilfælde, hvor vi skal stille krav til ejerne, har vi problemet pointerer Erling Sonne. Lokalplanlægningen, som vil være det næste naturlige skridt, vi kan tage for en juridisk sikring af bevaringsværdierne, er ofte dyr og uhensigtsmæssig fortsætter han og peger i den sammenhæng på de drøftelser, der fornyelig har fundet sted iblandt kommunerne og KL. I forbindelse med den kommende ændring af Planloven er drøftelserne bl.a. gået på at styrke kommuneplanen som styringsredskab, når det gælder krav til klima og bæredygtighed. Kunne man opnå den mulighed, når det gælder bevaringsværdierne, ville kommunerne være langt bedre stillet vurderer Erling Sonne. BEGREBSAFKLARING En af de vigtigste erfaringer Erling Sonne ser tilbage på efter arbejdet med både landsbyplanerne og kommuneplantillægget, handler om at kunne formidle, hvad kulturarven er. En klar fælles forståelse for, hvad der tales om, er nemlig afgørende for at borgere og politikere vil indgå i dialogen og tage stilling. Ligeledes var det også vigtigt for medarbejderne i kommunen, at der var en klar begrebsmæssig ramme om emnet. Det arbejde tog for alvor fart gennem arbejdet Vadehavsatlasset. Et projekt, der var støttet af Kulturstyrelsen, og som gav anledning til vedvarende drøftelser på tværs af Esbjerg, Fanø, Tønder og Varde kommuner samt tilsvarende museer. Det er nærmest et kunststykke at se tilbage på, men vi er landet på tre centrale begreber, som vi opererer med i kommuneplanen: Kulturmiljøerne, der dækker over bebyggelser i alle skalaer. Bygningskultur, som dækker over enkeltbygninger, som man efter SAVE-metoden kan kategorisere som bevaringsværdige. Og til sidst Kulturlandskaber, som er beskyttede områder så som Vadehavsmarsken, strækninger langs kommunens store åer, særlige områder med interessante matrikulære strukturer o.lign. Denne begrebsmæssige ramme har ifølge Erling Sonne bidraget markant til den politiske opbakning og interesse for sagen i Esbjerg: Vi kan ikke forvente, at politikerne skal finde det her interessant, hvis vi ikke selv er helt skarpe på, hvad det er, vi taler om afslutter han. EN METODE TEGNER SIG I Esbjerg Kommune er arbejdet med at opbygge begreber og materiale færdigt, og kommuneplantillægget er sendt i offentlig høring. Dialogen med Fanø, Tønder og Varde kommuner holdes fortsat varm, og herfra afventer man resultaterne på den øvelse, der startede som et ønske om at knytte Vadehavsatlasset helt ind i kommuneplanen. Håbet er nemlig, at metoden skal kopieres og skabe effekt i de øvrige kommuner også.