Fraktur af processus condylaris er en af de hyppigste

Processus condylarisfrakturer II. Resultater af behandling af 348 patienter Peter Marker, Arnoff Nielsen og Henning Lehmann Bastian - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Formålet med denne prospektive undersøgelse var at undersøge resultatet af konservativ behandling af processus condylaris-frakturer samt at finde eventuelle sammenhænge mellem forskellige frakturparametre og komplikationer. Endvidere ville vi diskutere en evt. indikation for kirurgisk behandling med åben reponering og fiksering. Alle patienter der i perioden 1984-1996 havde fået stillet diagnosen fractura colli mandibulae, og som var blevet kontrolleret klinisk og røntgenologisk ét år efter afsluttet behandling, indgik i undersøgelsen. Patienternes subjektive symptomer, gabeevnen, deviation og okklusion blev registreret ved behandlingens afslutning og ét år senere. Efter ét år havde 45 (13%) af de 348 patienter mindre subjektive klager, såsom nedsat gabeevne, deviation og dysfunktion. Ti (3%) havde smerter i led og/eller muskler. Otte (2%) havde malokklusion, der i syv af tilfældene kunne relateres til dislocering af caput ud af fossa. I fem af de otte tilfælde drejede det sig om bilaterale frakturer. Det kunne konkluderes at konservativ behandling af processus condylaris-frakturer er en skånsom, sikker og pålidelig behandling der kun i få tilfælde medfører funktionsforstyrrelser og malokklusion. Dislocering af caput og bilateral fraktur var de to parametre der spillede den største rolle for udvikling af de nævnte komplikationer, hvorfor det ved overvejelse om kirurgisk behandling bør være disse faktorer der er bestemmende for valget. Artiklen er baseret på et arbejde som tidligere er publiceret i British Journal of Oral & Maxillofacial Surgery 2000; 38: 422-30. Fraktur af processus condylaris er en af de hyppigste frakturer i mandiblen (1-3). Behandling af disse frakturer har traditionelt været konservativ i form af immobilisering, aktiv funktionel behandling eller blot kontrol og information af patienten, hvis der umiddelbart efter traumet findes habituel okklusion (1,2,4,5). Tidligere var man af den opfattelse at behandling af processus condylaris-frakturer var komplikationsfri (6), men adskillige forfattere er dog enige om at senkomplikationer som malokklusion, mandibulær hypomobilitet, deviation, kæbeledsdysfunktioner og patologiske forandringer af capita kan forekomme (2,4,5,7-11). Formålet med nærværende undersøgelse var at evaluere resultatet af konservativ, dvs. ikke-kirurgisk behandling af både uni- og bilaterale frakturer af processus condylaris ca. ét år efter behandlingens afslutning. Det var endvidere hensigten at undersøge om nogle af parametrene frakturtype, dislocering af caput eller traumeårsager var korreleret til komplikationer registreret efter ét år. Endelig var det hensigten at definere eventuelle indikationer for kirurgisk behandling med åben reponering og fiksering af processus condylaris-frakturer. Materiale og metode Patienter der på Kæbekirurgisk Afdeling K, Odense Universitetshospital, i perioden 1984-1996 blev registreret med diagnosen fractura colli mandibulae, og som blev kontrolleret røntgenologisk ét år senere, indgik i materialet. I nævnte periode fik 1.195 stillet diagnosen mandibelfraktur. Heraf havde 492 (41%) fraktur af én eller begge colla mandibulae. Af disse mødte 93 ikke til etårskontrollen trods flere indkaldelser, og 44 var udenamtspatienter og kunne derfor ikke kontrolleres. I tre tilfælde blev der ikke foretaget røntgenkontrol, og fire patienter døde i løbet af året. Af de 492 patienter måtte 144 derfor ekskluderes, således at det endelige materiale der indgik i undersøgelsen, var 348 patienter. De patienter der ikke mødte til etårskontrol, var ikke forskellige fra de 348 patienter, der blev inkluderet i undersøgelsen mht. alder, køn, forløb