Den sang, vi lige har hørt, For at tænde et lys af Lars Lilholt, er skrevet over et stykke fra biblen. Det stykke vil jeg gerne læse for jer. Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde. En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede. En tid til at rive ned, en tid til at bygge op. En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse. En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten. En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne. En tid til at opsøge, en tid til at miste. En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort. En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen. En tid til at tie, en tid til at tale. En tid til at elske, en tid til at hade. En tid til krig, en tid til fred (Præd. 3,1-8). 1
Stykket er et uddrag fra prædikerens bog, og det handler om, at der for alt, hvad der sker på jorden, er et tidspunkt. Der er både en tid til at rive itu og en tid til at sy sammen, en tid til at græde og en tid til at le. Det vil sige, at det ikke er en fejl ved livet, når der er noget at græde over, eller når tingene går fra hinanden; det er en del af livet. Ingen lever et liv, hvor man kun danser, elsker og ler. En klog mand ved navn K. E. Løgstrup har sagt, at der er noget bemærkelsesværdigt ved den måde, vi reagerer på, når livet ikke er lutter fest og farver. Han siger, at straks vi møder det onde, så spørger vi hvorfor, men ingen spørger, hvorfor de har det godt, når de har det godt. Det er som om det er en selvfølge, at vi skal have det godt. Når vi så bliver syge, så vil vi gerne have en grund. Men måske er det bare sådan, at nogle bliver syge, uden nogen grund. Det helt store problem ved at sige, at der er en grund, når nogen bliver syge, er, at så kommer vi forfærdeligt hurtigt til at sige, at det på en eller 2
anden måde er deres egen skyld. Hvis man f.eks. får dårligt blodomløb, så er det nok fordi man har motioneret for lidt eller spist for dårligt. Hvis man får kræft er det måske fordi man har røget for meget, og hvis man ikke bliver helbredt, så er det fordi man ikke tænker positivt nok eller spiser efter de rigtige principper. Vi håber selvfølgelig alle sammen på, at der kommer en kur mod kræft. Men mens vi venter, så skal vi passe rigtig meget på, at vi ikke lægger en masse ansvar på mennesker, som de ikke kan bære. Der er en tid til alting på jorden, og når man har fået en sygdom, så er det tid til at tænke over, hvad man vil med det liv, man har, om det så slutter om få år, om få måneder, eller om man overlever, til man bliver 90. Det er ikke tid til at få dårlig samvittighed over, at man ikke kæmper nok. Inden for sundhedsvæsenet er det for tiden moderne at tale om at bekæmpe sygdomme, eller at tackle dem. Det handler om at få kontrol over sygdommen, 3
at styre sit eget sygdomsforløb. Og det lægger et meget stort ansvar på den syge. Der er særligt ét udtryk, som jeg har det skidt med, og det er det udtryk, at en person har tabt til kræften. Jeg synes ikke, det giver mening at tale om en kamp mod kræften, som man taber. Den, der dør af kræft, er ikke en taber! Man har jo ikke en chance mod kræften, hvis den er af den slags, som aggressivt ødelægger alt, hvad den kommer i nærheden af. Kampen mod kræften er en ulige kamp med en djævelsk modstander. Kræften følger ingen regler; den gør helt, som det passer den. Den bruger et utal af beskidte tricks, og man kan intet gøre ved det. Sådan en modstander kan man ikke kæmpe med. Dem, der dør, er ikke tabere. Dem, der ifølge denne tankegang vinder over kræften, er heller ikke vindere. Det er der mange, som har overlevet en livstruende sygdom, der har opdaget. Man kan sidde med mange psykiske ar efter sådan en omgang. Man står sjældent med hænderne i vejret på en 4
sejrsskammel efter den kamp; mange står forslåede og chokerede tilbage og skal forsøge at samle stumperne efter en sygdomsperiode, der har hærget ens liv. Der er en tid til at rive itu, der er en tid til at samle. Man kan ikke forlange, at et menneske med en livstruende sygdom skal forsøge at redde sig selv, at samle alle sine kræfter og kæmpe mod en modstander, som ingen kan greje. Men det, man kan sige, er, at man har nogen, der hjælper en. Nogen, der står ved ens side, mens man bliver hærget, som prøver at hjælpe. Måske skal man stritte imod sygdommen, google kure og lægge kosten om. Måske skal man koncentrere sig om det, man holder af. Familien, vennerne, naturen, børnene, det at være noget for nogle andre. Hvis man kun anser døden for at være en tabt kamp, så tror jeg at man glemmer, hvad livet egentlig handler om. Livet, uanset hvor kort eller langt det 5
bliver, handler om at tænde lys for hinanden. Det var et citat fra den sang, Ølgod kirkekor netop sang, Lars Lilholts sang For at tænde lys. Jesus har sagt noget meget klogt om det her med lys. Han har sagt, at han er verdens lys, og den, der følger ham, skal ikke vandre i mørket, men have livets lys. Men han har også sagt, at vi er verdens lys. Og så siger han i samme åndedrag, at vi ikke må gemme vores lys væk, men at vi skal sætte det i en lysestage, så vi skinner for mennesker. Det vil sige, at vi skal skinne af det, der har tændt os, og i en kristen sammenhæng handler det selvfølgelig om troen på Gud, og om, at når vi tror på Gud som vores himmelske far, så følger der også deraf, at alle andre mennesker også har Gud som deres himmelske far. Derfor har vi ansvar for dem. Så det med at være lys for andre, det med at tænde lys for andre, det må handle om at være der for andre mennesker, at hjælpe, hvor man kan. Vi kan ikke altid fjerne eller bare lindre andres smerte. Vi 6
kan ikke gøre alle syge raske. Vi kan heller ikke altid gøre os selv raske. Men vi kan forsøge at tænde et lys for andre. Jeg tror det er det, mange her i weekenden prøver på. At tænde et lys for nogen, de har mistet, at tænde et lys for nogen, der stadig er syge, at tænde lys for nogen der har overlevet, og som stadig har brug for få tændt lys. For sådan er livet. Fyldt med både smerte og glæde, gråd og latter, mørke og lys. Det må vi acceptere. Nogle gange skal vi ikke kæmpe. Nogle gange skal vi finde det, der betyder mest for os, og lade det fylde. Nu vil vi holde et minuts stilhed til minde om dem, hvis lys blev slukket, og dem, der stadig lyser for os. 7