Prædiken til 3. s. i fasten kl. 10.00 i Engesvang 413: Vi kommer, Herre, til dig ind på Spænd over os dit himmelsejl 448 - Fyldt af glæde 36 - Befal du dine veje 675 Gud vi er i gode hænder på Egemoses melodi 192 v. 7 du som har dig selv mig givet 401 - Guds ord det er vort arvegods Det er i 50 erne; Johannes Vig - sig ikke navnet for hurtigt - er enelærer på den lille ø Sandø, sådan fortæller Martin A. Hansen i sin mesterlige lille roman Løgneren der gik som radioføljeton, dengang der var noget, der hed sådan, og som vist blev skrevet og fabrikeret fra udsendelse til udsendelse. Johannes Vig er ikke alene enelærer og den, der styrer skolen; han fungerer også som præst og skal lave en slags gudstjeneste, når præsten fra fastlandet ikke kan komme. 1
Isen har i flere måneder isoleret Sandø - det var dengang, der var vintre - og nu er det søndag - 3.s.i fasten, vores søndag. Præsten kan ikke komme på grund af isen, så der er læreren, der skal læse søndagens tekst i kirken og måske også sige noget om den, selvom han ikke rigtig synes, han kan. Og slet ikke ved, om han er troende. Johannes Vig er en dygtig lærer og en mand, der går rundt og gør meget godt i det skjulte, men samtidig er der noget alt for let og ualvorligt over hans forhold til andre og over hans måde at bliver færdig med alt det på, der er forbundet med skyld. Der er ligesom ingen tyngde nogen steder. Med en anden forfatters ord kunne man sige, at der var en ulidelig lethed over hans liv. For han bærer på en skyld, på en stor skyld, som han ikke vil vide af. Engang kunne han have forhindret to unge dumdristige mænd i at sejle ud i hårdt vejr, men gjorde det ikke. Den ene druknede. Men det værste var, at Johannes Vig måske ikke bare havde ladet dem sejle, men endog opildnet dem til det, 2
netop fordi han ønskede den ene af dem død. Han havde forelsket sig i den enes kæreste, der var hans elev, i Annemari, og hvis nu han kæreste døde derude på fjorden, så kunne hun måske blive hans. Men Annemaris kæreste døde ikke, det blev hans kammerat, der druknede derude i de vilde bølger den dag. Og det blev Annemaris kæreste, der som overlevende kom til at bære på den tunge byrde af skyld, som Johannes vig aldrig rørte ved. Hele tiden bebrejde den unge mand sig selv, om han kunne have gjort noget? Kunne han have forhindret det? Og forholdet til Annemari smuldrer ved det. Johannes Vig lyver for sig selv om sine egne motiver i det, der skete, da den unge mand druknede. Han har ingen skyld, i hvert fald ikke én han vil vide af, til gengæld er han vældig moralsk indigneret over, at Annemari denne hårde isvinter har kastet sine øjne på en anden mand end hendes kæreste, der siden den dag på fjorden er blevet en anden. Han er vældig forurettet på kæresten vegne - eller hvis vegne, det nu er. 3
Og nu er det så 3. søndag i fasten. Johannes Vig sidder i degnestolen i kirken, fejet og prydet, han har jaget det onde på porten. Han er uskyldig. Om lidt skal han bede indgangsbønnen og læse teksten om Jesu uddrivelse af den onde ånd. Men mens han sidder der oplever han noget meget mærkeligt og skræmmende. Det som om han bliver besat af den onde ånd, som evangeliet taler om. Han har det som om en anden tager over i ham, og han ser pludselig ligesom med en andens øjne på de folk, der sidder i kirken og som han kender så godt. De har deres at kæmpe med, de har mistet kærester, mænd og fædre på havet, de har sorg og bekymringer af meget håndterlig art, men med ét er det som om han ser dem alle som dumme, fårede, grimme folk. Og allergrimmeste ser de ud, der lider mest og som har de tungeste byrder. Det hele tager kun et øjeblik, men længe nok til, at det sætter sig uudsletteligt fast. Det er en rent ud rystende oplevelse for den unge enelærer. At være 4
som dæmonbesat, at se verden med den ondes blik en kort stund. Det rædselsvækkende. Men også forvandlende. For efter den søndag, hvor han har følt sig besat at den onde selv, sker der langsomt noget med Johannes Vig. For man kan ikke opleve teksten til 3.søndag i fasten på sin egen krop uden at berøres og forandres af den. Man kan ikke få de evangeliske fortællinger indenbords og blive grebet af dem uden at det gør noget ved én. Johannes Vig havde fejet skylden ud og i farten også nærværet og engagementet; han havde holdt sig alle selvbebrejdelser fra livet, ladet som om, at den skyld, der fandtes, ikke hørte til hos ham, ladet som om, han var ren - fejet og prydet. Men han havde sandelig den søndag i kirken fået at mærke, at teksten til 3. søndag i fasten er sand: den, der tror sig ren, bliver først for alvor ført bag lyset af det onde. Joahnnes Vig havde vel oprindelig ment, at ordene var sagt til farisæerne, men oplevede, at de også var sagt til ham. Man må tage sine dæmoner alvorligt, man må holde det onde man gør - med eller mod sin vilje - frem i lyset, kun sådan kan man kæmpe mod 5
det og holde det nede. Den der tror sig ren og uskyldig, er som et fejret og prydet hus, hvortil den uddrevne dæmon snart vender tilbage med syv andre dæmoner, værre end den selv... Sådan fortæller Jesus os om kampen mod det onde, denne 3. søndag i fasten. Og de fleste af os vil vel nikke og sige, jo det vidste vi jo egentlig godt alt sammen, det er der ikke noget nyt eller ukendt ved. Som en teolog har udtrykt det, så er det den skyld, man vil af med, der gør det af med én. Når man ikke vil tage det på sig, som man har gjort galt, så vender det syvfold tilbage. Og så mangler der alligevel noget, for ét er at se sin skyld, ét er at vide, at det onde ikke kun findes hos de andre, men også er hos én selv. Noget andet er at få mod til at bære det og tage det på sig. Og hvordan får man det mod, modet til at være skyldig? - I Johannes vigs kirke på Sandø, som i vores kirke og alle kirker er der en døbefont, den er ikke ny som 6
vores, men fra middelalderen med kunstfærdigt udhuggede ornamenter. Dén får han øje på mens han sidder i degnestolen efter den rystende oplevelse af at være som besat af den onde, han ser den, ser den for første gang, selv om den jo har stået der hele tiden. Og da er det som om han tør det hele: tør at være skyldig, tør at leve, tør at sige tilgiv mig, tør at bære det, der hører til hos ham. For han er jo Guds menneske, elsket og holdt af, han er givet en plads verden af Vorherre, og det er godt, han er det. Ikke engang det, han har forvoldt, gør, at han ikke må være der. Det er den dér ufattelige, bundløse kærlighed som han er døbt til. Du er mit barn. Du er elsket. Du er ikke forkert, selv om du gør forkert. Det er derfor vi kan tåle at høre alle sandheder om os selv, her i kirken, fordi vi ved, at vi aldrig bliver forkastet eller forladt. Aldrig. 7
Og der er modet, også modet til at være skyldig, i den dér ufattelige, ubegribelig kærlighed, som vi i dåben indesluttes i. Amen 8