og parametre registreret ved behandlingens afslutning. De inkluderede patienter var de samme som er beskrevet i en tidligere undersøgelse (12), hvor relevante parametre som frakturtyper, årsager m.m. er beskrevet. I nærværende undersøgelse blev patienterne registreret mht. arten af konservativ behandling (dvs. intermaksillær fiksation (IMF) eller ej), endvidere registreredes indikationen for valg af IMF (malokklusion eller andre frakturer i mandiblen), IMF-tid og evt. behov for supplerende brug af elastikker efter IMF. Ved behandlingens afslutning blev gabeevnen og okklusionen vurderet, ligesom subjektive klager blev noteret. 876

Et år efter afsluttet behandling blev patienterne atter vurderet og registreret mht. gabeevne, okklusion, deviation ved gabning og subjektive klager. Vedr. gabeevne blev denne defineret som normal når den var 40 mm. Gabeevne mindre end dette blev registreret som reduceret. Deviation blev defineret som en sideforskydning af mandiblen på 5 mm eller derover ved maksimal gabning. Okklusionen defineredes som normal når den efter behandlingen var den samme som før behandlingen. Statistik χ2-testen blev anvendt til at afgøre signifikans for forskelle på værdier. Ved P-værdier mindre end 0,05 ansås forskellene for signifikante. Resultater M:F-ratio var 2:1, idet 230 (66%) af de 348 patienter var mænd, og 118 (34%) var kvinder. Mændenes gennemsnitsalder var 29 år (4-76) og kvindernes 35 år (5-83). To hundrede og tooghalvtreds (72%) havde unilaterale frakturer, mens 96 (28%) havde frakturer i begge kæbeled. To hundrede og fjorten patienter (62%) blev behandlet med intermaksillær fiksation, mens 134 (38%) blev behandlet uden, idet de blev instrueret i gabeøvelser og sat på flydende kost. Af de 214 patienter blev 65 fikseret pga. malokklusion og de 149 pga. andre frakturer i mandiblen. Fiksationstiden for patienter med udelukkende fraktur af processus condylaris var i gennemsnit 35 døgn (0-58). Alle patienter blev set én gang ugentlig i fiksationsperioden, samt én gang en uge efter at IMF var seponeret. Herefter blev skinnerne fjernet. På dette tidspunkt havde 42 patienter (20%) imidlertid stadig okklusionsafvigelse, hvorfor det var nødvendigt at bibeholde skinnerne og iværksætte efterfølgende, supplerende behandling med elastikker, som patienterne blev instrueret i selv at tage af og på. Elastikkerne blev brugt om natten og evt. nogle timer om dagen. Der blev i denne periode kun indtaget blød kost. Den gennemsnitlige elastiktid var 30 dage (3-170). Subjektive klager efter ét år Tabel 1 viser registreringerne af subjektive klager efter behandlingens afslutning og ét år senere. Som det fremgår, angav 45 patienter (13%) at have subjektive problemer efter ét år. Det drejede sig hyppigst om nedsat gabeevne, deviation ved gabning, malokklusion og dysfunktion i form af knækken i kæbeleddet og nedsat tyggefunktion. Ti af de 45 patienter (3% af de 348 patienter) klagede over smerter fra kæbeleddet og/eller tyggemuskulaturen. Af de 45 patienter havde 15 (33%) bilateral og 30 (67%) unilateral fraktur. Da hele materialet havde næsten samme Tabel 1. Resultatet af behandling af 348 patienter med processus condylaris-frakturer ved behandlingens afslutning og ét år senere. Tallene angiver antal af patienter med procenter i parentes. Resultat Ved behandlingens afslutning Efter ét år Subj. symptomer Ja 33 (9) 45 (13) Nej 315 (91) 303 (87) Gabeevne Nedsat 191 (55) 35 (10) Normal 157 (45) 313 (90) Okklusion Ændret 9 (3) 8 (2) Normal 339 (97) 340 (98) Deviation Ja 34 (10) Nej 314 (90) fordeling mellem bilateral/unilateral fraktur, fandtes der derfor ingen sammenhæng mellem subjektive klager og bilateral/unilateral fraktur. Ved en tilsvarende vurdering af parametrene frakturtype, dislocering og årsagsfaktorer fandt man ikke at frakturtype og dislocering var relateret til subjektive klager, mens der for årsagsfaktorernes