Fag Hold nr. Titel Navn Medier og magt 054 (A) Den offentlige mening Jonas Andersen Cpr 181284 1013 Vejleder Henrik Merkelsen Antal anslag 14.230 Underskrift
2 Problemformulering Lars Qvortrup definerer offentligheden som en form for samfundets selvorganisering, hvor den offentlige mening dannes som optik, som temaer, inden for hvilke, der kan skabes dissensus. Med udgangspunkt i Habermas og Luhmanns som Qvortrup især læner sig op ad idé om den offentlige mening vil jeg se på, hvorledes dagbladet Politikens behandling af politiets ønske om flere ressourcer for at leve op til politireformens hensigter eksemplificerer, hvordan organisationers målrettede mediekontakt er med til at forme den offentlige mening i en retning, som får politisk konsekvens. Habermas og den offentlige mening For Habermas er offentlighed betegnelsen for en samfundsmæssig sfære, der befinder sig mellem stat og det private liv. Med den borgerlige offentlighed forstås først og fremmest den sfære, hvor privatfolk samles til publikum. Denne offentlighed, som er reglementeret af øvrigheden, gør publikum straks krav på for at benytte den til en konfrontation med de offentlige myndigheder om de almene regler for samkvem i den fundamentalt privatiserede, men offentlige relevante sfære for varesamkvem og samfundsmæssigt arbejde. Mediet for denne politiske konfrontation er ejendommelig og uden historisk forbillede: det offentlige ræsonnement. (Habermas: 25) Det offentlige ræsonnement forstås som den ideelle diskussionsform som middel til at nå rationelle beslutninger i offentligheden. (Nielsen: 224) Tidligere havde offentligheden den politiske funktion, at den kunne bruges til at konfrontere de offentlige myndigheder ved at benytte sig af retorik, altså ord og fornuft. I og med den private kapital siden det 18. århundrede fik stigende relevans for samfundet og for den offentlige markedsøkonomi, fik offentligheden tilsvarende voksende indflydelse på såvel politik som samfundets hierarkiske opbygning. Det politiske system, som vi kender det i dag, er bygget op på grundlag af offentligheden, fordi det politiske system er demokratisk baseret. Habermas iagttager offentligheden som et organisationsprincip. En given organisation råder over medarbejdere, der indfinder sig efter et sæt spilleregler dikteret af organisationen. Organisationen er igen underlagt spilleregler dikteret af staten. Hvis man vender denne anskuelse om, dikteres disse spilleregler dog principielt af offentligheden, forstået på den måde, at staten kun har sin myndighed i kraft af folkets velvilje og accept.
3 Luhmann og de mange virkeligheder Hvor Habermas således ser muligheden for en fælles tydningshorisont i livsverdenen, er der hos Luhmann mange virkeligheder. Luhmann opererer i sine teorier med systemer. Disse systemer er autopoietiske. Autopoiesis er kendetegnet ved lukkethed, rekursivitet, selvreferentialitet og autonomi. Systemerne opfattes som organisationsformer, der opretholder sig selv i forhold til deres miljø. Metaforisk set kan man sammenligne et givent autopoiesisk system med et øje. Øjet kan betragte, men ikke se sig selv. Øjets funktion er at iagttage omgivelser og derved videreformidle dem. Hvis øjet er nærsynet, således at en genstand på afstand er sløret, er realiteten en anden, end den øjet opfatter. Sagt på en anden måde opfatter et autopoiesisk system ikke nødvendigvis realiteten, men det, systemet opfatter og tolker. Ifølge Luhmann er det [ ] i det hele taget forkert at søge efter en 'bærer' for mening. Mening bærer sig selv, idet den selvreferentielt gør sin egen reproduktion mulig. (Luhmann: 138) For Luhmann består kommunikation af kommunikative systemer. Det vil sige, at to mennesker ikke kan kommunikere direkte med hinanden, men derimod kommunikerer de via kommunikation. Altså hvis A formidler en besked til B, modtager B ikke den besked, A sender, men til gengæld den besked, Bs system fortolker, når B modtager den gennem det kommunikative system. Luhmann forklarer det kommunikative med, at Mennesket kan ikke kommunikere; kun kommunikation kan kommunikere. (Kneer & Nassehi: 66) Offentlig mening er ifølge Luhmann en refleksion over ydersiden af systemets grænser, som en intern omverden for samfundets funktioner, systemer og især politikken. Den offentlige mening repræsenterer samfundets iagttagelser af almene effekter af hændelser og beslutninger. Altså er den offentlige mening er ikke en essens af enighed, men en optik for iagttagelse af og kommunikation om verden med henblik på tematiseret uenighed. (Qvortrup: 150) Den offentlige mening er mediestyret. Medierne er et socialt system, der fungerer ved selvrefererende at producere informationer, som skal bearbejdes og tolkes af den offentlige mening. Mediernes funktion er at konstruere en transcendental illusion om en fællesverden. Luhmann formulerer i den sammenhæng en forskel på sig selv og Habermas: Det er svært at beskrive. Det foregår ikke kun i én dimension. Og jeg ser Habermas på en anden måde, end han ser mig. Fra hans perspektiv er systemteorien en vigtig, men ufuldstændig beskrivelse af det menneskelige samfund. Så han prøver at nå ud over systemteoriens grænser. Fra mit perspektiv vil Habermas fastholde et normativt begreb om rationalitet eller fornuft. Man bør i den sidste ende adlyde fornuften. Det giver stabilitet.
