Skolebladet God sommerferie
Sommerferie I skrivende stund er der helt stille på Torslev Skole. Forberedelserne til aftenens brag af en dimissionsfest er på plads, og vi glæder os til det sidste hyggelige samvær med vore afgangselever. Nu skal de sendes videre ud i livet, og jeg er sikker på, at vingerne er blevet flyvefærdige. Der ud over har vi alle arbejdet målrettet på at gøre os parate til det kommende skoleår. Hverdagen efter Folkeskolereformens indførsel vil opleves (og skal opleves) helt forskelligt, i forhold til det vi kender. Jeg har lige lagt en folder fra Undervisningsministeriet på skoleporten. Her samles reformens indhold på en god og overskuelig måde. Den kan anbefales at læse. Vi siger farvel til mange kolleger ved indgangen til sommerferien: Lærere Ellen Højbjerg Christensen, Janni Madsen, Michala Kristiansen, vore faste vikarer Heidi Schneider og Mia Benthien samt køkkenassistent Louise Jensen og skolens sekretær Lene Nielsen. Det er altid vemodigt at skulle sige farvel, men vi ønsker dem alle held og lykke med deres fremtid og jeg takker alle for et rigtig godt samarbejde. Jeg vil også gerne takke hele forældregruppen ved Torslev Skole for det første år, vi har arbejdet sammen. Det er en turbulent tid at være i skoleverden, men jeg er meget fortrøstningsfuld for det kommende år. Jeg har lært mange af jer at kende, og med den opbakning til Torslev Skole jeg har mødt, så skal vi nok få gjort folkeskolereformen til en succes her på skolen. Vi kommer til at gøre os mange praktiske erfaringer, men hvis der bliver en flydende og god kommunikation, vil vi komme i mål med alt det bedste. Jeg ønsker jer alle en rigtig god sommerferie, og jeg håber, vi alle møder igen med masser af god energi til det kommende skoleår. Venlig hilsen Henrik Weinkouff
Vigtige informationer til forældre Sommerferien står lige for døren, og vi har nogle vigtige informationer for næste år. Elevernes mødetid 1. skoledag møder alle elever kl. 09.00. Indskolingselever møder i indskolingsbygningen og 3.-9. årgang møder i storrummet. Busserne kører ind til dette mødetidspunkt. Se på skoleporten i ugen inden skolestart. Elever der skal have 1. rul i indskolingen (nye 0. klasses elever) møder onsdag d. 13. kl. 09.00 ved skolebiblioteket. (Se jeres eget brev fra indskolingen). Elevers skema og mødetider bliver lagt på skoleporten og under klasserne. Skolebuskørsel Vi arbejder hårdt på, at få ændret bussernes køretider, så de passer bedst muligt med elevernes skemaer. Nogle gange kan der dog blive ventetid. Se de nye køreplaner på skoleporten i slutningen af uge 32. Kontakt med lærere Lærerne har fra næste skoleår fast mødetid. Det betyder, at man kun kan komme i kontakt med lærerne, når de er på skolen. Hvis I skal tale med lærere, kan det være en god ide at sende en besked via forældreintra, hvor I beder om at blive ringet op. Kontaktlærerfunktion Klasselærere erstattes af kontaktlærere. På den måde skal eleverne opleve, at der i højere grad er en voksen omkring dem. Kontaktlæreren tager sig af opfølgning på trivsel, læringsmål (det kommer vi alle til at tale meget mere om). Alle skolens lærere vil være kontaktlærere. Derfor bør der blive mere opmærksomhed til den enkelte elev. Senest i uge 32 får man besked om hvilken kontaktlærer elever tilknyttes. Det er kontaktlæreren, der er den primære person ved kontakt med hjemmet.
Idræt Elever i udskolingen har idræt hver dag. Der skal man have idrætstøj med, og mon ikke det er til at huske, når det er hver dag? Ellers må man lave idræt i sit almindelige tøj. Skoleboden Der er desværre ikke økonomi til at føre skoleboden videre. Derfor er den lukket. Der afsøges hele tiden muligheder for igen at få en ordning op at stå. Sekretær på skolen Der vil ikke være sekretær på Torslev Skole i det næste skoleår. Ledelsen vil efter bedste evne løfte denne opgave. Derfor beder vi om forståelse, hvis I kommer til at opleve en forlænget ekspeditionstid. Ved skolestart 2015 vil der igen være en sekretær. Venlig hilsen Henrik Weinkouff Skoleleder
Bedstestrik i 5.b Bedstestrik? Hvad er det? Det er, når vi i håndarbejde inviterer "bedster" til at komme og lære de unge at strikke. Heldigvis fik vi i 5.b besøg af rigtig mange - både mødre og bedstemødre. Nogle afsatte tid og kom og hjalp flere torsdage. Tak for det. Der blev strikket bolde, sommerfugle, armbånd mm, mens der blev hygget og snakket ved bordene. Det var rigtig sjovt at se, hvordan eleverne naturligt spurgte om hjælp af en mor eller lige "lånte" en andens bedste, når der var brug for lidt vejledning. Det var samvær med gensidig glæde og fornøjelse.
På besøg hos 8.A. Onsdag d. 24. april, var Ahornholdet på besøg i fysiklokalet. Det var Karina, Ida`s mor og 8.A, der havde inviteret os til fysikshow. Da vi kom, fik vi, som I kan se på billedet, beskyttelsesbriller på. Vi synes, det var rigtig sjovt, at se de ting de store lavede. Der var nogle, der kunne lave iskrystaller. Andre kunne få vand og ild til at skifte farve, men det vildeste var da de lavede en ildflamme helt op til loftet. Vi er mange, som glæder sig til, vi skal have fysik i 7, 8 og 9 klasse. Tak for forestillingen 8.A. Hilsen Ahornholdet.
Dygtige fysikelever. 7.a fra Torlev skole i Østervrå var i november måned på besøg hos Elforsyning Nord Vendsyssel. Det var en spændende dag, hvor der skulle løses diverse teoriopgaver om samfundets elforsyning, samling af ledninger samt madlavning med mindst muligt strømforbrug. ENV udlodder hvert år præmier til de to dygtigste klasser. Der var i alt 24 klasser på besøg hos ENV gennem skoleåret, og det lykkedes Torslevs Skoles 7.A suverænt at vinde førstepladsen. Her er de dygtige elever med deres ligeså dygtige lærer Gregers og præmiechecken.
Informationsmøde om den nye reform