vedkommende syntes at være en vis sammenhæng. Som det fremgår af Tabel 2, havde patienter med unilaterale frakturer opstået ved sport og bilaterale frakturer efter trafikuheld forholdsvis flere subjektive klager et år efter behandlingens afslutning end svarende til fordelingen i hele materialet. Forskellen var dog ikke signifikant (P=0,13 og 0,27 henholdsvis). Gabeevnen Ved behandlingens afslutning havde kun 157 (45%) normal gabeevne, mens der ét år efter var 313 (90%) der gabte normalt. De 35 patienter (10%) der stadig havde nedsat gabeevne efter ét år, fordelte sig med 19 patienter med unilaterale frakturer og 16 med bilaterale. Af disse 35 patienter havde 24 (69%) fået foretaget IMF, men 11 patienter (31%) blev behandlet uden. Denne fordeling svarer til fordelingen af IMF- og non-imf-patienterne i hele materialet. Der var således ingen sammenhæng mellem IMF og nedat gabeevne et år efter behandlingen. FAGLIGE ARTIKLER 877

Processus condylaris-frakturer II Tabel 2. Fordeling af 30 patienter med unilaterale og 15 med bilaterale frakturer, som alle havde subjektive symptomer efter ét år, efter traumeårsager og sammenholdt med henholdsvis alle 252 med unilaterale og alle 96 med bilaterale frakturer. Tallene angiver antal patienter med procenter i parentes. Unilateral Bilateral Subj. Subj. Årsag sympt. Alle ptt. sympt. Alle ptt. Trafikuheld 10 (33) 103 (41) 11 (73) 54 (56) Vold 7 (23) 69 (27) 2 (13) 7 (7) Arbejde 0 2 (1) 0 3 (3) Sport 4 (13) 15 (6) 0 4 (4) Fald 9 (30) 59 (23) 2 (13) 27 (28) Andet 0 4 (2) 0 1 (1) I alt 30 252 15 96 Malokklusion Af de 348 patienter havde otte (2%) malokklusion ved undersøgelsen efter ét år. Fem af disse havde haft bilaterale frakturer. I fire tilfælde var caput disloceret ud af fossa i begge sider, og i ét tilfælde kun i den ene side. Til sammenligning fandt vi dislocering af caput hos 33 af de 96 patienter med bilaterale frakturer. Af disse 33 tilfælde havde 20 unilateral og 13 bilateral dislokation. Med andre ord udviklede én af 20 (5%) med unilateral dislocering og fire af 13 (31%) med bilateral dislocering malokklusion. I alle fire tilfælde med dobbeltdislocering var der åbent bid i frontregionen, mens der i det ene tilfælde med unilateral dislocering opstod lateralt åbent bid i modsatte side. Tre af de otte patienter havde unilateral fraktur. I to af tilfældene var caput disloceret. I alle tre tilfælde endte patienten med let åbent bid i den modsatte side af fraktursiden. De otte tilfælde hvor der blev registreret malokklusion, forårsagede dog kun beskedne gener for patienterne, idet kun tre selv angav at biddet var anderledes efter ét år. Hos to patienter kunne malokklusionen korrigeres ved beslibning, mens det i ét tilfælde var nødvendigt med korrektivt kirurgisk indgreb i form af sagittal ramus-osteotomi for at genetablere okklusionen. Denne patient havde haft bilateral fraktur med dislocering af caput ud af fossa i begge sider. Deviation Ved vurdering af mandiblens bevægelse ved maksimal gabning ét år efter behandlingen fandt vi at 34 af de 348 patienter (10%) havde deviation. Fordelingen mellem unilaterale og bilaterale frakturer var 28 af 252 patienter med tidligere unilateral fraktur (11%) og seks af 96 patienter med tidligere bilateral fraktur (6%). Mht. årsagsbaggrunden var der en tydelig overvægt af årsager med stor kraftpåvirkning, idet 16 patienter (47%) havde trafik og 11 patienter (32%) havde fald som årsagsbaggrund. Kun fem patienter (15%) havde været udsat for vold. Mhp. at sammenligne forløbet for grupper af patienter med henholdsvis bilaterale og unilaterale frakturer udtog vi fra vores database med de 348 patienter to grupper med følgende parametre: voksne patienter (>18 år), uden andre frakturer, og med god betanding (dvs. molarstøtte i fraktursiden). Den ene gruppe havde unilateral fraktur, den anden bilateral. Den første gruppe bestod af 124 patienter, den anden af