4 Der er en slags 'bør' eller norm. Hvis man vil være menneske, må man acceptere fornuftige forslag om udsagn. [...] For mig er fornuft en lokal affære. Den afhænger af sammenhængen. (Thyssen 1994) Luhmann kritiserer her Habermas for at se på rationalitet ud fra et normativt synspunkt. Med andre ord mener Habermas ifølge Luhmann, at man kan opstille et normativt værdisystem gældende for, hvad rationalitet og fornuft er, hvorimod Luhmann selv opfatter fornuft som en lokal affære et system, om man vil. Mens Habermas fokuserer på den offentlige mening som styret af værdisystemer, anser Luhmann offentligheden som et system, hvor der ikke tages hensyn til normative styringer. (Nørager) Offentlig mening som middel Politiske beslutninger træffes ofte på baggrund af sager rejst i medierne. Det betyder, at virksomheder og organisationer, som arbejder målrettet med mediekontakt ofte har lettere adgang til at påvirke og eller initiere politiske beslutningsprocesser. Ole Thyssens tolkning af Luhmann lyder således: Massemedier leverer den fælles beskrivelse af samfundets aktuelle tilstand og derigennem tilkendegives den offentlige mening (Thyssen 2003: 151). Derfor kan brug af massemedier anvendes som middel til at opnå resultater. For en organisation er det ikke nok at spørge, hvem den selv er. Den må også spørge, hvordan den tager sig ud i andres øjne, fordi den er afhængig af sit publikum. (Thyssen 2003: 153) En organisations identitet hviler så at sige på iagttagelse udefra. Hvis en privat såvel som offentlig organisation står stærkt i forhold til den offentlige mening, altså tager sig godt ud i andres øjne, kan den drage fordel af den derigennem tilførte støtte til at lægge pres på eksempelvis politikere, som netop er orienteret mod tilslutning hos vælgere altså det offentlige borgerskab. (Thyssen 2003: 153) Forholdet mellem organisation og omverden reguleres over massemedier. Derfor har organisationer, ligesom politikere og kunstnere, brug for massemedier for at blive synlige og attraktive. (Thyssen 2003: 155) Lars Qvortrup eksemplificerer med udgangspunkt i Luhmann den offentlige mening. (Qvortrup: 150) Hvis en videnskabsmand tilbyder sine iagttagelser til samfundet, er optikken sandhed, og ligeledes når en læge foretager en diagnose skelner han mellem rask og syg. Men når en borger giver sin mening til kende i et læserbrev, så er det netop sin mening, han giver til kende. Den offentlige mening dannes af private meninger, altså et væld, et kaos, af meninger. Offentligheden
5 er en form for samfundets selvorganisering. Her dannes den offentlige mening som optik, som temaer, inden for hvilke, der kan skabes dissensus. Den offentlige mening er ikke en essens af enighed, men en optik for iagttagelse af kommunikation om verden med henblik på tematiseret uenighed. (Qvortrup: 148) Den offentlige mening tydeliggør betingelserne for uenighed. Politireformen kort fortalt Diskussionen i medierne om den nye politireforms gennemførelse og om politiets krav om flere ressourcer er et eksempel på denne årsags- og virkningseffekt. Politireformen blev vedtaget af et bredt politisk flertal og trådte i kraft 1. januar 2007. (Politiken 2008, 4. nov.) Reformen betød, at 54 politikredse 1. januar 2007 blev slået sammen til 12. Et af målene var at frigøre 800 betjente til gadearbejde. Reformen skal være fuldt indfaset i 2012, men i løbet af 2008 har der været voldsom kritik af dårlig telefonbetjening og problemer med at få politiet til at rykke ud. (Politiken 4. nov. 2008) Problemet udspringer af, at der skal ske store administrative forandringer indenfor politiet, førend reformen kan fungere. Politiet kræver derfor flere ressourcer for at redde reformen. I en redegørelse af rigspolitichef Torsten Hesselbjerg (Politiken. 