1 Prædiken i Engesvang 5. s. e. påske 402 Den signede dag 674 v. 1-3 Sov sødt barnlille 674 v. 4-7 Sov sødt barnlille 292 Kærligheds og sandheds Ånd 325 Jeg ved et lille Himmerig Nadververs 294 v. 3 Af Talsmand som på jorderige 31 Til himlene rækker Hver gang, der var gået 500 år, rejste den mægtige sagnfugl Føniks sig og fløj ud over havet. Sådan fortæller en urgammel myte. Spændet i dens vinger var større end de længste skibe og lyden fra dens vingeslag så kraftig, at den kunne sætte bølger i oprør. Når den nåede landet på den anden side, byggede den sig en rede, men den fandt sig ikke en mage og fik ikke unger, den lagde ikke æg, den søgte ikke ud for at finde føde. Nej, mens den mægtige fugl lå der i reden, omspændtes den med ét af flammer, de kom alle steder fra og igen steder fra. Reden brændte og den kolossale fugl brændte. Når ilden døde hen, var der kun aske
2 tilbage, gråhed og død. Men efter en tid, fortalte myten, efter hundrede år eller efter en dag ville askens overflade begynde at bevæge sig, først umærkeligt, men siden ville der komme tydelige spor af bevægelse under askelaget og med ét ville Fugl Føniks rejse sig af asken, ung og nyfødt og stærk. Den ville brede sine vinger ud og flyve, flyve bort over havet. Myten om Fugl Føniks er så gammel, at ingen kender dens oprindelse, men at jeg kender den og kan fortælle den, har med den kristne overlevering at gøre. Meget tidligt begyndte kirken at forstå fortællingen som et Kristus-billede. Og som et Guds billede for vi kender jo Gud fra Kristus. Og som en håbefuldt fortælling om vores liv, at dér hvor alting er brudt sammen, der hvor vores verden er blevet til støv og aske, dér er Gud og kæmper med mod undergangens kræfter, mod alt hvad der står livet imod. Og dér, i det, der ligner det totale nederlag, er den nye begyndelse. Det nye liv. ---- I dag har vi hørt en tekst fra evangelisten Johannes fortælling om Jesus, og hvis jeg bad én af os mig selv incl. - om at gengive den tekst, så ville vi højst kunne byde ind med få enkelt ord. Det er som om Johannes har lavet et maleri af ord til os, ligesom de abstrakte malerier, hvor man hvis de
3 er gode kan blive ved med at se noget nyt, men ikke sådan samlet kan sige, at det er et billede af en ko eller af sivene ved Bølling sø. Dagens evangelium er en bøn, Jesu bøn. Jesus beder til Gud, dagen før korsfæstelsen. Og det en meget kærlig og overskudsagtig bøn, den handler ikke om ham selv og hans egne behov, den handler om disciplene om os - om hvordan vi skal klare sig i verden uden ham. Men samtidig er der fortvivlelse i bønnen, for Jesus er i det punkt, hvor det er tydeligt, at hans mission er en fiasko, alting er ved at falde fra hinanden. Det har ikke været muligt for ham at gøre Guds kærlighed gældende på en måde, så folk i bred almindelighed, har taget imod den. Der er 12 eller i bedst fald 100, der har taget det budskab, Jesus kom med, til sig: at Gud elsker mennesker, at Gud er kærlighedens Gud og vil drage mennesker ind den kærlighed. Men i morgen dør han. Og hvad skal der så blive af den sandhed om mennesket: at vi er elskede? Ja, hvordan skal det overhovedet gå kærligheden i verden? Når de fleste sagde nej til den det er dem, Jesus kalder verden. Lige dér ligner Jesus Fugl Føniks, der er fløjet over havet, lige som lidt vil flammerne omslutte ham og han vil gå til grunde.