kun tre, idet næsten alle tilfælde med bilaterale frakturer havde andre frakturer i mandiblen. Derfor valgte vi for de bilaterale frakturers vedkommende at medtage dem med andre frakturer i mandiblen, hvorefter gruppen bestod af 39 patienter. Af de 124 unilaterale blev 76 (61%) behandlet med IMF pga. malokklusion. Otteogfyrre (39%) behandledes udelukkende med gabeøvelser og flydende kost, idet patienterne var i stand til at tygge normalt sammen. Alle de bilaterale frakturer blev behandlet med IMF, også de tre uden andre mandibelfrakturer, idet de alle havde malokklusion. For de unilaterale frakturer var IMF-tiden 35 døgn (0-58), mens den for de bilaterale var 44 døgn (25-76). Efter IMF-tiden blev 11 patienter (14%) fra den unilaterale gruppe behandlet med elastikker, i gennemsnit i 23 dage (9-53). For de bilaterale frakturer fik 15 af de 39 patienter (38%) supplerende elastikbehandling, i gennemsnit i 34 dage (9-90). Resultatet mht. subjektive klager, gabeevne, okklusion, og deviation for de to grupper fremgår af Tabel 3. Det ses at der var signifikant flere i den bilaterale gruppe der havde malokklusion efter ét år (P = 0,04). Der var endvidere forholdsvis flere med nedsat gabeevne i bilateralgruppen. Forskellen var dog ikke signifikant (P = 0,08). Diskussion Efter behandlingen angav 33 patienter subjektive klager, mens dette tal ét år senere var steget til 45. Der er flere mulige forklaringer på denne stigning. For det første kan det tænkes at flere patienter umiddelbart efter behandlingen vitterligt har problemer som de forventer vil forsvinde efter nogen tid. For det andet er det muligt at patienten rent psykisk ikke helt er kommet sig over traumet på tidspunktet for behandlingens afslutning og derfor først efter nogen tid bliver sig helt bevidst om de forskellige symptomer fra kæben. Af de 45 patienter der angav subjektive klager efter ét år, var der i de fleste tilfælde tale om mindre problemer. Kun ti patienter (3%) havde egentlige smerter fra kæbeled og tygge- 878

Tabel 3. Resultatet ét år efter behandling af 124 patienter med unilaterale processus condylaris-frakturer og ingen andre frakturer i mandiblen og af 39 patienter med bilaterale frakturer, hvoraf 36 havde andre mandibelfrakturer. Patienterne var voksne (>18 år), og alle havde molarstøtte i fraktursiden. Tallene angiver antal patienter med procenter i parentes. Resultat Unilateral Bilateral Subj. symptomer Ja 19 (15) 8 (21) Nej 105 (85) 31 (79) Gabeevne Nedsat 7 (6) 6 (15) Normal 117 (94) 33 (85) Okklusion Ændret 1 (1) 3 (8) Normal 123 (99) 36 (92) Deviation Ja 14 (11) 1 (3) Nej 110 (89) 38 (97) muskler. Bortset fra en delvis sammenhæng med årsagsfaktorerne kunne de subjektive klager ikke korreleres til de øvrige parametre (frakturtype, dislocering af caput, bi- eller unilateral fraktur). Omvendt synes der at være en sammenhæng mellem objektivt registreret malokklusion og dislocering af caput. Således var der dislocering af caput hos alle otte patienter, på nær én, der endte med malokklusion ét år efter behandlingen. Fem af de otte patienter havde bilaterale frakturer, hvilket er en klar overrepræsentation i forhold til hele materialet, selv om tallene er små. Da vi tidligere har fundet at bilateral fraktur oftest fremkommer ved stor kraftpåvirkning (trafikuheld, fald) (12), kan det ikke udelukkes at ud over disloceringen kan der være andre forhold som er medvirkende til den permanente malokklusion, fx betydelige skader på bløddele (ligamenter, ledkapsler og discus) og mere omfattende kontusioner af knogledelene. Under alle omstændigheder er det de to faktorer, dislocering af caput og bilateral fraktur der er roden til de væsentligste problemer. Dette er i overensstemmelse med hvad andre forfattere har fundet. Således fandt Ellis (8) og Banks (13) at bilaterale frakturer oftest giver malokklusion. Dahlstrøm et al. (5) og Ellis (8) fandt at deviation og