29. okt. 2008) lægges der op til, at der skal ske justeringer af reformen, så det bliver nemmere for borgerne at komme i kontakt med politiet, og politiet samtidig kan tage sig af mere borgernære opgaver, såsom opklaring af villaindbrud. Pointen i denne opgaves sammenhæng er, at redegørelsen fremkom på et strategisk tidspunkt, nemlig netop som finansloven for 2009 var under forberedelse i Folketinget, og den afstedkom en lang række artikler i medierne. Jeg har samlet artiklerne fra Politiken i perioden fra 29. oktober til 4. november og vil citere nogle udvalgte af dem i opgaven. Politiet mødte stor forståelse for deres projekt i nævnte artikler, som også gav politisk genlyd. Både Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Venstre stillede krav om flere ressourcer til politiet, så der kunne ansættes flere betjente, og så man ikke behøvede nedprioritere egentlige politiopgaver i forhold til administrative. (Politiken 29. okt. 2008) Den politiske diskussion fandt også vej til medierne. Justitsminister Brian Mikkelsen afviste, at politiet skulle bruge flere ressourcer på at patruljere op og ned ad gader og stræder med det ene formål at blive mere synligt. (Politiken 3. nov. 2008) Han stillede sig dermed modsat Torsten Hesselbjergs redegørelse om justering af den stærkt omdiskuterede politireform. Hesselbjerg foreslog, at politiet skulle nedprioritere andre opgaver for til gengæld at patruljere mere på befærdede steder, således at politiet blev mere synligt i samfundsbilledet. Ifølge Hesselbjerg ville
6 et mere synligt politi bevirke en større tryghedsfølelse blandt befolkningen. Men Brian Mikkelsen mente, det ville være spild af ressourcer : Jeg mener ikke, at synlighed skal være et mål i sig selv. I stedet går jeg ind for, at politiet skal bruge deres kræfter på at opklare forbrydelser både det borgernære som indbrud og den mere tunge kriminalitet som narko. (Politiken 3. nov. 2008) Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup stod modsat fast på, at politiet skulle være mere synligt også på steder, hvor der ikke nødvendigvis er politimæssigt behov for det. Det er en vigtig del af politiets arbejde at skabe tryghed. Derudover kan synligheden være med til at forebygge forbrydelser. (Politiken 3. nov. 2008) Brian Mikkelsen mente, at både han selv og andre politikere havde skabt urealistisk høje forventninger til, hvad politiet skulle kunne magte, hvilket han udtalte: Vi har svigtet ved at kræve, at politiet skal lave så mange forskellige ting. (Politiken 3. nov. 2008) Konfronteret med, at både han og hans forgænger som justitsminister, Lene Espersen, utallige gange har pointeret, at politireformens formål var at skabe et mere borgernært og synligt politi, svarede han: Men her mener jeg den synlighed, der ligger i, at politiet kommer, når man ringer efter dem. Vi har en stor opgave foran os med at forklare, at politiet er synligt, når det kører rundt for at opklare forbrydelser. (Politiken 4. nov. 2008) Resultatet af forhandlingerne blev samlet set, at politiet i 2009-2011 bliver tilført i alt 325 mio. kr. til frigørelse af politibetjente til operativt arbejde i reformperioden. (Finansloven) Det hedder således i den vedtagne finanslov: forligspartierne (er) enige om, at der har været flere vanskeligheder forbundet med reformens gennemførelse end forventet. Der er derfor behov for yderligere initiativer for at fastholde og forstærke reformens overordnede mål om mere og bedre politi til gavn for borgerne. (Finansloven) Hvordan