4 Men han beder altså, han beder for dem, der bliver tilbage, for sine disciple, han beder om, at de må blive ved at leve i Guds virkelighed der er kærlighedens virkelighed, godhedens, tilgivelsen, overbærenhedens, barmhjertighedens. Og de er en sølle flok, disciplene. Der er ikke meget herlighed ved dem, de kan ikke meget, de kan nærmest mindre end gennemsnittet. De har aldrig været ledere eller nogen, man lyttede til, dér hvor de kom fra, og når de har forladt alt for at følge den her vandrende tømrersvend fra Nazareth, så var det vel også fordi, de var nogen, der ikke havde så meget at miste. Når Jesus beder for dem, må vi sige, at det trænger de sandelig også til. At han ikke beder for verden, men for dem, for disciplene, har at gøre med, at det er sagt på den yderste kant. Og at disciplene skal leve videre i den verden, der ikke vil vide af Jesu budskab og den næste dage vil tage livet af ham. - - Vi kender jo historien om Jesus, vi ved, hvordan det videre går. Vi ved, at Jesus dør og at det er forfærdeligt og håbløst. Støv og aske.
5 Men vi ved også noget andet, vi ved at netop da alting var fuldstændig brudt sammen og disciplene endda var ved at drage hjem, da skød livet frem på ny og det på en måde, som ingen havde drømt om eller tænkt på, som ikke engang den mest fantasifulde havde kunnet forestille sig. Jesus stod op af graven. Vi ved, at netop ud af sammenbruddet skabte Gud livet på ny. Som Fugl Føniks, der rejste sig af asken. Og derfra fra den tomme grav begynder det, Jesus gjorde lige så stille at tage form, og sprede sig. Det, der så ud som ren mislykkethed, og syntes at skulle uddø med et par håndfulde forkølede fiskere, spredte sig til verdens fjerneste afkroge. Så at vi, der sidder her, ved, at Gud vilje og mening og mål er kærligheden og at han vil have os med i den. - - Gud er i sammenbruddet. Ud af det, der ligner altings afslutning og den endegyldige fiasko, kan der ske noget, kan Gud lade noget ske. For mange, mange år siden, blevet der lavet en svensk film om nogle minearbejdere, der gør oprør mod de mineejerne, der tjener styrtende på det, de bringer op af jorden, men
6 giver deres folk en ussel løn, horrible arbejdsvilkår og er helt ligeglade med sikkerheden i minerne og den høje dødelighed blandt arbejderne. Den korte historie er, at oprøret bliver slået ned, arbejderne bliver skudt. Og ingen bliver stillet til ansvar for deres død. Det er sammenbrud for retfærdighed og lighed, men det er meget konkret også sammenbrud for de berørte familier, der har mistet en søn, en bror, en far, en ægtemand. Det er tab af en forsøger, det er sorg og nød og elendighed. Og man ser da i gentagne klip én af enkerne stå og stirre tomt ud af sit lille køkkenvindue. Man forstår, at tiden går, træerne taber bladene, sneen falder, og for hver gang, man ser denne kvinde, der stirre tomt frem for sig, bliver vinduet, hun ser gennem, mere og mere snavset, som om huset er i gang med at blive til en grav. Da man har set klippet med kvinde mange gange, står hendes næsten voksne søn pludselig uden for det grumsede vindue. Han har en klud i hånden, han begynder at gnide på snavset, på den flade, der gør huset til en mørk grav. Og hans mor på den anden side af ruden bliver smittet af hans iver, der kommer liv i hendes øjne, hun tager en klud fra bordet og begynder at gnide indersiden, og der bliver et
7 klart, lysfyldt hul midt i snavset. Drengen laver en smilende ansigt med sin klud, og da begynder moren at le. - - Gud er i sammenbruddet. Af det, der ligner altings afslutning og den endegyldige fiasko, kan der ske noget, kan Gud lade noget ske, så vi kan rejse os af asken, nyfødte og stærke, brede vore ud og flyve, flyve ud over havet eller op mod solen.