dysfunktion oftest forekommer efter dislocering af caput. Silvennoinen et al. (2) og Oezmen et al. (10) fandt at nedsat bevægelighed i kæbeleddet kunne relateres til displacering af caput. Baker et al. (9) fandt at ved en kombination af parametrene bilateral fraktur og dislocering af caput opstod der hyppigt komplikationer. At bilaterale frakturer giver flere problemer end unilaterale, kunne også bekræftes ved sammenligning af de to grupper vi tog ud (124 patienter med unilaterale og 39 med bilaterale frakturer). Her var der signifikant flere patienter med malokklusion og relativt flere (dog ikke signifikant) med nedsat gabeevne i bilateralgruppen. I den sidste gruppe havde de fleste dog også andre frakturer, hvilket kan forklare nogle af problemerne. Vor unilateralgruppe er sammenlignelig med Silvennoinen et al.s patienter (1). I modsætning til disse forfatteres patienter, der alle havde normal gabeevne efter ét år, havde syv (6%) af vore patienter stadig nedsat gabeevne. Vi fandt endvidere deviation pga. nedsat translation i det tidligere frakturerede led hos 14 (11%) af patienterne efter ét år. Dette resultat er stort set i overensstemmelse med Silvennoinen et al. (1) og Oikarinen et al. (7), der ligesom vi fandt at deviation mod den frakturerede side forekom temmelig hyppigt, og at tilstedeværelse af molarstøtte ikke kunne forhindre dette. Vore 39 patienter i bilateralgruppen er næsten sammenlignelige med Newmans gruppe (4), der bestod af 61 patienter med bilaterale frakturer som blev efterundersøgt i gennemsnit 64 mdr. efter behandling. Dog havde kun ca. halvdelen (30 patienter) i denne gruppe andre mandibelfrakturer, hvor alle vore, på nær tre, havde andre frakturer. Niogtredive af Newmans 61 patienter blev behandlet med IMF i gennemsnitlig 37 dage. Den hyppigste komplikation i Newmans materiale var, ligesom i vort, reduceret gabeevne, hvilket hos Newman var mest udtalt i IMF-gruppen. Antal patienter med nedsat gabeevne angives ikke, men den gennemsnitlige gabeevne angives som 28 mm (± 2 mm) i denne gruppe. Den mest markante forskel på Newmans og vort materiale er dog at fem af 52 patienter (10%) i Newmans materiale krævede korrektiv kirurgisk behandling for at genoprette normal okklusion. Blandt vore patienter havde tre (8%) malokklusion efter ét år (Tabel 3), men kun i ét tilfælde (3%) var malokklusionen så alvorlig at ortognat kirurgi var nødvendig. De øvrige tilfælde krævede udelukkende beslibning af molarerne. Årsagen til denne markante forskel ligger ikke umiddelbart for, men hos 15 af vore 39 patienter (39%) blev IMF-perioden efterfulgt af en periode med elastikker i gennemsnit i 34 dage. Dette er sandsynligvis årsagen til at denne gruppe havde færre af de store okklusionsafvigelser. Foruden Newman har andre forfattere (7,14,15) fundet at IMF medfører reduceret gabeevne og kæbeledsproblemer efter behandlingen. Amaratunga (14) fandt signifikant mindre gabeevne hos IMF-patienterne efter seks mdr. Glineburg et al. FAGLIGE ARTIKLER 879

Processus condylaris-frakturer II (15) fandt ved histologiske undersøgelser på aber at lang tids immobilisering af kæbeleddene resulterede i degenerative forandringer i ledbrusken i form af betydelig udtynding og ændring af bruskens normale organisering. Oikarinen et al. (7) antog, men var dog ikke i stand til at påvise det, at IMFbehandlingen er skyld i de kæbeledsproblemer de fandt i deres materiale. I vort materiale var fordelingen mellem IMFpatienter og non-imf-patienter næsten den samme, både blandt alle 348 patienter og blandt de 35 patienter der havde reduceret gabeevne efter ét år. Vi kunne således ikke påvise nogen sammenhæng mellem IMF og nedsat gabeevne efter ét år. Det samme forhold gjorde sig gældende med 45 patienter med forskellige subjektive klager efter ét år, idet 37 af disse havde været behandlet med IMF. Vi kunne således ikke sætte subjektive problemer efter ét