anvender politiet den offentlige mening? Eksemplet illustrerer, hvorledes den offentlige mening er mediestyret, hvorledes forholdet mellem organisation og omverden reguleres over massemedier, som leverer en beskrivelse af samfundets aktuelle tilstand og derved tilkendegiver den offentlige mening, som er vital for politikere og dermed for politiske beslutningsprocesser. Politiets strategiske udnyttelse af mediekontakt og mediebevågenhed var med til at påvirke de politiske beslutningsprocesser i forbindelse med finansloven. Spillereglerne blev jf. Habermas
7 dikteret af offentligheden. Sagt med Luhmann fungerede den offentlige mening som den optik inden for hvilken, der blev skabt tematisk dissensus. Det var især temaer som politiets synlighed og borgerens tryghed. Eksemplet dokumenterer også nødvendigheden for en organisation, at den, som Thyssen påpegede, tager sig godt ud i andres øjne. Netop dette synspunkt anførte Politikens leder på et tidspunkt, da sagen med politireformen huserede i medierne. Politiet varslede på et tidspunkt en arbejd efter reglerne -aktion. Politiets arbejde ville foregå med overenskomsten i hånden, hvis der ikke blev ansat 2000 betjente inden 2020. Men når politiet fralagde sig ansvaret for at være fleksible, vil deres anseelse, sådan skrev Politikens leder, blandt befolkningen blive svækket. (Politiken 4. nov. 2008) Kun som retfærdig og pligtopfyldende ville betjentene have gode kort på hånden, når finansloven skulle forholde sig til kravet om ekstra ressourcer til gennemførelse af politireformen. I første omgang gør den faglige aktion ondt på politiets ledelse. Men når rigspolitichef Torsten Hesselbjerg er skiftet ud, står den enkelte betjent stadigvæk på gaden. Politiopgaverne vil være de samme, men borgernes opbakning vil være solgt for en hurtig politisk gevinst. Det er en dårlig byttehandel. (Politiken 4. nov. 2008) Tilbage står forskellen mellem Habermas og Luhmann. Habermas fastholder fornuften som styringsredskab, mens Luhmann ser fornuften som et konstrueret fænomen. I valgte case gælder, at de temaer politiets synlighed og borgerens tryghed som den offentlige mening skabte som ramme for den politiske drøftelse af yderligere bevillinger til gennemførelse af politireformen næppe kan iagttages som fornuftige, snarere som konstruerede, hvad også den omtalte politiske diskussion eksemplificerer.
8 Litteratur Habermas, Jürgen (2008): Borgerlig Offentlighed. Informations Forlag. Kneer, Georg og Nassehi, Armin (1997): Niklas Luhmann - Introduktion til teorien om sociale systemer. Hans Reitzels Forlag. Luhmann, Niklas (2000): Sociale systemer. Grundrids til en almen teori. Hans Reitzels Forlag. Nielsen (red.), Mie Femø (2001): Profil og offentlighed: Public relations for viderekomne. Samfundslitteratur. Nørager, Troels (1985): System og livsverden. Jürgen Habermas konstruktion af det Moderne. Anis. Thyssen, Ole (2003): Æstetisk Ledelse om organisationer og brugskunst. Gyldendal. Thyssen, Ole (1994, juli 31) En djævelsk iagttager. Interview m. Niklas Luhmann i dagbladet Politiken. Qvortrup, Lars (2002): Mediernes 11. september. Gads Forlag. Finansloven. Aftaler om finansloven for 2009 (2008, nov.): http://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2008/11/~/media/files/nyheder/pressemed delelser/2008/11/fl%20aftale/aftaler_om_finansloven_for_2009_web.ashx Politiken 2008, okt. 29: Politiet efterlyser flere ressourcer. Politiken 2008, nov. 3: Justitsminister går imod politichef. Politiken 2008, nov. 4: DF kræver undersøgelse af politiledelsen. Politiken 2008, nov. 4, leder: Politiet risikerer at ende som lærerne.