år i forbindelse med IMF-behandlingen. Kirurgisk behandling af udvalgte tilfælde af processus condylaris-frakturer har altid været et kontroversielt emne (16,17). Flere undersøgelser finder ved sammenligning mellem gruppe af patienter med ens parametre mht. frakturtype og dislocering af caput ingen forskel på konservativ og kirurgisk behandling (18,19). Andre forfattere har ved tilsvarende undersøgelser konkluderet at udvalgte tilfælde af processus condylaris-frakturer bør behandles kirurgisk (20-22). De grupper som vi fandt kunne give komplikationer, først og fremmest i form af malokklusion, er netop de tilfælde som nogle af forfatterne finder er kandidater til kirurgisk behandling. Andre forfattere har opstillet vejledende retningslinier for hvornår man burde behandle med åben reponering og fiksering (2,23,24). Det foreslås at hvis fragmenterne vinkler i forhold til hinanden med 35 eller mere, eller hvis de har et overlap på 4 mm eller mere, er der indikation for operativ behandling. Disse parametre vinkling og overlapning af fragmenterne har vi ikke registreret i vor undersøgelse. Men if. Silvenoinnen et al. (2) forekommer de i ca. 50% af alle processus condylaris-frakturerne. Det er derfor sandsynligt at ca. halvdelen af vore 348 patienter har kunnet opfylde disse kriterier. Da vi set i forhold til disse tal har haft få subjektive og objektive problemer, kan de nævnte kriterier næppe anses for at være relevante for stillingtagen til evt. kirurgisk behandling af processus condylaris-frakturer. Konklusion Non-kirurgisk behandling af processus condylaris-frakturer er en skånsom, sikker og forudsigelig behandling, der kun i få tilfælde giver alvorlige følger, såsom vedvarende smerter og malokklusion. Vi kunne ikke påvise nogen korrelation mellem nedsat gabeevne efter ét år og IMF-behandlingen. Dislocering af caput ud af fossa og bilateral fraktur er de to faktorer der spiller den største rolle for udvikling af malokklusion. Ved overvejelser om evt. at foretage kirurgisk behandling af udvalgte tilfælde bør det være disse faktorer der er bestemmende for valget. English summary Fractures of the mandibular condylar process. Part 2. Results of treatment of 348 patients This study was designed to record the results of conservative treatment of mandibular condylar process fractures, and to find a possible relationship between various parameters of fractures and complications. Data were analysed in our computer department. All patients who during the period 1984-1996 suffered from a fracture of the mandibular condylar process, and who were subjected to control examination one year after the end of treatment were registrered at that time and again one year later. The ability to open the mouth, deviation, and occlusion were recorded. After one year 45 of the 348 patients (13%) had minor physical complaints, such as reduced ability to open the mouth, deviation, or dysfunction. Ten (3%) suffered from pain in the joint and/or muscles. Eight patients (2%) had malocclusion, which in seven cases could be related to dislocation of the condyle out of the mandibular fossa. In five of the eight cases the patients had suffered bilateral fractures. It is concluded that conservative treatment of condylar process fractures is non-traumatic, safe and reliable and in a very few cases will cause disturbances of the function and malocclusion. The risk associated whith the latter is greatest with bilateral fractures and dislocation of the condyle out of the madibular fossa. Cand.scient. Lise Hansen, Edb-centralen, IT-kontoret, Fyns Amt, takkes for edb-registreringerne af fundne data, samt for udførelse af statistiske analyser og beregninger. Litteratur 1. Silvennoinen U, Raustia AM, Lindqvist C, Oikarinen K. Occlusal and temporomandibular joint disorders in patients with unilateral condylar fracture. A prospective one-year study. Int J Oral Maxillofac Surg 1998; 27: 280-5. 2. Silvennoinen U, Ilzuka T, Oikarinen K, Lindqvist C. Analysis of possible factors leading to problems after nonsurgical treatment of condylar fractures. J Oral Maxillofac Surg 1994; 52: 793-9. 3. Silvennoinen U, Iizuka T, Lindqvist C, Oikarinen K. Different patterns of condylar fractures: An analysis of 382 patients in a 3-year period. J Oral Maxillofac Surg 1992; 50: 1032-7. 4. Newman L. A clinical evaluation of the long-term outcome of patients treated for bilateral fracture of the mandibular condyles. Br J Oral Maxillofac Surg 1998; 36: 176-9. 5. Dahlström L, Kalmberg K-E, Lindahl L. 15 years follow-up on condylar fractures. Int J Oral Maxillofac Surg 1989; 18: 18-23. 880

6. MacLennan WD. Consideration of 180 cases of typical fractures of the mandibular condylar process. Br J Plast Surg 1952; 5: 122-8. 7. Oikarinen KS, Raustia AM, Lahti J. Signs and symptoms of TMJ dysfunction in patients with mandibular condyle fractures. J Craniomandib Pract 1991; 9: 58-62. 8. Ellis E III. Complications of mandibular condyle fractures. Int J Oral Maxillofac Surg 1998; 27: 255-7. 9. Baker AW, Mc Mahon J, Moos KF. Current consensus on the mangement of fractures of the mandibular condyle. A method by questionnaire. Int J Oral Maxillofac Surg 1998; 27: 258-66. 10. Oezmen Y, Mischkowski RA, Lenzen J, Fischbach R. MRI examination of the TMJ and functional results after conservative and surgical treatment of mandibular condyle fractures. Int J Oral Maxillofac Surg 1998; 27: 33-7. 11. Michell DA. A multicentre audit of unilateral fractures of the mandibular condyle. Br J Oral Maxillofac Surg 1997; 35: 230-6. 12. Marker P, Nielsen A, Bastian HL. Processus condylaris-frakturer. I. Typer og årsager hos 398 patienter. Tandlægebladet 2001; 105: 868-74. 13. Banks P. A pragmatic approach to the management of condylar fractures. Int J Oral Maxillofac Surg 1998; 27: 244-6. 14. Amaratunga NA de. Mouth opening after release of maxillomandibular fixation in fracture patients. J Oral Maxillofac Surg 1987; 45: 383-5. 15. Glineburg RW, Laskin DM, Blaustein DI. The effects of immobilization on the primate temporomandibular joint: a histologic and histochemical study. J Oral Maxillofac Surg 1982; 40: 3-8. 16. Hall MB. Condylar fractures: surgical management. J Oral Maxillofac Surg 1994; 52: 1189-92. 17. Walker RV. Condylar fractures: non-surgical management. J Oral Maxillofac Surg 1994; 52: 1184-8. 18. Konstantinović VS, Dimitrijevíc B. Surgical versus conservative treatment of unilateral condylar process fractures: clinical and radiographic evaluation of 80 patients. J Oral Maxillofac Surg 1992; 50: 349-52. 19. Santler G, Kärcher H, Ruda C, Köle E. Fractures of the condylar process: surgical versus nonsurgical treatment. J Oral Maxillofac Surg 1999; 57: 392-7. 20. Hidding J, Wolf R, Pingel D. Surgical versus nonsurgical treatment of fractures of the articular process of the mandible. J Cranio-maxillofac Surg 1992; 20: 345-7. 21. Worsaae N, Thorn JJ. Surgical versus nonsurgical treatment of unilateral dislocated low subcondylar fractures: A clinical study of 52 cases. J Oral Maxillofac Surg 1994; 52: 353-60. 22. Palmieri C, Ellis E III, Throckmorton G. Mandibular motion after closed and open treatment of unilateral mandibular condylar process fractures. J Oral Maxillofac Surg 1999; 57: 764-75. 23. Joos U, Kleinheinz J. Therapy of condylar neck fractures. Int J Oral Maxillofac Surg 1998; 27: 247-4. 24. Widmark G, Bågenholm T, Kahnberg K-E, Lindahl L. Open reduction of subcondylar fractures. A study of functional rehabilitation. Int J Oral Maxillofac Surg 1996; 25: 107-11. Forfattere Peter Marker, overtandlæge, specialtandlæge, Arnoff Nielsen, overtandlæge (pens.), specialtandlæge, og Henning Lehmann Bastian, adm. overtandlæge, klinisk lektor, specialtandlæge Kæbekirurgisk Afdeling K, Odense Universitetshospital FAGLIGE ARTIKLER 881